Livin' on a prayer

[Trescott Roden]

Scott fnøs hånligt. I det mindste havde Aly tilgivet ham hans sidespring med Raquel i deres unge år, men at hun havde endt med at være utro med Christopher, viste måske bare at hun ikke havde været helt okay med det...eller også var Scott bare en smule paranoid. Det var en mulighed, bare ikke en han ønskede at lytte til. Desuden var Christopher her ikke til at give skylden, altså måtte den falde på hende. Hun var jo alligevel pisse ligeglad med alt og alle andre. "Ja fortæl du bare dig selv det, men jeg har faktisk en teori." sagde han så, og mærkede en underlig trang til bare at ramme hende. Uden at vente på hun svarede forsatte han i en kølig tone, skønt han vidste at det ikke var en fair beskyldning. "Jeg tror du primært går efter optagede mænd, fordi det gør dem uopnåelige, du ved de alligevel fravælger dig i sidste ende, så du slipper for at lukke nogen ind." Konkluderede han som havde han løst en større mordgåde.
Ufrivilligt bakkede han en smule som hun trådte frem imod ham. Han var ikke bange for hende, men brød sig faktisk ikke om at have hende for tæt på sig, for uanset hvor meget hun frastødte ham, ville der altid være en del af ham, som samtidig fandt hende ufattelig tiltrækkende. En del af sig selv, som han nok aldrig ville lære at accepterer.
"Du har ikke muligheden for at dyrke hvad? Menneskeligheden? For det tror jeg på." Han frastødte sig selv ved de ting han sagde. Han mente dem ikke. Ikke for alvor. Han ville bare pisse hende af, fordi det var lettere at hade hende, end at prøve at forstå hende. "Truer du mig?" Spurgte han ligeud og næsten i en underholdt tone, der dog var blandet godt op med vrede. Han holdt vejret som deres ansigter var ud for hinanden. Så let det ville være at længe sig frem og lukke afstanden imellem dem, men han nægtede at give efter. "Ja, gør du hellere det, hvis jeg får brystsmerter om lidt ved jeg hvorfor!" Svarede han i en lidt mere svag stemme end ønsket, som hun omsider flyttede sig og han atter følte at han kunne få luft.

[Raquel Janea Monroe]

Raquel satte en hånd på hoften og sendte ham et provokerende blik der opfordrede ham til at dele sin såkaldte "teori" med hende, trods hun havde en idé om at hun ikke ligefrem ville bryde om den. For et kort øjeblik havde hun mistet en smule af sin besindelse, og da han endelig afslørede sig selv, var hun i den grad fristet til bare at lade raseriet få frit løb, men hun blev stående med vanlig ro.
Der gik et langt øjeblik før hun svarede, fordi hun måtte bruge et par sekunder på at kontrollere sin vejrtrækning, for at grounde sig selv en kende. Hans konklusion af hendes person, var en mildest talt misfortolkning, der bare fik hende til at himle med øjnene. "God teori...." startede hun og nikkede for sig selv med falsk eftertænksomhed. "Men du glemmer at de optagede mænd ikke ligefrem har været uopnåelige. Bare tag et kig på dig selv." bemærkede hun med et hånligt blik. Han havde lagt sig ud med den forkerte her. Det var utroligt at han gang på gang, undervurderede hende. Hun vendte sig rundt igen, og gik tilbage mod ham, men stoppede op på behørig afstand. "Ja jeg gør." svarede hun ærligt. Hendes blik stirrede direkte i hans. Hun fugtede sine læber langsomt med tungen og holdt hvad der mest af alt mindede om en kunstpause. "Du burde ikke udtale dig om ting du ikke ved noget om, Trescott. Du var aldrig en særlig god menneskekender." hun rettede sig op. "Ser du jeg har også en teori..." hun holdt pause igen, men lod den ikke være lang nok til at han kunne nå at afbryde hende. "Jeg tror at du er desperat efter at sårer mig, er at det virker ubærligt og uoverskueligt for dig, at alt det der er hændt dig skulle være dit eget ansvar, så du projekterer det over på mig. Det og så det faktum at jeg er en påmindelse om alt det du skulle have haft, men ikke fik. Du ønskede dig en familie, et hjem, en karriere og en smuk hustru der ville masserer dine fødder når du kom hjem fra arbejde, og altid ville sige det rigtige, gøre det rigtige, være en god og kærlig mor, men alt du fik var et barn du ikke ønskede, med den eneste kvinde du ikke ønskede eller respekterede, fordi hun ikke faldt ind i din lille perfekte fantasibox. Men mest af alt er du sur, fordi du undervejs opdagede at det du ønskede dig og det du har brug for, ikke altid stemmer overens." hendes stemme var nærmest en giftig, men rolig hvislen. "Men det er jo bare en teori.." Afsluttede hun og trak på skuldrene - en teori der var baseret på faglig viden og årelange observationer. "Så hvem af det af os der i virkeligheden er i fornægelse, hva Scott? Hvem af det af os der er en kujon og ikke tør påtage sig ansvaret? I det mindste ved jeg hvem jeg er. Jeg tvivler på at du kan sige det samme." For et kort øjeblik trak hendes mundvie op i noget der mindede om et smil, men det var væk før man rigtigt nåede at fange det. Hun foldede armene hen over brystet på den halvåbne kåbe. "Så er vi færdige med at diskuterer nu, eller har du lyst til at fortsætte?"

[Trescott Roden]

Øjnene blev knebet let sammen ved endes udtalelse. "Måske ikke for en enkelt nat, men for noget længere, for af en eller anden årsag, bliver du altid fravalgt." Gav han igen. "Og for the record, så afslog jeg dig sidst." Ironien i at han havde afvist hende i sit ønske om at være en bedre mand overfor Aly, for at hun så endte med at være ham utro med Chris, var næsten til at grine af nu.
Han himlede dramatisk med øjnene over hendes kommentar. "Nej så siger vi det." Svarede han blot. Men nu var Raquel jo også umulig at læse for nogen så lige den tog han ikke specielt hårdt. Måske fordi han aldrig helt havde haft interessen i at lære hende bedre at kende.
Han kastede armene over kors imens hun skød tilbage mod ham med sin egen teori. Læberne blev presset sammen til en smal streg og de blå øjne var kølige. Han lod hende tale helt ud før han responderede, "for det første, så ved jeg udemærket hvor mine fejl ligger, tak. For det andet, hvorfor skulle jeg respekterer dig når du ikke engang respekterer dig selv." Han slog let ud med den ene hånd. Ærlig talt anede han ikke om hun havde bare en smule selvrespekt, men det virkede ikke sådan, som hun kastede sig om halsen på alle ministeriefolk der havde bare en lille smule magt, "og by the way, så ved du ingenting om hvad jeg ønsker!" Desværre havde hun en pointe. Han forsøgte sig altid med de søde piger. Alyxia, Chrissandra, Alyxia igen, Nikita, Kayla, og det gik altid galt. Han var altid utro og i bund og grund, handlede det nok om at han kedede sig i forhold der blev for rosenrøde.
"Jeg ved udemærket hvem jeg er." Svarede han halvlamt tilbage. I så mange år havde han været sikker på hvad han ønskede, men hun havde desværre ret i, at hans ide om hvad hans perfekte liv ville være, ikke matchede op med hvad han egentlig havde brug for.

[Raquel Janea Monroe]

Selvom han denne gang ramte lidt af en nerve, så hun upåvirket ud. Hun gik hen til køkkenbordet, lagde hånden på bordpladen og lænede sig lidt op af den. "Det siger mere om dig i virkeligheden, at du har brug for at fører statistik." bemærkede hun tørt. Efterhånden havde hun fundet ro i at hun ikke var en man forelskede sig i. Det havde generet hende i mange år, hun havde følt sig alene så mange gange, men ikke mere. Hun lænede hovedet ned mod sin ene skulder og så på ham med et halvtræt blik. Dog gav det hende enormt tilfredsstillelse at se ham reagerer. "Hvorfor så sammenbidt?" spurgte hun og åbenlyst provokerende. Det var hans egen skyld, nu havde han vækket dragen, og han ville snart opdage hvorfor de færreste lagde sig ud med hende.
Hun kom til at klukle lidt for hurtigt over hans svar. "Jeg medgiver at du kan mange ting, Scott, men at se dine fejl, er ikke en af dem." hun så op på ham med et sigende blik. Scott var det mest selvretfærdige røvhul hun kendte. "Bare fordi at din syn på selvrespekt er anderledes end mit, betyder det ikke at jeg ikke har det." Hun havde lyst til at tilføje at hun i det mindste kunne se sig selv i øjnene, uden at føle behov for at tømme en flaske whisky for at drukne det, men modsat ham, havde hun ikke lyst til at ramme ham på den måde, eller i det hele taget synke ned på hans niveau. "Mere end du aner..." mumlede hun for sig selv, selvom det var højt nok til at han hørte det. Hun sukkede og så ned. "Man kan bare håbe at du selv opdager det en dag." hun trak på skuldrene. "Anyway. Du begynder at kede mig, jeg har ærlig talt bedre at give mig til end at stå og høre på dig dømme mig over dine egne frustrationer, så jeg går i seng nu." annoncerede hun. Før hun vendte sig om, gik hun hen og greb om den stadig halvfulde rødvinsflaske, hvorefter hun passerede ham uden så meget som at værdige ham et blik, og gik tilbage på sit eget værelse, hvor døren gled i. Der gik et øjeblik hvor hun bare lyttede og sikrede sig at han ikke løb efter hende for at råbe videre, hvorefter hun satte sig på sengen. Kåben var gledet halvt ned over hendes ene skulder, så hun sad ret bar, men hun frøs ikke. Hun så ned på flasken mellem sine hænder. Hendes blik var ikke længere rasende eller dominerende, men i stedet tårefyldte, selvom hun ikke lod dem falde. Hun tog flasken til læberne og drak en stor tår. Måske hun alligevel ikke altid kunne se sig selv så meget i øjenene som hun påstod?

//Out