Livin' on a prayer

[Raquel Janea Monroe]

Tid: 22:30

Sted: Det franske ministeries hytte i Lyon

Køkkenet

Til: Trescott Roden

______________________________________________________________

Det var blot 16 timer siden Raquel og Trescott var ankommet til Lyon. De havde tilbragt hele dagen i ministeriet, med at arbejde på den sag de var blevet tildelt. Ud over et par kække kommentarer, som de koncentrerede franskmænd nok ikke havde fanget, var det gået okay med Scott - indtil nu om ikke andet. De var kommet til deres ret imponerende, franske villa for nogle timer siden, og som det meget modne menneske Scott nu var, var han gået direkte ind på sit værelse uden at sige et ord til hende.
Udefra lignede stedet bare en gammel, slidt bygning, men indvendigt var der kælet for detaljerne. Møblerne var af unikt, fransk design med romantisk tema - hvilket var ret så ironisk.
Mens Scott havde givet sig til at surmule på værelset, så havde Raquel udnyttet tiden til at studerer den nærmeste gade og til at handle ind så køleskabet ikke stod tomt. Hun havde skiftet fra sine professionelle gevandter, til en sart lyserød, lang silkekåbe der var bundet om hendes slanke liv. Indenunder bar hun naturligvis intet, hun følte sig mest fri når hun var nøgen, men af hensyn til hendes nye værelseskammerat, havde hun trods alt klædt sig en kende mere anstændigt. Hendes lange mørke hår, havde hele dagen været bundet op i en stram knold, som hun nu havde fjernet, så det kunne hænge frit. 
Efter mange års research, kunne Raquel efterhånden de fleste tricks til at lokke mænd ud af deres skjul, men særligt Scott kendte hun nærmest bedre end nogen anden selv efter alle de år. Så nu stod hun i køkkenet, i færd med at tilberede aftensmad. Duften af det den populærer franske ret Coq au vin, havde efterhånden bredt sig i det meste af huset. Hun stod tålmodigt og rørte i gryden der var fuld af kylling, perløg, gulerødder og champignon som simrede i rødvinssovs. Resten af flasken havde hun hældt op i et glas der stod på køkken bordet ved siden af. I ny og næ tog hun en tår. Hendes mærke læbestift havde sat spor på kanten af krystalglasset. 
Nu var der kun tilbage at vente på at Scott ikke længere kunne dy sig for duften og kom krybende ud af sit skjul. Hun svang elegant i sin stav og fik køkkenskeen til at røre i gryden i tilpas tempo uden hendes hjælp. Hun tog et par læsebriller der lå på bordet og placerede dem på næseryggen, så hun kunne studerer et par af de dokumenter de havde fået med fra den fanske regering. Med den frie hånd greb hun om rødvinsglasset og tog en solid tår. 

[Trescott Roden]

Det havde været en ufattelig underlig følelse at ankomme til huset. Det havde givet ham følelsen af at være ved at flytte sammen med hende. Han fnøs ved tanken. Flytte sammen med Raquel, Vorherre bevares. Han måtte fortælle sig selv, at det heldigvis kun var midlertidigt.
Da de var kommet “hjem”, mente han ærlig talt også at han havde fået sin daglige dosis, så han havde trukket sig ind på en af værelserne uden et ord.
Frem til nu, havde han ligget på sengen og blundet en smule. En dum ide, da han vidste, at det ville gøre det sværere at sove i aften. Det eneste tv befandt sig i stuen og det ville kræve at han rent faktisk søgte ud af sin mancave her.
Dog var noget andet begyndt at virke umådeligt lokkende. Duften af mad. Han anede ikke hvad det var, men det duftede afsindig godt og indrømmet var han faktisk ved at være temmelig sulten.
Skulle han være i tvivl, gjorde hans mave ham opmærksom på det ca. Hvert 4 minut, ved en høj rumlen. Han sukkede dybt og kiggede på sit ur. Klokken nærmede sig aftensmad tid.
Han kunne tage en rugbrød bagefter. Stædigt vendte han sig om på siden og pressede øjnene hårdt i, i håb om at falde i søvn på ny og glemme sulten. Det var en tabt kamp, det vidste han godt allerede nu.
Overgivende slyngede han tæppet til siden som han havde haft over sig og forlod værelset. Synet der mødte ham i køkkenet ville i hans yngre dage havde slået benene væk under ham. -Det gjorde det nok stadigvæk, han var bare bedre til at skjule det. Hun stod kun iført en tynd kåbe der komplimenterede hendes figur lidt for godt, kendte han hende ret, var der rig plads til at lade fantasien kører om hvad hun havde -eller rettere ikke havde på indenunder. Maden hun kokkererede duftede fantastisk og vinen der stod ved siden af, følte han pludselig en langt større trang til, end han havde gjort siden han fik styr på sit misbrug.
Uden helt at vide hvad i altverden han skulle sige, rømmede han sig akavet. ”Har du brug for hjælp?” Ikke at hans kogekundtskaber rakte til særlig meget mere end at genlune noget spaghetti, men han følte sig lidt forpligtet til at spørge.

[Raquel Janea Monroe]

Raquel lagde hovedet lidt på skrå og studerede retten mens hun rørte i den. Madlavning var for mange en lidt banal ting, og hun skulle da gerne være den første til at indrømme at hun ikke ofte stillede sig i køkkenet, men når hun gjorde, gav det hende en underlig ro og en følelse af at være som alle andre. Noget andet var at hun faktisk havde talent for det.
Hun stod lidt i sin egen verden og sippede engang i mellem til vinen. Hendes trancelignende tilstand blev dog brudt af døren der forsigtigt gik op.
Et lille, smørret smil gled over hendes læber, men var falmet inden han stod i døren. Hun satte glasset fra sig igen og vendte sig mod ham. "Nej tak. Jeg har stadig traumer fra dengang du ville lave hønsekødssuppe." svarede hun roligt. Selvom det egentlig var ret sjovt sagt, så forblev hendes ansigt den samme lidt alvorlige mine som altid. "Men det du kan gøre, er at fortælle mig om der mangler salt?" hun skovlede lidt af retten op på en spiseske, og balancerede hen mod ham med en hånd under - dog uden at spilde en dråbe på vejen. Hun holdt den frem mod ham. "Med mindre du er bange for at jeg prøver at forgifte dig?" hun skød et slankt øjenbryn i vejret. Denne gang var der et lille glimt i hendes blå øjne, dog var det også ment lidt som en stikpille, fordi Trescott havde en irriterende vane med at altid at tro det værste om hende. Raquel vidste hun ikke var nogen engel, hun havde begået et hav af fejl og nej hun anså ikke sig selv som værende et særlig godt menneske, men hun havde sine årsager og ingen af disse kendte han til, så hun forstod til dags dato ikke hvorfor han var gået fra at være en af hendes bedste venner i skolen, til efterfølgende at hade hende som var hun pesten. Hun så lidt afventende på ham.

[Trescott Roden]

Scott blev en lille smule overrasket hendes kommentar og tog sig selv i at stirre på hende i nogle lange sekunder. Han havde bestemt aldrig været en mesterkok, men hun fik alligevel vækket konkurrencegenet i ham, som hun så ofte formåede at gøre. ”Der var intet galt med min hønsekødssuppe,” argumenterede han, skønt de begge godt vidste det var løgn. Der var alt galt med den suppe.
Sommetider kunne hun være svær for ham at læse, men han havde alligevel en ide om at hun have sagt det i sjov. Måske var det også årsagen til at han ikke lød videre fornærmet i sit udsagn.
Blikket fulgte hende som hun balancerede frem mod ham med grydeskeen, ”jeg kunne godt have min mistanke.” Mumlede han, men formåede alligevel at få et lille smil frem i den ene mundvig. Det ville blive nogle lidt for lange måneder, hvis han skulle gå og bruge al sin energi på at være sur på hende -hvilket han stadigvæk var, men måske han lige kunne begrave stridsøksen, om ikke andet så frem til næste gang hun gik ham på nerverne.
Scott brugte lidt ekstra unødig tid på at tilsmage maden, som var han en eller anden mesterkok der skulle vurderer en deltagers mad i et eller andet madlavningsshow. Dog måtte han erkende at hun vidste hvad hun lavede og det smagte helt fortryllende, ”jeg synes den er fin der.” Indrømmede han så og så lidt i retning af skabene. ”nå, men siden du ikke vil have mine kulinariske evner til hjælp, så kan jeg dække bord.” Konstaterede han og gik varsomt forbi hende. Han åbnede tre forskellige skabe før det lykkedes ham at spore sig frem til tallerkenerne som han trak to ud, og forsatte så sin søgen, denne gang efter glas.

[Raquel Janea Monroe]

Raquel ignorerede hans overraskede udtryk. Scott var ikke født til at blive placeret i et køkken - sådan var det bare. Til gengæld var han god til.. et par andre ting, som hun kunne komme i tanke om. "Der var aalt galt med din hønsekødssuppe." svarede hun som om hun havde læst hans tanker og med en ligeså rolig stemme, som stod de og diskuterede hvor vidt himlen var blå.
Hun holdt skeen frem mod ham og lagde hovedet lidt på skrå da hun så hans smil. For en gangs skyld gengældte hun det med et lidt overbærende. Det havde været rart at høre ham sige det i sjov, for så lidt han tænkte om hende, så ville han nok tro at hun kunne finde på at forgifte ham. Hun førte skeen til hans læber og lod ham smage på maden. Selvom han overdrev reaktionen i del, så stod hun med et næsten spændt og lidt afventende blik. "Så...?" forsøgte hun og studerede ham lidt mere indgående. Da han endelig gav grønt lys, lignede hun mest en der skulle til at danse en sejrsdans, men Raquel var mere raffineret end som så, så hun nøjedes med at nikke anerkendende hvorefter hun vendte tilbage til gryderne. "Du skal være velkommen." bemærkede hun og rørte lidt meningsløst rundt i retten for at ligne en der var beskæftiget. I virkeligheden, gik hun og nød lyden af klirrende porcelæn og synet af Scott, der gik rundt. Uden hun havde sagt det højt - eller nogensinde ville gøre, så var scenariet taget lidt ud fra en drøm hun havde haft mange gange. "Hvad tænker du om vores tid i ministeriet i dag?" spurgte hun og tog panderne af, for at sætte dem hen på bordet. Arbejdet var stadig delvist et nautralt emne, hun havde ikke lyst til at fornærme ham lige nu, og risikerer at han trak sig igen.

[Trescott Roden]

En del af ham fik atter lyst til at argumenterer, munden gled op for at gøre netop dette, men så ombestemte han sig alligevel. Hun havde ret, og det vidste de begge, der var ingen grund til at argumenterer. I stedet sendte han hende et overlegent blik, ”det er nok bare fordi du er kræsen.” Han måtte vende sig lidt væk, for at forhindre hende i at se det smil der truede med at træde frem.
Indvendigt bandede han lidt over det, især da det kort efter var ham umuligt at skjule.
Efter at have tilsmagt maden, spottede han godt udtrykket i hendes blik. Sejrsblikket. ”Du glæder dig lidt for meget over det, ved du godt det?” Kommenterede han en smule tøtt og havde håbet på lige at nå en ekstra smagsprøve, men grydeskeen var allerede blevet flyttet udenfor hans rækkevidde.
Scott placerede to tallerkener på spisebordet overfor hinanden, og dernæst et par vandglas. ”Skal du have det der med over?” Han gjorde et nik mod hendes rødvinsglas, imens han raslede med bestik fra den ene af skufferne.
Spørgsmålet fik ham lidt tænksomt til at samle bestikket i den ene hånd, før han lukkede skuffen og vendte sig imod hende med et lettere nysgerrigt blik. ”Det gik udemærket, skønt jeg jo ikke kan svare for den del hvor du efterlod mig i venteværelset.” Det var måske lidt overdrevet, han havde “fået lov” til at gå, men det gjorde ham kun endnu mere nysgerrig for hvad han blev udelukket fra. ”Hvad drejede dét sig om?” Han lød ikke irriteret, men oprigtig interesseret..

[Raquel Janea Monroe]

Raquel stirrede bare på ham med et nærmest dødt blik for et øjeblik. "Du ved godt at du ikke vil dø af at indrømme at jeg har ret ikke?" bemærkede hun og sukkede træt. Hun lod ham dække bordet færdigt mens hun selv hældte retten op i en serveringsskål, som hun gik hen for at sætte på bordet mellem de to tallerkener.
Hans ord var formentlig blot endnu en af Scotts typiske sarkastiske bemærkninger, men det tørrede hendes ellers selvtilfredse smil væk. Han havde ret - hun glædede det alt for meget, og mere end han nok havde refereret til. "Jeg prøvede nu bare at tingene lidt tålelige." bemærkede hun, denne gang ligeså tørt som ham. Det ville blive lange måneder, hvis de ikke kunne omgås hinanden. Hendes blik fulgte hans til vinglasset. Hun nikkede. "Vil du have et glas?" spurgte hun og gik tilbage til køkkenbordet for at tage sit eget glas, samt flasken med hen hvis han nu skulle føle sig fristet til at dele. Raquel skubbede stolen ud med foden, hvorefter hun satte sig ned. Kåben gled et par millimeter længere fra hinanden i samme bevægelse, men hun gjorde intet for at rette det. Arbejdet havde virket som neutralt grund, det burde dog ikke komme som en overraskelse, at Scott også vendte dette til en situation hvor han var blevet udelukket. "Det ved du godt jeg ikke kan tale om." hun slog nakken lidt tilbage og så på ham med uskjult triumf i blikket. "Jeg kan dog fortælle at det også gik ganske glimrende." sagde hun bare og begyndte at øse op på sin tallerken.

[Trescott Roden]

Han trak en anelse umotiveret på skuldrene, "Det vil jeg muligvis, hvorfor løbe risikoen." Okay nu provokerede han bare for at være irriterende, men det havde han selvfølgelig gjort siden han forlod værelset. Han kunne ikke lade være.
Scott bemærkede smilet falde og det gav ham en inderlig tilfredsstillelse. De to ville nok altid have en form for magtkamp kørende. "Hvis du siger det." Han måtte nok erkende at lige nu irriterede han også sig selv. Han vidste jo at hun havde ret. Det ville blive umuligt at overleve flere måneder i hus sammen, hvis han skulle gå og bruge tiden på at være sur og bitter.
Blikket landede atter på glasset, åh så indbydende det dog var, men for at være ærlig stolede han nok ikke helt nok på sig selv til at tage en tår. "Jeg tror jeg holder mig til vandet." Kommenterede han og åbnede en knap i skjorten, som fik han det pludselig for varmt.
Han var faktisk ikke helt sikker på hvor meget hun vidste om hans alkoholproblem. Eller forhenværende alkohol problem, var det vel. Heldigvis blev han hurtigt distraheret som kåben gled lidt op. Blikket hvilede mod den ekstra blottede hud og han hadede sig selv for det. Derfor tog han sig i det, rømmede sig og slog sig ned på stolen imens han nogenlunde tålmodigt, ventede på at hun blev færdig med at øse op, så han kunne overtage. "Okay frøken hemmelighedsfuld, jeg troede ellers lige at vi bondede." Kommenterede han en kende flabet.

[Raquel Janea Monroe]

Hun himlede med øjnene. Så var de tilbage i den samme rille, hvor Scott gjorde alt for at vise hende præcis hvor utilfreds han var med at hun overhovedet eksisterede. Hendes eneste svar på dette, var at tømme sit nuværende glas med vin, hvorefter hun ufortrødent fyldte det op på ny. "Er du sikker? Jeg tror vin måske ville hjælpe os begge to lidt." den sidste del mumlede hun for sig selv. Desværre anede hun intet om hvilket dilemma hun reelt satte Scott i, de havde ikke kendt hinanden som sådan i mange år, så hun vidste intet om hvordan han havde haft det, og endnu mere om hvordan han havde tacklet det, hvilket tilsyneladende var på nøjagtigt samme måde, som hun selv håndterede tingene.
Hun øsede en passende portion op på sin tallerken, hvorefter hun rakte skeen over i hans retning.
Hendes blik gled op på ham og bemærkede ham åbne skjorten en smule. Overbevist om at han alene gjorde det som en form for hævn, ignorerede hun det og begyndte i stedet at spise sin mad i tavshed. Et sted under bordet, lagde hun et ben hen over det andet. Hendes øjenbryd skød i vejret. "Bondede?" gentog hun og holdt sin gaffel så den stak lidt formålsløst op i vejret efter at hun havde slikket den sidste rest af kartoffelmos af den. "Der er ikke meget bonding over at du sidder og forsøger at presse mig mig for informationer." Hun kunne godt fornemme sin egen tone bygge sig op. Raquel var ikke som sådan eksplosiv, de færreste havde hørt hende råbe - Scott var nok en af få, for hun mistede aldrig kontrollen, men hun var heller ikke bange for at give udtryk for sin utilfredshed på andre og mere.. effektive måder. "Måske jeg ville være mindre hemmelighedsfuld hvis du rent faktisk spurgte mig hvordan jeg havde det." sagde hun tørt og lagde bestikket ned på hver side af tallerkenen, så hendes halvbebrejdende blik kunne så indgående på ham. Hun var millimeter fra at sige at han kunne rende hende og så rejse sig og spise sin mad et mere behageligt sted, for han gik hende virkelig på nerverne med sin barnlige opførsel!

[Trescott Roden]

Han rømmede sig en smule og slog blikket ned. Måske skulle han bare krybe til bekendelse, problemet var bare at han var helt ufattelig flov. Alkoholen havde nær kostet ham alt. Han havde måtte på afvænning, og det var ikke noget han ligefrem plaprede løs om til alle. På den anden side ville det nok blive et tilbagevendende problem hvis ikke han åbnede munden. Han rømmede sig derfor en smule og tyggede kort på underlæben. "Jeg drikker ikke." Blikket var stadigvæk rettet imod bordpladen, den en hånd var hårdt knyttet, han kunne mærke neglene borde sig ind i håndfladen. Dette ville nok komme som et chok for hende, enten dét eller hun ville tro han lavede sjov, men i virkeligheden var det et dybt følsomt emne for ham.
Han løsnede den knyttede hånd og tog imod skeen. Han var stadigvæk en smule i vildrede om hvor han skulle fokuserer, da han ikke ønskede at møde hendes blik. Maden gav ham heldigvis en god undskyldning for at undgå netop dette. Han øste op på sin tallerken, en temmelig overdådig portion der virkelig understrede hans kærlighed for god mad.
Forsvarsmekanisken han tilsyneladende fik tricket hos hende, fik ham omsider til at mødes hendes blik med sit. "Presse dig for informationer? Synes du ikke at du smører lidt tykt på måske? Jeg spurgte jo bare." Han forsøgte at se uskyldig ud, skønt han ikke var sikker på at det helt lykkedes for ham.
Han havde virkelig ramt en nerve, og skønt en indre djævel gav ham lyst til at presse hende ud over kanten, lod han fornuften vinde denne gang. "Okay fint. Hvordan har du det så?" Spurgte han, tog en bid mad i munden, placerede bestikket ved siden af tallerkenen og satte albuerne i bordet samt foldede hænderne foran sig, imens han lystigt tyggede.

[Raquel Janea Monroe]

HAns anspændthed smittede af på hele rummet, og det byggede sig kun op. Raquel sad blot og så det ske. For alle andre havde det været et advarselssignal om ikke at gå videre, men hun vidste - og Scott vidste at hun ikke ville stoppe der. "Siden hvornår?" spurgte hun indgående. Den Scott hun kendte havde været utrolig glad for ingefærøl, ildwhisky og alt der imellem. Inderst inde kendte hun svaret. Det krævede én at genkende én. Den tanke druknede hun i en ny tår vin, uden at slippe hans blik.
Hun lod ham øse op uden at generer ham yderligere i de sekunder han kunne bruge den undskyldning. Mængderne kom ikke bag på hende, i det mindste var han stadig sig selv når det kom til mad. I et øjeblik, var det eneste man kunne høre, bestikket når det klirrede mod porcelænet og deres tyggende lyde.
Raquel så op. "Men kendte allerede svaret." bemærkede hun. Visse oplysninger var han bare ikke kvalificeret til at kende. Måden han endte med at sidde der, med hænderne foldet og sit falske opmærksomme blik, provokerede hende åbenlyst, og hun kunne se på ham at han nød det. Hun lagde bestikket og lænede sig afslappet tilbage. "Altså, jeg sidder fanget i et land der synes snegle er gourmetmad, med en eller anden tåbe jeg engang anså for at være min bedste ven, men som nu,e r fast besluttet på at gøre livet surt for både mig og ham, så jeg har haft det bedre, men tak fordi du spørger." Hun greb ud efter servietten og tørrede munden, hvorefter hun kastede den ned oven i sin egen tallerken og tømte sit 4 glas vin. Hun rejste sig og tog sin tallerken. "Beklager, jeg har mistet appetitten, men velbekomme dig." hun sendte ham et nedladende blik, hvorefter hun gik hen til køkkenet bag ham for at sætte sine ting. Hvis nogle kunne bringe hendes pis i kog, så var det den abe!

[Trescott Roden]

Han rettede et lettere anklagende blik imod hende. Tydeligvis var det ikke noget der ligefrem huede ham at snakke om. "Siden jeg fandt ud af jeg ikke havde kontrol over der længere." Indrømmede han ærligt og slog atter blikket væk.
Han hadede at føle sig sårbar, især overfor hende. Det var som om han altid forventede det værste af hende, lidt som at håndfodre en krokodille, man vidste aldrig hvornår den tog hånden med.
Skønt den eneste lyd der hørtes for en stund, var bestik mod porcelæn, var stilheden larmende i sig selv. Scott forsøgte at ignorerer den, men han var ikke god til akavet stilhed. "Hvem er nærtagende nu?" Klagede han. Utroligt at de ikke engang kunne have en normal samtale, uden at sidde i struben på hinanden.
Hendes efterfølgende sarkastiske bemærkning, fik de blå øjne til at skyde lyn som de blev rettet imod hende. Da hun rejse sig og tog sin tallerken med sig, fløj han også op af stolen som en trold af en æske. "Nej, du skal ikke stikke af fra denne her." Konkluderede han og fulgte efter hende. "Du brød min tillid Raquel, og bagefter kom du valsende ind i mit liv igen som havde du ikke gjort noget galt!" Han himlede med øjnene, "det er det du altid gør. Du kommer ind og blander dig i ting, uden nogen form for tanke på konsekvenserne af dine handlinger, for det er jo ikke dit problem." Hun havde ramt en nerve og det irriterede ham. "Bagefter kommer du så tilbage og forstår ikke hvorfor folk er sure på dig! Måske hvis du fik bare en snert af medmennekelighed, kunne det være at folk ikke ville hade dig så indeeligt!" Han vidste at det var store ord i det sekund de forlod hans læber, men det havde bygget sig op over længere tid. Han vidste godt at han selv havde delvis skyld i de ting der var sket, men Raquel skulle heller ikke lege det uskyldige offer her.

[Raquel Janea Monroe]

Raquel fortrak ikke en mine. Hun var ikke overrasket over hand udmelding. "Nogle vil mene at det er hele idéen." sagde hun bare. I kontroltabet lå hele befrielsen, set med hendes øjne, på den anden side så var der en lille del af hende der respekterede det faktum at han havde formået hvad hun ikke selv havde.
Den trykkende stemning der havde været hele dagen, lod endelig til at bryde ud i torden. I et forsøg på at ignorere den, tog Raquel sin tallerken og gik hen i køkkenet. Inde i sit hoved talte hun nærmest sekunderne der gik fra hun havde rejst sig, til bomben bristede. Langsomt vendte hun sig rundt og lod ham få luft for alle sine frustrationer. Hendes ansigt lå glat hen, og gav intet hint om hvor meget han sårede hende.. igen.
Først da han havde talt færdig, satte hun tallerkenen fra sig på køkkenbordet, nærmest i slowmotion, velvidende om at hun ville kyle den efter ham lige om lidt hvis hun blev stående. "Har du det bedre nu?" spurgte hun og skød et slankt øjenbryn i vejret. Hun gik hen til vasken, og tændte vandet. Der gik akavet lang tid, før hun begyndte at tale selvom hun stod med ryggen til ham og skrubbede bestik. "Du har ret. Det er ikke mit problem." bekræftede hun endelig. "Jeg tager gerne ansvar for hele missæren omkring Joshua, og det eneste jeg kan sige til det, er at jeg var ung og dum og du var det samme." bemærkede hun og lagde bestikket omhyggeligt ved siden af for at holde sig selv under kontrol. Faktisk var der meget mere til den historie. En del af hende ønskede at dele med ham hvordan hun havde forsøgt at beskytte Josh ved at give ham væk, men hun var ikke sikker på at han ikke bare ville bruge det mod hende. "Men at du kommer rendende hver gang du keder dig med dine Mary Sues, vil aldrig være mit problem." hun slukkede vandet og vendte sig om mod ham, med en farertruende ro. "Jeg er dog stadig forvirret omkring hvilke en af delene der har gjort dig så vred." sagde hun køligt og greb ud efter et hviskestykke for at tørrer sine hænder. Hun trak på skuldrene. "På den anden side, kan jeg jo være ligeglad eftersom jeg jo tilsyneladende er en koldhjertet kælling." hun smed hviskestykket fra sig, og selvom hun stod der helt glat, fornemmede man den passive aggressivitet. Hendes blik havde ikke sluppet hans. "Så nu hvor vi fik slået det fast, kan vi så komme videre i tekstren?" spurgte hun indgående. Det krævede mere end han anede, af hende at forholde sig i ro. Hun forsøgte at sige til sig selv at Scott kendte hende ligeså lidt som alle andre, og gentog for sig selv, som hun havde gjort mange gange før, at hun have haft alle sine grunde og at de havde været reelle.

[Trescott Roden]

Han måtte tage sig selv i ikke at himle let med øjnene af hendes kommentar. ”Det ville de sikkert.” Mumlede han og stoppede munden på ny.
Han vidste at ordene var hårde, men han havde brug for at ramme hende. Set med hans øjne var hun nærmest roden til alt ondt der var sket ham. Den fact at hun på sin vis gav ham ret i hans udtale om at problemet ikke lå ved hende, pissede ham nærmest endnu mere af. Næseborene vibrerede en smule som han tog en dyb indånding og pustede ud gennem munden, i et sølle forsøg på at holde bare en smule af sin fatning. Det var en reel mulighed at han projekterede sine problemer til hende, men det var bestemt også en fact at hun nægtede at tage ansvar for sine handlinger.
Hendes påtagede ro vr næsten mere faretruende, end hvis hun bare havde råbt af ham. Han tog endnu en dyb indånding imens pulsåren i halsen blev tydeligere i takt med hvor hidsig han blev. Tindingen arbejdede også. Et hårdt fnys og himmelvendte øjne, var hans bedste go-to handling, da hun gav ham dele af skylden. Det var sandt, men det gjorde det ikke mindre ondt af. Tvært imod. ”Det var da også på tide at du tager ansvar for noget” skød han giftigt ud.
Hænderne blev knyttet som hun refererede til hans ekskærester. Igen havde hun ramt en nerve. Hun havde jo ret. Hvorfor var det helt præcis han altid endte med lukke hende ind. Igen og igen. Han kunne jo bare bede hende af at skrubbe af. I det mindste var han ikke faldet i sidste gang hun havde lagt an på ham, karma ville så bare at Aly var faldet i med den idiot til Christopher Campbell. Men det kunne også være lige meget nu. ”Jeg ved godt at jeg også har fejl, jeg kunne have sagt nej, men det kunne du også have gjort, du er bare så skide arrogant og noget siger mig at du nyder den magt det giver dig at snuppe en anden kvindes mand!” Sandhedens time. Nu var han alligevel så godt igang med, at beskylde hende for alt ondt i verden, så han kunne jo lige så godt få alle sine følelser og tanker ud.
”Men fint. Lad os bare begrave tingene igen til næste gang.” Han kastede armene over kors som et fornærmet barn og så liggyldigt i en anden retning.

[Raquel Janea Monroe]

Man skulle ikke tage fejl. Raquel havde naturligvis den største lyst til at slå ham i hovedet med en skovl og fodrer resterne af ham til sine drager, men hun havde lært med tiden at det at lade sig rive med af vrede ofte kun eskalerede tingene yderligere og ofte endte med at efterlade hende ydmyget over sin manglende kontrol, så hun stod bare der og betragtede ham med ro og tålmodighed, trods hun fantaserede om alle de måder hun kunne få ham til at holde kæft på. Smålig havde han altid været.
Hun lod ham igen tale færdig. I mellemtiden foldede hun armene hen over sit bryst og lagde hovedet lidt på skrå. Hun studerede hans dunkende pulsårer og de små anstrengte rynker der trådte frem i hans ansigt. "Jeg påtager mig gerne ansvaret for de retmæssige ting. Men at du ødelagde din chance med Aly, er ikke mit problem. Det var ikke ligefrem fordi jeg tvang dig ned i sengen. Jeg forstår at du er frustreret men at placere den på mig, er malplaceret." bemærkede hun tørt. Hans skulle ikke projekterer sin egen elendighed over på hende og så påstå at hun var roden til alt ondt.
Hendes ellers følelseskolde ansigt, lyste op med et langsomt smil der bredte sig på hendes læber. Hun slog blikket ned og rystede på hovedet. Hørte han hvad han selv sagde? "Du har ret. Min eneste interesse i denne verden er at skille mænd fra deres kvinder." hun fnøs. Det var helt tydeligt sagt med største ironi.
Hendes arme faldt slapt ned langs siden igen, hendes ansigt ændrede sig tilbage til det uforsigelige følelsesforladte blik. Hun gik mod ham uden at stoppe, for at tvinge ham til at gå baglæns indtil hans stod mellem hende og køkkebordet. Hendes klare blå øjne så direkte op i hans, denne gang fuld af alt den vrede hun havde holdt inde. Hun lagde en hånd på køkkebordet på hver side af ham, for at låse ham delvist fast. "Den her leg begynder at kede mig, Trescott. Hvis du nu fik hovedet ud af din egen røv, så ville du måske begynde at finde ud af at jeg har haft mine grunde - og de har altid været i din og Josh' bedste interesse. Har jeg været egoistisk? Uden tvivl, det sker ofte for kvinder der naivt elsker en mand der aldrig føler det samme. Så måske jeg i virkeligheden er mere menneskelig end du tror, men modsat dig har jeg ikke muligheden for at dyrke det." Sagde hun med hård, stemme. Trods hun var noget lavere end ham, fastholdt hun hans blik med sådan stædighed at det virkede som om hun stod over ham med truende stemme. "Jeg kan ikke stille noget op mod dit had, du må tænke om mig præcis hvad du vil, men hvis du én gang til beskylder mig for at være umenneskelig og ufølsom, så kommer jeg til at gøre livet meget svært for dig, forstår du det?" hendes sidste ord var ikke andet end en stille hvisken, hvor hendes læber var endt lige ud for hans, hvilket var helt bevidst. Hun gik så tæt, så hun var sikker på at han kunne mærke hendes varme ånde blot millimeter fra hans læber, før hun pludselig trak sig tilbage og skubbede sig væk fra bordet. Hun trak kåben tilbage omkring sig. "Rydder du af? Jeg skal ind og lege med min voodoo-dukke." sagde hun sarkastisk og kastede et bittert blik på ham hen over sin ene skulder.