Don't Ruin My Hideout

[Elia Bloodworth]

Don't Ruin My Hideout

Elia kiggede sig over skulderen en enkelt gang, inden hun skubbede døren til Trofærummet op og ilede hen over gulvet. Der var altid nogen, som fandt hendes gemmested. Fandt det og ødelagde det. Men den her gang havde hun haft ro i et langt stykke tid. Det var ikke, nå ja, så hyggeligt, som hendes andre gemmesteder ellers havde været, men det var nok også derfor, der ikke var nogen, der havde forstyrret hende endnu.

Endnu et blik blev kastet over skulderen, inden Elia kastede først sin skoletaske om på den anden side af tapetet og siden fulgte efter selv. Den skjulte trappe førte ned til Besværgelser-klasselokalet, der lå i den anden ende af slottet, og Elia havde på fornemmelsen, at alle havde glemt, den eksisterede. Det var kun fordi, hun havde set den nævnt i en af de gamle historie-bøger fra Harry Potters skoletid, at hun havde fundet den. Ellers ville hun sikkert bare være faldet over den ved et uheld en dag.

Elia gik et par skridt ned ad trappen til den lille trappeafsats og gjorde sig det behageligt. Et blødt tæppe til at sidde på, den sidste Forvandlings-opgave, der skulle afleveres om et par dage, græskarjuice og en pose med Kandisbaronens Mix. Så kunne hun klare sig flere timer uden at være nødt til at bevæge sig ud iblandt mennesker. At Forvandling så ikke var hendes yndlingsfag, det var en anden sag.

Inden længe nynnede hun lavmælt med på sangen i hendes hoved, mens hun griflede lystigt på papiret og engang imellem snuppede en karamel fra posen. Det var livet.

Tilegnet: Edward 'Eddie' Rigel | Mandag d. 22. juni 2057 | Trofærummet

[Edward 'Eddie' Rigel]

Eddie havde gået på Hogwarts i nogle måneder efterhånden, men at finde rundt på det store slot, var stadig nærmere en umulighed end en mulighed. Det var som én stor labyrint. Man kunne placere ham et tilfældigt sted i hullerne, hvor hans far, Carmine Rigel , havde sin flok og Eddie ville uden problemer, kunne finde ud igen, hvor andre nok ville være lost for ever.
Han ledte forgæves efter Ravenclaws opholdsstue, hvor han egentlig havde en aftale med Timorthy Lavoie om at mødes, men det føltes ærligt talt, som om han havde gået slottet tyndt, uden held. Faktisk var han sikker på, at han mindst havde gået 30.000 skridt allerede. Okay overdrivelse fremmede forståelsen, men det ændrede ikke på, at han var godt og grundigt faret vildt.
Han vidste godt, at der gik mange rygter om ham. Han var stadig forholdsvis ny på skolen og selvom, han var en sjov og optimistisk ung fyr, så havde mange regnet ud, hvem hans far var. Rigel var måske et normalt efternavn, men at være varulv - hvilket han aldrig havde lagt skjul på, han var - var en knapt så almindelig ting. De sidste rygter, han havde hørt om sig selv, var dog helt ude i ekstremerne, hvis man spurgte ham. Nogle mente åbenbart, at han havde slået ihjel fordi en pelsløs, havde været flabet. Det var løgn, men igen, hvordan skulle han bevise det? Og selv hvis han kunne, så gad han ærligt talt ikke bruge energi på det, da han ikke så det som hans problem. Folk måtte tro, hvad end de ville om ham. Han kendte selv sandheden og heldigvis, så gjorde hans venner også.
Han fik bevægede sig rundt på gangen, som han hørte en nynnen, hvilket fik ham til, at stoppe op. Han så sig lidt om, da han ikke umiddelbart kunne se nogen, men hans hørelse fejlede bestemt intet. Han fulgte derfor efter lyden, til han nåede en yngre elev. "Hey," hilste han med en rolig stemme og sendte pigen et venligt smil, "Hvem eller hvad gemmer du for?" spurgte han, med et drilsk glimt i de blå øjne.

[Elia Bloodworth]

Hvis der var noget, Elia ikke havde forventet lige nu, så var det at blive forstyrret midt i sin 'alenetid'. Så højt havde hun da heller ikke nynnet, at det kunne høres længere væk, men jo - åbenbart. Hun hørte ham heller ikke komme, hvilket hun også kunne have forbandet sig selv langt væk for.

Hun røg op fra sin henslængte stilling, så karameller og pergament fløj ud til alle sider, og trådte helt per automatik et halvt skridt længere væk fra drengen. De blå øjne flakkede vagtsomt henover hans ansigt, inden de fandt hvile et sted ud for hans skulder, og hun tog sig hurtigt til hjertet for at lægge en dæmper på de voldsomme hjerteslag.

"Jeg gemmer mig ikke." svarede hun langsomt med nærmest åndeløs stemme og rystede de lyserøde lokker om på ryggen. Det var nu en sandhed med modifikationer. Hun havde ledt længe efter sit gemmested, og hun var allerede i tankerne ved at planlægge, hvor hun skulle lede efter det næste. Elia hørte hans rolige stemme, hun så det venlige smil og det drilske blik, og alt i hende skreg, at der ikke var nogen grund til at blive så vagtsom - men alligevel var hans venlige smil spildt på hende. Hun rynkede den fine pande en anelse.
"Det er dig, der er varulven." konstaterede hun og bed sig eftertænksomt i kinden uden at afsløre, hvad hun egentlig tænkte om dét. Ikke at hun havde tænkt specielt meget over dét. Hun havde alligevel ikke regnet med nogensinde at gøre hans bekendtskab, for hun havde ikke lyst til at gøre hans bekendtskab.

[Edward 'Eddie' Rigel]

Eddie trådte hurtigt et skridt tilbage, samtidig med hænderne nærmest blev kastet i vejret, som karmeller og andre ting og sager, mere eller mindre, fløj om ørerne på dem. "Wow, ro på Mulle. Jeg behøver vel ikke, at spørger om jeg forskrækkede dig. Sorry," hans stemme gik hurtigt fra overrasket over hendes reaktion til, at være rolig igen. Hans øjne viste stadig intet andet end venlighed.
Han grinte let, "Ikke? Jamen så er det da godt, det bestemt heller ikke så sådan ud," sarkasmen var nok tydelig for enhver, at høre i hans stemme og selv hvis ikke, så måtte de blå øjne, som lyste af drilleri, være afslørende nok i sig selv. Han satte sig ned i hug og begyndte, at samle nogle af hendes papirer sammen, som var fløjet rundt omkring. Hans blå øjne vendte sig dog mod hende, ved hendes konstatering. "Skyldig," svarede han ærligt og rejste sig op igen og rakte hende papirerne, "Med mindre det er en dårlig ting, så benægter jeg fuldt ud," jokede han og blinkede kækt til hende.

[Elia Bloodworth]

Elia kneb øjnene let sammen, som hendes blik flakkede lidt mere undersøgende over hans ansigt. Drillede han hende, eller hvad skete der lige? Mulle? Hun reagerede ikke synderligt på hans sarkasme, drilleriet, eller hans hjælpsomhed, andet end hun – lettere modvilligt – tog imod papirerne, som han havde været så sød at samle op til hende. Hun var nærmest stivnet i sin nuværende stilling og vidste overhovedet ikke, hvad hun skulle gøre med papirerne – så hun blev bare stående med dem i hånden.
Desværre pirrede han hendes nysgerrighed lidt med sine ord. Håret faldt ned igen, og hun løsnede lidt op ved rent faktisk at føre det om bag øret igen.
”Hvordan kan det være en god ting at være varulv?” spurgte hun ærligt, som en undrende rynke dukkede op i hendes pande. Hun kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at det var noget, man kunne være glad for. Det måtte da være forfærdeligt?

[Edward 'Eddie' Rigel]

Eddie var vant til at hans charme og humor, fik de fleste piger til at grine eller om ikke andet, så bare fnise. Men ikke den to år yngre pige foran ham. Hard crowd, tænkte han for sig selv, mens smilet faldmede en smule. Hvad skulle han sige? Hun stod bare og så på ham som om han lige var faldet ned fra himlen. Han smilede ganske kort og lidt for sig selv, ved tanker om de første tyve scorereplikker ved den tanke.
Han rømmede sig lidt. Hvorfor sagde hun ikke noget? Skulle han sige mere? Oh. Nu sagde hun noget. Eller rettere, hun spurgte om noget. Smilet fandt vej tilbage til hans læber. "Kan det være andet?" vendte han hendes spørgsmål og blinkede til hende. "Jeg er freaking supermand, babe," svarede han med et selvsikkert glimt i de helt blå øjne. Okay han havde stadig meget at lærer, men han kunne til gengæld også meget af det, fordi hans far havde trænet med ham. Nok også hårdere end de øvrige unger i flokken. Han ville så gerne gøre Carmine Rigel stolt. Han ville nærmest gøre hvad som helst. Han ville endda slå Zain Rigel ihjel, hvis det kom til dét. Ikke at han ville stå en chance, men måske en skønne dag, ville han og så ville han vinde. For at gøre sin far stolt.

[Elia Bloodworth]

Det forbigik fuldstændig Elia's opmærksomhed, at Eddie nok havde ventet en helt anden reaktion fra hende. Hun var slet ikke et sted lige nu, hvor hun lagde mærke til, at han både var charmerende og sjov og endog temmelig tiltrækkende. Jo, okay, hun havde da hørt de andre piger snakke - de snakkede virkelig meget! - og især om drengene på de ældste årgange, men hun havde slet ikke lyst til at finde ud af, om de havde ret.
Rynken i hendes pande blev dybere, da han besvarede hendes spørgsmål med en selvfølge, hun overhovedet ikke kunne forstå.
”Supermand?” gentog hun undrende og lod for første gang sine grågrønne øjne møde hans, ganske flygtigt, før hun så væk igen. ”Hvordan det?” Elia havde aldrig snakket med en varulv før. De havde kun lært om dem i lektionerne på skolen, og da fik de det da til at lyde fuldstændig forfærdeligt og som om, det aldrig ville være muligt at leve et almindeligt liv, hvis man var så uheldig at blive bidt af en gal varulv. Men supermand… Det lød da heller ikke forfærdeligt, gjorde det?

[Edward 'Eddie' Rigel]

Eddie ville elske, at vide pigerne snakkede om ham - hvis det vel og mærket, var gode ting de sagde. På hans gamle skole, havde han været populær, og selvom han godt vidste man ikke bare lige blev dette, så trøstede han sig med, at han bare kunne slappe af og være sig selv, fordi han hvilede så meget i sig selv, at hans udstråling gjorde det meste for ham.
Han satte hænderne i siderne og skød brystkassen frem, benene spredte han lidt, så han stod som en vaske ægte supermand. "Oh yeah babe," svarede han, mens han nikkede, før han grinte lidt og viftede med hånden. Han lænede sig lidt op ad murren med skulderen og lod armene glide over kors, mens de oceanblå øjne hvilede på hende. "Jeg er stærkere end en fuldvoksen mand, hurtigere end gennemsnittet. Jeg kan lugte nisserne er i gang med at bage," han duftede lidt ind, "chokoladekage," han smilede stort, "Jeg kan hører dit hjerte slå. Hvis det ikke er supermandskræfter, så ved jeg ikke hvad er," svarede han og blinkede kækt til hende.

[Elia Bloodworth]

Det trak i Elia’s mundvige, da han kortvarigt imiterede en virkelig supermand, og hun smilede for første gang et lille smil til ham. Det forsvandt dog stille igen, da han fortsatte ved at opremse de forskellige fordele - eller superkræfter, var det jo! - ved at være varulv. I stedet for at blive imponeret blev hun dog endnu mere ukomfortabel ved at være i samme rum som ham - alene. Helt automatisk lagde hun den ene hånd over hjertet, da han nævnte det med at kunne høre det slå, og selvfølgelig fik den blotte vished om dét hendes puls til at stige endnu mere.
”Man kan gøre meget skade med de kræfter.” konstaterede hun enkelt, og konstaterede i samme nu i sit indre, at hun var nødt til at komme væk fra ham. Eller i hvert fald ud herfra. Hun følte sig slet ikke sikker, og begyndte derfor at pakke sine ting ned i tasken igen. ”Vi skal snart spise, skal vi ikke?” Dårlig undskyldning. Hun anede overhovedet ikke, hvad klokken var. Der kunne være flere timer til aftensmaden.

[Edward 'Eddie' Rigel]

Eddie så hvordan hun lagde en hånd for sit - heldigvis - bankende hjerte. Han kunne høre hendes puls stige. Det havde ikke været hans intension, at gøre hende bange eller freake hende ud. Han bed sig lidt i læben, ved hendes udsagn. "True.. Det kan man.. Men man kan også gøre meget godt," prøvede han og sendte hende et nyt smil, i håb om at få et mere fra hende. Han ville ikke lyve for hende. Storebror Zain Rigel gjorde meget skade.
Han trak lidt på den ene skulder. Han vidste ærligt talt heller ikke, hvad klokken var ved at være. "Det var ikke min mening, at skræmme dig," sagde han roligt og flyttede sig ind til murren, så hun kunne komme forbi ham, hvis hun ikke ønskede hans selskab mere. "Jeg er ikke the bad guy," fortalte han, hvilket i hans hoved var sandt. Han vidste godt, at hans storebror havde et virkelig skidt ry, men vidste hun mon hvem hans storebror var? I så fald, kunne han godt forstå, hun blev bange for ham. Eddie var opvokset med, at varulve var bedre end mennesker, men han havde også et par venner, som ikke var varulve.

[Elia Bloodworth]

De blå øjne flakkede atter usikkert over Eddies ansigt, om end hun holdt inde, da han nærmest undskyldte og prøvede at berolige hende igen. Hun trak skoletasken op i favnen og lagde begge arme om den.
Alle fyre er bad guys… Elia var tæt på at sige tanken højt, men tav alligevel med det. Han virkede ikke ret bad guy-agtig lige nu. ”Hvad er du så?” spurgte hun på ny med hovedet lidt på skrå. ”Hvis du ikke er the bad guy?” Tankerne svirrede i hovedet på hende. Kunne der - modsat alt, hvad hun ellers var overbevist om - være en fordel i at kende ham? Han var stærk. Så måtte han jo være farlig, sådan, rent principielt. Men kunne han være en beskytter i stedet?
Pulsen sænkede langsomt hastigheden igen, i takt med at den indledende frygt, hun havde følt, løb ud i sandet igen. Hun tog et halvt skridt bagud, så hun kunne læne sig tilbage mod væggen overfor ham. ”Men du kan vel ikke styre dig… når det er fuldmåne, altså?” Endnu en tænksom rynke i panden. ”Jeg mener, selvom du måske ønsker at gøre godt, så er du vel ikke altid selv… herre over det?” Man havde jo hørt utallige skrækhistorier om varulve. Men det var måske bare gammel overtro og forældede bøger, der var grund til det.

[Edward 'Eddie' Rigel]

Eddie bed sig let i læben, hvor de hvide tænder kom let til syne. Hvis han ikke var the bad guy, hvad var han så? Ja, det var jo egentlig et godt spørgsmål. "Jeg er bare mig," han trak lidt på den ene skulder og sendte hende, et nyt venligt smil. "Jeg er en helt almindelig dreng, med supermandskræfter," uddybede han så, mens han stolt satte hænderne mod sine hofter, mens et charmende smil meldte sig på hans læber. Jo han var farlig, under fuldmånerne og man skulle ikke lægge sig ud med ham, for han var stærkere end gennemsnittet og han havde lært, at styre sine varulveevner fra barnsben af.
Han rystede lidt på hovedet, "Nej, det kan ingen varulve, med mindre de er så heldige, at de kan få fat i den sjældne eliksir Stomhatteeliksiren, eller har et stykke af månestenen," forklarede han og bed sig på ny lidt i læben, "Nej, men jeg sørger altid for, at blive låst forsvarligt inde under fuldmånerne, så det ikke går udover andre end mig selv," svarede han og førte en hånd i gennem sit i forvejen strittende hår.

[Elia Bloodworth]

Elia observerede hans tænksomme reaktion på hendes spørgsmål. Godt nok havde hun ingen forstærkede sanser whatsoever, men hun var efterhånden blevet ret god til at observere - det var trods alt det, hun brugte det meste af sin tid på. Hellere observere end mingelere. ”Godt svar.” kommenterede hun alligevel og sendte ham et lille smil. Det var der jo også noget værdi i. Bare at være sig selv. Det svære kunne jo så ligge i at finde ud af, hvordan man var sig selv. Det kæmpede Elia i hvert fald en del med, selvom det blev bedre og bedre med tiden.
”Det må da ikke være rart at blive låst inde på den måde.” Hun rynkede panden igen og tog sig alligevel i at få lidt ondt af ham, selvom det overhovedet ikke lod til, at han havde nogen kvaler ved noget af det. ”Men selvfølgelig er alternativet vel værre.” tilføjede hun med en lille grimasse ved tanken om at vågne op til realiseringen af, at man havde gjort skade på noget eller endnu værre nogen. Sikke et liv. At være så afhængig af fuldmånen år efter år. Man kunne vel aldrig planlægge noget, velvidende, at det var tæt på fuldmåne? Elia havde svært ved at forestille sig det.

[Edward 'Eddie' Rigel]

Eddie sendte pigen med det lyserøde hår, et venligt smil. Han prøvede virkelig, at vise verden, at ikke alle varulve var onde, præcis ligesom alle Slytherin elever ikke blev til mørke magikere. Desværre mødte han ofte modstand og mødte folk der blev bange for ham, alene af den årsag, at han var varulv og stolt af det.
Han trak let på skulderen, og derefter smilebåndet, "Man kan vænne sig til meget. Det er ikke dét at blive låst inde, der er det værste," svarede han med et kækt glimt i øjet og blinkede til hende. Nej, det at blive låst inde, var han vant til. Han var født varulv og derfor havde det også været en del af hele hans barndom og nu op i teenageårene. Forvandlingen var uden tvivl det værste. Smerterne, der var så gennemborende og forfærdelige. Dét var det værste.
Et let fnys forlod hans læber. "Ja, jeg har da aldrig slået nogen ihjel eller skadet nogen," svarede han på hendes tilføjelse, med et lidt for stort smil på sine læber, som dog hurtigt forsvandt igen, "Eller altså.. Det kom lidt forkert ud.. Så du ved.. 7, 9, 13," prøvede han at redde i land igen og kløede sig lidt i nakken.