Nye ansigter

[Albus Dumbledore ll]

Adeline Marche

Lærerværelset, Hogwarts

Juni 2020, omkring kl. 16

---

De klare blå øjne flugtede ned over forsiden i Proettidende der snakkede om den kommende sommerfest der skulle afholdes i Diagonalstræde. Han var egentlig glad for denne form for højtideligheder, det fik en til at føle sig lidt mere i live, efter hans mening. Dog var andre højtider såsom julen lidt sværere for ham, da den blot mindede ham om den kæreste han havde mistet.
Tekruset blev ført op til læber, og han tog en tår, hvorpå han hurtigt og kontant blev mindet om, at han lige havde fyldt en ny omgang kogende vand i koppen. Den brændte mod hans læber og fik dem til at summe ubehgeligt, Albus gispede lavmeldt og havde nær tabt koppen i ren og skær overraskelse. De lille stød der helt ufrivilligt løb gennem ham, fik ham til at spilde en smule af det varme indhold ned på hans lår i stedet.
Et par farverige gloser undslap ham som han stillede koppen fra sig på bordet, før den ydede mere skade på ham. Han strakte sig frem og fik fat i en serviet, hvorpå han kunne få tørret den lille plet på låret, der havde spredt sig på de mørke jeans. Læberne begyndte atter at gøre opmærksom på deres mishandling af den varme væske og han ømmede sig en smule ved at føre fingerspidserne henover dem. Typisk. I det mindste havde han taget kappen af og lagt den ved siden af, derpå var de grønlige gevanter sluppet for pletter.

[Adeline Marche]

Adeline var ny. Helt ny. Så ny at hun ikke engang officielt var startet som professor på skolen endnu, nej, hun var her kun for at forberede sig til sit første skoleår. Det var spændende og ikke noget hun havde forestille sig nogensinde ville blive til hendes liv. Professor i eliksir ved selveste Hogwarts - og stadigvæk var hendes forældre komplet utilfredse med Adeles tilværelse.

Da hun trådte ind i lærerværelset mødte hendes syn med det samme en ung mand, der havde spildt noget på sine bukser. Mænd var nogle små grissehoveder til tider.
“Jeg ville gerne fjerne pletten for dig og stoppe dine åbenlyse lidelser - men jeg trækker aldrig staven uden samtykke,” var de første ord hun sagde til sin kollega.
Hun tog sig et æble fra en skål og satte sig på en stol på den modsatte side af det bord han sad ved, og hun tog sig et bid af æblet. Hun observerede manden endnu, for at finde ud af om han endelig ville vinde kampen over pletten.

[Albus Dumbledore ll]

Egentlig hørte han godt døren ind til lærerværelset gå op, men var så fokuseret på opgaven med at tørre pletten op, at han ikke helt tænkte videre over det, ikke før hendes stemme lød og han fornemmede hende passerer ham for at slå sig ned overfor ham.
De blå øjne blev rettet imod hende. Et lille smil fandt vej på hans læber. Et nyt ansigt. Gad vide hvilket fag hun skulle overtage, der havde været lidt rokade i lærerstaben her på det sidste. Det gik op for ham at hun havde stillet ham et spørgsmål...eller sådan indirekte. Han rømmede sig, ”Øhm, jamen tilladelse hermed givet.” svarede han i en mild tone og betragtede hende let. Han samlede papiret over i modsatte hånd og rakte den nu frie hånd frem over bordet som en hilsen. ”Albus Dumbledore, professor i botanik,” præsenterede han sig, som var det det mest normale navn i verden, og kneb øjnene let sammen, ”De er måske en af de nye professorer?” Spurgte han ind.
Albus var et meget udadvendt menneske og elskede at lærer nye mennesker at kende. Hører deres historier og tanker.

[Adeline Marche]

Adele havde rigtig sat sig til rette og regnede ikke med at han rent faktisk ville tage hende seriøst. Det havde nærmere været en hentydning til at han bare kunne finde sin egen stav frem og svinge den en tur. Men alas, nu var de her, ”Jamen selvfølgelig” svarede hun ham en anelse underholdt og tog sin stav frem for at lave en lille rengøringsbesværgelse.

Inden hun nåede at lave besværgelsen præsenterede han sig som Albus Dumbledore, hvilket fik hendes bryn til at skyde i vejret. Hendes mund stod nok også en anelse åbent... ”En Dumbledore ligefrem? Med det navn må der følge et særligt pres.” hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere. Yderst spændende! Hun svang staven imod ham og fik pletten til at forsvinde.
Hun rakte ham hånden med et selvtilfredst smil, ”Adele de la Marche...” lød det en anelse fransk, da hun præsenterede sig for ham.

[Albus Dumbledore ll]

Det måtte have været en lang dag for den unge professor, for for han opdattede slet ikke den skjulte hentydning der lå bag hendes ord. Det var egentlig lidt dumt at han måske ikke havde gjort det selv faktisk, men i kampens hede, havde det været papiret der virkede som det mest logiske bud.
Inden længe var det eneste minde om den varme te, dog kun et ømt, sikkert rødligt, mærke på låret, som ellers kunne klares med lidt planter nede fra drivhusene. En smule ømmende gnubbede han låret efter deres lille håndtryk. "Ja, der er helt sikkert folk der forventer sig store ting og sager," erkendte han med et glimt i øjet. Det var ikke første gang folk havde tænkt at han kunne klare verdenssituationen på grund af hans efternavn, og han havde en ide om at hans lillebror Baldrian Zacharias Dumbledore måtte have det på samme måde sommetider.
Han nikkede imponeret og løftede et bryn. "Er det fransk?" Spurgte han, som han mente at kunne opsnappe noget fransk dialekt i hendes stemme. Han lænede sig lidt frem og tog fat i koppen på ny, denne gang var han dog en del mere forsigtig som han førte den op til sine læber. Han sippede let til indholdet og gjorde så et lille kast med hovedet mod det lille tekøkken. "De kan forresten bare tage hvis De føler for det." Sagde han så.

[Adeline Marche]

Adeline pakkede sin stav væk og satte sig til rette igen,“Det overrasker mig slet ikke. Har du så udrettet noget stort? Nu hvor der er så meget pres på dine skuldre,” hendes blå øjne var limet på professoren. Hans navn havde overrasket hende så meget at hun fuldkommen havde glemt at reagere på det faktum at han var botanik professor og at de nok ville komme til at arbejde tæt sammen, nu hvor han stod for mange af de ingredienser hun ville få brug for - men det kunne hun komme ind på igen senere.

“Mhm, ja det er fransk - min familie er også rimelig anerkendt i Frankrig,” lød det en anelse arrogant fra hende, “men langt fra så kendt som din, naturligvis” lød det en smule henkastet. Hun sendte ham dog et smil - hun var ikke altid så betaget af navne og aner, som hun var lige nu. Adeles blik faldt over på tekøkkenet og hun nikkede til hans lille fif om at hun bare kunne tage. Imens hendes øjne hvilede på tekøkkenet tog hun sig endnu et bid af sit æble.

[Albus Dumbledore ll]

Noget der kunne minde om et fnis lød fra ham. ”Ja det ville jeg da ønske jeg kunne prale med,” svarede han så tydeligt underholdt over spørgsmålet, ”dog må jeg skuffe, intet enestående er blevet præsteret endnu, men altså, hvis jeg lever op til mit navn, har jeg stadigvæk noget tid at løbe på,” de blå øjne lyste næsten op som smilet atter viste sig i skægget.
Han skød brynene i vejret, i en tydelig imporneret mine, ”jaså, Marche sade De? Det kunne være jeg lige skulle få læst på lektien til næste gang vi ses så.” Igen med den milde drillesyge tone. Der var mange velsete troldmands familier derude, som Albus ikke kendte til, men han var meget glad for at lære nye ting, så dette her skulle absolut undersøges. ”Tja, det er utrolig hvad en enkelt mand -eller kvinde, kan udrette for en hel slægtt.” Erkendte han med let tænksom mine.
Ham lod stilheden passerer i nogle korte øjeblikke, før han atter snakkede. ”Undskyld, men hvilket fag sagde De at De skulle undervise I?” Han var ret sikker på hun ikke havde svaret ham tidligere, men det havde jo også været lige inden præsentationen. Han var vandt til at folk lige kiggede en ekstra gang i den forbindelse. En smule forsigtigt nippede han lidt til teen igen, uden at fjerne blikket fra hende.

[Adeline Marche]

“Masser af tid… De er jo praktisk talt stadigvæk et barn,” svarede hun ham med et nu drilsk smil spillende om læberne. Hun sagde det som om hun var meget ældre end ham - men hun vidste nu godt at de umuligt kunne være mere end nogle få år mellem hinanden.

“Mhm, det er også utroligt hvor hurtigt et enkelt individ kan være med til at sætte et dårligt mærke på en hel slægt,” hun strøg en hånd gennem sit hår, “det er nok bare bedst i sidste ende at man prøver på ikke at gå op i det - troldmandsverden kan føles som en lille landsby til tider, hvor alle holder øje med hinanden. Men samtidigt synes jeg det er svært ikke at opføre mig som en nysgerrig nabo,” for selvom Adeline ikke ønskede at gå op i slægt, så kunne hun jo ikke komme udenom at hun selv havde været forbløffet over at træffe en vaskeægte Dumbledore.
Hun tog sig endnu et bid af sit æble og tyggede på det, mens hun lyttede til hans spørgsmål, “Eliksir - der er intet jeg elsker højere end at brygge eliksirer, men jeg havde nu aldrig regnet med at jeg ville komme til at undervise børn i at lave dem,” smågrinte hun, før hun smed æbleskroget ud. “Hvad med Dem, professor?”

[Albus Dumbledore ll]

Hendes kommentar om hans alder, fik ham til le. ”nårh så ung synes jeg nu ikke jeg er...skønt nogen af mine bekendtskaber sikkert nok ville modsige mig.” Han lo igen. Albus var trods alt ung, og han havde et ungdommelig sind -det meste af tiden om ikke andet.
Han lyttede til hende med stor interesse for det hun sagde. Hun havde en voldsom god pointe. ”Jeg er enig. Hvis man gør noget storslået, er det ikke altid det bliver set, men træder man forkert, kan man være sikker på at hele slægtens navn er smudset til de næste mange generationer.” Han rystede let på hovedet. Han havden nu aldrig været fan af den måde at se verden på. ”Men altså, føl Dem bare fri til at indfri Deres nysgerrighed.” Tilføjede han så. Han havde intet at skjule, men han vidste nu heller ikke så meget andet end hvad historiebøgerne havde fortalt ham.
”Nå da, hvorfor ikke? De havde måske andre planer for livet?” Det var jo ikke uhørt at mange unge pludselig fandt en passion for et job, der gik i en helt anden retning af hvad de først havde forventet. ”Men Eliksir. Det er også et godt fag, en af mine personlige favoritter hvis jeg skal være ærlig.” Han sendte hende et anerkendende blik, ”jeg er Professor i Botanik.” TIlføjede han så som svar på hendes spørgsmål. De to fag lå jo tæt op af hinanden i mange henseener.

[Adeline Marche]

Adeline trak blot på skuldrene, da han hævede at han ikke var så ung . Hun var af en anden overbevisning, men måske tog hun fejl og måske havde han bare et meget ungt ansigt, samt en ung udstråling.
Hun nikkede langsomt til deres fælles forståelse om slægter og omdømme, “Jeg skal nok holde Dem til dine ord, hvis jeg skulle komme i tanke om noget,” hun blinkede ganske kort med det ene øje. “Og jeg have sådan set ikke nogen planer, men jeg vidste at jeg elskede at brygge eliksirer. Jeg har absolut ingen erfaring med børn ud over min egen barndom og jeg har næsten altid været rimelig sikker på at jeg aldrig ville blive en god mor - og alligevel finder jeg mig nu i denne position…” hun havde sit blik fæstnet på ham, mens hun overvejede hvordan det måtte lyde. Passede hun ind? Der havde vel været andre professorer på Hogwarts, der ikke havde et stort ønske om at skulle dedikere deres liv til utaknemmelige skolebørn. “...Alligevel glæder jeg mig. Jeg tror det bliver svært i starten, for min tålmodighed over for børn har aldrig været stor, men jeg må vel prøve mit bedste for ikke at være helt uretfærdig over for mine elever.”
“Åh, så De er botanik professor? Jamen så kan jeg fornemme at vi kommer til at arbejde i et tæt samarbejde,” hun havde en okay viden inden for botanik, men hun havde nu aldrig været god til at holde en plante i live.

[Albus Dumbledore ll]

Albus vidste godt at han ikke var meget andet end "en lille vårhare" som hans far ofte kaldte ham, men det gjorde ham nu ikke så meget, man skulle jo nyde sin ungdom, skønt han måske sommetider godt kunne glemme det lidt.
"Glimrende," Kommenterede han med sit glimt i øjet og et let smil i den ene mundvig.
Han studsede let over det hun sagde, eller rettere en del af det hun sagde. Hovedet blev tiltet en kende på skrå og han så undersøgende på hende, "hvorfor tror De ikke at De ville blive en god mor?" Spurgte han, skønt det måske blev for personligt, men nu havde hun trods alt selv bragt det på banen.
Endnu et let smil formede sig hos ham. "Det er i hvert fald en god start," eniggjorde han sig. Det lød næsten som om at hun ikke var helt stor fan af børn, men hvorfor skulle man vælge at undervise på en skole? Han valgte dog at holde dette spørgsmål for sig selv.
Han nikkede optimistisk, "ja det er der meget stor sandsynlighed for." Han betragtede hende let og med det samme venlige blik som før. Hun virkede til at have lidt mere ben i næsen, end de fleste andre nyeansatte professorer han var stødt på gennem det års tid han havde været ansat, hvilket nok kunne vise sig at være en fordel for hende.

[Adeline Marche]

Det var ikke fordi Adeline havde troet at Dumbledore ville sætte spørgsmålstegn bag ved at hun ikke ville blive en god mor. Hun ville ønske at hun stadigvæk havde sit æbleskrog i hænderne nu, men hun trak i stedet sin stav frem for at fumle lidt med den, mens hun trak på skuldrene over hans spørgsmål, “Måske er det bare mangel på erfaring med dem? Eller også er det fordi jeg mener mine egne forældre ikke skulle have haft børn - og jeg undrer mig over hvordan jeg ville være anderledes end dem. Overbeskyttende, bekymrende og belastende... “ hun rystede kort på hovedet, mens hun kort zonede ud ved tanken om hvor nemt man kunne ødelægge et barn, men hun blev hurtigt igen revet tilbage til virkeligheden, hvor Dumbledore sad og lyttede med.

Hun sendte et beklagende blik, “Tror du du bliver en god far? Når den tid engang kommer?” hun prøvede at knække isen, der nu for hende føltes så tyk at den næsten ikke kunne skæres igennem.

[Albus Dumbledore ll]

Et roligt og venligt smil meldte sig hos den skæggede mand. "Altså nu kan jeg ikke sige at jeg taler af erfaring," fastslog han en kende højtideligt og rømmede sig, "men jeg vil vove den påstand at erfaringen er noget man får når man har barnet." Det var jo ikke fordi man skulle ansøge om at få et barn. Skønt i nogle tilfælde ville det måske ikke være en helt dårlig ide. "Men er det ikke sådan alle forældre er?" Spurgte han med et undrende skuldertræk.
Dog havde det været langt lettere at lyde overbevisende da det var hende[/b] det drejede sig om. Han rømmede sig tænksomt ved spørgsmålet. "For at være ærlig er jeg ikke sikker på at jeg skal have børn." Indrømmede han så og så næsten skyldigt på hende, her sad han og snakkede om "hvor let det var" og så kunne han ikke selv stå inde for det. Dog af andre årsager. "Det er ikke selve børne-delen der skræmmer mig, mere det med hvem man skal have banet med." Indrømmede han så. "Jeg har ligesom haft min chance, hvor dumt det så end lyder." Når han sagde det højt lød det lidt skørt at en mand i tyverne sad der og snakkede, som om han var for gammel til at få børn.

[Adeline Marche]

“Lad os håbe det samme tør siges om en professor,” hun hævede ganske kort sine bryn, “og jo, det har De måske ret i… Det må være noget der slår klik i hovedet på dem, når først de er forældre,” hun begyndte at få en kraftig lyst til en tår te, men et blik på hendes armbåndsur og hun kunne se at hun snart skulle i gang med noget forberedelse igen. Hun rejste sig op fra sin stol, “Hmm, jeg tror kærligheden kan ende med at forblinde Dem længe nok til at du en dag har gjort en gravid - og så skal du nok blive far… Lige meget hvor tragisk dit kærlighedsliv så må have været i fortiden,” var det måske var ufølsomt at sige? Hun var ikke helt sikker.
“Jeg må videre nu, Professor - men jeg håber vi kan snakke sammen igen i fremtiden. Så kan vi måske knække hul på ‘’din sidste chance’’-samtalen,” Et skævt smil gled op over hendes læber, “Adieu” med et langsomt vink, forlod hun lokalet.

//OUT