Jeg vil springe ud fra den smukkeste altan

[Deleted]

Denne tråd er tilegnet Sage Conelly 
Foregår i d. 28.05.2057 
Kl. 11:59

---

Isaac lænede sig op ad en væg i en sideliggende gyde i Hogsmeade. Over sig havde han en kappe, der tilmed dækkede hovedet. Skægget og øjnene var det eneste, der var nogenlunde synligt. Han havde set sig over skulderen hele ruten til Skotland, og endnu mere efter han var ankommet til Hogsmeade. Han skulle snakke med Sage omgående. Over det seneste stykke tid, havde han haft en følelse af at facaden i Norge var ved at bryde sammen. At folket efterhånden havde fundet ud af, at Dødsgardens overtagelse ikke havde været en overraskelske, at Isaac selv havde været Dødsgardist og senere i samarbejde med Dacoda, væltet Gabriel, så han selv kunne overtage den. Han følte sig jagtet, overvåget. Skægget og håret havde groet sammen med hans manglende sindsro og hans tiltagende paranoia. Han var normalt en velsoigneret mand, men det lignede han ingenlunde nu. Han vidste hvad der skulle ske med ham, skulle han blive opdaget og Dødsgardens tag i Norge styrte. Han havde dog brug for at der var en kyndig til at tage overfor ham. En, han vidste ville gøre et solidt stykke arbejde. Han havde derfor over de sidste par uger prøvede at skaffe sig Sages adresse, hvilket åbenbart ikke havde været det letteste i verden. Han havde skrevet til hende uden at vide om hun havde fået hans ugle. Nu var han havnet i Hogsmeade da hans mange timers research havde ledt ham her. Han ventede. I uglen havde han skrevet klokken 12. Han var nødt til at gøre det kort for paranoiaen steg i ham hvert foregående sekund. 

[Sage Conelly]

At være fange på flugt i sit eget land var ikke nemt. Sage forstod dem der omgående forlod landet og aldrig så sig tilbage, men man kunne på sit vis godt pstå at hun var lidt af en nationalist. Hun havde ikke lyst til flygte, dels fordi hun nød at gemme sig lige under ministeriets næse og dels fordi dette var hendes hjem.
Af alle steder, så boede hun på et luset lille loft i Hogsmeade. Sjældent forlod hun stedet af åbenbarer årsager. Isiah holdte hende en sjældent gang i mellem ved selskab, men ud over ham, vidste ingen hvor hun opholdt sig. Af samme årsag havde det været lidt af en overraskelse da hun var begyndt at modtage mystiske breve, fra dødsgardens nuværende leder. Trods hun ikke havde været dum nok til at besvarer dem, så bar hendes nysgerrighed alligevel ikke, at holde sig væk.
Det faktum at han ville mødes i fuldt dagslys, havde tvunget hende til at tænke ud af boxen, så hun havde ved hjælp af polyjuice antaget skikkelse fra en lang, lyshåret kvinde, med de sødeste æblekinder og mest uskyldige øjne, der var lige til at brække sig over. Det eneste der ødelagde imaget, var den røde læderdragt hun havde iført sig under sin mørke kappe. Hun spejdede kort omkring, før hun drejede ned af gyden, hvor den mørke skikkelse ventede hende. Hun stoppede op med god afstand til ham og med en skjult hånd på sin stav. Sage stolede ikke på andre end sig selv, det var aldrig noget personligt, men for mange kunne have sendt den ugle i et falsk navn. "Det er et besynderligt mødested du har valgt." bemærkede hun og undlod bevidst at sige hans navn højt. Man vidste aldrig hvem der lyttede med på dette sted. Trods hun ikke ligefrem lignede sig selv, så var der noget i hendes kølige stemmeføring der afslørede hende.

[Deleted]

Udadtil kunne det måske virke mærkeligt at Isaac ville møde i fuld dagslys. Lige nu var han dog mere sikker end han var i det Norske Ministerium. Skulle de blive væltet i dag, var han udenbys og de ville være nødt til at storme fortet mens der var kontortid. Lige nu ville han have en mulighed for at flygte, skulle det værst tænkelige ske. Noget andet var, at man ikke ville forvente at den slags planer og møder ville foregå i fuld dagslys. Isaac var dog lyssky og paranoid nok til det ikke ligefrem skulle være på åben gade. Isaac hørte den kølige stemmeføring og lod et fnys forlade sine læber, mens han selv greb ud efter sin stav. Han så op på hende. Polyjuice eliksir? Ja. Han ville give hende ret – hendes udseende var til at brække sig over. Han forestillede sig det var sådan Grethe fra Hans og Grethe ville se ud som voksen i hvert fald når han havde kigget på billederne i det eventyr, som barn. ”Det var ikke fordi du var nem at finde eller at din adresse stod registeret i den magiske uglebrevbog,” hans stemme var ligeledes kølig, til trods for han jokede. ”Jeg er nødt til at gøre det hurtigt,” han så sig over skulderen. ”Jeg har en følelse af noget er i gærde… At vi bliver opdaget og stormet i min afdeling,” denne gang var hans stemmeføring lav og han lod de isblå øjne hvile direkte på hende. ”Men det skal ikke være vores fald. Jeg vil have dig til at tage over i mit sted.. Jeg har tiltro til dine evner og jeg efterlader dig alle mine aktier og midler” afsluttede han. Øjnene var kølige og viste ikke den mindste frygt – skulle han gå ned sådan, var det ikke uden at finde en til at tage over sig og han troede nok på sine ideologier til han ville dø for dem eller blive straffet for dem, hvis det betød ideologien levede videre.

[Sage Conelly]

Sage tog ikke rigtigt notits af at han selv trak sin stav. Isaac havde ikke været en trussel før, hun tvivlede på at han havde kaldt på hende for at slå hende ihjel. Hun lænede sig afslappet op af den kolde mur med sin egen stav, hængende løst og afslappet i sin hånd. Hendes bløde, rosa læber fortrak sig i et smil der var tilpas køligt nok til at det overhovedet ikke harmonerede med resten af udseendet. "Livet på flugt, er ikke ligefrem en dans." indrømmede hun. Hendes blik ændrede sig hurtigt.
Deres ideologier havde altid været de samme, men Sage var nok mere.. gammeldags end Issac når alt kom til alt, så det overraskede hende en smule at han var villig til at give staffetten videre. Der var en årsag til hun ikke havde joinet ham i Norge. Storbritannien havde altid været hendes hjem og så måtte hun sørge for at det blev båret videre her. Hun var stille et øjeblik, før hun gjorde et kort nik. Hun havde mange spørgsmål, men ville ikke stille dem i frygt for at han ville komme på tanken at det var en dårlig idé. "Meget vel." hun blev stille igen. "Men jeg bliver i Storbritannien." understregede hun trods hun vidste at Issac allerede vidste dette. "Jeg håber du tager fejl, med hensyn til din afdeling, men skulle du få brug for noget..." hun undlod at færdiggøre sætningen, men det lå lidt inddirekte en invitation til at sige til, ikke fordi hun skyldte ham noget, men af respekt for det arbejde han havde gjort i sin tid som leder. Sandheden var at dette øjeblik havde hun knoklet for hele sit liv, og hun ville give hvad som helst, sit liv inklusiv for sagen.

[Deleted]

Isaacs blik hvilede kortvarigt på hendes stav, inden han så op på hende og bemærkede det kølige smil. Han ville aldrig vænne sig til at se hende i den mundering, men han forstod også hvorfor hun var nødt til at være forsigtig. ”Det kan jeg forestille mig,” påpegede han. Han bemærkede hvordan hendes blik hurtigt ændrede sig. Nok var Sage måske mindre moderne end han selv var, men hun var den bedste at give stafetten videre til. Han vidste hun ville gøre hvad der var bedst for Garden, og det var sådan en leder, de havde brug for. Af flere grunde havde det været logisk at blive i Norge efter han havde overtaget Dødsgarden efter Gabriel. Han var Minister for Magi i Norge og han havde været med, da det var blevet overtaget – godt nok under falsk dække af at han ikke selv var med. Nu var løbet dog kørt. ”Du må blive hvor du vil. Norge vil alligevel være for farligt at være i,” påpegede han. Han vidste godt, hun ikke ville flytte til Norge. Det var heller ikke et krav for ham. Han nikkede. Han håbede også han tog fejl. ”Tak,” han vidste hvad hun mente. Han rakte ind under sin kåbe og gav hende et pergament. ”Her står alt, som du får brug for at vide. Inklusivt et skrevet udsagn om, at alle midler bliver givet videre til dig – skulle du få problemer med et oprør eller andet,” han så kort på hende. ”Følg med i nyhederne… Måske ser du mig,” påpegede han, inden han vendte ryggen til hende og begyndte at gå.



//Out//

[Sage Conelly]

Sage nikkede som et simpelt tegn på at hun havde forstået. Det virkede stadig som om hun var med i en af sine egne drømme. Virkeligheden var i hvert fald surrealistisk.
Endelig pakkede hun staven væk bag sine gevandter for at tage imod pergamentet han rakte hende. Hun så ikke på det, men rullede det bare sammen og stak ind i sin inderlomme sammen med staven. "Jeg vil holde et svagt øje med dig, Isaac. Husk at se dig over skulderen." bemærkede hun. Det var ikke en trussel, men en advarsel om at han skulle passe på sig selv. Hun ville ikke udgøre nogen trussel, særligt ikke nu hvor han havde givet hende lige præcis det hun ønskede sig mest. Hun betragtede ham gå ud af gyden til hans skikkelse var væk og hun stod alene tilbage. Et listigt smil bredte sig langsomt hen over hendes læber. Triumferende.
Fremtiden var hermed blevet en del mere interessant. Hun trak kappen tæt omkring sig, hvorefter hun tog samme tur som Isaac lige havde taget ud af gyden, hvor hun blandede sig i menneskemængden og forsvandt.

//Out