Drømme vejer intet. Jeg håber på en chance med dig.

[Deleted]

Lokation: Versailles slot, haven.
Tid: Tidlig eftermiddag.
Owen Rei Chang


Persephone havde været så heldig at få lov til at tage med til Paris sammen med hendes bedstefar - takket være Adeline, som havde sin familie boende her i Frankrig.
Hun havde virkelig trængt til en god og lang ferie efter sit første år på Hogwarts, og Paris var den smukkeste by at holde den ferie i! Her havde hun fået lov til at smide skoleuniformen og gå rundt i smukke sommerkjoler! Med en længde hendes bedstefar var okay med, selvfølgelig.

Hun gik rundt i Versailles slots store symmetriske have, som var fyldt med planter, blomster og statuer. Det var i sig selv en stor labyrint.
Det havde ikke været nemt at få lov til at tage herhen til slottet alene uden hendes bedstefar som ledsager - men hun var trods alt seksten år gammel, og hun havde aftalt at hun skulle samles op her igen af sin bedstefar senere. Tidspunktet var aftalt… Det skulle være inden aftensmaden blev serveret, så de alle kunne spise sammen, selvfølgelig. Slottet lå lidt uden for Paris, men det var ikke så langt væk - og hun havde altid ønsket sig at se det.

Lige nu var hun optaget af statuerne… De var så smukke. Men hendes blik faldt på noget langt smukkere, der med det samme fik hende til at rødme. Var det… Owen? Her? Ved Versailles slotshave? Han kendte hende ikke - men hun havde været så besat af ham lige siden hun havde set ham spille Quidditch. Hun prøvede at gemme sig en smule bag en statue, selvom hun ikke havde noget at gemme sig for - han ville nok ikke genkende hende alligevel! Åhhh… Hendes hjerte!

[Owen Rei Chang]

Solen varmede skønt på ryggen, Owen sad tilbagelænet på en af bænkene i haven og læste. Han var på “sommerferie” med forældrene. Skønt sommerferie var en overdrivelse. Hans far havde fået en opgave i forbindesle med noget foredrag han skulle holde omkring Quidditch, og Owen og hans mor var taget med for at støtte ham. Eller det var derfor hans mor var taget med. Owen var taget med for ferien. Han trængte til at komme lidt væk efter et lidt for hektisk skoleår.
En smule ukoncentreret bladrede han i bogen. Hans fars foredrag ville vare til kl. 22 i aften og Owen havde fået en alt for stor håndfuld penge, til at finde et sted at spise, eftersom forældrene fik mad til foredraget. Han kunne have valgt at tage med, men han havde bare hørt den samme prædiken så mange gange, at han nok trængte lidt til et nyt scenarie.
Efter en længere gåtur var hans så endt her. Han læste den samme linge for 4 gang og så så op. En pludselig indskydelse af at blive iagttaget skyllede ind over ham, men han kunne ikke helt vurderer hvor den kom fra. Han lod de mørke øjne scanne omgivelserne, men intet så unormalt ud.
Roligt lukkede han bogen sammen og rejste sig. Uden at vide det, styrede han derefter direkte imod sin hemmelige beundre.
Han var en høj og bredskuldret fyr, så han kunne nok godt virke intimiderende, for dem der ikke kendte ham. Det var her han fik øje på pigen ved siden af statuen. Han så ned på hende, der var noget bekendt over hende. Hun var køn. Owen sendte hende en af sine drengede smil, der flashede de hvide tænder. ”Hejsa.” Hilste han på engelsk, da han ikke var god til fransk og helst ikke ville gøre sig selv for meget til grin, med en helt skæv udtale.

[Deleted]

Persephone havde prøvet på så diskret som overhovedet muligt at holde øje med ham, uden at føle sig helt som en stalker. Hun kunne jo ikke gøre for, hvis hendes blik uheldigvis landede på ham engang imellem.

Men i de sekunder hun havde kigget væk, og derefter kiggede tilbage mod bænken, var han væk... dog fandt hun ham hurtigt igen og han var på vej direkte mod hende. Han var høj og rimelig intimiderende - mest af alt fordi hun troede han havde opdaget hende og kom for at konfrontere hende omkring det.
Hun blev overrasket, da han hilste venligt og hun måtte passe på ikke at hyperventilere foran ham. Det her var lidt af et drømmescenarie.

”Owen... Hej!” Sagde hun entusiastisk med sin amerikanske accent. ”Vi har vist ikke hilst før, men... jeg har set dig til Quidditch... det er lidt svært ikke at huske dig,” hun rødmede en smule nu. Hun burde bare have gjort det kort og godt.

[Owen Rei Chang]

Det var svært for ham at skjule sin overraskelse, som hun kaldte ham ved navn. Et par sekunder passerede, så var det brikkene ramte hiananden. ”Du går på Hogwarts?” Halvvejs spurgte, halvvejs konstaterede han, et forlegent udtryk var at finde på hans ansigt, som han førte en hånd gennem det sorte hår.
”Wauh, sorry, det går først op for mig nu.” Smilet voksede, ”er det svært ikke at huske mig? Det er vel forhåbentligt en god ting.” Jokede han og blinkede til hende. Okay, han havde måske ikke det allerbedste ry på Hogwarts. For det første fordi han hang ud sammen med Jayson "JJ" Jacobo, og for det andet, så ja, han behandlede måske ikke helt folk så godt som han burde. Der hvilede et stort pres på hans skuldre, og ærlig talt var det lettere at få afløb fra det ved at lade det gå ud over alle andre.
”Jeg er ked af at jeg bliver nødt til at spørge, men hvad er det du hedder?” Spurgte han så, en smule forlegen. Owen var egentlig en sød fyr, i hvert fald når man havde ham på enehånd. Det var ikke fordi han foretrak at være et røvhul, sommetider var det bare lettere.

[Deleted]

Hendes hjerte slog super hurtigt i brystet på hende. Hun ville ikke hjem nu! Ikke tale om! Om hun så skulle få ballade for at komme for sent hjem, så skulle hun ikke tvinges væk fra Versaille nu hvor hun stod foran selveste Owen Rei Chang.
”Selvfølgelig, jeg mener... du er imponerende på en kost,” svarede hun en smule mere selvsikkert og henkastet. Hun måtte spille en smule cool nu, så hun ikke virkede al for desperat.

”Men ja, jeg starter på sjette år, som Gryffindor. Persephone Verness.” hun rakte sin hånd mod ham. ”Jeg flyttede skole fra Ilvermorny til Hogwarts lige inden mit femte år, så jeg har ikke været på Hogwarts vildt længe.” det ville i hvert fald give ham en god undskyldning for ikke at kende hendes navn.

[Owen Rei Chang]

Han kunne ikke andet en slå en mild latter op ved hendes rosende ord. Med hånden mod brystet gjorde han antydningen af et let buk. ”Jeg siger mange tak,” sagde han og trak på skuldrene, ”jeg er generelt en ret imponerende person.” Det sidste var tydeligvis sagt i sjov, hvilket det bredde smil også afslørede.
Owen kunne til tider godt være arrogant, men det var primært når han var i nærheden af Jayson. ”Aaah,” det var som om at et par brikker ramte hinanden. ”Det siger mig noget.” Han tænkte lidt videre over det, men kunne egentlig ikke mindes at de nogensinde havde ført en samtale med hinanden.
Han tog hendes hånd, ”såh er der en forkortelse for dit navn?” Spurgte han og tippede chamerende hovedet let på skrå.
Det var faktisk virkelig fedt at have en at snakke med, dagene kunne godt blive lidt lange og kedelige, selv i Paris, når man bare tullede rundt for sig selv.

[Deleted]

Persephone smilte bredt og grinte lydløst, da han gav et lille buk for hende. Det fik hende også til at rødme - havde hun været for meget? Åh hun havde sikkert været for meget… Hun var totalt akavet og han havde set lige gennem hende.
Men han var ikke gået sin vej, de stod stadigvæk og talte, hvilket var en lettelse for hende.

Hun korsede sine arme over sit bryst og trak på skuldrene da han spurgte om hun havde et kælenavn, “Pers er der nogen der kalder mig - Eller Seph. Hvad med dig? Dit navn er selvfølgelig kort og jeg går ikke ud fra at folk kalder dig Ow?” hun smilede, mens hendes indre skreg af hende.

[Owen Rei Chang]

Han bemærkede godt den rødlige nuance der skød op i hende kinder, men valgte ikke at sige noget. Han var ikke i nærheden af Jayson, så her kunne han faktisk godt være andet end et røvhul.
“Seph,” gentog han, som for lige at tygge på det, “det kan jeg faktisk godt lide.” Indrømmede han så og smilede.
Det skæve drengede smil, vendte atter tilbage på læberne og han trak let op skuldrene. “Altså, jeg er blevet kaldt ‘O’ et par gange, men det klikker ikke helt så godt som Seph.” Indrømmede han og så lidt ned mod en nærliggende isbod. “Så, har du nogen planer lige nu?” spurget han med hovedet kentet en smule på skrå.

[Deleted]

“Så kald mig endelig Seph,” hun kunne godt lide lyden af det, når det kom fra hans mund. Selvfølgelig blev han kaldt O - det var måske ikke Ow, men det var tæt nok på at det fik hende til at grine en smule nervøst, på trods af at hun prøvede på at virke så selvsikker. “O lyder så anonymt: Mr. O.” smilede hun. Hun vrøvlede lige nu og hun prøvede virkelig på at komme videre væk fra emnet - og heldigvis hjalp han hende på vej ved at spørge hende om hun havde nogle planer. Persephone kunne se at han kiggede i retning mod noget - en isbod? Havde han tænkt sig at hænge ud med hende?
“Jeg har slet ikke nogen planer - min bedstefar ville hente mig senere i dag, men jeg ved hvordan han er, når han går ind på et museum - han kan stå og kigge på et maleri i timer, før han får nok af det,” lo hun. Ikke cool, lad være med at snakke om din bedstefar foran en lækker fyr. “Men altså.. Jeg er fri? Kunne du tænke dig.. At hænge ud?” hun trak på skuldrene i et forsøg på at virke afslappet.

[Owen Rei Chang]

Han kunne intet andet end selv at smile lidt bredt ved kommentaren. "Ja hvem ved, måske jeg er en hemmelig agent." Konkluderede han morende. Ikke at han nogensinde havde gjort sig overvejelser om at blive auror, men det var da en sjov tanke når man sagde det højt på denne måde.
Under normale omstændigheder var hun måske ikke den pige han ville have valgt at bruge tid med. Primært fordi han helst hang ud med de populære tøser, men lige nu var hendes selskab kærtkomment.
Igen måtte han trække på smilebåndet ved hendes ord, "Gad vide om det er sådan en bedsteforældre -ting." Svarede han underholdt. Ikke at hans bedsteforældre var de store kunstentusiaster, men Owen vidste da at de sommetider gik på museer.
"Men fedt, og altså det kommer an på om du spiser is?" Jokede han muntert og blinkede kækt til hende. Han gav nu gerne en is for at få lidt selskab. Desuden var der ingen han kendte i nærheden til at dømme ham for hans valg af selskab, og måske hun faktisk endte med at være ret cool -skønt hun for ham måske fremstod en lille smule nervøs.

[Deleted]

Okay! Så han havde ikke syntes hun var en kæmpe nørd. Persephone åndede lettet op over at Owen ikke viste sig at være en total nar, og hun begyndte langsomt at indse at han bare var en dødelig dreng… En dødelig dreng, der havde kroppen som en græsk gud.

Hun grinte en smule, “Tror du vi alle ender sådan, når vi bliver ældre?” hun skar en grimasse. Hvis der var noget hun ikke ønskede, så var det at få lige så kedelige interesser, som gamle mennesker. Persephone rettede sit blik over imod Owen og kiggede en smule mistroisk på ham, “Hvilket monster spiser ikke is?” hun havde klemt øjnene skulende sammen, før hun så igen smilte og gik i retningen mod isboden, “kom! Selvfølgelig spiser jeg is,”

Selvfølgelig var hun stadigvæk nervøs, men hun blev nødt til at skubbe det til side, hvis hun skulle håbe på en chance med ham. Det blev en smule nemmere når de for det første ikke var i nærheden af nogen andre elever hun kendte - og for det andet, så ville de elever højst sandsynligt ikke genkende hende alligevel… FOR det tredje, så var omgivelserne for romantiske til at hun kunne forholde sig passivt længere.

[Owen Rei Chang]

Owen påtog sig et lettere forfærdet udtryk og slog den ene hånd op for munden, "ved Merlin, det håber jeg ikke. Der er chance for jeg så ville kede mig selv ihjel." Han blinkede kækt imod hende på ny.
Han lo over hendes komiske svar og fulgte så efter hende mod isboden. "Faktisk er jeg ikke sikker på om Acromentulaer spiser is...just saying." Svarede han drilagtigt som havde hendes spørgsmål været reelt.
De nåede frem til den lille bod og Owen vendte atter opmærksomheden mod pigen ved hans side, "så hvad kan jeg byde på?" Spurgte han, som var det hans isbod. Han flyttede derefter selv blikket mod det store udvalg for at se hvad der lokkede mest. "Hmm lakridsis eller chokolade?" spurgte han halvvejs sig selv halvvejs hende imens han i hovedet sammensatte den perfekte is.
Heller ikke han kunne se bort fra den lettere romantiske atmosfære, men det var jo også Paris, den by havde jo nærmest romance stående i navnet. Måske kunne Owen heller ikke helt lade være med at udnytte lige netop den situation lidt. Han var trods alt ikke kendt som en player for ingenting. Måske ikke noget han burde være stolt af, men de havde vel alle et ry at leve op til.

[Deleted]

Persephone lo over hans udtryk samt hans reaktion og hun rystede på hovedet af ham. Det føltes vidunderligt at han faktisk var lige så sød og sjov, som hun så stalker agtigt havde forestillet sig næsten hele sidste år. Hun gav ham et blidt skub og kiggede en anelse besejret på ham, da han kom med sin næste joke, “Dine vittigheder har bare ingen ende, har de? Acromentulaer…” fnøs hun, før hun smilte så bredt som det næsten kunne lade sig gøre.
“Åh, du byder? Jamen så må jeg hellere finde noget dyrt,” jokede hun, før blikket faldt så på det lækre udvalg af is og hendes mund løb næsten i vand, som hun så at de havde jordbærsorbet. “Lakrids? I is?” lød det kritisk fra hende, før hun grinte - ikke tale om, om der skulle lakrids i hendes is. “Jeg tror nu bare jeg tager jordbærsorbet og chokolade i min” svarede hun. En ganske simpel og lækker is.

[Owen Rei Chang]

Han rankede ryggen og vippede kort med øjenbrynene, ”nej jeg er faktisk ganske underholdende.” Erkendte han, skønt det også kun var ment i sjov. Hvis hans selvtillid var bare halvt så høj som han gav udtryk for ville han være lykkelig.
Hendes kommentar fik ham til at le på ny og han nikkede, ”ja det lyder som den rette indstilling,” Erklærede han sig enig og vendte selv opmærksomheden imod udvalget. Han skulle passe på figuren, mente han selv, men en enkelt is i ny og næ tog man jo ikke skade af.
De brune øjne faldt tilbage på hende, ”hey, don’t hate it until you try it,” hagen blev skudt lidt i vejret som havde han lige belært et barn om at grøntsager var godt at spise. ”Ah, så du holder dig til det klassiske?” Spurgte han nysgerrigt og hvilede blikket på hende i nogle lange sekunder før han henvendte sig til personen bag disken, med sin bestilling, “grøn æble og lakrids”.