Another one!?

[Deleted]

Det havde været nogle af de værste dage i hele Hyun-jae’s liv . Hun var blevet hentet lige som påskeferien var startede som hun landede på London station hvor hun normalt ville blive hentet af hendes mor. Men ikke denne gang, hun havde kun lige fået sine høreapparater i da hun kom ud af porten som hun blev mødt af to ansatte fra ministeriet for magi. ”Hyun-jae Monroe?” blev der spurgt af en blid kvinde stemme. Hun nikkede, ”Ja det mig” sagde hun undrerene over hvorfor de stod der. ”Det er mig beklageligt at meddele at deres mor er bort gået” Sagde hun og så på Hyun-Jae. Hun slog hurtigt blikket ned og jorden. Hun vidste det godt, hun havde snakkede med rektor om at hendes mor var død, men det skulle jo ske før eller siden, hendes mor havde været meget syg det sidste års tid så hun vidste det ville komme. ”Det ved jeg, men ved også at i har fundet noget familie? Jeg vidste ikke jeg havde noget familie” Sagde hun usikkert og så på dem, det gjorde ondt at tale om og en par tåre fik frit løb ned af hendes kinder. ”Det er korrekt og vi er her for at følge dig til din biologiske far” sagde kvinden og smilede blidt til hende.

Turen der til foregik i total tavshed fra Hyun-Jae’s vedkommende, hun havde fået lov til at stille alle de spørgsmål hun ville, men hun havde ikke nogen. I hvert fald ikke nogen som hun ønskede at stille nu, det kunne vel altid komme på et andet tidspunkt. Som bilen stoppede foran stedet hvor hun åbenbart nu skulle bo. ”Er du klar?” spurgte kvinden blidt. ”Ved han jeg kommer?” spurgte hun inden hun steg ud af bilen. ”Ja der er sendt ham en ugle, med alle papir og datoen for hvornår du ville lande” Sagde hun og lod Hyun-Jae kommer ud af bilen før hun blidt lagde hånden på hendes skulder. ”Han er en god mand, og ansat i ministeriet. Han skal nok passe godt på dig” Sagde hun og Hyun-Jae nikkede og hankede op i sin kuffert. ”alle dine ting vil blive leveret her til når det er pakket ned” Sagde hun til Hyun- Jae som bare nikkede. Hun havde ikke ret mange ting hendes mor havde aldrig haft ret mange penge og det sidste lange stykke tid måtte de virkelig spare fordi hendes mor ikke havde kunne arbejde. Derfor havde Hyun-Jae også arbejdet så meget hun kunne når hun havde ferie fra skolen.

Som de kom op til døren og der blev banket bestemt på døren, panikkede Hyun-Jae var hun overhovedet klar til dette? Hvad var alternativet? Børnehjem? Så var dette måske bedre? Som døren blev åbnet, havde hun allermest lyst til bare at stikke af. ”Godeftermiddag Hr. Monroe. Som de gerne skulle have modtaget papir og oplysninger omkring, kommer vi for at aflevere din datter. Hun har lige nu kun det vigtigste med, som hun havde med på Hogwarts resten vil komme efterfølgende. ” Sagde kvinden med et blidt smil og tydelig respekt i blikket og stemmen. ”Hey” Sagde Hyun-Jae og kiggede usikkert på ham der skulle være hendes far. ”Vi har lidt travlt, så jeg skal have dig til at underskrive her, at hun er blevet udleveret i deres varetægt” sagde hun og løftede staven som en pergament rulle kom frem og rullede sig ud med en fjerpen klar til at underskrive. Hyun-Jae rettede kort på sit hår for hurtigt at skjule sine høreapparater, det var pinligt og hun havde rigeligt at slås med at de drillede hende på Hogwarts med at hun ikke kunne høre noget uden dem. Dog på Hogwarts var det noget andet der gjorde hun kunne høre, men hun måtte ikke tage det med fra Hogwarts da muggler ikke måtte opdage det.

[Deleted]

Hyun-Jae forholde sig helt rolig og stille, hun ville ikke afbryde når de voksne snakkede. Dog overvejde hun at slukke sine høreapperater for ikke at høre efter hvad der skete. For hun havde virkelig ikke lysten til det, hendes blik var det meste af tiden slået ned i jorden ikke fordi hun skammede sig men hun anede ikke hvor hun skulle kigge hen. Dog fulgte hun med ham ind og tog stille sine sko og jakke af og hængte jakken op. Hun havde en forholdvis kort nederdel på, sådan gik hun altid og en mave top og s en ret stor hættetrøje på som var virkelig gammel og slidt og gik ned til midt på lårene så det lignede hun ikke havde andet på. Hun havde altid gået sådan, hendes mor gjorde det også så hvorfor ikke også hende?

Som han satte sig på en stol og hun kunne sidde ved siden af ham, satte hun sig usikkert ved siden af ham, hvem ville ikke være usikker? Når man nu var hjemme hos den mand der var hendes far og som aldrig havde været en del af hendes liv nogensinde? ”Mit navn er Hyun-Jae Monroe” kom det fra hende, hun udtalte hendes fornavn med perfekt koreansk. Hun kunne tros alt tale det flydende, det var det eneste sprog de talte der hjemme og det gjorde også at hendes Engelsk altid var noget rusten når hun kom tilbage til skolen efter ferierne. Og at hendes accent var noget mere tydelig en den normalt ville være når man var opvokset i England. ”Ja, min mor har fortalt mig at jeg skulle have min fars efternavn, hvis han en dag ville finde mig eller jeg skulle finde ham” Sagde hun stille og så forsigtigt op ham. Som han spurgte efter billedet, lagde hun hænderne i lommen på den store hættetrøje og tog forsigtigt et billede frem hvor hendes mor og hendes selv var på. Hun havde haft billedet på sig lgie fra den dag hun fik afvide hendes mor var død. ”Det er hende” sagde hun stille og pegede på hendes mor på billedet før hun rakte det over til ham. ”Jeg vil gerne beholde det” Sagde hun stille og så på ham. Hun håbede ikke at han ville fjerne alt fra hende som mindede om hendes mor, for så ville hun nok stejle.

Hans ord fik hende til af bide sig usikkert i underlæben som hun kiggede ned på sine hænder der lå i hendes skød. ”Det okay, jeg kendte jo heller ikke dig” Sagde hun stille og kiggede op på ham og sendte ham et blidt og kærligt smil. Han virkede slet ikke så slem, så hvorfor var hun så nervøs? ”jeg ved ikke så meget, min mor har fortalt hun mødte en mand som var gift tror jeg nok. Det havde ikke været meningen hun skulle blive gravid, men i skulle have været i byen og så tager hjem til hende og ja.. have….” hun kunne ikke sige ordet! Det var så forkert at sige! ” og så blev hun gravid, men i min kultur får man ikke fjernet børn overhovedet.. heller ikke hvis det uægte.. Normalt sender man det væk for altid og langt væk fra familien. Men min mor kunne ikke få sig selv til det. Men vi har aldrig rigtig haft så meget, hverken penge eller andet. Men det sidste års tid har min mor været meget syg og ikke kunne helbredes og når jeg var hjemme fra skole i ferierne, tog jeg så mange små job jeg kunne af rengøring og sådan hos folk for at tjene lidt flere penge end dem min mor fik. Da hun ikke kunne passe et arbejde” sagde hun stille og bed sig i underlæben. Hun lagde blidt sin hånd på hans lår, lige som hun altid gjorde hos sin mor når hun ville love hende noget, så det var naturligt at gøre for hende. Hendes mor gjorde det også altid. ”Jeg lover jeg nok skal lade være med at være i vejen og jeg skal nok gøre rent og sådan for dig” sagde hun stille og nussede ham blidt med tommelfingeren på låret som hun altid gjorde på sin mor og omvendt. Hun kunne ikke se det forkerte i det? Hun var jo vant til det? Dog trak hun sin hånd til sig som hun havde sagt sine ord og blidt nussede hans lår. ”Jeg har ikke så mange ting, bare en gammel slidt seng og lidt tøj og nogle billeder af min mor. ” sagde hun og så op på ham. ”Jeg behøver ikke så stor et værelse eller noget” Sagde hun og så op på ham.

[Deleted]

Hun så på ham, hans udbrud fik hende til at kigge væk! Hun ville ikke høre om det han havde lavet med hans mor, det behøvede hun vitterligt ikke. Hun kommenterede på ingen måde på det eller gjorde antræk til at ville høre mere. ”Min mor hed Areum som betyder ”Beauty” på engelsk” Sagde hun igen og udtalte hendes mor med perfekt koreansk. Hun tænkte ikke over det var forkert det var jo en normal del for hende at gøre? Så hvorfor gøre det anderledes!

Hans rolige smil, gjorde hende faktisk noget mere rolig indeni, han virkede ikke så slem og ikke til at være en hård mand? Som kvinden var ministeriet havde sagde så var en god mand og meget professionel, så hvad havde hun at frygte? Det kunne jo ikke blive værre end det hun kom fra? Fattigdom, hvor de måtte vende hver en krone for at få det hele til at hænge sammen, heldigvis havde hendes mor veninder som hjalp til med lidt tøj og sådan, altid brugt og for det meste godt slidt men det gjorde hende bestemt ikke noget, for hende var tøj bare tøj. Dog trak hun nu hånden til sig og kiggede blidt op på ham som han fortalte at hun ikke skulle bekymre sig om penge eller andet. Hun nåede ikke at kommentere eller sige noget før han havde rejst sig og hun fulgte roligt trop efter ham uden at sætte stolen ind eller tjekke den stod pænt, det gjorde de aldrig hjemme hos hendes mor. Deres hjem var aldrig rodet eller ulækkert men det var heller ikke perfekt og skindende rent som der var her.

Hyun-Jae fulgte med ham og gik med ind på værelset, hun fumlede lidt ved lommen på hendes trøje, hun var vild med værelset! Det var perfekt og hun elskede det allerede! Hendes smil voksede også en hel del og hun kunne ikke lade være med at smile stort over det. ”jeg er vild med det, din datter havde virkelig god smag” Sagde hun og så kort op på ham, som han talte til hende, hendes hår gled bagover og begge hendes høreapperater kom til syne, hun tænkte ikke videre over det. Selvom hun gerne ville have holdt det så skjult som muligt, tros hendes høreapperater ikke lige frem var de nyeste og bedste og virkede så perfekt mere, fungerede de og de gjorde hun kunne høre! Så hun behøvede ikke nogen nye hvis man spurgte hende selvom de nok godt kunne trænge til det. ”jeg kigger på det” sagde hun og så på ham. ”Jeg behøver ikke nyt tøj, jeg har jo også en del fra der hjemme som sagens kan bruges endnu” Sagde hun, hun ville jo ikke bruge alle hans penge, bare fordi han blev overrakt en ukendt datter.

Dog som emnet skole kom på banen, bed hun sig usikkert i læben og vendte sig mod ham så de kunne kigge på hinanden. ”jo jeg går på hogwarts” Sagde hun stille og tros hun havde vendt sig for at kigge på ham, turde hun ikke kigge op på ham. Hun skammede sig over hendes karakter og skolegang, den var laaangt fra perfekt og hun havde altid kun lige bestået sine eksamener. Hendes stile var ofte tæt på at dumpe eller dumpet og hun var godt bagud, fordi hun altid havde så meget andet og tænke på. ”Det går ikke så godt på skolen, jeg får virkelig dårlige karakter og er langt bagud” sagde hun og mærkede godt hans stærke hånd på hendes skulder, hun kiggede kort på hans hånd, men kiggede ikke op på ham. ”Men jeg skal nok nå og få det indhentet” sagde hun også selvom hun ikke anede hvordan hun skulle nå så meget, hendes mor skulle vel også begraves? Hvor skulle hun finde pengene til det? Og hvor skulle hun begraves?