Når nøden er størst

[Deleted]

Adeline Marche
Tid : 1 år tilbage sommerferien 2056 klokken 12.00
Sted: Hjemme hos Clifford
Vejr: Dejligt solskin og meget varmt

---

Clifford havde udvekslet en del breve med hans yngste datter de sidste mange år, hans datter Monique var en karriere kvinde og det skulle hun bestemt også have lov til at være. Men så skulle hun ikke have sat et barn til verden, hvis man spurgte ham! Og særligt ikke når der ikke var en far i livet! Et barn havde brug for faste rammer! Struktur og en fast base og det kunne man ikke sige at Monique havde haft de sidste år! Hun rejste hele tiden rundt på grund af den stilling hun havde og med et barn gjorde det ikke nemmere. Clifford vidste at hans datter kæmpede for sit barn men hun havde ikke længere kunne få det til at hænge sammen, og særligt fordi hendes datter savnede England og det hun kom fra. Derfor havde Clifford og Monique aftalt at han tog hende til sig. Han havde sørgede for at Persephone kunne starte på Hogwarts efter sommerferien, det hele var klart og han havde sørgede for at købe hendes skole bøger, det eneste han manglede var at få gjort værelset klar til hende. Der var mange værelser at vælge imellem, men han ville gerne sørge for at det var et ordentligt og havde da også overvejede at skulle pakke sin afdøde kones arbejds værelse sammen og give hende det, men han kunne heller ikke få sig til det! det stod urørt lige siden hendes død, det eneste der ikke længere var der inde var alt der havde tilhørt ministeriet, som han havde haft virkelig svært ved at pakke sammen, de havde heldigvis givet ham tiden til det og endda tilbudt deres hjælp, men han ville gerne gøre det selv. Det eneste han havde fået lov til at beholde var hendes auror skilt og navneskilt og det lå på hendes faste plads på skrivebordet var det altid havde lagt når hun ikke var på arbejde. 

Dog havde han valgt at holde fri denne dag, for at han kunne få sit på hjemmet, hans barnebarn ville komme om et par dage, faktisk lige præcis 3 dage! Og han havde ikke formået at ordne et værelse, han var dog blevet enig med sig selv om at hun skulle have hendes mors gamle værelse. Det lå øverste i huset, det var det største af alle værelserne i huset. Derfor havde han skrevet til en god veninde, som faktisk også var en veninde af en af hans børn, han havde ikke lige styr på hvilken et af dem. Han havde med årene svært ved at holde styr på sådan noget, selvom han aldrig ville komme til at indrømme det. han havde sørgede for at bestille en god omgang frokost ude fra, hvilket virkelig ikke var noget han normalt ville bruge sine penge på!Men lige idag havde han gjort det, da han ikke havde fået handlet ind. Der havde været mange ting at gøre klar og skulle have styr på, men nu manglede han kun værelset! Et sted glædede han sig til Adeline skulle komme og hjælpe ham, han ville nok ikke kunne klare det selv, han var jo trosalt oppe i årene. Han havde sørgede for at Adeline hjalp ham med at bestille møblerne til værelset og de var også kommet for nogle dage siden og stod klar på værelset i papkasserne til at blive samlet og sat på plads, da han ikke synes hun skulle bruge de gamle møbler som der stod. Tros for at et af hans ældste sønner mente han skulle smide de gamle møbler ud, nægtede han pure at smide dem ud, man vidste aldrig om man kom til at mangle dem! tros de var fra da hans børn var børn og ikke voksne! Det var det samme med hans tøj! han smed det ikke ud han sendte det hellere end gerne til skrædder og fik det lavet! Men det røg ikke ud, dette var også en af de ting som hans børn tog sig af! Faktisk var det hans ældste søns kone som købte tøj til ham når han ikke selv ville, og hun smed også hans tøj ud i skjul for ellers fik hun aldrig lov til at smide det ud! Men man kunne heller ikke se hans tøj var slidt og mange år gammelt han passede godt på det. 

Dørklokken ringede og han rejste sig lettere mumlende fra sin lænestol hvor han lige havde sat sig med en kop te og ventede på Adeline, men hvis det havde været Adeline ville hun bare gå ind, døren var altid ulåst medmindre det var mørkt og om natten, selvom hans børn havde bedt ham utrykkeligt altid at låse hoveddøren, når han var alene hjemme. Det var dog en ung mand der stod der med posen med det mad han havde bestilt, han rakte i lommen og stak den unge mand muggler penge men kun det som maden kostede! Han gav aldrig drikkepenge eller andet! det var han for narrig til. Han gik ind i spisestuen og stillede det, hvor han allerede havde dækket op til at de skulle spise. Nu måtte han jo bare vente på Adeline ville komme, han regnede med at hun kom til tiden kl 12 var aftalen. Han kunne ikke klare folk der kom forsent og ikke overholde aftaler! Hvilket han altid selv gjorde!

[Adeline Marche]

Det var først i år Adele var blevet færdig med den helt store verdensomrejse med en dygtig eliksir professor. Hun var sådan set færdig med sin uddannelse og hun skulle derfor beslutte sig for, hvad hun ville med sit liv. En ting var sikkert, og det var at hun bestemt ikke ønskede at bosætte sig i Frankrig i nærheden af hendes nærmeste familie, som ønskede at gifte hende væk til en eller anden rig charlatan. Derfor havde hun nu permanent bosat sig i England, hvor hun håbede på at kunne finde sig et arbejde. Indtil videre måtte hun nøjes med at brygge eliksirer en smule ulovligt til dem der måtte have brug for et billigt sovemiddel, kur mod kærestesorger eller hvad der måtte være galt.

Dog var det dejligt at tage sig en pause fra det hele - og pausen kom i form af at hun skulle mødes med en gammel ven - bogstaveligt talt var han en ældre enkemand i 70’erne, som hun kendte gennem en af hans døtre. Adele var ikke typen, der normalt fandt venner, der var meget ældre end hende selv, men Clifford var venlig, charmerende og interessant - og så havde hun måske også en svaghed for at han havde mistet sin kone på så tragisk vis for en del år tilbage. Hun ønskede ikke at han var ensom, trods for at han nok aldrig ville være det, med alle de børn og børnebørn han havde.

Grunden til hun skulle mødes med ham var også af samme grund - hans yngste barnebarn skulle flytte hjem til ham og han ville gerne have noget hjælp.
Hun havde aftalt med ham at de skulle mødes klokken tolv og hun ønskede ikke at være et minut forsinket - Adeline var yderst punktlig.
Og som hun drejede rundt om svinget ved Arden Road og fandt sig ved den store villa, kunne hun se at en mand var på vej væk fra bopælen. Adeline regnede med at det nok havde været noget mad levering.

Hun gik hen til døren, op ad trapperne og bankede på, før hun lukkede sig selv ind. Det ville være en overraskelse for hende, hvis Clifford var begyndt at låse døren.
“Clifford?” hun tog sine sko og jakke af, mens hun stod i indgangen, “Er du herinde?” hun begyndte at vandre gennem gangen og videre mod stuen, hvor hun regnede med at han ville befinde sig.

[Deleted]

Clifford havde sat maden pænt på bordet og havde tjekket at det hele stod ordentligt og pænt. Han var et ordens menneske og hadede rod mere end noget andet! Han kunne simpelthen ikke tåle rod! Han havde bevægede sig ud i køkkenet for at finde noget at drikke til dem. Clifford drak altid en hvidtøl til sin frokost uanset hvad han fik og det var også det han skulle have til sin kost denne dag. Han var lidt i tvivl om Adeline også ville have en, så derfor havde han taget to og en flaske citron vand hvis hun hellere ville have sådan en.

Det var noget besværligt for ham at bære de 3 flasker i sine hænder og sin stok, han kunne godt gå uden stokken men det var ikke nemt for ham og det hele fik meget langsommere. Det kunne være han skulle få Adeline til at lave en forfriskelse eliksir til ham, han betalte indimellem for at få det lavet. Han nåede kun lige ind i stuen da han hørte Adeline’s stemme. ” jo jo kære jeg er lige her” sagde han og smilede stort til hende som han kom hen til spise bordet og satte flaskerne på bordet. ” Kan du ikke lige tage 2 øl glas over i skabet der” spurgte han smilende og pegede over hvor hans glas stod. Det var ikke sådanne rigtig ølkrus som man havde på værtshuse men almindelige glas der bare var lidt større. ”Det godt at se dig igen, jeg håber du er klar på at lave noget i dag” sagde han og smilede til hende. ”Jeg tænkte lidt frokost var en god ting at starte med, jeg håber du kan spise det” Sagde han og smilede til hende.

[Adeline Marche]

Adele fandt frem til Clifford i stuen og hendes øjne fandt frem til maden. Hun sendte ham et smil, ”Jeg kan se det står på hjemmebragt kinesisk i dag… nogen gange skulle man tro du var tankelæser,” hun havde haft en overvældende lyst til kinesisk i dag, så det her var bare fantastisk.

Han bad hende om at tage to glas, og som et artigt barn gik hun med det samme hen og fandt det han ønskede, ”Javel… en øl ville bestemt ikke skade her til frokost.” hun bar de to glas hen til ham, ved spisebordet. Da hun fik sat dem ned, rakte hun en hånd over for at give hans hånd et klem, ”Det er også godt at se dig igen - jeg må indrømme at jeg blev lidt overrasket over at høre at du skulle være far,” jokede hun. Det var interessant at en mand i hans alder ville være værge for en teenager - selvfølgelig var det hans barnebarn, men et barn på femten år var ikke en nem opgave.

Hun fik placeret sig på en stol, så de kunne nå at spise før maden blev kold. ”Clifford, den dag jeg siger nej tak til kinesisk er den dag du ved nogen har kidnappet mig og har brugt polyjuice eliksir for at klæde sig ud som mig…”

[Deleted]

Clifford grinte lidt og nikkede. ”Du skulle bare vide min pige”sagde han og pegede på sin pande, ”Den her inde, den er stadigvæk ung, frisk og kvik!” sagde han med et grin selvom det nok ikke har helt sandt, valgt han at holde sig til troen for det var med til at holde ham ung og i gang! ”Ja jeg havde glemt at handle ind, og kunne ikke nå det inden du skulle komme, dog skal du jo ikke blive forvandt til det”sagde han drillende.

Det kom et lille klukkende grin fra ham som hun gik over tog glasset. ”Det er hvidt øl, der er intet alkohol i! Her i huset drikker vi ikke alkohol midt på dagen, det burde du da kunne huske, så ung og frisk som du er ”sagde han og smilede kærligt drillende til hende. Som hun rakte ham hånden tog han den og klemte den blidt. ” Det er virkelig dejligt at du kunne sætte lidt tid af til at hjælpe mig. Mine børn har travlt og alle ungerne er i skole ” sagde han smilende og hentyd til at de enten var på Hogwarts eller deres uddannelsessted. ” ja jeg overrasker hver dag, man kan da slet ikke se på mig jeg er 71 kan man vel?” sagde han drillende og blinkede til hende, før han satte sig ned på sin! Stol og så på hende. ”Javel ja, det må jeg huske på!” sagde han og grinte lidt og begyndte at øse på sin tallerken, han var småt spisende normalt når han sad og skulle spise alene, men når han havde selskab kunne han altid spise lidt mere. ” Adeline, som du ved kommer mit barnebarn Pershephone, en ung kvinde på 15 år. Hvad køber man af tøj til sådan en pige? Jeg har ingen anelse om det, jeg ved ikke hvor meget hendes mor giver hende med og jeg mangler også at få købt hendes skole uniform? Men måske det bedst hun selv er med ude og købe den?” Sagde han og så på hende. ”Jeg har fået alt hjem til værelset, men nøj det svært at overskue”sagde han og åbnede begge deres øl, man kunne godt se på ham at kræfterne i fingerne ikke var hvad de havde været, derfor fumlede han også lidt med det.

[Adeline Marche]

Adele slog en let latter op over hans bemærkning - Clifford var nu meget frisk, som han selv sagde det. Det ville nok også være anderledes for de to, hvis Clifford opførte sig som en kedelig, bitter, langsom gammel mand, frem for den intelligente og vittige mand han var. Selvom Clifford godt kunne være en mand der havde høje forventninger til folk omkring ham, så var det ikke så anderledes fra hvordan Adele så tingene. De var et platonisk match.

“Intet alkohol i? Jeg troede du holdte af mig, Clifford,” hun sendte ham et bredt smil, for at vise ham at hun selvfølgelig ikke tog sig af at der ingen alkohol var i. Hun drak det med glæde - selvom nogle procenter havde været sjove at arbejde på.
Hun åbnede sin øl og hældte op i sit glas, “Det var så lidt - jeg har jo alligevel ikke helt det store at se til lige nu, så selvfølgelig kunne jeg hjælpe,” hun satte flasken fra sig og begyndte at øse op på sin tallerken, så hun snart kunne sætte tænderne i noget af det lækre mad. Hun smilede over hans bemærkninger - dem havde han altid nok af og de var altid underholdende for hende.

Adeles blik gled over på Clifford, da han nævnte hans barnebarn, Persephone. Hun tog sig en tår af sin hvidtøl og kiggede overvejende på ham, mens han snakkede om hvilket tøj man skulle købe til ens barnebarn. “Hvilket tøj man giver dem? Det skal jeg sige dig, Clifford… Det gør man ikke - man giver dem en stak penge i stedet for og lader dem købe det de gerne vil have. En ung kvinde har brug for at forme sin tøjsmag uden voksnes kritik - selv hvis det bare er en simpel skoleuniform. Hun skal lære selv at købe sit tøj - det gør hende mere selvstændig i sidste ende.” Hun sendte ham et skævt smil og satte glasset fra sig igen.

[Deleted]

Clifford så på hende og hørte godt hendes lille udbrud over der ikke var noget alkohol i, han kunne ikke lade være med at grine lidt af det. ” Jeg det gør jeg skam min pige, men du kender mig. Her i huset drikker vi ikke alkohol midt på dagen. Og Hvidtøl smager ganske udmærket” sagde han grinende for at drille hende lidt med det. Han vidste godt at hun ikke mente det i noget negativt, og det gjorde han skam heller ikke. Men han tvang hende heller ikke til at drikke den, hun kunne tage en citron vand som var den eneste form for sodavand man fandt i hans hjem, hvis hun hellere ville have det. Tros besværget med at få sin øl åbnede lykkes det for ham. ”Jeg er ked af at høre at du ikke har fundet noget endnu, jeg kan måske prøve at forhøre mig lidt omkring og se om jeg ikke kan skaffe dig noget? Men det jo godt, for så har du masser af tid til at hjælpe en gammel mand” Sagde han og blinkede drillende til hende.

Selv gik han til maden, han spiste pænt også selvom de fleste nok ville bruge fingrene til noget af det, så man ham aldrig spise med fingrene! Nope han kunne simpelthen ikke fordrage at man spiste mad med fingrene. Selv hvis han spiste brød til frokost ville han bruge bestik. ”Sørger du stadigvæk noget inden for eliksir området?” Spurgte han og så på hende med et stort smil, måske han kunne forhøre sig om de manglede en professor på hogwarts? Eller universitetet? Måske en af de store eliksir butikker?? Selvom han havde sit arbejde og til tider arbejdede mere end godt var. Havde han altid tid til at hjælpe en ven der havde brug for det.

Clifford førte sit glas op til munden og var i gang med en tår som Adeline svarede ham, han var lige ved at blive kvalt i sin tår og måtte banke sig selv på brystet et par gange og hoste i sit lommetørklæde, han havde fisket op fra bukselommen. ” Sig mig Adeline er du ude på at tage livet af mig??? ” spurgte han noget overraskende! Skulle han give sit barnebarn en stak penge og lade hende købe sit tøj selv? Næ nej der kunne hun tro om igen! Han havde set hvad piger i hendes alder gik i af tøj! De så jo ud som han vidste ikke hvad, meget korte toppe eller t shirt eller hvad sådan nu hed nu til dags! Meget lavtaljede bukser og nederdele som slet ikke var lange nok til at dække deres rumpe til! Næ nej det ville Persephone ikke komme til at gå i, hun kunne tro nej kunne hun! ”Det siger jeg dig, det kommer ikke til at ske. Jeg har set hvad de unge piger går i af tøj nu til dags! Og det får hun simpelthen ikke lov til her i huset! Man skulle jo tro de piger var prostituerede! Toppe eller hvad de nu kalder det der ikke engang dækker hele deres torso! Bukser der nærmest ikke dækker noget! Og Nederdele hvor man kan se det halv af deres rumpe! ” sagde han og så på hende med en anelse alvor i blikket! Nej Clifford var ikke gammeldags på det punkt, hvis altså man spurgte ham! Han var bare fornuftig! ” Meget vil jeg give lov til og jeg betaler også gerne for hendes tøj, så længe det dækker hendes krop!” Sagde han og spiste lidt videre. Han var ikke sur og det ville Adeline også kunne høre på ham, men han var bestemt.

[Adeline Marche]

Adeline prøvede på at smide sin skuffelse til side over at han ikke serverede hende alkohol. I Frankrig var det ganske normalt at drikke rødvin rimelig tidligt - så hvorfor ikke også en øl? Hun ville trods alt komme til at svede alkoholen væk, for at få hans værelse gjort klar til hans barnebarn. Hun tog det dog med et smil.
“Ganske udmærket” gav hun ham ret i til sidst. Der var ingen grund til at stikke til ham yderligere, nu hvor det alligevel ikke betød så meget for hende. Hun ville bare gerne lave lidt sjov med hans mange regler.

“Mhh, det er ikke nemt - og jeg ved ikke om jeg tør at lade dig stå for at skaffe mig et arbejde… Du vil sikkert bare gerne beholde mig arbejdsløs og ledig,” hun blinkede til ham og tog sig en bid mad. “Men jo, jeg søger stadigvæk noget inden for eliksir - men jeg kan ikke helt finde noget, som fanger mig…” Hun sukkede kort og proppede noget mere mad i munden, en anelse opgivende.

Det vågnede hende at se ham nærmest hoste sin mad op og hun fik slugt sin mad og grinte derefter. “Åh, Clifford… Hvad vil du gøre? Købe hendes tøj indtil hun bliver myndig? Du kan bare fortælle hende at du ikke finder dig i korte skørter og nedringede toppe, hvis du er så meget imod det.” Hun rystede på hovedet og smilte bredt, “Du må vise hende lidt tillid.”

[Deleted]

Han var slet ikke i tvivl om at hun blev skuffet over at hun ikke fik alkohol til frokosten, men den havde han sørgede for. Han kunne godt overraske når han skulle og han ville også helt sikkert komme til at svede en hel del og der var ikke noget bedre end en kold øl med alkohol i når man knoklede. ”Det var godt, men bare rolig. Jeg har sørgede for forfriskninger til pausen og når vi er færdige med at knokle, altså hvis du ikke har nogle aftaler. Tænkte jeg at byde på en lækker middag i aften” Sagde han og så på hende med et stort smil. Han vidste det ville komme til at tage nogle timer og Clifford ville have brug for mere end en pause undervejs, han var jo tros alt godt oppe i årene.

Clifford kunne ikke lade være med at klukke over hendes udtalelse. ”Gid det var så muligt, altså jeg kunne indtil videre ansatte dig som min eliksir mester. Der er nogle eliksirer jeg gerne ville have noget hjælpe til at få lavet. Jeg er ikke så god til det med eliksir mere som jeg har været” Sagde han og så på hende med et stort smil. ”Har du overvejet at søge på Hogwarts? Jeg ved ikk om de mangler, men kan tjekke op på det, hvis det er?” Sagde han og smilede til hende. Han ville hende det bedste og det vidste hun! Og hvis han skulle være med til at finde et godt og dejligt job til hende, så gjorde han det gerne!

Med servietten for munden og kort efter glasset op for at skylle halsen igennem, satte han det ned og så på hende. ”Hvis det er det der skal for at jeg ikke har et barnebarn der ligner en prostituerede så gør jeg det gerne! ” Sagde han og kiggede ned på maden og spiste lidt før han så op på hende. ”Det jo ikke fordi jeg ønsker at være en sur gammel mand det ved du også godt Adeline. Men jeg ønsker ikke der skal ske mit elskede barnebarn noget! Man høre om alle de unge piger som bliver overfaldet, befamlet og ja andre ord jeg ikke ynder bliver udtalt i mit hus” Sagde han og så på hende med et usikkert blik. ”Det vil jeg også gerne, når hun kan bevise at hun fortjener den. Lige som mine egne børn har måtte skulle” Sagde han og så på hende, selvom det var virkelig mange år siden hans børn var i den alder og tiden ikke var det samme som det var i dag. Han rystede lidt på hovedet og så på hende, ”Jeg vil bare ike have der skal ske hende noget.. Er jeg gammeldags?” spurgte han og så på hende ret usikkert. Han var usikker på det han selv havde siddet og sagt og kunne et sted nok godt se det, men han var jo også ung i en tid hvor der ikke var noget der vedringet eller kort overhovedet.

[Adeline Marche]

“Du er alt for god en vært... og det havde du virkelig ikke behøvet,” nej, han havde ikke behøvet det - men hun glædede sig allerede! “Tak - jeg håber ikke mine forældre finder ud af at jeg spiser middag med en mand på tomandshånd, så begynder de nok bare at tro at du er ægtefælle-materiale,” hun smilede over det, selvom truslen var ægte. Hendes forældre havde ihærdigt prøvet på at finde en mand til hende siden hun var gået ud af Hogwarts - men middagen med Clifford ville nok være det tætteste hun kom på en date med en mand, det her år.

“Åh ja? Du har måske nogle bestemte eliksirer, du er interesseret i?” hun var bestemt ikke blind for at lave eliksirer til Clifford - og hun havde da lavet nogen til ham før… Men hun ville ikke have noget imod at det blev en mere fast stilling.
Og så kom Hogwarts selvfølgelig også på bordet, “Jo, jeg har overvejet Hogwarts - men jeg ved ikke rigtig om jeg ville du som en eliksir professor… og alle de børn,” hun var ikke ligefrem børnevenlig, selvom hun stod her i dag og skulle hjælpe med at dekorere et børneværelse.

Der blev lyttet intenst og interesseret til det han havde at sige om unge menneskers beklædning. Hendes hage hvilede i hendes hænder, mens hun lænede sig en smule ind over bordet for at få alle hans holdninger med. “Aha… Ja, det er vel det værste der kunne ske… Men du kan ikke passe på hende, ved at pakke hende ind i regler - det gør dem typisk bare mere interesseret i at bryde dem. Men selvfølgelig skal hun vide at der er konsekvenser for dumheder… og nej, jeg synes ikke du er gammeldags, så længe du ikke giver hende en kjole med halskrave, med en længde, der når ned til gulvet.” Hun smilede drilsk til ham og grinte.

"Clifford - jeg håber du ved at jeg bare siger min mening. Jeg har aldrig haft børn før - og så vidt jeg ved, så er alle dine børn vokset op til at være gode mennesker i dag... Jeg tror du ved hvad du laver," beroligede hun ham, før hun tog sin serviet og tørrede sig om munden.

[Deleted]

Han kunne ikke lade være med at klukke af hendes udtale. ”Visse vasse, nu skal du ikke komme for godt i gang, her kommer du og skal slide og slæbe for din gamle ven og så må man ikke give noget godt i stedet” sagde han drillende og grinende tilbage til hende. Dog hendes udtale om hendes forældre fik ham atter til at grine. ”Jamen vi kan da godt kalde det for en date? Er det ikke det de unge mennesker kalder sådan nogle kærligheds møder?” Sagde han og blinkede drillende til hende. Han mente det ikke men det var også tydeligt. Han lavede sjov med det og det var sådan han var.

Clifford var helt tryk ved at hun skulle lave eliksirer til ham, hun havde gjort det før og hun var bestemt dygtig, selvom hun ikke kunne få hans kone tilbage! Ja 12 år siden og han håbede stadigvæk der en dag var en eliksir som kunne bringe hende tilbage. ”Ja det er der, men du ved også den er umulig” Sagde han og så på hende, man kunne se i hans øjne han tænkte på hans afdøde kone, men man ville aldrig få ham til at indrømme det. ”Nej jeg er jo ikke helt ung mere og nu med mit barnebarn i huset, kunne jeg godt bruge noget opkvikkende, mine led og min ryg og mine ben er heller ikke hvad det har været” sagde han og så på hende og hentyd at det var noget til ledene han manglede. Han nægtede at gå til en muggler læge og proppe sig med piller man ikke anede hvad der var i, det var sikkert og vidst! ”Jeg ansætter dig hermed som min eliksir mester, indtil vi får fundet et fast og noget bedre betalt job. Jeg betaler dig som altid, men jeg skal have det hele til at løbe rundt, nu jeg får mit barnebarn hjem” Sagde han og smilede til hende. Hvor mange penge Clifford egentligt havde var der ingen der vidste ej heller hans egne børn, men han manglede heller ikke noget og brugte sjældent penge. Men det ville han jo komme til nu, med hans barnebarn i hjemmet g nu at have ansat Adeline. Men han vidste også godt at før eller siden ville pengene slippe op, da hans job jo ikke var det bedst betalte og hans kone løn ikke længere kom ind på kontoen. ”tænk over det min pige, så kiggerj eg på det” sagde han og forsatte med at spise, han nåede at spiste mere en dobbelt så meget som han normalt gjorde når han var alene, før han måtte læne sig bagud og tørre munden med stofservietten.

Hendes ord fik Clifford til at nikke, og man kunne tydeligt se at han tænkte og tog det ind hun sagde. ”Ser du, det var lige præcis sådanne kjoler jeg overvejede, jeg har stadigvæk alle min kones” sagde han og blinkede drillende til hende, selvfølgelig ville han ikke tvinge hende ned i sådanne kjoler. ”Måske det bare nemmere som du siger at give hende muligheden for at bevise at hun overholder vores aftaler om tøj” sagde han og kløede sig på hagen og man kunne tydeligt se han ikke anede hvad han skulle stille op. ”For søren Adeline det er jo møg svært! Jeg har ikke haft en teenager i huset jeg ved ikke hvor mange år, og som mine egne børn siger jeg hænger for meget i fast i regler og orden og gammel stil” sagde han og kunne ikke lade være med at kigge rundt i spisestuen som var fyldt med gamle møbler som resten af huset. ”Det ved jeg Adeline. Men det er så svært for sådan en gammel mand som mig at passe ind i denne ny modne verden, er du klar over hvor meget man hele tiden skal følge med og være på? Det har jeg opgivet ” sagde han og smilede ”Det håber jeg da, jeg ved” sagde han og klukkede lidt.

[Adeline Marche]

Adeline grinte, måske en anelse højlydt over at denne ældre herre rent faktisk ville gå med til at kalde det for en date. “Jo, det er det nemlig,” svarede hun ham med det bredeste smil malet over ansigtet. Hun var godt underholdt. “Tak, jeg vil meget gerne spise middag med dig,” svarede hun ham kærligt.

Det gik dog fra at være underholdende, til at blive en smule mere seriøst. Hun kiggede på ham med medlidenhed og håbede på ikke at virke som om hun ynkede for meget over ham og det tab han havde lidt. Hun rakte kort ud efter hans hånd og gav den et klem, “Nej, den eliksir kan jeg desværre ikke lave - men jeg kan lave så meget andet for dig,” hun kunne lave en eliksir, der gjorde ham så glad at han ville glemme alt det der havde gjort ham ondt i livet - men det var ikke en eliksir hun ville tilbyde ham… Det var ment for folk der ikke længere kunne fungere, fordi noget havde gjort dem så ondt at det var blevet umuligt at komme op igen uden eliksiren.
“Jeg skal nok sørge for at få dig til at rende rundt som om du var tolv år igen,” fortalte hun ham med et smil, “bare vent - og jeg skal nok tænke over det.”

“Clifford, ikke tale om!” udbrød hun med foragt over tanken om et barn i denne tid, der gik rundt og lignede en fra en isoleret landsby. Heldigvis lavede han bare sjov, men det ville ellers ikke være kommet bag på hende, hvis han ikke havde løjet. Adele rystede på hovedet over ham, “Du skal nok klare det fint… Desuden så kan du altid spørge mig - den enlige barnløse kvinde - hvis der er noget du er i tvivl om. Jeg er praktisk talt selv en teenager,” drillede hun og blinkede.

[Deleted]

Som hun grinte kunne han alligevel ikke helt lade være med at grine med på det. ”Det sjovt som udtryk og ord for andre betydninger og der kommer nye til med årene. Den gang jeg var ung og mødte min kone, der var det ikke dates og kæreste, nej der var man bare gode venner” Sagde han og så på hende, men som snakken mere faldt over på hans kone, forsvandt smilet stille fra hans læber og man kunne se usikkerheden og savnet vokse i ham. ”Jeg ville ønske det var muligt, bare for en stund sammen. Der er så meget jeg gerne ville fortælle hende og vise hende” Sagde han og som hun lagde sin hånd på hans og gav den et klem, trillede en lille tåre ned af hans kind, han tog hurtigt sit lommetørklæde op og tørrede den væk. ”Det sjovt der er gået 12 år, men det føltes stadigvæk som var det i går og mareridtene om den dag kommer dagligt når jeg sover eller når jeg tager en lur i løbet af dagen” Sagde han og man kunne ane læben skælvede. Han tog hurtigt sin glas og tog en stor tår af sin øl. ”Hvordan kommer man nogensinde igennem sorgen?” Spurgte han og så på hende, jo vist kendte han til svaret, han havde fået tilbudt hjælp fra ministeriet. Som han blank havde afvist hver eneste gang det kom på tale! Han havde ikke brug for hjælp til at komme sig over tabet af hans store kærlighed.

Hendes ord fik ham dog på andre tanker og et smil var at se på hans læber, ikke det største men det var der. ”Gid jeg kunne det, men jeg tror min gamle krop vil hade mig når virkningen aftager” Sagde han og grinte lidt over det. ”Okay, jeg venter!”sagde han og smilede til hende før han trak sin hånd til sig. Hendes udbrud om at han ville have sit barnebarn til at gå i hans kones kjoler grinte han af det. ”Haha, du er så sød ” Sagde han og man kunne høre hans latter var ægte! ”Hun skal nok selv få lov at vælge sit tøj, så længe det er fornuftigt!” Sagde han og smilede til hende. ”Tak for mad Clifford, velbekomme Clifford!” Sagde han og smilede lidt over sig selv, han sagde altid sådan til sig selv også når han var alene!

”ja det kan vel ikke være så svært at have en teenager i huset igen, altså det bliver virkelig dejligt med noget mere larm og støj i huset, men jeg tror også det bliver hårdt og laver hun ballade så sender jeg hende bare hjem til dig” Sagde han og grinte lidte ”Jeg tror du har et godt tag på teenager, nu du selv siger du selv er teenager” Sagde han drillende og blinkede grinene til hende. ”Skal du have mere mad? For ellers tænker jeg vi kan pakke det sammen? Og så komme i gang?” Spurgte han og så på hende med et kæmpe smil!

[Adeline Marche]

“Gode venner… Havde du mange gode venner i din storhedstid?” og med storhedstid mente hun selvfølgelig ungdom. Et drilsk glimt spillede i hendes øjne og hun smilte bredt til ham.
Smilet blev dog mindre over snakken om hans eks-kone, og hun rystede på hovedet “Man kommer sig ikke over sorgen, men man lærer at leve med den og man bliver bedre til at huske de gode minder man havde sammen, i stedet for de sørgelige følelser døden gav en” lød det trøstende fra hende. Hun kendte kun lidt til sorg, og hun håbede aldrig på at føle den i det omfang Clifford gjorde.

Hun grinte. Ja, forhåbentligt kunne han løsne tøjlerne bare en smule, så hun ikke endte med at ligne en kopi af hans eks-kone… “Tak for mad, Clifford. Det var rigtig lækker… hjemmeBRAGT mad,” svarede hun ham.

“Aldrig i livet om du sender en teenager hjem til mig,” hun rystede på hovedet. Der var humor i hendes stemme, men nej, Adele var bestemt ikke interesseret i at have et barn rendende hjemme hos hende. Som svar på om hun var mæt, trak hun staven frem og svang den, så tallerkner og bestik begyndte at svæve mod køkkenet, så det kunne vaske sig selv. Det havde de ikke tid til lige nu, selvom det kunne være meget hyggeligt.
“Jeg er mæt, så lad os bare komme i gang!” Hun rejste sig op og gik hen ved siden af hans stol, så hun gallant kunne række en hånd frem og hjælpe ham op fra stolen. Mest for at drille.

[Deleted]

Han kunne ikke lade være med klukke lidt over hendes spørgsmål. ”Nej det ville være synd at sige, jeg mødte min kone på Hogwarts og hun var min første og store kærlighed” Sagde han og smilede til hende med et stort smil. ”Nej det ved jeg, men når man går hjemme alene så det svært ikke at sørge, de dage jeg på arbejde i ministeriet er det nemmere at holde ud og være i, men jeg har svært ved at være i drabsafdelingen i ministeriet” sagde han og nikkede, han ville ikke snakke mere om det og tilføjede derfor ”Nå det var ikke det vi skulle snakke om” Sagde han og smilede stort til hende.

Clifford ville ikke have hans barnebarn skulle ligne hans kone, men han skulle virkelig lære at have en teenager i huset det var sikkert og vist. ”Velbekomme, ja det var virkelig lækkert”Sagde han og skulle lige til at gøre klar til at bære ud, selvom han godt måtte bruge magi, kunne han godt lide at gøre flere ting på muggler maner som fx opvask. ”haha, nu synes jeg du trækker lidt i land” drillende han tilbage som hun fik det hele til at svæve ud og vakse sig selv op igen. ”Hov hov, jeg plejer at ordne det på god gammel muggler maner, det er så hyggeligt” Sagde han drillende.

Det var med et grin han tog imod hendes hånd, og med lidt besvær kom han op af stolen. ”Jeg tror måske snart jeg skal have nogle nye stole, de bliver svære og svære at komme op af” Sagde han og formåede at komme op og stå. Han greb sin stok ved bordet og begyndte at gå mod trappen for at komme op til værelset, han greb i gelænet og stokken i den anden hånd som han gik op af trappen. ”Vi skal op til tag værelset, jeg tænker hun ville elske det, det var hendes mors værelse” Sagde han og grinte.