i'm so sorry... but your wife is..

[Deleted]

Harold Monroe
Tid: 12 Januar 2045 kl 23.00
Sted: Hjemme hos Clifford
Omgivelser: Kun Clifford.
Vejr: Snevejr og koldt

---

Clifford havde været på arbejdet hele dagen og var først kommet hjem lige før aftensmads tiden, han skulle spise selv denne dag, da han kone havde aftenen vagten i ministeriet, men han vidste også godt at de skulle på en mission denne aftenen ud og arrester en dødgardist, han hadede at hans kone skulle deltage i lige netop det, hun var 58 år og Clifford var selv rundet de 60, ikke at han følte sig gammel men han var ikke lige så hurtig på aftrækkeren med staven som han havde været da han var yngre, men han havde nu heller aldrig været Auror, han var uddannet personlig assistent og havde arbejdet med det hele sit liv efter han afsluttede Hogwarts og blev uddannede og han havde det helt fint med det. Han havde besluttede sig for at han ikke ønskede at lave varm mad denne dag, det var også sjældent at han spiste varm mad når han spiste selv, han gad ikke rigtig stå og lave det. 

Da klokken var rundet 22 og han ikke havde hørt fra sin kone og hun ikke var kommet hjem, begyndte han at blive nervøs hun var hans store kærlighed og han ville ikke have der skulle ske hende noget! De havde været gift siden de var 18 år så de havde noget særligt sammen! Han havde siddet i stuen med pejsen tændt og en god stak aviser og sit glas med ild Whiskey, det var fast tradition hver aften han skulle læse sine aviser og have sin ild whisky og sidde ved pejsen. Det var bare noget mere hyggeligt i vinter tiden, da han kunne tænde pejsen og nyde varmen der fra. Clifford læste alle muggler aviser og aviserne fra det magiske samfund, han kunne godt lide at holde sig opdateret, hvilket også altid var en god ting at være når man var personlig assistent for en minister i ministeriet! På denne måde kunne han holde dem opdateret hvis der var noget de gerne ville vide. 

Clifford blev revet ud af sin læsning i profet tidende som det bankede på døren, han mumlede irriterede for sig selv, mest fordi han var blevet forstyrrede med i en artikel, men alligevel rejste han sig fra hans lænestol og gik ud til døren og åbnede den. Han så den unge mand stå udenfor, han så noget alvorlig ud, men det gjorde Harold nu altid synes ham. "Hej Hr. Monroe, hvad skylder æren?" spurgte han og så på ham, han vidste ikke helt om han ville vide det! Han tog det lille lomme ur op af lommen for at se hvad klokken var den, var ramt 23 og hans kone var ikke kommet hjem! Hun sendte altid en ugle hvis hun var nødt til at arbejde over. "Er der sket noget?"Spurgte han og så uroligt på ham.

[Harold Monroe]

Harold havde stået udenfor i noget tid, hans hænderne var flettet oven på hans, lagt tilbage brune hår og trak vejret tungt. Han havde haft en lang og vellykket karrierer indtil videre, efter han var kommet ud af Hogwarts endeligt og begyndt sit arbejde i ministeriet for magi. Men denne gang skulle han gøre noget som han aldrig i sin lange karrierer, han skulle give en dårlig nyhed, en virkelig VIRKELIG dårlig nyhed, og ikke kun noget med at nogen skulle have ekstra arbejde papir arbejde eller lignene. Men det her var det næste trin, og forhåbentlig det sidste trin i nyheder man kunne give, for han vidste virkelig ikke hvordan det kunne blive værre end nu.

Han åndede tungt ud og strammede slipset op mens han kort rettede på sin jakke og gik fast op mod hoveddøren og med en knyttet hånd, bankede han på døren og rømmede sig. Han lod sine ord køre rundt i hovedet for at finde den bedste måde at sige det her på, men da døren så endeligt åbnede op blev hele tankegangen kørt blank på et sekund. Hans normale hårde blik, blev endnu hårde da hans øjenbryn blev trykket mod hinanden af ubehag. Hvis man ikke kendte ham ville man i hvert fald tro at han stirrede hadefuldt på denne ældre mand, men det kunne ikke være længere fra sandheden. Han slugte en klump, og åbnede munden men kunne næsten kun få luft ud da hans øjne fæstnede sig på den ældre mands.


"Clifford... jeg" startede han og knyttede sine næver hårdt, før han bed tænderne hårdt sammen.

"Clifford min ven det er din kone... ... ... hun er... på vej hjem..." fik han sagt og kunne mærke at svimmelheden fik grebet lidt fat i ham og han måtte kort støtte sig til døråbning, og kunne mærke nogle få sure opstød hugge i ham. Han slog sig kort i brystet og rejste sig op.

"Ms Addington er gået bort..." sagde han så og kunne mærke hvordan det hele lød forkert, for hvorfor skulle hun dog være gået bort i sådan et meningsløst angreb!?

[Deleted]

Clifford så på ham og kunne godt fornemme at der var noget helt galt, hvorfor stod han der og lignede en der var dårlig? Og hvorfor kunne han ikke bare sige det lige ud? Eller i det mindste bare spytte ud! Dog som han lænede sig op af dørkammen, og så hans blik. Vidste han godt hvad det betød, han rystede på hovedet som han begyndte at forklare. ”Nej det kan ikke passe! Nej, hun er jo på arbejde Hr. Monroe! Hun er nok bare på vej hjem, hun har bare overarbejde” Sagde han og man kunne tydeligt se på ham at han ikke vidste hvilket ben, han skulle stå på lige nu. ” kom ind og sid ned” Sagde han og gjorde plads til han kunne komme ind, før han forsætte ind i stuen og over til barskab, hvor han hældte to Whiskeys op. ”Hun kan ikke være død, hun er en dygtig auror! Sagde han og man kunne nu mærke på ham og høre på hans stemme at virkeligheden gik op for ham, han rakte Harolds glasset med rystende hånd, før han gjorde tegn til at han kunne sætte sig i den ene lænestol, før han satte i sin! Lænestol. Han hånd rystede kraftigt som han førte sit glas til munden og tog en stor tår. ” Er de sikker på at det er hende?” spurgte han og var meget forvirrede og tydeligt meget påvirket af beskeden, han begyndte at få våde øjne.

Han kone kunne ikke være død! De havde været sammen siden de forlod hogwarts og allerede før det også! Det kunne ikke passe, hans livs kærlighed! Hun var død?.. "Hvordan skete det?" spurgte han og tog sin lommetørklæde fra lommen og tørrede øjnene roligt med det.

[Harold Monroe]

Harold tumlede let ind med hans bævrende ben før han så fik sat sig ned i stolen han fik præsenteret for sig. Han fik røven i sædet før han så over på sin gamle ven og sank en dyb klump. Hvordan skulle han kunne forklare detaljerne når de havde været så yderst modbydelige grafiske. Man skulle næsten tro at det havde været en muggler som havde lavet det, hvis der ikke havde været tydelige tegn på magi. Han kørte hånden igennem håret og sukkede dybt imens han tog imod whiskyen og tog hele glasset i en slurk før han endeligt kunne sige noget igen. 
"Det er hende... der er ingen tvivl.. " startede han med at sætte fast før han fortsatte.
"Clifford.. der er ikke fastlagt endnu fordi morderen ikke er fundet.. men der er tydelige tegn på magi, selvom det ser ud til at havde været et massivt bagholdsangreb, og at hun ikke havde mulighed for at svare tilbage før det var forbi.." sagde han og så på sin ven med et ømt men alvorligt blik, det er nok det sidste han ville have at vide, men han fortjente sandheden. 
"Det var ikke kønt Clifford, det var ikke kønt.." afsluttede han og sukkede opgivende.
"Jeg troede aldrig jeg skulle komme til dig med sådan en besked, men jeg syntes du burde tage ind og se hende, jeg kan godt gå med dig hvis du vil" foreslog Harold og så mod sin ven. 

[Deleted]

Havde det ikke været fordi de aldrig havde kunne enes eller være enige om noget som helst når de havde debatter kørende og stemme kunne gå højt mellem dem. Havde han nok troet dette var en joke, men måden som Harold var på og måden som han så på ham og nu kom ordene. Han mærkede hvordan læben skælvede og hånden med hans whisky rystede endnu mere. ”Hver sød ikke at lave sjov med mig med Harold, hun er min kone og vi har altid været sammen! ALTID” sagde han som han bryd sammen og hulkede. ”Var du der?” spurgte han og prøvede at holde sammen på sig selv. Hun var død? Hvad skulle han gøre nu! Han havde aldrig levet alene og hvordan skulle han nu få det hele til at hænge sammen? Hvad med hans børn, han havde 9! Hvordan skulle han kunne få fat på dem alle sammen? Hvad med hans børnebørn? De havde mistet deres bedste mor!

Clifford fiskede lommetørklædet frem og tørrede øjnene og næsen. ”Jeg vil gerne se hende, jeg vil sikre mig det er hende. Harold kan jeg bede dig om at tage med og blive der imens?” Sagde han og så på ham helt sønderknust. Han ville nok blive endnu mere sønderknust når han så hans kone og fik bekræftede det var hende. Han var dog ikke helt sikker på om han kunne klare det! Han rejste sig dog med noget besvær og gik over til barskabet igen og hældte en stor Whisky op til sig selv og endnu en og en til. Før han satte flasken fra sig og nikkede for sig selv. ”okay Clifford! Tag dig sammen og mand dig lidt op” kom det stille fra ham til sig selv. ”Vi kan tage pejsen? Hvis det er i ministeriet?”Sagde han og så over på Harold.

[Harold Monroe]

Harold rynkede på brynene og fnøs.
"Du ved jeg aldrig vil lave sjov med dem i sådan her tid Clifford!" sagde Harold og rejste sig kort, men satte sig ned igen, og lod Clifford tale ud. Dog blev han lidt bekymret da han så manden hælde whiskey ned som var det saftevand, før at han mente at han var klar til at tage til ministeriet for at se sin døde kone. Harold sukkede dybt og gik over til Clifford og lagde en hånd på hans skulder.
"Yeps ministeriet for magi, fordi de prøver at finde ud af hvilken slags magi der er brugt, for det ikke noget af det normale der bliver brugt." svarede Harold ham, og fulgte Clifford over til pejsen.
"Husk, Ministeriet for magi - Drabsafdeling, så er jeg lige i hælen på dig min ven" sagde Harold trøstende og holde krukken med susepulveret frem til Clifford, så han bare kunne tage for sig. Han tænkte lidt på om han skulle advare Clifford om hvor slemt hans kone egentlig så ud, for det så ikke ud til at være en simpel døds besværgelse, men noget der havde smidt hendes krop over det hele. Men han skulle nok sørge for at være der for Clifford og som han selv susede til Ministeriet for magi, samlede han sig selv for at ikke selv gå i spåner over mordet. 
Han trådte ud i ministeriet for magi i drabsafdelingen og så sig omkring, det var ikke engang så længe siden at han havde været der, og nu var han tilbage, ikke for at give en dårlig nyhed denne gang, men for at vise en rigtig rigtig dårlig nyhed til Clifford, noget som han ikke kunne tænke sig til, ville være noget man kunne vende sig til på noget tidspunkt. Men det var første gang, og første gang var som et plaster man bare skulle rive af, havde han lært af sin forrige overordnede. 

[Deleted]

Clifford svarede ikk på hans besvarelse om at han aldrig ville lave sjov med det, for det vidste han jo et sted godt, det var bare røget ud af ham. Efter at have sat flasken og de skulle til at afsted, overvejede han kort og gå over og hente flasken og tage den med til at dulme sig selv. Han frygtede jo hvordan hun så ud! Og hvordan hun var død, som det var som om da Harold fulgte ham over til pejsen at Harold nok ikke ville tillade at han tog den med, hvilket i sig selv jo nok et sted var det bedste. ”okay” sagde han med en knækket og hæs stemme ”yes” svarede han stille og kiggede på ham, han tøvede med at tage susepulveret! Var dette en god ide? Skulle han ikke få fat på hans børn først? Skulle de ikke også se hende?

Han kiggede op på Harold, han forstod det virkelig ikke! Han fattede ingen ting, var det her et ondt mareridt, han var faldet i søvn med, mens han ventede på hans kone ville komme hjem fra arbejde? ”Harold fortæl mig dette bare er et mareridt og ikke virkeligheden?” sagde han bedende men han vidste det godt. Han tog pulver i hånden før han trådte ind og kastede det og udtalte klart og tydeligt ”Ministeriet for Magi – Drabsafdelingen” før han forsvandt mellem de grønne flammer og kort efter dukkede op i ministeriet hans og hans kones arbejdsplads. Han trådte ud af pejsen så der var plads til Harold kunne komme frem. Han kiggede omkring sig det var tydeligt at der var run på og ikke bare var en almindelige kedelig stille dag.

Som Harold dukkede op bag ham, kunne han mærke hvordan hans ben blev gele agtige og følelsen af at han skulle besvimme. Ååhh hvor ville han ønske han havde taget sin whisky med sig, ikke at han var alkoholiker! Eller var typen der drak hverdag og meget. Men lige nu føltes det som om, at Whiskyen var det eneste som kunne holde sammen på ham. En Auror kom over til Harold, og kort trak han lidt til siden. ”Sir, du skal nok forberede ham på at det ikke er kønt, og at vi virkelig alle sammen kæmper for at finde morderen og få retfærdighed” Sagde den mandelige Auror lavt nok til at Clifford ikke kunne høre det.

Clifford valgte at gå over til den nærmeste stol hvor han satte sig for lige at sunde sig en anelse, han vidste at virkeligheden nu gik op for ham! Hvorfor skulle han ellers være her? Han holde aldrig til i auror afdelingen, medmindre hans chef bad han levere en personlig besked. Som han kiggede rundt om sig så han, han sad ved sin kones skrivebord, han havde ikke tænkt over det, før han så billedet af hende og ham sammen som yngre. Han rakte frem og tog billedet i hånden og kiggede på det med voldsomt rystende hænder og tårerne trillende, før han tabte billedet fordi hans hænder rystede så meget. ”åh for fanden” sagde han og tog sig til panden! Clifford var ikke en mand der bandede normalt eller talte grimt. De forbi gående auror så på ham og man kunne tydeligt se på dem alle at de var ligeså var berørte og havde stor medfølelse for Clifford.

[Harold Monroe]

Harold så mod manden der havde kommet til ham og nikket roligt. 
"Bare rolig, jeg har styr på det" sagde han til manden, men tilføjede hurtigt.
"Men sørg for en drink alligevel, det bliver et endnu hårde slag, når han ser hans kone" sagde han og sendte manden afsted efter en skarp til både ham og Clifford. Han gik hen til Clifford og så ned på ham med et ømt blik. 
"Clifford kom med, jeg tager dig med til din kone" sagde han med en rolig stemme og gik selv foran og guidede Clifford til et rum. Der var en masse instrumenter i rummet, og skabe og reoler. Men i midten var der 3 borde, omkring de 2 meter lange, hvor på det ene bord, lå der en krop med et hvidt klæde over for at dække det hele af. 
Harold gik roligt men langsomt over til kroppen der lå på bordet og stillede sig på den ene side. En af lægerne kom også ind, for at besvare alt hvad Clifford end havde af spørgsmål. 
Selv Harold måtte tage nogle tunge åndedræt før han skulle se kroppen endnu en gang. Han så først på Clifford, og dernæst på lægen og lod lægen fjerne det hvide klæde ved hovedet og afslørede et ganske maltrakteret ansigt af Cliffords kone, som om nogen havde slået hendes ansigt ind med et bat, gult og blåt og lilla og rødt, og man skulle faktisk vide hvem hun var for at kunne se at det var hende, fordi for en hver anden, var ansigtet ukendeligt. Det var et syn som fik selv Harold til at vende sin mad i maven, skønt han var blevet hærdet en smule nu. Harold fik nogle få sure opstød og tog et skridt tilbage før han fik styr på sine ben igen.
"Hr Ylette, kan du fortælle om der er sket nye opdagelser, med hensyn til Cliffords Kone?" spurgte Harold lægen som også så ud til at være lidt påvirket af damens maltrateret ansigt. 

[Deleted]

Clifford anede hverken ind eller ud! Og nu sad han ved hans kones skrivebord og med lysten til at gennemgå alle hendes sagsmapper på hendes bord, men han vidste godt at han ikke måtte kigge i dem overhovedet og at det ville kunne koste ham hans job, men det var virkelig også den eneste grund der holde ham fra at gøre det. Han fik med lidt besvær bukkede sig ned og samlet det nu ødelagte billede op og så kort på det før han satte det tilbage på pladsen på hendes bord hvor det stod da han tog det. ”Jeg sørger for det Sir” sagde den anden Auror og nikkede kort til Harold før han forsvandt for at finde en stærk drink til dem.

Det var med Harolds rolige stemme at Clifford blev hevet tilbage til virkeligheden, han sad og tænkte på den dag de blev gift, hvor smuk hun var og hvor vidunderligt det var at se hende komme op af kirkegulvet. Ja” sagde han stille og rejste sig fra stolen, før han fulgte efter Harold. Da de nåede døren ind til rummet hvor hans kone ville ligge på en af jernbordene og med et hvidt klæde over, tøvede ham. ”Jeg tror ikke jeg kan” Sagde han og mærkede hvordan han blev dårlig igen. Hans hjerte bankede der ud af og han var sikker på at det ville springe ud af brystkassen om lidt! Han fulgte dog alligevel med der ind og stillede sig ved siden af Harold dog tættest på hovedet af hans afdøde kone! Clifford så på lægen og på Harold og tilbage på liget under det hvide klæde som klædet blev fjernet fra hendes hoved.

Stod der helt stille og nærmest helt stiv og kiggede på hans kone smukke ansigt, som var fuldstændig ødelagt og smadret! Havde det ikke været på øreringene og halskæden, havde han ikke kunne genkende lige med det samme. ”Chloe” Sagde han igen og igen, han rystede voldsomt på hånden som han rakte frem og ville fjerne en tot af hendes smukke hår som lå hen over hendes ansigt. Han så hverken på Harold eller lægen, han hørte intet omkring sig, han lagde ikke mærke til andet en sin afdøde Chloe der lå der på bordet. Tårerne trillede til en start lydløst ned af hans kinder, under læben begyndte at skælve voldsomt. ”Chloe hver sød at vågne op! VÅGN OP CHLOE!” Råbte han, helt knust og ødelagt. Og så fik både tårerne og hulkene og jamren frit spil. ”Chloe du kan ikke være død! Vi har 9 børn sammen! Du må ikke forlade dem!” Råbte han synderknust og rakte frem for at ruske liv i hende. ”Kom nu Chloe vågn nu op!” Sagde han og mærkede hvordan han ben blev mere og mere gele agtige og han måtte gribe fat i bordet for ikek at knække sammen på gulvet.

[Harold Monroe]

Harold lyttede til Ylette om at der ikke var sket noget lige nu, men da han så hvor dårligt Clifford fik det, rev han det hvide klæde over hans kones ansigt igen, og greb fat om Clifford ved at gribe fat om hans arme for at støtte ham.
"CLIFFORD, CLIFFORD!!" udbrød han for at få Clifford til at komme ud af hans nedbrud. 
"CLIFFORD ROLIG CLIFFORD!!" udbrød han og trak Clifford tilbage fra bordet og trak ham ud af rummet, og satte sig på hans kones stol. Han stillede sig foran Clifford og havde en tung hånd på hans skulder, for at sørge for han ikke bare stormede nogle steder hen, og især ikke ind til sin kone og måske ødelægge deres mulighed for at finde skurken, ved dette forfærdelige mord. Men nu havde de også fået beskæftiget at det faktisk var hans kone, hvilket havde været en god ting at få slået fast, men nu havde Harold brug for at få Clifford tilbage så han måske kunne få besvaret nogle spørgsmål. 
"Er du her Clifford? Kom tilbage til mig, det er vigtigt at vi får det her i orden, så vi kan komme videre i efterforskningen." sagde han og så på ham hårdt, han skulle trods alt have Clifford tilbage til virkeligheden. 
"Clifford! tænk dig om! Er der sket noget inden for de sidste par måneder som ku sætte spørgsmåls tegn i dit hoved omkring din kone?? Bare små ting som kunne rejse et øjenbryn hos dig, hvad som helst vil være forfærdelig hjælpeligt med efterforskningen." forklarede han så til Clifford og så at Auroren kom med en kop der havde noget stærkt alkohol i som han havde bedt om og rakte koppen til Clifford.
"Her er lidt til at styrke dig på, prøv at tænk rigtig godt igennem min ven" sagde han og holde blikket på Clifford hele tiden, han skulle ikke føle at han var alene, ikke før at Harold var sikker på, at han ikke ville gøre noget dumt eller noget.

[Deleted]

Clifford ansede intet omkring sig og det var tydeligt! Han fokuserede kun på sin kone og gjorde alt for at ville vække hende til live. Han græd og græd og råbte og skreg for at få hende tilbage. Ikke engang da Harold lagde lagnet tilbage over hendes ansigt kom han tilbage, han endte med at trække sin stav for at prøve at vække hende til live igen! Men da Harold råbte af ham flere gange registerede han det først som Harold trak ham væk fra hende, han kiggede tilbage mod sin kone og kaldte på hende. Man kunne tydeligt se og høre på ham at han ikke var til stede men dybt inde i et nedbrud hvor han ikke kunne fokusere på andet end Chloe der lå på metalbordet. Han registerede ikke engang at han endte på en kontorstol ved hans kones skrivebord før han mærkede hans hånd på hans skulder. Han rystede voldsomt på hænderne og prøvede at få styr på sig selv. Mens han kiggede på Harold, hans blik var helt tomt og tårerne trillede bare ned af kinderne. ”vores børn, hvad skal jeg sige til dem, jeg må have fat i dem. Jeg skal vække…” Han stoppede sig selv som Harold ord trak ham ud af det hele, som om Harold var inde i hans hoved og hev ham tilbage til virkeligheden. Han trak vejret dybt et på gange og lagde sin hånd op på Harolds der lå på hans skulder og klemte den. ” ja,” gentog han flere gange og nikkede. ”jeg er her” kom det fra ham og han nikkede og kiggede på Harold.

Ordene om at han skulle tænke sig om, om der havde været noget inden for de sidste par måneder. Han tænkte og det var tydeligt, men han sagde ikke noget. ”jeg ved det ikke Harold, må jeg ikke godt se hende igen!” sagde han og så bedende på ham. ”jeg vil gerne se hende igen!” sagde han og forsøgte dog ikke at rejse sig, for hans ben ville ikke kunne bære ham lige nu.

Han holde kun blikket på Harold og tog i mod koppen som han vil den rakt, hans hånd rystede voldsomt men det var klart? Han havde brat mistede sin kone. Han tog koppen og drak det hele i 3 mundfulde, får han så på Harold. ”Hun har arbejdet meget over de sidste måneder, jeg spurgte hende flere gange om hvorfor hun ikke slappede lidt af og tog den med ro, vi jo ikke helt unge mere” sagde han uden at kigge på Harold, men kiggede blot ned på koppen i hans hånd. ”Men hun blev ved med at sige at hun ikke kunne holde fri før hun fandt frem til noget, hvad det var ved jeg intet om. Jeg spørger ikke ind til sagerne for hun har jo tavshedspligt!” sagde han og så først nu op på Harold. ”Hun var ofte til nogen møder, her i ministeriet sagde hun, ofte midt om lørdagen kunne hun modtage en ugle om at hun skulle til møde. ! sagde han og så på ham, han vidste ikke om det var et møde i ministeriet eller om det noget andet, han spurgte jo ikke. ”Hver aften når vi gik i seng, sagde hun til mig at hun var så tæt på at finde frem til sporet som ville gøre at hun fandt frem til det hun ledte efter” sagde han og så på Harold, hvis han blev afbrudt lige nu, ville han ikke kunne huske mere. Han fjernede Harold hånd fra hans skulder og rejste sig op, ”Harold vi skal hjem til mig, jeg tror jeg ved hvor hun gemmer det. ” sagde han og så på ham og nikkede for sig selv. ”Hun modtog i lang tid en masse ugler flere gange dagligt, de kom fra samme person, men hun nægtede at åbne dem. Hun så altid så bange ud når hun fik brevet i hånden. Måske de stadigvæk er der?” sagde han og så på ham.

”Sir” kom en af de andre auror hen til Harold og gjorde tegn til at han skulle komme med, som Harold fulgte med ham, blev Clifford siddende men overvejede at rejse sig for at smutte ind til sin kone igen, for at se hende. ”Der er opstået et problem, jeg har lige modtaget en ugle fra Clifford næst ældste barn, deres barn er blevet kidnappet samtidig med at Chloe er blevet dræbt. Alwin opdagede hans søn var væk da han kom op på hans værelse for at se til barnet. Han har intet hørt eller set nogen i huset og der er ikke tegn på indbrud, jeg har sendt aurore afsted. Vi nødt til at sikre sig at Clifford ikke gør noget forkert eller der sker ham noget. ” sagde han og så over på Clifford som havde rejst sig fra stolen og var på vej mod rummet hvor hans kone var. ”Harold, tag ham hjem og bliv hos ham! Jeg meddeler dig noget så snart jeg ved det. Clifford er ikke god til duellering og han ville ikke have en chance overfor dødsgarden, hvis de kommer efter ham!” sagde han med et alvorligt blik. ”Hver sød og sørg for han ikke kontakter sine børn lige nu og her, jeg har en aftale med Alwin og han har lovet ikke at kontakt Clifford!” Sagde han og nikkede over mod Clifford. ”Stakkels, han er den bedste mand og vil alle det bedste og nu sker dette!” sagde han og man kunne tydeligt høre at Clifford var kun kendt for positive ting i ministeriet.