Søskende

[Adelita Delgaro]

Formiddag
Solskin, ca. 20 grader
@cristobal

---

Adelita nød sine weekender hjemme hos familien, når hun havde dem. Oftest var det kun, hvis der ikke rigtigt skete noget spændende på Hogwarts eller hvis veninderne Corinne Montgomery eller Luna Clary Daniels selv var hjemme og derfor ingen spændende på slottet at tale med. Denne formiddag havde hun trukket sin bror i armen og slæbt ham med til Diagonal strædet for at nyde årets første is på Floridors. Skønt de tyve graders varme der bagte henover England i de spæde sommerdage, havde Adelita imødegået dem i dag med en figursyet frakke på skuldrene. Det var jo koldt udenfor! Hun førte en lok af det mørke hår om bag øret, som hun rettede blikket mod sin bror, som sikkert havde vigtigere ting at tage sig til end at eskortere sin søster til iscafeen. Men det var hun ligeglad med. Hun nød øjeblikkene med sin familie, og var desuden også ret god til at sno dem om lillefingeren. Så hun smilte blot muntert til ham, som han troligt gik dér. "Hvor er det nu du er med studiet?" Spurgte hun nysgerrigt.

[Deleted]

outfit

Cristòbal havde været hjemme den sidste uge, mest fordi han skulle skrive opgave, han havde været bundet til sit værelse alle døgnets timer og de fleste af dagene var deres mor kommet op med mad til ham, han skulle snart aflevere opgaven, som skulle bestås med topkarakter det vidste han! Hans far forventede topkarakter, han skulle også bestå opgaven for at gå videre til sidste år på hans bachelor. Hans far havde store forventer til ham, ikke at han ikke selv havde det, når han havde bestået Hogwarts så godt så kunne han også dette, tros dette var langt hårdere og sværere end Hogwarts. Han vidste godt at hans søster ville komme hjem i weekenden og hans mor havde pointerede overfor ham at han godt kunne bruge tid sammen med hans søster og slippe sin opgave for weekenden.
Allerede efter morgenmaden var Cristòbal smuttet op på værelset og havde forskansede sig over sin opgave. Hans værelse var forbudt område for hans søster, det vidste hun godt men alligevel formåede hun altid at komme ind til ham og han brokkede sig sjældent ret meget over det. Og da Adelita havde været oppe hos ham som han lige var gået i gang og sagde han skulle tage med hende i diagonalstrædet og spise is, han havde da også afvist hende med det samme og som hun gik og tydeligt brokkede sig til deres mor, var deres mor heller ikke langsom til at komme op og ”skælde” Cristòbal ud og pointerede tydeligt deres aftale før Adelita kom hjem at de skulle bruge tid sammen og opgaven skulle lægges væk. Han havde blot sukket tungt og hurtigt accepterede at tage med. Han vidste at Adelita altid fik sin vilje, når deres mor var til stede.
Cristòbal fulgte med hans søster og nyd det egentligt alligevel det at komme ud og se andet end hans studie bøger og hans opgave. ”Jeg skal aflevere opgave snart til at afslutte mit andet år på min bachelor” Sagde han og sendte hende et stort smil som han gik ved siden af hende, uanset hvor meget de kunne skændes og uanset hvor mange gange hun altid fik sin vilje ville han altid elske hende og passe på hende. ”Hvad med dig ? Hvordan går de på Hogwarts? ” spurgte han og så på hende med sit særlige skæve smil der viste hans hvide tænder.

[Adelita Delgaro]

Hun rynkede brynene let. Opgave? det lød da bare død kedeligt. Skønt Adelita var sorteret til Ravenclaw og hun var nysgerrig af natur, så var opgaveskrivning ikke noget hun fandt særligt samlejeet. Alligevel smilte hun bredt for sin brors akademiske fremgang. "Du bliver så klog." Sagde hun med et smil. "Men jeg fatter ikke at du kan holde motivationen oppe.. Jura er død kedeligt." Beklagede hun sig så og så frem for sig igen. "Hvis mor og far bare så meget som foreslår videreuddannelse.. så kan de godt tro om." Sagde hun fastbesluttet, selvom hun ganske udemærket vidste at hvis hendes forældre havde sat sig noget for, for deres børn, så var det sådan det blev... men derfor kunne hun vel godt ytre sine rebelske ønsker for Cristòbal? Da han spurgte til livet på Hogwarts, fløj blikket tilbage på ham. "Ej! det skal du høre!" sagde hun dæmpet og dog hemmelighedsfuldt. Imellemtiden var de dog ankommet til Floridors og Adelita gjorde en gestus til om de ikke lige skulle få den is af vejen, inden hun fortalte de saftige detaljer. Så med en stor stoftice i hånden, gennede hun storebror hen til et ledigt cafebord, hvor de kunne sætte sig. "Corinne skal giftes.." Hviskede hun hemmelighedsfuldt.

[Deleted]

Selvom Jura til tider godt kunne være dødkedeligt! Og ikke mindst virkelig trættende var det faktisk lige så spændende og hyggeligt at sidde med, når man ikke blev forstyrrede af sin søster eller mor der mente man havde godt af at komme udenfor! ” Jeg er klog Adelita” svarede han drillende tilbage til hende. Han vidste det var hans fars ønske at han skulle læse Jura og han var slet heller ikke i tvivl om at hans far ville få ham til at læse så meget Jura at han ikke ville kunne blive uddannet højre indenfor det, selvom han ville ønske han kunne tage et sabbat år bare engang imellem vidste han det ikke ville komme til at ske. ” Tro mig Adelita, du kommer ikke selv til at vælge. Det ender med at far vil have dig til at læse Økonomi” sagde han drillende, han vidste godt at hun ville blive videreuddannet og at hun ikke ville kunne gøre ret meget imod det.
Cristòbal kunne sagens forstå at hun ikke ville lade sig bestemme over hvad hun skulle efter Hogwarts, han ville da også ønske at han selv havde kunne vælge men han havde nu heller ikke fortrudt det. Heldigt at de kom til at tale om noget andet som han spurgte hende ind til hvordan det gik på Hogwarts. Hendes måde at reagere på, fik ham til at se på hende med store øjne, okay! Nu kom der sladre så var det bare at åbne ørene og høre efter! Han havde jo venner som havde mindre søskende som gik på Hogwarts, så han kunne vel altid bare få tingene bekræftet denvej igennem hvis han ikke helt troede på det. Dog fulgte han man ind og bestilte en lille soft ice i bæger og fulgte med Adelita udenfor igen og der hen hvor hun ville have de skulle side. ”Hvad?” sagde han med et stort smil på læben. ”Mener du det? Med hvem?” spurgte han og kunne ikke helt lade være med at grine af det! Heldigt deres forældre ikke havde fundet en kvinde til ham selv endnu, så han slap for at tænke på bryllup og sit studie! Han håbede de ville glemme det helt sådan at han selv kunne finde den kvinde han ville være sammen, selvom han næppe troede det ville ske.

[Adelita Delgaro]

Adelita himlede med øjnene ved broderens formaning. Ja, hun vidste det jo et eller andet sted godt. Far kunne være en meget.. overbevisende mand. Og mor bakkede ham altid op. Tingene blev sådan som de havde bestemt det. "Men Cris... Jeg er jo ikke jura/økonomi/business typen." Sagde hun mut. Hvilket nok i bund og grund var sandt. Adelita var en feminin, charmerende og fyrig pige. Ganske nydelig, underholdende og sød.. men hun havde måske knapt så meget rygrad og beslutsomhed. Hvilket jo var nødvendig for at holde sådanne stillinger. Hun sukkede lidt over sine mangler, men rystede dem af sig igen. Så let lod hun sig ikke kue. Istedet vendte hun tilbage til emnet om Corinne. Cris vidste godt, at hende og Corinne havde været bedste veninde siden de flyttede til England. Men Adelita havde også et godt og fortroligt bånd til sin bror, skønt det i hverdagen oftest var præget af klassisk søskende-kærlighed. Men hun havde på trods af dette, altid betroet sig til ham. Hvorfor nyheden om Corinne kun faldt hende naturligt at fortælle ham om. "Jacob De Loughrey." Hviskede hun nærmest, inden hun førte en klump is ind i munden. Hendes øjne var spilet op, som hun så på ham. "Han er ældre end dig Cris!" udbrød hun så.

[Deleted]

Cris så på sin søster med et kærligt smil, tros de måske ikke ville være helt enige om tingene. ”Men du ved jo også bare godt at du ikke får lov at vælge det du lige præcis vil være, medmindre det giver noget for familie, så måske du bare skal indstille dig på ikke selv at vælge” Sagde han og smilede kærligt til hende. Tros Cris elskede sit studie og virkelig kæmpede for at være perfekt og gøre det til perfektion. Kunne han da også sommetider drømme om andre ting han hellere ville, men det var noget han holde fra sig selv, ikke engang Adelita vidste han havde sådanne tanke indimellem.

Han lænede sig tilbage som han lyttede til hvad hun havde og sige. ”Seriøst? Jacob?” sagde han og prøvede at huske hvem det var, han kendte flere med navnet Jacob der var nogle stykker på uni der hed det. ”Kan du ike lige fortælle om ham? Så jeg kan sætte ansigt på ham?” spurgte han og nød sin is, selvom han havde været meget modvillig til at tage af sted. ”Ja det er han sikkert! Jeg sætter bare pris på det ikke virker til mor og far har særlig travlt med at finde en til mig” Sagde han klukkede lidt over det.

[Adelita Delgaro]

Cristóbals ord punkterede hende nærmest, som hun åndede tungt ud og lod skuldrende falde, som et opgivende udtryk bredte sig i ansigtet. "Ja.. du har ret." Mumlede hun nedslået. Hun var tavs lidt tid, som hun rodede i sin is. "Jeg gad bare godt prøve hvordan det var at komme fra en mere... almindelig familie. Bare for en dag?" Lød det lidt mut, som hun skævede op mod sin bror. "Hvordan overlevede du i skolen?" Spurgte hun så og rettede nysgerrigt ansigtet mod ham igen. Måske kunne hun få lidt fif? Adelita var ikke sikker på om Cristóbal altid havde været så pligtopfyldende. Men det kunne hun da finde ud af? Ved broderens næste ord, rynkede Adelita brynene lidt. "Jeg ved ikke så meget om dem.." Selvom de begge nok burde, eftersom de var i samme sociale kreds som dem (xD), ".. men jeg fandt ud af at han er i familie med Matthew og Marie De Loughrey, som går på Hogwarts nu." Svarede hun eftertænksomt. Minderne fra den aften hvor Corinne fik nyheden leveret over brev, sprang frem på hendes nethinde. Et udtryk af væmmelse gled over hendes ansigt. "Han er otteogtyve! Cris! Otteogtyve!" udbrød hun, uden at være alt for højlydt. Adelita havde godt hørt hans sidste kommentar. "Tænk hvis de finder en på 30 eller ældre, til dig?" Sagde hun med en lille rynke på næsen.

[Deleted]

Han så på hende og kunne godt fornemme at hun ikke havde det helt godt med det, og det gjorde faktisk lidt ondt på ham at se at det var så hårdt for hende at virkeligheden var sådan, han bed sig svagt i underlæben. ”Jeg kan godt forstå dig Adelita, nogen gange tænker jeg da også sådan” Sagde han og så på hende oprigtigt, han havde da også tænkt sådan, men han vidste også bare godt at det ikke var muligt og de havde jo et godt liv og en god familie. ”uhmm med charme, selvtillid og lækkert hår kommer man langt” sagde han drillende og blinkede til hende. ”Nogle gange må man bare give slip på sig selv og det man er opdraget med, jeg har da lavet min portion ballade og andre ting. ” sagde han og grinte lidt og kunne da heller ikke lade være med at grine lidt over det som hans tanker om hans skole tid på Hogwarts kom op i ham. ”Adelita, lad være med at tænke så meget på hvad far og mor forventer, selvom de forventer du er den bedste og skal leve op til mine karakter. Vær dig selv og hvil lidt mere i dig selv” sagde han og lagde en hånd på hendes skulder. ”Hvis du ved hvad du gerne vil efter skolen, så fortæl mig det, jeg vil gerne snakke med far om det Adelita. Jeg vil gerne at du er glad og har det godt, det håber jeg du ved. Selvom jeg kan synes du er nok så irriterende, så elsker dig og vil gøre næsten alt for dig” Sagde han og sendte hende sit særlige skæve smil og blinkede til hende.

Da hun forklarede mere hvem det var nikkede han til det og det begyndte at komme frem i ham hvem det var og som hun lige fortalte hans alder, kunne man nærmest se væmmelse i hans øjne. ”Seriøst mener du ? Han er otteogtyve? Det måske lige i overkanten” sagde han og så på hende med store øjne! Det gjorde ikke noget for ham at der var lidt år i mellem en partner men ikke så mange! Da hun så lige pointerede at han skulle forstille sig hvis deres forældre fandt en på 30 til ham, så han på hende med endnu større øjne. ”Det kommer ikke til at ske, det kan jeg fortælle dig! Det er sikkert og vidste! Det nægter jeg!” Sagde han og grinte lidt over tanken, nej det var ikke en gang sjovt! Han skulle for alt i verden ikke være sammen med en på 30! NO WAY! ”Så vil jeg heller leve som single og dø som single det er sikkert og vist!”Sagde han og spiste de sidste af hans is.

[Adelita Delgaro]

Hun lyttede til hans ord, mens hun stille førte isen op til læberne. "Ugh.. du er så klog." Drillede hun og vrængede lidt på ansigtet, skønt hun inderst inde satte pris på hans opbakning og venlige ord. Hun slog efterfølgende blikket ned i bordet, som hun tænkte. "Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvad jeg vil.. sådan professionsmæssigt." Tilstod hun, "Det eneste jeg ved er, at jeg gerne vil ud at rejse engang." Sagde hun så, som hun rettede blikket mod ham igen for at studere hans reaktion. "Først tilbage til Spanien, men ellers rundt i verdenen." sagde hun lidt drømmende.. "Savner du det ikke?" - "Jeg mener, jeg husker ikke så meget fra dengang, men... gør du?" Spurgte hun nysgerrigt. Cristobals reaktion på venindens trolovelse, trak et mild latter frem. "Jaja, det siger du nu." Lød det drillende fra søsteren, idet hun spøgefuldt blinkede med det ene øje. "Men far får altid sin vilje." Tilføjede hun. Det vidste de begge sådan set godt.. "Men måske vi skulle begå mytteri?"

[Deleted]

Han grinte lidt og fokuserede på hans is, den var alligevel ret lækker tros hans opgaver og studie havde brug for mere tid og han egentligt ikke havde tid til at lave andet. Men lige nu fortryd han faktisk ikke at han var taget med hende, for det virkede som om hun havde brug for det. Det var jo svært at snakke og gøre de her ting sammen hver dag, for hun var på Hogwarts og han derhjemme mens han læste. ” tror ikke du får lov at tage ud af rejse alene” Sagde han og så på hende med et nedslået blik, han havde forsøgt at ville tage ud og rejse men nej det skete ikke for deres far havde meldt ham ind på universitet i skjule for ham for at sikre han ikke nåede så langt, da deres far mente ikke man kunne bruge sådan til noget. ”Jeg savner Spanien og tror også jeg tager tilbage en dag, måske finder jeg en sød hustru der? ” Sagde han og så på hende usikkert. ”Kan du holde på en hemmelighed?” Spurgte han og spiste det sidst af sin is, før han tørrede fingre og munden. ”Jeg kunne godt tænke mig at være forelsket og have en at komme hjem til og sådanne ting. Men det virker ikke rigtig som om der er en der ude” Sagde han og så på hende inden blikket blev vendt rundt og kiggede på folk der gik forbi dem.

”Jeg husker da en del, men det kun hvis jeg snakker med mor og far om det eller ser på billeder, det lidt som om det bare langsomt bliver hvisket ud” Svarede han som han studerede folk på gaden og samtidig trak på skulderne. Blikket blev vendt tilbage på hende, dog en anelse hårdt, ”Det gør han, men husk på som han altid siger, han vil os jo kun det bedste” Sagde han og smilede til hende. ”Mytteri? Tror jeg ikke du får så meget ud af, hvis du ikke vil vinke farvel til hele familien for altid” Sagde han en anelse bestemt! Hvordan kunne hun få sådanne tanker?

[Adelita Delgaro]

Adelitas indre rebel rørte på sig, da broderen formanede om faderens manglende accept af hendes eventuelle udrejse om et års tid. Noget inde i hende erkendte at far var en force of nature, man ikke blot kunne rokke med som det passede en, men samtidig så var der en del af hende der fortalte hende, at det skulle han fandeme ikke bestemme. Således var hun splittet. Hun sagde dog intet og slog istedet blikket ned i bordet, som hun førte isen optil læberne igen. Adelita så op på ham igen, da han nævnte Spanien. "Mmmh.. Jeg husker ikke meget, men jeg kan bare mærke at jeg savner det.. der er så koldt i Skotland og England og det regner hele tiden." Sagde hun og skuttede sig, på trods af de 25 grader der bagte udenfor. Hun så afventede på ham, da han spurgte til hendes fortrolighed og hun nikkede lidt. Brynene blev skudt lidt i vejret ved hans indrømmelse. Var han ensom? Adelita sukkede stille, inden hun trak på et skævt smil. "Jeg tror desværre ikke at det er et privilegie vi har, Cris." Svarede hun stille. "Det handler mere om forbindelser og politik, end det handler om kærlighed." Hun slog blikket lidt i bordet igen. Hun ville jo heller ikke selv få den mulighed. En dag, ville hun blive trolovet med en eller anden, som hendes forældre havde valgt til hende. Sådan som det skete med Corinne. Og så sådan ville det nok ske for Cristobal også. Det var de lod der var, som fuldblods i en højstående familie. Hun måtte erklære sig enig med sin bror, da han pointerede at deres fader kun ville dem det bedste. Det var sikkert og Adelita vidste at hun måtte føje sig, men det var ikke ensbetydende med at det passede hende. Hun pillede lidt genert ved ispapiret, da Cristobal blev bestemt overfor hende. "Du har ret." Mumlede hun stille. Miguel ville ikke tøve med at slå hånden af hende, hvis hun skulle finde på at begå sig skidt.