Bye Bye Birdy - PLOTTRÅD

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Isaac Elijah Melek Mendel

Det Norske Ministeriet.

01.06.2057 - Klokken 13.27.

---

Dagen var endelig kommet, hvor Dødsgarden skulle vippes af pinden i Norge. Personligt syntes Jasper, at de havde siddet på den magt i alt for lang tid og selvom det egentlig ikke havde noget, at gøre med Storbritannien, så mente han, at man skulle hjælpe hinanden i nabolandene. Selvfølgelig med den bagtanke, at hvis en lignede situation skulle ske for Storbritannien, så ville Norge, være klar til at hjælpe den anden vej rundt også.
Alt var planlagt og tilrettelagt ned til mindste detalje. Alligevel havde han lagt et farvel-brev til Arian Herakles Mason på sit kontor hjemme i Ministeriet for Magi i tilfælde af, at han ikke ville komme levende derfra. Han havde ligeledes lagt et farvel-brev til Lawrence Dale Rider . Forhåbentlig ville de ikke skulle læse dem. Denne gang. Men nok var nok og han ville gerne vise folket, at de havde taget den rette beslutning, i at vælge ham, som deres nye Minister for Magi. Det job og et ansvar, han tog meget alvorligt og seriøst.
Aurorerne var udstyret med magiske uniformer, som beskyttede mod de utilgivelige besværgelser. Han stolede selvfølgelig på, at hans aurorer aldrig selv, ville gøre brug af de utilgivelige besværgelser. Han var ikke en mand, som var god til, at læne sig tilbage og lade andre klare 'det beskidte arbejde', så han var også selv trukket i uniformen, klar til krig. Han så rundt på den store flok af aurorer og healer som stod klar til, at hjælpe de tilskadekomne. "Vi rykker ind om fem.. fire.. tre.. to.." han gjorde en bevægelse med sin hånd og svang sin tryllestav, så aurorerne der ikke kunne høre ham, kunne se at det var nu. Sammen stormede de Det Norske Ministerium. Han mål var at finde Isaac og få ham låst bag lås og slå i Azkaban.

[Deleted]

Isaac var uanende om at aurorene var ved at storme hans ministerium. Han gik ved siden af sin personlige assistent og var ved at få en briefing om alt, der skulle ske i løbet af ugen og alt der skulle nås. ”Kan du flytte den aftale til kl. 16 på fredag?” spurgte han roligt og assistenten nikkede. Han ville lige om lidt nok ønske, at han i stedet for at gå rundt på gangene, sad inde på hans kontor der rent faktisk var godt skjult. Assistenten skrev ind i systemet hans aftale skulle flyttes. Isaac nikkede som tak og gik videre. Han havde på alle tidspunkter auror bag sig, som agerede hans sikkerhedsmænd. Han havde været nogenlunde i stand til at bilde den norske nation ind, han ikke var dødsgardist selv, men han havde gjort hvad han synes var bedst for at beskytte befolkningen. Han anede ikke, han faktisk var regnet ud.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper havde nogle auroer lige i hælene på sig. Alle de mødte på deres vej, blev der kastet en lammer på. Det var ikke til at vide, hvem der var med hvem i dette Ministerium, så lige nu var planen at slå alle over én kam, vinde magten tilbage til den gamle Minister for Magi i Norge, og så måtte de give sandhedseliksir til alle der havde været der denne dag. De kunne ikke tage nogle chancer.
Som stemmerne og skridtene på gangen lød, gjorde Jasper tegn til aurorerne om at stoppe, mens han lyttede efter stemmen. Han havde aldrig mødt Isaac før, så han anede ikke, hvordan man så ud og havde kun et billed at gå efter. Men igen. Ingen chancer blev taget. De havde kun dette ene forsøg. Det måtte ikke gå galt, om han så selv skulle dø i processen.
Han nikkede til aurorerne, som sprang frem og kastede deres lammere efter sikkerhedsfolket og assistent, før Jasper selv trådte frem, "Ekspiliamus!" staven blev peget direkte mod Isaac.

[Deleted]

Isaac nåede at orientere sig på få sekunder. Hans sikkerhedsfolk var lagt ned. Hans assistent - ikke hun havde været til meget hjælp - var lagt ned. Han havde fulgt med i valget i Storbritannien, så han kunne se den mand, der ikke stod langt fra ham, var den nye britiske minister for magi. Jasper Rider. Hans nye fjende. Han havde haft en fornemmelse af han var blevet overvåget, jagtet og afsløret i noget tid. Paranoiaen havde været for meget, så han havde få dage for inden fundet en ny til at overtage Dødsgarden. Han vidste, de var sikre uden ham. Det var det vigtigste for ham. Han havde få sekunder til at overveje sin taktik; kæmpe imod og undgå Azkaban, leve som en flygtning? Han skyldte Garden meget mere end det. Han var ingen kujon og det ville ikke hjælpe Garden med opnå storhed på ny. Han havde en teori om, at det britiske ministerium ville lede efter en hver kendt dødsgardist de ville kunne finde i deres søgen efter ham. Nej, hans anden mulighed var bedre for Sage, Dødsgarden og for hans egen sjov. Hans anden mulighed var at overgive sig uden kamp. Han var en dygtig magiker, og han vidste at de fleste vidste det. Han var sikker på det britiske ministerium ville føle sig høj over at have besejret ham i nogle dage, indtil de ville begynde at undre sig; hvorfor ville en med så højt magisk niveau overgive sig uden problemer? Var der noget i gærde? Det ville være den perfekte hævn at lade dem blive ligeså paranoid han havde været over den sidste tid. "Protego," lød det fra ham som Jasper kastede expelliarmus-besværgelsen. "Åh, Hr. Minister, der er ingen grund til at overfuse mit ministerium i besværgelser af middelmådig karakter. Jeg skal nok tage en snak med Dem," et smørret smil var på Isaacs læber, som han lagde sin stav på gulvet og rakte hænderne over hovedet og langsomt satte sig ned på knæ. "Hvad er anklagen?" hans stemme var ligeså arrogant som hans blik, mens der bag hans kolde ydre, gemte sig et smørret smil. 

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper var klar til kamp. Han var forberedt på, at han måske ikke ville slippe levende derfra. Afskedsbrevene vidste Salvador Valentino Herveaux hvor var og han vidste hvad han skulle gøre, hvis Jasper vendte hjem i en kiste. Han var klar til, at kaste næste besvægelse, da han selvfølgelig forventede en kamp. "Jeg varmer bare op, Mr. Mendel, De skulle jo gerne have en chance," svarede han køligt, mens hans tryllestav stadig var rettet mod fjenden.
Han gjorde et nik til en af aurorerne, som hurtigt løb hen og tog Isaacs tryllestav. Med rolige skridt, gik Jasper mod ham. "Isaac Elijah Melek Mendel, klokken er 13.33 og De er anholdt, at tilbageholdelse af vigtige informationer om Dødsgarden, samt medlemskab i selv samme klan. For at beskytte dødsgardister og ikke mindst mordet på Deres eks-kone, Lilja Thordottír," det sidste blev sagt med nærmest væmmelse i hans stemme, et toneleje man ellers aldrig rigtigt hørte fra ham, men han havde selv mistet sin kone til mord og hvordan man kunne nå til et punkt, hvor man slog den person, som man egentlig skulle passe på og som skulle stole på en mere end nogen andre, ihjel. Det kunne han slet ikke arbejde med. "De har ret til ikke, at udtale Dem. Alt De siger kan og vil blive brugt imod Dem. I retten vil De blive stille for en dommer og De har ret til et forsvar. Har De ikke råd til et forsvar, vil denne blive beskikket," afsluttede han, som han havde bevæget sig om bag ved Isaac og gav ham et par magiske håndjern på, som bandt hans magi. "Rejs Dem," han tog hårdt fat om den lille kæde mellem armbåndene på håndjernene, for at hjælpe ham op og stå.

[Deleted]

Isaac fnys af Jaspers ord. ”Tro mig, Mr. Rider… Vi skal nok komme til at kæmpe en dag,” påpegede han, dermed en indikator på, at det havde han ikke tænkt sig at gøre nu. Isaac så til, mens en auror tog hans stav og så op på Jasper, som han kom gående mod ham. Han lyttede til anklagerne. Blikket i hans øjne var tomt – der var ingen varme, der var kun ren ondskab, især som Lilja blev nævnt. Han smilede kort ved Jaspers væmmelse. ”Kællingen var mig utro,” svarede han koldt. Han lyttede til hele smøren, før han rejste sig som Jasper bad om det, og mærkede det hårde tag i kæden. Han fulgte roligt med ud.

//Out// 

[Deleted]

Oliwia var taget til Norge, rettere sagt ministeriet, fordi hun skulle have fat i Isaac! Hun havde inderligt brug for hans hjælp til noget, hun havde problemer! Hun havde efter hendes flugt ikke mindre end 8 liv på samvittigheden, men hun havde begået en kæmpe fejl! En fejl der gjorde at hun vidste ministeriet var på nakken af hende! Hun havde dræbt 1 mugglerfødt på højlys dag åbenbart foran to ministerie ansatte, heldigt at hun havde formået at slippe væk! Men det havde også været kun lige det lykkes hende.

De havde været på nakken af hende lige siden! Hun havde på intet tidspunkt kunne bevæge sig rundt i den magiske verden om det var paranoia? Eller om det faktisk var fordi de var på nakken af hende, hun kunne ikke svare på det! Oliwia gjorde sin entre på ministeriet og det var jo ikke lige frem fordi hun ikke var let genkendelig! Hendes hår var blevet frisket en hel del om, men samme farver som det altid var og den grønne var mere tydelig end nogensinde! Hun nåede rundt om et hjørne og stivnede! SHIIIT!

Der stod Isaac sammen med! Nej det kunne ikke passe! Det var Jasper! Ministeren for magi England? damn! Hendes stav som altid lå i hendes hånd, blev rakt frem samtidig med hun med den anden hånden trak hætten på sin kappe op for at skjule hendes hår og ansigt. ” avada kedavra” Råbte hun for at ramme direkte mod den auror som stod nærmest jasper! De skulle ikke røre Isaac! Hvorfor havde han ikke kæmpet imod!!!! Den ramte PERFEKT! Hun satte i et højlydt og virkelig skingert grin. ”Lammer! Lammer!” Råbte hun flere gange i trak for at forhindre andre auror ramme hende eller komme hende i for køb. Hun var lige glad med dem, hun ville have fat i Jasper personligt. ”Kom så og kæmp! Kæmp som den usle mudderblods elsker du er Hr Minister! Kom nu, kom og leg med pain alene” sagde hun grinende og tydelig med en psykotisk stemme. Hun havde ingen overblik overhovedet! Hun var vild og lige nu brugte hun slet ikke hovedet det kunne ses!