This shit again

[Jacob Todd]

Tiltænkt: @abigail

Tid/Sted: Skt. Mungos intensiv søndag omkring middag

Vejr: Solen skinder lunt i vejret

Påklædning: Hospitalstøj

---

Jacob havde været udenlands i flere uger og kun skrevet ugler hjem til både Stella Todd og Abigail for at fortælle om hans rejse. Hans forældre havde da også fået et par breve, men ikke nær så mange som Stella og Abigail. Egentlig skulle det have været en stille og rolig tur uden nogen problemer. Men det var ikke blevet sådan. Faktisk skulle de have studeret små kneazler og andre smådyr ude i naturen da det værs tænkelige var sket. Som den eneste i hans klasse var han den er var bedst kendt med væsner. Så da nogle andre elever havde formået at finde frem til nogle Kimære æg og taget dem med sig for at studere dem var både deres professor og Jacob gået op i en spids. Det kunne kun gå galt. Og det var det gjort. Jacob havde stået med ryggen til en busk da han var blevet angrebet bagfra af noget han ikke vidste hvad var. Det både stak og bed i ham og der havde ligget blod ud over det hele. Der var blevet bidt lunser af hans ryg og havde været godt medtaget. Hele hans liv havde kørt revy for ham, og inden han havde mistet bevidstheden.

Det var med stor hast at en af professorne havde lavet en transitnøgle efter at have stabiliseret ham så meget som muligt til at han kunne tage turen til Skt Mungos. Selve turen kan han slet ikke huske, faktisk var der intet han kunne huske da han havde været bevidstløs lige siden. Det var anden gang at han havde skulle på Skt Mungos for sit job han prøvede at finde ud af. Men denne gang havde det ikke været hans fejl men nogle tåbelige klassekammerater der ikke kunne lade ting være for deres egen nysgerrighed. Jacob havde ligget i koma de sidste 3 uger, det meste af tiden havde han ligget i kunstig koma for at han skulle ligge stillenår der blev renset sår på ham. Han var endelig ude af den kunstige koma, men han havde endnu ikke kommet til sig selv. Han vidste ikke engang om Stella eller hans forældre havde været forbi. Men uden tvivl havde de sikkert været der, og sikkert også Abigail. Men ærlig talt vidste han ingen ting. Han var urolig som han lå på intensiv og hans øjne lignede en der havde marreridt, men alligevel vågnede han ikke. Han lå blot der i sit hospitals tøj og lignede en der var godt træt af livet. Hans skulder der havde været mest ødelagt var helet fint efter intensiv behandling, men han kom ikke uden om at hans skulder nok aldrig ville blive det samme hvis han ikke trænede i at bruge armen. Hans blodtryk steg og faldt hele tiden som han blev mere urolig, men alligevel var der ikke nogen tegn til at han skulle vågne.

[Deleted]

outfit

Abigail var blevet forfærdet og meget skræmt den dag, de var kommet med Jacob til skt. Mungos. Hun havde straks kontaktet både Jacobs forældre og hans lillesøster, selv havde hun fået besked på ikke at gøre mere for patienten her, da man mente hun var for tæt på ham og dermed for oprevet til at ville kunne holde hovedet koldt, men nu hvor Jacob var blevet lagt i koma, brugte hun meget af sin tid ved hans side. hver gang han virkede til at kæmpe med indre dæmoner strøg hun ham blidt over den gode arm, og når familien kom for at besøge ham, gav hun dem plads til at være alene med ham. Kun de få gange, hvor hans lillesøster Stella var kommet alene havde hun været derinde, de havde snakket lidt sammen uden at Abigail havde fortalt om hvem hun var til Stella. Den oplysning måtte være Jacobs at fortælle.

Også denne dag, sad hun ved hans side og strøg ham blidt over armen, mens hun nynnede en lille melodi for ham. Hun håbede så inderligt på at han snart ville åbne sine smukke øjne, smile til hende og så ellers sige et eller andet goofy til hende, som han plejede. Hun strøg ham let over kinden, og selvom hun egentlig ikke måtte, så lænede hun sig ned for at kysse hans kind ganske kort, og hviske ham i øret. "Kom tilbage til mig Jacob. Jeg vil ikke leve uden dig." Derefter så hun på uret, hun burde til at tage sin runde og kigge til de andre patienter. med et lille suk rejste hun sig derfor og gik imod døren, hvor hun vente sig mod ham. "Sørg nu for at blive rask, din.. din lillesøster har brug for dig."

[Jacob Todd]

Uanset hvad det var der skete omkring ham anede han det ikke. Han kunne da mærke at nogen roede ved ham, men uanset hvad kunne han ikke åbne øjnene. De var lukket sammen så hårdt at det lignede han havde smerter eller mareridt. Men uanset hvad så skulle der nok komme en dag han åbnede øjnene. Selvom det ikke var det mest spændende sted at ligge og slet ikke når man ikke var vågen så kunne han høre alt omkring sig. Selv da Abigails stemme lød slappede han mere af. Den var så beroligende, men hvad ville hun sige når han engang vågnede op? Ville hun gå fra ham, ville hun kræve at han tog et andet job? Hvad var egentlig hele denne her ide om at han skulle være sammen med hende, og at han ikke måtte ændre sig. De havde det jo godt sammen, men fandt hun det mærkeligt eller irriterende at han altid kom til skade? Også selvom det måske ikke havde været hans skyld?

Timerne gik og endelig åbnede Jacob øjnene lige som en sygeplejske stod og smurte et eller andet på hans skulder. Hun nærmest gik i panik over at han åbnede øjnene, Der gik ikke læng før at en læge også stod ved hans side. De spurgte om en masse, men det var som om han havde mistet stemmmens kræft. Han rystede på hovedet eller nikkede og han prøvede så vidt muligt at åbne munden for at sige noget. "Ste... Stell.... Stella..... Abi.... Abigail.." fik han fremstammet efter lang tid, men det var intet af det der var blevet spurgt om. Han havde smerter ved skulderen og han fik et udtryk i hovedet der var plaget af smerter. Sygeplejesken vaskede hans skulder efter at have taget plaster af der sad på. Det var helt fyldt med betændelse, og der var stadig et kæmpe hul i skulderen, men det havde helet pænt de sidste par uger. "Vi flytter dig over på en anden afdeling nu du er vågen." kom det fra lægen og kiggede på ham. Et nyt plaster blev lagt på skulderen og han blev lagt ned igen, alt i mens at han fik noget nyt smertestillende efter det plaget udtryk han havde lavet. Tanken om at hans familie og Abigail havde set ham ligge her og ikke vidste hvad der ville ske måtte have været skræmmende.

Efter noget tid blev han overflyttet over på en anden afdeling, hvilken det var anede han ikke, men han ville sådan ønske at han havde Stella eller Abigail i nærheden af ham. Han var ked af at noget der skulle have været godt blev ødelagt over nogle klassekammerater der ikke kunne holde fingrene for sig selv.
Han lå på sengen med hovedet drejet ud imod et vindue for at kigge ud. Han ville ikke kigge hen imod døren, det gjorde for ondt at dreje hovedet den vej, det gik direkte i skulderen. "Ab..." han prøvede at genvinde kræfter i stemmebåndet, men det var så svært.

[Deleted]

Det havde været en frygtelig tid for Abigail. Jacobs tilstand var der ingen tydelige svar på, da meget afhang af hans vilje til at klare den. og vende tilbage. Derfor havde Abigail hver dag før og efter sin vagt kigget forbi ham, for at se om der var ændringer. Den ene dag var hun stødt på en lidt yngre mørkhåret pige, som havde siddet grædende ved hans sygeseng. Det havde ikke taget Abigail mange gæt, for at finde ud af, at pigen måtte være Jacobs lillesøster Stella. De lignede hinanden en hel del. Abigail havde præsenteret sig og havde derefter forsøgt at trøste pige.

Også i dag var Abigail stødt på Stella og de var sammen gået hen til det værelse, hvori Jacob lå. De var stoppet i døren, og stod her og kiggede på ham. På hans ryg kun, for Jacob lå og kiggede ud ad vinduet. Den del forstod Abigail nu godt. Et hospital var sjældent det mest spændende at kigge på. Hun hørte en lav snøften ved siden af sig og så ned på Stella som igen stod med våde øjne og lagde blidt en arm om hende. "Så, han har det godt. Du skal ikke være bange. Jeg kan..." Men så blev hun afbrudt af et knap hørligt ord fra sengen. Abegail så hen på ham, og så tilbage på Stella. "Vent her et øjeblik." Pigen nikkede og ABigail gik om på den anden side af Jacob, hvor hun satte sig på sengekanten og strøg hans mørke hår. "Hej Jacob..."  lød det roligt og blidt fra hende. "Hvordan går det? Din søster er helt ude af sig selv af bekymring, og det er jeg også."