Har jeg en søn?!

[Timorthy Lavoie]

Timmy begyndte at blive en smule utålmodelig. Han skulle mødes med Stella inden længe og han ville ikke komme for sent. Han hørte godt den anden mumle noget for sig selv, men var ikke helt sikker på hvad, hans egne tanker var begyndt at vandre til at han skulle se at komme videre. ”Undskyld?” Sagde han, da det gik op for ham at han ikke havde hørt hvad manden sagde. Dette indbød også manden til at kunne gentage sig selv, hvis han havde sagt noget som Timmy skulle høre. ”Det er ikke for at være uhøflig, men jeg skal også se at komme videre.” Sagde han med et undskyldende smil og pegede indikerende med en tommelfinger over sin egen skulder.
Han havde glædet sig til at skulle ses med din kæreste, så selvom det altid var sjovt at snakke med folk der kendte hans mor, så ville han meget gerne snart videre i dagens program.

[Jukumo Faa]

Han var utrolig overrasket over at han netop havde fundet ud af at Timorthy kunne være hans søn at han blot stod og stirrede blankt på ham. Dette her kunne ødelægge hans ægteskab, men han kunne ikke bare lade denne dreng stå uden en far. Hvis han kunne lære ham lidt at kende, hjælpe ham. Bare gøre et eller andet for at ændre på den barndom som denne dreng aldrig kunne have fået. Han vidste jo ikke om Amadee havde haft pengene til at give ham en ordentlig uddannelse, eller hvem resten af hans familie var. "Vent" kom det fra ham og rakte ud efter hans arm. "Der er en ting du skal vide..." kom det fra ham og håbede at han havde stoppet knægten. "Jeg er din far..." kom det fra ham og prøvede at virke alvorlig, men egentlig var han mere bedrøvet end noget andet. Hans første søn Jacob kunne have været ældre end denne dreng, og måske havde Jacob været hele årsagen til at han havde været sammen med Amadee.

[Timorthy Lavoie]

Timmy stoppede halvvejs op som manden greb fat i hans arm. Det gjorde på ingen måde ondt eller virkede som en truende gestus, alligevel var der noget ubehagelige sigende i mandens blik. ”Hvad er det?” Spurgte han en smule flat og uden helt at vide om han skulle trække armen til sig. Igen virkede manden jo ikke truende eller noget.
Ordene fik hele Timmys verden til at gå i stå for et kort øjeblik. Han stirrede længe på manden med et udtryk af at han ikke troede på det. Hvem i alverden var denne gut og hvad havde han gang i? Hvorfor gjorde han dette her.
Denne gang rev Timmy sig fri. ”Hør, jeg aner ikke hvem du er, men dét der, er ik’ sjovt.” Sagde han i en tone der var langt mere sikker end han følte sig. Manden så dog heller ikke ud til at mene det i en joke, men Timmy troede stadigvæk ikke på ham. Det hele var for mystisk. ”Hvis du vil have mig undskyldt, jeg kommer for sent.” Sagde han så bare, i en hård tone som han vendte manden ryggen og bevægede sig ind mellem menneskemyldret. Hans hjerte slog hårdt i brystet og han havde bare brug for at komme væk.
Hvad i alverden handlede alt det om?

// out.

[Jukumo Faa]

Han var helt alvorlig i alt dette her, og han ville hellere end gerne kunne give denne unge fyr et ordentlig liv. Men ville han kunne det når han ikke en engang vidste at han havde eksisteret? ville det hele give mening hvis der ikke skete noget som helst. Det var ikke til at vide, men han vidste lige nu og her at han skammede sig, og han ville aldrig kunne sige det til sin kone Julie. "vent" men det var allerede for sent. Fyren var allerede væk i menneskemængden, han ville aldrig kunne stoppe ham, og hvis han mødte tvillingerne lige nu og her og han ledte efter en anden... Det ville bare skabe flere problemer end hvad godt var.


//out