Jeg er så ked af det

[Yuri Faa]

Tiltænkt: Harper Rider

Tid/Sted: Hulkende Huldas toilet torsdag kl 19

Vejr: Regnen slår imod ruden

Outfit: Skoleuniform

---

Yuri havde ikke været sig selv længe, og hun håbede inderligt på at alt ting snart ville ændre sig. Men Ever var ikke længere på skolen. Luna Clary Daniels og hende havde været oppe at skændes og nu var hun blevet trolovet med @simon det hele var noget rod. Hun vidste nu hvordan @jiro gik og havde det. Men hvem skulle hun dele det med. Haru var her heller ikke længere. Hun var så dybt ked af det, at hun ikke vidste hvad hun skulle stille op. Hun sad i vinduet og kiggede ud på regnen der slog imod ruden. Tårerne trillede ned af kinderne på hende. For selvom hende og Luna var på god fod igen, så åd skyldfølelsen af at have løget hende op. Hun havde tanken om at hun stadig ville bliv et ondt menneske. At hun aldrig kunne finde godheden igen. Men det var ikke sådan det skulle være for nu. Hun var urolig for sig selv og hun havde siddet ude på toilettet siden skole timerne var stoppet. Alle var sikkert nede i storsalen og spise noget mad, men hun var lige glad. Hun var ikke sulten, hun ville bare være i fred. Hun ville ikke engang tænke på maden. Det hele vendte sig i maven på hende, og hun havde lyst til at kaste op, men det kunne hun ikke. Hun tørrede tårene bort, men lige meget hvad hun gjorde var der flere der dukkede op og fløj ned af kinderne på hende. Hun sad med armene korslagte for at kramme sig selv. Men uanset hvad hun gjorde følte hun sig ikke god nok. Hun ville ikke længere være her, og hun ville hjem. Men det kunne hun ikke. Uanset hvad så skulle skolen overstås først hvilket den snart ville være, og hun vidste ikke engang hvad hun skulle med sit liv.

[Harper Rider]

Harper havde fået noget at spise og havde egentlig været på vej mod biblioteket, da nogle af skolens drenge havde fået øje på hende. Som altid var hun et nemt offer. Først havde det været fredeligt ved at de havde råbt efter hende, men da det ikke var sjovt længere, så var de blevet nærgående. Harper hun hadede den del af skolen. Hun elskede undervisningen og der følte hun sig sikker. Der brillierede hun. Hun var begyndt at løbe væk fra dem og i sit løb var hun havnet på Hulkende Huldas toilet - et sted, de fleste ikke ville gå ind. Hun pustede hurtigt ind og ud, og stillede sig op ad væggen. Hun hørte drengene løbe forbi, og gennem forpustelsen åndede hun alligevel lettet op. Endelig fri. Hun lod hovedet hvile mod væggen og lod øjnene være lukket først. Bøgerne hun havde haft med sig, knugede hun ind mod maven. Hun åbnede øjnene forsigtigt igen, og opdagede hun ikke var alene. "Un..undskyld.." stammede hun og lod øjnene hvile på den ældre elev. Hun lignede en, der var utrolig ked af det. "Er der noget galt?" spurgte hun mildt, faktisk ikke sikker på om hun ønskede hun skulle gå eller blive. Harper ville være typen der gik, hvis man var påstående nok - hun kunne jo have forstyrret Yuri i noget vigtigt eller i et øjeblik, hvor hun bare gerne ville være alene. 

[Yuri Faa]

Alt hvad der kunne gå galt havde bare gået galt det sidste lange stykke tid. Hvor hun dog ønskede at alt ting bare kunne spoles tilbage og laves om. Men det kunne det ikke, og det vidste hun godt. Men hvad skulle hun gøre i alt dette her. Det var så mærkeligt det hele, og hun kunne ikke stille noget op nogen sinde mere. Alt ting var forandret, og alligevel virkede det hele bare som en drøm der aldrig ville slutte. Hun tørrede øjnene og prøvede så vidt muligt at slappe af, men lige meget hvad der skete så ville tårene ikke stoppe i strøm. Hun lænede sig op af vinduet og havde lyst til at slå på et eller andet, noget hun normalt aldrig gjorde. Men en stemme afbrød hende i det hun havde knyttet hånden og var ved at slå den ind i ruden. Hun drejede hurtigt hovedet og for næsten sammen i afskrækkelse. "Jeg..." kom det fra hende og snøftede en enkelt gang. Hun drejede hovedet og vendte det ud af vinduet igen. "Det går nok" kom det fra hende og vendte ikke blikket om for at kigge på Harper, Hun vidste hvem det var, men det var endnu ikke en hun havde snakket med.

[Harper Rider]

Harper nåede at se den knyttede hånd, inden hun havde afbrudt hende. Harper havde en frygt for den hånd ville gå udover hende, men det var mest af alt fordi hun nok altid frygtede det værste. Hendes tvillingssøsters vrede havde tit gået udover hende, så hvorfor skulle andre ikke? Alligevle kunne Harper ikke lade en, der virkede ked af det, være i fred. Hun bed sig i læben som det virkede som om, hun rent faktisk havde forskrækket Yuri. Det var egentlig også forståeligt nok, Harper havde selv været forskrækket over, hun ikke var alene og havde hun været i Yuris situation var hun også blevet forskrækket. Nu var Harper så også typen der kunne blive forskrækket, hvis en af dem hun ikke snakkede med hilste på hende ved højlys dag. Hun bed sig i læben som Yuri snøftede. ”Er du sikker?” spurgte hun roligt ”det er bare.. man plejer ikke at græde, når tingene nok skal gå,” hun trak lidt på skulderen.

[Yuri Faa]

Hvorfor skulle alting være så svært? Det var ikke nemt at være hende og hvordan skulle hendes kommende ægteskab gå med @simon? Det var jo ikke fordi de kendte hinanden, og han ar yngre end hende, men aldrig i sit liv om hun havde været så skuffet som hun var nu. Ville hun få hjertesorger lige som egnedes søster Yulansquin Faa havde fået eftersom Matthew havde afbrudt deres trolovelse? Ville Simon gære det samme? Hum var ikke sikker og hun ville ikke engang tænke på det, hun hadet bare sådan sit liv lige nu. “Jeg... undskyld, eller jeg mener...” hun anede ikke engang hvad hun skulle sige, hun ville bare gerne kunne slappe lidt af i kroppen, men det kunne hun ikke. Der var så meget at tænke på, og alligevel kunne hun ikke finde ro, ikke engang på quidditch banen. “Nej, jeg skal nok bare tage mig sammen” kom det egentlig mest til hende selv, men det var det langt fra. Hun havde nok bare brug for noget opmuntring.