Drunk and Cold

[Deleted]

Antoinette Haubert

Kl. 22.30 - Onsdag aften
Massiv regn med kraftig blæst

---

Det var et helt gammelt husråd at man aldrig skulle indtage alkohol når humøret var i bund, og selvom mange gjorde det. Så var Mark en af de personer som bestemt ikke kunne holde til det. Mark kom vandrende fra Den Forbudte Skov mod søen. Det var langt over sengetid og hvis en professor havde fundet ham nu, var det en direkte bortvisning, men Mark var iskold og fuldstændig ligeglad. Alkoholen havde forstærket hans følelser fra de sidste 2 år med Leana Blackwood og det hele kulminerede i dette øjeblik.



Regnede piskede mod Marks ansigt mens han prøvede at kæmpe sig tilbage mod Hogwarts, det var dog svært da vejret nærmest var blevet en storm, samt hans høje promille. Efter noget tid trådte Mark ned i noget mudder der gjorde han gled og falde sammen. ”Jeg kan ikke mere….” råbte han ude i natten mens tårerne trillede ned af hans kinder, camoufleret af regnen. Han var gennemblødt, smurt ind i mudder og ynkelig. Et helt nyt lavpunkt.

[Antoinette Haubert]

Outfit

Anotinette var en pige der normalt passede sine egne ting og fulgte reglerne, men denne aften havde hun haft svært ved at sove og havde derfor siddet i vindueskammen i opholdsstuen. Pludselig som hun så ud i natten fik hun øje på en skikkelse, der kom fra den mørke skov og mod søen. I første omgang blev hun virkelig bange, var det en varulv? en vampyr? en fe? eller noget andet farligt! Der fandtes jo alverdens monstre og uhyre i denne verden, men som skikkelsen så faldt sammen, og råbte, kunne kun svagt høre det hjerteskærende råb, der slap hans læber. Det var en Elev! Måske var han i fare?! 
Antoinette greb et tæppe og på bare tæer løb hun ud af opholdsstuen, ud af slottet og ned imod søen, hvor hun uden at tænke sig videre om kastede tæppet om skuldrene på eleven, som hun endnu ikke havde genkendt. "De bliver forkølet ved at være ude i det vejr. De er jo ganske gennemblødt." Nok var hendes ordvalg et der hørte fortiden til for mange og nok var hun sær og mærkelig, men bekymringen lyste ud af hende i dette øjeblik. Hvordan kunne nogen dog finde på at gå ud i dette vejr og så når de ellers alle sammen burde ligge og sove. Hendes egen hvide natkjole var efterhånden godt våd og knap så hvid længere. Tæer, fødder og ben var også godt mudret til af løbeturen over græsset. 
Først nu så hun rigtigt på eleven. Det var en dreng, ældre end hende! øjeblikkeligt fik hun trukket armene til sig og sank en klump. Som hun så kiggede nærmere på ham, så han alligevel lidt bekendt ud. "Mmm-Mark? Det er Deres navn, ikke sandt? Hvad laver De ude på denne tid af natten?"

[Deleted]

Mark havde på intet tidspunkt troet at der ville sidde en elev og holde øje med ham. Mest af alt fordi han havde været i den Forbudte skov for at drikke med hans kammerat. En rigtig dårlig beslutning set tilbage på den. Det gav et kæmpe sæt i ham som han mærkede tæppet der nærmest blev kastet omkring ham, til hans store uheld, fløj det over hans hoved hvilket straks fik ham til at gå i panik, derfor trak hans sin stav, dog var han ikke rigtig i stand til at sigte pga. den store mængde alkohol han havde indtaget tidligere. Hans stavede pegede mod jorden foran ham selv, og med et stort brag og en rød gnist fløj Mark flere tilbage og direkte ud i søen som han havde gjort alt for at undgå. Vand og Alkohol gik ikke godt sammen.

Selvom det blot var et tæppe, virkede det som om at det viklede sig rundt om hovedet på ham mens hans plaskede rundt ude i vandet. Han nærmest opgav at kæmpe imod mens hans stille sank mod bunden af søen.

”Hvor ironisk… Er det slut nu?” var de eneste tanker der kunne gå gennem hans hoved lige pt. Han blinkede et par gange som tæppede gled af ham, det hele blev mørkere og mørkere. Indtil et skarpt lys kom fra oven, og mere huskede han ikke

[Antoinette Haubert]

Hvad der nu foregik ved søens bred, havde Antoinette slet ikke styr på. Det hele foregik meget hurtigt og på en måde hun slet ikke forstod. Først troede hun hav ville forbande hende, da han trak sin stav, hvilket fik hende til at hoppe et skridt bagud og dermed lande i en kæmpe mudderpøl, men da fyren så kort efter fik sprunget sig selv ud i søen, løb Antoinette frem mod bredden og så efter ham. Hurtigt kiggede hun sig omkring, der var ingen til at hjælpe hende og hun turde ikke løbe fra ham. 
Hele situationen var virkelig uhyggelig, og blikket var stift rettet imod stedet hvor han var forsvundet, han måtte da snart komme op igen.. lige om lidt..... Sådan altså... meget snart.. som i NU! Men han kom ikke. Hvorfor kom han ikke? Antoinette gik en tur omkring sig selv og kunne godt mærke panikken skylde ind over sig. Hun måtte gøre noget. Efter yderligere tøven, tog hun en dyb vejrtrækning og hoppede så selv i søen. Hun var ikke nogen god svømmer, men hun kom da fremad, og så snart hun havde fået fat i den ældre fyr, begyndte hun så godt hun evnede at trække afsted med ham. Det var virkelig svært, han var tung og tæppet var i vejen. Blikke flyttede sig til tæppet, det måtte af! Nu! Hun fik fat i det med begge hænder og rev til, for så at slippe det og tage fat om ham og trække ham ind på land. 
Natkjolen var komplet gennemblødt og derfor klistrede den også tæt ind til hendes slanke krop og viste alle hendes former gennem det nu helt gennemsigtige stof, den del skænkede hun dog ikke en tanke, hun havde travlt med at få Mark til at trække vejret igen. Hvad skulle hun gøre. Panikken bredte sig i hende og for sit indre blik så hun sin bevidstløse storebror, ligge på gulvet, som hun havde fundet ham for to år siden. "Nej nej nej, ikke igen! Vågn op! Vågn op! Vågn op!" Tårerne løb hende over kinderne og hendes stemme var grødet og tyg af en fransk accent. Hun prøvede at slå ham på brystet, var det ikke sådan man gjorde? Endnu engang slog hun ham før hun så kiggede på hans ansigt. Skulle hun? hun vidste jo ikke hvordan man gjorde, havde kun set det på film? "HJÆÆÆÆÆÆÆLP!!" skreg hun men der kom ingen, der var altså ikke noget at gøre. Hun lod deres læber mødes og prøvede at puste, som hun havde set andre gøre det. 

[Deleted]

Det var en underlig følelse der spredte sig i Marks krop. Det var som om at han blev trukket tilbage i sin krop, og straks begyndte han at hoste noget så voldsomt. Det mørke søvand skød ud af ham eftersom han nok havde slugt en liter eller mere i sit forsøg på at trække vejret under vandet. Normalt ville det intet problem være for Mark at kaste en besværgelse der skulle sørge for dette, men i beruset tilstand var det nærmest umuligt at kaste magi, hvilket hans tidligere besværgelser vidnede omkring.

Han blinkede kort med øjnene og satte sig på knæ for at få det resterende vand op mens hans kiggede frustreret men taknemmeligt på pigen som han straks genkendte trods hun var mudret ind fra top til tå. Det var Henris lillesøster. Hvor typisk. Der blev stille efter han stoppede med at hoste og kun regnen som piskede mod vandets overflade kunne høres, med et par fjern buldren og bragen fra de kraftige lyn som hærgede omkring Hogwarts denne aften. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Det var akavet, det var underligt. Så han gjorde ikke andet end at sætte sig på det våde og mudret græs, mens blikket var fastfrosset på søen. Var det karma der var ude efter ham? Var det Leanas ubevidste hævn? Han rystede kort på hovedet og bed sig i læben og kiggede igen i retning af Antoinette. Han kunne dog ikke få sig selv til at kigge på hende i ren skam.

”Jeg er okay. Du kan bare gå tilbage til Hogwarts nu.” kom det fra ham iskoldt.

[Antoinette Haubert]

Om hun gjorde dette her rigtig vidste hun ikke, men hvad kunne hun mere gøre? Der var ingen der kunne høre hende. Hun var bare alene, alene og bange. Men så pludselig rykkede han på sig og hun skyndte sig at give ham lidt mere plads, men hun bange så til. Han så ud til at vågne op igen, heldigvis. Dette fik dog bare stakkels Antoinette til at græde, nok mest fordi hun egentlig var virkelig bange. "Jeg troede, at jeg var kommet til at slå Dem ihjel." snøftede hun og så hen på ham, stadig bange for om han lige pludselig ville falde død om igen. Hun var bestemt ikke god til krisesituationer.

Antoinette anede ikke hvad der var foregået andet end hvad hun selv havde været vidne til og kunne derfor ikke bare gå fra ham, ikke engang selvom hun frøs i det nu meget gennemblødte tøj. "Men jeg... De... Går De med?"Spurgte hun så uden at rykke sig det mindste ud af flækken.