Who am I?

[Hunter Blackwood]

Ugleriet - Hogwarts
Maj 2057
Klokken 16.30 - Lørdag
Owl Pacino
Adelita Delgaro

---

Hunter var på vej op i Ugleriet for at hilse på sin dværghornugle, Owl Pacino. Han kedede sig helt vildt lige nu, og det var nogle dage siden, han sidst havde set sin ugle. Det var ikke den største ugle, han havde, men den kunne det, den skulle. Han gik ind til alle uglerne, og blev ramt af lugten, men han havde været der så tit, at det hurtigt stilnede af. Hunter var i et underligt humør for tiden. Han kunne ikke finde ud af, hvad han skulle gøre af sig selv. Han brugte en del tid med en muggler, og det skulle han jo sådan set ikke? Godt nok var han da hendes lektiehjælper og ikke andet, men alligevel var der noget i ham, der tænkte over, hvordan hun havde det. Det gav ingen mening for ham. Warren havde åbenbart truet hende, fordi han havde fundet ud af det. Det var så indviklet, for Hunter kom fra en fuldblodsfamilie, der bare ikke accepterede beskidt blod. Det gjorde han heller ikke selv, men noget i ham gjorde modstand. Han rystede på hovedet af sig selv og gik så hen til Pacino.

"Hey handsome." Sagde han med et smil og aede uglen, som hurtigt puttede sig ind til hans hånd. "Du er virkelig den eneste, der forstår mig." Sagde han og sukkede. Han vidste ikke længere hvem han selv var.

[Adelita Delgaro]

Det var en sådan set en dejlig solskinsdag, med blå himmel og intet regnvejr - på trods af at det jo nærmest altid regnede i Skotland. Adelita nød solens stråler på huden, som hun bevægede sig udenfor. Men trods at det vel måtte være omtrent fremten grader udenfor, så kom hun muntert valsende i halstørklæde og vanter. For hende var alt under minimum femogtyve grader, decideret koldt. Kuldeskær? Ja tak, en hel del. Adelita svang de lange, mørke lokker om på ryggen og hankede lidt ned i halstørklædet foran hendes mund. Så var det nemmere at få luft, som hun besteg den vindeltrappe der snoede sig rundt om ugletårnet. Det var også typisk at hun havde misset sin egen ugle. Hun vidste faktisk kun at den bragte hende post, fordi Corinne Montgomery havde set den blandt mængden. Nu var hun så på vej, for selv at afhente.
Lugten af ugleriet befandt sig aldrig rigtigt med Adelita. Hun kunne lugte den allerede flere meter fra indgangen. En lille rynke manifesterede sig på hendes næseryg, inden hun trak halstørklædet lidt op igen.. egentlig var hun generelt ikke så god til dyr i det hele taget. Lugten, lydene.. desuden så var de bidske. Især ugler. Adelita trådte vagtsomt ind ad indgangen til ugleriet. Der var så mange ugler derinde.. så mange næb der ville hakke i en. Hvor var hendes monstro? De mørke øjne spejdede rundt i tårnet for at finde en lille, tæt ugle med et hvidt ansigt. Som blikket flakkende scannede tårnet, fandt de ikke en ugle, men istedet en person. Adelita spærrede dådyrøjnene op. Hun havde ikke hørt de ord eleven havde ytret til sin ugle, men hun så, til sin forfærdelse, hvordan uglen trykkede sig ind mod hans hånd. "Nej pas på! Nu bliver den sur!" Lød det vagtsomt og dog nervøst, som Adelita anklagende pegede på uglen. Hun havde ikke den fjerneste forstand på dyr..

[Hunter Blackwood]

Hunter aede sin ugle. Hvis nogen af hans venner så ham nu, eller hans bror, ville de nok synes, at han var lidt for følsom. Han kunne dog virkelig bare godt lide sin ugle. De havde et godt forhold til hinanden, så ja han talte til den og nussede om den. Det var faktisk de eneste tidspunkter, hvor han viste reelle følelser. Det gav et lille sæt i ham, da han pludselig hørte fodtrin og en pige nærmest råbte op. Han kom dog til at grine og kiggede ned på sin lille ugle, der ikke engang kunne gøre en flue fortræd. Altså bort fra når den jagede, men alligevel.
“Åh ja da. Av av hvor den er sur nu! Se hvordan den læner sit hoved mod min kind. Det betyder, at ingen af os er i sikkerhed! Løb for livet!” Gispede han overdrevent. Han ugle lavede et lille ryk med hovedet og satte sig lidt tilbage på sin pind og lukkede øjnene. Den var tydeligvis ikke berørt af situationen overhovedet. Den var faktisk lidt doven. Hunter morede sig bare.
“Jeg tror, det eneste, du skal være bange for, lille De, er at dø af hedeslag med det halstørklæde.” Kommenterede han til hende, da han så hendes mundering i MAJ MÅNED!

[Adelita Delgaro]

Adelitas store, skræmte øjne betragtede uforstående drengen, som han blot lo af hendes advarsel. Hun tog automatisk et vagtsomt skridt til siden, da hans ganske vist i sjov, bad hende løbe for livet. Adelita fangede godt hans sarkasme.. bagefter. Men hendes egne ord var ej ment som en smart bemærkning eller hån, hvorfor hun blot stod lidt med sig selv og ikke helt vidste hvordan hun skulle agere. Hun var jo ikke ligefrem overbevist om uglens uskyldighed, selvom den ganske vidst ikke havde overfaldet drengen. Hun betragtede blot udvekslingen med store øjne, som han satte sin ugle ned på pinden og den stille faldt i søvn. "Gør De tit det der?" Lød det skeptisk fra den spanske rigmandsdatter, som hun vovede sig et par skridt tættere på drengen og hans ugle. "Kæler med den?" Fortsatte hun sin sætning, inden hun stoppede op i en respektiv afstand fra dem. Da han kommenterede på hendes halstørklæde, sendte hun ham blot et uforstående udtryk. "Dø?... Jeg dør af kulde, hvis jeg tager det af!" Sagde hun komplet overbevist, "Det her er nok det koldeste land... nogensinde."

[Hunter Blackwood]

Hunter var ikke bange for fugle overhovedet. Altså han ønskede da ikke at få en i hovedet, hvis den kom flyvende og han lavede en hurtig bevægelse, men han var ikke bange for dem. Han kunne da godt forstå, at man kunne være bange for fugle, men hans ugle havde aldrig gjort nogen fortræd. Den lignede heller ikke ligefrem en dræber. Den var i det hele taget bare utrolig nuttet, men det lod han ikke folk vide, at han synes.
Han sendte pigen et svagt smil. Han smilede ikke så tit til fremmede, men han var i godt humør. Han rynkede dog en smule på næsen, da hun kaldte ham De.
"Kaldte du mig lige De? Nok er jeg en Blackwood, men slap loge af, Buttercup." Sagde han og slog ud med den ene arm. Han havde ikke tænkt sig at kalde hende for De, Det var sgu for formelt på en skole som Hogwarts. Han ville næsten kunne forstå det på Beauxbatons, men de var vist også lidt for flødefine på den skole. Han kiggede tilbage på sin ugle og på pigen, som nu hed Buttercup i hans hoved.
"Jeg kæler aldeles ikke med den! Jeg aer den og viser, at jeg værdsætter, at den henter min post." Sagde han og fnøs. Okay han kælede med sin ugle, men det lød for piget. Det kunne han ikke have siddende på sig. Han betragtede hende kort og lagde så armene over kors.
"Vil du prøve? Den bider kun folk med rødt hår." Sagde han med ironi i stemmen. Han vidste dog ikke, hvorfor han havde sagt rødt hår. Det kom bare til ham. Rødt hår havde været en del af hans tanker på det seneste. Det var vel ikke på grund af Grace Murphy? Han rystede tanken af sig igen.

Han kiggede på hendes halstørklæde og rystede på hovedet.
"Skotland er skide koldt ja, men da ikke lige nu. Kommer du fra Ækvator eller hvad?" Spurgte han og trak lidt ud i kraven på hans skjorte, da han virkelig havde det varmt.

[Adelita Delgaro]

Adelita betragtede ham lidt, inden hun så mod uglen, og så tilbage mod ham. Hun vippede hovedet en anelse undrende på skrå, da han tydeligvis fandt det ubehageligt at blive tiltalt på den måde. Det havde hun ikke prøvet før. Hans efterfølgende ord trak en lille rynke frem på hendes pande, lige mellem øjenbrynene. "Blackwood? Er det et velkendt slægtsnavn her i Skotland?" Spurgte hun nysgerrigt, "Og så vil De ikke, kaldes for De?" Disse ord kom med en undren. Hun studsede over at blive kaldt for 'Buttercup'. Hvilket hun ikke helt vidste om hun kunne lide. Hun flyttede til England for mange år siden, og taler og forstår flydende engelsk, men hun forstod ikke helt ideen bag sådanne kaldenavne... kort sagt; Hun var ikke nede med de fede. Adelita tænkte lidt over dette, men trak så på en skæv og dog beslutsom grimasse. "Okay. Hvis vi skal være dus, bare sådan uden videre, så må jeg da idet mindste kende dit navn?" Sagde hun med et spørgsmål indlejret i sin sætning. "Jeg er Adelita." Præsenterede hun sig selv, bevidst kun ved fornavn. De var jo dus? Adelitas ansigtsudtryk gik fra venligt til skeptisk, som drengen frasagde sig alt ansvar for at at havde kælet med den. Hun foldede blot armene over kors og betragtede ham med et hævet bryn. "Du kælede med den." Konstaterede hun stædigt. Det skeptiske udtryk lettede dog da han spurgte om hun ville røre den. Adelita rystede lidt hastigt på hovedet, "Nej tak." Svarede hun høfligt og holdt hænderne lidt afværgende op for sig. "Jeg tør ikke engang røre min egen." Sagde hun så med let rynkede bryn og en lidt uskyldig tone, i håbet om at han ikke ville tvinge hende. Da drengens sidste sætning lød, skød hun overrasket brynene i vejret over hans nonchalante brug af bandeord. "Eh.." Mumlede hun i sin overraskelse. "Spanien." sagde hun lidt paf, inden hun mentalt rystede på hovedet for at hoppe ud af sin mindre stupor. "Sevilla, helt præcist." forklarende hun, "Det ligger i Andalusien, så teknisk set er der ikke så langt til ækvator?" Sagde hun og tilføjede en vag antydning af flabet attitude i sine ord. Hun testede nok bare lidt for langt hun kunne tillade sig at gå?

[Hunter Blackwood]

Hunter lagde armene over kors og betragtede hende kort.
"Ja det er det. Eller. Mere i England." Sagde han og trak på skuldrende. Hans familie var ret stor, og ret vigtig, hvis de selv skulle sige det. Det betød noget for Hunter, men han havde det lidt svært med sin familie for tiden, fordi han begyndte at falde en smule fra med sine holdninger. Det ville han bare ikke vise andre. Han fnøs og rystede på hovedet.
"Jeg er 16... og elev.. Ikke 50 og konge. Selvom det kunne være fedt. Jeg kan virkelig ikke se meningen med at være så fin på den, når vi er elever. Men hver sin smag, I guess." Sagde han og slog ud med armene. Han var ikke ret formel selv. Hans familie var, men det ragede ham langsomt, om folk ville kaldes De.

Hunter undrede sig over, hvorfor hun til at starte med kaldte ham for De. Var hun vant til royale eller var hun bære sær?
"Der er ikke nogen, der tvinger dig til at være dus med mig, men jeg har tænkt mig at være det med dig." Sagde han og lød ligeglad. Hvilket han var. Han ville gerne behandle fol med respekt, alt efter hvem de var, men livet var simpelthen for kort til at skulle kalde piger, der ikke engang måtte bruge magi uden for Hogwarts, for De.
"Men jeg hedder Hunter." Fortsatte han og lagde endnu engang armene over kors.

Han fnøs igen og kiggede hen på Pachino, som sad og sov.
"Man skal sørge for at værdsætte sin ugle." Sagde han og valgte at undlade at kommentere på, om han kælede med den eller ej. Han kiggede op og ned af hende og derefter rundt i ugleriet.
"Hvis du er så bange for ugler.. Hvad laver du så heroppe?" Spurgte han nysgerrigt. Hvordan fik hun overhovedet post? Det måtte da nærmest være tortur, når uglerne kom med post til frokost.
"Du har en ugle? Ej, men.. Ugler virkelig behagelige dyr. Bare se på min. Den sidder jo bare. Er du sikker på, at du ikke vil give den bare et lille strøg over maven? Bider den dig, må du kalde mig.. Blackie.. resten af året." Sagde han og skar en grimasse over navnet. Der var nogen, der havde prøvet sig ad med det kælenavn, men det stoppede de med. Hurtigt.
".. Og jeg giver dig 100 galleoner." Han kiggede bestemt på hende, men han smilede alligevel lidt.

Han kom til at grine lidt.
"Okay, så Ækvator. Så forstår jeg det godt, men alligevel." Han fik det bare mere og mere varmt. Han forstod hende ikke.

[Adelita Delgaro]

Adelita musede med et afklemt smil ved hans flabetheder. Han underholdte hende nok lidt med sin nonchalente attitude. Det var bestemt ikke noget hun var vant til, så hun fandt ham forfriskende. Hun rimpede derpå læberne lidt sammen og betragtede kortvarigt sine negle med en ypperlig grimasse. "Lidt royal er vi alle vel?" Kommenterede hun tørt, inden hun lod et drillende glimt vise i det blik hun nu rettede mod ham. Hun noterede sig efterfølgende hans navn og trådte han og uglen lidt nærmere, som han inviterede hende til at kæle med den. Hun turde ikke træde dem helt nær, så hun standsede en meters afstand fra dem begge. Hans spørgsmål fik hende til at sukke lidt håbløst. "Jeg er der aldrig når der kommer post i storsalen. ", hun holdt en kort pause, ".. det er uhyggeligt med så mange ugler på samme sted. Normalt plejer min veninde, at samle min post, men hun havde ikke tid i dag... og jeg nægter at være tilstede under det der.." Hun vippede fingrene, som skulle symbolisere flyvende ugler. Hun slog dernæst hånden ud til omgivelserne. "Så derfor må jeg jo selv møde op.." Ikke at hun havde den fjerneste ide om hvordan hun skulle kalde sin ugle ned til hende. Hun betragtede den lille ugle med mistænksomthed og skepticisme, da han indbød hende til væddemål. Et sted var det fristende at forsøge sig - bare for at kunne kalde ham noget pjattet, ligesom han havde kaldt hende Buttercup. Hun tog en dyb indånding. "Okay." Sagde hun så, "Men du skal blive stående hvor du er! og gøre noget hvis den angriber mig!" beordrede hun viljefast. Adelita fattede så al det mod hun havde i sig og gik langsomt tættere på dem begge, som en kat der på listepoter, sneg sig ind på sit bytte. Hun bevidst i en bue, så hun ville ende omme bag Hunter, så hun kunne bruge ham som et menneskeligt skjold, mod den frygtindgydende rovfugl. Hun bævrede allerede, da hun var trådt ind bag drengen, og var faktisk allerede så opslugt af sin frygt for fuglen, at hun var ligeglad med hvor tæt hun gik på en relativt fremmed. Instinktivt greb hun fat i Hunters tøj med den ene hånd, som om det var en livline, imens hun langsomt stak den anden mod uglen. Hendes fingre dirrede, som de nærmede sig fuglen, der sikkert kunne fornemme hendes voldsomme tøven i miles omkreds. Og med ét var det gjort. Hendes fingerspids strøg hastigt over fuglens brystfjer og var væk næsten i samme sekundt. Adelita løsnede lidt op og slap sit jerngreb i drengens trøje. "Øh.." mumlede hun, da hun ikke lige kunne forstå at hun var sluppet levende fra det. Hun tog et forsigtigt skridt ud til siden, så hun ikke lige stod bag ham mere og bevægede sig nu en my tættere på fuglen, da hun efter sin succes, blev mere modig. Hun lænede sig lidt ned og forsøgte sig igen. "Goddag.." Mumlede hun stille, som hun lod en finger glide mere selvsikkert over fuglens bløde fjer. Den havde åbne øjne og stirrede direkte på hende og hun på den.. i et næsten magisk bonding-moment, indtil fuglende store runde pupiller stille skarpt og den lod næbet omslutte Adelitas pegefinger så hurtigt at hun ikke ænsede handlingen, førend den var sket. Adelita fór tilbage og faldt elegant på røven - fordi alt hvad hun foretager sig er elegant! xD, Hun så mod sin stakkels finger, hvorfra hendes noble blod piblede stille fra et lille hul i den fejlfrie, mørklødede hud. "Det var jo det jeg sagde!" Bebrejdede hun, som hun så mod ham med fingeren i munden. Hun rettede dernæst blikket mod den ondskabsfulde fugl, og Adelita kunne sværge til at hun så den blinke skadesfro til hende.

[Hunter Blackwood]

Hunter kunne ikke holde et lille grin tilbage af hendes kommentar.
"Det kan der selvfølgelig være noget om." Sagde han med en løftet pegefinger og et tankefuldt blik.
"Men derfor er jeg stadig ikke De. Men ellers tak for tanken." Sagde han med et charmerende smil.

Han kunne heller ikke holde et grin tilbage, da hun sagde, at hun aldrig var i storsalen, når der kom post. Hold op, hvor ville han gerne se hende, når det rigtigt gik løs med uglerne, men det ville nok ikke ske. Medmindre han forskrækkede alle uglerne herinde nu? Han legede lidt med tanken og et grin undslap ham. Det kunne han dog ikke finde på. Ikke overfor hende, men eller ikke overfor uglerne. Han havde trods alt respekt for dyrene.
"Det var meget modigt af dig." Sagde han og prøvede at lyde overbevisende, men der var dog et lille kækt sil på hans læber. For hvor skulle smilet ellers være?

Det overraskede ham, at hun faktisk tog imod hans udfordring.
"Jeg skal nok være din knight in shining armor, Buttercup. Stol blot på mig." Sagde han og lød helt heroisk, hvilket han på ingen måder var. Mest fordi han ikke gad bruge sin tid på det. Han kiggede lidt forundret på hende, da hun pludselig tog fat i hans trøje. Ikke at han havde noget imod det, for hun var en smuk pige. Hun kunne holde i ham så meget hun ville, men det undrede ham nu stadig, at hun bare gjorde det.
"Har du godt fast?" Grinede han. Derefter kiggede han på scenariet, hvor hun skulle ae Pachino. Det gik godt i første omgang, men så fandt uglen sig ikke i det. Det kom nu lidt bag på ham, at den bed. Hunter nåede ikke at grube hende, men han prøvede ellers.
"Pacino! Sådan gør vi ikke mod smukke piger!" Sagde han en smule bebrejdende til fuglen, som bare sad. Hunter vendte sig om mod Adelita og rakte sin ene hånd frem mod hende. "Det må du altså undskylde. Jeg tror, at han blev nervøs, fordi du var det. Han er den mest fredelige ugle, jeg nogensinde har set." Sagde han undskyldende.
"Skal jeg hente dit post for dig?" Det var da det mindste, han kunne gøre.

[Adelita Delgaro]

Adelita betragtede ham lidt, som han skældte fuglen ud og rødmede en smule ved den tilknyttede kompliment. Hun var da aldeles ikke smuk, når hun var faldet på røven og skamferet af en fugl.. det mente hun ihvertfald ikke, men alligevel var hun lidt smigret. Hendes mørke øjne rettede sig mod ham, da han vendte sig mod hende og rakte hende en hjælpende hånd. Adelita rakte sin egen hånd frem i forventningen om at han ville hjælpe hende op, og slog derfor blikket ned på underlaget for at kunne orientere sig i forflytningen.. det var først da at hun opdagede at kanten af hendes nederdel var landet lidt for langt oppe ad lårene under hendes fald, end hvad der var anstændigt. Adelita blev tomatrød i ansigtet og trak straks stoffet ned i en hulens fart, hvorefter hun gemte ansigtet i sin ene hånd i flovhed, imens den anden fortsat holdt ud i stoffet. "Undskyld." Lød det lidt stille fra hende, nok mest for det faktum at hun næsten havde flashet ham. Dét minde ville helt klart hjemsøge hende til evig tid! Ved Hunters spørgsmål om, hvorvidt han skulle hente hendes post til hende. Skilte hun pegefingeren og langefingeren ad, så hun kunne skæve optil ham ud gennem den smalle sprække. Stadig ildrød i kinderne, nikkede hun stille og forsøgte dernæst at komme på benene.. MEGET bevidst om, hvordan stoffet forholdt sig til hende undervejs!