For the first time in forever

[Iwan Yakov Malice]

Ministeriet for Magi - London

Drabsafdelingen

Onsdag kl. 13.03

Athene Jo Clemencé

---

Iwan var lige kommet tilbage til Drabsafdelingen efter sin første mission i mange år. Han havde siddet i Azkaban i nogle år, og da han kom tilbage, fik han en masse papirarbejde. Det var som om, der ikke blev stolet nok på ham, selvom han kun havde taget skylden for en anden. Han havde dog gjort sit arbejde, og nu havde han endelig fået lov til at komme ud i marken. Endelig! Det havde været ulideligt at sidde med papirarbejde. Han var auror, ikke sekretær. Han var pisse dygtig også, og det skulle de nok alle sammen få at se nu. Han havde brugt mange timer på sit kontor med alt det papirarbejde, så det var ikke meget, han så til de andre på hans team.

En magiker havde slået en muggler ihjel og Iwan var blevet sendt derud for at anholde ham. Der havde været kamp og Iwan var nu småsvedig og beskidt. Han var på vej tilbage til sit kontor, så han kunne få lidt vand i ansigtet og få skrevet sin rapport. Fangen var nu i Azkaban, og det havde ikke ligefrem været en fornøjelse at se den vederstyggelighed til et fængsel igen. Iwan førte en hånd igennem sit hår og skulle til at åbne døren ind til sit kontor.

[Athene Jo Clemencé]

Tavsheden var begyndt at lægge sig over ministeriet i de sene eftermiddagstimer hvor de fleste var begyndt at tage hjem. Athene havde forlænget sin vagt. Det var snarer reglen end undtagelsen. Sådan som hendes ægteskab med Benyamin udspillede sig, så undgik hun helst hjemmet for at undgå ham, og eftersom hun var auror, var det en glimrende undskyldning. Trods hun ikke selv var på en sag i øjeblikket, havde hun til stor begejstring for mange, indvilliget i at arkiverer bevismaterialer samt færdiggøre et par rapporter. Hun havde netop færdiggjort de sidste og gik nu bare rundt med mapperne i armene for at ligne en der lavede noget produktivt, selvom hun i virkeligheden bare gik lidt hvileløst rundt. Hendes blonde hår var flettet i en lang fletning der svajede lidt dovent i takt med hendes skridt. Hun passerede en mand på gange, i første omgang uden at tænke mere over det, men efter et par meter fik hun et mærkeligt billede på nethinden og stoppede op. Nej det kunne ikke passe kunne det? Hun vendte sig tøvende om og stod bare og studerede ham. Det var mange år siden hun havde set ham, så hun var ikke helt sikker på om det bare var hendes hoved der spillede hende et puds? Alligevel var hun nødt til at kurrerer sin nysgerrighed, så hun gik et par skridt i hans retning. ”Iwan…?”

[Iwan Yakov Malice]

Iwan kunne næsten ikke vendte med at få snavsen af sit ansigt. Han følte sig møgbeskidt, hvilket han også var. Det kunne være, at han faktisk burde tage hjem og tage sig et bad og så komme tilbage? Det var en idé, der var værd at overveje. Han nåede dog hverken at tænke tanken til ende eller komme ind på sit kontor, før han hørte hans navn blive nævnt. Han nåede at tænke, at det var skide irriterende, at nogen skulle afbryde ham nu med et eller andet papirarbejde, men stemmen lød undrende. Var det en praktikant med et spørgsmål. Hvor vovede de at kalde ham Iwan til hans ansigt. Eller hans nakke. Han vendte sig lidt småirriteret om, da det gik op for ham, hvem det var. Han havde ikke set hende i mange år, og han havde håbet, at han aldrig skulle se hende igen.
"Athene.." Sagde han overrasket. Kunne det virkelig passe? Hvad i alverden lavede hun dog der? Han stod som forstenet og havde stadig en hånd på døren, hvilket fik ham til at stå i en meget akavet stilling. Det passede ret godt til situationen.
"Hvad bringer dig hid?" Spurgte han og sank en klump. Mindet om, hvad de havde gjort, hang stadig over ham som et spøgelse på Halloween.

[Athene Jo Clemencé]

Athene stoppede op et par meter fra skyggen af hendes fortid. Han var tilsyneladende ligeså overrasket som hun selv, men det var svært at vurderer om det var et glædeligt gensyn eller en tragisk hændelse. Hun var selv ved at beslutte sig. Iwan bekræftede at det var ham og ødelagde det lille håb hun havde om at det var trætheden der havde gjort hende pip-gok. Hun nikke selv bekræftende da han sagde hendes navn og lod blikket flakke væk et øjeblik. Havde han ikke siddet i Azkaban? I virkligheden var det nok mere interessant at spørge hvad han lavede her.
"Jeg.." hun tav et øjeblik som om hun havde glemt hvad hun skulle sige. "... arbejder her." afsluttede hun og sank selv en klump. Kors hun krummede tæer over den akavethed der var mellem dem. Sådan havde det ikke været dengang.
"Hvad laver du her? Jeg har ikke set dig i årevis." hun forsøgte på ikke at lyde anklagende. Deres forhold var ikke ligefrem sluttet på bedste fod, Iwan havde valgt sin hustru over hende dengang, og selvom hun var kommet videre for lang tid siden, så havde hun følt sig lidt svigtet over at han var blevet dømt og smidt i Azkaban, hvilket jo i virkeligheden intet havde med hende at gøre.
Først nu hvor chokket havde lagt sig, bed hun mærke i at han var snavset, og muligvis lugtede mindre tiltalende end hun huskede. "Hvor har du været?" spurgte hun og selvom det kunne forstås som et tillægsspørgsmål til det tidligere, så afslørede hendes lidt misbehagede næserynk, at hun i højere grad referede til hans ret usoignerede status.

[Iwan Yakov Malice]

Iwan havde altid haft det virkelig skidt med, at han havde været sin kone utro. Især da hun døde. Det gjorde ondt at tænke på hende, og det gjorde det ikke nemmere, at Athene nu stod foran ham. Han havde været ret glad for Athene dengang, men ikke mere end Beatrice. Hun og Darius var hans familie, og det var der ingen, der kunne skille ad. Ikke engang ham selv.
Han stod stadig med hånden på sit håndtag, og han ville så gerne flygte ind på kontoret, men det ville ikke ændre på det fact, at hun arbejdede der. Det tog ham et øjeblik at få den information ordentligt ind. Hun arbejdede der. Samme sted som ham. Jamen det skulle da nok gå godt, tænkte han sarkastisk.
"Nå da. Tillykke." Sagde han akavet og lagde en hånd i nakken. "Altså jeg er glad for dine vegne." Sagde han og prøvede at lyde mere som om han mente det, for det gjorde han da. Han var så til gengæld ikke så glad for sine egne vegne, men det var en anden snak.

Da hun sagde, at hun ikke havde set ham i årevis, tænkte han, at det var der en grund til, men han sagde det ikke højt. Det ville være for flabet, og det var ikke lige det humør, han var i lige nu.
"Jeg arbejder her. Det har jeg gjort i mange år." Han undlod at svare på hendes del med ikke at have set ham. Det ville ikke give mening for dem at se hinanden. Sådan var det bare. Han trådte lidt et skridt tilbage da han lagde mærke til hendes tydelige afsky for hans lugt. Han forstod hende nu godt, men det var hende selv, der havde afbrudt ham.

Han stod et øjeblik og overvejede sit næste svar, men han var så overrasket over at se hende, at det måske ikke var det mest venlige svar, men det var det mest ærlige.
"Hvis du arbejder her, så ved du nok også, at jeg har siddet i Azkaban, for det er der stadig folk der sakker om rundt om i krogene, som om jeg er døv. Hvis du mener nu, så har jeg været ude i marken, bogstavelig talt, og anholde en magiker for mord. Og så tilbage til Azkaban.. med ham.." Sagde han, og med det samme han nævnte Azkaban, kom der et lille gys fra ham. Han havde fået en ven derinde, men det gjorde ikke op for den pinsel det var at sidde derinde.

// Sorry, at det tog så lang tid <3