Rumor has it

[Charlie Ian Callahan]

@allegra
Det Eksotiske Emperium
(Diagonalstræde)
Maj - 2057
Omkring kl. 14
Påklædning

---

Charlie kunne næsten ikke lade være med at se sig over skulderen som han åbnede døren ind til den lille butik. Han var på en helt særlig mission denne eftermiddag, og grunden til at han måske virkede lidt oppe på dupperne, var egentlig fordi det han foretog sig måske ikke var helt lovligt.
Over skulderen bar han en sort sportstaske, i den lå en meget dyrbar ting. I tasken havde han en sovende drageunge. Han havde været ude på en opgave den forgående dag. En drage var blevet slået ihjel, at dømme efter de besværgelser der var blevet brugt, samt den stand den afdøde drage var fundet i, af en dragejæger. 
Den afdøde dragemor efterlod sig en enkelt unge som havde ligget ved dens side, som Charlie og hans team var dukket op. Svag, men i live. Desværre gik deres opgave ikke ud på at redde ungen, de kunne ikke redde alle de unger de stødte på. Drager var aggressive væsner -også overfor hinanden, så den ville med største sandsynlighed blot blive slået ihjel af en anden drage hvis de forsøgte at introducerer dem for hinanden, og det var ikke tilladt for mennesker at holde drager som kæledyr, det var de trods alt heller ikke egnet til.
Alligevel havde Charlie ikke kunne slippe tanken om den forsvarsløse unge, så han var taget tilbage og havde bedøvet den med en besværgele og taget den med sig. Ikke gennemtænkt, men hvad pokker kunne han ellers gøre?
Han havde før hørt rygter om at Allegra her kunne hjælpe med den slags, men meget tys tys, udover det var det et sats. Han kunne miste sit job på det hvis rygterne ikke var sande, så det var med en nervøs mine han gik frem til disken og ringede på den lille klokke.  

[Deleted]

Det var en af de der lidt mere kedelige eftermiddage. Sådan en eftermiddag, hvor der ikke skete særlig meget og hvor aktiviteten i butikken var relativt lav. Allegra havde brugt det meste af dagen i dag på at sidde og få sig et økonomisk overblik over sine forretninger og hun sad således ved sin disk i baglokalet, blandt alt sit rod og sine mange pergamenter og skrev små tal ned i en lille sort regnskabsbog. Omkring hende på bordet stod alverdens krukker og glas med alt fra fjer til alfevinger og pergamenter og fjer flød lidt, som det nu passede. Trods alt, var oprydning ikke det Allegra gjorde sig mest i. Tværtimod, lod det småtossede hoved ikke at bekymre sig om netop den slags, men derimod mere økonomien. Hun skar en lille grimasse, som hun mumlende skriblede lidt tal ned her og der og hun kløede sig lidt i nakken, før hun skubbede de røde læsebriller lidt længere op på næsen, som de var gledet ned. Som den lille klokke ude foran gav lyd fra sig, rejste hun sig dog atter fra sin bekvemme plads og bevægede sig ud i selve butikken, i takt med at hun skubbede brillerne op i håret. Lidt kritisk, søgte øjnene over den unge mørkhårede mand, der tårnede sig op, foran hende. ”Hej…Kan jeg hjælpe med noget?” Forsøgte hun høfligt.

[Charlie Ian Callahan]

Hans brune øjne gled rundt i den lille butik. Man kunne lugte dyrerne. Ikke at det var en ubehagelig lugt. Mere luften af frisk hø og foder. Sportstasken blev rettet lidt på skuldren, som remmen gnavede sig en smule ned i skulderen på ham. Ungen var tungere end den havde set ud.
Stemmen der lød fangede omgående hans opmærksomhed. Han kiggede lige en ekstra gang rundt for at sikre sig at der ikke var andre til stede i butikken som han skulle til at berige hende med sit ærinde. Han rømmee sig let. ”Allegra Longbottom?” Spurgte han prøvende ind og smilede forsigtigt til hende. Han kom helt frem til disken og stillede tasken fra sig mellem sine ben, med samme forsigtigthed, som var der en bombe i den. ”Mit navn er Charlie,” sagde han roligt uden at tænke over om det måske var en dum ide at give hendes sit rigtige navn, eftersom dette her ikke var helt lovligt.

[Deleted]

Allegra holdt sig pænt og roligt bag disken, som manden der var trådt ind i hendes butik, trådte nærmere. Han så forholdsvist ung ud. Nok omkring hendes egen alder. – Et eller andet sted, syntes hun i hvert fald at genkende ham fra. Om det var så var fra byen, Hogwarts, eller noget helt tredje, syntes hun dog ikke helt at kunne hitte ud af. Hun lod derfor blot hænderne hvile pænt på bordpladen foran sig, som hun diskret lod blikket vandre ned over ham og følge den store taske han placere på gulvet. – Den så noget løjerlig ud i designet – næsten muggleragtig - men ikke destomindre, gled de blå øjne hastigt op for at møde den fremmedes blik igen. ”Ja, det er mig…” Svarede hun en smule forsinket og flyvsk, før hun bevægede sig om på siden af disken. – Tydeligt afventende.

[Charlie Ian Callahan]

Et let smil formede sig på hans læber, som hun fastslog at hun var de han søgte. De brune øjne hvilede på hende kortvarigt, før de fik et let uroligt skær. ”Jeg har ladet mig fortælle,” begyndte han og kastede så blikket rundt i den ellers tomme butik, før han fortsatte, ”at du er den jeg skal tale med.” Hans stemme var så lav at det næsten fremkom som en hvisken lige nu. ”Jeg øh..” En kort pause hvorefter han skævede til sin taske, ”har du måske et sted vi kan snakke lidt mere privat?” Han var virkelig bange for at nogen pludselig skulle komme ind og afsløre det hele.

[Deleted]

Allegra lod en hånd hvile på kanten af disken, som hun stod og tog øjemål af den fremmede. Hun fornemmede at han var urolig. – Men over hvad, forstod hun ikke helt. Sådan, som han fumlede med ordene….Måden han så sig omkring på. Hun rynkede brynene lidt, men nikkede så og udgjorde så en lille gestus imod baglokalet. ”Altså…Jeg har baglokalet…Men der er lidt snævert..” Foreslog hun. Trods alt, var butikken ikke så stor. – Så man altså bort fra kælderen.

[Charlie Ian Callahan]

Han slog let ud med hånden. ”Det er fint.” Sagde han med et varmt smil og nikkede. Charlie var ikke typen der normalt gjorde sådan noget. Det kunne bringe hans job i fare, men kærligheden for disse væsner var stor, og han kunne ikke bære ikke at give denne unge en fair chance i livet.
På hendes opfordring samlede han forsigtigt tasken op og svingede den store rem om skulderen for støtte. Han sank en enkelt gang som de nærmede sig. Nu var sandhedens time inde.