Out of Ashes

[Kimberly Sunshine]

Tid: 11:45
Sted: Silas' Kontor, Ministeriet for Magi. 
Tilegnet: Silas Parker

___________________________________________________________________________________

"Mr. Parker er ved at afslutte et andet møde. Han vil være ved Dem om et øjeblik." 
Den kønne, rødhårede sekretær, sendte hende et varmt smil og åbnede døren ind til Silas' kontor, så hun kunne træde ind. Kimberly sendte hende et taknemmeligt nik og ville have tilføjet et smil, men nervøsiteten havde ramt hende en smule. "Tak." endte hun med at sige i stedet for og trådte ind på kontoret. 
Selvom det var nyere og større, så lignede det noget Silas ville finde sig til rette i. Hun holdt sin mappe ind mod brystet og fik forsigtigt frem mod skrivebordet. Hendes høje hæle klikkede langsomt mod gulvet til hun stoppede op midt inde i rummet. Da hun havde påtaget sig sagen, havde lederrollen været en andens, hun havde ikke regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med Silas nogensinde igen, og alligevel var hun her. Det var kun én af mange bizarer ting der foregik i hendes liv. Theodore der jævnligt dukkede op, og gentagende gange lod hende overleve selvom hun ikke havde forstået hvorfor, og nu det her. 
I et forsøg på at berolige sig selv, trak hun vejret langsomt ind gennem næsen og ud gennem munden. Hun var fast besluttet på ikke at vise ham sin nervøsitet. Af samme årsag havde hun klædt sig i sit mest elegante. Hun havde sit blonde hår frithængende i store krøller om hendes skuldre, som hun vidste han kunne lide det, hvilket på en måde også irriterede hende, fordi hun burde være komplet ligeglad med hvad han tænkte. Der var gået så lang tid nu. Hun lagde forsigtigt mappen på skrivebordet og flettede fingrene foran sig, så hun i det mindste kunne møde ham med et påtaget professionelt ansigt. 

[Silas Parker]

Silas var aldrig sent på den. Aldrig. Denne eftermiddag var nok den eneste undtagelse han huskede han nogensinde havde gjort, hvor det rent faktisk var hans egen skyld.
Han havde ganske enkelt ikke lyst til at gå ind. Han havde på afstand set hende komme, set hvordan hun bar håret som han kunne lide det og tilmed havde klædt sig i et outfit, som han ærlig talt hellere ville befrie hende fra,
En dyb indånding blev taget og han rankede ryggen. Det var tid, Mødes han foregav at sidde i, var sluttet for over en halv time siden og det var alligevel kun et spørgsmål om tid før nogen ville bemærke ham. Han kunne ikke flygte fra problemerne, og det plejede han nu heller ikke at gøre, Kimberly var bare undtagelsen. Hende der komplicerede alting uden nødvendigvis at gøre det med vilje.
Med en påtaget ro, der ville kunne nare de fleste, gik han mod døren. Den blev åbnet og han trådte ind med rank ryg og et autoritært blik. ”Ms. Sunshine.” Hilste han toneløst som han gik frem mod skrivebordet. Han skænkede hende ikke rigtigt noget videre blik. Modsat hvad man måske skulle tro, var det ikke for at være uhøflig, men fordi han ganske enkelt stadigvæk ikke stolede på sig selv omkring hende. Selv ikke efter alle de år.
Han satte sig overfor hende og først nu blev de brune øjne for alvor rettet imod hende, dog stod han udtryk ikke til at læse. Hun så forbandet godt ud og allerede nu havde tanken om at rydde skrivebordet for at smide hende på det, strejfet mindst 7 gange. Alle de ting han manglede og savnede, men aldrig kunne indrømme. Det hele vendte tilbage nu hvor hun sad overfor hem. The one that got away.

[Kimberly Sunshine]

Det gav et sæt i hende da døren endelig gik op. Hun lignede mest af alt end der var blevet taget med hånden i kagedåsen, selvom hun bare havde stået der. Kimberly vendte sig halvt rundt idet han passerede hende nærmest uden at værdige hende et blik. Hun havde set ham på afstand ved flere lejligheder, men det var første gang siden dengang, hun havde ham på egen hånd. Stadig lidt påvirket af chokket over rent faktisk at se ham, sank hun en klump. Hun burde have givet sagen til Anna, men hun havde bare været så stædig omkring at se sin frygt i øjnene, men nu indså hun at det næppe havde været en god idé. Hun tvang sig selv til at huske hvad hun var her for – hendes klient som havde tillid til at hun kunne sikre retfærdigheden. ”Mr. Parker.” hilste hun overraskende følesesforladt. Det måtte være alle de møder med Theodore der havde lært hende at tale på den måde, for normalt kunne hun ikke lyde hverken vred eller humørforladt selv hvis hun prøvede. Uden at tage imod invitation, gik hun hen til skrivebordet og trak stolen ud så hun kunne sætte sig overfor ham. I mellemtiden havde hun adapteret hans mestringsstrategi og undlod at kigge på ham. I stedet skabte hun sin egen undskyldning ved at lægge dokumenterne på bordet og bladre lidt rundt i dem. Hendes hånd rystede en smule men hun forsøgte ihærdigt at skjule det. ”Jeg ved at De har travlt, så jeg gør det kort. De skulle have modtaget vores anklagepunkter med ugle i sidste uge?” hun så kort op under sine øjenbryn men så hurtigt væk igen, idet hun mærkede sit hjerte skippe et slag. Det her kunne ikke være sundt. Der var noget ved den måde han så på hende på, når han endelig så på hende, der gav hende lyst til at krympe ned i et hul.. der gav hende lyst til at blive underdanig, det var ydmygende! Tænk sig at hun hellere ville være i selskab med Theodore Jarvis end med sin eks.. hvis man da kunne kalde ham det.

[Silas Parker]

Situationen var akavet. Han forsøgte inderligt ikke at lade sig påvirke af den. Lade sig påvirke af hende. Det var ikke derfor hun var her, men hvorfor helvede valgte hun så at sætte håret på den måde. De lyse bløde krøller der faldt ned over hendes skuldre, gav ham mest af alt lyst til at gribe fat i det og tvinge hendes hovede tilbage.
Som tankerne begyndte at udvikle sig i en uheldig retning, stoppede han sig selv og påmindede endnu engang om, at det ikke var derfor han var her.
Han sad bare der, tavs og betragtede hende imens hun fumlede med sine papirer, han kunne ikke lide den følelsesforladte tone hendes stemmeføring bar. Det forvirrede ham fordi det var så ulig hende.
”De er modtaget.” Kommenterede han og holdt en kort pause før han rakte ned i skrivebordsskuffen og fremlagde dem på bordet. Han havde virkelig ikke hovedet med sig i dag, hvilket var farligt. Han havde lige fået dette job, han blev nødt til at leve op til forventningerne. Deres øjne mødtes for en kort stund og han vidste at han ikke var færdig med hende. Tingene var kørt af sporet sidst, men der måtte være en måde at rette trådene ud på.
Han placerede albuerne på bordpladen og stødte fingrespidserne imod hinanden uden at bryde se væk fra hende. ”Anklageren mener at han er blevet uretmæssigt behandlet af en af vores auror.” Begyndte Silas i en kontrolleret rolig stemme.

[Kimberly Sunshine]

Noget ved måden han bare sad og betragtede hende på, vakte hendes usikkerhed. Hun kunne høre styrken i hendes stemme forsvinde en smule og hendes hænder havde mest af alt lyst til at skælve, men hun forhindrede det. Silas havde set på hende sådan før. Det var det blik han havde set på hende med før han havde.. Kimberly sank en klump og tvang tankerne langt væk fra den fortid og de sider han havde vist hende af sig selv.
"Det er korrekt." hun dog diskret en dyb indånding og rettede blikket mod de papirer han havde smidt på bordet. "Min klient var mistænkt for at have forgrebet sig på en kvinde, der viser sig at være aurorens nærtstående familiemedlem, alligevel deltog han i anholdelsen og blev yderst voldig overfor min klient, der brækkede et par ribben punkterede en lunge. Min klient er nu frifrundet for overfald på kvinden, men er sygemeldt grundet sine skader. Han kræver erstatning og en offentlig undskyldning." opsummerede hun. Hans ro havde smittet lidt af på hende. Hun havde ikke formået at fastholde den kontrollerede stemme, i stedet forklarede hun blot sagen for ham mens hun bladrede i de papirer han selv havde lagt foran sig, som for hende lå på hovedet, men hun havde selv skrevet det, så hun vidste præcis hvor hun skulle slå op for at understrege sine pointer. Hun sad lænet en smule ind over skrivebordet, og slog blikket op, så det mødte hans. Ufrivilligt mærkede hun hendes kinder brænde, hun tiggede en gud hun ikke troede på, om ikke at lade det ses. "Vores tilbud står her på side 8. Hvis auroren går med til at give en undskyldning, samt betale min klient 2000 galleoner som erstatning, så er vi villige til at undgå en retssag, hvilket vil sige ingen medieomtale." hun skød et slankt øjenbryn i vejret og så sigende på ham. Som chef kunne han da kun være interesseret i ikke at give sagen opmærksomhed, og med andre ord tvinge medarbejderen til at tage aftalen.

[Silas Parker]

Silas skulle virkelig kæmpe for ikke at komme til at smile let. Han fornemmelse at hun bemærkede det let dystre blik han sendte hende. Som et rovdyr med øje for sit bytte. Det var forkert af ham at lade sit fokus drive derhen, det vidste han godt, men det var svært at lade være.
Først nu slap han hende med blikket. Der var noget over hende når hun koncentrerede sig -eller måske rettere prøvede på det. For et kort øjeblik var det som at være tilbage i tiden, til dengang hun var hans. ”Din klient gjorde udfald imod tiltalte auror først.” Kommenterede Silas roligt. Det skulle selvfølgelig ikke undskylde den fejl der var blevet begået, men medlidenheden for den anden, var bare ikke særlig stor. ”Overfald mod tjenestemand. Det er nok til nogle år i Azkaban. Måske din klient er villig til at indgå en ny handel?” Igen blev fingrespidserne presset imod hinanden som han øjnede hende. ”Vores tilbud er en undskyldning fra tiltalte aurors overordnede, da han lod ham være med på sagen, samt 500 galleoner i erstatning. Og selvfølgelig ingen medieomtale.” Han hævede let udfordrende et bryn.
Der var noget rart og forfriskende i at sidde her og snakke med hende, skønt det var på fuldkommen professionelt plan. Desværre mindede det ham igen også om den tid de havde haft sammen. En del af ham savnede den, og savnede hende, men det ville han helst ikke give udtryk for, da det ikke var “normalt” for ham. Det plejede ikke at generer ham når pigerne stoppede med at være hos ham. Kimberly var af en eller anden grund anderledes. Det var som om at han bare ikke helt havde fået nok af hende.

[Kimberly Sunshine]

Kimberly havde en næsten ustyrlig lyst til at skælde ham ud, og bede ham meget lidt venligt om, ikke at se på hende på den måde. Han var diskret, det måtte hun give ham. Formentlig havde ingen ud over hende bemærket det, og selv hun blev i tvivl om det var hendes egne tanker der spillede hende et puds. Hun kneb ubevidst en smule øjnene sammen for at koncentrere sig. "Den stakkels mand panikkede da han forsøgte at anholde ham." sagde hun og trak på skuldrene som om det gav sig selv fuldstændigt. Ikke at det egentlig var en undskyldning, men det var hendes opgave at beskytte sin klient.
"Nej vent nu lige.." startede hun som respons på hans tavse trussel, der vækkede hendes ilterhed. Fro et kort øjeblik glemte hun lidt at det var Silas, så hun rettede sig op og rykkede helt ud på kanten af stolen i ren iver. "Jeres auror lod sig personligt involverer i en sag, glemte alt om sin træning og gennembankede en uskyldig mand, Sil.. Mr. Parker." rettede hun hurtigt sig selv. Hun skyndte sig at fortsætte så han ikke fik mulighed for at kommenterer det. "Min klient forsøgte naturligvis at forsvarer sig selv, som enhver anden havde gjort. Jeg er sikker på at han ville stille sig tilfreds med en undskyldning fra en overordnet, men det gør jeg ikke. Den auror skylder ham en undskyldning. Desuden har hans behandling alene kostet 1000 galleoner, og du kan umuligt sidde der og fortælle mig at ministeriet ikke vil dække udgifterne samt et beskedent beløb for en mand de selv sendte afsted. 2000 Galleoner og en undskyldning." vedblev hun med stædigheden malet i blikket. Hendes klient ville faktisk bare gerne have det her overstået, men hvis der var noget Kimberly ikke kunne fordrage var det farvoritisering af systemet på den måde, hendes retæfridghedssans kunne slet ikke klare det - og det vidste Silas. Det gik op for hende at hun havde siddet og peget stædigt ned mod papirene og nu bare holdt pegefingeren mod et tilfældigt dokument. Hun så ned på den og fjernede den dernæst nærmest lidt forfjamsket.

[Silas Parker]

Silas fastholdt ufortrødent blikket på hende. ”Stakkels mand?” Gentog han. Tydeligvis ikke helt af samme overbevisning. Manden havde gjort et vodleligt udfald imod en af hans mænd. Det havde han lidt svært ved at se gennem fingre med. Måske havde det også noget at gøre med selvkontrollen. Han brød sig ikke om, når folk ikke var istand til at kontrollerer dem selv.
Iveren brændte i hendes øjne. Han kunne se det og det gav en behagelig susen i kroppen. Han havde savnet det blik, men hun skulle ikke se at hans tanker atter vandrede i en anden retning. Han fik lidt besværet besværet sit fokus.
Der var begået en fejl i og med den auror havde fået lov af sin overordnede til at være med på den sag. Silas var ny på posten som minister for afdelingen, men han vidste at den forhenværende minister ikke havde anet noget om det heller. Det var en beslutning aurorens overordnede havde taget uden at vende den med dem. Dette var naturligvis fuldkommen uacceptabelt, og ingen tvivl om at den overordnede havde en del at stå til regnskab for i det henseende.
De brune øjne fik et kort advarende glimt som hun skulle til at sige hans fornavn, men ombestemte sig. ”Hvis ikke din klient ønskede at fremstå skyldig skulle han ikke have slået først Ms. Sunshine.” Hans tone var skap. ”Min auror kunne ikke vide hvad intentionerne var, blot at han blev angrebet i tjeneste og reagerede ud fra det.” Han rankede selv ryggen. Det var skønt med lidt modspil fra hende. Han pressede nok også citronen en anelse for lige at få hende hidset lidt op. ”Desuden er det jo ikke første gang Deres klient er tiltalt for vold og voldtægt.” Tilføjede han så. ”Så hvad med, vi dækker hospitalsregningen, din klient starter i en støttegruppe for vredesudbrud, og han får en undskyldning -fra en overordnet.” Han tiltede hovedet let på skrå og sendte hende et let gennemboredne blik.

[Kimberly Sunshine]

Det var ikke ualmindeligt kendt, at Kimberly ofte fik ondt af tvivlsomme typer, denne her gang var hun dog sikker i sin sag. Alligevel var der noget over måden han sagde det på, der fik hende til at synke så langsomt og hårdt så det nærmede virkede umuligt. Dog kommenterede hun det ikke.
Hendes klient havde rigtigt noget gjort første udfald mod auroren, men kun fordi auroren havde forsøgt at anholde ham med en så voldsom kraft at han havde følt sig truet. Silas ville i hvert fald ikke modtage nogen undskyldning fra deres side, hvilket lød meget mere overbevisende i hendes hoved end hun mærkede det sekundet efter, hvor han stirrede på hende med et advarende blik, der gav hende en følelse af at et mindre lyn slog ned i hende. Hun følte sig varm og sitrende ved tanken om hvordan han normalt ville have straffet hende for selv samme. Det lammede hende for et kort øjeblik.
Hun rømmede sig endelig og så væk for at bryde den forbindelse der var mellem dem. "Jeg er heller ikke fortaler for at aurorer skal risikerer deres skind, i hvert fald ligeså lidt som jeg er fortaler for at aurorer udnytter deres position til at gennemtæske en uskyldig mand på falske antagelser." vedblev hun og lagde begge hænder i sit skød.
Hun så op, men fjernede blikket inden han kunne nå at fange det med sit eget. Hun forbandede langt væk at det her skulle være så svært. Hvis han intention havde været at hidse hende op, så var det lykkedes ganske godt. Hendes kinder blev ildrøde, han kendte hende godt nok til at vide at det var fordi hun var blevet vred. Nærmest instinktivt havde hun rejst sig, sat begge hænder på skrivebordet med en ret fokuseret kraft bag. Hun lænede sig en smule frem og denne gang så hun ham direkte i øjnene. "Hvis min mand skal deltage i en såkaldt støttegruppe, så skal din mand det samme, for han har tilsyneladende også et problem. Så enten giver I min klient en personlig undskyldning og 2000 galleoner, eller også giver i min klient en undskyldning, 2000 galleoner og betaler for en støttegruppe til både ham og den involverede auror." slog hun fast. Denne gang havde hun ikke tænkt sig at rokke sig!

[Silas Parker]

Der skete noget som deres blikke mødtes. Noget ingen af dem ville være i stand til at løbe fra. Silas vidste udemærket hvad han havde lyst til at gøre ved hende lige nu, og han vidste at hun også var klar over det. Han kunne se det i hendes øjne.
Det irriterede ham grænseløst at han ikke var i en position hvor han kunne agerer på det, og hans tanker begyndte atter at vandte i lidt mere uprofessionelle henseender.
Han forholdt sig hundrede procent tavs som hun for op og hamrede håndfladerne ned i borpladen. Han havde set den komme da farven var skudt op i kinderne. Selv fortrak han ikke en mine. Kiggede blot på hende med afmålte brune øjne.
”Jeg behøver vel ikke at informerer om at din reaktion er uhensigtsmæssig og uprofessionel Ms. Sunshine.” Kommenterede han tørt og rankede ryggen. ”Såvidt jeg kan udlede af samtalen her, er jeg den eneste som er villig til at gå på kompromis. Så jeg tænker at vi ses i retten.” Han hævede brynene.
Der lå også noget stædighed bag, det var ikke pengene det drejede sig om her. Auroren var skånet for at miste sit job, skønt han selvfølgelig havde fået den obligatoriske advarsel. Han var ude af spillet i den forstand. Lige nu var det lige så meget et spørgsmål om stolthed, og hvis hun mente hendes sag stod så stærk at kompromis ikke var noget hun gjorde sig i, så måtte de jo føre den videre. Ministeriet havde bådet tabt og vundet sager som denne før, så der ville nok ikke blive hævet mange bryn over det kom for retten.
”Så, er du færdig med dit barnlige udbrud og klar til at indlede en aftale, eller tør du satse? Jeg bør vel ikke minde dig om at det også er din klient du gambler med her.” Kommenterede han så og så køligt på hende.
For helvede hvor havde han lyst til at sætte hende på plads lige nu, bare lige lære hende hendes plads at kende igen.

[Kimberly Sunshine]

Den pludselig bevægelse havde ligeså meget været for at bryde den særlige kontakt der havde været mellem dem et øjeblik. Kimberly vidste hun ikke ejede den halve af hans kontrol, og i og med at han begyndte at miste sin, var der en ret stor risiko for at hun ville gøre det samme. Det at han kommenterede det var en kende ydmygende. Hun rettede sig sig op og så ned på ham. "Jeg tænker at du har ret." bemærkede hun som det eneste. Det andet undlod hun helt bevidst at kommenterer på. Hun begyndte at samle sine papirer i en bunke i tavshed.
Silas var typen der vandt hver gang. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham vinde denne her gang. Den sag hun havde var reel, og hvis der var noget hun kunne, så var det at vinde folks medfølelse, hvilket var præcis det hun havde tænkt sig. "Hvis du kendte mig bare en smule bedre, ville du vide at jeg ikke er en gambler. Jeg er sikker nok i min sag, til at tage den i retten." hun vidste hvad han havde lyst til. Hun vidste at hendes selvstændighed og flabede kommentarer drev ham til vanvid, og den tanke alene nød hun. Det gav hende for en gangs skyld en hvis magt.
"Så.. God dag til Dem Mr. Parker. De vil modtage besked om tid og dato for rettsagen, men det ved De jo allererede." hun sendte ham et stift smil og nikkede som en farvelhilsen, før hun drejede om på hælen og forlod kontoret. Idet hun var ude af døren, bølgede en lettelse ind over hende, som om hendes organer havde været klemt sammen de sidste mange minutter og nu endelig faldt på plads i deres retmæssige position. Hun åndede ud et øjeblik, før hun forlod ministeriet.

//Out