On strangers tides

[Silas Parker]

@dmitry

Silas bolig

Omkring kl 21

Apr. 2057

---

Det havde været en lang dag på jobbet som Silas kom hjem. Han låste sig ind og tog sko og overfrakke af. Som altid var han pænt klædt og bar sig selv med stolthed. Han vidste at Athene Jo Clemencé ikke var hjemme i dag, hvilket passede ham glimrende, han elskede nu sin kone, men han var også ret overbevist om at hun sommetider nød at være selv lige så meget som han gjorde når hun havde nattevagter.
Han gik ind i stuen, med henblik på at hente sig en whiskey fra barskabet. Tryllestaven var i hånden og blev rettet imod pejsen som omgående kastede et orange skær af lys rundt i den let rustikke stue.
Han rettede lidt på tøjet, men fik så øje på noget som ikke var som det plejede at være. I den ene af lænestolene sad en skikkelse. Silas pegede omgående staven imod personen som umildbart ikke virkede bekedt. ”Hvem i alverden er du? Og hvad laver du i min stue?!” Silas stemme var vred og annoncerede tydeligt hvordan et forkert svar ville ende ud i problemer.
Ilden fra pejsen legede i hans ansigt og fik ham til at se om muligt endnu mere dyster og dramatisk ud.

[Deleted]

Dmitry havde fundet frem til en af de auror som valgte at tage røven på hans forældre og lokke dem i en fælde! Hvor de direkte blev sendt til Azkaban. Det havde vitterligt ikke været nemt for Dmitry at komme sig over det og faktisk kom han sig slet ikke over det overhovedet! Men det gjorde det bestemt ikke bedre og nemmere da han for nogle uger siden snart havde fået beskeden om at hans far var død i Azkaban! Hvordan han var død havde han ikke ønske at vide, men han huskede tydeligt brevet fra hans bedste forældre i Rusland! Dmitry var en del af garden, men han havde ikke følt sig til rette efter hans forældre kom i azkaban og nu hvor hans far var død kunne han ikke se nogen grund til at skulle forsætte der! Derudover var Dmitry ude i rigtig meget lort, han var blevet ”bedste venner” med flasken, han slåssede i byen, overfaldte andre og han var begyndt at tage stoffer.

Det var også derfor Dmitry havde brugt ind i dette hjem, det var ikke fordi det havde været nemt men det var lykkes ham. Efter en længere tids søgen, havde han fundet frem til denne auror! Silas hed han, en af dem der stod i sagsmappen om hans forældres sag. Hvordan han havde fået oplysningerne kunne han ikke fortælle. Dmitry havde da listet rundt i hjemmet før han fandt til stuen og et barskab. Han havde kigget på de forskellige flasker der stod der inde og blev enig med sig selv om det nok ikke gjorde noget at han snuppede noget af Whiskeyen der stod der inde, han havde dog ikke lige overvejet at tage et glas! Det brugte han selv sjældent der hjemme, hvis det alligevel kun var ham der skulle drikke af den.

Dmitry hørte lyden af hoveddøren der blev åbnet, han selv var kommet ind af et vindue bag huset. Han havde ikke været helt for sød ved vinduet så det krævede nok et nyt vindue. Lyden af personen som bevægede sig rundt der ude gjorde Dmitry virkelig nervøs. Hans stav lå på armlænet i den lænestol han sad i. Han holde godt øje med personen, dog kunne han ikke lade være med at smile stort, heldigt det var jo lige den mand han ledte efter. Dmitry gjorde ikke antræk til at tage sin stav som lå på armlænet, han var ikke interesseret i at starte en duel eller på anden måde virke truende. Ordene fra Silas fik ham til at smile og løfte flasken i en lille skål før han tog en tår af den og vrængede ansigt! Han var ikke god til Whiskey! ” Dmitry Kuznetsov, mit efternavn burde give genklang hos dig” sagde han helt roligt og nærmest helt afslappet, tros han var skide nervøs for hvad der ville ske med ham. ”øhm jeg kommer for at tale med dig” sagde han og så en anelse usikkert på ham.

[Silas Parker]

Silas havde ingen anelse om hvem denne gut var, kun at han befandt sig i hans hjem, hvilket allerede der gav et temmelig dårligt signal. De brune øjne blev knebet let sammen, ”det siger mig ingenting,” sagde han i en hård sandfærdig tone. Silas havde smidt mange forbrydere i Azkaban, og huskede dem ikke rigtigt efterfølgende. Når først de var væk behøvede han ikke længere bekymre sig om dem.
”Og det vælger du at gøre ved at bryde ind i mit hjem og stjæle min alkohol?” Tonen var hård og autoritær. ”Du har lige nøjagtigt 2 minutter til at tale eller forsvinde før jeg tilkalder aurorne.” Han var godt nok selv auror, men han var trods alt ikke på job. Staven var stadigvæk peget imod fyren, hele Silas udstråling indikerede, at hvis manden lavede den mindste forkerte bevægelse ville helvede hagle ned over ham. Silas var en dygtig magiker, og han var ikke typen der fandt sig i noget. Han kendte mange skidte typer fra sin fortid og for ham kunne denne person sagtens være en af dem. Silas ville i hvert fald ikke give ham chancen til at angribe. ”Tal.” Beordrede han uden at flytte sit blik eller sin stav fra fyren.

[Deleted]

Dmitry så på ham, det gjorde faktisk ondt på ham at han ikke huskede hans efternavn! Det var jo ham der smed hans forældre i azkaban! ”Nej gør det sikkert ikke, for mine forældre var måske ikke det værd? Du smed min far og mor i azkaban for dræb på mugglerfødte. Fordi de var i garden.. Men jeg kommer ikke foar at bede dig om at løslade dem eller andet… Jeg kommer fordi jeg tror du kan hjælpe mig” sagde han og satte forsigtigt flasken på gulvet før han rejste sig fra stolen, han valgte at holde sine hænder hvor han kunne se dem, for at vise han ikke var interesserede i at kæmpe eller lave problemer. ” Min stav ligger på armlænet af stolen, og der lader jeg den ligge. Jeg er ikke ude på at skabe problemer eller angribe dig sir” sagde han og så på ham, og valgte at træde væk fra lænestolen, sådan han havde stolen med hans stav på afstand for at vise han ikke ville gøre noget.

Han fik 2 minutter til at forklare hvad han lavede i hans hus, han måtte prøve om han kunne. ” Min familie er dødgardister, men jeg er ikke. Jeg er ude i en helvedes masse lort og jeg har brug for noget hjælp til at komme ud af det. Jeg ved godt det virker pænt damned at jeg opsøger dig, når du jo sendte mine forældre i Azkaban. Men jeg vil gerne ind på rette køl igen, og får styr på livet, min største drøm er at blive auror, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre” sagde han og så på ham. Han havde jo små forseelser på sig men aldrig blevet straffet. ” Så jeg håbede virkelig på at du kunne hjælpe mig.. Jeg vil ikke tvinge dig til det men jeg har virkelig brug for din hjælp. ” sagde han og så på ham med et usikkert blik, han forsatte med at holde sine hænder hvor han kunne se dem, for forsat at vise han ikke ville lave nogen problemer.

[Silas Parker]

Han var ikke sikker på hvad han skulle sige. Han havde smidt mange folk i Azkaban, især dødsgardister. Det var hans job. Udover det var Silas en hård mand og ikke nem at nå ind til. Måske var det også derfor at der ikke var spor af medlidenhed i de brune øjne. ”Hvis de har myrdet mugglerfødte sidder de tydeligvis det rigtige sted. Min eneste skam i dét henseende var at jeg ikke fik smidt dem derind noget før.” Svarede han køligt. ”Og bare for at understrege at selv hvis du var her for at få mig til at løslade dem, ville du ikke få noget ud af det.”
Han var stadigvæk ikke sikker på hvad fyren lavede her og han var ganske tilbøjelig til at tilkalde et aurorteam og få ham eskorteret væk for ulovlig indtrængning. ”Hjælpe dig?” Halvvejs fnøs han. Hvem fanden troede han lige at han var?
Skønt fyren trådte væk fra staven fasthold Silas stadigvæk sin imod ham. Det var lidt meget at tage ind og Silas rynkede brynene, ”nej det der virker, pænt damned, er at du bryder ind i mit hjem for at bede mig om hjælp. Ligner jeg måske en psykolog?” Han himlede med øjnene. ”Det lyder måske helt vanvittigt, men som en start kunne du jo vente på folk udenfor, og ikke bryde ind i deres hjem hvis du vil i kontakt med dem.” Påpegede han køligt. ”Hvad får dig desuden til at tro at jeg er interesseret i at hjælpe dig?” Silas vidste hvad det ville sige at komme fra en småkrimminel baggrund. Ingen kendte dog til hans baggrund da der aldrig havde været beviser for noget. Den eneste Silas havde fortalt det til var Jonathan som jo desværre af gode grunde ikke kunne sladre.

[Deleted]

Dmitry så på ham og kunne langsomt godt mærke at holde hænderne som han gjorde, ikke var nemt, det gjorde sku ondt i musklerne og han lod dem sænke for blot at stikke dem i bukselommerne, han havde ikke noget der kunne skade Silas eller på anden måde skabe problemer for sig selv. ”De fortjener det, det aldrig fair at tage et muggler liv bare fordi man har en syg holdning” Sagde han og så på ham, at han selv var dødgardist skulle han ikke vide og at han selv havde haft holdningen og nok et lille sted stadigvæk havde holdningen, men han ville aldrig kunne tage et andet menneskes liv. ”Havde jeg været her for at bede dig om at løslade dem, tror du så jeg havde forholdt mig så rolig?” sagde han og så på ham.

Måden Silas var på, havde han ikke været forberedt på, men han kunne sagens forstå hvorfor han var vred og virkelig på vagt. Dmitry var brudt ind i hans hus, han var søn af to dybt blodfanatiske og gennemgående dødgardister. Dmitry slog blikket ned i gulvet, han fik faktisk dårlig samvittighed over at være brudt ind i hans hus og ikke bare ventede udenfor. ”Nej du ligner bestemt ikke en psykolog, men jeg ved du auror og håbede måske at du ville hjælpe mig med at komme på rettefod, jeg har altid drømt om at blive auror, det var mit største søskende da jeg startede på Hogwarts og alle 7 år. ” sagde han og så usikkert op på ham. ” Jeg har brug for din hjælp til ikke at ende ude i mere lort og ikke ende i garden. De vil gerne have mig ind i garden, men jeg vil ikke. Jeg vil gerne udrette noget, jeg vil gerne hjælpe andre. Og gerne blive Auror, men jeg har brug for hjælpen til at komme der til” sagde han og kiggede rundt i stuen og ned i gulvet. ”Jeg håbede at du ville være interesseret i det, for at hjælpe mig med ikke at komme ud i garden,. Jeg har ikke lysten til at ende i Azkaban ” sagde han og så på ham.

Dmitry vendte ryggen til Silas og valgte at gå over til hans vindue og kiggede ud. ”Jeg skal nok erstatte det vindue jeg fik ødelagt. ” sagde han og fokuserede på at kigge ud ad vinduet. ”Før mine forældre blev fanget, fik jeg en hel bunke med papire over mugglerfødte som kan være i fare. Og derudover ved jeg at der er en auror som er dødgardist” sagde han og så vendte sig og så på Silas. ” jeg har ikke turde går til jer med papirerne, de ligger hjemme i min lejlighed. Men jeg vil ikke have dem liggende mere for jeg vil ikke blandes ind i det” sagde han og vendte sig først mod ham nu. ”Jeg kan sagens forstå, hvis du ikke vil hjælpe mig. Det var måske også forkert at håbe på at du ville. ” sagde han og satte kursen over mod stolen for at tage sin stav og trøje.

[Silas Parker]

Silas så koldt på ham, ”det ved jeg virkelig ikke, jeg kender dig ikke.” Svarede han direkte. ”Men når man bryder ind i folks hjem for at bede om hjælp, så forestiller jeg mig at du kan finde på hvad som helst.” Silas var ikke kendt for sin blødsødenhed, rettere tvært imod. Han avr en hård mand og han var ikke bange for at sige sin mening.
Silas himlede med øjnene, ”en god start er at lægge kriminaliteten fra dig, havde du været auror nu havde du mistet dit job på det her lort! Nok også endt i Azkaban for en stund. Hvilket stadigvæk er en mulighed.” Hans tone var hård. Han var stadigvæk vred.
Skulla han være helt ærlig, anede Silas ikke hvad han skulle stille op med denne gut. Hvem helvede var han og hvad i alverden fik ham til at tro at han kunne hjælpe ham. Den del med garden fik ham dog til at spidse øre. ”Så du har kontakter i Dødsgarden?” Spurget han direkte. Bare fordi ens forældre var i garden betød det jo ikke nødvendigvis at man selv fik samme vej. ”Hvis du gerne vil være auror må du kæmpe for det ligesom alle andre, ved at tage uddannelsen.” Sagde han tonen var mildere, men stadigvæk vred.
Han betragtede fyren som han fortalte, ”hvis du ligger inde med informationer, så er det lovpligtigt at gå til ministeriet med disse, ellers bliver du dømt som medskyldig.” Sagde han ligeud. ”Hvis du skal have bare den mindste chance -og det er en lille chance efter dette her, for at komme ind på aurorstudiet, så skal du hente de papirer omgående og lade dig forhøre på aurorkontoret.” Sagde han bestemt. Den unge fyr skulle være smart nu for ikke at blive fældet sammen med de andre dødsgardister.

[Deleted]

Silas kolde blik fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, han håbede ikke at Silas kunne se det. Men Dmitry var på ingen måde fjentligt og kunne sagens forstå ham, og han mærkede også den dårlige samvittighed der ramte ham over han gjorde det og det var tydeligt at se på ham. ” jeg forstår godt du ikke ved om du vil, når du ikke kender mig” sagde han og så på ham før hans dårlige samvittighed fik ham til at kigge ned i gulvet. Han blev usikker og nervøs og det lyste ud af ham. ” Det var det dummeste at gøre, jeg kan godt se det og det gør ikke nemmere for dig at forstå og tro på mig” sagde han stille og bed sig usikkert i læben før han kiggede på ham igen. ” Det kunne jeg nok, men det jeg ikke interesserede i at gøre, jeg vil bare gerne have din hjælp” sagde han stille og hvis man var en god menneske kender, samt kunne læse folks kropssprog var det tydeligt at se på ham at han havde det inderligt skidt over det.
Måden der blev himlet med øjnene gjorde det bestemt ikke bedre for Dmitry. Men han nikkede stille og svagt til hans ord, det havde han vel mere eller mindre ret i. Eller han havde ret man kunne ikke gøre sådan her hvis man ville være auror eller var auror for den sags skyld. ” Jeg tænkte ikke så langt sir” sagde han og anede ikke hvor fanden han skulle gøre af sig selv. ” Jeg ønsker ikke at ende i Azkaban, jeg ønsker ikke det her liv mere. Jeg ønsker at komme på rette fod og få et bedre liv men jeg kan ikke gøre det selv og min familie kan ikke hjælpe mig. Begge mine forældre er i Azkaban og jeg vil ikke ende der. Det var derfor jeg kom her men jeg skal nok gå nu og sørge for at dit vindue bliver lavet, jeg må prøve om jeg kan skaffe pengene” sagde han stille og kunne ikke lide hans tone ikke fordi den gjorde ham vred men det gav ham inderligt dårligt samvittighed og fik ham til at føle sig om intet værd. Men måske det egentligt var det der skulle til? Han vidste det ikke.

Noah spottede at hans ”spidsede øre” og som han spurgte om han havde kontakter i dødgarden, rystede han hurtigt på hovedet. ” Nej.. Det har jeg ikke” sagde han og kiggede ham i øjnene og man kunne se han ikke løj! For han havde vitterligt ikke kontakt med nogen af dem, han vidste de ville have ham til at gøre ting, for han var jo dødgardist men det skulle Silas ikke vide noget som helst om! For spurgte man Dmitry, så var han ikke dødsgardist han var mærket men han var det ikke! ” jeg kan prøve at forklare” kom det usikkert fra ham, han vidste ikke om han kunne gøre det troværdigt for han kunne ikke stå her og sige overfor Silas at han var mærket og tro han kunne slippe fra det. ” Min familie er dødgardister hele vejen tilbage i tiden så langt det muligt at gå tilbage, mig og min tvillinge søster har aldrig ville være en del af det. Vores forældre opdragede os til at hade mugglerfødte og at de var afskum og alt det her som garden står for. Min søster nåede at stikke af fra familien, men jeg gjorde ikke. Min far gjorde alt han kunne få at få mig i garden, men jeg nægtede! Og fordi jeg er homoseksuel mente min far ikke jeg det værdig nok.” sagde han og så på ham og blev flov over at han stod overfor Silas og sagde han var homoseksuel. ” Min far har lige indtil han røg i azkaban med vores mor forsøgt at tvinge mig ind i garden, men det ikke mig og jeg har ikke samme holdning som dem. Spurgte man mig, skulle man forvise dødgardister fra det magiske samfund fordi de ikke er værdige i vores samfund. Men jeg mistede alt da de røg ind i Azkaban min familie, mine forældre og jeg anede ikke hvor min søster var i verden! Og det hele væltede for mig, jeg begyndte at drikke og feste for at holde ud at være i mig selv og hver gang jeg forsøgte at komme væk fra det og prøve at få et ordentligt liv endte jeg tilbage i alkoholen og festerne fordi jeg ikke dur til noget. Jeg ikke god til magi, jeg var ikke god i skolen og har aldrig levet op til det folk forventede af mig.”sagde han oprigtigt og troværdigt for det var mere eller mindre rigtigt det hele men det kunne ikke ses på ham at han løj. ”Du må ikke tro jeg står her og klynker for at du skal ændre mening, men jeg synes bare du skulle have en forklaring” sagde han og trak på skulderne. ” jeg aner intet om hvad der sker eller foregår eller hvem der er i garden, jeg ved intet overhovedet” sagde han og igen var dette sandheden og det kunne ses og høres på ham. ” Men jeg tror bare ikke jeg kan komme ind på uddannelsen, og håbede at du måske kunne blive min lære mester?” sagde han og mærkede godt at hans tone var mildere men at han stadigvæk var vred. Måden som han blev betragt, gjorde ham utryg, men hvem ville ikke også blive det overfor en auror der ikke tøvede med at smide folk i azkaban? Han havde ryggen til ham, og nåede over til stolen hvor han tog sin trøje og tog den på før han tog ud efter sin stav, men holde den så det var tydeligt at han ikke var ude på noget, før han proppede den i en særlig baglomme på hans bukser så den ikke var tydelig. Dmitry vendte sig mod ham med hænderne i bukselommen, ” jeg aner ikke hvad der står i de papir! Jeg har aldrig åbnet dem, for det kan jeg ikke!” sagde han og så på ham med et bestemt blik, han ville ikke beskyldes for at være noget ”han ikke var” selvom han var det. ” Min far fortalte mig at de er forsejlet med magi som kun en dødgardist kan åbne, medmindre man kan bryde forselgningen og det aner jeg ikke hvordan man gør! Jeg kan ikke engang finde ud af at lave en bombardio besværgelse ordentligt, hvordan skulle jeg så kunne bryde sådan en forsejlning ?” sagde han og så på ham med et blik der tydeligt talte at han ikke anede noget om den form for magi, at det var forsejlede var ikke løgn men Dmitry kunne sagens åbne mappen fordi han bar mærket. ” Hvorfor tror du jeg kommer her? Tror du selv at jeg bare vil vade ind på ministeriet med papirende? Og blive anklaget for at være noget jeg ikke er? Blive set ned på! Måske endda blive opdaget af en dødgardist på vejen og blive slået ihjel! Tror du det nemt at være barn af dødgardister? Tror du det nemt at skal leve sit liv i frygt for om man åbner øjnene i morgen?” sagde han og så på ham, der var en smule vrede at spore i hans stemme men måske fordi det var afmagt? ”Du ved lige så godt som alle andre i vores samfund at dødgardister ikke styr nogen midler, mine forældre gjorde ihvert fald ikke! Min far har endda som barn torturede mig!” Sagde han og så på ham, selvom det ikke var hans far men hans søster der var blevet tvunget til at gøre det overfor ham var en anden side af sagen, men det skulle han ikke vide! ” Jeg kommer her for at få din hjælp, og jeg kan sagens forstå vis du ikke vil, men nu har du fået sandhederne og forklaringen, og så vil jeg ikke forstyrre dig længere. Jeg sørger for at sende mappen til dig med en ugle” sagde han og gjorde antræk til at ville gå, selvom han ikke havde lysten til at gå men han følte ikke at han kunne gøre mere for at få ham til at forstå selvom han prøvede.

[Silas Parker]

Silas rystede blot på hovedet. "Nej på ingen måde." Svarede han ligeud. Silas forholdt sig mere eller mindre udtryksløst som den anden igen undskyldte og forsøgte at forklare sig. Det var en meget absurd situation dette her, også selvom den unge mand forsøgte at overbevise Silas om at han ikke havde ment noget ondt med situationen.
"Igen, hvis ikke du ønsker at ende i Azkaban, skal du stoppe med at lave kriminelle handlinger." Svarede han, stadigvæk køligt. Silas var ikke nogen nem mand at komme ind på livet af. Han stammede selv fra et hårdt miljø, og var godt klar over at man kunne blive påvirket udefra, men derfor kom man aldrig ud af det, medmindre man selv gjorde noget for det, man kunne ikke bare regne med at blive rakt en hånd.
De brune øjne var fastlåst imod ham som han snakkede. Hovedet blev tippet let på skrå. Selvfølgelig kunne Silas godt høre og se at fyren ikke havde det nemt, men det ændrede ikke det hårde udtryk eller den holdning han havde til situationen. "Du bliver aldrig auror hvis ikke du har styr på dig selv." Sagde han direkte. "Du må få styr på dit shit før du kan komme ind, og det er ikke alle andre opgaver at få styr på dit liv, det er din opgave." Konkluderede han. "Hvis du vil det nok, så må du nosse dig sammen." Der var ingen kære mor her. Silas var ikke ligefrem elsket i ministeriet, for han var typen der kaldte en skovl for en skovl og ikke var bange for at sige sin ærlige mening.
Silas fnøs let, "du bliver ikke auror fordi jeg træner dig op. Uanset hvad, skal du have uddannelsen for at kunne kalde dig auror, og den kommer du ikke ind på før du får styr på dig selv." Informerede han.
De brune øjne blev atter hårde, "som auror vil dit liv altid være i fare. Du pisser folk som garden af, mafiaen, varulveflokkene. Hvis du er bange for at folk ser skævt på dig når du kommer ind i ministeriet, hvorfor tror du så at du har hvad der skal til?" Spurgte han direkte. Han lod sig ikke anfægte af vrede i Dmitrys stemme.
"Alle har deres historie og dæmoner at slås med." Sagde han blot, "hvis du vil videre, må du finde en måde at håndterer de på." Silas havde også været igennem sin del af elendighed, men han gik ikke og klynkede over det. Han kunne godt fornemme at Dmitry var desperat efter at få hjælp, men først og fremmeste måtte han hjælpe sig selv.
Han gjorde intet for at stoppe fyren i at gå. Så blot på ham med de mørke øjne. "Her er mit bedste råd til dig knægt, få styr på dit liv og dine værdier. Opsøg mig når du selv har gjort et aktivt tiltag i at få styr på dig selv, dit druk og dine problemer. Når du er klar til at ofre sig selv til fordel for andre." Han blik var stadigvæk hårdt, og næste gang du opsøger mig, bliver i ministeriet, ellers sender jeg din røv i Azkaban for ulovlig indtrængen." Ordene lød måske hårde, men Silas kunne ikke tage sig af om han "sårede hans følelser". Han nægtede at hjælpe folk som ikke var interesseret i at tage ansvar for deres eget liv. Derfor var dette faktisk et reelt råd.

[Deleted]

Dmitry så på ham og kunne ikke lade være med kort at rulle med øjnene, troede han, han var dum? Han vidste sku da godt at hvis han ikke stoppede med at lave de ting han gjorde ville han ryge i Azkaban! ” Ligner jeg en der er snotdum? Du behøver sku ikke fortælle mig at hvis jeg ikke stopper så ryger jeg i Azkaban.. Hvorfor tror du jeg står her?” sagde han og så på ham lidt for spydigt. Uhhh han havde sådan lysten til at tage sin stav og vise Silas at han ikke var dum og sagens kunne sætte ham på plads, men han vidste også godt at det ikke var den bedste ide og særligt ikke overfor en minister ansat auror! Selvom lysten virkelig var der og så bare sige damn det hele!

Ordene om at han aldrig ville blive auror hvis han ikke fik styr på sig selv og tog sig sammen og virkelig fik sig nogen nosser! ”Jeg har nosser og jeg kan også din røv at jeg har vis det skulle være” røg det ud af ham før han nåede at tænke sig over! Jep Dmitry var homoseksuel og det lagde han ikke skjul på! Ikke at han havde lyst til at have samleje med Silas og han håbede ikke Silas tog det som en trussel for det var det bestemt ikke på nogen måde. ”Jeg er godt klar over jeg ikke bliver det uden en uddannelse, jeg håbede bare lidt på at du kunne hjælpe mig til at blive klar til at kunne tage uddannelsen, du ved noget træning og sådan” Sagde han og så på ham. Han hadede hans hårde øjne men han mærkede hvordan hans eget blik blev lige så hårdt og nærmest iskoldt som han havde set flere dødgardisters blikke være! Han havde fået af vide af sin far flere gange at han havde det helt ægte dødgardist blik. Han håbede ikke Silas spottede og forsøgte at ligge to og to sammen og udspørge ham om diverse ting og sager eller få ham til at smide trøjen! Han kunne ikke helt lade være med at trække på læberne som han nævnte at man ville pisse folk fra garden af, det var ikke de andre udtalelser han smilede af. Han tænkte dog ikke over det på nogen måde.

” Det har alle vel, nogle flere end andre” sagde han og så på ham som var det normalt det var det vel også? ” Ja det må jeg, igen hvorfor damn tror du jeg står her, tror jeg ville risikere noget og bryde ind hos en auror hvis ikke det var fordi jeg mente dette! Og faktisk forsøgte at finde en måde at håndtere det på ved at søge din hjælp” sagde han og overvejede bare at gå, men han kunne ikke lade være med at kigge rundt i hans stue og så et billede på en hylde han kunne tydeligt se den ene var Silas og så en kvinde, han gik over til billedet og tog det og kiggede på det. ”Er det din kone?” spurgte han og viste ham billedet? Han kiggede nøje på billedet for at huske ansigtet godt, det kunne måske bruges til noget på et tidspunkt. ”Hun er flot” sagde han og smilede over til ham. ”Har i børn sammen?” spurgte han nysgerrigt, hmm han ville gerne have nogle oplysninger ikke fordi han ville bruge det til garden overhovedet, men det kunne jo bruges til så meget andet, hvis Silas forsøgte noget imod ham.

[Silas Parker]

Silas så atter kølig på ham, ”igen, du brød ind i mit hjem, det virker ikke helt som et super klogt træk.” Kommenterede han tørt.
Han forholdt sig fuldkommen udtryksløst ved kommentaren. ”Tydeligvis ikke. Du svarer igen som et lille barn. Som om du er bange for ikke at få det sidste ord.” Sagde han blot og lod de brune øjne bore sig ind i Dmitrys. Silas fnøs let. ”Jeg træner ikke folk der ikke har bevist overfor mig at det et det her de vil.” Sagde han ligeud. ”Det eneste jeg hører fra dig er at du står vræler over uretfærdigheden du har været udsat for. Well suck it up.” Svarede han ligeud. Silas havde altid været meget kontant.
Silas sukkede opgivende. Det var som om at den anden slet ikke lyttede. ”Jeg kan ikke løse dine problemer for dig. Jeg har sagt at det første skridt er at komme ind på aurorkontoret og fortælle os hvad du ved. Så kan vi tage den derfra. Hvis du ikke engang er villig til at gøre det, så behøver du ikke at opsøge mig igen.” Sagde han i en arrogant tone. ”Nej det er det ikke.” Svarede han sandfærdigt. Silas havde ingen billeder stående fremme af nær familie, det var han alt for paranoid til. Måske Silas lagde for meget i det, men som Dmity begyndte at spørge ind til familie -som Silas ikke rigtigt havde noget af, kunne han mærke at han blev gal. ”Se så at kom ud af mit hus.” Sagde han tørt.

//OOG: Jeg har forresten lige lavet en modificering i hans baggrund da det skulle passe sammen med noget andet plot, så Silas er ikke gift alligevel, sorry jeg lige glemte at skrive det noget før

[Deleted]

Dmitry så på ham, og måtte nok indse at hans svar og udtaler til Silas var mere eller mindre fordi han var godt beruset og ikke kunne tænke klart ordentligt nok. De ord og den måde Silas sagde tingene på, var underligt for det var som om ordene virkelig blev skudt ind i hjernen på ham, ikke på nogen dårlige måde han ville ikke kunne forklare det. Han kunne ikke finde nogen ord til at svare Silas og det var tydeligt at se på ham, man kunne godt sige at Silas havde vundet dette og det lyste mere eller mindre ud af ham.

Hans blik der var hvilende på billedet vendte sig mod Silas igen og nikkede uden at sige noget, før han satte billedet fra sig og overvejede kort at spørge om han måtte tage hans flaske med! Men han ville ikke risikere at Silas ville melde ham for indbrud og tyveri! Så han lod flasken være og gik over til Silas. ”Jeg sender en ugle, når jeg er klar. Du fik dine ord til at gøre noget ved mig, hvordan? Det kan jeg ikke svare dig på. Jeg sender en ugle til ministeriet når jeg er klar og blevet ædru og voksen!” Sagde han tros at Silas virkede virkelig vred. Han gik de sidste skridt over til ham som han bad ham forlade hans hus, han bed ham kort i underlæben og rakte hånden frem. ”Undskyld, jeg gjorde det jeg gjorde.” sagde han og så oprigtigt på ham. ”Jeg lover dig jeg kommer, med alt jeg har om garden og ædru. Tak fordi du bankede ordene ind i mit hoved” sagde han og lod ham tag hans hånd eller ej. Hvis han tog den ville han give den et maskulint klem før han forlod huset.

//out