When the plans for the day go wrong

[Deleted]

@mikhail
Vejr: Regnvejr, lover skybrud og vindstød af stormstyrke
Tid og dag: omkring kl 17 Fredag
Omgivelser: Hjemme hos Mikhail og Aleksandra og deres datter Anastasiya
outfit

---

At være høj gravid og skulle passe huset, samt sørge for indkøb, aflevering og afhentning af deres datter var til tider noget hårdere end hun havde haft det, da hun ventede deres første barn Anastasiya. Det var ikke fordi hun ikke elskede at være gravid og ikke elskede deres kommende barn nummer to, for det gjorde hun bestemt og hun elskede også manden som var faren til deres barn og kommende barn. Tros bølgerne kunne gå højt og at hun ikke altid gjorde tingene perfekt så elskede hun sin mand mere end noget andet. Frygtede hun ham? Måske på nogen punkter gjorde hun, men hun kunne ikke leve uden ham, hun ville ikke vide hvordan hun skulle klare sig uden ham. 

Aleksandra havde haft hele formiddagen fri, efter at have afleveret datteren i "før skole", derfor havde hun valgt at tage ud og hygge med en anden veninde som også var gravid, de ventede begge to deres nummer to og havde fulgt hinanden siden deres første. Aleksandra havde mødt hende til noget fødselsforberedelse og var faldet i god snak med hende som over tid havde udviklet sig til et virkelig godt og tæt venskab. Derfor havde hun brugt mange timer med Juylia i byen, indtil hun opdagede klokken! Hun skulle afsted nu for at nå og hente Anastasiya, inden hun kunne tage hjem men hun skulle også have handlet, inden hun hentede hende. Hun havde taget afsked med veninden for at skynde sig at handle ind, inden hun skulle hente datteren. Hun havde en indkøbsliste med, mest fordi hun ikke ville glemme noget. Hun vidste hvordan Mikhail reagerede hvis hun havde glemt noget, han ville have.

Den store mave hun havde fået, var ikke altid den mest mobile mave og gjorde mange ting besværligt for hende. Derfor var det også en besværet Aleksandra der hentede datteren med to bæreposer i hænderne, en datter der ikke ville med hjem og samtidig var død træt. Hormonerne var virkelig på spil i Aleksandras krop og det vidste både Anastasiya og ikke mindst Mikhail. Da det lykkes hende at få datteren med hjem, stod munden ikke stille på hende. Anastasiya havde altid været en meget snaksaglig og energisk pige. 

Hoveddøren blev låst op med besvær som regnen begyndte at stå ned, de havde lovet voldsom regn muligt skybrud og vindstød af storm styrke senere på aftenen.

hun vidste Mikhail  ikke var nået hjem endnu, men hun vidste at hun dårligt havde tid til at få lavet aftensmaden og sørge for Anastasiya fik lavede lektier, før hun skulle putte hende og rydde op efter maden. Husalf? Det var ikke noget de havde, hendes egen familie havde det heller ikke. Der havde det været hendes mor der stod for det hele sammen med en ung hushjælp de havde. Hun var vokset op med at børn og alt det huslige var kvindernes opgave, og sådan havde Mikhail det også det var sikkert og vist. 

"Anastasiya sko og jakke af og så læg din taske på plads, find dine lektier frem og kom ud i køkkenet, så kigger vi på det mens jeg laver maden skat" Sagde hun blidt og fik slæbt poserne ud i køkkenet, inden hun gik igang med at sætte vare på køl og finde det frem til aftensmaden som hun skulle bruge, tog hun den dyre flaske med Whiskey som hun havde købt til sin mand, måske han ikke altid var den sødseste og blideste mand, forkælede hun ham gerne. Hun havde set t han havde været ved at løbe tør for Whiskey og havde derfor købt en ny til ham. Hun satte den ind i barskabet forrest, inden hun gik tilbage til deres store åbne køkken.

Anastasiya havde bestilt hendes ynglingsret, som nok var den ret Aleksandra var bedst til og lave og altid lavede perfekt, Aleksandra lavede primært russisk mad da det var det alle i hjemme bedst kunne lide at spise. Anastasiya kom ud med hendes skole bøger som Aleksandra var igang med at forberede maden, hun kiggede kort op på uret, Mikhail ville snart have fri og kommer hjem og da maden endnu ikke engang var kommet i ovnen. Vidste hun at Mikhail ikke lige frem ville være i det bedste humør fordi det ikke var klar og havde han haft en dårlig dag på jobbet ville det ikke gøre det bedre.. 

[Deleted]

Blikket stirrede stift og køligt fremfor sig, som han vandrede op mod hoveddøren. Èn hånd i lommen, imens den anden bar jakken. Tankerne langt væk. Det var sjældent man egentlig vidste hvad der gik gennem hovedet på Mikhail. Han var ikke just den mest ekspressive type - pånær når han var vred eller på anden måde utilfreds. Så var man overhovedet ikke i tvivl. Det eneste man som regel kunne vride ud af hans ofte monotone ansigtsudtryk, var om han var fjern eller ej. Fjern som nu. Han måtte på kontoret senere og forsøge at regne lidt på tingene..

Der lød ingen kærlig hilsen når han trådte ind i huset, efter en endt arbejdsdag. Døren gik helt simpelt bare op og han trådte ind, hang sin jakke og bevægede sig ind for at se hvor Aleksandra befandt sig henne og hvad hun havde gang i. Dagen i dag var ingen undskyldning. En rumsteren i køkkenet og lyden af en barnestemme fra køkkenet, tiltrak hans opmærksomhed og han fulgte lyden indtil han stod ved indgangen med misbilligende blik og betragtede sin kone der ihærdigt forsøgte at tilse gryde og pande, imens hun hjalp deres datter med lektier.

"Du er ikke færdig?"

Spurgte han på den der lave, lidt ildevarslende måde, som han altid gjorde når der var noget der ikke behagede ham. Et skeptisk blik hvilede nu observerende på hende. Aleksandra var sjældent bagud med aftensmaden, så hvorfor? Måske gjorde det hende doven, at gå så meget hjemme alene. Var det nødvendigt med en handlinger til at bryde denne begyndende vane?

"Hvorfor?"

[Deleted]

Tros Aleksandra godt kunne mulititarske var det ikke altid lige nemt for hende at fokusere på maden og hjælpe datteren med lektierne og slet ikke vis hun vidste at hun havde travlt og var bagud. Og slet ikke jo længere hen hun kom i graviditeten, det gjorde alting sværere og hårdere for hende. Men hun vidste godt at Mikhail nok ikke ville antage det som en god undskyldning, for hun havde jo klarede det med Anastasiya og hun var den første, så hvorfor skulle hun ikke kunne klare det bedre med nummer to.

Mens Anastasiya snakkede om skolen i dag og at hun havde været oppe og toppes med en af de andre drenge, ” Jeg har fortalt dig at jeg ikke vil have du slå eller sparker de andre” kom det fra Aleksandra som hun hørte hoveddøren blive lukket, hun havde slet ikke anseet at døren var blevet åbnet. Lyden af skridtene kommende mod dem, vidste hun var Mikhail, man kunne altid høre det var ham eller det kunne hun. Ordene fra Mikhail om at hun ikke var færdig, fik hendes hjerte til at springe et slag over, ”Nej desværre kære, hele min tidsplan røg tidligere og kom forsent afsted til at hende Anastasiya” sagde hun blidt og kiggede usikkerover på ham, at hun havde været sammen med en veninde og det var derfor tiden var rendt fra hende behøvede han ikke at vide.
Hun ønskede ikke en diskussion og ønskede ikke at ødelægge hans dag mere end den var, for hun kunne fornemme det ikke havde været den bedste dag. ”FAAAAAAR” råbte Anastasiya som hun hurtigt var sprunget ned af spisebordsstolen og løber over til sin far i et kæmpe kram. ”Far, far, der var en af de lidt større drenge på skolen i dag som drillede mig og så sætte jeg ham på plads, lige som du har sagt man skal gøre” sagde hun og så stolt op på sin far.

Aleksandra håbede inderligt at ordene fra deres datter kunne flytte hans fokus på at hun ikke var færdig med maden. Den var dog kommet så langt at hun kunne putte de sidste ting ind i ovnen og der nu kun ville være 25 minutter til de skulle spise. Dog havde hendes mand ikke flyttede fokuset så meget som hun gerne ville have haft det. ”Jeg har haft travlt i dag og så er tiden rendt fra mig” sagde hun som, hun gik i gang med at skylle tingene af hun havde brugt. ”Jeg har måtte være rundt i flere forskellige butikker for at skaffe din ynglings Whiskey, og Anastasiya ville ikke med hjem, da jeg kom for at hente hende, så jeg måtte bruge lang tid på at få hende med hjem.” sagde hun og lænede sig med ryggen op ad køkkenbordet og en hånd under hendes mave, denne lille dreng i hendes blev kun tungere og tungere og hendes ryg gjorde mere og mere ondt. ”Far må jeg gerne få en is efter aftensmaden?” spurgte Anastasiya som hun igen gik over til spisebordet for at forsætte sine lektier. Anastasiya var dygtig i skolen, hun var noget længere fremme end de andre i hendes klasse og læste næsten lige så godt som den der gik 2 klasser over hende. ”årgh min ryg dræber mig” mumlede Aleksandra som hun var i gang med at løfte tallerkener ned fra køkkenskabet.

[Deleted]

Mikhail var ikke imponeret af Aleksandras forklaring - faktisk mente han, at hun idet mindst kunne have forsøgt lidt bedre. Han kastede kort et blik rundt på omgivelserne. Køkkenet lå i åben forlængelse af et alrum, hvor der ikke var langt til middagsbordet hvor de spiste sammen når det blot var dem. Der lå rester af et mindre selskab. Mikhail var en utilregnelig mand, tålmodig når man forventede at han ikke var det og konsekvent når man forventede at han var venlig. Han foretrak ikke en mine udadtil, men indeni voksede skepsissen. Og den gik fra 0 til 100 på sekunder. Hvem havde hun haft på besøg? og som hun ovenikøbet dækkede over? Hans mørke øjne faldt atter på konen, der tydeligvis var blevet usikker. Det lå i hendes blik. Han nåede kun lige at rynket let på brynene, inden Anastasiyas skingre stemme flængede den trykkede stemning blandt de to voksne. Mikhails ansigt blødte op, som han så mod sin datter. Hendes små arme havde lagt sig rundt om hans ben og knugede det indtil sig. Mikhail trak på sit sjældne smil, som oftest sås omkring Anastasiya. Han bukkede sig ned og samlede hende op, som hun ivrigt fortalte om sin oplevelse i skolen.

"Virkelig?"

Lød det forbavsende hengivent fra ham, som han så mod datteren i sine arme.

"Og vandt du?"

Et bryn blev løftet, som han så lidt indgående på hende idet han afventede hendes svar. Da hun nikkede stolt, bredtes smilet og han placerede et kys i hendes pande.

"Sådan skal det være. Husk, stærk, hurtig, klog." Sagde han, som han henholdsvis trykkede en pegefinger mod hendes overarm, ben og pande. Anastasiya fniste og vred sig efterfølgende lidt for at komme ned. Mikhail gav efter for hendes ønske og satte hende på gulvet igen. Den lille pige løb over til det sted hvor hun havde lagt sine lektier. Mikhails opmærksomhed vendte mod hans kone igen, som hun begyndte at fortælle om sin dag. Han lyttede blot uden at sige noget og da hun vendte sig om med ryggen mod køkkenbordet, trådte han blot roligt hen til hende, så han stod ved hendes side. Tidspunkter som disse var virkelig en vippe når det gjaldt ham, enten tippede vippen til den ene side og han ville vise hende affektion. Eller den kunne vippe den anden vej og hun ville få én på lampen. Umiddelbart lod det til at vippen vippede i den rigtige retning den dag. Han brummede blot et simpelt "Hm." idet han med den ene hånd rakte ud for at kærtegne hendes ryg.

"Det lyder som om du har haft en hård dag?"

Han lod fingrene glide i kærtegnende bevægelser fra hendes ryg og op mod hendes nakke, inden han pludselig lod fingrene gribe om den i et fast greb. Ingen tvivl om at han fastholdt hende nu. Måske var vippen i virkeligheden ikke vippet derover hvor den skulle? Han pressede hendes hoved hen mod hans, imens han stirrede på hende med et koldt, tomt blik.

"Hvem har du haft på besøg?!"

Knurrede han. Han hørte skam Anastasiyas spørgsmål om is efter aftensmaden, han nøjedes dog blot med at løfte en flad hånd affærdigende. Det betød oftest noget i retning af 'Ikke lige nu, Anastasiya'. Pigen tav dog også, men ville sikkert blot spørge igen, når det virkede til at han havde tid igen.

[Deleted]

At se far og datter være sammen på den måde, at se hvor meget Anastasiya elskede sin far og hvordan hun altid lærte godt af det hendes far, lærte hende. Hun var næppe en pige der var bange for noget heller ikke de store på skolen som kunne være efter hende. Hun så over på dem som hun overværede deres samtale og hvordan Mikhail havde løftet hende op i sine arm. Det fik hende til at smile stort og kærligt. Hun elskede dem begge meget højt, som i virkelig meget. Aleksandra kunne heller ikke lade være med at grine som hun så hvordan hendes far blev stolt over at hun havde været oppe og toppes med en af de store, og hvordan han fortalte hende at hun skulle huske at være stærk, hurtig og klog.

Aleksandra så på Mikhail, hans øjne og hans krop han var altid så skide svær at læse for hende, hun vidste aldrig hvad hun skulle håbe og tro. Ville han være kærlig? Ville han flippe ud? Ville han være omsrogsfuld, hun vidste det ikke, for hun kunne ikke læse ham. Heller ikke denne gang, hun vidste ikke hvad vej vippen vippede. Hun så på ham, som hun mærkede hans hånd på hendes ømme ryg, måden hånden gjorde det på troede hun først at han ville være sød ved hende og kærlig. ”Anastasiya gå ud og vask hænder” kom det var Aleksandra, man kunne ane en lille frygt i hendes stemme, vis man kunne læse hende som Mikhail kunne lige som var hun en åben bog. Anastasiya sagde ikke noget men pakkede sine bøger sammen og gik ind med dem for derefer at ville gå ud og vaske hænder. ”Ja, jeg er højgravid og skal ordne alting selv” sagde hun stille og mærkede hvordan hans hånd kærtegnende gled op af hendes ryg, det fik hende kort til at slappe af men også kun kort til hans hånd var i hendes nakke og et med fast tag blev hun tvunget til at kigge over på ham. Man kunne se frygten i hendes øjne. ”En veninde, hun hjælper mig ind i mellem med den lille’s værelse” sagde hun og kiggede ham ind i øjnene, hun vidste at hun ikke skulle finde på at lyve nu, hvis hele aftenen ikke skulle ødelægges. ” Bare en veninde Mikhail!” sagde hun og vidste godt hun havde glemt at rydde de sidste ting op på spisebordet fra hun havde haft besøget men hun håbede ikke at han havde opdaget det, eller at han ikek var nåede hjem før hun havde dækket bordet til aftensmaden og nåede at fjerne det der. ” please Mikhail slip mig” sagde hun og lagde en hånd på hans bryst, og prøvede at presse ham lidt væk fra sig.

[Deleted]

Mikhails mørke øjne, fremstod kun mørkere som han stod der og stirrede koldt ind i hendes. Han så frygten brede sig i hendes blik. Mikhails skepsis havde svært ved at svinde, når først den var blevet aktiveret. Men i hendes reaktion, så han også sandheden, hvilket alligevel fik hans hånd til at løsne det jernhårde greb der ellers havde holdt om Aleksandras nakke. Men inden han slap hende helt, tilføjede han en kommentar; "Du ved at jeg ikke vil have folk rendende her." Knurrede han og tog et godt kig på hende, så hun ihvertfald slet ikke var i tvivl om at han mente det. Så slap han hende. Hun ville sikkert have blå mærker efter hans fingerspidser i morgen...
Mikhail drejede på hælen og spankulerede ud af køkkenet for at gå hen til bordet og inspicere resterne af deres selskab. Han rettede et irettesættende blik mod hende. "Det er sidste gang, at jeg kommer hjem til sådan et rod." Lød det formanende fra ham. "I næste uge kommer der nogle vigtige folk. De skal ikke se hvor sløset og lad min kone i virkeligheden er." og med det sagt, spankulerede han indtil barskabet for at tilse den flaske med Whiskey, som Aleksandra havde købt til ham tidligere.

[Deleted]

Han greb om hendes nakke gjorde ondt, og hun var bange for at han ville tro at hun løj for ham, men det gjorde hun ikke på nogen måde. Dog flyttede hun ikke på sig eller sit hoved, hun vidste hvad det ville betyde hvis hun gjorde. Men som hans jerngreb løsnede sig vidste hun betød at han troede på hende og han kunne se at hun ikke løj. ”Det jo bare en veninde” mumlede hun stille som han slet hende. Hun vidste godt at han ikke ville have nogen rendende som han ikke selv havde inviteret hjem til dem. Tros han havde sluppet grebet følte hun stadigvæk hans jernhårde greb i hendes nakke og hun var slet ikke i tvivl om at hun ville have mærker efter det.

Aleksandra fulgte ham hen til bordet for at begynde at rydde det op, hun havde glemt inden hun skulle til at dække bordet for aftensmaden. ” Ja Mikhail” sagde hun som svar på at det var sidste gang han kom hjem til sådan et rod, huset var normalt ryddet og velholdt. Hun begyndte at bære tingene ud i køkkenet for at få styr på det. ” Ja, skal jeg lave noget specielt mad eller sådan?” spurgte hun forsigtigt, det var mere så hun var forberedt og kunne nå at handle ind og gøre klar. Som Mikhail forlod køkkenet for at gå ind og kigge på whiskey’en hun havde købt til ham fik hun ordnet det sidste til aftensmaden og ryddet køkkenet og dækket bordet. Som hun måtte støtte sig op ad køkkenbordet, som hun fik pluk veer, de var begyndt at komme på det sidste og det kunne høres på hende. Hun havde fået afvide hun skulle tage den med ro og passe på sig selv og barnet, for ellers ville hun sætte fødslen for tidligt i gang. Men det kunne hun ikke, hun havde et hus at passe og en datter samt hendes mand ikke måtte mangle noget overhovedet. Man ville kunne høre hende inde i stuen, jamre og tydeligt have ondt, tros hun prøvede at skjule det. Hun ville ikke gøre Mikhail bekymret, for om hun var i gang med at skulle føde. For det var kun pluk veer og at den lille lige nu var ekstra meget aktiv i hendes mave. Tros smerterne, fik hun sat maden på bordet og gået ind i stuen til Mikhail. ”Der er mad, kan du ikke hente Anastasiya” sagde hun og prøvede ikke at vise hun havde store smerter.

Hun kunne mærke det forsatte med at tage til, så voldsomt havde det ikke været før. Som hun stod der i stuen og kiggede på Mikhail, gik der panik i hende mere end normalt ved pluk veerne. "Mikhail, der er noget galt, der er noget galt" skreg hun nærmest i panik, hun kunne mærke at hun begyndte at blive svimmel og måtte holde den ene hånd på maven. "jeg tror jeg går i fødsel" sagde hun og så panisk på Aleksandra! Han skulle først komme om en måned! Det var for tidligt at han skulle ud nu. "Mikhail gør noget" halv skreg hun nærmest dog denne gang på Russisk. 

[Deleted]

Det skulle vise sig at være en meget... indholdsrig dag, for Mikhail.. og en hvor en masse følelser gik højt - og følelser og empati var ikke hans spidskompetence. Han var allerede træt da han kom hjem, og blev det kun mere da han havde været nødsaget til at irettesætte sin kone. Ja, han havde blot vendt ryggen til hende et kort øjeblik, inden hun krævede hans opmærksomhed igen. Nogengange undrende han sig over, hvorfor det var at det var en god ide at have en hustru.. Som hans blik gled over 'gaven' fra Aleksandra, begyndte de mørke tanker at rumstere inde i en ellers intelligent, men åh så mørk, hjerne. En højlydt jamren lød nu ude fra køkkenet af. Mikhail snappede ud af sine tanker og stillede blot whiskey flasken på plads igen. "Hvad laver du nu?" Spurgte han nærmest træt, som om han havde passet uvorne unger hele dagen. Da han dernæst får øje på hende, som hun nærmede sig stuen, rettede han blot det kølige blik mod hende, som han hurtigt analyserede hvad han så. Det var tydeligt at hun var i smerter, men forsøgte at skjule det. At dømme ud fra den måde hun bevægede sig på, tog det ham ikke lang tid at regne ud hvad problemet skyldtes.. og ganske rigtigt fór en smerte igennem hende igen. Hendes blik ligeså panisk som hendes stemme. "Tag det nu roligt, kvinde!" lød det fra ham, som han forsøgte at etablere stilhed. Mikhail elskede sine børn højt, hvorfor han kun kunne være bekymret for om hans kommende søn ville lide skade hvis ikke han bragte Aleksandra til noget hjælp af en art. I samme nu kunne man høre Anastasiyas stemme i baggrunden, der ikke forstod situationen. "Hent din jakke og tag sko på." Dikterede han datteren, som han ledte Aleksandra hen til en stol, hvor hun kunne sidde ned, imens han hentede de fornødne ting, som han mente skulle med inden de forlod huset. "Vi tager til Skt Mungos." Forklarede han blot, som han satte sig hug foran Aleksandra for at give hende sko på. Han svang dernæst en jakke om hendes skuldre og støttede hende hen til pejsen, med Anastasiya ved siden, hvor de kunne rejse med susepulver.

[Deleted]

Aleksandra var i panik, og det var tydeligt, men hun prøvede virkelig at få styr på sig selv. Hun så over på Mikhail, nikkede ”jeg prøver” sagde hun stille, og der gik heller ikke så længe, før hun begyndte at falde ned igen og fik noget mere styr på sig selv. Hun lod ham hjælpe hende over til stolen og hun satte sig ned, tros det gjorde skide ondt, formåede hun at holde sammen på sig selv som Anastasiya kom ud til dem. ”Det okay skat, mor er ondt. Det bare lillebror der laver lidt ballade” sagde hun som Anastasiya forskrækket kom over til sin mor efter hun havde hentet sine sko og jakke. Aleksandra krammede hende blidt som hun lod Mikhail give hende sko og en jakke på. ”far sker der noget med lillebor?” spurgte hun som Aleksandra rejste sig og lod sig blive støttet af hendes dejlige mand over til pejsen, så de kunne komme til Skt. Mungos. Anastasiya var bange for der var noget alvorligt galt med hendes mor og lillebror, men hun prøvede at skjule det.

Som de kom ind i pejsen og kort efter dukkede op på Skt Mungos, gik vandet. ”Han kommer nu” sagde hun og kiggede ned af sig, det var vandet der var gået. Anastasiya så det godt og løb hurtigt over til en ansat hun kunne få øje på. ” du må hjælpe min mor og far, min lillebror er i min mors mave og har det ikke så godt” sagde hun og pegede over på sin mor og far. ”Han kommer ud til os” sagde Aleksandra og kiggede op på Mikhail med et kærligt og forelskede blik. Den unge sygeplejerske som Anastasiya havde fået fat på kom hurtigt over til dem. ”Vi skal have dig over på fødselsgangen, Har du mod på at gå der over? ” spurgte hun roligt og professionelt. Aleksandra nikkede, hun kunne nok godt klare at gå der over, men hun var ikke sikker på det. Anastasiya kom helt over til dem og så op på sin far, hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre lige nu og kunne godt fornemme at hun ikke skulle begynde at stille spørgsmål.

[Deleted]

Da de først ankom, gik tingene stærkt. Aleksandra blev ført til en fødegang af personalet. Mikhail tog sin datter i hånden og sammen fulgte de blot Aleksandra og sygeplejersken. Mikhail fandt situationer som denne yderst ubehagelig. Det var et område han ikke forstod sig på og derfor ikke vidste hvordan han skulle forholde sig til. Så da han blev tilbudt og gå med ind og se fødslen, afviste han og ønskede hellere at vente udenfor. Det var noget af et under, at han ejede så meget karisma, at en afvisning af noget så vigtigt ikke blev set skævt til. Men det var blot et af hans mange talenter. Mikhail brugte den tid det tog Aleksandra at føde, på at tale situationen igennem med Anastasiya der var temmelig oprørt og ellers på at vente.

[Deleted]

Det havde føltes som at gå en hel maraton før hun ankom til fødegangen og ind på en stue hvor hun snart skulle føde deres lille søn. At Mikhail ikke ville være med til fødslen gjorde hende selvfølgelig lidt ked af det, men hun vidste også godt at de havde en datter at tage sig af, og hun havde ikke lov til at være på fødestuen imens hun fødte. ”Far, er mor okay?” havde Anastasiya flere gange spurgt ham, selvom han forklarede hende om hele situationen og hvad der foregik inde på stuen, hvor man kunne høre Aleksandra jamre og virkelig have store smerter.

Det var først godt 2 timer fra de var ankommet til Skt mongus at man kunne høre baby gråd inde fra stuen sammen med en masse tumult. Da sønnen var født en måned for tidligt skulle han tjekkes op på af en børnelæge, derfor kom en sygeplejerske ud til dem og sagde ”Hr. Zinchenko, vil du have æren af at klippe navlestrengen?” Spurgte hun smilende og så afventende på ham. Lige nu lå deres søn på brystet af Aleksandra, for at få klippet navlestrengen, så han derefter kunne tjekkes op på, men man kunne tydeligt høre at han træk vejret fint, og det virkede ikke til at han fejlede noget.

Hvis Mikhail valgte at ville klippe navlestrengen, fik han lov til det, ellers gjorde jordemoderen det, inden han blev løftet over og blev tørret så børnelægen kunne kigge på ham. Han fejlede ikke noget og de var ikke bekymret for at han ikke skulle klare den. Det var først da Aleksandra var kommet over i en anden seng og ind på en stue ved siden af fødestuen. Hun blev kørt i sengen der ind igennem døren der var til det andet rum. ” Nu må i begge to gerne komme ind til Aleksandra” kom sygeplejersken og sagde og smilede til Anastasiya ”Så det vist tid til at du får lov til at se din lille bror, han er rigtig flot men lille” sagde sygeplejersken nede på et niveau så Anastasiya kunne forstå det. Aleksandra lå med den lille dreng og ammede ham, selvom han ikke havde helt nemt ved at få fat på hendes bryst og holde fast.