Welcome To My Life

[Atticus Hamilton MacKay]

Atti lod et fnys forlade sine læber. Han sov ikke i en seng om natten og godt sov han heller ikke – men det var ikke mangel på komfort. Det var de mareridt, han konstant havde som gjorde han ikke sov om natten. ”Selvfølgelig ikke,” han blinkede en enkelt gang til hende. Han nød at være skæv og de friheder, det gav ham. Han nød også at en anden var påvirket med ham. Det han nød allermest var, at der var en der ville slippe ligeså meget fra det møde, som han selv ville.
”Nah, det er for langt herfra,” løj han. Han ville ikke til at forklare om hans telt eller hvordan han havde boet sådan det sidste år. Det værste han vidste var andres medlidenhed. Han løb videre med hende, og sænkede først farten som hans gjorde. Hans brystkasses hurtige bevægelser op og ned fortalte en tydelig historie om hans åndedræt var på overarbejde. Han smilede som hun gjorde og trak vejret tungt, som hans blik mødte hendes. Han lod sine mørkebrune øjne dvæle ved hende. Han mærkede det han mest havde lyst til var at trække hende indtil sig og give hende et kys. Hans tanker blev dog brudt ved hendes spørgsmål og deres berøring så brat brudt. ”Højre… Der er en pub..” lød det forpustet fra ham.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Mareridts var noget Kaya bestemt kendte til, hvilket også var en af grundene til, at hun var begyndt på stoffer igen. "I knew it," svarede hun og blinkede retur til Atti. Det var rart at slippe væk fra virkeligheden af og til. Det var dog ikke hver dag hun tog noget, for at få sine opture. Hun brugte naturen meget også, så som løbe turer i den skov hun boede i, eller smadre ting, for at komme ud med nogle argrationer.
Hun grinte forpustet, mens de løb. "Hvor så?" spurgte hun, uvidende om at han løj for hende. Hun ville aldrig have gættet, at Atti boede i et telt. Måske en lille lejlighed somewhere, men ikke et telt. Som de fik sunket farten, mødte hendes blik hans. Hun kendte intet til den lyst han stod, hvor skulle hun vide det fra? Ikke at hun ville blive sur, hvis han gjorde alvor af dem. Det ville overraske hende og komme bag på hende, men sur? Nej. Hun løftede let den ene pegefinger, "Nu snakker vi samme sprog," svarede hun morende og drejede mod højre. "Tror du vi skal se frem til en skråler, fordi vi ikke dukkede op til mødet?" spurgte hun morende og gik mod pub'en.

[Atticus Hamilton MacKay]

Han sendte hende et smil ved hendes svar og nød hendes blink retur til ham. Han skammede sig ikke over, at bo i et telt, men havde ikke brug for medlidenhed. Han så hun løftede sin pegefinger og nikkede. ”Det tænkte jeg nok,” påpegede han med et kort nik, inden han gik mod pubben. ”Måske eller også sender de, de 10 plager indtil vi dukker op,” jokede han og stoppede op ved ved pubben.



//Out//