Welcome To My Life

[Kaya Elisabeth Hansen]

Tildelt: Atticus Hamilton MacKay

Sted: Det Psykiatriske Hospital

Tid: April 2057, omkring klokken 10.

Outfit: link

---

Kaya havde været en fri kvinde i godt og vel 6 år efterhånden. Hun havde fået tilbudet om, at snakke med en psykolog flere gange, men havde først nu fundet overskud i sin hverdag til det. Hun burde nok have sagt ja tak, for længe siden, men der havde været så meget og det var først nu, hun følte der var nogenlunde ved, at være styr på tingene igen. Foruden @timothy1 stadig var i kløerne på @dacoda . 
Hun var kommet lidt før mødet, for tidligere fanger, skulle starte, for lige at nå at få en kop kaffe og og en smøg. Hun havde derfor taget kaffekoppen med uden for, for at ryge sin smøg og nyde solen lidt. I det store hele, syntes hun egentlig det var et fint tilbud, at give tidligere fanger. Et møde, hvor de alle kom med den fælles ting, at de havde siddet i Azkaban - af enten den ene eller anden årsag - og nu skulle til at fungere i samfundet igen. Hun syntes selv, det gik fint nok, igen foruden med Timothy, men hun havde brug for, at snakke med nogle mennesker, som rent faktisk vidste, hvad det ville sige at sidde i et fængsel som Azkaban.
Hun lukkede kort øjnene med ansigtet mod solen, mens røgen sivede ud af hendes næse og mund. Det var rart, at slappe lidt af og bare være til. Hun vidste ikke, hvad hun skulle forvente af det her møde eller om, hun overhovedet ville få noget ud af det. Enten ville det blive spild af tid og så ville hun bare ikke dukke op næste gang, eller også ville hun få meget ud af det eller bare noget, og så ville hun selvfølgelig komme igen, næste gang. Men det måtte tiden vise.

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus havde for alvor været fri i godt og vel et år. Det var et år siden, han havde fået fodlænken af og havde fået sin stav igen. Meget var sket på det år. Han havde haft et sted at bo – fast, men det havde han ødelagt ret hurtigt. Han havde jo ikke kunne bo ved Faith og Hope. Han havde været så forelsket i Faith, og det havde været utrolig svært for ham at være i. Han var stukket af en nat, da det hele var blevet for meget. Følelserne. Nærværet. Mareridtene, vågen og sovende. Det hele. Han havde været bange for, han ville gøre både Faith og Hope fortræd. Han var derfor flyttet ud på gaden i stedet og følelserne, dem havde han slukket af for så meget det var muligt. Alle følelser. Hvis der var noget for ham der var heldigt for ham i den her situation, så var det han var magiker. Han havde derfor heldigvis haft mulighed for at købe et telt og kaste magi over det, så der var varme og plads i det. Det boede han i. Han havde sagt til sig selv, det bare skulle være midlertidigt. Til han fandt et sted at bo – en lejlighed. Det var dog endt med at blive lang tid og for hver dag der gik, blev det svære at bevæge sig mod det mål.

Det havde egentlig været med en smule apati, han havde set på indbydelsen til et møde for tidligere fanger. Det var ikke fordi han ønskede at rive op i gamle sår, men alligevel – så ønskede han at få en form for afslutning på en tid, der egentlig havde endt så brat. Det havde været hans liv i 7 år. Han havde derfor alligevel valgt at møde op og som han stod ude foran indgangen mærkede han en underlig følelse af modløshed. Han fandt en cone frem fyldt med grønt tobak, som han tog et hvæs af. En vane, han også havde fået igen. Det dulmede tankerne og gjorde han ind i mellem fandt noget ro. Hans mørke øjne faldt på en kvinde, som stod ikke langt fra ham. Øjnene prøvede at genkende hende – havde han mødt hende, mens han sad der? Han syntes at kunne se noget i hendes blik – et blik, som kun dem der havde oplevet Azkabans mange kolde nætter, frygten og rodløsheden, kunne mestre.


Outfit

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde været så heldig, at kunne overtage sine forældres gamle hytte i skoven, hvor der også var en magisk kælder, hvor hun kunne låse sig inde under fuldmånen. Hun havde mange dæmoner at slås med, men i det mindste havde hun et fast arbejde og et sted at bo. Hun havde drukket for meget længe, hun tog stadig stoffer, når den virkelige verden var for meget, hvilket skete tiger og tiger for hende, hvilket også var en af grundene til, at hun havde valgt at takke ja tak til dette her tilbud. Det var jo ikke fordi hun ikke ville have styr på sit liv, og på mange punkter følte hun også, at hun havde fået styr på sit liv, bare fordi andre måske ikke mente det var et perfekt liv for hende, så var det trods alt hende selv som skulle leve det, så det var vel vigtigere at hun selv syntes hun havde det godt, end hvad andre syntes.
Hun nød røgen i sine lunger, men kunne pludselig dufte en anden duft blande sig, hvilket fik hende til at åbne de mørke brune øjne igen. Hendes blik fulgte den sødlige røg, til de faldt på en mand. Hendes blik gled ubevidst lidt op og ned af ham. Hun vidste hun havde set ham før, hun skulle bare lige placere ham, fra hvor. "Atti.. cus?" spurgte hun ikke helt sikker på, om det var rigtigt. Det var selvfølgelig også nogle år siden, men de havde haft celle overfor hinanden og hun havde snakket med ham, mens hun havde siddet inde i sin kolde celle.

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus havde også et fast arbejde, men det var langt fra det han ville i sit liv. Han havde fået et arbejde der, fordi de havde været kritisk med hvem de ansatte og han på det tidspunkt havde kendt ejeren af Dervish og Banges. Det han allerhelst ville, var at lave noget meningsfyldt arbejde. Hjælpe nogen mennesker. Nogle gange havde han overvejet at flytte til et andet land og lave frivilligt arbejde med børn og unge, men det ville lande ham i samme problem: intet fast sted at bo, problemerne ville stadig være der og det ville være en midlertidig flugt.

Han tog et nyt hvæs og lukkede øjnene, sÃ¥ hans fokus ikke var pÃ¥ den kvinde, han ikke en gang var sikker pÃ¥, om han egentlig havde mødt. Atticus fór dog sammen, som kvinden snakkede til ham og blikket i hans øjne var kort vildt og uigenkendelige. PÃ¥ gaden handlede det om at overleve og kunne løbe hurtigt – han var blevet jumpy igen, præcis som han havde været det i Azkaban og som barn. Naturligvis sÃ¥ hjalp det sÃ¥ heller ikke nødvendigvis han røg græs, da det hurtigt kunne gøre paranoiaen langt værre. Han rettede sig hurtigt ud og rynkede brynene lidt sammen. Stemmen var sÃ¥ bekendt – og hun kendte hans navn. Han havde mødt hende. Han prøvede at placere stemmen, ansigtet… Han havde haft en i en celle overfor pÃ¥ et tidspunkt. En han havde snakket godt med. Han prøvede altid at glemme dem i cellerne, for han vidste ikke hvor skæbnen bragte dem hen, sÃ¥ han ville helst ikke være for tæt. Hun var kommet ud. Hun havde været en af de heldige. ”Kaya?” prøvede han uden at være sikker pÃ¥, om han egentlig havde ret.

[Kaya Elisabeth Hansen]

En tid i Azkaban ville altid påvirke én, det var Kaya godt klar over og hun vidste også godt, at det havde været velfortjent, at hun var røget ind en tur. Dog ville hun også altid holde fast i, at Leslie selv havde bedt om det og burde have fået en dom også. Det var dog ikke sket og selvom hun ville elske, at få sin hævn, så var hun alligevel også blevet det klogere og vidste, det ville kunne ende ud i en tur mere i Azkaban og det var det sidste hun ønskede.
Hun smed hænderne i vejret, for at vise ham hun ikke ville gøre ham noget, med smøget i mundvigen. "Hey, sorry, det var ikke min mening at forskrække dig," lød det roligt fra hende, for hun langsomt lod sine hænder falde igen, for at tage et nyt hvæs af sin smøg. Nøj den duft, var svær at modstå. Kaya var egentlig ikke i tvivl om, at hun var kommet ud tidligere, fordi hendes mor på daværende tidspunkt, havde været psykolog for fangerne i Azkaban og hendes mor på den måde, havde gjort eller sagt noget, som var faldet til Kayas fordel. Om det var sandt eller bare i hendes hoved, vidste hun dog ikke. Hun sendte ham et halvt smil og nikkede lidt, "Yeah.. Skal du også ind til TAF-mødet?" spurgte hun og tog endnu et hvæs af sin smøg. Tidligere-Azkaban-Fange-møde, var nok et navn på mødet, hun lidt selv havde fundet på, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle kalde det. Den sødlige duft, fik hende til at vende blikket mod en han stod med. Fristelsen var så stor og lokkende.

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus havde det egentlig lidt blandet med, han var blevet straffet for, hvad han havde gjort. Jo selvfølgelig var det forkert at slå ihjel, men han havde gjort det af den rigtige grunde. Det, forældrene havde gjort mod ham var mere forkert og hvis ikke, han havde handlet som han havde gjort, havde de valgt et nyt offer. Hans straf var som sådan egentlig heller ikke blevet formildnet, men blot for mindsket til 7 år frem for den tid, han egentlig havde fået. Han var stadig ind i mellem plaget af tanker om hævn omkring dem, der havde gjort ham uret, men han gjorde ikke noget ved det, da han nød sin frihed højere og han vidste, at han bare skulle finde et sted, han kunne kanalisere de følelser, han havde omkring det.
Han så på hendes hænder, som hun smed dem i vejret. Hans hjerte hamrede hårdt mod hans brystkasse kortvarigt. ”Det er okay,” svarede han hæst. Han tog et nyt hvæs af sin og lod den tykke røg forsvinde ned i lungerne i nogle lange sekunder – til det kradsede så meget, det var umuligt for ham at holde røgen nede. Han pustede langsomt røgen ud igen – fandt afslapning på ny. Ro på ny. Han vidste ikke helt hvorfor Sofie havde været barmhjertig og ladet ham komme ud. Jo, han havde fortalt baggrunden bag hans handling, men han havde også været ret ærlig omkring, han ikke fortrød det. Det kunne også være lige meget nu, han var jo kommet ud. Han nikkede en enkelt gang, som hun bekræftede hun var Kaya. Han anede ikke hun havde lyst til den , der var i hans mundvige eller hvor vidt, hun havde en kamp eller ej for at modstå. ”Ja… Jeg ved ikke helt hvad det er for noget?” øjnene så spørgende på hende i håb om, hun måske vidste lidt mere end han gjorde. Han håbede egentlig bare at der var mad. Som blikket spørgende hvilede på hende, bemærkede han straks at hendes blik var mere på hans fede, end de var på ham. ”Vil du ha’ et hvæs?” inden han selv tog et hvæs og halv rakte en mod hende.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya var kommet lang vej, fra hun havde siddet inde og til nu, men hun havde endnu længere vej tilbage. Hun havde været helt nede og skrabe bunden, flere gange hvor det var som om, at bunden liiiige var hoppet fem etager ned. Lige pt, var hendes primære fokus på hendes arbejde og på at få Timothy hjem, til Elliott, så hun kunne komme videre i sit liv, uden al det drama.
Hun sendte Atticus et kort smil. Hun snakkede ikke selv med sin mor mere, og vidste derfor heller ikke - foruden Sofies tavshedspligt - hvorfor hun havde ladet Atticus komme ud tidligere. Kaya kunne vel i bund og grund også være ligeglad. De var begge ude, og på en eller anden måde, var det rart at se et andet menneske, fra indersiden af Azkaban, ude i det fri. Det gav en form for lettelse i kroppen. Det her var rent faktisk hendes liv nu. Hun var fri. Stofferne havde selvfølgelig også hjulpet en hel del på det hele. Det samme havde byturene og samleje med forskellige, ligegyldige mænd, hun havde kunne smide ud igen bagefter og glemme igen. Hun trak lidt på den ene skulder, "Ærligt, så er mine forventninger ret lave.. Jeg frygter lidt, vi skal sidde i en rundkreds og snakke om vores følelser, eller hvordan det er gået efter vi er kommet ud," hun skar en grimmasse, som tydeligt indikerede, at det ikke var noget hun havde vildt meget lyst til. Hun tog et sidste hvæs af sin smøg og smed skodet på jorden, som hun trådte let ud. Som hypnotiseret fulgte hendes nøddebrune øjne, en, som han førte den op til munden. Hun snappede først ud af sin hypnose igen, da hans spørgsmål lød. Hun burde ikke, det vidste hun godt. Men på den anden side, hvorfor egentlig ikke? Hvad holdt hende tilbage? Hun var en fri kvinde, og hvilken dag, var bedre at vise det på, end i dag? Et kort skævt smil meldte sig på hendes læber. "Du læser mine tanker, Atticus," svarede hun og blinkede til ham, før hun nikkede let.

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus vidste godt, at han var fri. I hvert fald på papiret. Men at være ude i det fri og være fri fra Azkaban, var langt fra det samme. Hans hjerne og psyke var tit tilbage i Azkaban. Til det kolde, stengulv. Dementorerne som sugede et hvert lykkeligt minde fra ham – ikke han havde mange til at starte med. Frygten, der til sidst var blevet erstattet med meningsløshed. Det havde været 7 år af hans liv. 7 år. Fri fra Azkaban blev han nok aldrig, da det altid ville være en del af ham. Oplevelsen sad i hans krop. Eksempelvis var han altid kold at røre ved – hvis man så endelig fik lov at røre ved ham. Altid på vagt – hvilket så gavnede ham som hjemløs. Atti gengældte hendes smil en anelse halvhjertet. Det var en blandet følelse at møde tidligere fangere fra Azkaban. Det var selvfølgelig rart at se dem være ude på den anden side, men samtidig så var det også en følelse af at Azkaban måske aldrig ville blive et afsluttet kapitel. Han så på hende som hun skar en grimasse. Kaya havde aldrig været den, som snakkede om følelser. ”Ja… Nu har du sagt det, og så er det garanteret sådan noget,” han nikkede en enkelt gang. Han havde allerede nu lyst til at smutte. ”Det kan også være noget med: Hvad har vi lært af at være kriminel og at blive straffet for det… ” han trak lidt på skulderen. Han havde ikke lært noget, for han fortrød ikke sine handlinger og han ville aldrig komme til det. Han bemærkede hvordan Kaya så hypnotiseret ud. Han tog et hvæs mere, da han alligevel havde en til at lægge i sin mundvig inden han kortvarigt smilede ved hendes ord og blink. Han rakte hende en og pustede selv den langsomme, sødt duftende røg ud fra sine lunger. Hans øjne havde efterhånden fået den velkendte røde farve.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Heldigvis havde Kaya ikke siddet i Azkaban i mere end et år, men et år i Azkaban vs et år uden for Azkaban, føltes som tyve år vs et år. Hun ville slet ikke begynde, at prøve at forstå, hvordan det havde været for Atticus, at have siddet der i syv år. Selvfølgelig sad mange af tingene også stadig i hende. Alle de gange hun havde været i forvandling derinde. Alle dementor-besøgene. Fangevogtere der havde behandlet hende, som affald. Ingen idé om, om det var dag eller nat. Lørdag eller tirsdag. Sommer eller vinter. Alt var bare mørkt. 24-7. Hun havde aldrig snakket med nogen, om hvordan det havde været, at sidde inde. Hun snakkede heller ikke om de mareridts, som til tider holdt hende vågen om natten eller vækkede hende midt om natten, badende i sved og med en puls, som ville kunne slå de fleste ihjel. Hun havde tilmed prøvet, at vågne og opdage hun i søvne havde fremmaneret klør og revet sig selv.
Hun klikkede en enkelt gang med tungen. "Damn it. Nu har jeg jingzet det," svarede hun og blinkede til ham. Udadtil, var hun stadig den flirtende, vilde Kaya, som hun havde været før Azkaban. Det eneste ved hendes ydre der havde ændret sig, var at hendes øjne aldrig rigtigt smilede med mere. Hun havde virkelig også mest af alt lyst til, at smutte, men hun vidste også godt, at det enten var det her møde eller et privat møde hjemme hos hende selv, kun hende og en hjernevrider, hvilket hun slet ikke magtede. Så hellere her, hvor hun forhåbentlig ville kunne snige sig ud i pausen. Hun skar en ny grimasse, "Det kan jeg i det mindste svare ret hurtigt på; lad vær med, at bliv busted næste gang," svarede en smule tørt, før hun smilede drillende til hende. Hun tog imod en og tog et hvæs af den. Hun holdt røgen inde lidt og lukkede øjnene, for at nyde det. "damn yeah.." halvt hviskede hun, som røgen sivede langsomt ud og hun tog et nyt hvæs, før hun afleverede en tilbage til ham. "Tak," sagde hun roligt og nød virkningen langsomt tage til.

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus havde siddet i Azkaban fra han var 17 år gammel. Han havde vidst i det sekund, han havde slået sine forældre ihjel, at den skæbne nærmest havde været uundgåelig. Han havde heller ikke forventet, at han faktisk på noget som helst tidspunkt skulle komme ud derfra levende. Han var ude nu, men på mange måder var han faktisk stadig væk i sin kolde fængselscelle og han havde stadig mareridt om at dementorerne sugede de mest sårbare og lykkelige øjeblikke ud ad hans liv – og det var til trods for, at der var få. Hans situation var heller ikke hjulpet af, han havde valgt et liv på gaden der yderligere havde styrket den paranoia han dagligt havde følt, mens han havde været i Azkaban.

Han hørte den kliklyd hun lavede med tungen og smilede kortvarigt til hende. ”Du har så meget jinxet det,” påpegede han og blinkede retur til hende. Han anså hende egentlig ikke som værende direkte flirtende til trods for, det var det hun var. Det var en del af hendes personlighed, præcis som den ligegyldighed han konstant følte, var en del af hans. Han vidste, han nok ville være den til det møde, der havde lettest ved at skride. Hvad skulle de gøre? Besøge ham i hans telt Ha! Det ville de ikke kunne finde alligevel. Han kunne ikke lade være med at fnyse i morskab, som hun tørt svarede ham hvorefter et drillende smil blev fremmanet på hendes læber. ”True,” lød det fra ham som fnyset var blevet til et smil i stedet. Han hørte hendes damn yeah og bemærkede røgen der langsomt forsvandt fra hende. Han tog imod en på ny og tog selv et hvæs. ”Altid,” påpegede han. Han kunne sagtens klare det her møde, så længe han var påvirket. Han ville med garanti tilmed kunne finde det hele morsomt.. og hvor havde han egentlig også lyst til bare at spise et helt kilogram ost lige nu. ”Skal vi, frøken Hansen?” spurgte han morende som han slukkede en og rakte sin arm ud mod hende, så hun kunne tage den.

[Kaya Elisabeth Hansen]

"Arh damn it.. Vi har overlevet værre," svarede hun og blinkede til ham. Det var dog ikke løgn. Hvis man kunne overleve Azkaban, så kunne man overleve hvad som helst. Også selvom det ikke altid føltes sådan. Det var heller ikke fordi Kayas hjem, var det nemmeste at finde, med mindre, man vidste hvor i skoven, man skulle lede efter den magiske hytte, hun havde overtaget efter sine forældre. Hun var dog ikke tryg alene i hytten mere, hun var paranoid, både for om Dacoda ville opsøge hende, men også for om hendes far ville. Hun trak let på skulderen ved hans true.
Hun løftede let en pegefinger, "Aaaarh, pas nu pÃ¥ med, hvad du lover, Atti. Altid er meget lang tid," svarede hun og blinkede til ham pÃ¥ ny, mens hun nød virkningen af græsen. Nu kunne hun sagtens klare hele verden situationen, hvis det skulle blive krævet af hende. Hun grinte let og tog imod hans arm, som var de et gammelt ægtepar, "Vi mÃ¥ hellere, Mr. MacKay," svarede hun og grinte igen. Hun stoppede lidt op, som de næsten var nÃ¥et ind, "Eller.." hun vendte blikket mod ham, mens hun holdt en kunsterisk pause, "Vi kunne rÃ¥be 'pik' og skride?" lokkende hun og hævede og sank sine øjenbryn et par hurtige gange efter hinanden.

[Atticus Hamilton MacKay]

Han bemærkede hendes blink til ham, inden han nikkede som svar på hendes ord. Han havde også oplevet at alt efter Azkaban var som at stjæle multismagsbønner fra et magikerbarn. Det var nu egentlig ikke fordi at Atticus var utryg ved at bo i sit telt. Der var ingen der vidste, han var der udover ham selv. Han var dog udmærket klar over, det ikke ligefrem var en god boligsituation.
Han bemærkede den løftede pegefeger da hun var i gang med at give ham en lektion på hans ordvalg. Han smilede drillende til hende som hun blinkede til ham – dog uden de mørkebrune øjne matchede smilet. ”Nyh, det gælder kun hvis vi ser hinanden igen,” påpegede han med en tone der matchede smilet. Han mærkede hendes tag – og til trods for han havde inviteret til det, så brød han sig ikke just om det. ”Det dur ikke at æresgæsterne kommer for sent til det store bal,” han blinkede inden han fnøs ganske let i morskab. Han stoppede op som hun gjorde og lod de mørke øjne hvile på hende som hun holdt pause. Han måtte indrømme at orden og selve bevægelsen af hendes øjenbryn allerede nu var med til at lokke ham væk fra den følelsesbegravelse, de skulle deltage i. ”Det er bedre,” medgav han og indikerede at han var med – hvis hun var.

[Kaya Elisabeth Hansen]

I en elegant bevægelse, som nok tydeligt viste, at hun var danser og var vant til at bevæge sig elegant, satte hun en hånd for sit hjerte. "Som om du kan undvære mig," svarede hun i en falsk fornærmet stemme, før hun grinte let, da hun ikke engang kunne tage sig selv seriøst lige nu.
Hun grinte lidt igen, "True," anerkendte hun, uvidende om den følelse det satte i gang i ham, da hun tog imod hans gestus. Hun havde ikke selv nogen intim grænse rigtigt. Selvfølgelig, var der nogle hun ikke ville have tæt på sig, men så var hun bestemt heller ikke bange for, at sige det lige ud, som det var.
Brynene blev vippet let igen, "PIIIIK!" råbte hun af sine lungers fulde kræft, før hun greb hans hånd og begyndte, at løbe, hvilket faktisk var ret udfordrende, selvom hun var i god form, så både grinte hun og var godt påvirket af sin rus. Hun anede ikke hvor de skulle løbe hen, men alle steder var bedre end her. Hun vidste heller ikke, hvad de skulle gøre i forhold til, at mødet var obligatorisk. Det måtte blive et problem til furture Atticus og furture Kaya.

[Atticus Hamilton MacKay]

Atti bemærkede den elegante bevægelse som hun dramatisk gestikulerede hun var fornærmet, men brød illusionen ved at grine. ”Jeg har da klaret mig okay indtil videre,” påpegede han med en tør stemme, inden han selv begyndte at grine. Han var påvirket, og det var så tydeligt på de røde øjne. Han nikkede som hun anerkendte hans ord.
Han vidste godt hun kunne finde på det, men han regnede ikke med hun rent faktisk ville gøre det når mødet var obligatorisk. Han bemærkede hun vippede brynene igen, inden hun højt råbte pik ud i rummet. I løbet af få sekunder bemærkede han at folk vendte deres hoveder mod dem. Han nåede netop at gøre anmærkning til en til et morende fnys, men mærkede Kayas hånd om sin. Han trak med hende før det gik op for ham de løb, og han prøvede at følge trop. Han var også i god form da han efterhånden havde løbet fra mange situationer, men det faktum han lige havde røget og han havde lyst til at grine, gjorde vejrtrækningen en smule overfladisk. ”Hvor… løber… vi hen?” fremstammede han.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Et falsk fornærmet fnys lød fra Kaya, "Som om du sover godt i din seng om natten, uden liiige at tænke lidt på mig før du falder i søvn," svarede hun morende, uvidende om at Atti boede i et telt. Hun var nok bare skæv og dum at høre på, men for pokker hvor det føltes godt. Det her var virkelig ikke en dag hun havde set frem til.
Hun tænkte ærligt talt ikke ret langt. Hun tænkte ikke over de konsekvenser det her kunne bringe dem begge to i, eller at folk gloede underligt efter dem, efter hendes udråb og deres pludselige løben. "Det ved.. jeg ikke... Hjem til dig...?" lød det forpustet og grinende fra hende, som hun forsatte med at løbe. Det føltes ikke engang rigtigt som om hun løb. Det føltes bare som om hendes ben stod stille i luften. Nærmest som om hun fløj, men alligevel blev forpustet.
Som de nåede et T-kryds, satte hun farten lidt ned, før hun stoppede langsomt helt op. Smilet var nærmest fra det ene øre til det andet, også selvom hendes nøddebrune øjne, stadig ikke var helt med hende, så hjalp græsset en del. "Højre eller venstre?" spurgte hun og smilede til ham, før hun slap hans hånd og satte hænderne i siderne på sig selv, mens hun hev lidt efter vejret.