And No One Knows, How Far It Goes

[Kimberly Aya Minore York]

Haven Presley Reid Buchanon
April - Påskeferien, omkring klokken 01.00
The Irish Pub - England.
Outfit

---

Kimberly nød sin påskeferie i fulde drag. Tristan Plainwood havde hun stadig boende på sit værelse, men denne aften var hun taget ud alene. Heldigvis havde hendes mor et arbejde, som gjorde hun var meget væk hjemmefra, når hun filmede til film, så lige pt var Kim ikke så bekymret for, om Tristan ville blive opdaget derhjemme.
Hun havde selv bare haft brug for, at komme lidt ud. Hun var snart en voksen kvinde og hun var snart myndig. Hun skulle snart til, at finde ud af, hvad hun ville med resten af sit liv. Selvfølgelig havde hun som yngre forestillet sig, at gå i sin mors fodspor og blive skuespiller, eller i Seths fodspor og blive musiker (eller hvad man nu end kunne kalde ham efterhånden) - hun var mere flov end stolt over, at være hans lillesøster. Hun havde engang set op til ham, men den tid var forbi. Charles havde fortalt hende sandheden og det var gået op for hende, at han havde manipuleret hende. Den dag i dag, hadede hun ham og hun snakkede ikke med ham mere. 
Hun havde tidligere på aften været på diskotek, men efterhånden som klokken var blevet mere, var fyrerne blevet for fulde til, at hun kunne håndtere dem mere. De var begyndte at have svært ved, at forstå et nej. Derfor havde hun forladt diskoteket og var taget et lidt mere voksent sted hen. Hun var selv godt beruset, okay måske også en smule fulde, men ikke værre end hun godt vidste hvad hun lavede, hvilket lige nu, var at sidde oppe ved baren med et næsten tomt glas tequila sunrise foran sig.

[Haven Presley Reid Buchanon]

Haven havde drukket tæt det meste af aftenen. Hans forældre havde presset ham ud i at mødes med et par gamle kammerater, der måske mere havde sagt ja for at være venlig end af lyst. Han var dog vant til at de fleste efterhånden snakkede med ham for at være venlig og undskylde at de ikke havde kontaktet ham de sidste 3 år med en eller anden halvhjertet undskyldning, han ikke kunne bruge til noget. De søgte hans tilgivelse, og rent overfladisk kunne han godt give dem det, men han ønskede egentlig ikke at have noget med den slags mennesker at gøre. Det var dog gået fint det meste af aftenen – kammeraterne havde dog undgået at nævne elefanten i rummet, til trods for Haven ikke ligefrem holdt det skjult. Han snakkede dog heller ikke om det, med mindre det lige frem blev nævnt. I et par timer, havde det dog føltes som om de alle var 18 igen og havde haft hele livet foran sig, som de havde den gang. De havde det stadig. De var i gang med uddannelser. At finde karriere. Haven arbejdede på Hogwarts og havde fået i hvert fald en del af sit liv igen. Det var dog problematisk for han var forelsket i en elev – det nævnte han jo så selvfølgelig heller ikke overfor dem. Aftenen var foregået via en pubcrawl og Old Irish var sidste stop på vejen. En af kammeraterne daskede Haven på ryggen som tegn til – her var det hans tur til at give en omgang. Haven nikkede og bevægede sig op mod baren. ”6 store øl, 12 shots,” bestilte han med et grin på læben. Lige nu havde han ikke set at Kimberly sad en meter fra ham med hendes tequila sunrise.

Outfit

[Kimberly Aya Minore York]

En finger blev ført langs kanten på det næsten tomme glas, mens hendes blå øjne hvilede på det. Et svagt suk lød fra hende. Måske hun bare skulle vende snuden hjemad - mens hun stadig kunne finde vej og gå bare nogenlunde lige - men lige som den tanke strejfede hende, hørte hun en velkendte stemme, ikke mere end en meter fra hende. De blå øjne blev spærret op, som hun nærmest forsigtigt drejede hovedet lidt i retningen af stemmen, hvor hendes øjne, nu kun kunne bekræfte hvem stemme, hendes øre havde hørt, tilhørte. Haven. Et sus gik i gennem hele hendes krop. Skulle hun sige hej? Skulle hun skynde sig at gå? Skulle hun lades som ingenting? Der var så mange muligheder for hende lige nu, for det virkede ikke som om, at han havde bemærket hende. Hun lod blikke vandre lidt rundt, på de - hvad hun antog - venner, han var sammen med. Hun ville ikke risikere, at afsløre dem for selvom de ikke var på skolen lige nu, så var han stadig hendes professor og hun var stadig hans elev. Hun bed sig lidt i læben, mens tanker farrede rundt i hendes fulde hoved. Hun hævede sit glas, ganske langsomt, næsten mekanisk, som var hun bange for at for hurtige bevægelser, ville tiltrække hans opmærksomhed. Glasset blev tømt. Tequila sunrisen var væk. Glasset stillede hun forsigtigt, for ikke at larme, skønt der var massere af larm, fra fulde mennesker og musik. "Regningen, tak," bad hun bartenderen, der havde prøvet at flirte med hende, stort set siden hun var ankommet. "Arrrh, skal du ikke lige ha' en til på huset?" spurgte bartenderen og blinkede til hende, mens han allerede var ved at hælde den op til hende. "Øhm.. Jah.. okay.." lød det stille fra hende, mens hun satte sin albue mod bardisken og prøvede at bruge sin arm, som skjold for at Haven ikke skulle opdage hende. Hvis hun var professor, var det sidste hun ønskede nok, at en elev skulle se hende fuld, så det var vel hendes måde at beskytte ham på.

[Haven Presley Reid Buchanon]

Haven tog imod drikkevarerne og gik mod kammeraterne – uden at have opdaget Kimberly. Drengene grinte højlydt som de klappede ham på skulderen og de bundede shotsene, og gik i gang med øllene. Snakken var højlydt, og Haven deltog som sådan egentlig ikke i den. Han havde i stedet fået øje på en blondhåret kvinde, der sad ved baren. Hun lignede Kimberly. Smukke Kimberly. Han savnede hende – og var åbenbart nåede til et punkt, hvor han synes at alle lignede hende, hvis blot de havde blond hår. Der gik ikke et øjeblik, hvor han ikke tænkte på hende. Selv når han sov, var hun med ham i hans drømme. Haven vågnede af et skub, en af hans kammerater gav ham for han skulle give en runde mere. Han gik op mod baren igen og så på kvinden, som hun afværgede med albuen. Han gav sine venner et signal om de selv måtte skaffe deres drikkevarer og gik i stedet tættere på den unge kvinde, og smilede lidt som sandheden gik op for ham. ”Jeg tænkte det nok, det var dig!” udbrød han med glæde i stemmen mens øjnene lyste fuldstændig op af forelskelse mens han satte sig på barstolen ved siden af hende. Han var ligeglad med at Kimberly så ham fuld – også selvom hun var hans elev. Hun var så meget mere end det. De brune øjne lyste mere op, som han betragtede hende og han signalerede til bartenderen at de tog to mere af hvad end hun drak. ”Er du her alene?” spurgte han venligt. Han havde lyst til at lægge en arm om hende. Kysse hendes læber. Der var ikke nogen her der kendte dem – der var ikke nogen her, der vidste, hun var hans elev og der var ingen der behøvede at vide det.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly åndende nærmest lettet op, da det lod til at Haven ikke havde bemærket hende. Hun holdt dog sin albue på bardisken for, at skærme for sit ansigt lidt. Alligevel kunne hun ikke helt dy sig fra liiiige at kigge sig over skulderen, som vennergruppen Haven var med, grinte og snakkede højlydt. Hun smilede lidt ved synet af ham, men skyndte sig at skærme igen med albuen og hånden, da han satte retningen tilbage mod baren. Problemet var nok lidt, at hun virkelig godt kunne lide Haven. Både som professor og som person, som samlejepartner og bare som en hun snakkede lidt med, men hun lagde låg på sine følelser hver gang, for hun troede hun vidste, at ingen nogensinde ville kunne elske hende for den hun var, men kun for hendes gener. Hun så ud af øjenkrogen han kom mod hende. Hendes første tanke var at stikke af, men nej, det kunne hun ikke nå. Hun var fuld og hun måtte i teorien ikke være der, da hun var for ung til, at komme ind, men det var intet problem som et fake id og et sødt smil ikke havde kunne fixe, men hvad hvis han afslørede hende? Hun vendte blikket mod ham og lod sin arm sinke, "Heej Haven.. Jeg så dig slet ikke," løgn, men det blev sagt med et sødt smil. Hun bed sig lidt i læben, som en drink til dem hver blev stillet foran dem og han havde taget pladsen ved siden af hende. Okay, måske lidt selskab ikke, var nogen dårlig ting og Haven var jo virkelig godt selskab. Hun rettede sig derfor lidt op og satte sig et skråt på stolen, så hun sad mere med fronten mod ham. "Ja, det er jeg. Men det er du ikke, kan jeg se," sagde hun lidt morende og nikkede mod hans venner, uvidende om hans lyst til at lægge en arm om hende og kysse hende. Hun pegede mod drinken, "Tak," sagde hun blidt og hævede sit glas for at skåle med ham.

[Haven Presley Reid Buchanon]

Haven grinte lidt, som hun løj for ham. ”Var det derfor du gemte dig bag din albue?” spurgte han drillende. Han var egentlig ikke sikker på, om Kimberly egentlig ville snakke med ham. En ting var på Hogwarts – der var det måske en form for underholdning, at det kunne lykkedes hende hver eneste gang at lokke ham direkte ind i hendes favn. Nu? Nu var han bare en almindelig mand i byen med nogen, der en gang havde været nogen af hans bedste kammerater, men han var som sådan ikke en del af selskabet. Det var anderledes, når han snakkede med Kimberly. Han følte sig set og hørt for den han var – ikke hvad han en gang havde været eller dømt for en handling, han udelukkende havde begået af kærlighed. Hun kendte ikke den del af ham og det var så befriende. Hun var som et pust af frisk luft. Det var dog ikke sikkert, hun ønskede at snakke med ham, alene eller ej. Han var ikke underholdende. Han kunne sagtens bilde sig selv og alle andre end, det var williegenerne der lokkede ham hver eneste gang, men det var en lodret løgn. Han var så forelsket i hende, at han næsten glemte alt om, det han havde mistet sidst han var forelsket. Det gav ham dårlig samvittighed overfor Amber, men hun var der ikke mere. Kimberly var, og han vidste at Amber virkelig havde ønsket, han kom videre. Havens blik hvilede stadig forelsket på hende. Han holdt sin hoved op med sin albue og hånden knyttet mod hagen. Betagelsen var nærmest tydelig for alle og enhver. ”Nåh, dem skal du ikke tænke på,” påpegede han henkastet og slog let ud med sin frie hånd til at gøre gestus til deres ligegyldighed, mens han koncentrerede sig meget om ikke at få overbalance, mens han gjorde det. ”No worries,” han løftede sit glas mod hende, inden han tog en tår. ”Nyder du påskeferien?” han ville spørge om hvad som helst bare for at have en undskyldning for at høre på klangen af hendes smukke stemme.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly viftede let med den ene hånd i en elegant bevægelse, "Jeg gemte mig ikke, jeg.. Okay, jeg gemte mig måske lidt.." indrømmede hun og sendte ham et lidt uskyldigt smil, mens de blå øjne så undskyldende på ham. Hun havde ikke haft nogen god undskyldning i ærmet, så hun kunne vel ligeså godt krybe til korset i stedet for, at prøve og komme med en eller anden lam undskyldningen om, at hun ikke havde set ham eller at det tilfældigvims havde kløet i nakken og endnu mere tilfældigvims, havde været lige i dét han havde kigget mod hende. Det havde egentlig ikke været fordi hun ikke ville snakke med ham, men fordi hun - trods sin modenhed - stadig var teenager og et sted, hun rent faktisk ikke måtte være. Han var voksen og vidste - denne gang - hun var mindre årig. På en eller anden måde, vækkede det også alle de minder, fra deres første møde, i hende. Godt nok havde det været et andet sted, men noget set-upet var det samme. De var fulde. De var i byen. De kendte dog også hinanden nu, hvilket de ikke havde gjort dengang.
Hun anede ikke, han var forelsket i hende. I hendes hoved, var det hele spændende og rebelsk, når de listede sedler ned i hinandens lommer, for at mødes når mørket faldt på. De blikket der blev udvekslet, når ingen så det. Sommerfuglene i maven, når hun vidste, hun kunne stjæle et kys, når de kun var de to. Hun var dog stadig så overbevidst om, at han udelukkende gjorde disse ting med hende, fordi hun havde sine williegener og hun var god til, at forføre mænd. Hvorfor skulle han have ægte følelser for hende? Hvorfor skulle han ikke bare være, som alle andre og kun se hendes gener, hun ikke engang selv havde bedt om? Hun så udmærket blikket på sig, men hun så det som en meget fuld og lidt lyststyrer Haven, ikke som forelskelse. Hun grinte lidt, da han var ved at miste balancen, og lod automatisk en hånd hvile støttende mod hans skulder. Hun var også selv godt fuld, men nok ikke så fuld som ham. På den anden side, så havde hun siddet stille en del tid, så det var aldrig til at vide, når hun på et tidspunkt endelig skulle rejse sig. "Er du sikker på, du skal have mere at drikke?" spurgte hun morende, før hun skævede lidt mod hans venner, dog blev blikket og opmærksomheden hurtigt vendt tilbage til Haven. Et nyt stort smil meldte sig på hendes læber, ved hans ord før de skålede. Hun stillede glasset fra sig igen på bardisken og nikkede lidt, før de blå øjne atter søgte hans kønne ansigt. "Mmh, jeg nyder alle ferier. Hvad med dig selv?" vendte hun spørgsmålet, mens hendes pegefinger og tommelfinger, begyndte at lege rullende med sugerøret i hendes drink, dog stadig med blikket mod ham.

[Haven Presley Reid Buchanon]

Haven bemærkede hvordan hun elegant viftede med hånden. Der var ikke noget, hun kunne gøre, der ikke ville være elegant. Han grinte ganske let ved hendes ord og til sidst, som hun indrømmede, det nok var fordi hun havde gemt sig. ”Hvorfor?” spurgte han direkte. Han nød det uskyldige smil, hun havde hængende på sine læber, og alt han kunne tænke på, var hvordan de smagte. De undskyldende øjne gjorde ham blot mere betaget af hende. Han var så smittet af hende. Han tænkte ikke på andet end hende. Når han var vågen, tog han sig selv i at altid at skulle se efter hende ud på gangene og håbe, hun ville gå forbi ham og han i det sekund kunne fange hendes fingre i nogle sekunder, bare for at røre hende. Når han havde undervisning og hun var der, var alt han havde øjne på, hende. Det var svært at koncentrere sig, når hun var der. Selv når han sov, så var hun i hans drømme på både sjofle og uskyldige måder.
Han mærkede hendes hånd mod sin skulder og sendte hende et taknemligt blik. Han viftede ud med hånden for at gøre gestus til at den fuldskab han oplevede var ligegyldig. ”Jeg kan sagtens drikke meget mere,” han grinte som han sagde ordene og bemærkede hun skævede mod de kammarater, han havde gået i byen med. De var så sandelig ikke hans venner, men mere nogle han en gang havde kendt, der virkelig prøvede ihærdigt at ignorere al den tid, Haven havde siddet inde. Det var han så også lykkelig for lige nu, da han ikke ønskede at Kimberly skulle vide den information om ham. Af alle mennesker, så ville det gøre mest ondt, hvis det netop var hende, som dømte ham. Han havde fået sin straf, han havde udtjent den. Alligevel, så forsatte straffen, når man kom ud på den anden side. Han var jo også fuldstændig klar over, at det han havde gjort var noget så forkert, hvad end han havde gjort det af den rigtige grunde eller ej. Han nød at se hende smile, som de skålede og lod væsken forsvinde ned i hans svælg. Han var en drink væk fra at være al for ærlig, og det mærkede han ikke til. Uvidende nød han dog glassets indhold uden at tænke på, hvilke konsekvenser denne drink for meget, kunne føre til. Han betragtede hendes blå øjne, som de fandt hans ansigt på ny. De brune øjne hvilede – forsat forelsket på hende og han lod sin albue hvile på bardisken, og hovedet i hånden. Det var sirenesang, når hun snakkede. Han blev dog en smule distraheret, som hun vendte spørgsmålet mod ham, da hans øjne straks søgte de fingre, der legede med sugerøret. Han rømmede sig og koncentrerede sig for at vende de brune øjne op mod hende igen. ”Mmh… Men jeg er glad for, jeg kunne se dig i min ferie,” svarede han ærligt og prøvede at blinke til hende – men det lignede mest af alt at han havde fået citronsaft i øjet.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly bed sig let i læben. Svaret var egentlig ret nemt, men det var ikke nemt, at få sagt. "Fordi.. Du er ude med dine venner og jeg.." hun lænede sig lidt mod ham, så der ikke var andre end ham, der kunne høre hendes næste ord, "..er din elev," hviskede hun og blinkede til ham, før hun rettede sig op igen og tog en tår af sin drink. Hun havde mærket hans fingre snitte hendes, når de havde forbipasseret hinanden på gangene. Hun havde til gengæld også gjort sit, for at det kunne lade sig gøre. I undervisningen spillede hun gerne lidt ekstra dum, for at han skulle røre ved hende, selvfølgelig udefraset som om han hjalp hende med at få styr på kosten.
Hun grinte let, "Jah, det siger vi alle sammen, men vi fortryder det også altid dagen efter," svarede hun og blinkede til ham. Hun havde oplevet tømmermænd, og de var ikke sjove. Det havde dog været værst dengang hun var vågnet op, nøgen, ved siden af Charles og hun intet havde kunne huske. Det var dog kommet tilbage noget af det, i løbet af dagen derpå og hun ville aldrig bebrejde ham eller give ham skylden. Kim havde ingen anelse om, at Haven havde siddet i Azkaban, eller hvorfor han havde. Hun ville dog ikke heller forvente, at han ville fortælle hende, så personlige ting, når han trods alt stadig var hendes professor og der ingen følelser var involveret, men en seksuel tiltrækning.
Hun så ind i hans brune øjne, med sine egne blå. Hans ord fik hende til at smile lidt, men det akavet blink, fik hende til at grine. Han skulle virkelig ikke prøve, at flirte, når han var så fuld. Hun løftede glasset og lod sin tunge fange sugerøret, for at få en tår mere. Hun var også selv godt fuld efterhånden, men nok ikke ligeså meget som ham. Hun studerede ham lidt, før hun stillede glasset fra sig igen og hoppede ned fra barstolen. Hun stillede sig helt tæt på ham og trak hans mobil op af hans baglomme. Med sin frie hånd tog hun blidt fat om hans håndled, for at bruge hans finger til, at låse mobilen op. Hun satte sig tilbage op på barstolen og tastede sit nummer ind, før hun rakte ham mobilen tilbage. "Så kan vi altid ses i ferierne. Jeg har virkelig brug for lidt ekstra hjælp i flyvning, Professor Buchanon," hendes blink til ham, var nok en del mere sensuelt end det han havde sendt hende og stemmelejet, var nok også mere lokkende end hans.

[Haven Presley Reid Buchanon]

Han bed sig i læben ved hendes ord og det faktum hendes læber var så tæt på hans, da hun lænede sig frem. Ja, hun var hans elev. Han burde have stoppet for længst. Det sekund han havde startet med at undervise på Hogwarts. Han kunne bare ikke stoppe, og slet ikke nu som følelserne blev ved med at blomstre i ham. ”Mmmh… men det ved de ikke,” han hviskede, fordi hun gjorde og fordi øjeblikket føltes som en hemmelighed, der kun var mellem de to. Han havde bemærket, at hun var god til at finde på undskyldninger for at de kunne få bare 2 minutter uforstyrret sammen i undervisningen. Han nød det. Han nød generelt hende, men han vidste han var en hæmmesko for hende. Han var ældre end hende, en tidligere fange, hendes professor. Der var ingen fremtid i det – det var det han blev ved med at fortælle sig selv. Han grinte lidt. ”Tro mig, jeg kunne finde 1000 andre ting, jeg ville fortryde mere,” han nød hun blinkede til ham. Han havde da også oplevet tømmermænd før, men det var for ham bare tegn på man hade haft en fed aften, så der tog han det sure med det søde.

Han så ind i hendes smukke blå øjne og følte, han kunne svømme i deres skønhed alene. Han kunne høre hende le. Han vidste godt, det var hans vattede og akvede forsøg på at blinke til hende. Han smilte blot – han kunne sagtens klare, når man grinte af ham. Han havde nok selvironi til det. Han betragtede måden hun drak af sugerøret på. Han lignede mest af alt en betaget hundehvalp. Han fulgte hende som hun hoppede ned ad stolen, og mærkede hendes varme og krop tæt mod hendes egen og så at hendes hånd forsvandt ned i hans lomme og han mærkede hvordan mobilen blev fisket op derfra. Han mærkede hendes tag i hans håndled og smilede kort som hun tvang ham til at låse den op. Hun kunne prøve at stjæle hans telefon lige nu, han ville være ligeglad. Der var en hel ny form for blind tillid til hende. Han tog mobilen igen og lagde den ned i sin lomme. Øjnene lyste op ved hendes ord og den måde undertonen var sensuel på ”Mmmmh, det har jeg bemærket frøken York… Dit tag omkring kosten er mildest talt skuffende,” han prøvede endnu en gang at blinke men med samme resultat som før – havde man aldrig set en retarderet abe, så havde man nu.

[Kimberly Aya Minore York]

Et flirtende smil meldte sig på Kimberlys læber, "True," hun blinkede til ham. Ingen lige her vidste, at hun var hans elev. Ingen vidste, at de ting de lavede, ikke var okay sådan rent lovmæssigt. Men ingen vidste heller, hvordan de var, når ingen så dem. Hun vidste ikke hvorfor, men der var noget ved Haven, som trak i hendes opmærksomhed. Måske var det bare det faktum, at han var 'forbudt'. Hun kunne lige se sin mor for sig, hvis hun kom hjem og fortalte, at hun gik i seng med sin professor. Det indre syn var egentlig ret skræmmende og indholdt, blandet andet både ildkugler og et fuglehoved. Måske det var bedst, hvis han bare forblev hendes lille hemmelighed. Hun bed sig lidt i læben, med et smil gemt bag. "Er jeg en af de tusind ting?" spurgte hun og tippede hovedet lidt til den ene side.
Det var ikke fordi hun ville være tavlig og grine af ham, men det havde set lidt sølle ud, da han havde prøvet at blinke til hende. Hun var ret spændt på, om han nogensinde ville kunne finde hende blandt alle hans andre kontakter, selvom hun ikke havde set, hvor mange der var, så havde hun også være smart nok til ikke ligefrem, at skrive sit nummer ind som 'Kimberly', men som 'The Bitch', bare lige i tilfælde af, at nogen ville kigge den igennem. Hun havde ikke planer om, at stjæle hans mobil eller rode rundt i hans billeder eller andre ting. Det var hans og det var ikke fordi hun ville snærger i den, det var udelukkende for at indkode sit nummer på den. Hun måtte virkelig tage sig selv i, ikke at give sig selv en dumflad ved hans respons på hendes forsøg på, at flirte med ham. Hans svar fik det nærmest til, at lyde som om hun var dårlig seksuelt. Nej. Vent. Syntes han hun var det? I så fald, var det så hendes handjobs eller blowjobs, der ikke var gode? Eller begge dele? Hendes tag omkring kosten, var skuffende. Det måtte næsten betyde hendes handjobs, var dårlige? Var det dét han prøvede at fortælle hende? "Oh well, så er det jo godt, jeg har dig til, at lærer mig det," svarede hun en smule mere kort for hovedet og tog en ny tår, af sin drink. "Well, professor, hvis De vil have mig undskyldt, så skal jeg til og hjemad nu. Men De må have en dejlig aften," sagde hun og tømte sit glas, før hun rejste sig. Puuha. Måske en anelse for hurtigt, for hun kunne tydeligt mærke, hvordan alkoholen fik det hele til at snurre rundt.

[Haven Presley Reid Buchanon]

Haven nød hendes flirtende smil og at hun blinkede til ham. Øjnene var stadig som en betaget hundehvalp og kun på hende. Han tippede hovedet til side, som hun gjorde. ”På ingen måde,” svaret var ærligt. ”Faktisk så….” han stoppede og bed sig i læben. Øjnene veg ned ad, og selvom han var fuld, så vidste han godt, det var nu han skulle stoppe – ellers ville det blive en af de tusind ting, han snart ville komme til at fortryde. ”Ikke noget,” afsluttede han mere mumlende denne gang.

Haven var helt sikker på, han ville kunne finde hende. Han var sikker på, han ville kunne genkende et nyt navn eller se, der ingen historik var til det nummer. Selvfølgelig så troede hans fulde hjerne så også lige nu, at hun selvfølgelig bare havde kaldt sig ’Kimberly’ på hans telefon. Haven tænkte på ingen måde over, hvordan hans ord havde lydt. Det var på ingen måde for at sige hun var dårlig seksuelt, for det var hun bestemt ikke. Det var ment som: Nu har jeg en undskyldning for at give dig ’ekstraundervisning’ eller what not. Hans fulde hjerne have endnu ikke opfattet, hvad det egentlig var han havde sagt. Han rynkede på øjenbrynene som hun pludselig virkede så godt for hovedet. Hvad havde han gjort forkert? Var det… ordene. Ordene. Taget om kosten. Skuffende. Troede hun han ville referer til sine ædle dele som en kost? Som sandheden gik mere og mere op for ham, blev hans mund gradvis mere åben. Han nåede dog ikke at svare hende, før hun var klar til at gå og hun havde tilmed også rejst sig. Til hans held var hun dog ikke noget andet end ned fra stolen og i en hurtig bevægelse gjorde han det samme og greb blidt rundt om hende – ville hun fortælle ham at verden snurrede rundt omkring hendes fødder lige nu, ville han nok lege hendes helt og sige, han kunne se det. Hans egen verden snurrede dog også rundt lige nu. Han lændede sig ned til hendes øre, inden han hviskede; ”Så lad mig følge dig hjem, frøken York.. de ord jeg sagde… jeg mente det ikke på den måde..”

[Kimberly Aya Minore York]

Hovedet blev tippet en smule mere til siden, "Faktisk så hvad?" spurgte hun nysgerrig, uvidende om, hvad han var ved at sige. Hun fortrød på ingen måder, hvad hun havde lavet med Haven, hverken før han var blevet professor, eller nu hvor han var professor. Men hun lagde låg på sine følelser, for snart ville hun graduere fra skolen, og så ville det være et overstået kapitel.
At hun havde kaldt sig noget andet, end Kimberly, på hans mobil, var både en blanding af, at hun ville se om han kunne finde hende, når han en dag blev ædru nok og hvis han så vel og mærket kunne huske han havde fået hendes nummer, men også fordi hun ville skjule det lidt. Jovist Kimberly var et meget normalt navn, men alligevel. Hendes fulde hjerne, var nok ikke meget bedre end hans. Om han havde misforstået hende eller om hun havde misforstået ham, var i bund og grund ligegyldigt. Hun troede han havde hentydet til hans madligedele, som kosten mere end tydeligt, da han havde sagt, hendes tag om kosten var skuffende. Hun mærkede hans arme omkring sig og så op på ham, mens det hele stadig snurrede let. Hun havde lyst til, at hive ham med ud på toilettet, eller bare lige kysse ham, men hun gjorde det ikke. Hun beherskede sig. De kunne ikke risikere, at blive set offentligt sammen på den måde. Hun lod sine hænder hvile mod hans overarme, som hun så op på ham. Hun skulle virkelig, tage sig selv i nakken, for ikke at kysse ham, når han nu var så tæt på. Hun bed sig let i læben, som hans hvisken mod hendes øre lød. "Mmh.. Syntes hellere vi skulle tage hjem til dig," hviskede hun sensuelt mod hans læber og blinkede til ham. Hun havde stadig Tristan Plainwood boende på sit værelse og hun vidste ikke, om hendes mor var hjemme eller ude og filme.

[Haven Presley Reid Buchanon]

Han bemærkede hun tippede hovedet til siden og bed sig i læben ved hendes ord. ”Nej det.. det er ikke noget vigtigt,” han kastede ud med hånden for at indikere det var var lige meget. Han tog en sidste tår af sin drink – en tår, han nok snart ville ende med at fortryde. Han havde så svært ved at være i sin forelskelse af flere årsager. Den helt åbenlyse var hun var hans elev, og det var moralsk forkert af ham. Han havde dog kendt hende før han havde fået arbejde på Hogwarts, men det havde også været moralsk forkert af ham at være sammen med hende der. Nok var han ikke meget ældre end hende, men han var ældre end hende. Det andet der gjorde han havde været ved at være i sine følelser til hende var, han følte han var Amber utro ved at være forelsket i en anden kvinde end hende. Han vidste helt rationelt godt at Amber var død og hellere ville have, han kom videre … men en anden del af ham, havde utrolig svært ved at give slip. Han så ind i hendes blå øjne, som han havde fat om hende og med det samme så var lysten til at kysse hende til stede. Han smilede ved hendes hvisken, følelserne i ham blussede fuldstændig op i ham, når hun sagde sådanne ting. Dels fordi hun ville hjem til ham, hun ville bruge en aften med ham og dels fordi han elskede, hun turde udtrykke hvad det egentlig var hun tænkte og hvad hun egentlig havde lyst til. Han elskede hendes måde at tænke på ”Jeg er så forelsket i dig,” hviskede han som svar til hendes ord. Det var først få sekunder efter, han havde sagt det, det gik op for ham hvad det egentlig var han havde sagt – og han rent faktisk for en af de første gange i sit liv, blev rød i hovedet. ”Altså jeg mener….” han stoppede kort og var kort en smule desperat i blikket. ”Selvfølgelig kan vi tage hjem til mig….” han tænkte ikke på han boede hjemme ved sine forældre lige nu – og hans fulde hjerne havde intet filter eller evnen til at tænke hvordan han skulle redde sig fra det manglende filter.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly trak lidt på den ene skulder, "Okay.." svarede hun roligt og prøvede at styrer sin egen nysgerrighed, nok primært fordi de var et offentlig sted, hvor alle og hver kunne se - og måske høre - dem. Sidste gang de var set sammen et offentligt sted, havde været før Haven var blevet ansat på Hogwarts. Dengang var det noget andet. Dengang gjorde de ikke noget forkert. Jovist hun havde været yngre dengang, men hun havde været buksemyndig og hun havde måske selv lagt lidt - meget - op til ham. Præcis ligesom hun gjorde lige nu og havde gjort så mange gange, på skolen. Forskellen var bare, at nu var de igen et offentlig sted og selvom folk måske ikke vidste, hvem de var eller hvordan de kendte hinanden, så var hun mere på vagt denne gang. Hvem vidste, hvem der kunne komme ind af døren, hvert øjeblik det skulle være og hun ønskede ikke, at få Haven fyret.
Hun kendte slet ikke til Amber. Hun kendte faktisk slet ikke til hans fortid, hans tid i Azkaban eller noget så simpelt, som hvad hans ynglingsfarve var. Til gengæld, så kendte hun efterhånden hans krop. Hun ville hellere hjem til ham, end at leje et værelse eller hjem til hende selv. Hun vidste så heller ikke, at han boede hjemme hos sine forældre, så havde hun nok genovervejet sin situation. Hun spærrede øjnene op ved hans ord. Forelsket. I. Hende. Yeah right.. Ingen kunne forelske sig i hende. Hun havde sine lorte gener og det var helt sikkert, bare dem han følte sig tiltrukket af. Hun måtte holde samling på sig selv. Hun lagde blidt en hånd mod hans kind, "Nej, du er ej, Haven," svarede hun mildt og smilede lidt til ham. Hun kunne snildt tro på, at han var forelsket i ideen om hende og at hendes gener gjorde, at han måske troede, at han var forelsket, men selv hendes forældre, var blevet skilt nu. Hun troede ikke på, at ægte kærlighed fandtes til folk med hendes williegener. Hun bed sig lidt i læben. "Du viser vej," svarede hun og blinkede til ham. Hun ville stadig gerne med ham hjem. Stadig lykkelig uvidende om, at han ikke boede alene.