Did you miss me?

[Theodore Maganiello]

Alyxia McBeth

Ministeriet for Magi

Omkring kl 16

April - 2057

---

Det var med et lidt for bredt og vel tilfreds smil at Theodore nærmede sig aurorkontoret. Han var naturligvis bundet via en magisk besværgelse og var i følge med to auror som på inden måder, virkede lige så begejstrede over situationen, som han gjorde.
De førte ham med indenfor til Christophers kontor hvor han blev placeret på en af stolene overfor skrivebordet. Kontoret var tomt. ”Vent her, og hvis du så meget som vrikker med ørerne uden tillladese er det tilbage i Azkaban.” Kommenterede den ene hårdt. Hvorefter de stillede sig ud på den anden side af døren for at holde vagt.
Theodore gjorde sig det behageligt i stolen, nogle måneder i Azkaban lærte man at værdsætte de små ting i livet. Sådom en god stol. Eller en dårlig stol. Generelt bare noget som ikke var et hårdt stengulv. Han trommede fingrespidserne let imod hinanden imens han ventede på at sønnen skulle dukke op. ”Kan man eventuelt få en varm kop te imens man venter?” Kaldte han mod døren, men der kom ingen respons, til gengældt kunne han nærmest høre dem rulle med øjnene, hvilket fik ham til at smile lidt for sig selv. Han elskede at gå folk på nervene af en eller anden årsag.

[Alyxia McBeth]

Alt trykkede mandens hånd og sendte ham et sjældent oprigtigt smil. "Det var en fornøjelse Miss McBeth. Jeg kontakter dig en af de nærmeste dage. Du må have en fortsat god dag." sagde han. "I lige måde Sir, god dag til Dem også." Hun så ham forsvinde ned ad gangen. I det samme han var væk, blev hun ramt af den velkendte tomhed. Det var mærkeligt at være tilbage i ministeriet, hvor hun så tit var kommet for at besøge sin far. Hun kendte nærmest alle her, de var kommet og havde hilst på, kondoleret, sagt en masse pæne ord om hendes far og set på hende med medfølende blikke som hun ikke længere magtede at forholde sig til. Det her var hendes første skridt på vej til at bygge et andet liv op for sig selv.
Hun besluttede sig hurtigt for at tage hjem, så hun ikke behøvede at være her længere end højest nødvendigt, og havde kun lige vendt sig om, da hun så to vagter hun begge kendte, komme gående med Theodore mellem sig. Han havde det blik.. det selvtilfredse blik med et ligeså arrogant og selvtilfreds smil, der fortalte at han vidste at han havde vundet. Tomhed blev til vrede som blev til had indenfor få sekunder. Hendes smil var falmet, og hendes blik blevet udtryksløst på en måde der ikke klædte hende. Hun satte sin taske på et bord der stod ind til væggen. Staven var deri, hvis hun ikke havde den, ville hun ikke blive fristet. Vagterne stillede sig uden for døren ind til hendes fars gamle kontor. Den ene - Jones, havde arbejdet sammen med Jonathan i mange år og havde kendt Aly siden hun var lille pige. Hun gik med resolutte skridt i retning af kontoret. Hendes høje hæle gav genlyd mod det hårde gulv. Hun havde ingen plan. Theodore ville aldrig undskylde, og selv hvis han gjorde ville det ikke gøre en forskel, og hun kunne af åbenlyse grunde ikke slå ham ihjel. "Alyxia, du kan ikke gå derind," sagde Jones med hans mørke stemme, men Aly ignorerede ham, velvidende om at han ikke ville tvinge hende tilbage med magt. Hun slog døren hårdt op og gik direkte hen for at gribe om Theodores hår og tvang hans hoved så langt bagover at stolen truede med at falde. Man skulle ikke undervurdere end vred kvindes kræfter.


Outfit

[Theodore Maganiello]

Theodore havde ikke bemærket Alyxia for enden af gangen. Måske havde han for travlt med at nyde sin åbenlyse sejr. Selvfølgelig var det måske ikke en direkte sejr at miste sin tryllestav og leve resten af sit liv under skarp overvågning fra ministeriet, men når man tænkte på hvad alternativet var, så måtte han indrømme at være sluppet billigt.
Som han sad godt tilbagelænet og blot nød tilværelsen og følelsen af at være i live, hørte han godt nogle høje hæle nærme sig. Han tænkte nu ikke videre over det, da han ikke ligefrem gik ud fra at Christopher kom marcherende i stilletter.
Dog nåede han knapt at tænke den tanke til ende før døren fløj op og han nærmest blev trukket baglæns ud af stolen da et fast greb lukkede sig om hans hår. "For Merlin! Hvis vi skal til at være kinky kan du da i det mindste indviterer mig på date først..." Slyngede han ud med en smertelig grimasse, før de brune øjne landede på kilden for dette pludselig udbrud. "Aly?" Han kneb øjnene en smule sammen og fortrød omgående sine ord.
Den ældre mand blev siddende stille og indtog synet af hende så godt som han kunne fra den givende, og temmelig ubehagelige, position. Hun var vokset op og blevet en smuk kvinde, dog hjemsøgt at sne dæmoner, kunne han skimte i de blå øjne, takes one to know one, som man sagde. "Kunne du eventuelt tænke dig at slippe?" Spurgte han efter nogle lange sekunders stilhed. Dette her var faktisk en af de ting han havde forventet fra Piper June Maganiello, men fra søde lille uskyldige Alyxia, det kom en anelse bag på ham, måtte han indrømme.

[Alyxia McBeth]

Ved nærmere eftertanke burde hun nok have givet dette en ekstra tanke. Jones havde stillet sig opgivende i døråbningen, men han gjorde ikke noget for at stoppe hende - præcis som hun havde forudset. Med Theodores halvlange hår i sin hånd, tvang hun ham langt nok om til at stolen til sidst stod og skælvede på to ben og truede med at falde sammen. Hvor ville det være fristende. Hans kække kommentar, blev pænt overhørt. Der var ingen retfærdighed i verden når han fik lov til at gå fri for mordet på en minister og hun selv havde afsonet i Azkaban for mord på en voldtægtsmand. På sit vis overraskede det hende lidt at han genkendte hende. Hun huskede som barn at de havde været meget sammen, men det var mange år siden, dengang ham og den øvrige familie stadig havde haft en grad af normalitet. "Du havde ikke behøvet at slå ham ihjel" sagde hun og strammede grebet en lille smule yderligere. "Det værste er at han inderst inde troede på dig helt til det sidste, og du slog ham ihjel fordi du er en lille, bange kujon af en mand!" vrissede hun. Hendes hjerte bankede hårdt. Selvom Jonathan havde jagtet sin bror, så havde Aly en idé om at en af grundene til at han ikke var blevet fundet før, var fordi at han stadig havde haft en håb om at Theodore ikke var ond. "Og du kan sidde nok så fint der med dine kække bemærkninger og selvtilfredse smil, men en eller anden dag ryger du ned, det skal jeg nok sørge for." lovede hun. Hendes blide stemme lød mærkelig så vred. Hun trak i ham, så stolen væltede med ham, før hun slap, og hun gjorde intet for at hjælpe ham op igen. Vagterne fulgte hendes eksempel. Hun skulle nok gøre hans liv til et helvede selvom han var "fri".

[Theodore Maganiello]

Han forholdt sig stille under hendes hårde tag. Det strammede og hans nakke blev automatisk tvunget mere bagover. En smertelig grimasse skød over hans ansigt. Hendes ord gav næsten genlyd i hans øre. Hun behøvede ikke at uddybe for at an vidste hvem hun snakkede om. Jonathan. I brøkdelen af et sekund kunne man se smerte i de brune øjne og denne gang skyldtes det ikke taget i hans lidt for tilgroede hårpragt.
"Jeg ved godt hvad du tænker," sagde han lavmeldt og med et blik som borede sig ind i hendes, "men jeg myrdede ikke Jonathan. Han var min bror." Blikket var fast og ville sikkert have virket overbevisende hvis ikke han var overskygget af sine utallige dumme valg.
Havde det ikke været fordi at samtalen om Jonathan faktisk ramte en nerve hos ham, havde han nok responderet med endnu en latterlig bemærkning, men i virkeligheden var han lige så slået ud over broderens død som resten af familien, men han holdt sit pokerface. Hadet til Jonathans morder var dog lige så stort som det Aly følte. Hun havde bare rettet sin vrede imod den forkerte. -Om ikke andet så i dette tilfælde i hvert fald.
Langt om længe blev grebet sluppet og han fik formået at kæmpe sig tilbage i stolen.

[Alyxia McBeth]

Der var et kort øjeblik hvor en række af fantasier om hvad hun havde lyst til at gøre ved ham, kørte i hendes hoved, men de var ikke halvt så lækre som det kunne lyde. Aly havde set Jonathan forsvare sin bror et helt liv, tanken om hvor det havde ført ham hen, fyldte hende med vrede og mindede hende om den sorg hun inderligt havde forsøgt at lægge bag sig. ”Tro mig, du har ingen idé om hvad jeg tænker.” Svaret kom nærmest i øjeblikket han havde sagt det. Ingen ville tro på hvad hun tænkte selv hvis hun sagde det højt. Det kriblede i fingrene, hun knyttede hånden og mærkede en lille skuffelse over påmindelsen om at hun havde efterladt sin stav udenfor. ”Ærgerligt for dig, døde han ikke med det samme. Han havde tid nok til at fortælle mig hvad der var sket, så det mindste du kan gøre er i det mindste at stå ved dine handlinger, men end ikke det kan du. Du er et sølle væsen Theodore, og jeg har aldrig været mere lykkelig for at dit blod ikke løber i mine årer.” Hun talte nu med hævet stemmeføring. Smerten delte de, men Aly mærkede den så meget lige nu, at hun ikke havde overskud til at se at han også led.

[Theodore Maganiello]

Det var et øjeblik som dette, hvor Theodore blev mindet om, at Aly ikke længere var en lille pige. Hun var en voksen kvinde, en kvinde som havde blod på hænderne. Naturligvis for de rette grunde, eller det var hvad man altid fortalte sig selv, for at gøre det lettere at komme gennem natten.
Hans ansigtsudtryk var pludselig alvorligt. Theodore var ikke selv klar over hvad er hundrede procent var sket, det var jo ikke ligefrem fordi han have modtaget en ugle fra Ministeriet, med den fulde forklaring. Han var ikke i tvivl om at Rebecca stod bag, men hvordan og hvorfor Jonathan havde været så stort et fjols at lukke hende ind, det anede han ikke. Han havde bare en ide om at folk automatisk gik ud fra at han stod bag, men hvis Jonathan havde snakket med Aly, hvorfor troede han så at det var ham der stod bag?
Noget i hans brune øjne ændrede sig som han mødte Alys blik. Sorg. Interesse. Hvad vidste hun? Hvad havde Rebecca gjort? ”Hvad fortalte han dig?” Hans stemme lød pludselig meget ældre. Alvorlig og autroitær, som var hun en auror der skulle aflægge rapport hos sin aurorleder.

[Alyxia McBeth]

Den brede vagt blev stående i døren og stirrede meget opmærksomt på dem på skift for at sikre sig at én af dem ikke lige pludselig ville tabe sutten. Aly var tæt på. Hun gik om på den anden side af bordet som havde hun ret til at forhøre ham. Med hænderne plantet på bordpladen lænede hun sig frem mod ham med et hadfuldt blik. "Alt. Han fortalte mig alt." Startede hun uden at uddybe det yderligere. Hun måtte knytte hænderne en smule for at modstå fristelsen til at slå ham. En lille del af hende nød at hun ikke gav efter for hans autoritærer, dominerende væsen der krævede svar. "Jeg ved at du gjorde det, Theodore. Og jeg ved at du nok skal mærke retfærdigheden, om ikke i dag så en dag." Hun sagde det som var det et løfte.
"Aly.." startede Jones igen bedende, men hun lyttede ikke. Hendes intense blik fastholdt Theodores, hun forsøgte at sporer bare et lille tegn på en løgn, men manden var god til sit skuespil, han viste ikke tegn på andet end sorg og det var lige til at brække sig over. Endelig trak hun sig tilbage fra bordet. "Jeg kommer nu." Sagde hun henvendt til Jones der meget lidt brød sig om hendes tilstedeværelse.

[Theodore Maganiello]

Exaurorens brune øjne fastlåste sig i sin nieces. Han ønskede svar. Krævede dem, men desværre lod en del af hende til at pine ham. Det måtte være skæbnes ironi eftersom han selv elskede det samme mindgame, her måtte han bittert erfare at det ikke var sjovt at sidde i modsatte ende.
I stedet for at lade sig intimiderer af den yngre heks, lænede han sig blot frem imod hende, ”kan du eventuelt uddybe?” Spurgte han med den arrogance der ofte trådte frem når nogen forsøgte at tale ned til ham. ”Jeg har gjort mange ting, men at myrde min bror er ikke en af dem.” Dette blev sagt så lavmeldt at det kun var ment for hende at høre.
Hvad end Rebecca havde gjort, så skulle hun bøde for det. Han ville slå hende ihjel om så det blev det sidste han gjorde -hvilket det vel og mærke meget vel kunne blive.
Deres intense øjenkontakt blev brudt af auroren henne fra døren og Theodore lænede sig atter tilbage i stolen. Hans blik bar præg af de mange tanker der kørte gennem hans hoved. Han vidste allerede nu at denne samtale ikke var slut. Han måtte opsøge Alyxia og få sine svar. Måske Rebecca havde kludret i det? Måske aurorne havde overset noget -det var der god sandsynlighed for set med hans øjne, de var sku så skide nytteløse, de så kun hvad de ville se.
Han kastede det ene ben over det andet og hvilede albuerne mod armlænene som han trommede fingrespidserne imod hinanden. Blikket fulgte hende hele vejen mod døren, som var han igang med at brygge nye planer sammen.

// out

[Christopher Campbell]

Chris kom gående imod sit kontor, han bemærkede hurtigt at døren stod åben og at Jones stod i døren. En undrende rynke formede sig på hans pande og farten blev sat let op. Men først da han hørte Alyxias stemme derindefra, mærkede han hvordan farven langsomt forlod hans ansigt.
Tempoet blev skudt yderligere i vejret og han nåede frem som Jones havde kaldt Aly ud. Han så fra den ene til den anden, nogen skyldte ham en forklaring. Han stillede sig halvejs ind af døren og lukkede den bag Aly idet hun satte foden ud på gangen sådan at de nu alle stod på gangen foran kontoret. ”Hvad skal dette er her forstille, jeg sagde tydeligt at ingen måtte få adgang.” Dette var henvendt til de to auror. Han valgte bevidst ikke at se på Aly, eftersom hun nok var af en anden mening. ”Ms. McBeth følg lige med.” Dette blev sagt en smule mere autoritært end normalt, men han var trods alt også på arbejde. ”Jones og Peters, I to, holder øje med ham, og denne gang lukker I ikke nogen ind om så lokalet står i lys lue!” Sagde han vredt og gjorde så en gestus til at Aly skulle følge med ind i en af de tilstødende lokaler.

[Alyxia McBeth]

Aly havde svært ved at Theodore sad der og tronede og oven i købet løj om hans skyld i sin egen brors død. Hun var nødt til at komme ud før hun ikke kunne få luft. Netop som hun nåede ud af døren, var hun næsten gået ind i Chris, der pludselig var dukket op. Hun så lidt overrasket op.
Jones og den anden vagt udvekslede tvivlsomme blikke. Aly vidste det ikke var fair af hende at sætte dem i den position. ”Men hun..” startede Jones men tav da han så på hende. Somme tider hadede hun at de stadig så på hende som om hun var et barn, på den anden side, var de villige til at beskytte hende i hvad som helst. Hans autoritærer tonefald, fik hende til at se lidt bebrejdende på ham. Hendes hoved gled lidt på skrå. Måske det skyldtes at hun aldrig havde set ham i professionelle sammenhænge, men hun brød sig ikke om at han talte sådan til hende. ”Ms. McBeth?” gentog hun en anelse undrende da hun fulgte med ham. Var hun blevet reduceret til et efternavn nu? ”Du burde ikke snakke sådan til dem. Det var ikke deres skyld.” sagde hun og lukkede døren bag sig ind til det kontor han havde ledt hende ind i. Hun lænede sig op af døren med hænderne på lænden. ”Du ved det var sket før eller siden.” tilføjede hun og kunne ikke undgå at ligne en der nød en lille smule at tirrer ham bare fordi hun var i det humør i dag hvor nogen skulle lide med hende og det måtte være ham.

[Christopher Campbell]

Chris havde måske ikke været helt fair overfor dem, men det kunne han ikke bruge til noget, han havde sagt til dem at de skulle holde døren lukket og at ingen måtte gå ind, heller ikke Aly. Nok nærmere især ikke Aly.
Han bemærkede godt det lettere bebrejdende blik, men han blev nødt til at virke professionel, især nu hvor han var steget i graderne, og ingen vidste at de havde kysset et par gange. Følelsen af savn skyllede kort ind over ham. At kalde hende ved efternavn, var måske også lige at strække den til yderlighederne, men han gik i panik i håb om at de ikke skulle mistænke noget.
Som døren blev lukket var hun omgående over ham, han så på hende med et blik der udtrykte klar irritation, ”I så fald burde du vide bedre end at gå derind.” De grønne øjne gled over hende. Desværre lod hun til at være ret ligeglad med hans beklagelser. ”Aly, hvad pokker tænkte du på?” Nu var de trods alt alene, så her kunne han godt bruge hendes kælenavn. Tonen var også en smule mildere denne gang, men stadigvæk irriteret.

[Alyxia McBeth]

Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed i ministeriet, at de to havde været sammen, så hun forstod ikke hans behov for pludselig at distancerer sig ved at bruge hendes efternavn. Hun lod døren glide i, og forberedte sig mentalt på den krig der nok ville blusse op indenfor få sekunder. "Hvad jeg tænkte på?" hun himlede med øjnene - det klassiske tegn på at dragen meget snart ville vælde op i hende. "Jeg tænkte på at en eller anden idiot besluttede sig for at lukke min fars morder ud, og han stod der med sit selvtilfredse blik der sagde at han havde vundet, så det jeg tænkte på, var at gøre det klart for ham at det ikke er tilfældet." vrissede hun.
Han måtte have vidst at denne diskussion ikke havde været færdig efter deres sidste kontrovers. Aly mærkede sine øjne blive våde og sløret igen. Hun hadede at hun var så sårbar, hver gang hun følte det mindste, så fik hun lyst til at græde. Det gjorde det ikke bedre at hun kunne mærke hans irritation. "Hvad var du så bange for ville ske?" spurgte med halvskinger stemme. Troede han hun kunne finde på at gøre noget ved Theodore? Manden havde været beskyttet af to af hans bedste folk, så han havde været ret harmløs. Hun havde virkelig prøvet at genoprette sit liv, men nu følte hun sig bare skubbet tilabge til start, og Chris havde en fantastisk evne til bare at gøre alting sværere, mest fordi hun bare havde lyst til at gemme sig i hans arme.

[Christopher Campbell]

Chris himlede let med øjnene. Det var ikke fordi han ikke forstod hendes frustration, men for helvede. ”Det har ikke noget at gøre med hvem der vinder, det har noget at gøre med at hans viden kan redde liv!” Sagde han tilbage i et lidt hårdere tonefald end ment. Han var godt klar over at hendes frustraion bundede ud i sorgen over at have mistet sin far, og at Theodore nu var sad derinde som en evig reminder om at der ikke fandtes retfærdighed.
Det skingre spørgsmål fik ham til at tøve, nok et par sekunder for længe. Troede han at hun kunne finde på at skade Theodore? Hun havde gjort det før, men det havde været under helt andre omstændigheder. Chris stolede på hende med hver en celle i sin krop, men han vidste hvad hun var i stand til. ”Jeg vil ikke have at du udsætter dig selv for unødig fare,” svarede han som havde han ret til at træffe den beslutning for hende. Hans stemme var en kende mildere og han gik prøvende et skridt frem imod hende, det skar ham så dybt i hjertet hver gang hun var ked af det. Det beskyttende gen overfor hende, ville nok aldrig ophøre med at være der. ”Stav eller ej, så er han stadigvæk farlig, og jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis han gjorde dig fortræd.” Dette blev sagt med rank ryg og stor sikkerhed i stemmen.

[Alyxia McBeth]

Der der engang havde været det mest ukomplicerede, var gået hen og blevet frygtelig kompliceret. Det var som om at hver gang de mødtes så gik tingene lidt mere skævt. Ved hans udbrud kunne man nærmest se Aly's næsebor vibrerer som tegn til at hun var på randen til at eksploderer, specielt fordi han i hendes optik, ikke havde ret til at være vred. "Og hvad med de liv han har taget? Hvad med alle de familier der sidder tilbage og hungrer efter retfærdighed? Svar? Hvad hvis det var mig han havde slået ihjel? Ville du have tilgivet ham for det og ladet ham vandre fri?" hun så strengt på ham og satte en hånd i siden. Han var simpelthen det mest snævresynede skvat hun kendte nogle gange!
Hans tøven kom på mest uheldige tidspunkt. Måske hun fejltolkede den, men hun kunne se at han overvejede sit svar et øjeblik og da han endelig gav det, virkede det bare som en latterlig bortforklaring for det han ikke ville sige. Noget i hendes blik ændrede sig. Vreden forsvandt, til gengæld blev den erstattet af oprigtig skuffelse. Hendes hoved faldt lidt på sned. "Bullshit." Hun så indgående på ham.
"Du tror rent faktisk at jeg kunne finde på at røre ham.." Hun så væk. Hun kunne ikke se på ham. I alle de år havde hun kæmpet for at overbevise verden om at hun ikke var nogen koldblodig morder, hun havde forsvaret sig selv. Den eneste hun aldrig havde prøvet at overbevise var Chris, for hun havde bare regnet med at han var på hendes side. Det værste var nok at hun ikke selv var overbevist om at hun ikke ville have rørt Theodore. Der var en grund til at hun havde lagt staven fra sig. Hun genvandt fatningen en smule og sank den klump der blokerede for hendes stemme. "Vi var ubevæbnet og overvåget af aurore.." forsvarede hun stille, for at holde sig til emnet, men hendes tanker kredsede om det øjebliks tøven der nok ville plage hende i ret lang tid. "Da du var væk, gik der ikke én dag hvor jeg ikke tænkte på dig, eller savnede dig. Nu kan jeg knap holde ud at se på dig." Hun lagde hånden på dørhåndtaget men åbnede ikke. Det var i virkeligheden ikke ham hun var vred på.. ikke kun i hvert fald, men hun var så indebrændt af vrede og frustration og han var den eneste hun kunne lade det gå ud over.