The Lament of Haunted Sins

[Arcadiuz (SLÆGT FJERNET)]

@athena

Morgengry siges at sende ondskab og mørke væk ved den første solstråle der rører jorden.

En fredelig tid, hvor man kan vågne. Tage en dyb indånding inden dagens strabadser, og i weekenden kan man få hvilet sin trætte krop efter velfortjent at have slidt til dagen og vejen.

Sådan plejede det også at være for Arcadiuz. En mand der bedst nyder tingene, når han ved at alt andet er på plads.
…

På bordet var en sort mappe. En mappe han ikke havde skænket mange tanker, da han tog den hjem til sin minimalistiske ungkarlelejlighed. Den nydelige Athena havde glemt den i forrige dags strabadser. Men troldmanden tog sig god tid til at finde ud af hvornår han ville aflevere den. Og for ikke at tale om – hvordan.

Alligevel havde det kriblet i fingerspidserne… Til mandens store fortrydelse. Og spildet af de stakkels dråber kaffe som han havde sprutte ud over bordet i samme øjeblik han lod øjnene køre ned af dokumentet, som var det en avis.

Nu sad han der og stirrede på det. De samme linjer blev læst igen og igen imens han holdt sig for munden. Der gik ti minutter. Snarest lå han og stirrede op i loftet i sin sofa. Stivnet i den samme position med hånden foran munden. Dokumentet blev læst i liggende position.

Snarest valsede han frem og tilbage foran sin åbne balkondør iført sine sorte slippers og bordeaux lilla silkemorgenkåbe. Håndryggen lagde han op på panden på ganske teatralsk vis, som om han skulle til at dåne, men det skete dog aldrig. Det var ikke så meget dagens forrige eskapader der fik ham til at reagere, som det var vægten dokumentet pludselig satte på ham.

”Prinsesse! En prinsesse af Belgien… Hun var kongelig!”.
Hvad var oddsene?! Med hurtige skridt marcherede han hen til sit morgenbord igen. Stakåndet, som hvis han havde løbet i flere timer og med et hjerte der pressede på i brystkassens hulrum. Hans øjne var opspærrede. Hans tænder sammenbidte, og han måtte koncentrere sig for ikke at krølle dokumentet i sin hånd til ukendelighed. En kongelig betød at hun havde et meget magtfuldt netværk. Og hun kunne meget vel vide hvordan hun skulle bruge det for at trænge ham op i en krog og ruinere ham.

Det grønne blik fandt papirkurven, og det faldt ham ind som overvejelse at smide både ansøgning OG mappe væk, for at lade som om intet var sket. Men med sin akademiske baggrund havde Arcadiuz alt for stor respekt for den slags bureaukratiske processer og den tid det tog at færdiggøre. Han kunne sende det til hende med en anonym ugle.

Nej - Det faldt ham ind at skrive en skriftlig, men kompleks undskyldning i kode og sende den sammen med den sorte mappe. Og manden nåede da også at sætte sig ned med fjerpen i hånden.--

”Min kæreste Athena…”
Nej. Det lød forkert, situationens baggrund taget i betragtning.
”Kæreste Hopkins?”. Fjerens bløde fibre brugte han til at kløe sig under hagen. ”Athena! Jeg blev grebet af lutter attrå--”
…
”Forbandet!”
--Da blev brevet med den introducerende sætning sammenkrøllet og kylet ned i papirkurven. Med dyb indånding rejste troldmanden sig. En kujon var han ikke. Og det virkede som minimummet af æresoprejsning han kunne få var ved at aflevere mappen i person.

-----------------------------------------------------

En time senere ankom Arcadiuz til den angivne adresse på papiret ved at transferere. Endnu 10 meter fra entreen begyndte han at tale for sig selv og gestikulere med hænderne, sådan som han gjorde når han skulle tale til en officiel forsamling. Han var iført sit stiveste puds, dog ikke den mørke uniform, men som altid ualmindeligt fejlfrit.

”Frk. Hopkins!, Vi føler alle en stor mængde af emotion i dette tilfælde I særdeleshed. Og vi må se fremad – Ved at stoppe med at se tilbage. For vort eget bedste… Ja. Javist, det må være det. Jeg afleverer mappen, forsvinder og træder atter tilbage til mine dagens gøremål. Og så snakker vi ikke mere om den lille forseelse”.

Der var næsten stolthed malet på ham, en form for tilfredshed som for et veludført stykke arbejde over at han afleverede den ”forsvundne” mappe tilbage til hende, og da døren endelig åbnede efter en banken smilte han som en kendis værdig. Mappen var solidt plantet under armen, da han med en rømmen tilføjede:

”Frk. Hopkins! Henrivende dag, ikke sandt?... -De glemte deres mappe på mit kontor”.

[Deleted]

Hvem vidste at hud kunne blive så rød, efter at man havde skrubbet det i 2 timer i badekarret? Der var snart ikke et område, hvor den irriteret hud ikke flammerede sig. Vandet var blevet koldt, men kroppen var så følelsesløs at det kunne blive til is, uden at effekten kunne mærkes. For var alt andet inden i, ikke allerede som langt under frysepunktet? Men samtidig ligesom helvedes ild?
Et øjeblik var hele prinsessen krop dækkede af vand. De brune øjne stirrede op mod loftet gennem det gennemsigtige hav af ferskvand. Lysten til at blive i intethed virkede tillokkende. Aldrig forholde sig de kendsgerningerne, som stadig blev skubbet om i baghovedet. Skjult fra alle og alle. Skjult fra hende selv, i stadiet af benægtelse. Da lungerne begyndte at tigge om ilt, opstod hun fra dybet og hev livskilden ind igen.

Den store lejligheds vægge talte i uforstående tunger. Had, sorg, vrede, ... begær. Men hvordan og mod hvem? Mod hende selv? Den eneste udvej var at efterlade skylden hos egen dør. For alt andet ville umuliggøre at fortsætte tingene. Alt ville skabe frygt. At gå udenfor, at opholde sig steder med den slags mennesker... at arbejde i ministeret. Det måtte ikke ske.

Tankerne fløj rundt med forsikringer om hvorfor fejlene blev begået. Det eneste tøj der føltes rigtigt på kroppen var små natshorts og en for stor T-shirt. Næppe en prinsesse værdig, eller særlig god udnyttelse af det store walk-in-closet der indeholdte alt fra designer tøj til store flotte gallakjoler. Deres ligegyldighed blev mere markant, i det at Athena ikke følte at hendes krop fortjente at bære sådanne klæder. Hvis hun kunne fjerne sit korpus fuldstændigt ville det måske hjælpe på skammen, men hun ville stadig vide kendgerningerne.
Minutter var blevet til timer og sofaen blevet til hendes nye opholdsted. Dagen havde været ubetydeligt og muggler tv'et vist en serie, som hun ikke kunne forklare hvad handlede om. Studiet var blevet skippet for dagen, i selv ynk og en isbøtte var det eneste måltid. Det var blevet lettere at lukke af. Gemme alle følelser ned i pandoras æske, for aldrig at åbne den igen.

En banken på døren fik et øjeblik et glimt af traumet tilbage. Trygsøgende, puttede hun skeen til isen i munden, og gik hen mod døren, stadig klædt i det samme som dagen før. Døren blev åbnet uden forventning til noget, men ansigtet der stod på den anden side, fik skeen til at glide ud af munden og falde til jorden. Henrivende damnING dag!? Nej... Og mappen? Hun så fra mappen og tilbage på ansigtet der bar på så meget mere skyld, end det viste.

"Du..." Brystet løftede og hævede sig i alarmende fart. Ingen tid til formaliteter nu. Det fortjente han ikke. Hjernen slog overlevelses mekanikken til, men den her gang var den ikke sat på 'flygt'.
Erfaringen havde lært hende hvor man skulle ramme og hvor det gjorde mest ondt, med visse undtagelser, som hun selv ikke ville inkludere i sin efterhånden planlagte angreb. Neglene havde fået lov til at borer sig ind i håndfladen og ville efterlade små sår. Det var dog intet i forhold til den skade, som Athena ville påføre. Ilden gjorde sit udslag i hendes blik og kroppen trak sig tilbage i et indre tilløb før den farede frem. Først en næve direkte ind i solar plexus. Det ville slå luften ud af modstanderen. Derefter et stød skråt ind mod næsen for at ædelæggen brusken der. Hvis det hele lykkedes, ville det være simpelt at få modstanderen ind i lejligheden, sparke døren i og lagt med maven på gulvet, med sig selv oven på. Sådan var planen og sådan blev udførelsen også forsøgt.

[Arcadiuz (SLÆGT FJERNET)]

Charmerende…
Athenas afslappede beklædning fik Arcadiuz til at hæve brynene en anelse. En løs t-shirts og minishorts. En klukkende latter banede sig vej mellem hans læber og det optrukne smil. Nuvel, det var jo en weekend, og selv han gik ikke i officielle klæder, når han var i loungestemning.

”Jeg. I egen person”.

Det smørrede grin begyndte dog at blegne… Han noterede ændringen i hendes øjne og blinkede et par gange. Overvejelser om hans tilstedeværelse gjorde mere skade end gavn nåede at gå gennem hans hoved. Så huskede han en af de små detaljer i dokumentet og tænkte om det var for sent til at vende om: Den lille, umiddelbart harmløse kvinde foran ham var uddannet officer.
…

Luften blev slået ud af brystkassen på ham i det næste sekund, idet han bøjede sig frem, da musklerne i hans mave krampede sammen. Det næste slag der fulgte formede et højt ”krak”, da en knyttet hånd kolliderede med hans kranie og han væltede omkuld.

Jern, han smagte jern.
Arcadiuz skreg. Det føltes som om hver nerve i hans krop gjorde oprør, og tvang muskler til at vride sig i en rytmisk spasme. Han holdt sig for næsen, og kunne mærke hvordan varm, våd væske løb ind i hans håndflade. Rødt flød ned og malede den blege hud på hans læber. Han prøvede på at jamre sig, men det blev kun sagte, for så snart han brugte sin stemme stak det i hans brystkasse, og han måtte hive efter vejret.

Gispende så han op på Athena i en mikstur af chok og forvirring… Men til troldmandens store skræk greb Athena fat i ham og begyndte at trække ham indenfor. Der var intet at gøre. Han kunne end ikke trække sin stav inden han blev slæbt ind i huset, som en sæk og udsigten til frihed lukkede bag ham.

Athenas slanke hænder greb fat i Arcadiuz klæder og tvang ham om på maven imod gulvet. Blot det at have sin egen vægt placeret oven på brystkassen fik det til at stikke og forværrede tilstanden af manglende oxygen han bare ikke kunne indhente.

Han forsøgte at tvinge sig en anelse op med armene, men forsøget blev klippet kort, da han mærkede Athena sætte sig over skrævs på sin ryg. Det tvang hans ansigt til at blive presset sidelæns og formede en smuk palet af rød på flisernes grå. I sig selv var Athena ikke tung, men positionen gjorde smerten langt fra mindre.
”Aaaaaargh! Ved Merlin, hvorfoor!?”

[Deleted]

Det føltes så tilfredsstillende at smøre det selvsikre smil af troldmanden. Han fortjente ikke glæde. Han fortjente knapt nok at se på hende, men nu skulle det ikke kun være hendes krop han besudlede. Også lejlighed havde trukket af hans aura fra øjeblikket han havde stået i døren. Måske håbede Arcadiuz at gentage succesen, omend den var afsluttet for tidligt og sikkert efterladt ham i mangel på mere. Uforløst.

Hans magre silhuet skulle vise sig let at manøvre let rundt, for at ende op på lejlighedens kolde og hårde gulv. Drømmen var at det støttede op om de smerter, som Weaslingen allerede måtte have modtaget. Denne pinsel, skulle dog ikke have ende for hurtigt. Al skylden som Athena havde lagt på sig selv, blev
kanaliseret ud gennem hver påføring af smerter. De kunne være to om at leve i helvedes ild, hvis det stod til hende...I den siddende position kunne knæet blive boret ned i uslingens ryg. Forsøg på flugt ville kunne forværre situation.
Athena lænede sig frem over gerningsmanden og førte fingrene imiterende gennem hans hånd, som troldmanden selv havde gjort ved hende, indtil den fandt sin plads og trak så voldsomt at de små rødelokker var på grænsen til at adskille sig med hovedbunden. "Ved du ikke hvad du har gjort?!" Der var ikke længere kontrol og stemmen bar både på vrede og sorg. Hovedet blev tvunget til at dreje sig så meget, så nakkens fleksibilitet blev udfordret. Hånden slangede sig om halsen, så hun havde fuld adgang til både Arcadiuz' luftveje og nakke bevægelser, som kun hårrødder blev endnu mere udfordret.
"Du er det mest modbydelige væsen der eksistere på den her jord. Du burde brænde op i helvede, med din dårlige vin og kæmpe store ego. Jeg kunne bare..." Fingrene knugede sig om hans strube og et øjeblik var det stramt nok til at det på sigt ville skabe ildnød for manden, men det blev lige så hurtigt løsnet igen. Hun måtte ikke, kunne ikke, gøre noget så utilgiveligt.
Det efterlod Athena selv med vejrtrækningsproblemer, for der var hun lige så meget blevet slået omkuld med hans tilstedeværelse. Tanken om mappen, om hvad der stod i den, fik raseriet til at boble op. Måske havde han læst den og var her for at manipulere hende... Afpresse med kendskab til indholdet, som hun så meget havde håbet på ikke skulle se dagens lys.
"Har du... har du læst.... HAR DU LÆST HVAD DER STOD I MIN MAPPE?" skreg hun ind i hans ører, så selv lejlighedens glasruder klirrede til hendes volume af lyd. For lige at sikre at Troldmandens svar ikke skulle komme for langsomt, tvang hun hans kind ned i de rød farvet fliseguld, der klistrede til alt det rørte.

[Arcadiuz (SLÆGT FJERNET)]

Hvert ryk, hver dirigerende bævelse nev og sled i hans hovedbund, som Arcadiuz blev tvunget til at se på den kvinde der havde startet som en ligemand, en form for protege. Smertens støn og anstrengelse brød hele tiden frem, men i smerten lagde han også mærke til ændringen i hendes vrede stemme. Under overfladen af det brændende bål fornemmede han… ulyksalighed? Sorg. Gråd endda, som hun nægtede at vise, ligesom han prøvede at holde sine smerteudbrud tilbage. Og det var i det øjeblik alvorens grumme realisering faldt ned over troldmanden, og han så hvor meget noget han anskuede som banalt havde påvirket Athena.

På trods af at han kunne trække sin stav til sig på så kort en afstand, så var det som om den let knækkende stemme og raseriet i de ellers milde øjne tvang ham til at ligge stille ved hendes nåde.

Ja. Vidste han hvad han havde gjort?
Blikket flakkede. Han nægtede at kendes ved det, ved at være kilden til den frustration og tydelige smerte han så i hende. Hans nakkemuskler og sener skreg. Det føltes som om det knagede i hans rygrad.

Men det eneste han lavt kunne få fremsagt ved hendes skrig var:
”Jeg beder Dem om at lade mig gå. Jeg skal aldrig returnere til denne grund og De vil aldrig få mig at se igen”.

Hvis det ikke var fordi den tykke røde manke var sund, var Arcadiuz sikker på at han ville have mistet den i hendes vold. Gengældelse, deja-vu. I en kort stund pressede hendes hænder imod huden på hans hals… Kun for selv at blive åndeløs? Forvirringen var klar i hans øjne.

Han lå stille. Hun kunne have afsluttet det, hvis hun ville… Hvorfor gav hun slip?

Modbydelig.
Ord som disse ville normalt ikke påvirke ham. Der var lang vej til toppen, og han havde kæmpet mange kampe og klatret længe for at komme der til. Følelser var upraktiske. Blottede følelser kunne føre til at folk brugte det imod en. Det var bedre bare at hærde sig selv og få folk til at distancere sig med frygt og magt, for så kom det aldrig der til… Stadig. Hvad var det for en spell der gjorde at hun - en fremmed ung kvinde af alle mennesker kunne grave en issyl igennem den velpolerede ydre skal? Kunne tvinge ham til at forholde sig til en af de ruiner der forekom som bombeoffer, når han skulle rejse sin egen storhed i deres sted?

Modbydelig.
Det var aldrig meningen heksen skulle se ham på den måde.. Det var aldrig meningen at hun skulle rystes i sådan en grad… Mens han stadig var i hendes nærhed til at se den pine hans forårsagede.

Hun skreg. Hun skreg i frustration. Athenas bløde læber ud for Arcadiuz øre. Men der kom ikke mere mimik hos ham. Hans kind blev indsmurt imod hans egen livsvæske.
…

Han var stille, med en hånd stadig sad beskyttende foran hans næse. Sådan lå han og stirrede tomt ud i lokalet. Det var næsten knirkende da han endelig så op imod hende. Dog med intet svar på hendes spørgsmål, men med en stemme der på trods af situationen var utroligt rolig.

”Er De tilfreds nu?... Tror De, De er den eneste der nogensinde har forvoldt mig skader som disse eller prøvet på at flå mig itu?”

Hver gang han udåndede igennem sin næse, kom der en slimet, spruttende lyd, der tydede på at noget af blodet var begyndt at koagulere til en klump eller at brusk var i vejen. Det hvide i hans øjne var blodskudt. Det røde fra gulvet havde blandet sig med kobberfarven i hans hår og fik stråene til at filtre sammen i hans pandehår. De klistrede til hans ansigt. Men hans øjne forlod ikke hendes retning. Stive og uden at blinke.

[Deleted]

Det var ikke nok. Det ville aldrig være nok. Selv hvis Arcadiuz forlod lokalet, aldrig dukkede op i hendes liv mere, så ville det ikke få smerten til at gå væk. Han ville stadig have gjort sit overgreb og frataget hende retten til et valg. Denne bøn ville hun ikke kunne efterleve, og de fik en ulve lignende knurren frem. Han var et bytte, og lige nu bed Athena sin tid, for at gøre smerten størst muligt.

De ynkelige lyde var bekræftende på sin hensigt. Det virkede og troldmanden led som hun ønskede. Det fjernede ikke den ild i maven, men måske ville mere vold være en trøst. Give hende den hævn der skulle til, for at alt gik i sig selv.

Var hun tilfreds? Var synet af en mand hun hadet mere end nu andet på hendes gulv, badet i sit eget blod, ikke nok? Skulle hun påføre ham en så ekstreme mén at det aldrig ville kunne hele? Det blik han afgav; Roligheden var som at fratag hende følelse af retfærdighed. Det skulle gøre ondt! Han skulle være i smerte! Ikke rolig... "Flå itu..." åndede hun frustreret. Athena var råvild for svar. Hun ønskede at flå ham til små stykker, i sådan en grad at han følte sig som ingenting, ligesom hende selv; mærke smerten spejle sig i Arcadiuz.
"Min intention var ALDRIG at gøre skade på dig! Med dine små ord og berøringer lukkede du mig ind i dit net og tog SELV beslutningen om hvad der var DIN ret. Du fratog mig al magt, så du selv kunne få opfyldt dit begær. Bare fortæl dig selv at du ikke var den skyldige. Lyv, men sandheden er at du er usselt lille menneske, der ikke fortjener den position, du sidder i. Du fortjener den samme smerte, som jeg føler. Det fysiske legemde er ikke nok til at reflektere det du tog. Hvis jeg kunne tage din værdighed ville jeg gøre det!"

Tænderne bed sammen i en grimasse af afmagt. Hvad kunne hun gøre for at give tilbage? Han kunne ikke få lov at gå, før han havde afsonet sin straf. "Hvis bare... du kunne føle inteheden ligesom mig..."

[Arcadiuz (SLÆGT FJERNET)]

For en tid lå Arcadiuz der og trak vejret dybt i takt med Athena. Ingen ord. Han så bare mod hende. Og igennem den fælles smerte forenedes deres legemer igen på en sygelig, fordrejet facon. Han kunne høre ilten fosse imellem hendes læber, næsten fornemme hendes puls når han lukkede øjnene. Det var afhængighedsskabende i symfonien med de elektriske, pulserende stød af smerte han følte.

”Jeg gjorde det, fordi De ikke ville have mig til at se Dem som et menneskeligt individ... De afslog det øjeblik vi delte som om det ikke skete… Men jeg finder det ironisk. De ting De viste mig i ordenes kølvand, og som De stadig viser mig er noget af det mest menneskelige jeg længe har set”.

Langsomt rakte Arcadiuz sin ene arm op på Athenas læg, på bent der hærgede hans rygrad.

”Følelserne De viser mig er rene. Rå. En af de mest ægte ting i eksistensen… Deres vrede er smuk. Men noget undrer mig”.

I et hårdt greb hev han Athenas læg til side idet han benyttede sin vægt og størrelsesforskellen imellem dem til at tvinge sig om på ryggen, så han kunne se den kvinde der sad på ham ordentligt i øjnene.

Han hviskede. Men højt nok til at hun kunne høre det.
”Hvad bag det smukke ansigt konturer, i sindets dybeste, mørke hav kunne i et sekunds intenst selvhad have længtes efter den absolutte destruktion af Deres egen fysiske verden og grænselinje”.

Han lå stille. Ved nærmere inspektion ville prinsessen se at hun også havde flækket noget af mandens overlæbe sammen med næsebenet, der ellers plejede at sidde lige, som hugget i marmor. Sollyset fra et af de øvrige vinduer kastede små glimt i det grønne blik. Mest af alt så han træt ud. Så træt, så han ikke ønskede at gøre modstand længere. Alligevel var der en insisteren i hans øjne, der sagde at uanset hvad, uanset om hun slog ham til pulp, så ville han se hendes reaktion. En ømhed der søgte at se, for at prøve på at forstå. Volden hun udsatte ham for, faldt mod hans korpus… Kun fordi han af usagte grunde tillod hende at ødelægge ham. Og han accepterede det.

”Jeg ser nu hvilken kvinde De er, frøken Hopkins. De er… Ikke tilfreds”. Han sukkede tungt.

“De er ikke tilfreds med de fysiske grænselinjer der binder Dem til denne Jord… Og omstændighederne der fulgte med sjælens korporlige indkapsling fra dagen De var født. Ting der gør os menneskelige; Følelser… Minder. Hvis bare for et øjeblik at vi kunne lade vort kød fordampe og lade sindet svæve frit uden at noget af det holdt os tilbage fra hvem vi i sandhed er – Det er hvad De længes efter… Er det ikke. Athena?”

Arcadiuz lagde armene frit langs sine sider.
”De frygter intimitet… For det minder Dem om alle de ting i livet det ikke er Dem tilladt at få”.

Om troldmanden havde læst mappens dokumenter eller blot i dette øjeblik havde læst Athena kunne være svært at sige.

”De søger viden. De søger magien, fordi det er den eneste ting, hvor ingen krav fraholder dem fra at vokse… og række mod stjernerne”.

[Deleted]

Mord begyndte at føles som en tillokkende gerning. Det ville stoppe gerningsmanden. Ingen vil aldrig nogensinde skulle opleve samme behandling fra ham igen, og hvad menneskeligt var der overhovedet bag det røde hår? Ingen sjæl, intet bankene hjerte der angrerede for sine synder. Det kunne ophøre på et øjeblik. Enten med magi eller muggler style. Hun anede ikke hvordan med magi, eller hvilken følelse det ville give bagefter. Måske hvis hun bare stak staven langt op gennem den brækket næse og brugte en hvilken som helst besværgelse, ville det være ovre...
Hvis det ikke havde været for den begyndene psykoanalyse, så havde berøringen af benet, fået mere fokus. Men som det blev flyttet, faldt Athena sidelæns, og mistede kontakten helt med ryggen, som havde givet hende pladsen som den dominante. Den trone der havde været erobret og nu skulle generobres, hvis hun ønskede at beholde sin magt position. Balancen blev fundet, og igen placeret hun sig over ham, denne gang på maven. Ansigt mod ansigt, og deres kroppe alt for tætte.

"Stop!" Der var nær ingen lighed mellem det samme ord, som hun havde sagt på kontoret, for dette kom fra brølende løvinde, der var ved at få frataget sit bytte. Intet hjalp det og de indre murer af beskyttelse, blev flået fra hinanden som sandheden kom på bordet. "STOP DET! TI STILLE" skrev hun igen og genfandt hans strube og håbede at luftvejene kamp om ilt, ville stoppe den talestrøm der pillede psyken fra hinanden. Selv navnet føltes som gift i årene...

Det havde alligevel efterladt Athena med væskende øjne. Et klynk undslap som hun borede neglene fast til hans tinding. "Jeg kan få præcis det jeg vil have! Du tager fejl i ALT du siger! Dit kryp!" Det overbevidste hende endda ikke selv at sandheden var så enkel. Neglendes tag, som allerede havde boret sig op til 1 cm ind i huden, rev nu ned langs kinden, som en klo der flænsede sit offer op.

"Du er...ingenting! Intet værd. Uden betydning!" Ordene var ment til Arcadiuz, men tårene der nu pilede ned af hendes kind afslørede en anden historie. Det var sådan hun havde det. Gråden i stemmen higede efter kræft til at gøre det færdigt, og neglene genfandte også en ny position på kinden, men intet skete. Kroppen næsten lagde sig over troldmanden, så panden lagde sig mod hans kraveben, for da var byrden blevet for stor.

[Arcadiuz (SLÆGT FJERNET)]

Det måtte have ramt en sikring, en vandledning et sted. Uanset hvad det ramte, så ramte det plet. Mest af alt var ordene der kom fra Athenas mund bare lyd. Fra hans position i på gulvet var det for Arcadiuz intet andet end høj statisk støj. Som når storm blæser igennem træer udenfor et lukket vindue, og man blot ser på som en tilskuer på afstand.

Som et se et fyrværkeri udspille sig begyndte Athenas øjne gradvist at blive blanke, og hun pressede sine hænder om hans strube. Han bed tænderne sammen og førte sine hænder op på hendes håndled. De kom ikke til at gribe meget i aktion, da… Hun faldt fra hinanden langsomt, helt af sig selv.

Det havde ikke været nødvendigt at fratage ham sit åndedræt. Han stoppede helt af sig selv.
Men snarest angreb hun igen, straffede ham for sine ord og borede sine negle dybt ind i Arcadiuz ansigtshud. Med en mand der gik op i sit udseende så meget som ham var det et angreb ikke kun på hans udseende, men også på hans stolthed.

Han ville ikke give hende den sejer at give efter. Man da neglene flænsede hans hud op kom et højt smerteudbrud imellem skærende tænder. Hun faldt sammen med hans DNA under sine negle og på hendes hud.

Det efterlod Arcadiuz stakåndet igen. For en stund vidste han ikke hvad han skulle gøre, da små åer løb ned af Athenas kinder. Hun han afslået den omsorg han viste hende på hans kontor. Og det fik ham til at føle sig hjælpeløs. Rådvild. Men den samme fascination kryb ind over ham, som hun lå der. Perfekt i sin sårbarhed.

To fingre gled alligevel prøvende igennem hendes bløde bølgede hår og strøg ned af Athenas ryg i gentagne mønstre som var hun en kat.
”De er smuk når De græder…”

[Deleted]

Denne infiltrering af hans hud, gav ikke det som Athena ønskede. Det afgav smerter, men det tog ikke noget af den hun følte. Kun øgede den, for nu havde hun endnu mere af en anden persons blod på hænderne og det føltes ætsende mod fingrene.
Det var en lille trøst af blive forsøgt beroliget af en man afskyrede i sådan grad som hun gjorde, men det dæmrede de aggressive tendenser, som Arcadiuz' krop allerede havde fået kendskab til. Hovedet hævede sig og så ned på det ødelagte ansigt. Hvordan kunne hans reaktion være så omsorgsfuld, når hun det der blev set ned på, var nær maltrakteret. Hvorfor var han ikke vred, såret... forsøgte at slippe fri? HVORFOR REAGEREDE HAN IKKE SÅDAN SOM HAN BURDE! Det øjeblik hun låste sig i de grønne øjne, virkede uendeligt og gav andre billeder på nethinden end før.
-
Deres dans. Arcadiuz havde taget imod hendes udfordringer og den tæthed de havde haft, havde været så euforiserende at tiltrækningen havde været hård at kæmpe imod. Emnerne virkede nu trivelle, for det var alt der ikke var blevet sagt, som de fandt konsensus omkring. Alt det som deres kroppe fortalte, der havde styret dansen, der aldrig helt stoppede.

Den forsigte hånd der rakte frem og blev stoppet af læderhandsken... Hårene løftede sig i nakken og Athena blikkede som hun også huskede de dybere følelser, der endnu ikke var blevet bearbejdet. Hviskende ord... blide berøringer... trøst. Og så pludselig... Den distance hun havde ønsket. Alt blev vendt op og ned og deres forbindelse blev brudt. Men ikke kun det. Det var næsten som en straf. Ligesom det hun gjorde lige nu. Her på gulvet i sin egen lejlighed, hvor blodpølen skar et omkrids omkring troldmanden der befandt sig under hende.

Athena tørrede de værste tårer væk med håndryggen, men det efterlod alligevel små striber blod på kinden. Hans blod. "Fortæl mig hvorfor du gjorde det." Der var genvundet en hvis mængde kontrol over stemmen og hun søgte efter svar i hans træk. "Hvorfor valgte du at tage valget fra mig? Gøre mig til et objekt, der bare skulle bruges? Fik du nydelse ud af det? Var det din plan hele tiden? Var det mig der ikke så igennem hele facaden? Fortæl mig det..."
Hænderne havde lagt sig på hans brystkasse, uden hensigt at skade eller yderligere pine.

[Arcadiuz (SLÆGT FJERNET)]

Hvis det ikke var fordi Arcadiuz krop allerede brændte, hans hoved var svimmelt og hans fokus svingende, så ville det da blive nu. Hvert af de små spørgsmål, skønt blide i deres udformning føltes som slag imod hans krop, og han bed tænderne sammen og lagde hovedet tilbage langs gulvet, som var det en byrde der blev lagt imod ham. Hun var så tæt på. Hendes ansigt. Der var ingen steder at flygte hen.

”Nej... Nej. Nej. Nej!”
Hvis ikke det var fordi Athena lå hen over ham havde han tvunget sig selv op at sidde. Det var som om en bølge af vrede ramte ham. Men først nu. Nydelse? Nydelse!
”De forstår INTET! Jeg fortryder at jeg fulgte Dem til mit kontor. Jeg fortryder at jeg rørte ved Dem. Jeg fortryder alt der skete for mig i går! Forstår De ikke at jeg end ikke var forudbestemt til at møde dem? Jeg skulle blot aflevere mine papirer og gøre mig klar til næste møde”.

Der var gnister i hans øjne, små flammer og blottede tænder i hans ansigt.
”Nydelse! Der var ingen nydelse, der var en simpel mekanik. Jeg ville ikke have noget af dette! Tror De virkelig at det er alt hvad jeg med mine evner tilstræber?! Tror De der er nydelse, når alt i min skygge smuldrer til aske som jeg skyder mod himlen?”

I en brat bevægelse fik han kæmpet sig op i siddestilling og lænede sig til side, væk fra Athena, hænderne støttende mod flisegulvet. En ny krampe greb muskulaturen i hans brystkasse og solar plexus og fremtvang et massivt hosteanfald. Med den sidste udånding kom der bloddråber med op, og de faldt til samlingen på fliserne. Med skuldrene kantede stramt op, sad han blot og hev tungt efter vejret. Hans hænder knyttedes.

[Deleted]

Distancen mellem dem voksede. Alle de minder, følelser, ord de havde delt, emmede væk i mørkets skygger og lagde en barriere hen over de sarteste områder, som Athena allerede havde vist rigeligt af.
Logikken fik sin fremgang. Logikken lod hende se meget mere end hvad hun først havde antaget. Den benægtelse der først havde ramt som en sylespids kniv, blev oplyst fra anden side.
Fortrød han virkelig sine gerninger? Ikke for hendes skyld i angeren, men for egen vinding, for at undgå denne plage, Athena havde bragt over ham. Var ordene til for at sårer? For at benægte de følelser de begge havde følt, for nu at påstå deres ligegyldighed?
Hvad var hele intentionen med dette besøg? Hans fremtvungen venlighed, der havde ment at mappen skulle være ved sin ejer mand?
Kun en tåbe havde ikke en kopi af såddanne papirer, og den vrede han selv havde udvist ved deres sidste mødes afslutning, afspejlede sig ikke i hvordan dette havde startet.
Alle hans ord var løgn. Hun havde set det. Mærket det, hvor meget nydelsen havde styret dem begge. Hvis mekanikken havde haft sit tag i troldmanden, havde affæren været en anden. Intet ønske om at tilfredstille modparten. Ingen omsorg eller kærlige strøg… Små tilløb til den begærene sti.

Arcadiuz havde nydt at please. Taget det som en sejr i den kamp de spillede. Hvor var det mekaniske i det? Nej… Det havde ingen plads.
”Afmagt” mumlede hun sagte, som tanker begyndte at blive til ord. Den vrede… hun kendte den. Hvorfra? Fra en anden… en med årevis af erfaring med afmagt, og begrænsninger. Aldrig føle sig god nok til det andre ville have.

”For når kun skyggen er det man kan leve i, så føles sårbarheden som den svagheden man aldrig tør at vise for andre. Asken er det levn fra det liv hvor kun mørket har levet.”
Hendes øjne flakkede rundt. Som om at så mange ting gav mening. Mørket. Mørket var hendes bedste ven og største fjende. Distancen… afstanden til lyset. Pupillerne udvidet sig, mens en ujævn vejtrækning afslørede indsigten.
”For når man ser mod himlen…. Nærmere sig lyset…. ætser det mørket væk. Overlevelse kræver at man viger fra sandheden.”
Athena rejste sig. Hele hendes krop hang livløs og kun lige kunne benene bære hendes vægt, som hun trådte væk fra det blodige mørke der lå på gulvet. Hænderne blev vurderet og var fortsat klædt i det rødlige væske, som var begyndt at størkne om den rystende hud.
”Jeg forstår det nu.”

[Arcadiuz (SLÆGT FJERNET)]

Fingre begravede sig i Arcadiuz ansigt på ny. Det var blot hans egne. Athena så ud som om hun havde fået en vaklende åbenbaring, men Arcadiuz så intet af dette. Han trak benene ind til maven og lænede sig imod dem, mens hans fingre begravede sig i snusket hår og bleg, blodig hud.
I fingrenes mellemrum kunne man kun se hans øjne, der stirrede manisk frem for sig.

Hvad tænkte hun om ham? Kunne han ikke i bund og i grund være ligeglad?
Et var den teoretiske evne til at være ligegyldig om dette… Realiteten var noget andet.

I sit dækkede ansigt hvislede han.
”En masse ting er sket. Det burde de ikke være. Men det gjorde de. Jeg ville ønske at jeg kunne annullere dagen i går for Dem - men jeg kan ikke tage det tilbage. At jeg kunne annullere vores første møde. Gøre det om. Fjerne det fra alt eksistens… ”

Med en magtanstrengelse fik troldmanden skubbet sig helt op at stå. Endnu en smerte skar igennem ham og blev vokaliseret. Så vendte han ryggen til heksen og lagde den ene arm om sig selv som ved omfavnelse. Den anden lagde han imod sit ansigt og dækkede det.

”Disse er ting jeg er ude af stand til. I min magiske kunnen… Og i min evne som et menneske”.

Magikeren var plaget af tanken. Uanset den viden Arcadiuz besad, uanset hans villighed til at bryde regler og etik, så var der desværre endnu grænser i det der var magikerens færdigheder.

Mennesket var også plaget på en emotionel. Duften af hendes hår, følelsen af hendes hud var en forbandelse der nu var brændt ind i hans sanser. Og han vidste at den ikke ville lade ham hvile, og at han ville længes. Som en igle der gnavede i hans indre ville mindet afmagre hans stabilitet. Fordi han i et kort øjeblik havde tilladt sig selv at være sårbar imod hende, frem for kliniske relationer han altid vidste hvad indebar; Det han betalte for dem.

Hvis bare det kunne forsvinde…

Forsvinde…
Det var der han huskede at han gjorde hver eneste dag i ministeriet. Vogtede balancen imellem mugglere og magikere, og skjulte alle tegn på magiske hændelser i mugglernes verden. Det var hans arbejde. Det ville være næsten det samme i dette tilfælde.

Med armene bag ryggen begyndte Arcadiuz at spankulere lidt væk.
”Tid er som en uendelig ørken. Når først et aftryk er blevet sat i sandet, kan disse ikke fjernes af andet end mere tid… Det er muligt at fjerne dem helt, men artefakterne der skal til er ikke i min besiddelse… Det er dog muligt at skjule sporene”.

Da vendte Arcadiuz sig imod Athena.
”Hvor villig er De til at glemme? Det vil være et meget smerteløst indgreb og overstået i løbet af sekunder”.

[Deleted]

Mørket bevægede på sig. Krøb sammen som under byrdens vægt. Skjulte sig fra lyset, i sit eget bitre sted. Det talte om at fjerne det. Minderne, oplevelserne. Som om at intet var sket. For så ville grusomme tanker gå væk. Arret havde aldrig eksisteret, kun uvidenhed ville være tilbage.
Skyggerne hævede sig op i hvad der før havde været pragt og nu kun stod tilbage som intethed. Som den intethed hun ville komme til at føle. Gulvets fliser var smukt i det glisende røde skær. Uendeligt under overfladen. Stillestående. "Gør det. Få mig til at glemme." Athena så op mod mørket og opdagede det grønne mellem skyggerne, rettet mod hende. Ville hun glemme ham? Alt, deres samtaler, deres magt kamp?
Hun trådte nærmere og så flere deltaljer for sig. Det gippede i kroppen, men afstanden blev mindre, brystet knugede... "Begge vores møder. Så de bliver udvisket til fortabte minder."
Der var ingen følelser at læse. Hun var allerede så tæt på tanken om forglemmelse, at der intet andet var tilbage, end den evigt sitrene læbe, som bar på hele smerten.
"Men så fortæl mig at det intet betød. At vores møder ikke var andet end en afvigelse fra hverdagen. At du ikke længtes efter mere, ikke kun for udfordringen, men for alt det der ikke blev sagt. Sig at jeg var ingen. Forglemmelig, ikke værd at erindre alligevel."
Fingrene søgte op til læben for at stoppe dirren, der afslørede mere end hun ønskede. Øjnene fjernede sig fra væsenet, som nu stod så tæt på at skyggen lagde sig over hende, mens brynene krøb længere og længere ned. "For først da kan jeg forkaste alt dette. Lade det hele forsvinde og fortsætte uden den viden, at nogen forstod. At jeg havde fundet det jeg ledte efter."

[Arcadiuz (SLÆGT FJERNET)]

Athena trådte imod ham, en bøddel, til hans forundring.
Ordene ramte som en lussing og gravede sig ind under den facade han forsøgte at sætte op. Som et stædigt dyr med brækkede bagben trak han sig afsted efter at hun ramte plet og nægtede at gøre sig selv svag. Men kroppen var et forrådende spejl af alt der skete under overfladen og bitterheden. Han bed synligt tænderne arrigt sammen. Og så flakkede blikket vandrende rundt, skønt han formåede fysisk at stå stille.

Hun trodsede det element af fare som han repræsenterede og gik utroligt tæt på for at stå stærk. Og på en gang skræmte det ham og fascinerede ham.

…

Med et fnys udåndede han som en vild, bundet drage. Måske var det der gjorde ham mest vred at hun kunne se igennem ham glasklart. Han hadede det.

”De er en overraskende ung dame, og jeg er kommet til at finde tiden jeg har brugt i Deres selskab... fornøjeligt… Men noget siger mig at De ikke fandt hvad De forventede, og tvivlbart syntes om det der lå I forventningens sted”.