Fanget

[Blair Villan]

Tid ukendt

Sted ukendt

Tråden er tilegnet Bryce Keefer

LIGNENDE OUTFIT + snavs 

---

Et frustreret ugh lød som Blair blev skubbet de sidste skridt ind i den fængsels lignende celle. Tydeligt utilfreds over behandlingen, vendte hun sig lynhurtigt om og havde nær fået lågen smidt i hovedet. ,,Jeg kan godt gå selv", hvæsede hun. Hun havde været buret inde som et dyr de sidste fem dage og modet om at blive fundet virkede snart ikke eksisterende. De enkle gange Blair fik lov til at forlade cellen var de gange hun blev eskorteret til det ringe laboratorie som hendes kidnappere havde formået at få stablet på benene.
De ønskede en kur, en kur heksen allerede havde forsøgt gentangende gange at fortælle dem ikke eksisterede. Skide varulve, de bad om det umulige. ,,Hey.. Hey!" Som hun havde cirklet lidt rundt i cellen, overhørte hun de tre vagter stå og snakke deres ugenkendelige sprog. ,,- hey! Jeg taler til jer. Snak så jeg kan forstå jer!" Som hun blev ignoreret på det groveste, trådte Blair atter hen til tremmerne og nedstirrede de tre blonde mænd. De grinede, nærmest overlegent, som de derefter skævede over på hende. Havde de brune øjne kunne slå ihjel havde Blair uden tvivl gjort det, men desværre besad hun ikke den evne. Den intense stirren blev dog brudt som en fjerde mand dukkede op, fra døren som var den eneste ind- og udgang til det lille rum de befandt sig i. Blair anede intet om hvor hun befandt sig. Nysgerrigt fulgte hun med, også selvom hun ikke forstod et hak af hvad han sagde. Han virkede opkørt. ,,Hvad sker der?" Fløj det ud, hvilket fangede den ene mands opmærksomhed. ''Hold din kæft.'' - ,,damn dig", svarede hun lynhurtigt igen, hvilket fik manden til at reagere. Hurtigt var han ovre ved cellen. Hånden Blair mærkede om hendes hals fik automatisk heksen til at gribe fat om armen. Det var ikke første gang at de truede hende, men det betød ikke at hun var bange, i virkeligheden var hun hunderæd, men hun formåede dog at holde masken. ''Jeg glæder mig til at vi er færdige med dig, så skal jeg personligt nok lukke munden på dig", mumlede han, næsten glædesagtigt. Trods frygten, reagerede Blair alligevel og som en giftig klapperslange der var kommet med nok advarsler, spyttede hun ham i hovedet, en handling han ikke lige frem værdsatte da han derefter to brug af den anden hånd om hendes hals. ,,Ugh!"

[Bryce Keefer]

At skjule sig for varulve var en svære opgave en Bryce brød sig om at indrømme. Han havde kastet en besværgelse over sig selv, der gjorde at hans “duft” blev nedsat. Han bar ingen former for kropslige duftemider, da disse ville kunne spottes længe før han trådte ind i den efterladte mineskakt som hele foretagendet befandt sig i.
Han havde set et billede af kvinden han skulle redde da han blev hyret af hendes far for et par dage siden. Han havde hurtigt opsnuset gidseltagerne, problemet med aurorne var at de skulle følge bogens regler. Men Bryce var her ikke som auror. Ikke i dag. Desuden vidste han at Jasper 'Wolfgang' Rider, ikke ville have noget imod at han likviderede nogle varulve på vejen, så var der dem mindre at tage sig af. Man kunne jo også argumenterer at de var til fare for samfundet når de rendte rundt og kidnappede folk. Skide hunde!
Bryce lod sig ikke anmærke af at kvinden han var blevet sendt ind for at redde, faktisk var en ekskæreste. En ekskæreste han måske ikke ligefrem havde behandlet som man nu burde. Oh well, han kunne altid trække “jeg havde en hård barndom” -kortet. Måske huskede hun ham slet ikke. Eller det havde hans egosentriske hjerne svært ved at tro. For come on, hvordan skulle man kunne glemme ham.
Han sneg sig ind på de to nærmeste mænd der lod til at være ret optaget af den tredjes udbrud imod kvinde. Perfekt. Det havde lykkedes for Bryce at snige sig ind ved hjælp af magi og derfor havde han stadigvæk staven i den ene hånd og pistolen i den anden. Fra sit skjul rettede han pistolmundingen imod den nærmeste ulv og trykkede på aftrækkeren. Reaktionen var omgående og fatal. Kuglen ramte perfekt i baghovedet hvorpå han klappede sammen som en kludedukke. Dette tiltrak naturligvis vennernes opmærksomhed.
Bryce vidste at han skulle agerer hurtigt, det var en rimelig stor organisation og han kunne med lidt helt måske godt tilbageholde 2-3 varulve, men en hel flok. Han var god, men ikke så god. Den ene af de to sprang frem imod ham, han rettede sin stav imod den, men den var en kende hurtigere end beregnet og fik fat omkring staven som den tvang væk, kort efter lød der et højt knæk. Var det forkert af ham at håbe det var armen og ikke staven der knækkede der?

[Blair Villan]

Selvom tiden i de få sekunder Blair stod og mærkede al luften forsvinde føltes som århundres pinsel, gik det hele lynhurtigt. Fra det ene øjeblik stod heksen og forsøgte at fjerne mandens hænder der omringede den spinkle hals, til det næste øjeblik hvor hun stod og hostede, gispede og hev efter vejret som aldrig før. Det ringede for ørerne, samtidigt som hun forsøgte at få styr på den kaotiske baggrundstøj. Var det hendes chance? Som de brune øjne flakkede rundt, fra den nu døde varulv der lå i sin egen blodpøl, til hendes redningsmand - som Blair ikke genkendte i første øjekast, til de to andre varulve der sammen fik overrumplet redningsmanden og der knækket og smidt hans stav væk, for til slut den mand der blot sekunder inden havde stået med det største og mest veltilfredse smil som han havde kvalt hende, bed hun mærke i hvordan varulven tættest på trak sit eget våben med farlig krudt.
,,Pas på!" Lød det i samme øjeblik som hun desperat kastede sig mod tremmerne og fægtede med armene som hun (heldigt nok) fangede buksekanten på manden og fik ham trukket tilbage i samme øjeblik som han affyrede et skud mod de tre mænd. Et nyt bump lød, efterfulgt af et smerteskrig og som Blair forsøgte at se hvem det var at varulven havde ramt, og der skimtede at det var en af sine egne, blev hun grebet fat i igen. Et lille ynkelig ugh lød, som manden ikke tøvede med at rive til i det lange hår, og samtidigt der tvang Blair til at presse hovedet mod tremmerne. Hun mærkede pistolen blive rettet mod hovedet, hvilket ikke ligefrem hjalp på det paniske hjerte der snart hoppede ud af brystkassen på hende. ''Et forkert trin og jeg plukker hovedet af hende", truede han med sit gebrokkente engelsk.

[Bryce Keefer]

Okay måske han havde taget munden en lille smule for fuld. Ikke ta Bryce ønskede at indrømme det, han var typen der nok hellere ville gå ned i en kamp, end at indrømme at han tog fejl. Det var sjældent at nogen kunne overraske ham, men at varulven var i besiddelse af en pistol kom fuldkommen bag på ham. Satans!
Han kæmpede imod varulvemanden som placerede nogle temmelig hårde stød imod ham, så meget kunne han da mærke når knytnæveslagene hamrede in i hans mave. Han måtte genvinde magten her. Skønt han var i kamp og det ikke var en let opgave, lykkedes det for ham at snige sig ind i den andens sin. Han fangede et glimt af situationen som nok ville være det der kunne redde hans liv. Brødre. De to tilbageværende ulve var brødre!
I en hurtig afværgelse rettede Bryce sin pistolmåning imod hovedet på den varulv han lige havde været i nærkamp med. "Udemærket, men det bliver så brormand her der kommer til at betale prisen for den fatale fejl." Kommenterede han i en isende tone. Et djævelsk smil voksede sig frem på hans læber som han kiggede koldt imod varulven der stod med pistolen mod kvindens hovede. Han havde ikke tænkt sig at skyde, så meget vidste Bryce. "For mig er hun intet andet end en pris der skal indkasseres, men jeg har en ide om at denne....fornemme...unge mand har større værdi for dig." Han rankede ryggen. Varulven Bryce havde rettet pistolen imod, stod nu stille med hænderne opgivende op foran sig. Bryce så afventende på Varulven henne ved tremmerne. "Smid dit våben fra dig." Dette blev sagt i en tone der understregede at Bryce bestemt ikke bluffede. Det var en one-time-deal.

[Blair Villan]

Det var ikke helt løgn at Blair forsøgte at holde sig selv så stillestående som muligt i den faretruende position hun var havnet i. Våbnet der hvilede mod hendes hoved var stadigvæk varmt efter det fatale skud varulven lige havde affyret og der pløkket en af sine egne ned. Hjertet hamrede forsat der udaf og det var nok ikke helt løgn at varulvene med deres forstærkede sanser kunne høre det. Blair ønskede ikke at dø, ikke på denne her måde i så fald, men hun ønskede bestemt heller ikke om at tigge og be for at overleve, det var hun for stolt til.
,,Hva! - argh!" Fornærmet over redningsmandens svar til ulvens trussel, forsøgte heksen sig med at dreje hovedet for at få et bedre glimp af hvad der skete, men blev i stedet revet tilbage i samme position så hun intet kunne se. Det var lige før hun hellere forlangte den ukendte mands hoved på et fad fremfor ulvenes, og den lyst blev kun fodret som han plaprede videre om hvilken værdi hun var for ham. Penge, kolde kontanter. Vreden kogte over og Blair missede tydeligvis hele pointen bag redningsmandens ord, hvilket i sidste ende gav pote: pistolen blev fjernet fra baghovedet og et ordentligt bump afslørede at våbnet blev smidt til siden. ''Lad ham gå'', forlangte ulven, snotdum som han var. Blair tvivlede efterhånden på chancerne for at overleve, der var bare noget over den redningsmand der gav hende dårlige vibes, men hvad var det helt præcist?

[Bryce Keefer]

Det kunne godt være at kvinden i buret, på sin vis havde hjulpet agenten til at tage magten over situationen, men Bryce var en stolt mand og ikke typen der brød sig om at indrømme den slags, for han havde naturligvis det hele under kontrol!
Muligvis var det et lidt dristigt move, men han var fuldkommen sikker i sin sag på, at varulvene stod hinanden for kært til at ofre hinanden i denne situaiton. Så måtte pigebarnets følelser være såret. Han hørte i hvert fald godt det klagende udråb fra hende, hvilket han i sin lettere sadistiske hjerne, fandt en smule underholdende.
Ulven gjorde hvad enhver idiot med følelser i klemme ville have gjort. Han fralagde sig sin eneste reelle beskyttelse. Sikke en klovn. Det var præcis derfor at Bryce holdt sig ude af at skabe betydningsfulde relationer. "Beklager Fido, men det mener jeg ikke var en del af aftalen." Det var det måske i det usagte, men det gjorde ingen forskel for Bryce. Han havde allerede trykket aftrækkeren og ramt først den ene, og sekunder efter den anden ulv i panden, med sin lyddæmpet 4.5 millimeter pistol. Begge mænd faldt til jorden og få sekunder efter, var Bryce ved at diske nøglerne frem af den enes bælterem.
Han kom hurtigt hen til cellen, låste den op kiggede på hende med alvorlige brune øjne. "Følg med mig hvis du ønsker at leve." Hans ord var alvorlige, han havde ikke brug for at hun stillede sig på bagben nu, for det var kun et spørgsmål om tid før nogen ville komme herned og afsløre dem. Han bevægede sig let tilbage over gulvet og samlede den knækkede tryllestav op med et undertrygt "shit".

[Blair Villan]

Det kom måske som en overraskelse, som et chok, da de to skud blev affyret. Blair faldt tilbage på bagdelen som hun mærkede friheden i håret og lod i første omgang de brune øjne hvile på manden der lå på den anden side af buret som havde forsøgt at kvæle hende blot få minutter inden. Stendød, præcis som de andre varulve. Det var ikke første gang at hun så et lig, det var ikke første gang at hun så nogen blive skudt, men det her var alligevel i en helt anden kalibre. Heksen sank.
Roderiet med nøglerne fik dog hendes opmærksomhed og som hun kom på benene hørte hun den velkendte raslen og klingen som lågen blev låst op. Brynene blev spærret op og hjertet begyndte at hamre som hun endelig stod ansigt til ansigt med sin redningsmand. Af alle de milliarder mennesker der fandtes på jorden, hvorfor så ham?! En eks der for længe siden havde tyvstjålet hendes hjerte, for derefter flået det ud af brystkassen og trampet på det. Utroskab. Det havde taget Blair år om at komme sig over ham, ikke at hun nogensinde ville indrømme - tvært i mod, hellere det modsatte. ,,Bryce?!" Lød det sammenbidt. Utilfredsheden var… tydelig. Det værste var at han så ligeså godt ud som dengang, hvis ikke endnu bedre. I ren automatik lod Blair de brune øjne vandre, som ledte hun efter et eller andet hun kunne slå ham med - måske en stol?
,,Jeg tror at jeg klarer mig..", protesterede hun lavmælt, alt imens hun forlod cellen og måske lidt desperat begyndte at søge de forskellige kroppe. Et våben, en nøgle til en bil, eller måske hendes tryllestav? En dolk var det eneste hun fandt, hvilket hun i al hemmelighed placerede i kanten af bukserne, gemt under t-shirten. Derefter rejste hun sig op og gjorde klar til at forlade rummet, selvfølgelig uden Bryce.

[Bryce Keefer]

Bryce selv var fuldkommen upåvirket af at han lige havde dræbt tre mennesker. For ham var det bare et par stykker mere til samlingen. Hans job indbar denne form for drastiske handlinger, det var ofte en dem eller ham -situation, og han skulle satme ikke miste livet fordi han havde været for blødsøden.
Stilheden lagde sig over rummet, dog kunne han ikke nyde det særlig længe de skulle afsted. Hans brune øjne hvilede på hende som hun sad der på bagdelen i cellen. Han fik bakset cellen op, og burde måske have forudset hvad der så kom.
Hun genkendte ham og han tog sig selv i at sukke let, dette her skulle nok blive interessant. "Jah, det er længe siden," svarede han en smule overfladisk. Hun var ikke begejstret for at se ham, det behøvede han ikke engang bruge sine evner for at gennemskue. Hun så stadigvæk forfærdelig godt ud. Bryce fortrød ikke hundrede procent sin handling dengang, men en lille del af ham havde dog alligevel haft dårlig samvittighed. En lille bitte del af ham.
Skulle sandheden frem var Blair nok den af hans mange piger, som var kommet tættest på at vække noget der lignede følelser i ham. Nogen ville måske teoriserer om at det kunne være grunden til at han havde sluttet det på så urimelig vis. Eller rettere fået hende til at slutte det. Ret drastisk. Hun var kommet for tæt på, og det brød han sig ikke om. Så hellere skubbe hende væk.
"Du..klare dig?" Han skødbrynene i vejret tydeligt irriteret over hendes arrogance -det var hans område. "Jah det kan jeg se, du lod da til at have alting fuldkommen under kontrol." Hans stemme dryppede af sarkasme. I komplet misfornøjelse, så han til som hun strøg forbi ham og gav sig til at checke varulvene, tilsyneladende uden held. Han rystede blot let på hovedet af hende som hun gik mod døren og han fløj frem mod hende og greb hendes håndled inden hun kunne nå at vade ud. "Vent nu lige, du kan ikke bare vade ud som om du ejer stedet, du burde sidde i buret." Snerrede han, "gå bag mig." Dette var mere en ordre end et forslag.

[Blair Villan]

Det var en stor fed løgn at sige, at Blair ikke havde noget tilovers for Bryce mere. Dagen i dag havde hun stadigvæk følelserne i klemme over hvad han havde gjort, og en lille bitte del af hende havde nok altid ønsket at få at vide hvorfor han havde været hende utro; de havde været parret alle på Hogwarts havde talt om, ergo, var deres brud heller ikke gået ubemærket hen, ikke at skolens diva hende selv havde holdt sig tilbage med at lave en scene. Ting var blevet kastet og grimme ord brugt.
En utilfreds rynken gled over næsen som hans overfladiske kommentar lød og den desperate søgen om et eller andet at slå ham med blev hængende i nogle yderligere sekunder, men uden held.
,,Og det havde du måske?" Svarede hun tilbage på samme facon, alt imens hun kom på benene og gjorde klar til at smutte. Så vidt Blair havde vidnet, var det hendes hurtige reaktion og fægtende arme der havde fået varulven til at skyde sin partner, ergo, hende der havde reddet Bryce for at få en kugle i panden. Det frydede heksen at /hun/ havde reddet sin redningsmand, der så tydeligt havde troet at han havde haft styr på sagen. Den selvfede følelse forsvandt dog lynhurtigt som hun passerede ham og der mærkede den varme hånd om håndryggen. Modvilligt blev hun stoppet og som den tiggende bombe hun var, vendte heksen sig om og lod den frie hånd flyve med 120 km/t mod hans ansigt. Lyden af hånden der klaskede mod hans kind gav nærmest genlyd i det lille rum der pludselig var blevet meget stille. De brune øjne nedstirrede ham, som hun samtidigt viste ingen former for fortrydelse for den pludselige handling. ,,Hvad vil du gøre? Skyde os fri? Du har ikke nok patroner til at skyde alle varulvene her", snerrede hun tilbage. ,,Tving mig." Den intense stirren blev ved. Bryce måtte han bære hende ud, ellers havde heksen ikke i sinde at samarbejde.

[Bryce Keefer]

Hentydnignen blev sendt retur, måske hvad han burde have forventet, men bestemt ikke en sejr han havde tænkt sig at lade hende få. "Jeg havde det under kontrol," argumenterede han en anelse barnligt, "jeg er professionel og jeg ville have fundet en løsning." Det var løgn. Han vidste det. Hun vidste det. Det gjorde det så meget mere irriterende. Selv med hans mange års træning, besad han trods alt ikke evner til at dukke sig for et affyret projektil.
Trykket imod kinden efterfulgt af hovedet der derved blev tvunget ud til siden og det høje sigende klask som fik det til at ringe for ørerne. Et sekund passerede så 5. Han var komplet lammet af overraskelsen, smerten mærkede han ikke rigtigt til udover en summende fornemmelse i kinden, som han antog var ved at tage en rødlig nuance.
Nærmest som en gyserfilmsfigur drejede han langsomt hovedet tilbage og stirrede på hende med et legesygt og dog faretruende glimt i de brune øjne. "Hvilken aggressiv tilgang at have til din redningsmand." Kommenterede han køligt.
"Og nej, hvis du gerne vil vide det, tænker jeg at vi sniger os ud, ekspert." Kommenterede han og rankede ryggen en smule. "Det andet ville være en selvmordmission, selvom din kvalmende attitude næsten får mig til at overveje om det er det værd."
Den intense stirren blev gengældt. Hendes udfordrende kommentar fik ham til at tippe hovedet let på skrå. Hun blev tildelt et blik der talte sit eget sprog for hvor meget hun ville komme til at fortryde hun havde brugt lige netop de ord. "Meget vel." I en lynhurtig bevægelse havde han et solidt greb under hendes bagdel med den ene arm. Som vejede hun det rene ingenting, blev hun kastet over hans skulder som en sæk jord der skulle slæbes ud i haven. Han havde virkelig ikke tid til hendes tøsenykker!

[Blair Villan]

,,Selvfølgelig havde du det", småmumlede Blair for sig selv, men alligevel højt nok til at Bryce blev klar over at hun ikke fandt det fem potter pis værd det han sagde. De var praktisk talt røget ned på en børnehaveniveau, ikke at det på nuværende tidspunkt gjorde heksen noget, hun havde trods alt været indespærret i fem dage og hørt på et sprog der ikke gav spor mening; frustrationerne var kun blevet større dag for dag og Bryce havde så bare været prikken over i'et.
Der vagte ingen tvivl om, at fortiden havde haft en del af gøre med den pludselige lussing. Blair kunne nok heller ikke lyve overfor sig selv om hvor tiltrængt det havde været at gøre, selv efter de mange år. Det hjalp dog kun i en brøkdel af sekunden som det skete. I tavshed stod hun og nedstirrede ham og ventede på en form for respons. Brynene fløj i vejret som han endelig reagerede, og uden helt at vide hvad hun skulle sige eller gøre, endte heksen med at bide tænderne irriteret sammen som han sendte hende det dér blik. Freak, var det første hun tænkte. Bryce var ingen redningsmand, bare en lurifaks der kun tænkte på to ting; samleje og penge.
En utilfreds grimasse gled over hendes ansigt som han delte den såkaldte geniale plan om hvordan de skulle komme helskindet derfra. Right. Blair nåede dog ikke at reagere før han atter åbnede mundtøjet og smed endnu en provokerende kommentar afsted. ,,Please, vær min gæst", lød det fra hende alt imens et påtvunget smil gled over læberne som hun samtidigt med begge hænder pegede mod udgangen som en eller anden stewardesse. Alt skete forsat uden at droppe den intense øjnekontakt, og som de tydeligvis udfordrende ord forlod hendes læber, forventede hun ikke at Bryce rent faktisk tog udfordringen til sig - dumt. Et overrasket lille og tydeligt utilfreds skrig lød som hun mistede fodfæstet og i en hurtig (og let) bevægelse blev svunget op på skulderen af Bryce. ,,Din..!" Skød hun utilfreds ud, samtidigt som hun støttede den ene hånd på hans lænd og med den anden fik styr på det lange mørke hår som armen gled igennem håret og havnede omme i nakken så hun bedre kunne se. ,,Hvis vi kommer levende fra det her skal jeg personligt nok selv slå dig ihjel."

[Bryce Keefer]

Bryce lod hende slippe med et betuttet ansigtsudtryk. Dette her var latterligt. Fuldkommen som var de tilbage på Hogwarts. Han kunne selvfølgelig vælge at være den voksne i foretagenet, undskylde sin selviske handling dengang og tilbyde at de kunne snakke tingene igennem, når de var tilbage i sikre rammer….men det ville kræve at han måtte æde sin stolthed, hvilket var en ting Bryce ikke rigtigt gjorde sig i.
Det ville desværre også være løgn at sige, at selv efter alle disse år, kunne han stadigvæk godt mærke et strejf af den tiltrækning der allerede dengang havde fået ham til at kaste håndklædet i ringen. Dette generede ham naturligvis ganske voldsomt. Dertil kunne han da heller ikke holde et mindre smørret smil tilbage, som hun kort efter hang over skulderen og udstødte sin næsten bedårende trussel. ”Som om du ville have det i dig.” Kommenterede han blot. Den knækkede tryllestav var sat i inderlommen og med de ene hånd støttende på hendes baglår så hun, trods alt, ikke gled på snuden, og pistolen i den anden hånd, lykkedes det ham alligevel at få døren puffet op, ved hjælp af albue og fod. Han listede et par skridt ud. Der var stille. Han tøvede kort. ”Kan jeg sætte dig ned uden du begynder at beklage dig? Eller foretrækker du at hænge der, som et dødt dyr, til vi er ude?” Hviskede han med blikket rettet imod den lille gang de nu befandt sig i.
Det ville være lettere at beskytte hende med to frie hænder, og nu havde han ligesom understreget sin pointe. Eller det håbede han da at han havde. Han havde dog ikke tænkt sig at sætte hende ned, før hun gik med til at opføre sig pænt.

[Blair Villan]

Det var med et skurende blik at Blair gjorde sit bedste for at se mod Bryces ansigt, ikke at det var spor let i den position hun var havnet i. Hun kunne praktisk talt høre smilet der prydede hans læber og det fodrede kun den tiggende bombe hun følte hun langsomt var gået hen og blevet. I et split sekund strejfede tanken at det næsten var en udfordring hun var villig til at tage op, men det blev derefter erstattet som hun overbeviste sig selv om at det her forhåbentligt snart ville være overstået og så ville deres veje skilles - for altid.
Forsæt hængende over skulderen var der ikke meget Blair kunne stille op. ''Frivilligt fulgte hun med'', mens hovedet hvilende i håndfladen hvortil armen støttede sig op af hans krop. Heksen bandede ham langt væk inde i hovedet, alt imens hun lavede utilfredse miner som førte hun en direkte samtale med ham.
,,Beklage mig?" Brokkede hun sig lynhurtigt og ikke spor eftertænksomt da det kom en anelse højlydt ud. En uforstående lav mumlen fik dog hurtig heksens utilfredse udtryk til at milde op og fokusset fra Bryce blev flyttet til hvor lyden kom fra, eller, i hun forsøgte i hvert fald, lige indtil blikket igen blev rettet mod Bryce. ,,Jeg beklager mig ikke", gentog hun, med formålet om at have det sidste ord, denne gang dog hviskende. Det var samtidigt med stor besvær at hun kæmpede for ikke at sukke højlydt; Bryce var uden tvivl mere erfaren på området, som i meget mere, ikke at Blair ville indrømme det, ej det faktum at hun nok havde brug for hans hjælp til at komme helskinnet derfra. ,,…Fint! Jeg skal nok gøre som du siger", gav hun sig sekunder efter, forsat hviskende. Det var alligevel ikke særligt behageligt at hænge der på skulderen. Og så var det heller ikke helt løgn at hun allerede nu havde forestillet sig hvordan han så ud under tøjet.

[Bryce Keefer]

Bryce tyssede unødvendigt på hende ved hendes udbrud. Hun havde selv opfattet at dette måske ikke var tiden til højlydte brokkerier. ”Godt, for varulvene hører en del bedre end os, så hvis vi skal slippe helskindet herfra, vil jeg foretrække at du holder mund, skønt jeg godt ved at det kan være lidt af en udfordring for dig.” Han kunne simpelthen ikke lige dy sig. Enhver chance for liiige at provokerer hende, for liiiige at pisse hende lidt yderligere af, blev taget i brug. Man kunne vel sige at det var en af hans svagheder.
Da hun gav efter, satte han hende noget uelegant ned. Han så på hende, de brune øjne søgte ned over hendes krop. Vurderende. Hvor så hun urimelig godt ud. Blikket mødte atter hendes, og den upassende tankegang blev stoppet før den løb af med ham. ”Vi sniger os ud samme vej som jeg kom ind,” informerede han og så kort rundt. ”Kom med.” Han trådte ind af en dør til højre. Døren var en tung branddør, den gik op med en svag knirken og Bryce åbnede den kun lige akkurat nok til at de kunne møve sig igennem. De stod nu i selve minen. Der var lavt til loftet og stedet var kun oplyst af et par elektriske gullige lamper. “Væggene” var af brun jord eller ler. Han trak let i hende og gjorde et kast med hovedet om at hun skulle gå bag ham. Han rettede sin elskede pistol i retningen han kort efter bevægede sig i ganske forsigtigt og med forsøg på at træde så let på det grusede underlag som muligt.

[Blair Villan]

Ønsket om det sidste ord lod ikke til at holde længe. I stedet blev det lynhurtigt erstattet med trangen til at nive Bryce i bagdelen, hvilket var præcist hvad Blair gjorde: hun tøvede ikke et sekund efter hans provokerende ord lød og det der mindede om en sherifstjerne blev tildelt hans lidt for perfekte røv, en handling der efterlod et stort tilfreds smil på heksens læber. Det forsvandt dog lige så hurtigt da Bryce ENDELIG, men uelegant - hvilket tydeligvis også var bevidst, satte hende ned på jorden igen. Et mindre utilfreds ugh lød og som fokusset røg på at rette både tøj og hår, bemærkede Blair i første omgang ikke det elevatorblik han så og sige så tydeligt gav hende. Det hele blev dog stoppet halvhjertet som de omsider fik øjenkontakt. Pis. I et split sekund var der stilhed. Dobbelt pis. Ingen ord blev sagt, i stedet endte Blair bare med at nikke nogle sølle gange til hvad han informerede hende om, samtidigt som hun pressede læberne hårdt sammen og fik styr på de sidste forvildede totter som han derefter vendte ryggen til og fik branddøren op. Tredobbelt pis!
Blair fulgte efter, fik møvet sig igennem den smalle åbning og var nær faldet forover og ind i Bryce som betongulvet blev erstattet med grus og mudder - eller ler eller jord, eller hvad end det var. Heldigvis nåede hun at tage faldet ved at støtte sig mod den ''væg'' de var omgivet, hvilket i et kort øjeblik fik hende til at kikke utilfreds på de derefter lerdækkede hænder. Hun var ikke klædt til det, hun var trods alt blevet bortført i sit pæne arbejdstøj. Den tynde stilethæl sank hurtigt i jorden som hun tog de næste par skridt og i forsøget på at redde sin egen røv, IGEN, greb hun ud efter Bryce som var blot nogle centimeter foran hende. ,,Du skulle absolut finde den værst tænkelige vej?!" Lød det frustreret fra hende, forsat hviskende dog, da heksen trods alt ikke ønskede at de blev opdaget.