The Devil Is Back In Town

[Kimberly Sunshine]

Tid: Omkring midnat

Sted: Sunshine & Winters

Tilegnet: Theodore Maganiello

Kontor: link

____________________________________________________________________

Klokken var blevet mange, men med et stadig nystartet advokatfirma, var der ikke rigtigt noget der hed fritid. Anna var ikke så meget på kontoret de her dage fordi hendes datter var hjemme på påskeferie. Kimberly forstod det godt, men det betød bare dobbelt arbejde til hende. På en måde passede det hende ret godt. Efter alt det med Theodore følte hun sig ikke særlig tryg derhjemme, hvilket var dumt nu hvor han var spærret inde bag lås og slå - hvor han hørte til. 
Hun sad ved skrivebordet på kontoret. Selvom bygningen var gammel, og udefra så ret forfalden ud, så havde de faktisk formået at skabe en hyggelig atmosfærer. Kontoret bestod af ét stort åbent rum de havde opdelt lidt i sektioner - et entehjørne, deres skriveborde og et lille thekøkken. De eneste andre rum, var et lille toilet og et samtalerum. Det hele bar præg af at være en gammel industribygning, hvilket var lidt aytpisk i Diagonalstræde. Bygningen lå også en lille gyde gemt bag alt andet. Man vidste kun den eksisterede hvis man kendte stedet. 
Kimberly sad og bladrede i nogle dokumenter på en sag hun arbejdede med. Hun havde været her i så mange timer at hun så dobbelt. så hun havde taget et par læsebriller på som Anna havde lånt hende. Hendes lange, blonde hår hang frit om hendes skuldre. Hun var klædt i en stram, sort nederdel med tilhørende hvid skjorte der fik hende til at ligne en rigtig advokat. Hun sukkede og tog brillerne af et øjeblik for at gnide sig i øjnene. Måske hun burde tage hjem og få sovet? Hun rejste sig. Hendes stav lå på skrivebordet fordi hun ikke havde et andet praktisk sted at bærer den. Hun tænkte ikke over at tage den med, mest fordi hun skulle slæbe en usandsynligt stor stak papirer tilbage til dokumentskabet der stod lige uden foran samtalerummet. Den dag de fik råd til en sekretær, ville hun blive lykkelig! Hun tog papirerne i favnen og gik hen til skabet, der normalt var aflåst men stod åbent nu hvor hun var den eneste her. Hun begyndte at sorterer papirerne korrekt og lagde dem i orden, desværre betød det også at hun stod med ryggen til resten af lokalet, og i øvrigt også var optaget af egne tanker. 

[Theodore Maganiello]

Det var ikke ligefrem fordi Theodore havde lov til at bevæge sig frit rundt som det passede ham. Han havde været “fri” et par dage, men det var “frihed under ansvar” som de kaldte det. Kompromitet hed sig at allernådigst fik lov til at bevæge sig rundt i samfundet. Han havde en sporingsbesværgelse over sig som aurorne konstant holdt øje med. Selvfølgelig havde han ingen tryllestav og ikke lov til at bruge magi i nogen henseender, ikke så meget som at låse sin dør op. Han skulle møde op på Ministeriet hver morgen kl. 7.30 og havde først fri ved 16-17 tiden, når de mente det var passende.
Han boede på opsynsstedet for prøveløsladte magikere, da de ikke tillod at han var “ukontaktbar” i for mange timer af gangen.
Her til aften have han fået lov at gå en aftenstur. Han vidste at han med stor sandsynlighed blev skygget, men det forhindrede ham ikke i at opsøge den blonde heks.
Han stod i mørket fra gangen og betrgatede hende som hun gjorde klar for natten ved at akiverer de sidste pergamenter. Det var her han trårdt ind, døren havde været ulåst, så det havde ikke været svært at komme ind.
Som hun stod med ryggen til ham satte han sig næsten lydløst i en af lænestolene. Kastede det ene ben over det andet og lænede albuerne imod armlænene. ”Jeg har hørt at dette er stedet man skal gå hen, hvis man mangler en god advokat.” Begyndte han i en rolig tone imens han nød effekten der kom fra overraskelse momentet.

[Kimberly Sunshine]

Kimberly bladrede i journalerne der var sorteret i alfabetisk rækkefølge. Hallelulaj for Annas ordenssans. Hun proppede de papirer hun havde i hånden ned mellem to andre, og lukkede så skuffen. I det samme øjeblik den smækkede, lød en velkendt stemme bag hende. Hun stivnede og stirrede direkte ind i væggen. Det kunne umuligt være ham. På den anden side, så var han flygtet før, han kunne gøre det igen.
Hun sank en klump og vendte sig langsomt om, for ganske rigtigt, at se ham sidde der i stolen som reagerede han kontoret. Hendes puls var allerede skudt i vejret. "Theodore.." konstaterede hun svagt. Det kunne ikke være godt. Sidst han havde været hos hende, havde hun anmeldt ham til ministeriet, fået ham anholdt så snart han havde været ude for livsfarer. "Beklager, vi repræsenterer kun folk der reelt er uskyldige," svarede hun igen. Hun troede ikke ligefrem til hans uskyld selvom han havde fortalt hende mange ting i de dage hun havde taget sig af ham. Hun lænede sig op af skabet bagved hende, mest for at have så meget afstand til ham som muligt. "Hvad laver du her?" spurgte hun direkte. Hun orkede ikke hans små julelege, hvis han var kommet for at slå hende ihjel, kunne de ligeså godt få det overstået uden for meget smalltalk. Hendes blik faldt på staven der lå på bordet lige foran ham. Wauw, hun havde virkelig gjort det alt for let for ham og alt for svært for sig selv - igen. Efter han var blevet smidt i Azkaban havde hun nok bare følt sig lidt for sikker. Hun så hen på døren. Hvis han var flygtet, måtte ministeriet lede efter ham, hun kunne bare håbe at de ville finde ham hurtigere end de sidste mange gange.

[Theodore Maganiello]

Det ville være løgn at sige at han ikke nød godt af hendes reaktion. Følelsen af magt ville nok altid virke tiltalende for ham. "I egen høje flotte person." Konkluderede han med et lidt for selvsikkert smil. "Ja og desværre har jeg fået det her underlige indtryk af at du ikke helt er overbevist om min uskyld." Han tappede sig tænksomt på hagen med en pegefinger, før smilet vendte tilbage. "Ser du, jeg troede vi have en connection, du og jeg." Han forgav at se ud som om han undrede sig over det valg hun havde taget, "-men så valgte du at tage mig så groft analt at jeg næsten blev i tvivl om, hvem af os der er manden her." Hans frastødende sprogbrug havde altid været en facade. Han elskede at frastøde folk. Det holdt dem på afstand.
Han så en smule frem for sig, med et let skuldertræk, "pfff, ja hvad laver jeg her..." gentog han og sukkede dramatisk før han igen vendte de brune øjne imod hende. "Jamen jeg er her selvfølgelig for at finde ud af om min underlige mavefornemmelse er korrekt. Om denne søde, uskyldige unge kvinde foran mig, faktisk havde nosser nok til at anmelde mig." Denne gang brød han ikke øjenkontakt. Blikket borede sig ind i hendes. Han bemærkede godt hvordan hendes blå øjen flakkede til staven på bordet og han rystede svagt på hovedet uden at fjerne blikket fra hende. "Det ville du aldrig nå." Kommenterede han som svar på den tanke der havde strejfet hende.

[Kimberly Sunshine]

Under deres sidste møde, havde Theodore været såret hvilket formentlig havde reddet hende. Den fordel havde hun ikke nu. Hun sank selvom hun ikke havde noget spyt at synke, hele hendes hals føltes sammensnørret og udtørret. "I så fald tror jeg du har taget fejl." hendes ord var stærke men hendes stemme havde ikke den samme styrke. De havde bestemt ingen connection!
Hans meget billedelige måde at forklare sig på, satte et meget ulækkert image i hendes hoved som hun helst havde været fri for. Hun grimasserede. "Hvad havde du helt specifikt forventet?" spurgte hun og mærkede efterhånden den bagvedliggendes reol håndtag trykke hende i ryggen så meget som hun pressede sig op af den. Hendes blik landede på staven igen, Flugtvejene havde hun allerede afskrevet, eftersom hun skulle forbi ham først og det ville hun ligeså lidt nå. Det var i det hele taget en skidposition hun havde fået placeret sig i. "Du er en morder og du stod på min dør. Jeg havde ikke andet valg." hun gik forsigtigt et par skridt fremad, men det gik op for hende at hun nok ikke ville narrer ham så let. Så i stedet for satte hun i løb hen mod døren i et forsøg på at komme ud og væk. De høje hæle gjorde hende ikke meget en tjeneste, men hun var nødt til i det mindste at prøve at overleve. Theodore havde allerede slået hendes familie ihjel, hun kunne ikke have hvis han fik hende med i købet. Det værste var at der var en lille del af hende der spirede i den frygt og fascination hun følte for ham på samme tid.

[Theodore Maganiello]

Theodore så skuffet på hende og holdt en hånd over sit hjerte, "så kolde ord, jeg er faktisk dybt såret." Kommenterede han og gjorde meget ud af at se ekstra såret ud, skønt det på ingen måde var tilfældet. To be honest, havde han nok gjort det samme.
Det var svært for ham ikke at nyde hendes ubehag ved hans tilstedeværelse. "Det ved jeg ikke, måske et heads-up så jeg lige kunne få et mindre forspring, eller som minimum et undskyldningsbrev." Endnu en dramatisk pause, "jeg sad bare der i mørket og det eneste jeg kunne tænke: Kan søde lille Kimmie slet ikke lide mig mere?" Theodore var ude af stand til at tilbageholde smilet er formede sig på hans læber ved den lille løgn.
"Morder. Nu synes jeg du sætter tingene meget firkantet op." Kommenterede han og satte sig lidt bedre til rette i stolen. En kort stilhed passerede hvor han blod lod de brune øjne hvile på hende, som en ulv der kiggede på et lam. "Du ser mig en anelse anspændt ud." Brynene blev skudt i vejret. "Hvad med du lige kommer hen og sætter dig lidt, så kan vi snakke om hvilken tåbelig fejl du begik ved at anmelde mig." Endnu et lidt for faretruende smil. Han havde ikke tænkt sig at gøre hende noget, han var her for at få bekræftelse på noget hun allerede havde bekræftet ham i. Det var hende der havde opgivet ham. Nu skulle hun bare pines lidt i den tro at han var her for at slå hende ihjel.

[Kimberly Sunshine]

Theodore var noget mere i hopla med hans sarkastiske bemærkninger nu hvor han ikke længere lå dødssyg på hendes sofa. En lille djævel i hende gav hende et stik af fortrydelse over at hun ikke havde ladet ham dø der. Så havde det været et overstået kapitel. I stedet havde hun nok underskreven sin egen dødssattest. ”Søde, lille Kimmie kunne aldrig lide dig Theodore. Du slog så mange ihjel inklusiv min familie, så jeg ved ikke hvad du havde forventet dig af mig, men du tog fejl.” svarede hun med en kølighed der overraskede selv hende. De fleste havde tendens til at undervurderer hende fordi hun var mild, venlig og åben på en måde der var sjælden nu om dage. Men hun var ikke dm eller hjælpeløs. ”Det har jeg ikke tænkt mig. Hvis du vil slå mig ihjel, så værsågod, men jeg har ikke tænkt mig at give dig tilfredsstillelsen ved at spille på din præmis.” hun sank en klump. Selvom hun lød modig, så kreg hendes krop efter en udvej. Hun mærkede adrenalinsuset, mærkede fokuset. Hvordan blodet pumpede hastigere rundt i hendes krop og hendes hjerte arbejdede hårdt for at følge med. Hun var sat i løb over mod døren, der heldigvis stod på klem, så hun kunne skubbe den op og løbe ned af de slidte trapper der var i bygningen. Det var måske lidt naivt men Kimberly havde levet mange år som muggler, og havde nok en tendens til at tage ikke magiske veje, end de magiske. Desuden havde hendes stav ligget lige foran ham, så skulle hun overleve, var hun overbevist om at det kun kunne ske, hvis det lykkedes hende at flygte fra ham. Det gik så stærkt at hun flere gange var ved at snuble over trinene, og måtte gribe om gelænderet for ikke at falde.

[Theodore Maganiello]

Han sukkede lettere dramatisk ved hendes respons. ”Din onde dødsgardist-forældre der ville have slået dig ihjel, ja.” Tilføjede han, som var det en meget vigtig del af sætningen, hun lige havde glemt at få med. ”Skønt jeg er en anelse skuffet over din manglende taknemlighed, så lader jeg den slide.” Han betragtede hende med de mørke øjne og rettede en smule på sig i den bløde lænestol.
”Slå dig ihjel?” Theodore rejste sig langsomt fra stolen, han tog staven fra bordet. ”Du skulle bare vide, hvor mange gange jeg høre den når jeg besøger folk.” Han rystede let på hovedet, ”godt jeg ikke er typen der tager den slags fordomme personligt.” Han så kort op og ned af hende, før han med langsomme skridt gik frem imod hende. Han var en høj mand, man kunne se at han havde smidt kilo i både fedt og muskler i sin tid i Azkaban. Dog var han stadigvæk en stærk mand og en endnu stærkere magiker, så det skulle man ikke lade sig nare af.
Derfor da hun tog flugten var han hurtigt ude på gangen. Et slag med hånden og et alarmerende klik lød fra døren. Den var låst. Theodore havde praktiseret en del nonverbal magi, og selvom han ikke havde sin tryllestav, kunne han stadigvæk udføre en del mere simple besværgelser uden. Han strøg ned af trapperne og indhentede hende. Smøg sig ind foran hende for at tvinge hende i et stop.
”Jeg føler lidt at vi har været igennem denne rumle før.” Konkluderede han så. ”Hvis jeg ønskede dig død, havde du ikke stået her nu.” Understregede han. Han var ikke sikker på om hun ville give flugten et nyt forsøg. ”Faktisk-” han trådte et skridt tilbage så hun kunne få noget albuerum. ”-så kom jeg forbi for at takke dig. Du reddede mit liv. -også selvom det var lidt antiklimatisk at du så sendte mig i Azkaban efterfølgende.” Det sidste blev sagt i en anelse mere spydig tone. ”Men, Kimberly Sunshine. Du har intet at frygte fra mig.” Konkluderede han så i en mere seriøs tone, som han rakte tryllestaven frem imod hende, med grebet mod hende, og dermed spidsen pegende imod sig selv.

[Kimberly Sunshine]

Det var ikke fordi Kimberly havde glemt hans fortælling - tværtimod, hun vidste bare stadig ikke om hun turde stole på det. "Det eneste bevis du har på det, er dit ord," bemærkede hun tørt og lagde ikke skjul på at lige netop dét tog hun ikke for gode varer. Selvom hans tone var rolig, så var der noget foruroligende over hans blik.
Døren smækkede bag hende. Hun løb ned af trappen og var nær faldet flere gange men nåede at gribe om rælingen, indtil hans massive skygge tårnede sig op over hende og automatisk fik hende til at stoppe op, stakåndet. Hun så op på ham med et irritabelt blik. "Så hvorfor er du her?" hun rettede sig op stadig med en hånd på gelænderet. Selvom han var blevet mere afpillet siden hun sidst havde set ham, så havde hun ikke en chance for at komme uden om ham. En del af hende havde lyst til at krybe, men da han trådte et skridt tilbage blev hun i stedet lidt overrasket. Hvad lavede han? Hele situationen tog hurtigt en uventet drejning. Hun blinkede en ekstra gang bare for at være sikker på at hun ikke sov og var midt i en drøm af en art. Hun havde lyst til at pointerer for ham, netop hvor storartet det havde været af hende at redde hans liv, men det ville nok ikke fører meget godt med sig. Hendes blik faldt ned til staven der var rettet mod ham selv. Det var fristende at tage den, men hun var stadig bange for at det var et trick. "Jeg reddede dit liv og jeg ville formentlig gøre det igen. Men det betyder ikke at jeg ikke mener du høre til i Azkaban." hun rakte frem og lukkede hånden om staven. Hendes grønne øjne søgte hans, i et forsøg på at sporer om han havde tænkt sig at snyde hende, men det lod det ikke til. Først da hun havde armen hvilende ned langs siden med sin stav i hånden, begyndte hun at overveje om der kunne være sandhed i hans ord. "Hvad kom du her for Theodore? Jeg tvivler på at det var for at takke mig." sagde hun ærligt. Han virkede ikke ligefrem som den taknemmelige type.

[Theodore Maganiello]

Theodore holdt de brune øjne rettet imod hende i nogle lange sekunder, før han nikkede. ”Ja det er det. Om du vil tro dem er op til dig selv,” han kunne ikke tilbyde hende andet. Han kunne godt mærke at der ikke var meget tillid at hente hos hende lige nu. En del af ham følte sig måske en smule forurettet over det, men han kunne alligevel ikke helt tillade sig at bebrejde hende.
Hun rettede sig op, men var stadigvæk ikke høj nok til at undgå at knække nakken bagover for at møde hans blik. ”Det er fair,” sagde han så og skød brynene let i vejret. ”Jeg har som sagt heller aldrig påstået at jeg var uskyldig, jeg er bare ikke skyldig i de tiltaler jeg har fået kastet på nakken. Ikke dem allesammen i hvert fald.” Han slap staven som hun tog imod den. ”Men det er ikke helt løgn at jeg måske godt kunne bruge en god advokat på et tidspunkt, du kan jo altid tænke over om vi ville kunne forhandle os frem til noget.” Hovedet blev tiltet let på skrå, ”Du behøver ikke at svare nu. Faktisk foretrækker jeg at du ikke svare nu, for jeg kan godt se på dig, at du stadigvæk er skide sur.” Han rømmede sig, ”-til den del vil jeg lige påpege, igen, at det var dig der sendte mig i Azkaban, og ikke omvendt.” Han rømmede sig, og tog endnu et par skridt baglæns ned af trappen, så han næsten stod for foden. ”Jeg er stadigvæk en mand med masser at miste og masser at kæmpe for, og det har jeg tænkt mig at gøre, men jeg må indrømme at det ville være rart ikke at skulle kæmpe alene.” Der var en underlig klang i hans stemme som undertrykte den lille bøn. Efter et par sekunders tavshed, vendte han om på hælen og gik de sidste trin ned af trappen. ”Vi ses.” kaldte han og vinkede over skulderen, før dørene gled op med et let vift med hånden. En munter fløjten kunne fadede ud sammen med ham, som han forlod kontoret og forsvandt ud i natten.

// out

[Kimberly Sunshine]

Der var noget lorent ved hele Theodore-sagen som Kimberly ikke rigtigt kunne greje. Det føltes som om noget af det han sagde faktisk var sandt, men hun vidste ikke hvad, eller hvor meget han forsøgte at manipulerer hende. "For at være ærlig Theodore, så ved jeg hvor meget jeg giver for dit ord." Hun holdt hånden stramt om trappegelænderet og så ned på ham. Hvis han virkelig var så uskyldig som han påstod, så havde han været meget igennem på den konto. Men Kimberly kunne ikke tage hans sag uanset hvad, det ville ødelægge hendes ry. "Tro mig, du får brug for en langt dygtigere advokat end mig hvis du skal have en chance." mumlede hun lavt. På sit vis havde hun ikke lyst til at han skulle høre det, selvom det var sandt.
Hun tog imod sin stav igen, og følte sig mere sikker med den i hånden. Hendes blik gled overvejende ned på den. Han udgjorde ikke ligefrem nogen trussel ligenu, så hun endte med bare at lade armen falde slapt ned langs siden. Hans ord ramte hende. Hun sagde ingenting, men hvis nogen kendte til ensomhed, så var det Kimberly, og hun vidste at ingen burde være alene. Ikke engang Theodore Maganiello. Hun nikkede bare og så ham forsvinde. Hendes hjerte slog stadig hundrede af slag på alt for kort tid og gjorde hende stakåndet. Hun stod i gangen og samlede sig et øjeblik, før hun besluttede sig for at vende tilbage til kontoret.

//Out