ehmm hey. ehmm whats your name?

[Antoinette Haubert]

Antoinette fulgte opmærksomt med, mens Noah igen viste hvordan man slog smut med en sten. Det var imponerende, hvor god han var til det. -hvert fald hvis man spurgte hende. Hun tog imod den sten han rakte hende og vendte den lidt i hånden og prøvede at vurdere den inde hun gjorde klar til at sende den afsted. Hun gik lidt ned i knæ, som hun havde set ham gøre det, og lænede sig så lidt ud til siden, trak armen godt tilbage og gjorde så sit bedste forsøg på at slå smut med stenen. Desværre for hende var hun ikke spor adræt, og som hun slap stenen, fløj den gennem luften og i en fin bue bankede den direkte ind i en træstamme der stod ved søbredden. Antoinette så forskrækket op. "oi, det var vidst ikke helt rigtigt." Konkluderede hun og og så undskyldende på Noah. Hun var bestemt ikke vandt til at kaste med sten.
Antoinette smilede som  hun hørte Noah snakke om sin far. Hun kunne godt lide at høre børn og unge snakke respektfuldt om deres forældres jobs. Det var helst sådan det skulle være, hvis man spurgte hende. "Måske han kan lære dig det?" Foreslog hun roligt. Det ville da om ikke andet give god mening for hende, at det var sådan tingene hang sammen.

Spørgsmålet om hendes egne forældre og det at de bestemt over hende, fik hende til at se undrende på ham. "Andet ville da være respektløs. Jeg må vise mit land og samle hæder og ære. Min far er Ambassadør i.. mugglernes verden. De spørger for en masse politiske ting." Forklarede hun stolt og en smule simpelt, men hunville gerne være sikker på, at han også forstod hende.
Hun stivnede lidt som han kom med et alternativ til gæsteværelset. Det lød jo helt absurt. "Men Noah, jeg kan da ikke tage Deres seng?" Strak kom en tyg facade af etikette og høflighed over hende, og hun rettede sig lidt i ryggen, så hun blev pæn rank. Det var tydeligt, hvordan hun faldt tilbage ind i den skal han havde været ved at få hende ud af. 

[Deleted]

Norh så på hende som hun gjorde det, hun gjorde det nu rigtig nok, det hele men som den ikke smuttede men bare flyv en bue over vandet og ramte en træstamme var ikke lige sådan den skulle lande i hvert fald. Han smilede til hende som hendes lille udbrud kom, han trak på skulderne. ”Du gjorde det nu rigtig nok, men det meget svært at lære, jeg er heller ikke altid lige god til det, men nogen gange hjælper det hvis ham rydder tankerne og ikke tænker på noget imens, men du skal ikke give op, prøv igen” sagde han og smilede til hende som han kiggede ned i stenene de stod ved og fandt en mere. ”Her måske denne er lidt bedre, det er lidt mindre end den anden” sagde og smilede kærligt til hende. Det var faktisk rigtig rart at stå her ved bredden sammen med hende.

Hans far kunne sagens lære ham det! Det prøvede han da også, måske ikke altid på den bedste måde hvis man spurgte Noah men han turde jo ikke nægte at indtage eliksiren, for hans far ville sikkert bare tvinge den i halsen på ham i stedet, så hellere bare gøre det. ”Tjo det det kunne han vel” sagde han og samlede en sten op for at prøve at lave smut med den, men den fløj bare et godt stykke før den med et plop endte i vandet.

Måden hun kiggede undrende på ham, fik ham til at få skyld følelse og kigged ned i jorden. ” Det må du undskyld, det var ikke fordi jeg ville være ond. Jeg ved bare ikke ret meget om mugglernes verden og aner slet ikke hvad en Ambassadør er” sagde han og kløede sig usikkert i nakken. ” ååhh jeg har ikke så meget forstand på politik, ved du meget om politik?” Spurgte han stille og prøvede at overveje, hvilket tale emne de kunne skifte til, mest fordi han følte sig noget akavet og usikker på dette område.
Noah så godt hvordan hun rettede sig op og blev lige som da han lige mødte hende før deres lille gå tur. ” Det gør altså ikke noget, du må gerne. Hellere at du ligger i min seng og jeg tager sofaen end at du skal ligge dårligt. Elles har vi nok em madras så kan jeg ligge den på gulvet og sove der, mens du sover i min seng” sagde han og smilede til hende. ” Har du mod på at soppe lidt? Ved ikke hvor koldt vandet er, men kan godt lide at soppe i vandkanten, det er ofte også der, de bedste smut sten ligger” sagde han og så på hende og pegede i vandet. Han var usikker og ville helst gerne væk fra emnet om hans far og hans hjem, han var ikke stolt af det men det gjorde ham lidt meget usikker på sig selv at tale om.

[Antoinette Haubert]

Et smil viste sig på hendes læber, som hun fik at vide, at hun havde gjort det rigtigt. Det betød meget for hende og hun blev glad over det, selvom stenen tydeligvis var fløjet i en helt forkert retning. "Jeg tror nu stadig det kræver øvelse" påpegede hun så med et lille grin. Det virkede helt fjollet at stå der og kaste med sten, men der var også noget fantastisk i at kunne få dem til at skøjte over vandoverfladen som Noah. Antoinette tog imod den nye sten han rakte hende, og stod og vejede den lidt mellem fingrene. I hovedet gennemgik hun forklaringen på hvordan man skulle gøre og kastede så stenen.. Denne sten nåede lige knap og nap at snitte vandoverfladen 2 gange, før den forsvandt ned i dybet, men det fik den lyshårede pige til at smile stort alligevel. "Så du det?!"

Hun rystede på hovedet som han undskyldte og så roligt på ham. "Nej, de må ikke undskylde. Jeg ved godt, at jeg er sær i jeres verden. Det er der folk, som har forsøgt at sige mig." Forklarede hun så lidt flovt og stod og fingererede lidt ved sit hår. Det var svært for hende ikke at være til de fine selskaber og bare passe ind på Hogwarts, på en måde havde det været lettere i Frankrig. Det var som om alting var finere der. "Soppe?" Hun kiggede overrasket på ham. "Er det ikke farligt, med de væsner der er i søen?"

[Deleted]

Noah nikkede bekræftende og smilende til hende, det krævede øvelse det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. ” Det rigtigt, alting kræver øvelse, lige som vi måtte lære at kravle før vi kunne lære at gå” sagde han og smilede til hende. Som hun tog imod stenen og prøvede igen og det lykkes denne gang med 2 hop over vandet før den røg i vandet. ”sådan! Det var helt rigtigt, du kan jo godt” sagde han og løftede hånden for at ville lave et high five. ”High five på det” sagde han og smilede stort til hende. ” Nu har fundet fidusen til at gøre det rigtigt, så nu skal du bare øve dig endnu mere” sagde han og smilede og kunne godt huske den gang han skulle lære det. ” En dag kan det være du slår min rekord, den er på 9 smut inden stenen røg i vandet” sagde han og smilede stort til hende.

Som hun talte ned om sig selv, at hun var sær, og særligt i magiker verden, fik ham til at ryste på hovedet. ” du må ikke tale sådan om dig selv, du er god nok og virkelig sød. Men du ikke sær. Jeg synes ikke du sær” Sagde han og så på hende og kunne da heller ikke helt lade være med at rødme lidt over det. ”Jeg har ikke meget forstand på muglernes verden, ligesom du ikke ved så meget om magikernes verden. Vi kan lære hinanden det? Jeg kan lære dig mere om magiker verdenen og du kan lære mig mere om muglernes verden? Så kan vi hjælpe hinandne?”sagde han og så på hende med et stort og varmt smil. Han kunne godt forstå hvis hun synes magikernes verden var noget helt modsat muglernes, der skulle man jo klare alt selv, de havde jo ikke magi til at ordne tingene for dem.

Noah var allerede i gang med at binde sine sko op som hun spurgte om der ikke var farlige væsner i søen, det nikkede han til og svarede. ” Jo det er der skam, men vi skal jo ikke helt ud i selve søen, bare lige her i vandkanten, det sker der ikke noget ved. Jeg skal nok passe på dig” sagde og smilede til stort til hende. Ind han trådte ud af sine sko og sokker og fik smurt buksebenene op på hans bukser. ” Der er ikke noget at være bange for” sagde han smilende og varmt til hende.

[Antoinette Haubert]

Antoinette blev glad over sit fine kast og følte sig faktisk bedre. Hun mistede dog hurtigt interessen for at stå og kaste med sten. Det var ikke ligefrem noget hun fandt spændende i lang tid ad gangen. Han var nu meget sød ham Noah, mødes han hele tiden støttede op og forsøgte at se positivt på tingene fik hende til at smile og falde lidt mere til ro. Han var bestemt ikke som ham der @jamie, der hele tiden havde provokeret og været imod hende, skønt han dog i sidste ende faktisk havde hjulpet hende. ”Altså jeg kan godt lære Dem noget om min verden, men den er nu ikke almindelig for alle mugglere. Min far er som sagt ambassadør, så vi har visse forpligtelser.” Hun så tøvende på ham som han ville ud i vandet det var bestemt ikke noget hun var meget for. Egentlig ville hun langt hellere tilbage til slottet, men hun ville heller ikke gøre ham ked af det. Dette her var bare så meget ud over hende komfortzone.

[Deleted]

Antoinette var noget særligt! Virkelig, han behøvede ikke at skulle være hård eller vise at han var noget han egentligt ikke var. Hun fik ham til at slappe af og at han kunne være i sig selv. Hun var virkelig en sød pige, og han håbede de kunne blive rigtig gode venner! Han ville i hvert fald passe på hende og hvis han så nogen være onde ved hende ville han beskytte hende. ” Det ville være virkelig fedt, hvis du vil. Måske en dag kan jeg tage dig med rundt i vores verden i London og vise dig en masse ting? ” Sagde han og smilede. ” så kan du vise mig din verden en dag” sagde han og smilede til hende.
Noah kunne godt mærke at hun var usikker og nervøs, hvem ville ikke også være det, hvis de kendte til hvad der var i søen. Dog vidste Noah der ikke ville se dem noget her i kanten af vandet. ” Kom, jeg lover jeg beskytter dig og skal nok også holde din hånd vil det kan hjælpe dig” sagde han med et blidt smil og rakte blidt hånden frem til hende, det var tydeligt at se og spore at han ikke var ude på noget på nogen måde. ” Hvad laver en ambassadør egentligt?” spurgte han smilende og prøvede at holde snakken i gang og se om hun kunne blive lidt mere komfortabel med situationen.

[Antoinette Haubert]

Høfligt gjorde Antoinette meget af det Noah snakkede om og fulgte egentlig bare med som hun fik besked på, men hun venligt prøvede at have en samtale med ham. Egentlig virkede det lidt forkert, den måde han hele tiden søgte hendes selskab. Det virkede næsten forkert, men hun ville ikke afvise ham og være led. Det kunne hun slet ikke få sig selv til. Prøvede han at bejle til hende? "Men Noah, det.. det lyder næsten som om De.. Mener De som et stævnemøde?" Det kunne hun ikke sige ja til, hvad ville folk ikke tænke om hende?
Det var sjovt som han var så venlig og hjælpsom, det var alt det Antoinette havde lært at en gentleman ville være, men hvorfor begyndte hun så at tænke på Jamie Mikaelson jo mere han sagde og jo høfligere han var? 
Alligevel tog hun dog blid fat om hans hånd og fulgte med ham ud i vandet, det var en anelse koldt og hun stoppede derfor hurtigt op. "Uh det er sandelig koldt." Hun lagde armene over kors på maven og så på ham. "EN ambassadør, laver en masse politik og sørger for at tale på sit landsvegne."

[Deleted]

Noah så på hende og kunne ikke lade være med at blive flov og rødme kraftigt af hendes ord, han havde bestemt ikke tænkt over det på den måde! Han ville jo bare gøre det som venner og ikke noget andet. Det der kærlighed og kæreste ting var de jo slet ikke? Eller troede hun det var det han ville med hende?? Han blev en hel del usikker på sig selv og overvejede at stikke halen mellem benene men lod være for nu. ” Nej bestemt ikke ! Jeg mente det bare som venner, altså jeg vil bare være venner med dig. ” sagde han usikkert og håbede ikke at han nu sårede hende og hun aldrig ville snakke med ham igen??

Han mærkede hendes blød og meget fine hud på hendes hånd, det var underligt at røre ved, men også dejligt! Nærmest helt silke agtigt agtigt! Han var nok noget mere ru og hård, han tænkte ikke selv over det på nogen måde! ”Jah det er det, men du vender dig hurtigt til det” sagde han og kiggede ned i vandet for at finde den bedste sten. Der gik heller ikke længe før han havde fundet 2 som han løftede op fra vandet og gav hende den ene. ”Her prøv igen, det sjovt at kaste smut, der går næsten helt konkurrence i det når man er to” sagde han og smilede stort til hende. ” det lyder lidt kedeligt men også ret spændende faktisk, skal du så også være ambassadør?” spurgte han blidt med et stort smil på læberne.

[Antoinette Haubert]

Hun blev en del mere rolig, som han forsikrede hende om, at det blot var ment som venner. Han nervøsitet smittede dog lidt af på hende, hvilket bare gjorde det hele lidt akavet. "venner, ja. Det vil jeg gerne." sagde hun så kort. Hun fokuserede ret meget på bare at gå i vandet. De våde sten var glatte og hun følte sig derfor ikke spor sikker på fødderne. Hun fulgte dog med ham, også selvom det virkede forkert at holde ham i hånden som nu. "Jeg vil ikke være uhøflig Noah, men jeg må indrømme det ikke lige er mig at stå og smide med ting. Det beklager jeg." en sten var fin at kaste. to og tre da også, men ligefrem at blive ved, virkede bare... underligt for hende. Hun forstod ikke rigtig formålet, hvad fik de ud af det? "Jeg tror ikke jeg ville kalde det kedeligt. Det er et meget fornemt job, men nej, jeg skal nok ikke selv være ambassadør. Hvad jeg skal være ved jeg dog ikke endnu. Måske... Nej beklager, jeg kan ikke svare Dem."

[Deleted]

Noah smilede stort til hende og prøvede virkelig at gøre sit for at fjerne hendes nervøsitet men det var svært, for det virkede ikke helt til at hun var villig til at give slip på det. ” Venner kan man jo altid bruge, altså jeg har ikke rigtig nogen venner” Sagde han og blev faktisk lidt flov over det, han stod her og var en fyr der normalt var hård og ikke en stille type og nu var han bare blødsøden og svansede? Seriøst Noah…

Måden hun tøvede og hendes efterfølgende ord om at hun ikke ville være uhøflig men at hun ikke gad kaste med sten med ham selvom han synes det var hyggeligt at gøre med hende, nikkede han og så på hende. ”Det okay, jeg vil ikke tvinge dig til det, men du går glip af noget.” Sagde han og vendte sig rundt for at gå tilbage til land, der var jo ingen grund til at stå ude i vandet og fryse om fødderne hvis hun alligevel ikke ville. ”Okay, men hvad vil du gerne være? Altså hvis du helt selv skulle vælge og ikke tænke på hvad din familie laver og din families status?” Spurgte han med et smil på læberne, som han satte sig i græsset og kæmpede med at få sine sokker på, da hans fødder var våde og han ikke kunne tørre dem, ikke lige frem en smart tanke i hvert fald. ”Altså du kan bare sige hvis du ikke vil snakke og du gerne vil videre? ” Sagde han og så på hende med et smil, han kunne altså sagens forstå det hvis hun ville videre.

[Antoinette Haubert]

Måske skulle hun prøve at være lidt mere åben overfor drengen. Måske var han virkelig bare ude på at få en ven og ikke meget mere end det. Denne tanke gav Antoinette virkelig dårlig samvittighed og sendte drengen et lidt undskyldende smil. "Jeg vil gerne være din ven Noah." smilede hun så lidt forsigtigt og gik tættere på ham, hun havde faktisk ikke rigtig nogen venner på skolen, og Noah virkede jo egentlig meget venlig. "Undskyld Noah, jeg vil ikke være uhøflig, men det føles bare underligt. Der er så meget andet vi kunne lave sammen." Foreslog hun så i håbet om at det kunne glæde drengen, så det ikke virkede alt for hårdt, at hun ikke ville kaste med sten. Det var svært for hende bare at lave "almindelige" ting og så med en af det modsatte køn. Den slags var hun slet slet ikke god til.

Hun gik med ham ind til bredden, hvor hun trippede lidt rundt på de nu meget kolde fødder. "Måske du har lyst til at spadsere en lille tur på land?" Spurgte hun så forsigtigt, og vidste godt, at det netop var hende der havde ødelagt morskaben. Det havde ikke været hendes intention, men hun kunne mærke det på ham. "Jeg ved endnu ikke hvad jeg vil, måske noget med kunst. Hvad med dig?" Hun stoppede dog op og så overrasket på ham. "Nej, jeg vil gerne snakke med dig. Undskyld."

[Deleted]

Noah så på hende og selvom han lidt følte at hun nok ikke ville være venner med ham eller snakke med, fik hendes ord da alligevel ham til at tænke anderledes end det han gjorde. Han så på hende med et stort smil, ”Det jeg glad for, jeg har ikke rigtig nogen venner eller veninder. Og jeg synes du er sød og venlig, derfor ville jeg gerne være din ven” sagde han og så på hende og hans smil voksede og kunne ikke lade være med at grine lidt af hende. ”Det helt okay, det kan også godt virke underligt, men jeg synes det er hyggeligt og kan bruge lang tid på det, når jeg bare er mig selv, måske jeg bare er lidt underligt” Grinte han og lavede sjov med det. ” Ej jeg driller bare” sagde han og så på hende som hun var kommet ind på land igen og trippede lidt på sine fødder. ”Fryser du?” spurgte han forsigtigt, han ville tage hende med ind så hun kunne få varmen hvis det var det hun ville. Han kendte et godt sted de kunne sidde hvor var der var en lille pejs de kunne tænde op i så de kunne få varmen, for han frøs faktisk også lidt. ”Det kan vi godt, men hvis du fryser skal vi så ikke gå indenfor? Jeg kender et lokale, hvor der er en lille pejs hvor vi kan få varmen” sagde han og sendte hende et stort og blidt smil.

Kunst? Ville hun arbejde med kunst? Altså male og sådan? Han havde aldrig helt forstået sig på kunst, men han gik bestemt heller ikke op i det. ”Er du god til at tegne og male? Hvad jeg vil? Jeg ved det ikke. Jeg tror min far forventer jeg går i hans fodspor med eliksir, men jeg stinker vitterligt til det. Faktisk dur jeg ikke til ret meget udover at lave ballade og skabe problemer for mig selv.” spurgte han smilende og rejste sig fra græsset, tros besværet med at få sokkerne på, fik ham dem på men de drillede en del i hans sko. ”Det okay, jeg vil også rigtig gerne snakke med dig” sagde han og kiggede omkring sig. ”Skal vi ikke gå ind og få varmen?!”spurgte han blidt og kunne lidt fornemme at hun nok ville komme til at fryse hvis ikke hun jo allerede frøs.

[Antoinette Haubert]

Antoinette smillede høfligt til ham, som han begyndte at fortælle om alt det fantastiske ved at de nu blev venner. Så nu var de altså venner. Det var måske egentlig meget rart at have en ven på skolen. Bare sådan, for en sikkerhedsskyld. Henri gad aldrig snakke med hende på skolen og uanset ville han være væk til sommer.
Hun rynkede dog brynet lidt som han snakkede om at han var underlig, det vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige til. Det virkede uhøfligt at give ham ret, men hun ville heller ikke sige ham imod. Faktisk kendte hun ham slet ikke godt nok til at sige sin mening omkring det. Hun blev kun mere uforstående, som han så nævnte at han drillede. Det forstod hun slet ikke. "Driller? med hvad?" Hun var ved at føle sig ret tabt i samtalen.
Det efterfølgende spørgsmål kunne hun dog nikke ja til "Mine fødder er lidt kolde ja."  forklarede hun ærligt og blev glad da han foreslog de kunne gå ind. Varme lød rart lige nu. "vi kan godt gå ind. De fører an." Hun behøvede egentlig ikke vide hvor de skulle hen som sådan, bare det var et ordentligt sted og der var varmt. Der var mange lokaler og stuer på skolen, så det virkede ikke så mærkeligt at han kendte til et med en pejs. 
snakken om fremtiden var mærkelig for hende. Måske fordi han antog kunst kun var at tegne og male. Hun rystede roligt på hovedet for at besvare hans spørgsmål. "Nej, jeg hverken tegner eller maler, det vil jeg ikke udsætte verden for. Men jeg spille klaver og violin og kan brodere. Men forestil dg at arbejde på et kunstmuseum eller noget, det kunne da være spændende." forklarede hun så uddybende og med et lille smil. "eliksir er heller ikke lige min stærke side, måske du kan tale med din far om at ville noget andet?" Foreslog hun så med et smil og begyndte at gå imod skolen.

[Deleted]

Noah kunne fornemme at hun ikke helt havde fangede hvad han mente med at han bare drillede, han smilede stort til hende ”det var fordi jeg sagde jeg var underlig fordi jeg mener det hyggeligt og sådan at kaste med sten, og jeg sagde bare jeg var underlig for at lave lidt sjov med det og det var derfor jeg tilføjede jeg bare drillede” Sagde han blidt med et stort smil, hun var ikke dum eller underlig fordi hun ikke forstod det han havde ment. Det var ikke alle der forstod når han drillede og lavede sjov, han var ikke den bedste til det og det skulle hun ikke være ked af. ”Vil du låne mine sko? Jeg vil ikke have du bliver syg” sagde han med et stort smil til hende, de var nok for store til hende, men det hvis det kunne hjælpe at hun ikke ville komme til at fryse så meget at hun ville blive syg af det. ”Her tag den her på, så kommer du ikke til at fryse så meget” sagde han og tog sin trøje af for at hun kunne få den på, det gjorde ikke ham noget at fryse lidt, han ville ikke blive syg af det. Han blev så sjældent syg, og lidt kulde gjorde ikke noget, hvis bare hun ikke frøs.

Som de begyndte at gå, smilede han stort på sine læber! Han var glad og det var hyggeligt at være sammen med Antoinette, hun var sød og venlig. Som hun rystede på hovedet så han spørgende på hende som hun så forklarede, ”Woow, kan du spille musik? Det sejt! Må jeg høre det en dag?” spurgte han med et kæmpe smil på læberne! ”Det kunne være et fedt job, men jeg aner intet om nogle former for kunst overhovedet” Sagde han og smilede og kløede sig i nakken. Han havde aldrig tænkt over at man kunne lave kunst på andre måder end at male og tegne, han troede det var der gik ind under kunst, men det hun nævnte havde han ikke set som kunst før nu! ”Jeg tror ikke min far vil tillade mig andet, men har heller ikke snakket med ham om andet, men tror heller ikke det en god ide. Min far er en bestemt mand som har sine krav” sagde han og trak på skulderne over det, han tog sig ikke så meget af det, når han var myndig kunne hans far jo ikke længere bestemme over ham.

[Antoinette Haubert]

Antoinette kiggede bare undrende på drengen og lagde hovedet let på skrå. Hun var fuldstændig tabt i de drillerier han snakkede om. Hun anede vitterligt ikke hvad det var, og som han forsøgte at forklare hende det blev hun kun mere forvirret. Det havde noget med stenen at gøre var hun dog ret sikker på, men hvordan det hang sammen forstod hun dog ikke. Hun valgte ikke at kommentere for meget på det. "Så.. jeg ødelagde det sjove. men jeg forstår det nu." Forklarede hun så. Det var ikke rigtig en løgn overbeviste hun sig selv om. Hun sagde jo blot det som drengen gerne ville høre. tankerne blev dog hurtigt afbrudt, som han tilbød hende sine sko, en gestus Antoinette ikke rigtig forstod. "Jamen, jeg har jo mine egne sko?" desuden kunne hun da ikke tage hans sko, det var jo... hans hvad ville folk ikke tænke? Det ville sikkert også være for store.  Antoinette gjorde store øjne, som han lidt efter også tog trøjen af og rakte den til hende. Hun så lidt tvivlende fra trøjen og til Noah og så til trøjen igen. "Tak, men... Det.. det kan jeg ikke tage imod." Endte hun med at sige. Det virkede simpelthen for forkert at gå i en anden drengs tøj! Det kunne hun simpelthen ikke. Så koldt var det heller ikke. Det var jo mest hendes fødder der frøs.

Hun så smilende på ham, glad for at han skiftede emne. "Altså jeg synger i skolekoret. Der kan du høre mig og måske, hvis jeg får lov skal jeg deltage i talentshowet til sommer. Der kan du måske høre det." Da han så snakkede om museumer og ikke at ane noget om kunst rynkede hun uforstående på brynene igen. "men.. Vil de da også gerne arbejde på kunstmuseum?" Hun forstod ikke lige helt hvad det var han havde sagt. "Det er måske et familieforehavende?"Det var en ting hun kendte til, sådan var det for mange af dem hun omgik sig med, at den ældste søn skulle overtage.