ehmm hey. ehmm whats your name?

[Deleted]

Antoinette Haubert
Tid: Lørdag lige efter frokost
Vejr: Høj solskin og dejligt varmt.
Sted: Ved den sorte sø

---

Det var en rigtigt dejlig lørdag! Noah burde nok ikke gøre det han havde valgt at gøre efter frokosten, han burde sætte sig og lave lektier, han var nødt til at tage sig sammen og bevise ting overfor sin far det var sikkert og vist! Men han havde alligevel valgt at tage en pause fra lektierne og gå en tur uden for i det gode vejr.

Han havde begivet sig ud til de store grønne områder nærmere betegnet som ned til søen, han havde været der mange gange når vejret var til det og særligt i foråret og sommerperiden når der ikke var sommerferie. Han kunne godt lide at sidde ved kanten til søen og kigge udover den, han turde ikke bade i den som nogle gjorde. Men det var et godt sted at flygte fra alt ting, lektierne, eftersidningerne og de ældre elever der var efter ham eller når han havde fået en ikke så pæn ugle af sin far! 

Men denne dag var det bare for at nyde det gode vejr og trække vejret mens han tænkte på noget andet. Der var allerede nogle andre elever der havde fået ideen efter frokosten. Det var okay der var andre omkring ham, så længe hele skolen ikke var der nede som det var indimellem når vejret var alt for godt og man ikke kunne holde ud at være indenfor.

Noah var nåede ned til søen han overvejede om han skulle gå en tur langs kanten, men han fik hurtigt andre tanker som han så en pige stå der nede, hun så ensom ud. Noah var normalt ikke den bedste til at snakke med piger og ikke altid lige sød ved dem, for det var nemmere at være den hårde typen end den følsomme type. Han kiggede omkring sig for at sikre sig at der ikke var nogen af dem som altid var efter ham i nærheden som han valgte at gå over til pigen. 

Som han stillede sig ved siden af hende, kiggede han kort udover søen inden han vendte blikket mod hende. "Hej, nyder du også det gode vejr?" Spurgte han med et usikkert smil på læben, han var rimelig kendt blandt de fleste elever som en virkelig ballademager og en som ikke lige frem var kendt for at være sød mod andre. Dog håbede han ikke hun vidste dette og faktisk ville snakke med ham. Noah var i ført et par sorte tæt siddende jeans med huller hist og her og en sort hættetrøje, han havde det bedst i sort tøj hvorfor kunne han ikke svare på.

[Antoinette Haubert]

Outfit

Antoinette var ikke ligefrem den pige med flest venner på skolen. Mange anså hende for at være Naiv og have en helt forskruet tilgang til alting, mens hun samtidig var nødt til at tage hjem i mange af weekenderne for at passe sin plads som Ambassadørdatter. Hendes forældre gik ikke meget op i hendes magiske uddannelse, og de havde krævet at hun skulle kunne deltage i de selskaber og arrangementer, der skabte et liv for en ung Ambassadørdatter. 

Anto havde derfor bevæget sig ned til den store sø, hvor hun tid nød bare at sidde og slappe lidt af, måske var hun ensom på skolen? Var hun det, var det hvert fald noget hun ikke rigtig ville indrømme overfor sig selv. Alligevel, som hun sad der farede hendes tanker ubevidst imod Londons gader, imod Jamie Mikaelson, han havde ikke været bange for at snakke med hende. Han havde heller ikke opgivet hende. Han havde helt sikkert også syntes hun var mærkelig, men hun fulgte jo bare de retningslinjer hendes forældre han lagt for hende. 
Sådan sad hun i sine egne tanker, da hun pludselig hørte nogen nærved tale til hende. Så så op og fik øje på en elev, ikke lige en hun som sådan kendte, men hun havde da set ham før. Straks fandt hun et smil frem. Endnu en ting hun havde lært af sine forældre, aldrig at lade facaden krakelere foran andre. "Goddag. Ja minsandten om ikke det er noget dejligt vejr." slog hun over, som var hun ved at konversere til et selskab. Hun satte blidt håndfladerne i jorden og på elegant hvis var hun kommet op at stå.

[Deleted]

Hun pigen rejste sig og rettede sig op, som skulle man tro hun var fra en ædel familie eller noget i den retning og måden hun snakkede på?? Det virkede virkelig professionelt og underligt! Han blev en anelse usikker på om hun var helt okay, eller hvad der lige skete.



”Det er rigtig godt vejr, altså øhm du behøver ikke så fornemt til mig, jeg er bare en almindelig dreng” sagde han og kløede sig lidt i nakken, han vidste ikke hvorfor han sagde det! Men han ville ikke have at hun skulle tale til ham som var han bedre og højre stående end hende, hvis man kunne sige det sådan. ” Vil du måske gå en tur omkring søen med mig? Jeg har ikke så meget andet og lave og kan godt lide at gå langs kanten på søen” sagde han og sendte hende et usikkert og lidt akavet smil, han var ikke så god til det der med piger! Men hende her, hun virkede sød og så godt ud! Så hvorfor ikke bare prøve?



Han kiggede omkring sig og rakte hånden frem ” for resten, så hedder jeg Noah, Noah Rhodes, men du kan bare kalde mig Noah” sagde han og så smilende på hende, hvis hun ikke ville give hånd, gjorde det ikke noget! Det var ikke alle der havde lyst til at give hånd og det var ikke aldrig der bryd sig om det og det skulle der være plads til.

[Antoinette Haubert]

Antoinette så på ham med et lille usikkert smil og rettede lidt på håret. "Undskyld. Det er blot fordi, jeg ikke kender dig. Jeg er blevet opdraget til at hilse pænt på folk. Jeg skal nok prøve at tone det lidt ned." Mange af de ord hun brugte har ikke som "almindelige" Teenagere ville tale, men for hende var det så naturligt, at det var svært at gøre noget ved det bare lige sådan. Desuden var det vel en del af den hun var? -hun ville aldrig blive lige som nogen af det elever der bandede når de snakkede og bruge diverse slang. Den slags forstod hun sig slet ikke på, og det lød ikke pænt i hendes ører.

Hun greb lidt fat om hans hånd for at hilse, og skulle lige til at neje høfligt, men fik det da heldigvis stoppet inden det blev at se. "Antoinette Haubert. nyligt tilflyttet fra Frankrig." Forklarede hun, for ligesom også at understrege at hun altid langt fra kendte alle endnu på skolen.

[Deleted]

Han så på hende og blev virkelig usikker og kom til at rødme lidt, uden at han havde kontrollen over det. ”åhh det var slet ikke sådan ment overhovedet. Jeg er bare ikke vant til at blive tiltalt på sådan en måde, så jeg blev måske bare lidt overrasket” Sagde han og kløede sig usikkert nakken. Han ville ikke have at hun skulle have det skidt over at have talt langt pænere og mere formelt end han nok nogensinde ville kunne kom til at tale, han var virkelig ikke god til det der med at tale pænt. Måske det bundede ud i at han havde en far som heller ikke lige frem talt så pænt.

At hun tog hans hånd, gav han hende et blidt klemt med hånden, normalt ville han jo med sine venner nærmest klemme om kamp om hvem der kunne klemme hårdest. De var måske lidt underlige ham og hans venner når de var sammen! Men de elskede nu engang at udfordre hinanden som de gjorde. Hendes navn var virkelig smukt! Og at hun kom fra Frankrig, kom dog noget bag på ham, han kunne godt fornemme noget accent men han var ikke helt sikker på hvor den var fra, men han fik da svaret. ” Du har et virkelig smukt navn, men tror aldrig jeg vil kunne udtale det ordentligt” Sagde han med et stort næsten kærligt smil på læberne. ”Vil du have mod på at gå en tur sammen? Det jo dejligt vejr, og altid mere hyggeligt at gå to end at skulle gå alene.” sagde han og havde igen en anelse røde kinder. Han følte sig virkelig akavet og håbede ikke at hun lagde alt for meget mærke til hans usikkerhed. ” Hvordan kan det være du er flyttet fra frankrig og her op?” Spurgte han blidt og så på hende med blide øjne.

[Antoinette Haubert]

Antoinette trak lidt på smilebåndet som drengen nu så meget skyldbetynget ud. Det var pænt af ham at have så megen samvittighed, men hun følte bestemt ikke at have havde gjort noget forkert eller noget der havde trådt på hende. "alt forladt, tænk ikke på det. Jeg ved godt jeg ikke taler som de fleste på min alder." hun var fra finere kredse, ikke at hun var snobbet overhovedet, men hun var helt sikkert naiv, og levede tydeligvis efter sine forældres regler og holdninger. Disse var dog ikke udpræget magiske, da hun var mugglerfødt, og dermed vidste hendes forældre heller ikke skyggen af, at der kunne være forskel på det blod der løb i deres årer. 

Hun smilede som hun fik et kompliment omkring sit navn og rettede en hårlok, så den igen blev fæstnet bag øret. "Tak. Det er ikke så svært at udtale... det lyder meget som Anton-Nette. Hvis bare du kan det, så er jeg godt tilfreds." smilede hun og grinede lidt. Det var en sjov samtale at havde. "en gåturlyder dejligt. Vi flyttede til England, da min far blev udnævnt til ny ambassadør for Frankrig." forklarede hun så, som var det noget af det mest naturlige i verden.

[Deleted]

Det var et sted meget rart at hun ikke blev sur over og ked af det han havde sagt, det gjorde det nu meget nemmere for ham at være i at han. Når han jo ikke lige frem havde begyndt med at tale helt så pænt til hende. ” Det okay, jeg bare ikke så vant til at blive talt til på så høflig og pæn en måde. ” sagde han og grinte lidt over det. ” Er der smukt i frankrig? Jeg har aldrig været der, faktisk har jeg aldrig været ude og rejse” sagde han og så på hende med et lille grin på læben.

Han havde godt set hårtotten og han kunne helt sikkert godt have fundet på at fjerne den om bag hendes, men han turde ikke gøre det selvom hans tanker gerne ville have han skulle gøre det. ”Anton-Nette” sagde han og prøvede for sjov at lave en fransk Accent ikke for at drille hende men for at prøve at sige det på fransk, hvilket ikke godt særlig godt og han droppede det hurtigt og forsøgte dog igen med sin egen accent og stemme ”Anton-Nette” sagde han og tyggede lidt på den. ”Det vist noget jeg skal øve mig på” Sagde han og kløede sig i nakken.

Noah nikkede blidt og med et stort smil, som hun gerne ville gå en tur med ham i det dejlige vejr. ” Fedt det lyder godt” Sagde han og gjorde antræk til at gå. ” åhh oki, så giver det jo god mening at i er flyttet her til, men jeg da glad for i flyttede her til, ellers ville jeg jo ikke have mødt dig i dag, på denne dejlige lune dag” Sagde han og smilede, om han prøvede at flirte eller charmere sig ind på hendes vidste han ikke helt, men hun virkede rigtig sød.

[Antoinette Haubert]

Det føltes underligt, hvordan Noah opførte sig og en del af Antoinette fik også lidt dårlig samvittighed, fordi det virkede til at han virkelig anstrengte sig for at være høflig, det var bestemt ikke det ikke hendes intention at ødelægge dagen for ham eller kræve af ham, at han blev overhøflig. Hun ønskede aller helst bare at han behandlede hende som var hun en almindelig elev, hvilket hun jo egentlig også var. 
Hun smilede dog, som han spurgte ind til hendes hjemland. Hun elskede Frankrig og savnede det meget. "Frankrig er virkelig smuk. Jeg elsker at være i Paris. Se eiffeltårnet og gå langs Seinen. Det er smukt og så er vi jo kendt for både ost og vin." Den afsluttende kommentar fik hende til selv at grine lidt. Hun vidste godt, at det var meget atypisk for en pige i hendes alder at spise ost og drikke vin på den måde hun gjorde det, men det var det liv hun var vokset op i og yndede de store selskaber, hvor det var en mulighed. 
Det var lidt sjovt at høre ham forsøge sig med hendes navn, og da han havde sagt det nogen gang smilede hun over til ham. "præcis, Antoinette" Lød det så igen med den noget mere franske accent end hans. Hun slentrede roligt afsted ved siden af ham og man kunne tydeligt mærke på hende, at det var noget hun gjorde sig meget i, det med at spadsere og konversere samtidig. "Det er venligt af dig. Jeg er glad for at møde dig. Det er ikke ligefrem fordi jeg har fået mange venner på skolen endnu."

[Deleted]

Måden hun fortalte om hendes hjemland Frankrig, fik ham nærmest til at lidt at forstille sådan hvordan det ville se ud, han havde aldrig været der og måske var det også det som gjorde det endnu mere svært for ham at se det for sig. ”Det lyder smukt, jeg har aldrig været der, men måske en dag jeg kan tage med dig til Frankrig og så kan du vise mig det der er smukkest og som man bare skal se” sagde han med et smil og kunne heller ikke lade være med at komme med et lille grin om både hun fortalte om ost og vin. Han måtte med et lille grin klø sig i nakken, ” Smager vin godt? Jeg har aldrig smagt det” kom det fra ham med et stort smil på læben. Det var faktisk helt rart at gå rundt med hende som de gik langs søen, han slappede faktisk langt mere af nu end han havde gjort de første minutter af deres samtale. ” Nu ved jeg ikke hvor meget af England du har set, men jeg vil da gerne give dig en rundvisning og vise dig de steder der er flottest og virkelig er et besøg værd” sagde han som en åben invitation.

Hendes udtale på fransk, var virkelig flot og han måtte da også anerkende at han blev en anelse jaloux, men han fortalte det ikke. ”dit navn er smukt, men det lyder helt klar bedre på Fransk end på Engelsk” sagde han sendte hende et skævt smil og blinkede til hende. At hun ikke havde fået mange venner endnu, kunne han ikke helt forstå, hun virkede jo sød og venlig. ” Jeg er også glad for at møde dig, jeg vil gerne være din ven, hvis du vil være venner med mig” sagde han og grinte lidt over hvor dumt det egentligt havde lydt. ” Har du nogen sinde hørt om de magiske væsner der skulle gemme sig i søen?” spurgte han og kiggede udover vandet.

[Antoinette Haubert]

Det var egentlig hyggeligt at gå tur omkring søen, og Antoinette kunne godt lide de mange spørgsmål, der kom fra Noah. Det var rart at snakke og hun følte sig virkelig imødekommen af ham. Det virkede som om han virkelig så hende og det var virkelig dejligt. "Der er virkelig smukt. Måske du kan tage med os til sommer. Det kunne være dejligt at have en ven med. Min broder skal med, men det er ikke altid det samme" forklarede hun med et lille smil og sparkede så ganske let til en sten de gik forbi. Hun kiggede meget på omgivelserne mens de gik, her var virkelig smukt. "Med de rette oste til, så smager vin fortrinneligt.  men blot at drikke det alene, så kan det godt blive lidt surt, medmindre det er en meget frugtholdig vin." Forklarede hun så klogt som en anden professor. Hun vidste en del om den slags, men dog vidste hun desværre ikke meget om livet i sig selv og det blot at være en almindelig pige med magi. Hun grinede lidt over hans kompliment. "DEt er blot et navn, men tak. Jeg er også glad for at jeg mødte Dem. Livet i england kan nemt blive ensomt."

[Deleted]

Antoinette var virkelig dejlig og virkelig sød at snakke med, han følte ikke behovet for at skulle være hård og voldsom mod hende, og han måtte indrømme at hun var rigtig sød og så godt ud. Han ville sikre sig at der ikke var nogen der var efter hende! For hun ville jo bare gerne falde til og have venner, det var i hvert fald sådan Noah opfattede det. ” Det vil jeg rigtig gerne, der sker aldrig noget spændende hjemme hos mig i ferierne, min far arbejder altid og ja ellers sidder jeg bare og laver lektier og indimellem er sammen med mine venner. Måske du også kunne komme med mig hjem på ferie en dag? ” sagde han og smilte stort til hende, hvis Noah nu havde en pige med hjem i en ferie ville hans far måske slet ikke være så hård ved ham og være så ond ved ham Måske han ville bløde op og faktisk være kærlig ?? ” Går din bror også her på skolen?” spurgte han forsigtigt, det var ikke fordi han ville blande sig men det kunne jo være han havde mødt ham uden at vide det? Snakken om vinen og oste var lidt underlig og han vidste ikke helt hvad han skulle sige til det. ” Det kan være du kan lære mig det” sagde han og grinte som han kiggede ned i jorden, der lå et par enkelte flade sten som han bukkede sig ned efter. ”Har du nogensinde prøvet at slå smut?” spurgte han og rakte hende den ene sten, før han gik lidt tættere på kanten og kastede stenen med flad underhånd så den 6 gange smuttede over vandfladen før den gik til bunds. ”Det kan jeg godt forstille mig, når man har alle sine venner i et andet land, savner du Frankrig meget?” spurgte han forsigtigt at sendte hende et stort og varmt smil.

[Antoinette Haubert]

Antoinette smilede bare som hun så Noahs respons. Hun kunne dog ikke love noget, før hun havde snakket med sine forældre om det. De kunne godt være lidt stramme i betrækket på det punkt. Derfor tøvede hun også lidt og så på ham. ”Hmm.. Hvad laver dine forældre, hvis jeg må have lov at spørge?” Måske hvis nu hans forældre havde den rette stilling blev det hele nemmere. Hun håbede lidt på det hvertfald.
Som han tilbød hende at besøge ham i en ferie smilede hun blot men måtte dog også være ærlig overfor ham. ”Det er ikke fordi jeg ikke vil det Noah, men mine forældre kan være lidt stramme, og mine ferie er ofte spækket med alverdens selskaber og møder.” Nok rankede hun stolt ryggen som hun fortalte men lyttede man rigtigt efter kunne man godt fornemme at hun ikke altid syntes det var det fedeste. Hun havde ingen reelle tætte venner hverken på skolen eller i hjemmet. oftest var det fint nok fordi hun havde så travlt, men inderst inde havde hun et afsavn til en god veninde.

[Deleted]

Noah så på hende, og som spørgsmålet om hvad hans forældre lavede, kiggede han usikkert på hende inden han kiggede udover vandet. Han hadede det spørgsmål, han havde fået det før og flere gange løjet om sandheden, for at virke sejere og mere hård, men de havde alle spottet hans løgn ret hurtigt. ”De laver ikke noget særligt” sagde han og samlede en sten op for at kaste den udover vandet. ”Min far har en eliksir butik og tja jeg ved ikk hvad min mor laver, jeg kender hende ikke” sagde han stille og man kunne godt ane på hans tone og krops sprog at han ikke lige frem var stolt af det. Hans forældre var ikke noget særligt, i hvert fald ikke lige som Antoinette’s forældre.

Det var ikke fordi det var svært at spotte at hun ikke lignede en som ikke havde lysten til at komme hjem på ferie hos ham, det gjorde nu heller ikke noget hvis man spurgte ham. Men et sted indeni kunne han godt mærke at det gjorde lidt ondt. Hvorfor skulle forældres status altid forhindre ham i at være sammen med folk? Hans far var ikke noget særligt stort eller vildt og rige, det var de ikke. Ikke at de manglede noget for det gjorde de ikke, Noah fik det der var nødvendigt for ham. Tøj, skolebøger og alle de ting men det var aldrig noget luksus. Det var ikke fordi Noah ville have luksus og det bedste af det bedste, for det betød ikke noget for ham. ”Men tror du ikke du kan overtale dem? Hvorfor skal du deltage i alle de selskaber og møder?” spurgte han forsigtigt, det var ikke fordi han var sur eller på anden vred over det, men egentligt bare nysgerrig og lidt ked af at hendes forældre mente at deres arbejde var vigtigere end at deres datter fik gode venner. ”Du lyder ikke som en der synes det er fedt? Er det fedt at deltage i alle de ting?” spurgte han forsigtigt og vidste ikke helt om det lyd hårdt, for det var bestemt ikke hensigten at han skulle lyde sådan.

[Antoinette Haubert]

Antoinette var tavs den første tid, mens hun så, hvordan han fik stenene til at danse hen over vandet. Det så næsten magisk ud, altså set med et mugglersyn. Hun kunne jo godt regne ud, at der intet magisk var ved det. Prøvende samlede hun selv en sten op og kastede den ud over søen, der lød et plop før den sank til bunds. "hvordan bære du dig ad med stenen? min vil ikke danse." hun vendte sig imod ham, for at afvente svar, men så så det triste blik i øjnene. "eliksir?! Wauw det lyder da spændende!" udbrød hun. Det måtte betyde han levede omkring magi hver dag. at der stod alle mulige glasopsætninger og væsker i mange farver. det var da langt mere spændende end ambassadør. 

Det var ikke hendes mening af lyde snobbet, ved at sige nej til ferie hos ham, problemet var bare at hun havde en del ansvar, og det skulle hun sørge for at holde ved lige. "Jeg tror ikke det er så nemt, selvom jeg gerne vil. Mine forældre har store planer for min fremtid, og jeg ønsker ikke at lade dem fremstå som svage, fordi jeg er ude og føjte og ikke passer mine pligter." Prøvede hun så at forklare ham. Det var jo intet personligt overhovedet, men hun kunne ikke overnatte hjemme hos en fyr på den måde. Hvad ville folk ikke tænke! Hun tænkte lidt for at prøve at finde en løsning. "Måske hvis jeg kan sove i jeres gæsteværelse, og.. og jeg kan tage til selskaberne hjemme fra jer? Så kunne det måske lykkes."

[Deleted]

Han så på hende med blide og rolige øjne, som hun forsøgte sig med at slå smut med en sten, det var lidt sødt at hun ikke kunne finde ud af det. Han tog en af de flade sten han havde i hånden. ”Først så det vigtigt at stenen er flad, som denne. For så kan den glide langs overfalden, hvis du holder stenen sådan her og kaster med under hånd sådan her” sagde han og forklarede det roligt og blidt til hende inden han viste hende hvordan man gjorde. Man kunne se hvordan stenen smuttede 7 gange over vandfladen inden den med et plop røg ned i vandet. ”Det en god ide at have masser af kraft i, så det nemmere, her prøv med denne” sagde han og rakte hende en af de sten han stod med i hånden.
Hendes udbrud om at hendes far arbejdede med eliksir og hun synes det lyd spændende, kunne han da ikke helt lade være med at blive noget stolt over at have den far han havde. ”Det virkelig spændende, min far laver en masse fede eliksirer i hans butik, han er virkelig god til det, gid jeg kunne blive lige så god som ham” sagde han og så på hende inden han tog den sidste sten han havde i hånden og lavede smut med den.

Noah var slet ikke i tvivl om at det ikke var for at være snobbet, men han kunne godt fornemme på hende at være datter af hendes forældre måske ikke var det nemmeste og man måske ikke helt måtte det samme som Noah måtte, tros han ikke helt måtte det store. ”Men hvorfor lader du dine forældre bestemme så meget? Altså det lyder måske dumt, men jeg ikke helt med på hvad det er dine forældre laver? Jeg synes det dumt, de skal bestemme så meget over dig” sagde han stille og så på hende med et forsigtigt kærligt smil til hende. Han lagde en blid hånd på hendes arm og gav den et blidt klem inden han med lidt rødmende kinder trak hånden til sig og skyndte sig at fokusere på at finde ny og gode smut sten.

”øhm det bliver måske lidt svært, for vi har ikke noget gæsteværelse, vi bor i en lejlighed den er ikke stor og fin som jeres hjem” sagde han stille og kiggede udover søen, som han kasten en sten mere, den smuttede dog slet ikke over vandet men bare røg i med et plop. ”Men du kan sove i min seng? Så kan jeg bare sove på sofaen” sagde han stille og så på hende med et stort smil.