Ikke mere gemmeleg

[Ines Cornette]

Hjemme hos familien Cornette
Påskeferien
Tråden er tilegnet @jiro
OUTFIT

---

''Ines, kom lige her ned skat." - ,,Jeg kommer". Det var i ren uvidenhed at Ines derefter forlod værelset på første sal, svang rundt om gelænderet og bevægede sig ned af trappen. ,,Hvad sker der?" Spurgte hun og sendte et mindre forvirret smil til hendes mor som havde stået og ventet ved enden at trappen. ''Du har en gæst. Kom". Forvirringen blev kun større og selvom det lille ,,Hvem?'' lød relativt hurtigt efter moderens ord, fulgte Ines helt automatisk med. Som de nåede spisestuen tog Ines mor hurtigt nogle yderligere skridt og placerede sig foran den unge heks, hvilket gjorde det umuligt for Ines at skimte hvem hendes far stod og snakkede med bag de franske glasdøre. Dørene blev slået op og som Ines mor trådte til siden, blev Ines overrasket over at se Jiro stå i den anden ende af rummet. ''Se hvem der har valgt at deltage.'', lød det sukkersødt fra Ines mor, som ellers blev stående i døren. Lidt protesterende mærkede Ines sekunder efter en hånd i ryggen, som en tydelig kommando til at Ines både skulle sige noget men også træde længere ind i stuen. ,,Ji-ro…" Hun havde undgået ham så længe, og selvom Ines godt var klar over at det ikke kunne vare for evigt, så havde hun ikke været klar til dette. ,,..Hej.." Lidt forsigtigt lod hun den ene hånd glide op af den anden arm på sig selv. Heldigvis var spisestuen stor. ''Er der noget du kunne tænke dig, Jiro? Thé, kaffe, vand?" Det var stikordet til Ines far, da manden derefter gav et lille nik fra sig, hvorefter han beklagede sig grundet noget arbejde. Han forlod rummet og snart ville Ines mor følge trop, Ines kendte trods alt hendes forældre og vidste hvad de var ude på.

[Deleted]

Påklædning

---

Det var muligvis ikke den bedste måde Jiro havde håndteret tingene på. Siden han havde fået at vide at han var blevet trolovet, havde han gjort alt i sin magt for at undgå sin “udkårne.” Havde han set hende på gangen var han gået i den anden retning, havde de haft timer sammen havde han sat sig på så god afstand af hende muligt. Han havde ikke snakket til hende eller opsøgt hende. Han havde bare...holdt sig væk. Han havde ikke engang nævnt over for nogen at de på en eller anden mærelig måde vel var…..kærester nu? Det var simpelthen for surrealistisk. Hvordan kunne man være sammen med en man slet ikke kendte?! Han havde nu aldrig haft noget imod Ines, men der var da forskel på dét, og så skulle tilbringe resten af ens liv sammen.
Derfor havde det også været med stor (indvendig) protest, at han var gået med til at tage hjem og besøge hendes familie i påsken. Sommetider ville han ønske at han var bedre til at brokke sig højlydt.
Nu stod han så i stuen hos sine kommende svigerforældre og ventede på hans kommende forlovede skulle joine dem. Det varede da heller ikke længe før Ines dukkede op bag sin mor. Jiro slog blikket let ned. Han følte sig lidt som et børnehavebarn der blev tvunget til at sige undskyld til sin legekammerat efter at have slået til hende med en plastikskovl. ”Hej,” hilste han med lettere rank ryg. Han var opdraget til at udvise respekt og tale pænt. På skolen var han en spasmager, men ude fra skolen var han stik modsat.
”Et glas vand ville være dejligt.” Indrømmede han. Halsen føltes tør. Som de to ældre Cornetter forlod rummet, følte han en lille lettelse, men den var så minimal. ”Så..du bor..pænt...eller dine forældre gør..” Begyndte han komplet usikker på hvad han skulle sige.

[Ines Cornette]

Ines fulgte med ud af øjenkrogen som hendes mor fedtede for Jiro. Ines havde mest af alt lyst til at sige noget, protestere, men med hvilket formål? Hun pressede læberne let sammen som Jiro svarede på spørgsmålet for derefter sænkede hovedet og undgik det ikke helt utænkelige blik hun vidste at hun fik tilsendt af sin mor som hun passerede. Døren blev lukket og den akavede tavshed begyndte.
Med hånden hvilende på midten af armen, og blikket forsat sænket, vovede Ines til sidst at løfte hagen og slå blikket over på hendes såkaldte forlovede, hvilket passede omtrent med der hvor Jiro komplimenterede indretningen. Slanginden trak svagt på smilebåndet i ren høflighed. ,,Emh… tak", lød det stille fra hende. Nu var det hendes tur, men hvad skulle hun sige? ,,Vil du… måske sidde ned? Stolene er … bløde..?.." Ines gav sig selv et mentalt facepalm. Stolene er bløde? - hvor kom det overhovedet fra.

[Deleted]

Lige nu gjorde Jiro nok også alt for at undgå Ines blik. Dette her var bare så akavet og påtvunget. Alt i ham føltes bare så...malplaceret. Han vidste dog at han ikke havde noget valg. Dette her var hans fremtid hvadend han ønskede det eller ej.
Han sank en klump som han fulgte hendes mor med blikket til døren blev lukket i efter hende, og efterlod de to teenagere til den larmende stilhed.
Den akavede kommentar han valgte at komme med, blev sendt tilbage med en ligeså mærkværdig en af slagsen. Under mange andre omstændigheder ville Jiro nok være brudt ud i latter og lave sjov med hvor komplet uduelige de var til at føre en normal samtale, men igen, han var ikke på Hogwarts nu, det kunne han ikke tillade sig. I stedet tog han sig selv i at rette blikket mod møblementet. ”Oh. Ja tak.” Han satte sig og rokkede lidt frem og tilbage. ”Du har ret....de er...bløde..” Okay dette her var cringeworthy på så højt et plan at han næsten ikke kunne være i sig selv. Han sukkede dybt og vendte front imod hende for omsider at søge hendes blik. ”Du må altså undskylde, jeg er normalt ikke så….nedern...tror jeg...men dette her...det er ret...” Han ledte efter det rette ord, men kunne ikke helt finde det så fortsatte lidt i en anden retning, ”det var bare ikke lige helt det jeg havde planlagt. Intet ondt om dig, jeg er sikker på du er helt fantastisk.” Det var en chance han havde taget. Måske blev hun sur og sladrede til sine forældre, hvilket ville få ham i kæmpe problemer, men han blev simpelthen nødt til at lette sit hjerte.

[Ines Cornette]

Ines hadede sig selv lidt mere, som Jiro - sødt nok - gav hende ret i at stolene var komfortable. I fantasien havde hun efterhånden slået sig selv så mange gange i hovedet at hun havde lavet en kæmpe bule lige i midten af panden. Imellem tiden havde hun fulgt hans eksempel og slået sig ned på en af stolene hun havde rost, selvfølgelig i den anden ende af rummet, på den modsatte side af bordet - ikke at afstanden virkede til at hjælpe overhovedet. Der blev tavst igen mellem dem og lidt søgende slog Ines blikket ned i lårene og betragtede der det ternede mønster på kjolen. Hun ville så gerne sige noget, fjerne den akavede stemning, men det virkede umuligt.
Som fornemmelsen af, at hun følte at nogen stirrede på hende, slog hun atter de brune øjne op og blev lidt overrasket over at møde Jiros øjne som det første. Hun sank. Jiro åbnede munden. Ines bed sig i underlæben og skævede ganske kort væk som han forsatte, lige indtil der igen blev stille mellem dem.
Efter at have tygget på hans ord, slog hun blikket op på ham igen. ,,Du ved…" hun tøvede lidt, samtidigt som hun forsigtigt rejste sig fra stolen. ,,.. Lige siden efterårsferien, har jeg forsøgt at undgå dig", hun sendte ham et lille smil over den information, som hun forsigtigt (og modigt) bevægede sig stol for stol tættere hen mod hvor Jiro havde slået sig ned. ,, Jeg tror ikke at… det her… var noget nogen af os havde planlagt.." Forsigtigt trak Ines stolen ud som var overfor ham og satte sig derefter ned. Hvad ville hun frem til? ,,Jeg … emh.." hun skævede ned i lårene igen. Lidt forsigtigt begyndte en hånd af pille ved ved kjolens stof. ,, - normalt syntes jeg ikke at du er… at du er nederen.." Selvom de ikke snakkede sammen, gik de trods alt på samme årgang, og derved havde Ines set Jiro i flere situationer og de spasnumre ham og hans klikke udsatte skolen for. Efter hun fik samlet lidt mod igen slog hun atter øjnene op på ham.

[Deleted]

Den unge Hufflepuffer sukkede let og så igen rundt i rummet som den akavede stilhed spredte sig. Hun havde sat sig ret langt fra ham, ikke at det gjorde ham noget, det gav ham lidt et indtryk af at hun heller ikke var voldsomt begejstret for den situaiton deres forældre havde sat dem i.
Alligevel frygtede han virkelig inderligt at han havde sagt for meget, efter at have læsset sine tanker af. Måske var hun bare genert og var nu blevet fornærmet over hans ord. Åh hans forældre ville grille ham hvis de fandt ud af dette her.
Hun begyndte sit svar og rejste sig fra stolen. Var hun ved at stikke af? Nej vent. Hun kom tættere på. Han var næsten sikker på at hun måtte have set det lettede suk der skyllede ind over ham ved hendes ord. Et let forsigtigt smil søgte over hans læber, "måske jeg ville have bemærket det, hvis ikke jeg havde forsøgt at undgå dig." Svarede han opmuntret retur, og bed sig i underlæben.
Han fulgte hende tålmodigt med blikket som hun langsomt, men sikkert sneg sig tættere og tættere på ham, en stol af gangen. "Det er jeg glad for at du siger." Lettelsen stod tydeligt skrevet i hans ansigt. "Jeg skal nok blive bedre til at håndterer det, det er bare en...lidt stor mundfuld at sluge.." Blikket som havde været slået ned i mild skam over indrømmelsen, blev nu atter flyttet op på hende. "Jeg er ked af hvis jeg ikke helt lever op til dine forventinger." Han ville gerne at hun forstod, han ikke mente noget skidt om hende, men at situaitonen bare var virkelig svær for ham.

[Ines Cornette]

Læberne blev presset sammen i det lille smil der forsat var til at finde på de farvede læber. De begge havde altså forsøgt at undgå hinanden, og det havde de åbenbart også klaret temmelig godt, lige indtil nu, hvor Ines' forældre havde lugtet lunten om at hun stadigvæk ikke havde taget kontakt til hendes forlovede og derfor arrangeret dette møde. Snedigt!
Det blev ikke ligefrem nemmere af at komme tættere på Jiro, faktisk blev det hele en smule mere realistisk om deres kommende fremtid. Ines tænkte nok også på nuværende tidspunkt noget lignende som Jiro, som han tænkte om hende; hun mente intet ondt i hendes handlinger om at hun havde undgået ham i al den tid, og hun var også sikker på at han var helt igennem en fantastisk person - men det var heller ikke helt løgn at hun flere gange var blevet ramt af det klassiske: men tænk nu hvis han ikke var?
,,Jiro… Det er helt okay, helt ærligt.." Ines foldede hænderne i skødet og skævede ganske kort ned. Efter hun sank en lydløs klump løftede hun igen hagen og lod de brune øjne hvile på ham. Et mildt smil formede sig på læberne. ,,Jeg dømmer dig ikke.. Og jeg… -", hvordan skulle hun sige det? ,, - jeg tror at vi begge skal prøve at være så åbensindet omkring det her som muligt. Giver … giver det mening?"

[Deleted]

Måske var det faktisk ikke nogen helt dårlig ide dette her. Ikke at han nogensinde ville lade forældrene vide det, men pointen i rent faktisk at snakke med hende inden de mødtes ved alteret, var måske ikke helt skidt.
Selvom situationen var akavet, så var der alligevel også en mild lettelse i at vide, at hun havde det på samme måde, og ikke virkede snerpet omkring det.
Han satte sig lidt bedre til rette i stolen og nikkede let til hendes ord. ”Det tror jeg ud har ret i. Det vil vi nok i hvert fald begge få mest ud af.” Han smilede lidt forsigtigt til hende. ”Måske vi skulle starte på en frisk?” Spurgte han en smule forhåbningsfuldt og så på hende med sine mørke øjne.
I sit stille sind undrede han sig lidt over om den te overhovedet ville dukke op, eller om hendes forældre blot stod og lyttede ved døren som han selv havde gjort som lille, når der blev snakket om ting, der efter forældrenes mening, ikke vedkom ham. Tanken fik ham til at bide let i underlæben for ikke at grine. ”Så øhm….har du nogen planer efter Hogwarts?” Spurgte han ind. ”-altså udover det åbenlyse.” De skulle jo giftes at some point, så det hørte vel ind under fremtidsplaner. Han pillede let ved en neglerod imens han ventede hendes svar. Det var en elendig vane han havde fået tillagt sig.