Locked Away

[Luna Clary Daniels]

”Ja, Han er i fangekælderen. Og det er helt sikkert. Nu har jeg siddet hos ham i snart et år og… Det var kun første gang jeg kom lidt til skade. Det var også min egen skyld. Det er desuden blevet bedre efter at jeg er begyndt at brygge stormhateliksir til ham.” Forklarede hun roligt, som var det det mest simple i hele verden. Hun havde tydeligvis ingen problemer med det overhovedet. Hverken det eller sidde med en varulv gennem natten. Dog var det virkelig svært for hende at finde ro, hvor hun var nu. Hele hendes krop var urolig og så godt som det var muligt begyndte hun nu frustreret at gå frem og tilbage på den lille plads.
Hun så imod Owen igen. Hvorfor de skulle hade hinanden sådan vidste hun faktisk ikke, men lige nu var han bare ingen hjælp overhovedet. ”Jeg har givet mit ord, Owen. Jeg bryder et løftet. Et løfte som jeg ikke engang valgte at bryde efter I havde vækket det udyr i ham. Efter at I havde været så…” Hun tav og mindes den ubehagelige nedværdigende følelse om at blive slikket i ansigtet, som hun var blevet den dag. Hun så over på Owen, tydeligvis påvirket af sin minde. ”Hvad får jer overhovedet til at gøre sådan imod et andet menneske? Er jeg da virkelig så lidt værd bare pga mit blod?” spurgte hun roligt. Nok var det Jayson der havde slikket hende i ansigtet, men Owen havde holdt hende fast, så hun ikke kunne komme nogen vegne, og hun havde haft virkelig ondt i sine håndled efterfølgende.
Luna så bare dumt på OWen, som han snakkede om at gøre sig det behageligt. Det var bestemt ikke hvad hun havde lyst til lige nu. Hun var ked af det, vred på sig selv og generelt bare utilfreds med situationen. Hun endte dog med at synke ned på gulvet, som Owen fik pakket sin muffin ud og begyndte at spise af den. Selv så hun lidt tøvende på sin, som om hun overvejede om den kunne være giftig, men tog så et bid. Hun nikkede til at han gerne måtte stille et spørgsmål og som det lød, tænkte hun lidt over det. Hun ville ikke give ham noget, som senere kunne blive brugt imod hende, men samtidig kunne hun ligeså godt også være ærlig. ”Hvorfor Spencer? Hmm… Altså vi blev sat i gruppe sammen den dag i var så Venlige at komme og forstyrre. Som jeg sagde allerede den dag, så havde vi gang i en meget spændende diskussion. På daværende tidspunkt vidste jeg dog ikke hvor personlig den var for Spencer. Hmm… Så drillede I og jeg fik Jaysons ben til at danse før vi stak af. Derefter… mødte jeg ham ved et tilfælde i kælderen og han var ved at panikke fuldstændig fordi jeg var der og det var fuldmåne. Jeg kom tils kade med min arm og turde ikke rigtig gå tilbage til min sovesal, så jeg blev der hele natten. næste morgen sørgede Spence for at jeg kom op på sygefløjen og han gav mig noget af sin morgenmad. Jeg inviterede ham til en fest hvor Adorables Strangers skulle spille, men jeg vidste han ikke ville komme fordi han ikke er meget for den slags. Alligevel kom han, for at se mig. Men altså hvad der egentlig nok fik mig til at falde for ham… hmm… Jeg tror det er han ro, jeg ved godt det ikke giver mening og jeg er den eneste der ser det, men jo hans ro. Han er svær at læse og det virker til der altid er et lag mere. Du kan ikke kæmpe dig ind gennem lagene, og du kan ikke tvinge dig ind, men det er stadig enormt dragende. han ser verden med helt andre øjne og vil bare gerne være sig selv. Alle andre har så travlt med at være vellidte og sige og gøre det rigtige. Spencer er bare rolig.” Forsøgte hun at forklare sig uden at vide om det virkede og gav mening.

[Owen Rei Chang]

Owen gloede på hende i nogle lange sekunder, som troede han ikke helt sine egne øre. ”Så du fortæller mig at du sidder dernede hver måned?” Spurgte han med hævede bryn, ”der er jo sindsygt! Og du kom til skade? Hvordan?” Et bekymret skær fandt vej til de brune øjne, ”du blev vel ikke bidt?” Han anede ikke hvor længe månen skulle være på himlen for at forvandlingen satte i gang, men han skulle satme ikke fanges med en varulv i et depotrum under en fuldmåne.
Han så på hende og rystede let på hoevdet, ”du er sgu ikke rigtig klog Daniels.” Dog kendte Owen en ting eller to til loyalitet. Han blev jo også hængende ved Jayson. ”Dit blod?” Han skød brynene i vejret, ”det har ikke en skid med dig og dit blod at gøre, du hjalp ham, ergo, satte du dig selv på radaen.” Svarede han blot med et simpelt skuldertræk og pillede et stykke af sin muffin som han spiste.
Owen lyttede imens han spiste videre af sin muffin. Det gav på en eller anden sær måde mening. For ham bestød han ry alt. Lige efter Quidditch naturligvis, uden de to ting, var han intet. Eller det følte han i hvert fald ikke. ”Det må da være anstrengende at skulle kæmpe sig vej ind?” Halvvejs spurget han halvvejs konstaterede han. Han havde det lidt på samme måde med Jayson. Skønt de havde været bedste venner siden de var små, så følte Owen nok aldrig at han nåede helt ind til Jaysons sande kerne. ”Anyway, hvis I har så nært et forhold, så tænker jeg godt at han forstår du misser én forvandling. Jeg tror ærlig talt mest problemet bor i dig selv.” Han tog en ny bid. Dette var faktisk ikke sagt for at lyde hård eller arrogangt, og det kunne også godt fornemmes på ham.

[Luna Clary Daniels]

Hun hævede provokerende sine øjenbryn og så på ham som om han virkede dum. "Er det meget svært at forstå? Jeg går derned om aftenen, vi snakker indtil forvandlingen sker, derefter sætter jeg mig og læser i min bog, indtil jeg er for træt og så lægger jeg mig til at sove. Næste morgen lister jeg op på sovesalen igen. Fattet?" Hun så på ham indtil hun fik tegn på at han havde hørt hende, derefter fortsatte hun. "Det er ikke sindsygt. Ville du måske være alene, hvis du gang på gang gennemgik dit værste smertehelved og din største frygt? Det var første gang jeg var der, inden jeg vidste hvad han var. Jeg blev så forskrækket, at jeg tabte min tryllestav, da jeg... jeg så hans øjne blive gule. Jeg bukkede mig selvfølgelig for at samle staven op, men i mellemtiden, havde han forvandlet sig helt og hans klør ramte mig over skulderen." Hun tøvede lidt, men trak så op i sit ærme, så man kunne se de 4 røde striber, der udgjorde et ar til evigt minde. Luna selv havde lært at sætte pris på det, fordi det var tegnet på et forhold dybere end hun nogensinde havde haft, men hun havde lidt en ide om at Spencer så anderledes på det fx. "Så nej, jeg blev ikke bidt." Hun trak lidt på smilebåndet over hans konklusion, det var bestemt ikke første gang hun hørte den sætning og var helt sikker på, at det heller ikke ville blive sidste gang. "Men hvem er også rigtig klog? Dig? Jayson "JJ" Jacobo? Du kan mene om mig, hvad du vil, jeg er ligeglad, i det mindste er jeg tro mod mig selv og når dagen er slut ved jeg at jeg har gjort mit bedste for at være tilfreds med mig selv." om der lå en skjult hentydning i det hun sagde var ikke til at vide, men uanset så hun hvert fald på ham med et blik, der nok rummede en del hemmeligheder. 
Hun grinede kort da han forklarede at drillerierne ikke havde noget med hende at gøre, at det blot var fordi fordi hun snakkede med Spencer. "Så hvad, I valgte at få efter den person der bedst kunne slå jer i jorden? Eller hvorfor lige Spencer? Hvorfor fanden overhovedet gøre livet sur for andre? Okay ja Jayson forstår jeg, han er sørgelig i sig selv, men du? Hvorfor??" Spørgsmålet blev mere oprigtig som hun fik snakket færdig. Hvad fik en person som Owen til at gå efter andre på den måde? Han virkede da til at have en masse gode ting. Han var anføre på quidditchholdet, og der var da mange piger der sukkede efter ham, hvis det var det. Så hvorfor? "Som sagt kæmpede jeg ikke min vej ind, jeg fandt den i hans tempo. Gode ting opnås når man gør en indsats og er tålmodig. Hvis man bare tager det første der kommer til en, hvordan ved man så at det er det rigtige? Det er måske sådan du og Jayson fandt sammen? Var han den første du fik øje på på perronen?" Hun var faktisk lidt nysgerrig for hvordan de to havde fundet sammen i sin tid, de virkede til altid at have hængt sammen, men egentlig virkede de slet ikke ens. Vreden steg dog op i hende igen, som Owen prøvede at lege klog. "og du tænker ikke at han måske er en smule nervøs, eftersom han ved, at der findes idioter på den her skole der overfalder folk, om enten der så er udenfor, fordi man nægter at sige det de ønsker at høre, eller om det er på toilettet, når ingen ellers kigger?" Det var ikke meningen at hun som sådan ville være sur på Owen, men alligevel var der dele af spørgsmålene hun gerne ville have svar på. ting hun længe havde undret sig over. "Det er utroligt, at I ikke bliver smidt ud begge to!" 

[Owen Rei Chang]

Komplet uanfægtet af hendes provokerende attitude, fnøs han blot og rystede på hovedet, som var hun binde gal. "Ja, det er sgu ærlig talt lidt svært at forstå." Erkendte han med en let hovedrysten. "Det er jo fuldkommen idioti. Og det giver professorerne dig lov til?" En tanke slog ham og øjnene blev knebet let sammen, "-medmindre..." de brune øjne gled op og ned af hende, før han fortsatte, "-medmindre de selvfølgelig ikke ved du er der." Det kunne da i hvert flad med lethed få hende i fedtefadet. Det var altid godt at have en lille klemme på folk.
Hendes spørgsmål fik ham til at sende hende et smule arrogant blik, "næh, men det er sguda ikke dit problem." Aldrig om han ville sætte sin egen sikkerhed på spil på den måde. Ikke for nogen som helst.
Aret blev betragtet med en blanding af ærefrygt og afsky. Igen blev blikket fulgt af en let hovedrysten. "Og du er slet ikke bange for at blive bidt eller hvad?" Owen brød sig i hvet fald ikke om tanken ved at skulle have to varulve på skolen, én var allerede for mange, hvis han skulle være ærlig.
Han tog den sidste bid af sin muffin og samlede krummerne fra papiret for også lige at spise dem. Herefter blev papiret rullet sammen i en kugle mellem hans hænder. Igen et fnys, "og du mener ikke at jeg er tro mod mig selv eller?" Igen blev et bryn skudt i vejret og han hvilede hovedet imod væggen bag sig. Underarmene hvilede imod hans knæ og papirkuglen blev stadigvæk trillet imellem hans hænder.
Owen rettede sig en anelse op og rømmede sig, "for det første anede vi ikke han var varulv da vi startede med at være efter ham," irettesatte han hende, "for det andet, så fordi han bare er en freak. Altid alene, moody og grumpy, han render altid rundt med det der skide irriterende blik som om han er så pisse klog." Svarede Owen med et skuldertræk.
Hendes ord omkring Jayson, fik ham dog til at sende hende et hårdt blik, "du ved ingenting om Jayson, Daniels, så luk." Svarede han faretruende. Owen var loyal imod sin ven, selvom han godt kunne køre af sporet sommetider, men alle havde vel deres baggrund og deres dæmoner at slås med.
"Jeg siger bare at du hidser en stemning op uden grund." Konkluderede han en kende ligegyldigt og kastede den lille papirkugle op i luften for så at gribe den igen. "Tja, vi er vel bare heldige, desuden ville vi aldrig blive smidt ud uden at din lille kæreste røg med i faldet." Det var ikke sagt provokerende, mere as a matter of fact. Owen kendte Jaysons far, og vidste at han aldrig ville tillade andet og ikke ville hæmme før "retfærdigheden" havde sejret.

[Luna Clary Daniels]

Det var utrolig med Owen, somme tider kunne han være sød nok, men så snart han blev det, så vendte han som på et sølvfad og blev pisse irriterende igen. Hvorfor kunne han ikke bare forblive sådan? Men nej selvfølgelig skulle han straks provokere igen. Hun rystede derfor også bare på hovedet af ham. "Kald det hvad du vil, jeg er ligeglad, du forstår det vel nok en dag, hvor du oplever hvad kærlighed er." konkluderede hun måske en anelse fejt, men hun havde generelt ikke meget til overs for Owen eller Jayson, og måske var der en del af hende, som var en anelse bange for hvad han kunne finde på og som stadig lidt ønskede hævn over hvad de havde gjort ved hende. Hun kunne dog tilfreds smile, da han nævnte om det var noget professorerne kendte til. "Bare rolig Owen, det er skam aftalt med en lærer. Samme lærer, som hver måned tjekker op på om min stormhateliksir er blevet brygget korrekt." Der var noget tilfredsstillende i at kunne tvære det ud i hovedet på ham uden at have noget at skjule. Der var professorer der vidste hvad hun lavede, selv rektor vidste det, så kan kunne bare sladre, hvad ville han få ud af det? "Og for lige at få det på det rene, så nej, jeg er ikke bange for Spencer." Hun undlod delen med at hun var virkelig bange for de gule øjne og at hun på ingen måde ønskede at se dem igen, men det var ikke ligefrem et godt kort at spille. "Jeg mener du skjuler dig bag Jayson ja, bag dit navn. Det er sjældent jeg ser dig gøre noget uden Jayson, så ja jeg spekulere nok bare på hvem Owen egentlig er, for alt jeg ser er Jaysons lakaj. Beklager, men det er desværre sådan jeg har det." Hun lod ordene hænge i luften lidt, mens hun spiste af sin muffin, den var faktisk virkelig lækker og hun fik hurtigt spist nogle flere bider indtil han igen snakkede. "Spencer er overhovedet ikke en freak. Bare fordi han holder sig lidt for sig selv. I simpelthen latterlige hvis det er grunden. Så det måske også jer der starter nogen af alle de fjollede rygter om ham?" Hun spiste det sidste af sin muffin, mens hun så afmålene på ham, før hun så afgav et kort fnys. "Ved du hvad jeg tror? Jeg tror I er bange for ham. I er bange for at han lige pludselig gør jer noget." Blikket i hendes øjne ændrede sig dog drastisk, som Owen tog Jayson i forsvar "Absolut ikke. Han... han... Argh ik noget bare glem det! Han er led og modbydelig. Hvad ser du egentlig i ham? Og du får ikke lov at krybe udenom. Jeg fortalte om Spencer, så nu kan du hoste op."

[Owen Rei Chang]

Hendes kommentar fik ham næsten til at grine. ”Klart nok Daniles, og den dag ved man det bare og man vil gøre alt for hende, og alt det der shit.” Tænderne blev blottet i et let grin, der tydeligt indikerede at han ikke troede på den slags. Eller jo selvfølgelig troede han på kærlighed, men det der pis med at “gå gennem ild og vand” for hiandnen, det var sgu lidt for old school til ham.
Owen rystede blot på hoevdet af hende, ”det er jo latterligt.” Hvilken professor ville være så dum? En der havde med eliksirer at gøre tydeligvis, professor Knight var stået af, kunne det måske være hende?
Han kunne godt mærke at han blev irriteret over Lunas ord. ”Jeg er fandme ikke nogens lakaj.” Kommenterede han med et hårdt blik rettet imod hende, ”Jayson er min ven, og jeg støtter op om ham, som du støtter op om din ulvekæreste.” Svarede han så og klemte papirkuglen hådt mellem fingrene.
Den frie hånd blev ført gennem det ravnsorte hår og han lod blikket hvile på hende, selvkontrollen og det let arrogante udtryk var tilbage, skønt han ikke havde det onskabsfulde glimt i øjet, som han sommetider blev set med. ”Jeg aner ikke hvad du snakker om.” Sagde han blot meget udskyldsren. Ham og Jayson kunne ikke tage æren for alle rygterne, men måske et par af dem.
Hendes ord fik ham til at tippe hovedet på skrå. ”Jeg skylder dig ikke noget som helst. Du bekræftede bare noget jeg jo allerede vidste.” Konkluderede han så og rettede sig lidt op. Okay, han var ikke klar over at hun var hunde-sitter en gang om måneden, men udover det. ”JJ og jeg har været venner siden vi var små. Det opbygger loyalitet.” Kommenterede han så.

[Luna Clary Daniels]

Luna stirrede strengt på ham. Han fik det til at lyde helt forkert og slet ikke som hun havde ment det. ”Nu er du bare dum at høre på. Det var slet ikke sådan jeg mente det, og det burde du også vide!” det generede hende ret meget at han fik hende til at lyde sådan. Men okay skulle sandheden frem var hun nok generelt lidt pirrelig lige nu og særligt over for en som Owen.
Luna ignorerede delen med at lærerne kendte til hendes nattevisit hos Moon, som hun i sin tid havde døbt varulven. Sandheden lå nok ikke helt til hendes fordel.
I stedet gik hun ind i samtalen om ham og Jayson. ”okay så. Ven. Hvordan bliver man venner med en som Jayson? Jeg mener det, hvad er det du ikke ser som jeg ser ved ham?” hun var alligevel blevet lidt nysgerrig nu. Måske hun kunne lærer at forstå dem bedre.

[Owen Rei Chang]

Owen fnøs igen, ”ja klart, jeg er den dumme.” Sagde han blot med et smil og længede hovedet tilbage imod væggen bag sig. Han lukkede kort øjnene, men uden at stoppe med at lege med papirkuglen.
Stilheden spredte sig lidt før hun kom ind på den del med Jayson. De brune øjne gled atter op og han så på hende med et løftet bryn. ”Honestly, kan du ikke være ligeglad?” Spurgte han ind. Men sukkede så dybt, ”Han har haft min ryg i mange situationer.” Svarede han blot. ”Vores forældre er venner, så vi kender hinanden derigennem.” Han var tydeligvis ikke helt tilpas ved at skulle sidde og snakke om det, så i stedet skiftede han atter emne. ”Okay, så du og ulvedrengen er sammen, og du “kæmpede dig ind” i hans tempo.” Slog han fast, ”har I knaldet? Eller er I stadigvæk på hold-i-hånd-basis?” Han smilede smørret. Owen lod sig ikke rigtigt påvirke af den form for sprogbrug, og søgte nok lidt at frastøde hende en smule, bare for sjov.

[Luna Clary Daniels]

Luna så over på Owen og sukkede. Det var utroligt hvilket underligt fjendskab, der lå imellem dem, og i bund og grund blot fordi de var loyale over for hver deres person. Mon de på nogen måde ville kunne ende i et fælles forstående? "Owen, hold nu op. Det var ikke sådan jeg mente. Jeg siger bare du dum at høre på, når du kommer med den slags udsagn." Hun spiste det sidste af sin muffin og krøllede papiret sammen, men holdt det stadig i hånden. Hun ville ikke svine og der så ikke lige ud til at være en skraldespand. 
Hun trak så lidt på skuldrene, som han spurgte om ikke hun kunne være ligeglad. "Tjo, det kunne jeg jo nok, men nu sidder vi jo her alligevel og snakker." Hendes stemme var mere rolig nu, mere imødekommende. Hun lyttede som han så alligevel fortalte lidt. Så deres venskab bundede altså dybt. Det gav vel god mening så. Hans næste spørgsmål fik hende til at slå øjnene op. Det var ikke lige en ting hun havde tænkt sig at drøfte med ham. "Hvorfor? Ville du blive jaloux hvis vi havde?"

[Owen Rei Chang]

Han øjnede hende fra sin plads og rystede blot på hovedet af hende. Hun kunne simpelthen være for meget sommetider. Dog kunne en del af ham ikke helt lade være med at beundre hendes mod. At stå op for det man troede på, krævede alligevel is i maven, trods alt, og det havde hun vist ved flere lejligheder.
Han trippede let med den ene fod. Han var ikke helt tilpas med at snakke om Jayson. Som frygtede han at han kunne lytte med, eller endnu være, at han kom til at sige noget der kunne blive brugt senere hen. JJ havde trods alt også nogle kort i hånden, der kunne koste Owen sin fremtid.
Han tiltede hovedet let på skrå, ”er du flov over det siden du ikke svarer? Det er bare samleje Daniels.” Konkluderede han med et listigt smil. ”Og nej, jeg er ikke jaloux. Hvorfor i alverden skulle jeg være det?” Sendte an spørgsmålet retur, ”men det ville du måske gerne have at jeg var?” Han hævede sine bryn, med en provokerende mine.

[Luna Clary Daniels]

Luna fnyste let men trak så på skuldrene. ”Nej, jeg er bestemt ikke flov over det, jeg tænkte bare ikke ligefrem det var noget jeg havde lyst til at dele med dig. Ligesom du ikke vil snakke om Jayson. Men du er måske flov over ham?” hun prikkede lidt til ham med sine ord, uden helt at vide hvorfor. Men fyren her havde flere gange været led overfor hende, så hun stolede bestemt ikke på ham.
Selvom hun yndede at se noget godt i andre var den chance efterhånden spildt for Owen. Det var ærgerligt, men Luna havde bare mødt ham nok i negative stunder.
Anden del af hans spørgsmål fik hende til at rynke brynene ”Der må jeg alligevel skuffe dig. Jeg har intet i mig der ønsker du var jaloux. Jeg elsker Spencer, og længere er den egentlig ikke.”

[Owen Rei Chang]

Han fnøs let og rystede på hovedet, dog med et underholdt smil på læben. ”Du har ret. Der er jo ikke fordi alle teeangere gør det eller noget.” Drillede han hende i en let tone. Spørgsmålet om Jayson fik Owen til at trække en smule på skuldrene. ”Sommetider, men nu er han jo ikke min kæreste, så det behøver jeg heldigvis ikke stå til regnskab for.” Svarede han og sendte hende et sigende blik.
”Åh hvor er du dog hellig at høre på,” lo han. ”For det første, så var det dig selv der startede, og for det andet så er man da ikke utro bare fordi man måske tænker på andre.” Kommenterede han og lænede sig en smule frem. ”Se mig ind i øjnene og fortæl mig at du aldrig nogensinde har så meget som overvejet, eller bare haft bare en lille smule lyst til at prøve at kysse en anden en Wolfieboy. Bare for at mærke hvordan det ville føles.” De brune øjne hvilede i hendes i nogle lange sekunder.
I det samme lød et mindre klik fra døren. Owen rettede blikket imod den og fløj så op fra sin plads. Han tog i håndtaget og døren gik ubesværet op. Undrende stak han hovedet ud på gangen, hvor han nåede at se et af husspøgelserne smyge sig rundt om hjørnet. Han vendte sig imod Luna med et selvtilfredst smil.
”Der kan man bare se, lidt heldige har vi åbenbart lov til at være.” Kommenterede han, lettet over han ikke behøvede at bruge mere tid herinde. Han strakte sig en enkelt gang. ”Vi ses jo nok omkring.” Efter et sidste blik forlod han skabet og spankulerede ned af gangen mod opholdsstuen.

// out