Spring Time

[Deleted]

Tid; Sidst i Marts 
Vejr; Høj sol - Varmt 
Tråden er til Rosaleen McGillicutty


Tiden på skolen var så småt begyndt at rinde ud. Det var en trist tanke som havde plaget Ethans tanker de sidste mange dage. Det var dog ikke det eneste som plagede ham. Efter snakken med Rosaleen ved Quidditchbanen, var der gået noget tid hvor de slet ikke havde snakket sammen. Ethan var både vred og irriteret på sig selv, for han ville ikke såre Rosaleen på nogen måder, og det havde han desværre gjort nu. Pigen som han var forelsket i havde gjort det klart at hun ikke var interesseret i at starte et forhold op når der var så lidt tilbage, og det kunne Ethan kun respektere, selvom det ikke var rart at få knust sit hjerte på den måde.

Ethan havde for engangs skyld valgt at sidde og lave sine lektier ude i gården i sin tanktop så han i det mindste kunne få lidt sol på kroppen mens den faktisk var fremme. Det var rart at sidde der og nyde solens varme stråler. Denne vinter havde virkelig været lang, og Ethan var langt fra den eneste elev der havde fået den idé. Den store græseng var fyldt med elever som lå på tæpper og lavede lektier. Det var et helt underligt syn. "Forbandet pis!" vrissede Ethan for sig selv og bladrede frustreret i sin bog før han kørte en hånd opgivende gennem håret.

Ethan hadede Magiens Historie, det var hans store akilleshæl, ligemeget hvor meget han prøvede at studere faget, så hang det bare ikke ved. Han lagde sig om på ryggen og nød solen i et kort øjeblik som fik ham til at drifte lidt væk i sin egen lille verden. En drømmeverden hvor der ingen stress var, hvor der ingen strenge krav var, og ikke mindst hvor Rosaleen ikke var blevet såret som hun var blevet. Ethan bed sig kort i læben. Han havde lidt på fornemmelse at det aldrig vil blive det samme igen, selvom han virkelig prøvede. Han måtte vel bare give Rosaleen den tid hun havde behov for. At presse hende lige nu ville nok ikke hjælpe nogen. Ethan fik dog lavet en konstruktiv mens han lå der på tæppet. Han fik taget en beslutning. En beslutning om at ligge bogen væk og nyde solen bare lidt mere.

[Rosaleen McGillicutty]

Det var begyndt og være godt vejr, lige til og nyde. Hun havde ellers startet med og være på biblioteket alene, men det var simpelthen så fristende med solen legende i glasset, at hun måtte ud og mærke varmen, lyset, glæden. Hun havde været ret deprimeret de seneste uger, hun vidste egentligt godt det var pga. det med Ethan, men alligevel benægtede hun det og skyldte skylden på lektierne, stressen omkring dem. Hun havde siddet på biblioteket nærmest fra de fik fri til hun gik i seng hver aften næsten ude og spise, det lignede hun lavede meget, men i virkeligheden var hun blevet vildt sløv fordi alle tankerne om det med Ethan fyldte så meget, meget mere end det burde.

Som hun fik samlet sig sammen på biblioteket og kom ned ved græsengen blev hun først overrasket over hvor mange mennesker der egentligt var, det var lige før det trak i hende til og gå tilbage til biblioteket hvor der var tomt, men hun hankede alligevel op i sig selv og gik over mod et af de steder hvor der så ud til og være de mere ældre elever, for og sætte sig. Hun var stadig i skoleuniform og med en bog under armen.

Da hun kom over til stedet lagde hun sin kappe på jorden og satte sig på din for og læse, ubevidst om, at hun havde sat sig lige ved siden af Ethan.

[Deleted]

Selvom der var mange mennesker så havde folket i det mindste en smule respekt. Der var ro og orden, nok ro til at man faktisk kunne koncentrere sig om sine lektier, dog var det ikke det som eleverne brugte mest tid på. Der kunne ses en del elever der jagtede hinanden rundt i forårets varme, der var elever som havde fundet ny kærlighed, en smule kliché. Blomsterne sprang ud. Træerne sprang ud, og det gjorde kærligheden bestemt også blandt eleverne på Hogwarts. Det var super ambivalent for Ethan. Et eller andet sted vil man jo gerne være i den situation som de var. At være speciel. At føle sig elsket....

Han rystede kort på hovedet da han blev opmærksom på hvor hans tanker var på vej hen. De var en smule mørke og dystre. Det var der bestemt ikke tid til på denne dag! Til hans store overraskelse så han at Rosaleen havde sat sig lige ved siden af uden at sige så meget som et enkelt ord. Det gjorde ondt på Ethan. Var hun virkelig blevet så såret over deres sidste møde på Quidditch banen? Eller var hun måske sur? Det drænede Ethan for energi at tænke over, men på den anden side måske ønskede hun slet ikke at snakke sammen lige nu?

Han bed sig kort i læben og satte sig op så han kunne se en smule seriøs ud. Han prikkede kort Rosaleen på skulderen og kiggede forfjamsket rundt. Hvorfor var han pludselig så genert omkring hende? Hvorfor var det hele så kompliceret lige når hun dukkede op? Hvorfor... hamrede hjertet en ekstra gang i hendes nærvær?

"Rosa..." han prøvede at lyde sikker og fast i sin stemme, men det lykkedes ham overhovedet ikke. "Jeg er ked af at have såret dig.." han bed sig endnu engang i læben. Spørgsmålet var om Rosaleen overhovedet ville stå ved det hun sagde nu? Måske var hun kommet videre? Måske gad hun slet ikke at høre på de konstante dårlige undskyldninger. Ethans ubeslutsomhed var tydelig, det var virkelig blevet til en dårlig vane at han var så usikker i sine valg.

"Jeg... Jeg... er bange for at miste dig... Og jeg forstår godt hvis jeg allerede har mistet dig, jeg vil ønske jeg kunne trække det hele tilbage og bare ja.... være Ethan for dig igen... Jeg savner dig Rosa.." hans ansigt havde skiftet farve til en lettere rosa. Det var ikke let at snakke om, og de unge Gryffindor elever der sad bag dem gjorde det bestemt heller ikke nemmere med deres udbrud omkring hvor sødt det var, og hvor romantisk det var. Ethan var ikke særlig romantisk af natur, så det var faktisk en stor overraskelse for ham at det var præcis de ting han fik af vide fra nogle fremmede. Han kiggede kort på dem med et skævt smil. Han fik dem til at gå en smule væk så de kunne få lidt fred.

"Som jeg sagde Rosa før jeg blev afbrudt... Jeg er virkelig ked af hvis jeg har startet nogle følelser i dig som jeg ikke kan... " han sukkede og kiggede kort til siden. Hans blik blev mødt af en anden elev, fra Slytherin som sad og kyssede med sin kæreste. Hun smilede venligt og nikkede til ham. Det gav ham en smule styrke til at faktisk tag sig sammen. "De følelser jeg ikke vil gengælde" sagde han med en skuffet tone, mens han kiggede ned på sin hånd der hvilede på tæppet. Var alting ødelagt? Kunne det overhovedet reddes? Var det bare tidsspild?

[Rosaleen McGillicutty]

Rosaleen havde sat sig i skrædderstilling og åbnet bogen, da hun blev prikket på skulderen. Det gav et sæt i hende, så hun nærmest hoppede et par centimeter op, før hun kiggede til siden og til sin overraskelse så... ham. Ethan. Hvor var det bare slet ikke det hun havde brug for lige nu. Ville han sige han slet ikke ville have noget med hende og gøre? Ville han bede hende om og finde en kæreste for og vide at hun ikke ville blive ved med og holde af ham på den måde hun ikke rigtigt kunne undgå? Hvad var det egentligt han ville sige nu? Tårerne begyndte og presse på og hun gjorde alt for og holde dem tilbage, mens de onde og forfærdelige tanker fyldte hendes hoved, alle skrækscenarierne som ingen ville ønske.

Som Ethan begyndte og snakke blev det hele en kæmpe indre byld der gerne ville lege i hendes hals, hun kunne bare mærke hvordan det hele lukkede sig til. Hun lyttede til det hele og det var jo pisse sødt at han gerne ville undskylde, gerne ville vise respekten for hende og alt det der, men det var rigtig svært det her, for det var jo ikke hans skyld og han kunne jo ikke ændre på hendes følelsesstrømme, han kunne ikke gøre noget for og ændre noget som helst.

De små løver der lød i baggrunden vækkede en vrede inden i hende, så hun knugede sin bog og næsten overvejede og kaste den i hovedet på en af dem, hvis ikke Ethan selv havde stoppet dem var det nok også sket, i stedet for endte hun med og måtte høre endnu mere, hvilket prikkede en sidste og endegyldig gang til hendes tårekanaler. Tårerne vrimlede ud i stive stakke, hun kunne slet ikke holde det tilbage mere, ordene om det han ikke kunne gengælde var ord hun godt vidste, men som hun ikke kunne gøre noget ved og det var nok det der i sidste ende gjorde hun blev påvirket på den måde hun gjorde.



Det tog noget tid for hende og stoppe gråden bare en lille smule. "For fanden Ethan!" Udbrød hun lettere grådkvalt og kiggede på ham gennem de stadig pressede øjne. "Det er jo ikke fordi jeg bebrejder dig på nogen måde, men hvad fanden vil du have jeg skal gøre?" I det øjeblik glemte hun fuldstændig der var mange mennesker omkring dem, som hun rejste sig op og smed hendes bog hårdt i jorden. "Jeg holder af dig og det kan JEG ikke gøre noget ved, men det kan DU heller IKKE!" Hun nærmest råbte, hun kunne ikke styre det, hun var ked af det og tænkte på ingen måde over hvordan følelserne styrrede hende i den tid det her øjeblik tog. "Hvis jeg kunne stoppe det, blot føle dig som broren med anden DNA, tror du så ikke jeg gjorde det? Tror du ikke jeg ville tvinge mig selv til og holde af en anden som jeg holder af dig, så jeg faktisk kunne finde kærlighed frem for ren samleje? Jeg ved sgu da godt alle ser mig som en slut, men den eneste jeg RIGTIGT elsker er sgu da dig!" Tårerne væltede igen og mange blikke var begyndt og kigge på dem, men den eneste hun så på var Ethan. Hun var ikke klar over hvor højt hun rent faktisk snakkede og hun var ikke klar over hvad det her kunne betyde på skolen, hun fortsatte blot grådkvalt. "Du er det sidste jeg har lyst til og tænke på når jeg går i seng, men ved du hvad? Det er dig jeg tænker på HVER nat." Hun faldt sammen som et lille bæltedyr og begyndte og tude ned i sin kappe.

[Deleted]

Da Ethan tog hul på denne byld, havde han slet ikke regnet med at der ville komme så meget ud, han havde slet ikke regnet med at de ting han havde sagt og gjort havde såret hende så meget. Og det skar ham dybt i hjertet. Rosaleen var en af de vigtigste, hvis ikke den vigtigste person i hans liv, og han ville bestemt ikke miste hende over dette. Det hele virkede bare så kaotisk og som om at der ingen løsning var på problemet. Det trak nærmest i hans hjerte som hun fortalte hvordan hun i virkeligheden havde det. Ethan kunne jo nikke genkendende til meget af det. Han var bare så ubeskrivelig bange for at såre hende endnu mere end hvad han allerede han gjort. Det var en lose/lose situation.

Han skammede sig gevaldigt og kunne ikke kigge Rosaleen i øjnene da hun begyndte at råbe. Han var et eller andet sted ligeglad med at alle de andre elever i nærheden kiggede. Det var jo ikke alle der kunne leve et idyilisk og perfekt liv. Ethan betragtede kort sine hænder før han søgte Rosaleens blik. Et blik han nok aldrig vil glemme. Det var en pige som var knust, en pige hvis hjerte var blevet smadret fuldstændig, og der var kun en at give skylden. "Jeg... Jeg er så ked af det Rosa.." svarede han nærmest opgivende til hende.

Mange vil nok mene at han bare burde mande sig op i denne situation og vise Rosaleen at han virkelig holdte af hende, men det ville også bare sende et forkert signal. Kunne han overhovedet tillade sig at snakke til hende? Det føltes så forkert det hele.. "Jeg er så ked af at det er blevet sådan her... Det var ikke planen" Det virkede mest af alt som om ulykker kom i par, der havde ikke været andet end uheld og dårligdomme på det seneste. Det slog dog ikke Ethan ud af kurs, han var alt for fokuseret på sin fremtid til at overhovedet bekymre sig omkring de små detaljer.

"Jeg ved ikke hvordan jeg kan gøre det godt.." hviskede han nærmest mens hans blik igen søgte ned mod jorden. Han følte sig så lille og skamfuld. Der var virkelig ingenting at være stolt over i Ethans sko lige nu.

[Rosaleen McGillicutty]

Det var helt uvirkeligt det her og tårestrømmen kunne på ingen måde stoppe, hun krummede sig bare sammen oven på sin jakke på jorden, mens hun rystede tudende på hovedet. Hvad skulle han overhovedet kunne gøre? Det var ikke hans skyld, det var ikke hendes skyld, det var auraen omkring dem, det var følelsesspillet. Det eneste der kunne gøre det her værre var hvis han om lidt fortalte hende at han kom sammen med en af hendes tætteste venner... det skulle lige passe han havde erklæret sin kærlighed til Zoe eller sådan noget, selvom Rosaleen godt vidste Zoe nok ikke ville være dér, så strejfede tanken hende alligevel.

Tankerne var mange og lige nu kunne hun ikke finde hoved og hale i noget, hun måtte kæmpe sig op i en siddende stilling for og kunne kigge ham ind i øjnene. "Hvis... hvis jeg *snøft* kendte *snøft* svaret havde *snøft* jeg givet dig det." Det hele kom grådkvalt ud, men hun ville jo selv ønske det hele var godt, at han bare kunne kramme hende og så var alt godt, men hvis tingene virkede sådan ville alle jo bare gå og kramme hinanden og få problemerne ud af verden, så let var det bare ikke.

[Deleted]

Hvad havde Ethan dog gjort? Ethan havde aldrig set Rosaleen være så oprevet som hun var nu. Det fik Ethans hjerte til at ham afsted, hun måtte virkelig ikke være ked af det. Han sukkede kort før han rykkede sig hen ved siden af hende og lagde sine arm om hende mens han trak hende ind i sin favn.
"Det er min skyld Rosa.." hviskede han i ørene på hende han gemte kort sit ansigt i hendes hår. Det duftede så godt. Og det gjorde også at han kunne skjule den tåre der kom ud af hans øje. Det gjorde ondt. Det gjorde ondt af han havde gjort det her mod Rosaleen. Han havde gjort præcis det som han var bange for. Han havde såret hende. Ødelagt deres venskab. Ødelagt alting.

At sidde der i det gode vejr og bare holde om Rosaleen hjalp lidt på det hele. Hun måtte græde hele sin sjæl ud hvis det var det hun havde behov for, ja hun måtte endda også banke løs hvis det var det. Lige nu var det Ethans skyld at hun var så ked af det, så man kunne ikke forvente andet af ham som den gentleman han nu var.

Han nussede hendes arm forsigtigt mens han prøvede at berolige hende. "Jeg er ked af at jeg har stillet dig i den her situation Rosa. Du betyder så meget for mig, og det knuser mig at se dig så oprevet som du er lige nu... Det var aldrig min mening.. Jeg elsker dig" hviskede han forsigtigt mens han stadig prøvede at trøste hende. Selvom det nok ikke kunne hele hendes hjerte lige nu og her, så kunne det i det mindste give hende et lille pusterum hvor hun kunne få lov til at få styr på sine følelser.

"Hvis jeg ikke var så skide ubeslutsom og bange, så var vi ikke havnet i denne situation.." det var sådan Ethan følte det. Han vidste også at hvis hans forældre fandt ud af at han havde gjort Rosaleen så ked af det, så ville der falde røde ører af til ham. Han kyssede hende forsigtigt på toppen af hovedet og hvilede derefter sin kind mod toppen af hendes hår. "Du må aldrig tro du er ubetydelig. Du betyder alt.. Og jeg er så bange for at ødelægge dig... hvilket jeg nok allerede har gjort ..."

[Rosaleen McGillicutty]

At mærke hans krop, hans brystkasse ved hendes ansigt, det gav varme i kroppen, men fremtvang også endnu mere gråd, for få minutter siden havde hun ikke troet hun nogensinde havde skulle mærke den brystkasse igen, mærke hans rolige bevægelser når han holdt om hende og hun havde bestemt ikke forventet og høre ordene 'jeg elsker dig'. I deres regi betød det helt sikkert at deres bånd stadig ikke var brudt helt og hun ville forhelvede ikke bryde det helt, men lige nu føltes det som om de gled hver sin vej. "Jeg elsker også dig." Ordene kom gennem tårerne, men hun holdt ikke til og sige mere end det i første omgang, som hun knækkede fuldstændig sammen igen. Hvorfor skulle hun have de her følelser, hvorfor skulle hun føle noget i det hele taget?

Efter endnu en hyletur lagde hun armene omkring ham og klemte sig helt ind til ham som en lillesøster der krammede sin storebror efter og have mistet en af deres bedsteforældre. Hun kunne ikke mere, hun kunne ikke kapere mere og det eneste hun kunne få frem var; "jeg vil ikke føle sådan her, hvorfor kan jeg ikke bare trykke på en stopknap?" Alle hans berøringer, hans ansigt mod hendes hår, det hele var så befriende men tungt på samme tid, hun havde brug for følelserne skulle stoppe, men tankerne var der og det var nok til og vedligeholde det hele.

[Deleted]

Ethan kunne sikkert godt holde løgnen overfor alle andre. Men når han sad der med Rosa i sin arme, så var det umuligt at lyve overfor de følelser der var i hans hjerte lige nu. De ord som kom ud af Rosas mund smertede ham, men det var også som en blid og forsikrende berøring fra en mors bløde hånd. Rosa havde enhver ret til at føle de ting du følte lige nu. Der var ingenting ved det her som var fair. Ethan havde været en røv dårlig ven, han havde været egoistisk. Ethan havde jo nydt den opmærksomhed som han havde fået af Rosa, og han stoppede det ikke i tide, før det var for sent... for sent til at ikke såre hende.

Ethan krammede hende og nussede hende over håret. Hver eneste tåre der måtte glide over Rosas kind, føltes som tusinde knive i ham. Hun fortjente ikke det er. Alle ville nok tro at Ethan havde en eller anden smart og klog forklaring på hvorfor hun følte som hun gjorde. Men han var jo selv i tvivl omkring sine egne følelser. Han kunne jo ikke engang finde ud af vælge en uddannelse. Så hvem var han til at komme med råd i den her situation.

"Rosa.. Hvad skal ..." han sukkede og så nærmest nervøs ud. "Hvad kan jeg gøre? Lad mig gøre det godt please. Det gør så ondt at se dig sådan her.."

[Rosaleen McGillicutty]

Mange ville nok mene hun overdrev det her, men følelserne havde været gemt for længe, de var eksploderet, hun kunne ikke mere. Hun ville ønske hun bare kunne lave om på planerne, på fremtiden, på fortiden, hun ville ønske at deres møde ved Quidditchbanen ikke var sket på den måde, for hun kunne godt mærke det var der det hele var eksploderet.

Hun krummede sig stadig sammen helt op af ham og måtte trække vejret tungt et par gange, for og kunne snakke ordentligt. "Du kan ikke ændre andet end og være som du var før, jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige." Det var første sammenhængende sætning efter hun var begyndt og tude, men den var vel så sand som den kunne blive.

[Deleted]

Ethan tog bare udgangspunkt i at hun nød den støtte hun fik. Det var jo ikke fordi at han ville være et svin overfor hende. Han vil hellere stoppe det i stedet for at lade hende gå i en anden tro.

"Det prøver jeg også, men du har taget afstand til mig.. Jeg prøver at være som før, men det kræver jo også du selv gør noget.." det kunne lyde utrolig hårdt og koldt, og lidt som om hun bare skulle tage sig sammen. Nok ikke særlig smart at sige i denne situation. Hun havde så meget støtte, så det burde være nemt for hende at komme videre.

[Rosaleen McGillicutty]

Ordene ramte som var hun blevet ramt af Sectumsempra, det gjorde ondt helt ind i ribbenene, så hun skubbede sig væk fra ham og satte sig med ryggen til ham. Fattede han ikke hun ikke ville få ham til og synes hun gjorde det igen? At hun var bange for det eneste han ville kommentere på var, at hun igen viste tegn på og flirte?

Der gik lidt før hun overhovedet valgte og åbne munden, inderst inde var hun ved og eksplodere af følelsen af endnu et sår blev åbnet, så hun endte med og snakke med hovedet nede i knæene. "Jeg vil bare ikke påvirke dig med mine følelser, lige meget hvad jeg siger er det forkert." Det var ikke rigtigt, men det var det som Rosaleen følte, for hun havde ikke engang følt hun kunne kalde ham sød, uden det blev opfattet forkert. Tårerne var langsomt begyndt og stoppe, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre og hvordan hun skulle gøre det og nu indså hun hvor mange der sad og stirrede på dem, det var pinligt, men på den anden side var hun vant til rygter om hende selv.