Hej Carol, we need to talk!

[Deleted]

Carol viftede blot sin datter ud af huset. Hun vidste, at Ainslie ikke ville tro på sin onkel et eneste sekundt. Hun synes han var en nar, så uanset hvad han sagde, så ville hun ikke komme til at tro på det. Hun smilede blot efter sin datter, som hurtigt forlod huset, og gjorde hvad hun skulle.

"Jeg lyver aldeles ikke. Jeg ved jeg drikker, men jeg drikker ikke mere end jeg kan håndtere. Mine børn har aldrig set mig fuld, og de kommer aldrig til det. De har aldrig fundet mig i en rendesten. Så hvordan du af alle idioter tror du ved noget om mig fatter jeg ikke!" knurrede hun vredt stadigvæk med staven pegende på ham.

"Jeg er den eneste der er fornuftig lige nu. Du er trådt ind i mit hus, og her gælder mine regler. Så gå din vej, eller jeg skal sende dig ud! Du er den eneste der står dårligt lige nu. Du nægter at forlade mit hus, selvom jeg gentagende gange har bedt dig om det. Det vil selv aurorerne kunne se, Shepius. Så vær nu ikke lige så dum, som du altid har været," sagde hun faretruende roligt. Hun var ude over at hidse sig op nu, der var kun kold og rolighed tilbage i hendes krop. Ja, hun havde en dundrende hovedpine, men det var også den eneste effekt hun havde af alkohol lige nu. Hun var hverken fuld eller den mindste smule tipsy.

Hun så ud af vinduet, og så Ainslies patronus flyve af sted i høj hast. Det fik hende til at smile, men hun var ikke uopmærksom nok til, at lade sig ramme af sin storebrors besværgelse. Hun nåede ikke at høre mere end 'exp' før hun kastede en modbesværgelse i form af protego.

"Protego!" råbte hun som et skjold dannede sig mellem hun selv og storebroren.

"Jeg vil gøre ALT for at beskytte min familie: Broodie og ungerne. Om det så skal betyde, at jeg skal angive min 'gamle' familie, så gør jeg det! Vær vis på det. Men hvis du forlader mit hus nu, så holder jeg munden lukket. Ligesom du bør holde din egen lukket, hvis du ved hvad der er bedst for dig selv," truede hun koldt, nu hvor Ainslie ikke var i rummet længere. "Du kan ikke skræmme mig med dig og din såkaldte Garde. Det får mig ikke til at ryste i bukserne."

[Trescott Roden]

Der var kort forinden dukket en patronus op omkring en sag der var ved at udfolde sig. Scott havde valgt at tage sagen selv, han havde taget susenetværket til den nærmeste kamin og havde transfereret sig derfra. Der var alligevel et stykke vej fra det Brittiske Ministrium til Skotland.
Han nåede frem til adressen og forsøgte at danne sig et overblik over hvad der foregik. Ministeriekappen afslørede tydeligt at han var en højtstående auror.
Han hævede sin stav og gik op til døren som han hamrede på med fast hånd skønt den var åben. ”Det er fra ministeriet, jeg kommer ind.” Råbte han med autoritær stemme.

[Deleted]

Shepius kunne mærke at han blev mere og mere vred, han skulle virkelig holde sammen på sig selv ’ ikke vis dine følelser! Det gør dig svag! ’ Stemmen kunne han høre i sig baghovedet, stemmen af Zach der i mange år bankede lige præcis den sætning ind i hans hoved! Han så advarende og noget mere truende på Carol og hævede en anelse stemme ”DU LYVER! kom det en del hårdt fra ham. Han kiggede sig omkring for at holde styr på sig selv. ”Du kan ikke styre det Carol! Hvis du havde kunne, hvorfor var det så nødvendigt med en lommelærke med alkohol! sagde han ildevarslende, det var længe siden han havde været så vred og han skulle virkelig passe på at han ikke gjorde noget forkert!

Der kom en kold og hånlig latter fra Shepius som Carol sagde at hun var den eneste der var fornuftig lige nu! Han rystede hovedet. ”Fornuftig? Det er du vidst den eneste der ikke er Carol! ” Sagde han og bestemt, han vidste ikke om Ainslie havde afsendt en patronus, han regnede med det kun var en trussel! Men ville en auror komme, måtte han jo tage den der fra! Han nægtede at forlade huset lige nu! Han ville have sin søster til at komme til fornuft. ”Jeg forlader ikke dette hus, før du er kommet til fornuft Carol! Du udsætter dine børn for dit forbrug af alkohol og det kan jeg ikke acceptere” sagde han og så truende på hende, han overvejede om han atter skulle forsøge at afvæbne hende, efter hun var lidt hurtigere til at reagere end han havde regnet med og opsat et skjold.

Shepius hørte hvad hun sagde! Men han nægtede at tro på at hun kunne finde på at angive ham! Og gjorde hun, vidste hun udmærket godt hvad der ville ske! Det ville betyde krig! Han rystede på hovedet af hende, ”Angiver du mig for noget som helst er du færdig vær vis om det! Og dit lille afskum af en mand er færdig hvis du gør det” Råbte han fast og truende.

Han gik nogle skridt tættere på Carol for at ære mere truende og staven retter fast mod hende, han havde ikke i sinde at lade hende tro at hun kunne skræmme ham! ”Hvis du så meget siger et ord om…” Sagde han højt og truende som det bankede på døren. Ordene om det var fra ministeriet og personen ville komme ind, tog han ikke som noget til en start, først troede han egentligt bare det var Broodie der spillede smart. ”Jeg advare dig Carol…. Og jeg tøver ikke” sagde han som han kun stod 1½ skridt fra hende.

Som lyden af fodtrin kom ind i huset, vendte han sig rundt for at bede Broodie om at skride af helvedes til. Men det var ikke ham! Han så..... damn.... Han vidste hvem det var, han kendte ham ikke godt men han var en af aurorlederne. "Hej, vi klare den selv her, det var en fejl at der blev sendt en Auror, jeg er selv Auror og jeg har godt styr på situationen" Sagde han og så advarende på Auroren der var kommet.

[Deleted]

Carol rullede blot øjne af ham. Han var ikke til at tale til fornuft lige nu, så vred som han var, så hun lod vær. Men dag han påstod, at hun ikke var god ved sine børn, bare fordi hun drak, så fik hun altså nok. Hun trådte vredt et skridt frem imod ham, og så ham direkte i øjnene, mens hun sagde:

"DU af alle mennesker skal ikke komme her og fortælle mig noget som helst om, hvordan jeg skal opdrage mine børn. Du fortæller dine børn, at det er forkert at være mugglerfødt, at man ikke er værdi. Det er heller ikke ok, men det blander jeg mig jo normalt heller ikke i. Så forlad mit hus nu, Shepius, eller du vil komme til at fortryde!"

Hun pegede stadigvæk truende på ham med tryllestaven, skjoldet mellem dem intakt endnu i hvert fald. Hun så dog kortvarigt ud af vinduet til bagdøren. Ainslie var væk. Hun var noget gået ud efter sin far, og alt taget i betragtning, så var det nok også det klogeste at gøre. Faktisk var hun kun glad for, at hende datter to initiativ. Også selvom det betød, at hun måtte forlade sin mor alene med onklen.

Men hun kunne ikke lade vær med at ånde lettet op, da det bankede på døren. Auroren! Tænkte hun som hun langsomt blev mere rolig. Hjælpen var her, og hun ville få Shepius ud af sit hus. Endelig!

"Han lyver!" råbte hun tilbage til Auroren. "Kom bare ind og smid ham ud. Han nægter at gå selv."

Hun smilede til Auroren, som hun selvfølgelig ikke kendte navnet på, og nikkede mod Shepius.

"Dette er min bror. Han truer mig med sin stav, og nægter at forlade mit hus på trods af utallige opfordringer. Kan du smide ham på porten for mig? Han har truet min husbond på livet, og jeg frygter også for mine børn," sagde hun og pyntede måske lidt ekstra på det. Alt for at få storebror ud af sit hus omgående!

[Trescott Roden]

Scott forsøgte at danne sig et nogenlunde overblik over situationen. Han var ikke sikker på hvem af dem der “talte sandt,” men det var også sagen uvedkommende, han var her for at eskorterer manden ud. Scott havde selv hævet sin stav som han så den anden havde sin fremme og virkede vred.
Han forholdt dog en rolig tone. Han vidste godt hvem Shepius var, og håbede på at han kunne tale til hans fornuftige side, han var trods alt auror. Ikke at Scott havde snakket med ham rigtigt. ”Mr. Ukios, jeg må bede dig om at lægge staven fra dig og følge med mig.” Sagde han i en bestemt tone. ”Vi ønsker ikke at nogen kommer til skade her, eller mister deres arbejde grundet et dårligt valg i kampens hede.” Bad han.
Som auror kunne man virkelig komme i problemer hvis man blev taget i vold, slagsmål og lignende situationer, det ønskede Scott trods alt ikke for en kollega.
Han nikkede kort imod Carol, som for at understrege at han forsøgte at få situationen under kontrol.

[Deleted]

Shepius var rasende og det lyste langt ud på ham. Der var ingen tvivl, han havde ikke været så vred længe! Sidst var det da de havde hygget sig lidt med en kvindelige auror der var et afskum og blodforræder! Hun havde formerede sig med en ussel mugglerfødt! Og det var hun kommet til at bøde for, tros hun sagde den mand ikke var hendes datter fars! Men det var det ligeglad med, hun var sammen med et afskum og derved var hun selv et ulækkert afskum som bare skulle ryddes af vejen! Han så truende på hende, havde hans øjne kunne skide med lyn, vil der flyve lyn ud af øjnene på ham. Han var på vippet til at nå det punkt for det ikke længere var hans fornuft der talte. Som hun trådte et skridt, længere frem gjorde han det samme. ”Du er en ussel blodforræder” Hvæsede han til hende så lavt at uanset hvad ville det kun være hende der kunne høre det, medmindre man stod klos op af ham.

At hun opretholde hendes skjold, når næsten ynkeligt at se på, han kunne aldrig finde på at skade hende uanset hvad! Så skulle det kun være fordi garden tvang ham til det! Og alligevel der ville han nok tøve eller finde en anden udvej! Han kunne aldrig finde på at skade sin søster på nogen som helst måde! Han ville heller aldrig fortælle nogen at hun drak tros han havde truet med det. Som de afbrudt af en auror, genkendte han godt stemmen! Han vidste godt hvem det var! En af Aurorlederne mere vidste han ikke rigtigt om ham. ” Lad være med at være dum Carol” Sagde han og så på hende. ”Jeg er her kun for at hjælpe dig” sagde han og kiggede fra Auroren til Carol.

Shepius kiggede over på Auror lederen. ” Jeg har ikke i sinde at brug af min stav Sir, men jeg har heller ikke i sinde at lade dig blande dig i dette” Sagde han og valgt dog at lade sin stav falde og lægge den tilbage i sin kappe. ”Der er intet at være bekymret for Sir, så lad os tage den intern mellem Carol og jeg, jeg har ikke bedt om nogen hjælp.” Sagde han iskoldt som trillede man isterninger ned af ryggen på sig selv. Shepius vidste hvor grænsen gik, altså grænsen til hvad han kunne gøre uden at miste sit job og hvad han netop ikke skulle gøre for at miste sit job.

[Deleted]

"Og du er en forfærdelig fanatiker!" svarede hun igen nærmest kamplystent. Hun sagde dog ikke hvilken slags fanatiker, det kunne hun ikke finde på foran en Auror. Hun havde trods alt ikke tænkt sig at out'e sin storebror, det var ikke meningen med denne 'kamp' mellem dem. Meningen var at få ham ud af hendes hus, ikke at afsløre ham som dødsgardist. Men alligevel sagde hun det så lavt, at Auroren umuligt kunne have hørt hende.

"Ud! Ud af mit hus!" sagde hun nu nærmest irritabelt, og pegede på døren, men opretholdte stadigvæk skjoldet imellem dem. Hendes mening var tydelig, og det var at han skulle ud, og det skulle altså være nu!

"Følg med auroren ud, Shepius. Jeg ønsker ikke din tilstedeværelse i mit hus. Ikke nu og aldrig igen," fortsatte hun iskoldt, og pegede igen mod døren. Men det næste storebroren sagde gjorde hende rasende. Hun sukkede irriteret, og rystede på hovedet af ham.

"Ikke alt handler om dig, Shepius!" kom det iltert fra hende. "Jeg har bedt ham-" Hun nikkede mod auroren, og fortsatte: "-om at komme, fordi du nægter at forlade mit hus. Hvis bare du var gået, da jeg bad dig om det, så var vi ikke endt her. Så nu: gå."

Hun sænkede endnu ikke sin stav. Det ville hun ikke gøre, før han forlod hendes hus og lukkede døren bag sig.