Udvej...

[Deleted]

der var inden, der vidste han var her... i dette - forsøg. Han havde overbevist sine forældre om at han ville være på at kursus i god lederskab, og sine venner havde han fortalt at jeg skulle klare noget for familien. Ingen skulle vide hvad han faktisk lavede! Det var ikke fordi han var pinlig omkring det, ikke sådan rigtig hvert fald, men hans omgangskreds ville ikke bryde sig om hvis dette blev vejen til hans kærlighed. Her ville han ikke kunne bestemme eller indflydelse på noget ikke engang hendes blod, som jo fra forældrene var det vigtigste. Med dybe suk trådte han ind i sin kapsel. “Hei?! Er du her?”

[Deleted]

Kathrine havde fortalt til sine forældre og sin storebror, at hun var med i det her forsøg, på at finde kærligheden. Hun vidste ikke engang selv, om hun troede på det ville ende godt, men hun var en social kvinde, så hvorfor ikke prøve noget nyt? Hun sad i sofaen med blikket mod den tynde væg, som skilte de to rum ad, med et glas hvidvin i den ene hånd, som hun hørte døren på den anden side gå op og en mandlig stemme lød. "Hejsa," hilste hun venligt retur og grinte lidt. Det var så uvirkelig for hende, at skulle sidde og snakke til en væg og håbe på det bedste. "Jeg hedder Kathrine, hvem har jeg æren af at snakke med?" spurgte hun med et smil på læberne, på trods af at den anden person ikke kunne se det.

[Deleted]

"August" lød det kort fra ham, som han præsenterede sig, men samtidig var det også med stolthed i stemmen. Det gik op for ham at han ikke var meget for alt dette her, at være uden for kontrol. Han kunne høre at hun grinte, men hvorfor? var det af ham? Der var så mange ting og nu var han sad i det lille rum frygtede han, hvad der ville ske hvis hans familie eller venner fandt ud af hvad han havde gang i. "Jeg..." lød det meget hårdt fra ham, hvilket fik han til at stoppe og prøve forfra, denne gang lidt blidere i stemmen."Jeg ved ikke helt om jeg tror på det her, men lad os nu se. Hvorfor er du her Kat?" Han havde allerede valgt at give hende et kælenavn, hvorfor vidste han ikke, måske fordi det gjorde hende mindre personlig, eller måske netop for ikke at holde det så formelt. Han vidste det faktisk ikke.

[Deleted]

"Hyggeligt at mø.. høre dig.. August," rettede hun sig selv halvvejs inde i sætningen. Hun følte sig så dum, ved at sidde og snakke til en væg. Det føltes lidt som om, at alle omkring hende, som altid havde sagt hun arbejdede for meget, endelig havde fået ret og det havde slået klik for hende.
Hun førte en hånd igennem sit hår og tog en tår af sit glas. Kælenavnet tænkte hun ikke rigtigt over, da stort set alle kaldte hende Kat. "Ærligt? Det ved jeg heller ikke om jeg gør. Jeg ved bare, at jeg er træt af alt det overfladiske bull-shit, der er ude i verden, så jeg ville prøve noget nyt," svarede hun ærligt. Hun havde lovet sig selv, at hvis hun rent faktisk gjorde dette her, så ville hun ikke prøve, at være nogen hun ikke var eller prøve, at leve op til nogens forventninger eller andet. Hun ville være hundrede procent selv sig.

[Deleted]

Et skævt smil voksede snart frem på læberne. Han var endnu ikke klar til at slappe overfor hende, hvilket også betød at facaden omkring ham var langt tyggede end væggen i mellem dem. Hvor end han gerne ville dette her så var sandheden bare at han havde et sin og en tankegang, som arbejdede imod ham. Det var super frustrerende, der var jo netop en grund til at han sad her nu. “Fortæl om dig selv” lød det næsten kommanderende fra ham og han rejste sig for at gå over til den tynde væg imellem dem, som forsøgte han at kigge ind på hende. 

[Deleted]

Kathrine havde lovet sig selv, at give dette her en chance. Hun troede ikke rigtigt på det, for uanset, hvordan man vendte og drejede psykologien bag dette forsøg eller hvad end det var, så var der også altid den biologiske tiltrækning, som lå så dybt i alle mennesker. Ens partner skulle helst se godt ud - hvad godt så var, var jo så bare forskelligt fra person til person, heldigvis.
Den næsten kommenderende tone, manden på den anden side af væggen, satte for dagen, pissede hende til gengæld fuldstændig af. Skulle hun bare rejse sig og gå uden at sige noget? Det var virkelig fristende. På den anden side, så var det også bare så nemt, at misforstå folk, når man ikke kunne se dem og hun vidste jo ikke, om det bare var hans måde at snakke på. Hun trak derfor vejret dybt ind. "Okay.. Jeg arbejder til daglig for Hales Forskningscenter. Jeg bliver 26 år til juni. Ingen børn, men en storebror, der til tider opføre sig som et," svarede hun og tog en tår af sit glas. Hun elskede sin storebror Christopher Campbell utroligt højt, men der var alligevel noget sandhed i hendes ord. "Din tur," kommanderede hun retur.

[Deleted]

August forholdt sig afventende, klar på at hun måske kunne være gået, men hvis ikke man skulle fortælle om sig selv, hvordan pokker skulle de så lære hinanden at kende? Derfor så han intet galt i hans krav fra før. OG endelig kom der da også et svar. Et svar der egentlig passede ham ganske glimrende, han både nikkede og smilede af det, og trak så læberne op i et skævt smil, da hun sendte spørgsmålet retur. "Jeg er 20 og derfor endnu ikke i arbejde. Er fuldblods og uden børn. Har et par brødre, de er ældre end jeg. Stolte mænd begge to." - Trælse at høre på til tider. Det sidste var dog kun en tanke, det gad han ikke sige højt, han ville ikke svine sin egen familie til foran nogen han ikke kendte og ikke kunne se. Der var meget mere han kunne sige, men han var ikke klar på det endnu. "Såå... Tror du på dette her? eller er det dine forældre der mener det er på tide du finder en mand?"