So what is love?

[Deleted]

Det var af en snoet og krampagtig vej, at Matine var nået til denne kapsel. Som hun trådte ind i den så hun sig lidt omkring for lige at få et overblik over rummet hun skulle tilbringe den næste tid i. Hun skævede i retningen af hvor hendes modpart ville være. Var han der mon allerede? “Hallo?” Lød det en smule lavt, hvorfor Martine også rømmede sig og gjorde et nyt forsøg. “Er der nogen på den anden side?” Nu var stemmen mere rigtig, mere moden. Blikket var rettet efter hvor svaret nok ville komme fra, men kort efter satte hun sig over i sofaen. Hurtigt greb hånden ud efter en fyldepen, der lå på bordet og snart efter lød små klik fra den som hun nervøst lavede uden selv at bide mærke i det. 

[Rafael Montés]

Han havde siddet og ventet lidt på den modsatte side af væggen. Her var han ikke blevet mødt af andet end komplet stilhed. Det var en lidt underlig følelse ikke at kunne se om der i det hele taget var nogen når man trådte ind. Denne følelse passerede dog hurtigt som lyden af en dør der blev åbnet, lød fra den anden side. Ergo måtte der være kommet nogen ind i den modsatte kapsel.
Ganske rigtigt, det varede ikke længe før han hørte den kvindelige stemme. "Du har heldet med dig i dag, der er bid," jokede han og flaskede et perfekt tandpastasmil, skønt han godt vidste at hans charmerende udseende ikke ville gøre noget indtryk på kvinden på den anden side. Det var ligesom hele formålet.
"Mit navn er Rafael," Præsenterede han sig, "hvem har jeg æren af at snakke med i dag?"

[Deleted]

Hun lagde pennen fra sig og så over imod den anden med et lettende suk. Så var der altså nogen. Hun mærkede hvordan sommerfugle baskede omkring i manen på hende, mén, der var nogen!
omkring her gik det så op for hende at det var en rigtig god ide også svare. Hun samlede sig lidt og smilede, skønt han jo ikke kunne se det. “Hej Rafael. Mit navn er Martine.” Så var de alt præsenteret, hvad gjorde man så?  Martine så sig lidt omkring i et forsøg på at finde noget at sige hun ville for alt i verden ikke ende med pinlig tavshed. “Sååh... kommer du tit her?” Lød det jokende, før hun rystede himlende med øjnene. Det lød virkelig dumt 

[Rafael Montés]

Endelig blev stilheden brudt af lyden af en kvindestemme. Nysgerrigheden steg og fantasien var allerede igang med at gennemtænke de perfekte spørgsmål at stille i denne lidt uvante situation. ”Jamen goddag Martine og velkommen til mit lille ydmyge hjørne af kapslerne.” Sagde han med et smil der kunne spores i hans toneleje.
Kommentaren fik ham til at le. En kvinde med humor, se dét kunne han lide. ”Tja jeg har hørt at det er et godt spot at hænge ud,” svarede han morende. ”Hvad med dig? Er det din første gang i kapslerne?” Spurgte han nysgerrigt.

[Deleted]

Han lød nu meget flink. Bare det at han tiltalte hende med respekt gav ham de første mange point. Hun kom også til at grine eller hvert fald smile, som han også grinede. Det var hyggeligt at høre en mand grine uden at de var på bekostning af hende eller andre kvinder. Det havde Martine desværre oplevet alt for ofte. 
Så nikkede hun blot til hans spørgsmål. Jo det var første gang hun prøvede det her. Det var mærkeligt men også spændende. Hun håbede virkelig på i sidste ende at det ville give pote. 
Så pludselig så hun op i retningen imod ham og slog en lille latter op. “Undskyld Raf, jeg sidder her og nikker. Det kan du jo ikke ser. Ja det er første gang jeg prøver det. Har du... mødt mange på denne her måde”

[Rafael Montés]

Der gik et øjeblik før hun svarede. Han smilede på ny. ”Nej, jeg fik at vide at det var snyd at tage røgtensynet på herinde.” Jokede han letsindigt og fugtede løberne med tungespidsen.
”Men spændende, så håber jeg at jeg giver dig et godt førstehåndsindtryk, så du ikke løber skrigende væk når vi er færdige med at snakke,” sagde han varmt.
”Men for at svare på dit spørgsmål, så nej. Jeg tror jeg har haft...” han tænkte sig kort om imens han talte mentalt, ”3 møder på denne måde, altså du er nummer 3.” Det passede. Han havde snakket med en Eta og en Augusta, begge kun et enkelt møde. Han tøvede lidt, ”hvad fik dig ellers til at vælge at prøve denne her datingmetode?” Spurgte han nysgerrigt ind.

[Deleted]

Martine kom til at grine over de ord Rafael sagde omkring røntgensyn. Han var god til de hurtige smarte bemærkninger, uden at det lød virkelig plat eller dumt. Faktisk kunne hun godt lide den lette stemning, det bragte med sig. "hvis du meget gerne vil vide hvordan har ser ud, skal jeg nok beskrive det for dig, men her er nu meget...." så stoppede hun op. Havde det være plat at sige den slags? hvad hvis han nu også tænkte at hun var sær, ligesom hun havde til indtryk at alle andre gjorde. "Undskyld, ikke noget." fejede hun det så af, usikker på om det havde været dumt af hende at sige, som hun havde gjort. 
Hun rejste sig fra sofaen og begyndte at gå frem og tilbage i et roligt tempo. det var ofte lidt lettere at finde ro for hende, hvis hun bevægede sig, frem for bare at sidde stille. Hun stoppede op lidt uden for den ruflede tynde væg imellem dem, hvorigennem det føltes som om man kunne se ind til den anden, men selvfølgelig uden det var rigtig muligt. "Jeg har da heldigvis ikke lyst til at stikke af endnu. Faktisk så synes jeg det er meget hyggeligt at snakke med dig. Må jeg sige det? allerede nu?" Hun ville helst ikke stemples som en der gik for hurtigt frem, men samtidig så vidste hun jo heller ikke hvor meget tid de havde sammen, og om de ville mødes igen. 
Faktisk var tanken lidt skræmmende, i og med hun ikke vidste hvordan fyren så ud, så ville hun kunne møde ham på gaden en dag og slet ikke vide, at det var ham. Omvendt kunne det måske også være en god ting. Hun var ikke helt sikker.
Det næste spørgsmål virkede meget personligt for Martine, hvorfor hun også gik hen og satte sig på hjørnet af sofaen igen. "Altså..." kom det tøvende fra hende, mest for lige at signalere til at hun altså havde hørt spørgsmålet. "Sagen er lidt den, at jeg lever i en meget mandschauvinistisk verden, hvor der ikke er plads til kvinder som mig. Okay spoiler, jeg er ikke ligefrem size 0 med blond hår og tandpastasmil, jeg er den lille grå mus i hjørnet, som ingen ser, medmindre jeg står klar med en kop kaffe i hånden, jeg lige har hentet."

[Rafael Montés]

Hun lo. Det var et godt tegn og hendes latter var sød. Han tiltede hovedet let på skrå idet hun stoppede sig selv. "Hey du skal ikke undskylde," han rettede lidt på sin position. Var det en smule usikkerhed han kunne spotte? Rafael havde aldrig været usikker på den person han var. Han havde været igennem nogle ting der havde lært ham at livet var kort. Man blev nødt til at leve imens man havde chancen.
Der var noget over hendes stemme som han fandt virkelig beroligende. "Det er bestemt ikke for tidligt, dog er der god chance for at det stiger mig til hovedet." Han begyndte at le let, for at understrege joken i sine ord. "Ej jeg laver bare sjov." Følte han alligevel at han måtte tilføje. "Det er virkelig okay, du har en rigtig sød stemme." Han smilede imod den tynde væg.
Rafael lod hende tænke og som svaret kom, lyttede han med spirrende interesse. Det gav hende noget mystik over sig, som faktisk var ret tillokkende for ham. Hvad var hun for en? Han rejste sig og stillede sig foran den tynde væg, uvidende om at hun havde gjort det samme kort forinden. "Og du mener det er det der skal til for at blive bemærket?" Spurgte han i en rolig, men alvorlig tone. Han anså sig selv som værende en flot mand, men alle havde jo forskellig smag, personligt blev han bestemt draget af indre skønhed over ydre. "Nå, men jeg ser dig nu Martine. Med eller uden kaffe." Dette blev sagt med et lille smil i stemmen, som han håbede at hun kunne høre. En hånd blev langsomt lagt imod væggen, som skulle det give ham en følelse af at være tættere på hende.

[Deleted]

Martine kunne ikke lade være med at le lystigt over hvordan hendes ord blev grebet. Det fik smilet til at vokse på hendes læber og hun blev meget mere rolig ved hele situationen. Måske var alt dette her ikke så slemt, som hun først havde frygtet. "Hvis du lader dig det stige dig til hovedet, så håber jeg i det mindste det også kan blive lidt til min fordel." grinede hun med ham og så imod silhuetten der gik forbi på den anden side af væggen. Det her var sådan en mærkelig oplevelse, men manden var sød og hun mærkede hvordan hun lynhurtigt blev mere tryg ved ham. "Jeg må desværre erkende at det er hvad jeg har erfaret gennem mit arbejde, men du er da velkommen til at overbevise mig om at jeg tager fejl. Lige på det punkt, har jeg intet ønske om at have ret." faktisk ønskede hun virkelig at tage fejl, fordi det dermed ville betyde at hun havde en chance, hvilket hun ikke rigtig selv troede på lige nu. Hvem skulle ville ønske sig en som hende? Hun kunne bare ikke se det. 
Hun lo igen som han nævnte at han så hende. "Er du så tilfreds med det du ser? eller ikke ser, det stadig lidt underligt bogstaveligt talt at snakke med en væg."

[Rafael Montés]

Igen hørtes hendes latter igennem væggen og han smilede. Det var rart at vide at hun kunne grine over hans humor, som nogen -hans søster inklusiv, godt kunne mene var lidt plat sommetider. Han nikkede kort for sig selv i et nyt smil. "Jamen det kan det bestemt." Forsikrede han.
Han lod en lille tavshed passerer, det var ikke en akavet stilhed, men en stilhed der gav dem begge mulighed for at reflekterer over hinanden. "Gennem dit arbejde siger du." Han tyggede lidt på informationen, "hvad var det du arbejdede med?" De havde lige kort været inde på det, men han mente ikke at have fået en direkte stillingsbetegnelse. Hånden gled ned langs væggen igen og han gik tilbage imod sofaen. Igen placerede han sig på gulvet foran og trak benene op til sig. Underarmene hvilede imod hans knæ.
Smilet blev igen malet på læberne, "det er jeg bestemt." Dette blev sagt med tydelig ærlighed i stemmen. Hun virkede interessant. Han var ikke selv fejlfri, pigerne blev ofte lokket ind af hans charme og udseende, men når de hørte om hans livsstil løb de skrigende væk. Det var også i orden. Han ville aldrig kunne blive seriøs med en, som ikke respekterede ham og hans syn på verden. De måtte selvfølgelig gerne have deres egne meninger, så længe de accepterede hans.

[Deleted]

Det føltes virkelig rart og nærværende at sidde der og snakke med Rafael. Snakken fald så naturligt at Martine næsten glemte at de var låst fast i hver deres rum. Men nu hvor hun lige kom i tanke om den del kunne hun ikke lade være med at smile. Det måtte helt sikkert været et godt tegn. “Hvad jeg laver? Jeg er sekretær i ministeriet” forsklarede hun så, uden at have den største lyst til at uddybe det. Skulle sandheden fra vidste hun faktisk ikke helt hvad hun lavede der. Hun ville elske at have sin egen butik, eller måske arbejde i kandisbaronen, men sandheden var bare at det var to ting hun slet ikke turde!
Hun kiggede imod væggen igen. “Arbejder du på kontor Raf? Eller hvad slags arbejde har du?”  I hovedet forsøgte hun at gætte sig til det, men det var vanskeligt. 

[Rafael Montés]

Han måtte næsten have forventet at spørgsmålet ville blive sendt tilbage imod ham. Alligevel var han ikke helt sikker på hvordan han skulle formulere et svar, som ikke omgående, ville skræmme hende væk. Arbejdsløs det lød bare så aggressivt. Men han kom jo igennem dagen og vejen, og de ting han gjorde, gjorde han for at gøre verden et bedre sted.
I stedet for at svare, forsøgte han at købe sig lidt ekstra betænkningstid, ved at kommenterer yderligere på hendes eget svar. Hun lød ikke til at være voldsomt begejstret for sit arbejde. Der var noget affejende i måden hun nævnte det på. Han kunne tage fejl naturligvis. ”Er du glad for at være der?” Spurgte han direkte ind. Det var da i hvert fald den letteste måde at finde ud af det på.
Herefter rømmede han sig en smule. ”Altså..” begyndte han. ”jeg er frivillig arbejdsmand.” En kort pause fulgte, ”jeg rejser meget rundt, hvor jeg hjælper til som frivillig, til gengæld for mad og husly.” Han fortrød intet. Han elskede det liv han levede og han var ikke flov over det, skønt mange ikke helt forstod det.

[Deleted]

Det var underligt at snakke med en der virkede så rar og imødekommende, men som man ikke anede hvordan så ud, og som på en måde virkede fjerne. De sad ikke engang i samme lokale, men alligevel følte hun sig virkelig set, noget hun længe havde savnet. "hmm.... Ja, det er jeg vel. Jeg passer mit arbejde og der er en god løn" Det var nok til at høre på hende, at hun ikke ligefrem var total happy med sit arbejde, men hun tjene godt og det gav mad på bordet. Hun ville desuden ikke gå nærmere ind i her hvordan hun ikke altid blev behandlet med respekt på sit arbejde bare fordi hun måske ikke lignede en supermodel.
Hans arbejde lød noget anderledes end hendes og hun kunne ikke helt finde ud af, hvad hun egentlig syntes om det. "Så du... Har du så intet hjem?"  endte hun med at spørge forundret. Det lød mærkeligt for hende.

[Rafael Montés]

Han var ikke sikker på om hun mente at hun var glad for jobbet, men han måtte tage hendes ord for det. Desuden var han nok den der mindst kunne tillade sig at være fordomsfuld. ”Ah ja, med penge når man langt.” Bekendtgjorde han med en venlig mine og lod tungespidsen glide kort hen over læberne der var blevet en anelse tørre.
Rafael tænkte sig kort om igen. Dette her var en af de emner der ofte var farlig for ham at bevæge sig ind på, men normalvis søgte han jo heller ikke nogen direkte forpligtelse. ”Jeg rejser så meget, så jeg har ikke brug for et fast sted at være, men altså jeg har da tag over hovedet, det er ikke fordi jeg bor på gaden.” Smilet kunne høres i hans stemme som han snakkede. ”Jeg har lige været i Afrika i noget tid hvor jeg hjalp med at bygge en skole op. Der boede jeg i landsbyen.” Forklarede han, ”lige nu bor jeg på min søsters sofa, men det er selvfølgelig midlertidigt.” Igen kunne han lige så godt være ærlig omkring det, det var jo det det hele her handlede om. Han afventede om han om lidt ville høre døren smække bag hende.

[Deleted]

Martine sad længe og lyttede til hans liv, det var spændende, fascinerende sågar, og da han holdt inde med at snakke sad hun fortsat med rynket bryn og helt tavs. Der var efterhånden så stille hos hende, at man næsten kunne tro hun var forsvundet. Det var hun bare ikke. Alt hun prøvede var bare at finde de rette ord for situationen, uden at såre ham. "Men... hvordan havde du så tænkt dig dette her skulle foregå, hvis du rejser hele tiden?" Hun tav igen, men denne gang kom hun til at grine en smule over en tanke hun netop havde. "Du er måske en sæsonvare?" Spurgte hun så lidt drillende. Der var nok det første egentlige tegn på, at hun var ved at smide facaden og faktisk viste mere af hvem hun var inde bag murene.