Is love truly blind? (M søger K)

[Jonathan Hayes]

Jonathan havde valgt at prøve dette eksperiment, selvom han ikke var helt overbevist om, at det ville lykkes for ret mange, hvis overhovedet nogen. Han havde ikke nogen familie, så han længtes efter nogen i sit liv. Han var blevet bortadopteret, da han var baby og kom i en plejefamilie, men de døde for et par år siden. Han var alene og han havde bestemt sig for, at han ville prøve at kaste sig ud i noget. Og det blev så dette. Han skulle prøve at finde kærligheden på en lidt utraditionel måde, men det skræmte ham ikke helt så meget. Det var underligt, men han kunne jo altid stoppe. Ingen tvang ham til at blive forlovet bagefter.

Jonathan havde valgt at bo i huset for mændene, da andet ville briste illusionen på en måde. Han ville blive der, til han fandt ud af, om han skulle forloves eller om han ville stoppe. Huset var super fedt, og det var en mulighed at finde nogle venner på. De var der jo af samme grund, så noget måtte de da have tilfælles.

Dagen var kommet, hvor han skulle ind i en af kapslerne og han glædede sig da til at finde ud af, hvordan det kom til at gå. Måske var hans kommende kone derinde?
Han kom ind i kapslen og kiggede sig omkring. Der var en sofa og et lille bord, og nogle drikkevarer og lidt snacks. Han var allerede fan! Han satte sig i sofaen og smilede lidt for sig selv.

"Hey." Sagde han, da der jo måtte sidde en på den anden side.

[Deleted]

June havde siddet lidt og slappet af med lukket øjne. Hun havde forsøgt at samle tankerne omkring dette eksperiment, som hun selv mente ville være ret sundt for hende. Hun havde brug for at bryde lidt ud af de vaner, som hun desværre var ved at bygge lidt op når det kom til mænd.
Det var jo ikke fordi at hun ikke kunne håndterer at være i rum med dem eller noget, men dette her, gav alligevel en form for distance som hun bedre kunne forholde sig til. Desuden hvis dette virkede var det måske noget hun kunne give videre til de kvinder der mødte op til hendes møder og foredrag.
En stemme lød på den anden side og hun rettede blikket imod den adskillende væg, som om hun havde en ide om at den ville forsvinde så hun kunne se fyren på den modsatte side. Dette skete naturligvis ikke. Så ville hele eksperimentet jo sjovt nok falde til jorden. "Hejsa," hilste hun i en mild stemme.

[Jonathan Hayes]

Jonathan var lidt nervøs, men på samme tid spændt. Kvinden på den anden side kunne jo ikke se ham, så hvis han sad og rullede øjne, græd indeni eller lignede en goofball, ville hun ikke kunne se det. Det trøstede ham lidt. Han var ikke særlig god til det med piger, men måske dette kunne hjælpe?
Han hørte en blid stemme svare ham, og det fik ham til at smile og slappe lidt mere af. De var der vel alle af den samme grund.
"Mit navn er Jonathan. Hvad hedder du?" Spurgte han roligt. Han ville gerne skabe en god atmosfære for dem begge så ingen skulle blive utrygge. Dog havde han mest lyst til at springe op og ned, finde sin guitar frem og synge et eller andet, som han altid gjorde. Den guitar var som hans bedste ven, men han havde den desværre ikke med herind. Han prøvede at finde en icebreaker, men det var faktisk sværere, end han havde regnet med. Det vigtigste lige nu, var at få hendes navn og så kunne de tage den derfra.

[Deleted]

Det ville være løgn at sige at hun ikke var nervøs. Hun var faktisk vanvittig nervøs, men dette her gav bare den afstand hun havde brug for. Hun rettede sig lidt op i sofaen og fugtede kort læberne. Skønt hun jo godt var klar over at de ikke ville komme til at se hinanden, havde hun alligevel klædt sig på som havde hun skulle på en ganske almindelig date.
Sommetider var det bare rart at klæde sig lidt på til forskellige lejligheder og på den måde føle sig lidt speciel. Nu havde hun set nogle af de andre kvinder der var med i eksperimentet. De var så mange forskellige typer og det var super spændende, for så måtte man gå ud fra at mændene havde samme variationer.
”Juniper,” præsenterede hun sig, ”men du kan bare kalde mig June hvis du har lyst.” Efter mange års nedtrykkelse, var flirterier ikke hendes stærke side, men man skulle jo starte et sted. ”Så hvad kan du fortælle mig om dig selv?” Spurgte hun og tog sig selv i at smile lidt spændt imod væggen.

[Jonathan Hayes]

Jonathan tog sig selv i at prøve at nedbryde væggen mellem dem med magi, men han var ikke en ret god magiker. Han var dog bare lidt rastløs, og hans nervøsitet begyndte at blive mere fremtrædende. Han vidste ikke hvorfor, for han forventede ikke rigtigt noget. Da hun endelig sagde sit navn, føltes det som om, der var gået evigheder fra han havde spurgt hende, til hun havde svaret, men i virkeligheden var der nok ikke gået ret lang tid. Han smagte lidt på navnet. Det var et specielt navn, men han var ret vild med det.
"Juniper. June." Sagde han lidt for sig selv, men højt nok til, at hun sikkert kunne høre det. "Jeg er ret vild med dit navn. Jeg ved dog, at jeg nok kommer til at fumle lidt med ordene, så jeg kalder dig bare lige June, så jeg ikke kommer til at fumle i det." Sagde han med et grin, for at lette stemningen lidt. Han ville ende med at kalde hende noget meget mærkeligt, hvis han blev for nervøs.

Han sad et øjeblik og overvejede, hvad han skulle fortælle om sig selv, men han kunne jo starte med det basale, og så måske et lille fun fact.
"Jeg er 22. Jeg arbejder som performer. Jeg spiller teater, men spiller også guitar og synger. Jeg er lidt af en spasmager, når man har lært mig at kende, og så er jeg besat af ananas." Sagde han og smilede for sig selv. "Hvad med dig? Hvad arbejder du med? Og har du også et lager af ananas i dit hjem, eller er det bare mig?" Spurgte han og følte sig en smule fjollet, men det var han nu også. Han ville ikke skjule, at han var en goofball.

[Deleted]

Juniper morede sig i stilhed over det han sagde. Ikke negativt ment, men der var noget sødt i at han var lidt beskeden omkring det. ”Jamen du må hellere end gerne kalde mig for June.” Sagde hun så, selvom hun jo allerede havde givet ham lov til det én gang.
Hun lysnede helt op som han sagde at han kunne synge. Hun havde hørt om disse romantiske scenarier hvor en mand havde siddet og sunget for “sin pige,” desværre havde hun bare aldrig været den fyrene sang serenader til.
”Åh, men forhåbentlig ikke ananas på pizza, du ved godt at det er en af de ting der kan slå skår i et forhold.” Lo hun hjerteligt.
Hun tog en lidt dyb indånding og begydte så med den sjove del, ”altså, burde alle ikke have et lager af ananas?” Hun lo igen og forsatte så til den mere seriøse del, ”men altså til daglig arbejder jeg med at hjælpe voldsramte kvinder. Jeg holder både foredrag og ja mere private sessioner.” Forklarede hun. Hun gik meget op i sit arbejde, fordi det stod hende så nært.
Der blev holdt en kort pause, ”så skriver du selv din musik?” Spurgte hun ind.

[Jonathan Hayes]

Jonathan blev ofte nervøs, når han tale med en sød pige, og han vidste bare, at han ville ende med at kalde hende Junifer, hvis han skulle sige hele hendes navn. Han elskede hendes navn, men det var ikke et navn, der hjalp på en stakkels flødedreng, når han blev nervøs.
"Tak." Sagde han med et grin. Han var en lille smule nervøs nu, men det var mere fordi han ikke helt vidste, hvad han skulle forvente af det her. Det var en underlig situation at sidde i, men hun virkede ret sød, så mon ikke det nok skulle gå?
Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes kommentar med lageret.
"Du er en kvinde lige efter mit hjerte." Grinede han. Hun skulle helst ikke tro, at han allerede var forelsket i hende, for det ville være akavet. Derfor tog han det med et grin, men det var da rigtigt nok. Var hun også besat af ananas, så var det jo bare herligt!
"Jeg forstår det i hvert fald ikke, hvis man ikke har." Sagde han og satte sig lidt bedre til rette. Han var lidt rastløs og vidste ikke helt, hvordan han skulle sidde.
"Jeg kunne ikke drømme om at putte ananas på pizza! Det er en synd! Det ødelægger både pizzaen og ananassen!" Sagde han og lød forarget. Han havde smagt det før, og det var ikke ret lækkert.

Han lyttede til, hvad hun lavede til daglig, og han mærkede, at hans hjerte lige sprang et slag over.
"Wow. Det har jeg virkelig stor respekt for." Sagde han ærligt. Det var så fantastisk, når folk gjorde sådan nogle ting for andre mennesker. Hjalp dem i svære situationer.
"Er det ikke et hårdt arbejde?" Spurgte han og lød meget interesseret. Nu lød hans eget job lidt mindre interessant, selvom det virkede til, at hun var ret nysgerrig.
"Det gør jeg, ja. Jeg skriver seriøse sange, men jeg kan også finde på bare at synge ud fra ting, som jeg oplever." Sagde han og smilede lidt fjollet. Det var måske godt, at hun ikke kunne se det. "De er ikke altid lige gode, men nå ja. Jeg hygger mig." Et grin undslap ham.

[Deleted]

Han virkede som en vikelig flink og munter fyr. Han formåede da i hvert fald at bringe et smil frem på hendes læber. ”Det lyder bestemt lovende på et sted som dette.” Komplimenterede hun med glæde i stemmen. Det var ikke nødvendigtvis fordi hun var klar til at springe hovedløst ud i at blive gift med ham uden lige at have mødt nogen af de andre, men han lød bestemt som en sød kandidat. ”Åh det er jeg nu glad for du siger, jeg er heller ikke en ananas-på-pizza-type” Lo hun hjerteligt. Ikke at det skulle være dét der delte vandene, men det var da et godt sted at starte med at være enige.
Hun kunne også mærke en vis stolthed glide ind over hans anerkendelse. Hun var meget stolt af det liv hun havde bygget op og ville aldrig kunne date en fyr det ikke respekterede det. ”Det kan det være,” indrømmede hun. ”Det sværeste er altid dem som kommer ind for at få hjælp, men som egentlig ikke er klar til at modtage den.” Indrømmede hun. Nogen forventede jo nærmest at hun kunne finde en mirakelkur, til at få deres mand til at stoppe med at slå løs på dem, dog var den eneste udvej af et voldeligt forhold, at forlade det, og det var ikke alle der var indstillet på det.
Hun smilede muntert ved hans ord, ”du må da i hvert fald kunne et eller andet hvis du kan leve af det.” Konkluderede hun i et smil, ”må jeg måske høre lidt af en sang? Eller vil det så afsløre at jeg faktisk sidder og snakker med Bryan Adams,” jokede hun. Hun anede jo ikke hvor kendt han var, og hans stemme virkede ikke bekendt, i hvert fald ikke når han snakkede.