Tid til at komme videre (K søger M/K)

[Deleted]

Eta var ikke sikker på, at det her var en god idé, men nu var hun her, og så kunne hun lige så godt få det overstået. Og som minimum give det en chance. Hun havde trods alt ikke noget at tabe anyways. Hun kunne lige så godt få det bedste ud af det, ikke? Det havde hun i hvert fald som mål. Desuden var hun fraskilt, og havde været det et halvt år nu, så nu var det tid til at komme videre.

Hun kravlede da ind i sin cube, og så sig om. Gulvet var beklædt med sort gulvtæppe, og havde en rød løber gennem rummet fra døren og frem. Det fik hende til at rynke panden. Hun var ikke sikker på, at hun synes at rummet var pænt. Især taget i betragtning af, at hun skulle være her et pænt stykke tid. Der stod en rundet, cremefarvet sofa, som hun satte sig i og tog sine sko af, et par røde hæle.

Så bestemte hun sig for at sige noget. Der måtte jo være nogen i den anden ende.

"Goddag," sagde hun noget tøvende, og betragtede sine negle.

[Rafael Montés]

Rafael lå på ryggen i sofaen og kastede den ene pude op i luften, for så at gribe den igen før den ramte ham i ansigtet. Han havde ikke så meget andet at lave så længe rummet på den anden side var tomt.
Heldigvis varede det ikke længe før de lod tl at nogen kom ind. Han flyttede blikket til væggen og havde nær fået puden i hovedet. Roligt og med et nysgerrigt glimt i øjet, satte han sig op og hvilede albuerne imod sine knæ. "Davs," hilste han tilbage med den rolige tone, der udviste indre ro og kontrol, skønt ingen af delene var noget som Rafael havde særlig meget erfaring med. "Velkommen til," han smilede let for sig selv. "Hvad er dit navn?" Det var jo altid et ret godt sted at starte.
Det var et ufattelig spændende eksperiment dette her og han var umådelig nysgerrig for at finde ud af, om det var herinde han skulle finde sig sin soulmate. Hvis ikke, var det også i orden, han havde allerede besluttet at tage det hele som en oplevelse, for hvad ellers kunne man gøre?

[Deleted]

Eta sad i sofaen, og så lidt tænksom ud over det svar hun havde fået. Hun vidste ikke rigtig, hvordan det her overhoved fungerede. Hun havde, set i bakspejlet, nok ikke lyttet ret meget efter, da hun blev briefet om det her projekt. Måtte det overhoved give hinanden navne? Men så bestemte hun sig for, at hun var ligeglad med reglerne og svarede:

"Eta," var hendes korte svar, for det var trods alt ikke noget langt navn hun havde.

Så gav hun sine fingernegle en inspektion. De var ikke lige så pæne, som de plejede at være, og trængte nok til en ny gang lak, hvis hun skulle være helt ærlig. Men de var dog mørkelillae, og farven klædte hendes hud - hvis hun altså selv skulle sige det.

"Og du?" sagde hun lidt efter, bare for at udfylde stilheden.

Hun var meget i tvivl om hvorvidt hun kunne finde sin soulmate i det her projekt, men man kunne lige så godt prøve, ikke? Og kaste sig ud i det. Ikke? Det var trods alt tid siden, at hun var blevet skilt. Hun måtte komme videre. Ikke?

[Rafael Montés]

Han blev meget opmærsom på lyden af hende stemme, imens ideerne til hvilket ansigt der kunne tilhøre en sådan stemme fik frit løb. Selvfølgelig var ideen netop at de ikke skulle vide noget om den slags, hvilket både øgede til mystikken, men samtidig var en smule frustrerende.
”Hej Eta.” Hilste han så og forsatte, ”Jeg er Rafael.” Han smilede imens han sagde sit navn, mest fordi det var en vane for ham. ”Så hvad fik en kvinde som til dig at melde dig til et eksperiment som dette?” Forhørte han sig så. Noget skulle man jo spørge om og han ville da selv mene at spørgsmålet var temmelig relevant.
Han lænede sig en smule rastløst tilbage i sofaen og krydsede det ene ben over det andet imens han gav sig til at pille lidt ved en løs tråd i puden han før havde ligget og kastet med.

[Deleted]

Eta sad og betragtede sine negle lidt. Det var virkelig underligt at møde folk på den her måde, hvor man ikke kunne se dem, men kun høre dem. Hun måtte også være ærlig og sige, at hun nok ikke var helt så vild med idéen. Mest fordi hun var en meget fysisk type, og ofte blev tiltrukket af udseende før personlighed. Men det var selvfølgelig en anden måde at gøre det her på, og det var måske også ok. Så slap hun måske for at falde for den smukke douchback, for en gangs skyld.

"Goddag Rafael," svarede hun kort, og overvejede om hun skulle adoptere en mere 'fri' tone, men besluttede sig for ikke at gøre det. Det her var trods alt den hun var, og det var det hun skulle præsentere her.

"Jeg er fornyligt blevet skilt, og tænkte at det her skulle prøves af. Eller ikke fornylig, men for et års tid siden," var hendes svar.

Der var noget exotisk over hendes udtale, som hun talte. Hun tippede hovedet let til side, og forsøgte at danne sig et billede af, hvordan denne Rafael kunne se ud.

[Rafael Montés]

Hun lød temmelig formeld som hun snakkede. Ikke at det gjorde ham noget, han var bare selv meget løssluppen med sproget og den slags. En ung ballademager og et kæmpe legebarn som Andrea Montés Callahan sommetider valgte at kalde ham.
”Skilt?” Gentog han og tyggede lidt på informationen før han forsatte med to ret så relevante spørgsmål, efter hans egen mening. ”Hvor længe var I gitt? Og er du hundrede procent ovre ham?” Man måtte vel gå ud fra det siden hun jo var her, men man kunne aldrig vide.
Han ved let sammen om sin underlæbe og håbede ikke at han var gået over stregen. Det var jo svært at sige når ikke man kunne læse hinandens kropsprog.