Rødt hår og bare træer

[Lydia Weasley-Lupin]

Tråd til @drlur5
Marts - 2057
Outfit

---

Det var weekend, og Lydia brugte tiden på at tuller lidt rundt i slottet, hun kunne godt lide bare at gå omkring og når det regnede som nu, så blev det altså på skolens gange, frem for udenfor. Men der var også meget at se og lægge mærke til, hemmelige gange og korridorer, udgange der førte til Hogsmeade. Hun havde hørt fortællinger om hvordan hendes farfar havde været ved til at lave et kort, som viste skolens aktivitet og også gangene til Hogsmeade. Hun vidste en af dem første til det hylende hus, og hun kendte til sandheden om hvorfor det engang havde hylet. Det var slet ikke hjemsøgt, det var bare hendes farfar, i ulveform.  Tanken var mærkelig, men det glædede hende hvilke venner han havde haft den gang, well lige portset fra en, den ene som havde fået... havde fået... Ham der havde sledret til Ham Der Ikke Må Nævnes! Tanken kunne stadig få det til at løbe Lydia koldt ned af ryggen og som hun gik der i den øde gang begyndte hun at gå at tænke over det hele.

Pludselig som hun drejede rundt om et hjørne kort hun en låge gå op og ud af et skab trådte selveste Lord Voldemort (en boggart). Lydia skreg og ville løbe, men var som naglet til stedet. Hun stirrede på troldmanden der så ofte havde hjemsøgt hendes drømme, og ventede nærmest bare på at han ville hæve sin stav og sende det et grønt lys imod hende, som ville frarøve hende livet ligesom det havde været tilfældet med hendes bedsteforældre.

[Deleted]

Mason havde bevæget sig lidt rundt på gangene, som var en af hans mange pligter som vejleder. Han havde konfiskeret noget slik fra nogle anden års elever, som var næseblodsnougat. Typisk, børn som prøvede at komme ud af deres klasser.
Mason var på vej mod storsalen, hvor han så frem til at få et glas koldt græskarjuice. Han havde et smil på læben, som han drejede om hjørnet og stoppede op. Han så en elev der faldt til jorden, hans blik gled op på en skikkelse som kom ud af skabet. En isende fornemmelse gik ned igennem hans ryggrad.. Det kunne da.. Nej.. Han var død.. Borte og væk?? Var det virkelig ham som ikke måtte nævnes?
Blikket var frosset mod skikkelsen... Hvordan??
"hj..." Mason skulle lige til at råbe efter en professor, men hans blik fangede skabet.. Arh... En boggart.. Mason var stadigvæk frosset, men tog så en dyb indånding. Mason trak sin stav og gik hen til pigen, med et bestemt skridt og et halvt lukket øje. Trådte Mason ind foran boggart, som ændrede sig til Mason i et bur. "Riddikulus" lød det imens han lavede en bevægelse med staven.
Skikkelsen af ham selv i et bur, blev lavet til en klovn i en æske.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia var stivnet komplet og stod bare og stirrede i panik på Mørkets herre som stod lige foran hende. Han var tilbage! Lige der midt på skolen!! Det var som om alting vendte sig i hende og hun frygtede blot for hvornår han ville sende en avada kadavra imod hende. Dog nåede han det ikke før nogen kom hende til undsætning bagfra. Hun nåede dog ikke at gøre meget før Voldemort forsvandt og blev erstattet af selv samme elev, som var kommet hen til hende, siddende i et bur. Da han efterfølgende svang sin stav og udtalte formularen Riddikulus, gav det hele pludselig mening og det var som om hun fik kickstartet sit åndedrag og igen kunne trække vejret. 
Hun kiggede på eleven og så hel udmattet ud. "Wauw, tak... Jeg... Den der var jeg slet ikke klar på." Svarede hun ærligt og så en smule flov ud.

[Deleted]

Hjertet hamrede stadigvæk i brystet. Det her var bestemt ikke en god form for skræk at have. Han var jo trods alt væk, for mange år siden. Det havde de sørget for dengang. Han mærkede hvor træt kroppen var efter, at opleve enhver troldmands skræk. Phew..
"Det er noget af en boggart at have." lød det skælvende fra Mason, som rystede kroppen og rakte hende hånden, hun skulle da ikke ligge der og rode rundt.
"Kom op med dig frøken." sagde han og sendte hende et smil, som virkede lidt mere kontrolleret end hans andre ansigtsudtryk indtil videre. Det havde være lidt hele paletten af følelser, frygt, sorg og glæde. Det kunne han godt tænke sig, at undgå næste gang.

[Lydia Weasley-Lupin]

Hun så op på ham og rettede på det lange hår, det gik der op for hende at håret havde skiftet farve til nu at være kridhvid. Denne opdagelse fremtvang et lille fnys fra hende. Selvfølgelig, hvorfor ikke. Hvis hun ligefrem skulle panikke, så kunne hun vel ligeså godt gøre det gennemført. Ikke at det var noget hun altid helt kunne styre elv, det havde hun heller ikke gjort denne gang. 
Hun tog dog små smilende imod fyrens hånd og kom rystende på benene igen. "Undskyld.. Ja.. jeg.. det ligger jo nok lidt til familien. Han -" Hun gjorde et nik med hovedet over imod hvor Voldemort før havde stået. "har hjemsøgt mine drømme så langt tilbage jeg kan huske." Lød det ærligt fra hende. 

[Deleted]

Masons familie havde på ingen måde været en del af den anden krig, i hvert fald ikke hvad han vidste han. Derfor var det ikke lige noget, som han gik rundt og brugte tid på at tænke på. Dog kunne han jo godt se flere af hans klassekammerater og folk fra skolen, havde familiemedlemmer som var en del af krigen. De havde allesammen nogle historier, at fortælle - og alt respekt til det de havde gjort dengang. Dog ikke just noget, som Mason ville gå rundt og høre på konstant.
Dog kunne han godt gøre en undtagelse lige nu, han var trods alt velopdragen.
"Arh. Din familie var en del af den anden troldmandskrig?" spurgte han og slap hendes hånd, da hun var kommet på benene.

[Lydia Weasley-Lupin]

Hun kom til at smile lidt af ham ved det spørgsmål, der blev stillet. Om hendes familie havde været med i krigen? De havde nærmest været i kernen! Han måtte da om ikke andet kunne genkende hende som en Weasley? "Min farmor og farfar mistede begge livet under krigen, min far var ikke engang fyldt et år. Og min mors side... tja min morfar er Bill Weasley..." forklarede hun og trak lidt på skuldrene. Måske var det ikke direkte Ron hun var i familie med, men det havde været tæt nok på. Det havde aldrig været helt nemt for hende. 

[Deleted]

"Naturligvis er du det." sagde han og sendte hende et smil. Hun havde jo det røde hår, som man havde læst Weasleyerne havde.
Han gav virkelig ikke meget for folk med fancy familier. Det gjorde ikke noget i sidste ende. Det var personens handlinger som definerede ham/hende og ikke hendes navn. Man kunne komme fra den bedste og mest indflydelsesrige familie og stadigvæk være en taber, som ikke kunne lave en tandstik om til en nål.
"Nå. Hvor skal du så hen af?" spurgte han og fejede hendes fancy familie væk, mest af alt fordi han egentlig ikke gad snakke om en eller anden familie - han personligt ikke var interesseret i.

[Lydia Weasley-Lupin]

Fyrens ord fik hende til at undre sig, han fik det jo næsten til at lyde som om hun pralet, hvilket på ingen måde var hendes intention med noget af det. Hun prøvede jo egentlig bare at fortælle hvorfor hendes boggart tog den den form den gjorde. Det kunne måske også være ligegyldigt. hans pludselige ændring i samtale slog hende helt ud af den og hun så hen på ham med et smil "Ikke noget særligt sted egentlig, jeg var bare træt af at sidde stille." forklarede hun bare og smilede lidt. "Men vi kunne gå ned til søen, hvis du har lyst."

[Deleted]

Om hun pralede eller ikke var underordnet, men faktum var at Mason ikke var interesseret i at høre på familie kendiser. Det lå ikke til ham at lade sig forblænde i folk, på grund af et navn.
Han sendte hende et venligt smil, som hun forslog de kunne gå ned ved søen. "Min plan var nu at gå ned i storsalen og få lidt at drikke, imens jeg skulle lave lektier til imorgen." sagde han og klappede på sin taske, som tydeligvis indholdte en række bøger.
Uddannelse var vigtigere end sjov, derfor prioriterede han også det højere end meget andet. Han ville skam ikke være uhøflig, men han måtte tage sine forholdsregler og sikre sin fremtid. Ikke alle var født med et navn.
"Du er velkommen til at komme med derned."

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia rettede lidt på sine briller og smilede til ham. "Storsalen? Det lyder også ret fint. Det vil jeg gerne" svare hun så for derefter at dreje rundt på fødderne og gå i den rigtige retning. Hun skævede lidt til Mason som de gik. Det var virkelig rart af ham, at han var kommet hende til undsætning. Hun frøs stadig lidt over chokket og troen på at Han faktisk var kommet tilbage. Det var sket før, og det kunne vel ske igen så? Det frygtede hun hvert fald, selvom hendes fornuft selvfølgelig fortalte hende, at Voldemort var død og borte og med sikkerhed ikke!
Lydia skævede til Mason som de gik ned gennem gangene. "du øhm.. Jeg tænkte på, det før... Kan vi lade det blive mellem os? Jeg har ikke rigtig lyst til at skolen kender til min frygt?" Sandheden var nok at hun var en anelse flov over hvad hun selv var bange for. Det var selvfølgelig ikke noget der kunne gøre så meget ved, men hun ville et eller andet sted være bange for edderkopper lig som sin Ron?

[Deleted]

Mason begyndte så småt at følges med hende afsted. Han havde egentlig ikke nogen holdning til det der var sket, men han kunne stadigvæk godt mærke kulden i knoglerne. Frygten som stadigvæk lå tungt ind over skuldrene. Han havde set du ved hvem.. En af de farligste mørke troldmænd. Phuha.. Det kunne han godt undgå at gøre igen.
Han sendte Weasleyen et smil og nikkede.
"Selvfølgelig, din hemmelighed er sikkert hos mig." sagde han med et beroligende smil. Hun skulle bestemt ikke være nervøs om at han ville sladre til nogen. Han var trods alt vejleder, som skiltet på hans bryst indikerede.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det var egentlig meget hyggeligt at gå der sammen med fyren efter at han havde hjulpet hende. Hun var helt sikkert glad for, at hun ikke lige skulle være alene lige nu. Det var måske også grunden for at hun blot fulgte med ham. Hun skævede til ham, som han lovede ikke at sige noget til nogen om hendes frygt. "Tak øhm... ma..mason? ikke?" Hun var faktisk ikke helt sikker på om hun kunne hans navn. Det var ikke meget hun havde med de andre kollegier at gøre, og slet ikke dem der ikke var på hendes årgang. Ikke fordi hun bevidst undgik dem, men hun opsøgte dem bare ikke rigtig. Det var ligesom ikke helt hendes stil. "Og så skal jeg nok holde din frygt hemmelig også" lovede hun med et smil.