It's Raining Men

[Deleted]

Benjamin lyttede til alt hvad Andrew havde og sige, og det gjore ondt på ham at han troede det var hans skyld at han ville gå, for det var det bestemt ikke. Han knugede nøglerne i hånden på sig selv og smed nærmest sit hoved tilbage i en opgivende facon. Han kunne ikke bare gå og efterlade Andrew her. Det kunne han ikke gøre mod ham. Han havde allerede svigtet ham en gang her til aften, han kunne på ingen retfærdiggøre endnu et svigt.

Benjamin spankulerede ind i døren til soveværelset. "Andrew.." sagde han med en meget hæs og dyb tone, nærmest som han var i en trance. "Jeg skal nok blive..." sagde han og satte sig ned i døråbningen og foldede sine arme om sine knæ, mens han hvilede sin hage ovenpå sine knæ.

Der var ingen tårer at spore i Benjamins ansigt, han virkede nærmest som en død dukke der blot var blevet placeret i den stilling. Hvad skulle han dog sige lige nu? Hvad kunne han overhovedet gøre, ligemeget hvad ville Andrew altid huske det slag som han havde fået, og det ville han aldrig kunne fjerne fra ham, udover han gjorde noget så utilgiveligt som Obliviate. Og det ville han aldrig gøre!

Han kiggede kort over på Andrew og hurtigt væk igen, han var utrolig bekymret for sin ven. Han havde virkelig mistet meget blod. "Undskyld..." fik han hvisket. Det stak ham i hjertet, for når han først fik sagt undskyld, så anerkendte han også selv den handling han havde gjort, og selvom Andrew nok ville tilgive ham, så ville han aldrig tilgive sig selv for det.

Hvad ville andre folk ikke tænke om ham nu?

[Andrew Thomas]

Andrew åndede lettet op da han hørte Benjamin komme gående tilbage. Han kiggede på sin ven, lidt som en lille hundehvalp der bare havde behov for ikke at være alene lige nu, for han vidste, at hvis han var helt alene med sine tanker, så ville han sikkert gå i en choktilstand lignende den, Yules havde fundet ham i da han tog hjem efter sit sygdomsanfald. Og det havde ikke været behageligt. Han var meget træt og svækket, men samtidig var han desperat efter nogen at tale med om det. Og Benjamin var her lige nu, så det var bare vigtigt for ham, at han fik fortalt hvad der var sket. I hvert fald af hvad han kunne huske.

Han smilede forsigtigt, men hans øjne forblev lettere triste over hvor trykket hele situationen var. At se Benjamin bare sidde der for sig selv i døråbningen og undskylde var bare noget der skar ham så hårdt i hjertet at han rystede på hovedet. "Du fik mig tilbage til virkeligheden. Det er okay, Benjamin.. Jeg vil langt hellere have lidt svie på min kind end jeg vil sidde i mørket lige som før," bare at snakke om det, gav ham et koldt gys ned af ryggen. Eller også var det blodtabet? Han vidste det ikke og det var også lidt ligegyldigt lige nu.
"Jeg... Der var noget der angreb mig.. Jeg var bare på vej på arbejde og så.. Var der én eller anden.. Og så flygtede jeg, og endte med at gå i spåner fordi.. Fordi jeg gik i panik.. Jeg kan bare ikke huske hvem der angreb mig eller hvad der egentlig skete, andet end at jeg dukkede op i gyden uden for din lejlighedsblok og så.. Alt det her.. Jeg er så damning ked af det, Benjamin, det var ikke meningen at forskrække dig sådan, men.." han rykkede sig rastløst, bidende sig i kinden da der gik et mindre smertensjag igennem hans åndsvage skulder igen.

[Deleted]

Selvom Benajmin måske ikke var det bedste sted lige nu, så lyttede han bestemt til hvad Andrew sagde. Det sidste lange stykke tid havde været så dramatisk, og der var sket så mange ting at det var utrolig svært at følge med. Han sukkede og fortsatte blot med at sidde og kigge ind i væggen. Han var stadig skuffet over sig selv, selvom det havde hjulpet Andrew med at 'komme tilbage til virkeligheden'

Benjamin vidste godt at Andrew på ingen måder havde valgt at dukke op for at skræmme ham, eller for at såre ham eller gøre ham bekymret, det var blot en reaktion fra Benjamins side, men historien han fortalte skræmte ham dog lidt, hvem ville dog angribe Andrew?

"Jeg er ked af mit udbrud Andrew. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og da du dukkede op med alt det blod, slog det bare klik, som om et eller andet tog over. Jeg er glad for at du har det bedre, men stop lige med at bevæge dig for meget, jeg er ikke ekspert i healing, så dine sår er stadig friske, og så længe du bevæger dig, så heler det ikke." han afværgede måske en smule det at snakke om følelser, mest af alt fordi han havde mange tanker om sig selv lige nu som ikke ligefrem var lyse.

[Andrew Thomas]

Andrew kunne godt lidt høre på det, at Benjamin forsøgte at kravle væk fra følelsessnakken. Det var forståeligt, især med hvordan han virkede til at være ved siden af sig selv, især efter at have givet ham lussingen. Han smilede et varmt smil og stoppede med at rykke rundt på sig. "Men jeg mener det, Benjamin.. Du må ikke være ked af, hvad der lige er sket," sagde han i en mild tone. Det ville nok være en god idé at få sin røv slæbt på Skt Mungos på et tidspunkt. Men lige nu var han simpelthen bare for udmattet til at gøre det.

"Til gengæld er du meget bedre til det, end jeg er.. Man skulle fandme ikke tro jeg er en tidligere Ravenclaw," han fik ofte hævede øjenbryn når han nævnte det faktum, for han kunne virkelig godt nærmere virke som en Hufflepuff eller en Gryffindor sådan som han konstant prioriterede sine venskaber højere end alt andet.

[Deleted]

Benjamin havde bestemt ikke behov for at snakke om sine følelser lige nu. Han følte sig utrolig sårbar, mest af alt fordi de ting der vr sket bare ikke var okay, og det kunne Andrew ikke ændre på ligemeget hvor meget han forsøgte. Et suk kastede sig over Benjamins læber, alt den her ballade måtte stoppe.

"Stop nu" han kunne ikke overskue det. Andrew havde en måde at lyde total upåvirket af situationen, og det var det som gjorde Benjamin vred i første omgang. Han havde ingen respekt for sit eget liv, nu var det anden gang hvis ikke flere gange at han var tæt på at miste livet.

"Er du i virkeligheden bange for at dø Andrew?"

[Andrew Thomas]

Andrew stoppede med det samme sin talestrøm. Han var ikke helt klar over, hvad han egentlig turde sige til Benjamin lige nu, for han virkede virkelig ikke til at have det super godt mentalt og det var lidt som om, at lige gyldigt hvad han sagde, så var det bare ikke helt godt nok. Han sukkede lavt, lænende sig tilbage i sengen. Stilheden fyldte rummet til Benjamin spurgte om han virkelig var bange for at dø. Det var et spørgsmål han stillede sig selv en del gange fordi han netop havde haft de to nærdødsoplevelser, som så nu var kommet op på tre.
"Jeg... Ja.. Jeg er damning rædselslagen for at dø, Benjamin. Eller for at ende som en grøntsag," indrømmede han stille mens han kiggede på sin ven, oprigtigt.

"Det lyder dumt i forhold til hvor latterligt dumdristig jeg har været, men det er altså rigtigt," han pillede lidt rundt ved det papir der havde været rundt om chokoladebaren, i manglen på noget at lave rent fysisk. Det gjorde i det mindste ikke ondt bare at bevæge sine hænder.

[Deleted]

Benjamin lyttede altid til hvad det var Andrew sagde, og han ville bestemt ikke banke ham i hovedet over det her. Han måtte bare forstå at når sådan noget skete, ville de mennesker omkring ham reagere på det. "Jeg er ikke vred..." sagde han og kiggede mod Andrew da han begyndte at pille ved papiret.

"Jeg er bange for at du forsvinder igen, vi har snakket om det. Og du skal ikke have dårlig samvittighed, du skal fokusere på at få det bedre nu." fastslog han og rejste sig op, det varme smil som Benjamin normalt havde, var nu retur.

"Men du skal stadig på Skt. Mungos" han blinkede til ham som i at han ikke fik lov til at slippe, Benjamin stolede ikke nok på sin healing magi, til at han bare ville lade ham gå derfra så nemt.

[Andrew Thomas]

Det gjorde Andrew oprigtigt lettet at høre, at Benjamin ikke var vred, især da hans oprigtigt varme smil var tilbage. For det gjorde ondt når Benjamin ikke havde det godt. Det var bare sådan, Andrew havde det når andre gik gennem dårlige ting: Hans hjerte blødte bare altid når sådanne ting skete. Og det gjaldt også i forhold til Benjamin, for var der nogen, som Andrew virkelig holdt af, så var det ham. "Yeah, du har ret.." mumlede han eftertænksomt, dog ikke uden at give et smil tilbage til sin ven. Han sukkede let og lænede sig tilbage, for han vidste godt hvor meget han havde damnet up, også selvom Benjamin lige havde sagt at han ikke skulle have dårlig samvittighed. Han slog dog hurtigt tanken væk, for lige nu følte han ikke rigtig at der var plads til den, ikke oven i alt det her.

Så snart Benjamin nævnte Skt Mungos, sukkede han igen, for der var ikke noget i verden han hellere ville undgå end at tage derhen og være lænket til en seng i længere tid, hvor han bare kunne ligge der og glo til han bare visnede og blev til en sæk kartofler. Han hadede tanken, men hans fornuftige side vidste jo også godt, at det var det bedste der kunne gøre i den her situation.
"Men hvordan kommer vi overhovedet derhen?" det var et spørgsmål der nagede ham, for han vidste udmærket godt, at hvis han først gav sig til at rejse sig, så skulle det sgu nok først gå galt. Og spektral transferens var hele grunden til at han var i den her situation. "Jeg mener.. Jeg tror ikke det er godt hvis vi prøver at tage derhen selv, tror du?"

[Deleted]

Hele situationen var en smule forvirrende, det var jo ikke fordi at han ville smide Andrew ud på den måde. Han sukkede og rystede på hovedet af Andrew, selvom han synes at han var den største idiot lige nu så betød han jo stadig noget. "Der var ingen der sagde det skulle være lige nu og her" konstaterede han og kiggede på Andrew

"Jeg tænker bare du kunne tage derhen hvis du vil have noget profesionel hjælp. Tror ikke det er så godt at jeg gør det Andrew, jeg er for tæt på dig." der var virkelig ikke noget som Benjamin ikke ville gøre for Andrew, men han blev også nød til at tænke på sig selv i den her situation.