It's Raining Men

[Andrew Thomas]

Tidspunkt: I fremtiden, lol (ca kl 8 om morgenen)
Vejr: lol, det regner med mænd (In all seriuosness; Regnvejr)
Deltager: Benjamin Buchanan

Hvad der var sket før Andrew kom hertil, var sporadisk, kaotisk og ikke mindst noget han ærligt talt havde glemt. Han var en dygtig magiker, men lange distancer og panik var bare en dårlig kombination med spektral transferens. Det havde så resulteret i en god gang gåen i spåner, hvor at det var sket tæt nok på hans torso til at der ikke var røget nogen lemmer i det mindste. Til gengæld havde en kæmpe rift ned gennem skulderen og noget af såret var overfladisk, men strak sig ned af hans bryst, blødende kraftigt da han landede i en gyde ved siden af Benjamins lejlighedskompleks. Halvvejs oven i en af de store skraldespande, hovedet først direkte mod kanten, for han væltede pladask ned på asfalten med en smertefuld lød over læberne. Han var dog stadig i panik og selvom han ikke helt vidste hvorfor -fordi han var besvimet kort efter faldet - så var adrenalinen stadig godt i gang med at pumpe rundt i kroppen på ham. Så selvom han blødte ud over det hele, formåede han stadig at komme på benene og han slæbte sig herefter af sted mod indgangen til lejlighedskomplekset. Alle folk der kiggede mod ham blev grundigt ignoreret. Han havde brug for Benjamins hjælp, ikke en eller anden fremmed. Det var Benjamin, som Andrew stolede på.

Da han endelig var oppe på den rette sal, var han allerede klar til lægge sig. Hans ansigt var blegt som de hvide vægge på hospitalerne og der dryppede blod fra hans skulder som han langsomt slæbte sig hen ad gangen og endte ved Benjamins dør. Men før han overhovedet nåede at banke ordentligt på, mistede han fodfæstet og kollapsede i stedet for voldsomt og halvt op af døren med et træt suk. Der var nok ikke meget tid igen.

[Deleted]

Hvad der ellers var en normal morgen for Benjamin skulle snart ændre sig. Dagen startede dog normalt ud med bad, morgenkaffe og morgenmad. Dagen var knap nok begyndt før det væltede ind med notater og breve fra diverse instanser samt, klienter der havde brug for råd eller guiding. Det var måske en smule overvældende så tidligt på dagen, men for Benjamin gav det ham en indre ro at kunne sætte sig ned og arbejde i sit eget tempo før at kaoset brød løs på arbejdspladsen. Benjamin kunne aldrig rigtig planlægge sin dag helt ned til en mindste detalje, for de mennesker han arbejdede med kunne have forskellige behov dag til dag, og det var det som gjorde at han elskede sit arbejde. At kunne hjælpe andre, samt det ikke blev til det samme arbejde hver evig eneste dag.

Morgenmaden forsvandt stille og roligt som han fik arbejdet sig igennem brevene, og tiden var så småt ved at løbe fra ham, men det var intet nyt. Han sukkede kort og fik ryddet op efter morgenmad og fik klædt sig på, dog blevh an afbrudt af et stort knald udenfor hans hoveddør, en lyd han ikke havde hørt før. Benjamin havde det med at gå meget i den mindste detalje, så når der skete noget nyt omkring ham, lagde han bestemt også mærke til det.

Han åbnede forsigtigt sin hoveddør, og med den store forskrækkelse så han en Andrew der var dejset omkuld i en pøl af blod der viste at han var kommet op af trapperne og var faldet om før han havde mulighed for at banke på. Uden at tænke smed hans sig på knæene ved siden af Andrew og fik drejet ham om på ryggen. "Andrew?! Andrew?!?!" råbte han og ruskede i ham.

Det så bestemt ikke godt ud. Hvad fanden var der dog sket? Inden han overhovedet fik tænkt sig op, løftede han Andrew op i sine arme for at få ham ind på sengen hvor han bedre kunne kigge på ham.

Benjamin var ikke lige så god til magi, som Andrew var, men healingmagi var trodsalt noget af det han havde haft det lidt nemmere ved, så han mente selv at han havde mulighed for at hjælpe Andrew indtil en læge kunne få set på ham.

Døren ind til soveværelset blev sparket op af Benjamin der havde Andrew i sine arme, han måtte tænke hurtigt, og det var virkelig svært. Blodet gjorde ham panisk, og Andrews manglende smil var næsten som et dårligt omen. Forsigtigt fik han placeret Andrew på sengen og meget hurtigt fik han nærmest revet det der var tilbage af hans bluse af hans blodige overkrop.

"Andy?! Nej nej nej...." han kunne mærke hvordan en klump i halsen begyndte at forme sig. Han var så bange for at miste Andrew lige nu, hans hænder begyndte at ryste mens han undersøgte såret, det var dog svært med alt det blod som der var til stede. Det lignede nærmest at Andy var blevet hugget i med en kødkniv. Der var ingen tårer at spore på Benjamins ansigt. Det var et alvorligt men skræmt blik. Andrew virkede bestemt ikke som typen der rodede sig ud i problemer, og denne skade kom ikke bare af sig selv.

"Vand.... Du skal have vand..." han rejste sig og fløj ud i køkkenet hvor han fik rodet i diverse skabe, hvilket resulterede i at køkkenet lignede en ruin. Men det var der ikke tid til at tænke på, han fik hurtigt bevæget sig ind ved siden af af Andrew igen med det varme vand som han havde hentet, samt klude i en massé.

"Det her... kommer til at gøre ondt..." han tog en flaske ved siden af bordet med brintoverilte, en muggler ting som var god til at rense sår. Han tøvede i et kort øjeblik før flaskens klare væske blev hældt udover såret. Benjamin vidste godt hvor ondt det gjorde. Det var som at hælde flydende ild mod den sårbare hud.

[Andrew Thomas]

Andrew var efterhånden knap nok ved bevidsthed som han lå ude i opgangen. Det svimlede for hans øjne og alting var udvisket på en ubehagelig både, der gjorde at han ikke kunne fokusere på noget som helst. Det gjorde ham endnu mere ubehageligt tilpas, så han valgte selv at lukke øjnene da han bemærkede at døren blev åbnet og Benjamins stemme kunne høres. Han ønskede at svare sin ven, lade ham vide at det altså ikke var så slemt som det så ud til - hvilket sjovt nok var en lodret løgn - men alting gjorde bare så ondt og han følte sig samtidig nærmest helt bedøvet og slap. Og træt. Han gjorde ingen modstand mod at blive båret ind i lejligheden, for han stadig totalt væk i sit eget hoved.

Dog formåede han at rode lidt rundt, hjælpeløs indtil Benjamin ind igen og gav ham en advarsel, der stadig ikke var nok til at dække for den pludselige, overraskende og brændende smerte der ætsede sig vej ned igennem det dybe sår. Det fik omgående Andrew til at spærre øjnene op, mens alle musklerne i hans krop blev anspændte. Han greb ud og endte med at få fat i Benjamins trøje mens han brugte al sin viljestyrke på at bide smerten i sig med et mindre, afkræftet støn. "damn.. Av f.. Hælder du ild i mig?" han havde ikke lagt mærke til hvad der blevet hældt ned i såret, men det føltes som ild. Og det var bestemt ikke rart. Men det havde da vækket ham nogenlunde op til dåd, i det mindste for nu.

[Deleted]

Da Benjamins bluse blev grebet fat i stoppede han kort med det han var igang med. "Sorry. Det kaldes brintoverilte, noget mugglere bruger til at rense sår. Det gør ondt, men det sørger også for at det ikke bliver betændt" han måtte arbejde hurtigt, selvom såret var blevet renset, var han langtfra færdig. Blodet stod stadig ud af Andrew som en vandhane der ikke ville stoppe, og ærligt så skræmte det Benjamin noget så grusomt. Lige nu kunne han ikke udføre magi, der var ikke fokus til det, og såret var alt for slemt tilredt til at overhovedet være modtagelig overfor den magi som han var istand til at fremane på nuværende tidspunkt pga. Panikken over hele situationen.

Benjamin selv havde ikke lagt mærke til at hans ellers hvide bluse, var blevet rød af Andrews blod. Skulle hans bedste ven, dø i hans arme? Ikke hvis det stod til Benjamin, men han var på ingen måder sikker. Han fik hurtigt taget kludene frem og begyndte at presse på såret med dem, for at sikre sig at han kunne stoppe blødningen, så Andrew i det mindste ikke ville få blodmangel, selvom blusen og Benjamins opgang nok fortalte en anden historie lige nu.

"Hvad damn har du lavet?" råbte Benjamin af ham meget vredt. Hele hans ansigtet var ikke trist længere, den var erstattet med frustrationer og et sammenrynket ansigt der kunne misforståes med en meget gammel version af den kendte heks McGonnagoll.

"Du er så fandens uansvarlig, og og! Jeg vil ikke miste dig din store bjergtrold!" fik han råbt fuldstændig uden at tænke sig om. Der var intet filter lige nu. Såret så ikke ligefrem bedre ud, og blødningen var ikke lige sådan til at stoppe.

[Andrew Thomas]

Andrew var stadig ikke helt ved sig selv. Det var så pisse ubehageligt hvordan han knap nok kunne se Benjamins ansigtstræk, og at der var en følelse af, at han havde fået en ordentlig bunke vat i ørerne. Han virrede let med hovedet i et forsøg på at få klaret op på sig selv, men det hjalp ærligt talt ikke særlig meget, så han valgte bare at droppe det. Der gik heller ikke meget længe før han mistede grebet i Benjamins trøje fordi han ganske enkelt ikke havde styrken til at holde fast.

Endnu et lille smertensudbrud slap ud af ham da der blev lagt pres på såret. Det gjorde røv-ondt, men kun lige til at begynde med, for snart forskrækkede Benjamin med at råbe ham i ansigtet, hvilket fik ham til at blinke et par gange, mens han forsøgte at huske præcis hvad der egentlig var sket. Men det eneste han huskede var at han havde været på vej på arbejde, derefter kaos og til sidst opgangen. Han kunne ikke engang huske hvordan han til at starte med var dumpet ned i gyden. "Jeg.. Kan ikke huske det?" han rynkede brynene og blev ved med at forsøge at genkalde sig det, men der kom bare ikke noget frem: Havde nogen brugt en Obliviatus forbandelse på ham?!

"B-Bjergtrold?" Andrew rakte langsomt ud og klappede Benjamin forsikrende på armen, som han gav ham et træt smil. "Jeg går sgu ingen steder... Og.. Jeg er fandme ikke en bjergtrold," det var ment lidt i en joke i et forsøg på at lette stemningen lidt, men han kunne da sagtens mærke frygten stige samtidig med at følte sig mere og mere svækket over det stigende blodtab.

[Deleted]

Benjamin var utrolig forbløffet over at Andrew slet ikke forstod alvoren af situationen, men det var ikke hans opgang, lejlighed eller tøj der var smurt ind i hans bedste vens blod. Det resulterede i at Benjamin sendte ham et skullende blik, mens han pressede bare en tand hårdere. "Du er fuldstændig udenfor rækkevidde" råbte han vred og stoppede med at presse for at vaske blodet væk så han i det mindste kunne forberede sig mentalt på at skulle kaste healing på det.

Han trak sin stav og gav den et kort sving, den glimtede kort i en grøn farve og såret helede sig langsomt, dog var det ikke alle steder der hjalp så der var en del sår stadig. Dem måtte han klare med mugglermetoder. Så der gik ikke længe, før at Andrews venstre skulder var pakket ind i bandage og vat til at suge det overskydende blod fra de små sår. Han kastede straks alt hvad han havde fra sig og stormede ud i køkkenet hvor han fandt en juice og en chokolade bar til Andrew. Han pakkede det hele ud og gjorde det klar til Andrew og placerede det ved ham "Du er så skide uansvarlig og har ingen form for situationsfornemmelse." sagde han køligt mens han forlod værelset for at begynde at gøre rent. Han var stadig smurt ind i blod, mens han sad på stuegulvet som blev skrubbet på mugglermetoder. Magi kunne ordne meget, men ikke den psykiske byrde han havde lige nu, så en omgang gammeldags rengøring kunne måske fjerne tankerne lidt. I mens han sad der kiggede han ikke en gang på Andrew inde i sengen, han fortsatte blot med at gøre rent. Tydeligvis ramt at chok over hvad der lige var sket.

Benjamin kiggede ned af sig selv og sukkede ved synet over blodet. Det var faktisk først nu at det virkelig gik op for ham hvor voldsomt det hele så ud. Det lignede nærmest et slagterhus. Han rynkede på næsen og fik hurtigt rejst sig. Opgangen skulle hurtigt renses eftersom der også boede muggler i denne bygning, så med et enkelt flik fra hans stav, blev opgangen straks ren. Døren smækkede han hårdt i. Tydeligvis stadig meget påvirket af Andrews skader.

Efter lang tid med rengøring dumpede Benjamin nærmest sin krop ned i sofaen, stadig med blod på blusen og op af halsen samt på kinden. Han var lidt ligeglad lige nu. Han var chokeret og fuldstændig ude af takt. Men det var gået op for ham mens han gjorde rent, at det ikke kun var fordi at Andrew var blevet skadet at han var vred og ked af det, men også fordi han var bange for at miste Andrew.

Andrew betød rigtig meget for Benjamin og over den sidste lange periode, var han begyndt at betyde mere for Benjamin end hvad han lige forstod og det gjorde ham så forvirret. "Jeg er hetero.... Men hvorfor føles det så som om mit liv var ved at slutte da jeg fandt Andy ved min dør...." det var den slags tanker som fløj gennem hovedet på ham lige nu Han kunne vel ikke være forelsket i ... en mand? Han rystede kort på hovedet og kørte sine hænder gennem sit hår. Hvad fanden foregik der?!

Han kiggede kort ind i soveværelset, hvor Andrew lå og rystede på hovedet. Der var bestemt ingen tvivl. Men Andy måtte aldrig vide noget. Det var forkert, forbudt og bare underligt. Benjamin prøvede at forklare for sig selv at han blot var glad for at have sin ven tilbage, og at frygten for at miste ham manifisterede sig som romantisk følelser. Men når alt kom til at alt, havde han bare lyst til at sætte sig ind og holde om Andrew og beskytte ham mod alt ondt i verden, og sørge for at der aldrig ville løbe endnu en tåre ned af hans kinder.

Benjamin var dog også helt sikker på at hvis Andrew nogensinde fandt ud af at han havde de her følelser ville det knuse ham. Han var forelsket i Yulan. Det var hans livs kærlighed. Og det som Benjamin følte lige nu var blot en overreaktion fra hans side fordi han var bange for at miste. Lige nu havde han bare selv behov for at snakke med sin bror om alt det der var sket på det seneste, men det var ikke ligefrem muligt, de tillod ikke engang at de udvekslede ugler, i frygt for at han skulle planlægge at flygte fra Azkaban, selvom det skulle være umuligt.

Efter noget tid fik Benjamin endelig samlet sig mod til at kunne rejse sig og bevæge sig mod soveværelset hvor Andrew var. Han stod i dørabningen og betragtede ham i kort tid kørt han gik og satte sig på kanten af sengen ved siden af ham. Han pillede lidt ved bandagen og brugte noget mere af det rene vand til at rense noget af blodet væk fra Andrew, han havde ikke så meget at sige til ham lige nu for Benjamins følelser sad i den grad ude på tøjet, og hans hjerne var et helt andet sted. Han var så forvirret.

"Drik din juice og spis chokoladen. Du har mistet meget blod" sagde han nærmest mekanisk og fandt sin tryllestav frem. "Lumos" og med det samme satte der sig en hvid lysende kugle for enden af staven. Benjamin kendte godt til tegnene ved hjernerystelse, så han undersøgte straks hans pupiller. "Nox" hviskede han og pakkede staven væk.

[Andrew Thomas]

Andrews joke faldt meget, meget hurtigt til jorden, hvilket han hurtigt bemærkede ved det forøgede pres der fik ham til at lave endnu en lav lyd af smerte. Den fortjente han nu engang alligevel. Han lod være med at sige noget, klappede totalt i, for det var meget tydeligt at han havde trådt helt forkert. Selv med hvor rundtosset og let i hovedet han følte sig, havde han alligevel nok omtanke til at vide sådan noget, for Benjamin så virkelig ikke særlig glad ud. Hans smil falmede let og han undgik øjenkontakt med Benjamin mens hans sår blev næsten fuldt ud healet og resten blev fixet med bandager. Det gjorde stadig ondt, men han bed smerten i sig fordi han ikke ville irritere Benjamin unødvendigt, for lige nu var han en virkelig træls patient i sine egne øjne. Men det var bare normalt hans måde at undgik sine egne panikanfald, for det var det, lige under overfladen, og nu hvor han heller ikke turde joke, så blev det ved med at presse på, mens han gjorde alt i verden for at holde sig rolig.

Benjamins kølige stemme fik Andrew til at kigge meget kort på ham, men før han nåede at sige undskyld, så var Benjamin stormet ud af rummet. Han havde ikke engang lagt mærke til juicen eller chokoladebaren som Benjamin kort før var kommet ind med, måske fordi han var så svækket og så opsat på at undgå at lade sine følelser gå over bord som de havde en tendens til at gøre det. Han havde ikke lyst til det lige nu. Han ville bare undskylde og forhåbentlig aldrig se Benjamins kolde blik rettet mod sig igen. For det gjorde ret ondt.

Han lå derinde for sig selv et stykke tid, med sine grumme tanker om hvor forfærdelig han lige været mod Benjamin, og hvor meget han frygtede den svaghed der overmandede hans krop og gjorde ham svag. Anden gang han var ved at miste sin arm. Tredje gang han kunne have været død. Men denne gang kunne han vitterligt ikke huske hvordan og det smed kun en god mængde vrede oven i angsten og den dårlige samvittighed. Det hele var bare noget damning lort. Han stirrede intenst ud af vinduet i soveværelset og blev ved med det, selv da han mærkede et skift af vægt i sengen som Benjamin kom tilbage for at rense resten af blodet væk. Den mekaniske lyd der skulle have været Benjamins stemme fik Andrew til at se op på ham, hans eget ansigt ulæseligt med undtagelse af, at hans øjne var ekstremt distancerede. Panikken vældede op i ham og det fik ham til at lukke sig endnu mere inde i sig selv, som han gjorde som beordret og langsomt tog den juice der åbenbart var dukket op ud af det blå. Så snart smagen af juice ramte hans tunge, var det som om at det satte fut i hans overvældende følelser og hans øjne begyndte at blive blanke omtrent samme tidspunkt som Benjamin lyste ind i dem. Det kunne både slås hen som værende lyset der irriterede hans øjne som det kunne være humørsvingningerne der kørte rundt i hans hoved og fik ham til at få næsten helt fysisk ondt i brystet.

Han vidste ikke hvad han skulle sige, hvordan han kunne få gjort op for det stunt han havde lavet og de jokes han havde forsøgt, både at berolige sig selv og Benjamin med. For Benjamin var blevet helt kold og det fik Andrew til at fryse indvendigt og udvendigt og måden hans blik flakkede forvildet og næsten angstfyldt rundt fik ham til at ligne én der var nær et eller andet anfald af en art. Men han kunne bare ikke kontrollere det overhovedet og hver gang han tiltuskede sig et lille blik på Benjamin, spikede hans følelser bare mere og mere.
"Undskyld," det tog alt i ham at sige det. Vitterligt alt. Det var som om at det var fysisk drænende for ham at sige det. Han havde slet ikke lyst til hverken chokoladen eller juicen lige nu, men han gjorde alligevel som han gik besked på, selvom det bare gav ham en askeagtig og bitter smag i munden.

[Deleted]

Benjamin vidste godt at han faktisk bare burde tage imod Andys undskyldning, problemet med det hele var at han ikke vidste hvad fanden det var som han havde fået rodet sig ud i. Blod og ødelæggelse var ikke noget der bare skete sådan uden videre, og han havde jo tydeligvis slået hovedet siden han ingenting ville fortælle eller kunne huske. Han sukkede og rystede på hovedet af Andy

"Jeg kan ikke bruge din damning undskyldning til en skid. Du er lige kommet tilbage i mit liv, og så ...." han bed sig i læben og kiggede væk. "Så dukker du op svævende mellem liv og død. Du er pisse unfair og du har ingen respekt for dit liv. Du kunne have været død Andrew!"

Benjamin undgik stadig Andys blik. "Jeg har også mine egne ting at se til. Jeg vil gerne hjælpe dig, men.... " han rejste sig og knyttede sin nævne. "Jeg har min bror at tænke på også, mit arbejde og mine egne problemer.. Der er ikke plads til du dukker op i utide smurt ind i blod. Du er pisse unfair Andrew"sagde han rasende og skænkende ham ikke et enkelt blik "Jeg siger det her..." han tøvede og sukkede kort før han kiggede på Andrew med et blik han aldrig havde sendt ham før. Det var blidt, varmt og følsomt. "Fordi jeg elsker dig, og ikke vil miste dig.." hviskede han og tog sig til panden og rystede på hovedet.

[Andrew Thomas]

Andrew var allerede i forvejen på kanten. At Benjamin så besluttede sig for at begynde at tæske på hans samvittighed, hjalp på ingen måder på det, for Andrew vidste jo at han havde ret i næsten alt hvad han sagde. Det VAR unfair. Han skulle bare være taget til Skt Mungos så ville han ikke skulle høre om hvor unfair han var og hvor dumdristig han også var, fordi han jo godt vidste at det i sidste ende var sandhede. Men hvad han ikke var enig i, var at han var ligeglad med sit liv. Hans dødsangst var stor, især nu hvor han stadig kunne mærke svækkelsen i hele kroppen og at han sagtens kunne have været død. Men det kunne bare ikke passe, at han havde opsøgt fare på denne måde igen, men han vidste jo ikke hvad der var sket. Det var bare mørkt og så var der lejligheden og resten kunne han bare overhovedet ikke huske.

"Tror du jeg har lyst til at dø?" spurgte han til sidst i en meget lille stemme, der knækkede. Han kunne ikke undgå det længere: Tårerne pressede sig igen vej ud af hans øjne og han kiggede væk. Panikken vældede op i ham bare ved at han nævnte det. Døden. Den havde været så tæt på igen og det var noget, han bare ikke kunne holde til oppe i sit hoved.
"Jeg vil ikke dø...." det begyndte at blive for meget. Han tog sig til hovedet, rystende over hele kroppen, som panikken tog over og gjorde ham komplet irrationel. "Jeg vil ikke!" denne gang blev det sagt lidt mere højlydt, men det var også meget tydeligt, at han ikke var vred. Han var rædselslagen. Det hele maste sig på, al blodet og kaosset. Andrew begyndte langsomt at trække vejret hurtigere. Lidt for hurtigt, på grænsen til at han hyperventilerede.

[Deleted]

Benjamins blik forlod sengen og rummet fuldstændigt. Han ville have noget med Andrew at gøre lige nu. Så rolig og rar som Benjamin kunne være, så stædig og vred kunne han også blive. Og Andrew havde bare trykket på nogle knapper der virkelig fik Benjamin til at reagere. Han kunne slet ikke komme sig over hvor en absurd situation han stod i lige nu. Hans bedste ven der lå på hans seng smurt ind i blod, som han i øvrigt måtte 'redde' fra sit alkoholproblem. Oh yeah, hvem kunne dog glemme at han var forelsket i sin bedste veninde, som også stod til at skulle giftes med en eller random mystery guy? Hvis Benjamin havde været i filmbranchen ville han højst sandsynligt blive kåret som årets forfatter. Han rystede på hovedet og mærkede hvordan han befandt sig i den situation hans tanker kort gav ham en pause fra. Sådan var det med tanker, de kunne være ens bedste venner, men de kunne også være ens værste fjende som Andrew var vidne til tidligere med Benjamins PTSD anfald. Det værste for Benjamin var hvordan han mærkede at han havde fortrudt at støde på Andrew den aften.

Benjamin døjede stadig med at få bygget sin tillid op til Andrew igen efter han forsvandt for 10 år siden, og nu skulle han også håndtere alt det her. Frygten for at miste Andrew sårede ham så meget, og han havde svært ved at få udtrykt det på den rette måde "Nej jeg tror fandme ikke du har lyst til at dø, men hvad skal jeg tro. Jeg finder dig halvvissen udenfor en kro den ene aften, og noget tid efter dukker du op foran min dør, halvdød. Hvad fanden skal jeg TRO?!" råbte han vredt af ham og fægtede med armen.

Han stompede ud af rummet og smed sig i sofaen. Han var så rasende på Andrew at han slet ikke forstod det. Han sukkede kort og mærkede tårene der løb ned af hans kinder. Han vidste slet ikke han græd selv, men det var af ren frustration og afmagt overfor Andrew. Han ville slet ikke forstår noget som helst jo!

Tankerne omkring Jessie gav ham et øjebliks ro der fik ham til at komme væk fra dette kaos, dette kaos som foregik i hans eget hjem, der hvor hans faste base skulle være. Som nu var blevet taget fra ham, som han nu følte var blevet besudlet med Andrews manglende forståelse, mangle situationsfornemmelse samt sin vanvittige optræden. Der var intet rationelt over den måde Benjamin tænkte på lige nu, det var en kulmination af alle hans følelser som manifisterede sig fysisk. Ville situationen have set anderledes ud hvis Jessie var her?

Benjamin sad og grublede en smule, han ville ønske at han kunne tage sin brors plads i Azkaban, der skulle han i det mindste ikke forholde sig til andre end sig selv, samt dementorerne, og sikkert de mange smertefulde skrig som ikke lod natten gå stille hen. Hvad Benjamin dog ikke ville gøre for at kunne få lov til at få en stille nat, en nat uden skrig, en nat uden mareridt, en nat uden noget... bare stilhed... bare ro....

Det tog noget tid for Benjamin faktisk at indse hvordan Andrew havde det. De hurtige og overfladiske vejtrækninger larmede gennem hele lejligheden som en trommeduo på turné. "Fantastisk... Det er så damning typisk.." Det var jo næsten som om at kosmos havde besluttet at straffe Benjamin med alle de ting han skulle tage sig af, og et anfald fra Andrews side skulle da lige være flaget på kagen. damning great!

Benjamin var dog ikke uden empati eller sympati, hans metoder ville man nok anse som meget 'questionable' men det havde førhen virket så han kunne ikke antage andet. Andrew gik igennem det samme som Benjamin havde oplevet ude på sit badeværelse og der var Andrew der. Han var der, og det ville Benjamin aldrig nogensinde glemme, det lå så dybt i ham, og den respekt ville han altid gengælde Andrew, ligemeget hvor vred han var på ham, ligemeget hvad Andrew havde gjort. Lidt ligesom det var med Jessie. Dog ville Benjamin nok indrømme at han over det sidste lange stykke tid nok var kommet nærmere Andrew end han nogensinde havde været med sin egen bror. Så der var virkelig mange følelser på spil. Og det var også derfor det virkelig gjorde ondt på Benjamin at se Andrew gå så meget igennem på så kort tid.

Benjamin fik sat sig på kanten af sengen og kiggede på Andrew der tydeligvis var i panik. Han var på ingen måder rationel. Benjamins blik blev helt underligt før hans hånd løftede sig og slyngede sig direkte mod Andrews kind. "VÅGN OP TIL VIRKELIGHEDEN!" råbte han af vredt af ham og ruskede nærmest i ham

"Hvis du ikke vil dø, hvis du ikke vil såres, så stop med at sættte dig selv i situationer hvor du kan miste dit liv! Hvis du har livet så kært, ville du aldrig nogensinde gamble sådan med det! Hvor vover du?!" Benjamin var nu mest vred på sig selv, han var vred over at lade Andrew påvirke ham så meget, og han måtte også erkende at han selv kort efter var i chok over at han lige havde slået sin bedste ven...

Han kiggede ned på sine hænder og tilbage mod Andrew før han rejste sig og kiggede på Andrew som om han var et spøgelse som mugglere ville sige... "Jeg... "

Han bakkede langsomt væk fra Andrew uden at sige noget, mens hans skræmte blik stadig var på hans hænder, det han lige havde gjort var så uacceptabelt som det kunne være, og det var så småt ved at gå op for Benjamin at han pludselig var begyndt at minde om en person, en person som var hans nemesis, en person han havde sværget han aldrig ville blive, og her var en tro kopi af alt det selv Jessie ikke ville tilgive. Det var rystende og knusende på samme tid.

En tro kopi af smerten fra hans liv. Hans far.

[Andrew Thomas]

Han var totalt væk i sit eget hoved. Og det blev ved, mens Benjamin råbte højlydt af ham, mens Benjamin stormede ud af soveværelset og ind i stuen. Han var et øjeblik fast overbevist om, at nu skulle han dø, for han kunne slet ikke kontrollere sin vejrtrækning og alting snurrede bare rundt for hans øjne som han forsøgte at stille skarpt. Men det var bare umuligt, for han blev bare ved og ved med at falde mod det dybeste hul i verden, hvor han helt sikkert aldrig nogensinde ville komme op fra igen. Det var rædselsvækkende og den eneste grund til at han ikke var kravlet hen i det nærmeste hjørne var hans svækkede tilstand der gjorde at hans krop føltes tung som bly. Han kunne bare ligge dér og vente. Han kunne ikke gøre en damning skid ved det.

Det var indtil Benjamin igen kom ind og satte sig på sengen. Andrew var stadig langt væk i sit panikanfald, så han så slet ikke den syngende lussing komme, ikke før Benjamins hånd kolliderede med hans kind med en sådan kraft at det at blive ramt af en lastbil næsten var til at foretrække. Men det gjorde åbenbart jobbet, for Andrews panik fløj nærmest ud af vinduet mens Benjamin ruskede i ham og skreg af ham, så højlydt at han ikke rigtig kunne gøre andet end at stoppe sin hyperventilering og bare stirre tilbage på Benjamin, frosset af overraskelse. Havde Benjamin lige... Slået ham? Der var en smertende fornemmelse efter det, men det var nu mere rusketuren der gjorde lidt ondt og de rationelle tanker kom tilbage sammen med virkeligheden. Og virkeligheden var, at Andrew havde skræmt livet af Benjamin ved at dukke op sådan her.

Virkeligheden var dog også, at Andrew godt vidste, at han ikke længere var typen der satte sig selv i ekstreme eller livstruende situationer. Ja, han fangede drager og leverede dem til internater til hverdag, men det var for det meste babydrager, ganske uskadelige. Ja, han havde drukket før, men han var jo ikke totalt blæst fra sans og samling. Ja, han havde været syg og tæt på at dø af det, men det var fandme da umuligt at bekæmpe en usynlig magisk smitte!
Han satte sig langsomt op mens Benjamin bakkede væk. "Benjamin.. Benjamin, stop. Jeg skal nok æde min chokolade, drikke min juice og holde min kæft, bare.. Stop.. Lad os tale om det.. Stille og roligt," det var ikke super rart at sidde op, men han havde det stadig bedre med sig selv i den position, især nu hvor at Benjamin lignede én der var på kanten af... Et eller andet. Og eftersom at Andrew knap nok kunne sidde op, så var det lige som lidt svært at hjælpe hvis Benjamin gik i panik igen. Han ville gøre det, uden tøven. Men det ville ikke være rart.

[Deleted]

Benjamin kunne virkelig ikke ryste chokket af sig selv, han havde gjort noget som han ikke kunne tilgive sig selv for. Han havde svoret at han aldrig ville ligge hånden på de mennesker han holdte af. Og det løfte havde han i den grad brudt idag. Hele situation hvor Benjamin havde slået Andrew blev ved med at genspille sig på indersiden af hornhinden, og han kunne ikke forstå det.

"Godt.. Jeg må gå.." han kiggede slet ikke på Andrew da han svarede ham, han kiggede ned i gulvet i ren skam over det han havde gjort. Han satte sig ned i sofaen og stirrede blot tomt ud i luften. Han var et helt andet sted mentalt lige nu. Selvom meningen var at han skulle holde øje med Andrew.

Benjamins far ville sikkert være utrolig stolt af ham lige nu, samme blod, samme fodspor.

[Andrew Thomas]

Andrew kiggede bekymret efter Benjamin der nu forlod soveværelset og havde sat sig i stuen. Det tomme udtryk i Benjamins øjne gjorde kun Andrews bekymringer værre. Det her var jo hans skyld, men han var 100% sikker på, at hvis han rejste sig for at gå derud, så ville han kun eskalere situationen. Som det var nu, kunne han lige få kort juicen og chokoladen ned. Det var besværligt, for der var ingen appetit, men det blev gjort, i et hurtigt tempo, fordi han ikke ville spilde al tiden på det. Så snart han var færdig, var der kun tankerne og synet af en en fjern Benjamin tilbage. Og den dunkende smerte i skulderen.

Andrew sad lidt og grublede over hvad han nu kunne sige eller gøre i forhold til situationen. Han skyldte klart Benjamin en undskyldning for at være dukket op på denne måde, men Benjamin havde før sagt, at han ikke kunne bruge en undskyldning til noget. Hvad fanden kunne han så gøre? Mens han tænkte, dukkede der minder op. Meget sporadiske minder. Det var svært at finde hoved og hale i det, men han kunne sagtens forbinde det hele med, at grunden til at han overhovedet havde den her store skade var fordi han havde lavet et spetral transferens forsøg - fordi han havde flygtet fra noget, der havde forsøgt at gøre det af med ham - og nu var han så her. Han var gået i spåner. Det var DET, der havde gjort. "Årh, for helvede altså..." mumlede han for sig selv, før han klaskede sig selv i panden, givende sig en dumflad. Men samtidig var der også det ukendte der havde været efter ham. Det havde ikke været en drage. Nærmnere... En silhouette? Det gav ikke så meget mening.

"Øhm... Benjamin? E-Er du klar til at snakke om tingene?" spurgte han, lidt højere for at hans stemme også kunne nå ind til Benjamin i stuen. For han turde stadig ikke rejse sig. Han måtte blive her, det var bare så meget bedre for alting.

[Deleted]

Benjamin var forgabt i sine egne tanker og selvhadet blev ved med at vokse for hvert sekund der gik . Sammenligning mellem faderen og Benjamin fik ham til at bryde fuldstændig sammen indvendigt. Det havde ødelagt alting! Og han vil aldrig glemme det slag han lige havde givet Andrew.

"Jeg.." han kiggede mod Andrew kort, forvirring og sårbarheden var så tydelig. "Du skal hvile dig.." han rejste sig og kiggede mod hoveddøren. "Jeg.. har nogle ting jeg skal ordne..." han tog sine nøgler fra skålen hvor de altid lå og kom hurtigt ud til døren for at få overtøj på.

At skulle se på Andrew og anerkende det han havde gjort ville være for ham lige nu. Han blev nød til at finde sig selv, sige sit arbejde op og bruge lang tid for sig selv uden nogen form for påvirkning udefra. Han stod der i gangen med sin jakke på og skimtede ind i boligen. Kunne han bare smutte nu?

[Andrew Thomas]

Måden Benjamin reagerede på gjorde Andrew bekymret nok til at han kom til ar rykke på sig i et forsøg på at komme ud af sengen. Det gjorde vildt ondt og det gjorde ham også omgående svimmel, så han blev hurtigt siddende alligevel. Det lød meget som om, at Benjamin skulle til at gå, men han kunne ikke være her alene. Ikke med den måde, Benjamin reagerede på, han var så pisse damning bekymret for sin ven, selvom han egentlig selv var i en meget værre tilstand, rent fysisk i hvert fald.

"Men.. Benjamin," han synkede dybt og tog en lang vejrtrækning for at få styr på sig selv. "Jeg.. Jeg kan huske noget af det der skete og... Og jeg har brug for dig.. Jeg ved godt det er tarveligt af mig at dukke op i din opgang sådan her, jeg skulle være taget til Sankt Mungos i stedet.. Det havde været meget bedre for os begge i stedet for det her kaos. Vil du ikke nok blive?" han talte stadig højt nok til at Benjamin kunne høre ham men det var tydeligt at hans stemme var bedende, som han sad derinde i sengen og rodede rundt med sine hænder, usikker og lettere skamfuld.