The Second Star To The Right

[Alfred "Alfie" Weasley]

Han kunne ikke undgå at smile af hendes milde vrøvleri. "Bare Alfie," sagde han underholdt og bed sig let i underlæben. Hvorefter de brune øjne søgte den tomme parkeringsplads for eventuelle ledsagere der var her for at hente hende, men som ham, så hun ud til at være alene. Forskellen var bare at hun måtte have ventet længe, for det var da næsten en time siden at parken lukkede.
Blikket fulgte hendes, til mobilen i hendes hånd. Et lille symbol viste sig og skærmen blev sort. Uvidende om teknologien der lå bag forstod han ikke helt hvad det betød. Og overføre penge hvordan? ”Sååh...hvordan får du pengene til et hotelværelse?” Spurgte han uden at vide at det ikke kunne lade sig gøre nu hvor telefonen var død for strøm.
”Sørens hvad?” Alfie var slet ikke med på hvad der foregik lige nu, men han kunne god fornemme hendes frustration.
Det var her at et vindpust tog fat i den uheldige blondines hue og sendte den nogle meter væk fra dem så den landede i sneen. Alfie satte efter hende, og fik med mere held end forstand, sat snuden af skoen på huen og stoppede den dermed for at flyve videre.
Han bukkede sig ned og samlede den op, han børstede den let af og rakte den frem til hende. ”Så...hvad nu?” Spurgte han hende med henblik på hvad hun havde tænkt sig at gøre, ”Jeg tror heller ikke det der med pengene vil hjælpe, hotellerne her er allerede lukket ned for i aften.” Forklarede han med en let håndbevægelse imod det nærmeste som lå rundt hjørnet.

[Miley Holland]

For et par sekunder gik Mileys tankegang, en helt anden retning, end hun ville ønske den gjorde. Hæhæ, 'bare' Alfie. Nærmest synkron med, at tanken havde ramt hende, rømmede hun sig mens en svag rødme sneg sig indover hendes ellers blege kinder. "Alfie," gentog hun, uden helt at vide hvorfor, hvorefter et lille grin forlod hendes læber.
Hun rettede hovedet lidt op igen, "Det kan jeg ikke nu.. Min mobil løb tør for strøm.." lød det opgivende fra hende. Hvad skulle hun gøre? Hendes øjne lyste lidt op igen, som et lille håb blev tændt i hende, "Du har vel ikke tilfældigvims en powerbank, vel?" spurgte hun forhåbningsfuldt, med øjne så store som tekopper. Det var en smule ynkeligt.. Og disperat.. Hun kunne ligeså godt have sat sig på sine knæ foran ham, og tigget og bedt ham, som de store dådyrøjne hvilede på ham.
Som hendes hue nu også besluttede sig for, at tænke på det bedste den vidste og flyve afsted, følte hun snart ikke hun kunne andet end at grine, som de begge løb efter den. Hun stoppede op lidt fra ham, da han fik sat en stopper for den vilde hue, "Tak," sagde hun venligt og mærkede et behageligt sus i gennem hele kroppen, som hendes fingre snittede hans, da hun tog imod huen. Hun satte hurtigt huen på plads og trak den godt ned om ørerne. Hvor var det bare typisk hende, at synes drengen med det røde hår og de grønne gamacher, var lidt sødere end bare sød.
Hun trak lidt på den ene skulder. Hun vidste det ærligt talt ikke. "Øhm.. Jeg ehm.. Tror du de vil give mig lov til, at sove i loddyen, hvis jeg spørg pænt?" hun så lidt fortabt på ham. Det var virkelig hendes bedste bud lige nu. Hun anede ikke, hvad hun ellers skulle gøre. Hun kunne vel også bare begynde og gå. Det kunne vel ikke tage mere end.. 10 timer.. Plus vejrets omstændigheder. Måske hun ville være hjemme engang til jul. Næste år vel og mærket.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie havde på ingen måder forstand på mobiltelefoner. Han havde lært at mugglerne kunne snakke med hinanden i dem og at man kunne tage billeder med dem og filme med dem. Og selvfølgelig også en masse andet, men det var ikke noget han rigtigt forstod sig på. ”Nåh...virker den så ikke mere?” Han kiggede ned på den mørke skærm uden at ane hvor dumt et spørgsmål det var han lige havde stillet. Spørgsmålet fik ham til at rette de brune øjne imod hende med komplet forvirring, ”en hvad?” Spurgte han. Normalt kunne han dække over sin uvidenhed fordi Peter Pan ikke kendte til det, men denne gang var han on his own hivlket freakede ham lidt ud.
Deres fingre snittede hinanden som hun blev afleveret tilbage til sin retmæssige ejermand -eller rettere kvinde, og det gik op for ham hvor kolde fingre hun havde.
Han skar en mild grimasse, ”jeg tvivler.” Meget kunne man sige om Disney, men hvis hun skulle overnatte i lobbyen, skulle hun nok ønske på en del stjerner for at det ville komme til at ske.
”Alfie?” Der lød en mandestemme bag dem. Den rødhårede dreng vendte sig imod sin bedstefar og smilede stort, ”Hej.” HIlste han og vendte sig så imod Miley igen, ”det er min bedstefar, vent her, jeg har en ide.” Med et par skridt der virkede lidt for elegante i det glatte bulede terræn var Alfie over ved den gamle mand som til trods for sin prægtige alder, holdt sig godt.
Han udvekslede et par sætninger før han vente tilbage til Miley med et smil på læben, ”hvis du har lyst, kan du overnatte hjemme hos os.” Tilbød han så. Det ville måske være en anelse grænseoverskridende for hende, så godt kendte de jo slet ikke hinanden, men på den anden side var det måske bedre end at sidde herude i kulden og vente på solen stod op.

[Miley Holland]

Miley havde helt styr på både mobiler, computere, tablets og hvad der ikke ellers fandtes af smarte genstande, som mugglere som hende selv, brugte til.. Ja, well, ALT. Hun brugte sin mobil hver eneste dag. I skolen, brugte hun ikke papir og blyant, men en bærbar computer. Hun rynkede lidt på panden ved hans spørgsmål, "Øhm.. Altså jo, men ikke før den får strøm jo," svarede hun og sendte ham et lille smil. "En powerbank," gentog hun, da hun egentlig antog, at han bare ikke havde hørt hende første gang, eller troet hun havde sagt noget andet. Den slags skete jo. Nogle kunne foreksempel høre, "Der står en båd," som "Tak for mad Gyldengrød." det ville ikke være første gang, den slags var sket.
Hun rynkede lidt på næsen, "Det gør jeg egentlig også.." indrømmede hun og gøs lidt. Hvorfor skulle det også være så koldt?
Miley kunne ikke undgå, at vende blikket mod den ældre herre også, da Alfies navn blev sagt. Hun sendte manden et venligt smil, som hun bedst var kendt for. Nu ville hun snart være hele alene i sneen, der efterhånden var faldet så meget af, at hun ville kunne lægge sig ned i det og forsvinde. Men i det mindste ville hun også være alene, så han ikke skulle se hende bryde total sammen, når det rigtigt ville gå op for hende, at hun mere eller mindre var tvunget til, at sove.. Ja, i sneen. "O-okay..?" lød det lidt spørgende fra hende, som hun så efter ham valse afsted med bedstefaren.
En anelse grænseoverskridende, var uden tvivl en underdrivelse i en sådan grad, at det slet ikke kunne beskrives. De eneste hankønsvæsner hun nogensinde havde sovet sammen med, var hendes far, stedfar og lillebror. Og selvfølgelig familiens afdøde hund, Benji, men dengang havde hun ikke været mere end tre år. "Jeg.. Jeg.. Jeg vil virkelig ikke være til besvær, Alfie, men det er super, sådan virkelig helt vildt ekstremt, super sødt af dig og din bedstefar," svarede hun i en hurtig talestrøm. Hun bed sig lidt i læben og så atter ned på mobilen, uden strøm i hendes hånd. Hun havde to muligheder lige nu. Sove i sneen, med den mulighed at hun aldrig ville vågne igen, men at de ansatte ville møde ind til en isskulptur af en frosen Miley, med den chance at de bare ville tro Elsa havde mødt ind før de andre. Eller to, tage med Alfie - en dreng hun nærmest ikke kendte - og hans bedstefar hjem og sove i en varm seng, sofa eller whatever der ikke var sne, med den risiko at de var psykopater. Hun havde hørt, at rødhåret havde en tendens til, at være mere vilde end alle andre. Hun havde altid været en utrolig forsigtigt pige, fordi hendes selvtillid ikke var den bedste, men måske hun skulle prøve noget helt vildt, og komme lidt ud fra sin komfort zone og sige ja tak? Hun gøs lidt, som et koldt vindstød pustede sig gennem hele hendes krop.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie kløede sig let i det røde hår i kanten af huen, en vane han havde tillagt sig, efter at have gjort det så mange gange som Peter Pan. "Nåh..ja, selvfølgelig." Han smilede lidt skævt og håbede ikke at han havde lydt alt for dum. Mugglerdimser kørte på strøm. Ikke at han fattede hvordan det fungerede, men for ham, var strøm nok mugglernes svar på magi. Han skar en let grimasse, "øhm...er det ligesom en...almindelig bank....bare med...strøm?" Spurgte han usikkert. Kunne man "låne" strøm? Han var så forvirret.
Den rødhårede dreng smilede rolig til hende. Han var godt klar over at det måske ville være lidt vovet af hende, de kendte jo ikke hinanden, men han kunne ikke bære tanken om at hun skulle gå rundt her i sneen, helt alene, hele natten. "Du vil ikke være til besvær, det lover jeg." Forsikrede han. Det værst tænkelige scenarie, ville nok være at hans bedstemor ville få lige så mange bryllupslys i øjnene som Ines, når hun mødte Miley.
Der lød kangen i sneen bag ham og han vendte sig for at se sin bedstefar stå ved dem. Han smilede venligt til hende, de blå øjne indikerede at det ikke var der Alfie havde øjenfarven fra. "Hej Miley, mit navn er Bill." Præsenterede han sig, i en stemme der lød langt mere ungdommelig end man skulle tro. "Jeg hører du har lidt problemer med at finde et sted og overnatte?" Alfie smilede til ham og så så tilbage på Miley.
Alfie anede ikke hvilke tanker der strømmede gennem hovedet på hende lige nu, men han håbede at hun ville takke ja til tilbuddet.

[Miley Holland]

Miley kunne ikke undgå at se hans kløen i huekanten, som et fællestræk med Alfie og Peter Pan, tanken fik hende da også til at smile lidt. For hende var strøm ligeså almindeligt, som magien var for ham. Hendes kendskab til magi, var blot endnu mindre end hans til strøm. Hun havde da været i cirkus og set tryllekunstner, men hun vidste også godt, at det hele var fup og fidus. Hun smilede lidt til ham, ved hans selvfølgelig. Hvad der virkelig fik hende til, at rynke på næsen, var hans næste spørgsmål. "Øhm.. hvad?" spurgte hun forvirret, en bank? Hvad snakkede han om? Dog gik der hurtigt et lys op for hende, "Oooh, selvfølgelig.. Du er jo Peter Pan, så selvfølgelig ved du ikke, hvad en powerbank er," hun blinkede lidt for åbenlyst og lidt for akavet til ham, da hun virkelig troede hun havde gennemskuet ham. De var jo stadig ude foran DisneyLand, så han skulle vel stadig være i sin rolle. Det hang bare ikke sammen med, at han tidligere havde sagt hun kunne kalde ham Alfie.
Den blonde pige bed sig i læben, "Er.. er du sikker?" hun frøs virkelig meget efterhånden, mens sneen kun blev højere og højere omkring dem. Hun ville nok fryse fast, hvis hun ikke tog i mod tilbudet. Måske havde Alfie en mobil derhjemme hun kunne låne, til at skrive til sin far, så han vidste hvor hun var og ikke skulle bekymre sig for hende.
Miley rettede ryggen med det samme, som den ældre herre nærmede sig dem. Hun var opdraget til, at have respekt for alle mennesker, men især de ældre. "Godaften Sir," hilste hun høfligt og rakte hånden frem, med et venligt smil på sine læber, "Jah, altså.. Jeg øhm.. Min far er sneet inde, så han kan ikke hente mig og min mobil er løbet tør for strøm, så jeg kan ikke bestille en Uber," forklarede hun kort sin situation, og bed sig lidt i læben. Lige nu var Alfie og hans bedstefar uden tvivl, hendes bedste chance for at overleve nattens kulde.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Hendes udtryk alarmerede ham omgående om at han havde dummet sig. Han skar en let grimasse og bed hårdt ned i underlæben, imens tankeren heftigt omkredsede ordet; powerbank. Hvad i alverden var det så?
Hendes konklusion fik nu ham til at se spørgende på hende, Peter Pan? Hvor kom det fra? Han havde jo lige sagt at hun skulle kalde ham Alfie. Eller lige og lige, men for ikke så længe siden. "Øhh?" Han så spørgende på hende. Woah, det blev hurtigt en kende akavet. Han rømmede sig let, og forsøgte sig med et smil, "jaah...noget i den retning...." Smilet var nok stadigvæk en kende forvirret, men det håbede han ikke at hun bemærkede.
Aldrig havde han følt sig mere reddet, end da Bill kom hen til dem.
Alfie så til som de to hilste på hinanden. Det gav ham en underlig varm følelse indeni, at hun var så høflig overfor hans bedstefar. For Alfie betød familien alt. De hadede generelt uvenskaber og familieære konflikter, skønt det selvfølgelig ikke altid kunne undgås hundrede procent.
Igen rømmede den unge fyr sig en smule, "en Uber er de der biler der kan køre dem forskellige steder hen." Informerede han stolt videre til bedstefaren, er blot nikkede forstående. Han tænkte ikke over hvor underligt og unødig denne information måtte virke for Miley, det var jo almen brug blandt mugglere, så meget havde Alfie da lært gennem sin tid i parken.
"Kom du bare med, vi bor ikke så langt herfra, I ligner begge nogen der godt kunne bruge en kop varm kakao." Hans tone var venlig, som han smilede fra Miley til Alfie. Det var godt nok sent, men med dette vejr, lod det ikke til at de skulle tidligt op den følgende morgen. Alfie smilede bredt mod Miley, "Min farmor laver den bedste varme kakao." Informerede han, som skulle det slå det sidste søm i brættet for at få hende overtalt.

[Miley Holland]

Miley var nok ligeså forvirret, som Alfie. "Øhm.. Sååh deet.." hun prøvede at sende ham et venligt smil, men lige nu anede hun faktisk ikke, hvad hun skulle gøre, for at gøre det mindre akavet. Hvor hun dog ville ønske, at hun var blevet født med en anit-akavethed-knap, som hun bare lige kunne klikke og dobbelt-klikke på, for at tænde og slukke den.
Miley elskede sin familie højere end noget andet i verden. Hendes far og mor, kunne heldigvis stadig snakke sammen, selvom de ikke havde været gift i nogle år efterhånden og der var et fint samarbejde mellem dem. Patty og hendes far, var nok dem som stak mest ud i familien, men Miley og hendes søskende havde taget pænt imod dem, og nu var Patty Mileys bedste veninde, selvom det udfra så mere giftigt ud end en skorpion og en taipan i samme bur, som selvfølgelig repræsenterede Patty og en stakkels lille mus i hjørnet, som repræsenterede Miley.
Miley rynkede lidt på panden, da Alfie gav sig til, at forklare Bedstefar-Bill, hvad en uber var. Han var vel vokset op, mens de var kommet frem? Burde han ikke vide det? Så gammel så han i hvert fald ikke ud. Hun ville dog heller ikke dømme og nogle ældre fulgte mere med end andre. At det så også galt Alfie, vidste hun jo ikke.
Hun smilede venligt til Bill, "Det er virkelig sødt og gæstfrit af Dem. Tusind tak, sir," svarede hun og følte lidt det var et sølle tak, hun kunne give, i forhold til at hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle have gjort. Det var uden tvivl hendes held, at Alfie ikke havde nået af tage hjem inden, så hun havde stået der i morgentidlig også. Hun grinte lidt ved Alfies information omkring den varme kakao. Smilet forblev på hendes efterhånden blå-violette læber, selvom grinet ophørte. "Den vil jeg glæde mig til," svarede hun og smilede til ham.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Lige nu håbede Alfie bare ikke at han var for rød i hovedet, det ville kun gøre alting langt mere pinligt end det i forvejen var. Han besluttede sig for at skynde sig at henlede opmærksomheden på noget andet for at undgå tingene skulle blive mere akavet.
Derfor var det også en kæmpe lettelse da hans bedstefar kom over og brød den let akavede stemning der desværre var opstået over Alfies uvidenhed. Som han forklarede om uberen, kunne han mærke sin egen selvtillid stige en anelse igen, det kunne han i det mindste snakke sig ud af, så længe ingen stillede spørgsmål til hvordan det videre fungerede, for ja, han havde faktisk sagt alt han vidste om uber lige der.
Bill slog let ud med hånden. "Sig bare du, "De" får mig til at lyde så gammel," han blinkede til hende med et glimt i øjet, som var han i 40'erne og ikke 90'erne. "Men lad os da komme hjem, der er ingen grund til at stå her og fryse ørerne af." Han smilede imod de to teenagere.
Alfie lod atter de brune øjne møde Mileys og gjorde et let kast med hovedet i den retning Bill satte i. "Vi skal heldigvis ikke så langt," han slog armene let om sig selv for at få lidt varme. Han var blevet godt kold, især fordi hans sko og bukseben var våde efter at have trasket rundt i sneen.
Det varede da også kun omkring 20 minutters tid før de var fremme ved det lille hus. Normalt plejede de at transferer sig fra parken. Eller altså Bill transferrede dem begge, men det kunne de selvfølgelig ikke når Miley var med. Et gyldent lys skinnede ud over den snedækkede græsplæne fra vinduerene. De fleste omkringliggende huse, så et stykke væk og var mørke, men klokken var jo også mange. "Det bliver godt at komme ind i varmen," sagde Alfie med et smil rettet imod Miley som de gik op af den ryttede havesti.

[Miley Holland]

Ligeså uvidende Alfie var, omkring mugglernes samfund, ligeså uviden - og nok også meget mere - var Miley om magikernes. Selvfølgelig havde hun været med i cirkus og set tryllekunstner og den slags, men hun vidste jo også godt, at magi slet ikke fandtes, foruden i eventyr og, ja, i cirkusser.
Hendes smil voksede fra det ene øre til det andet, "Okay," lød det venligt fra hende. Nu havde hun fået tilladelse, så kunne hun også sagtens være dus. Hun nikkede, mens de slanke arme klamrede sig omkring hendes spinkle krop. Hun var våd og kold helt ind til knoglerne. Sådan føltes det i hvert fald og hun kunne heller ikke helt, lade vær med, at drømme lidt om den omtalte varme kakao. Hun smilede varmt til Alfie, på trods af at læberne var begyndte, at blive en smule blå-violette, og nikkede, "Det jeg glad for," ærligheden var tydelig at spotte i hendes stemme.
Jo længere ud på landet de nåede, jo mere begyndte Miley også, at genoverveje sit valg. Hvorfor var der så langt til naboerne? Skjulte Alfies bedsteforældre noget - eller nogen - i kælderen eller sådan noget? Nej. Nej, nu skulle hun stoppe sig selv og ikke tænke på grimt om andre mennesker, som tilmed havde været så gæstfrie og tilbyde hende et sted, at sove for natten. Hun havde nok bare set for mange gyserfilm. Hun nikkede ivrigt til Alfie, "Ja, jeg må nok indrømme, at selv min gåsehud, har gåsehud efterhånden," jokede hun og grinte lidt for sig selv, som hun fulgte med ned af den lille sti til huset. Det så hyggeligt ud. "Hvor er det et smukt hus, Bill," hun vendte et smilende ansigt mod Alfies bedstefar.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Hus udefra - Stuen - Værelset (uden tv)

Alfie kunne praktisk talt allerede smage kakaoen på sine læber som de nåede frem til hoveddøren. Han kunne ikke andet end at grine let over Mileys kommentar med gåsehuden.
Døren blev åbnet og Bill vendte sig kort imod de to teenagere. ”Jeg går lige ind og siger til Fleur at vi har, gæster.” Han sendte Alfie et sigende blik. Den rødhårede dreng var godt klar over hvad han mente. De var magikere, og levede meget på den måde. Det ville ikke være så praktisk hvis Miley kom ind til en opvask der var igang med at tage sig selv, eller et strikkesæt igang med at strikke vinterhuer uden nogen holdt det.
Han smilede atter tilbage til Miley, ”min farmor er ikke så god til uanmeldte gæster, hun kan godt lide hjemmet ligner noget fra et boligblad og at der står kage på bordet når der kommer nye mennesker.” Han smilede lidt undskyldende. Dette var sandt, men samtidig også en undskyldning for at de ikke traskede ind i stuen som det første.
De trådte ind i den lille hyggelige gang, og allerede her kunne man se at her boede nogen med sans for indretning -hvilket var hans bedstemor. Huset var ufattelig rent taget i betragtning af bedsteforældrenes alder, en god ting ved at kunne udøve magi.
Han kunne godt høre dem snakke lidt dæmpet inde fra stuen som han tog overfrakken af, for at dække lidt over ord som “muggler” og “svinge tryllestaven” vendte han sig mod Miley, med et venligt smil. ”Skal jeg tage din jakke?” Han stod lige ved siden af knagerækken, så det gav god mening.
Der gik lidt og Bill vendte tilbage med en kvinde, der trods sin høje alder, var utrolig smuk. Skønt hun havde rynker, var der ikke mange af dem og hendes lyse hud, havde ellers den samme “perfekthed” som Alfies -endda mere. Den rødtoppede dreng smilede til hende og vendte sig så imod Miley, ”dette her er min farmor Fleur,” forklarede han og som hun kom hen til dem, og på ægte fransk manér, hilste ført på Alfie med et knus og kys på hver kind, og derefter tildelte hun Miley det samme. ”Velkommen til, jeg er glad for du ikke skal bruge natten ude i kulden,” sagde hun med kraftig fransk accent, ”Hvis I finder jer til rette ovenpå, så kommer jeg på med noget varm kakao og lidt lækkerier.” Hun så fra den ene til den anden. Hende blik var venligt, men hun lignede bstemt også en kvinde man ikke bare lige trodsede. Alfie nikkede og henvendte sig så til Miley, ”Kom bare med.” Sagde han og gik hen mod trappen der førte ovenpå.

[Miley Holland]

Miley bed sig lidt i læben. Det var koldt, mørkt og vådt. Hun stod ved et hus, hvor hun aldrig havde været før, sammen med en rødhåret dreng, hun kun havde mødt i DisneyLand og én enkelt gang uden for det fantastiske land og hans farfar. Det hele lød som starten af en gyser film, hvor hun var hovedrollen eller den dumme blondine, som alle seerne sad og råbte af, at hun ikke skulle gå derind. Alligevel smilede hun venligt til Alfie, "Det okay," svarede hun med læber som efterhånden var mere blå-violette end den normale lyserøde farve.
Hun trådte med ind i den hyggelige lille gang, hvor hendes blik automatisk gled lidt rundt. Okay, i det mindste lignede huset intet faretruende. Hun blev revet tilbage til virkeligheden og ud af sin gyserfilm, som spillede i hendes hoved, ved Alfies søde gestus. Hun tog jakken af og rakte ham den, "Tak," sagde hun venligt. Måske var det mere en kærlighedsfilm? Hun havde vel lov til at håbe og han viste sig som en vaske ægte gentleman. Og ja, så stod han ved siden af knagerækken, men hvem hang sig i detaljer? (Hæhæ så du hvad jeg gjorde lige der? xD)
Hun smilede lidt genert til den ældre, smukke kvinde, som kom til syne sammen med Bill, "Godaften, Fleur," hilste hun høfligt, selvom hun egentlig helst ville hilse ved efternavn, men hun kendte ikke Alfies efternavn og selv hvis hun gjorde, så betød det jo desværre ikke altid, at bedsteforældre hed det samme. Hendes smil voksede let, som hun gengældte knuset og de franske kindkys. Den kultur var hun trods alt også opvokset med, så det var ikke så mærkeligt for hende. "Tak, det er jeg også. Det er virkelig gæstfrit af jer," hendes egen accent var britisk, men det var også der hun primært opholdt sig, men hendes franske fejlede intet. Hun smilede som et nyt tak og fulgte så efter Alfie op ad trapperne. "Øhm.. Alfie? Du har vel ikke en oplader jeg kan låne? Så jeg kan skrive til min far, at alt er okay og hvor jeg er," spurgte hun og bed sig lidt i læben.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Efter den lille velkomst, bevægede de sig op af trapperne mod værelset, På den måde kunne hans bedsteforældre også lige få lidt tid til at “muggler-sikre” huset. Spørgsmålet fik ham til at synke en enkelt gang, han havde en skræmmende følelse af at han ville komme til at fremstå smådum igen, ”en oplader? Altså ligesom den der bank med strøm?” Spurget han en anelse usikkert.
Døren ind til det lille værelse med skråvægge blev åbnet. Han trådte ind og hørte omgående en velkendt let skrabben fra uglen der sad på sin pind i hjørnet af rummet. Familieuglen Erol IV, var ikke glad for at blive vækket. Den slog let med de store vinger og så anklagende på dem med de gule øjne.
Alfie vendte sig imod Miley med et lille smil, ”jeg håber ikke du er bange for fugle?” Han skar en let grimasse. Det skulle sikkert nok give et forklaringsproblem.
I det samme lød der nogle skridt på trappen og Bill kom til syne bag dem, han så på Alfie og derefter på uglen. ”Jeg beklager jeg lige lukkede Eroll herind tidligere. I må sige hvis han generer jer. Skal jeg give din telefon noget strøm?” Spurgte han så og så på Miley, ”jeg hørte lige at du snakkede om det.”
Alfie gloede en anelse mistænksomt imod ham, ”kan vi det?” Han havde aldrig hørt Bill snakke om at have en oplader, var det det de hed? I hjemmet, og hvorfor skulle de da også have det? Ingen af dem havde jo mobiler. Bill smilede bredt, ”Geroge har lært mig et trick.” Skønt Alfie smilede, havde han mest lyst til at udbryde at det ikke lød særlig lovende. Han holdt sig dog i skindet. Bill rakte hånden frem for at tage imod Mileys mobil.

[Miley Holland]

Miley rynkede lidt på panden, men med et lidt usikkert smil på læberne. Hun kunne virkelig ikke finde ud af, om han lavede sjov, eller om han rent faktisk ikke vidste, hvad hun snakkede om, men det var jo 2057. Alle burde da vide, hvad en powerbank og en oplader var? Med mindre man havde boet under en sten, de sidste 100 år. "Jah.. Altså du ved.. Gør du ik?" spurgte hun, virkelig usikker på, om det var hende der var for blank, til at opfange han jokede eller han virkelig ikke vidste, hvad hun snakkede om.
I et hvin og et knapt så elegant hop, stod Miley bagved Alfie med en hånd på hver af hans skuldre, så kun hendes hoved tittede frem bag hans skulder, som den store ugle, baskede med sine vinger. Hendes blå øjne, var så store som te-kopper og lige ved at poppe ud af hovedet på hende. "Pff.. tsh.. Neeej da.. Altså.. Jeg er ikke bange for dem.. Waow, den er stor så tæt på.." det sidste kom som en hvisken, hvorimod det første nok havde lydt mere som en lystløgner.
Langsomt, nærmest som om hendes liv afhang af det, vendte hun hovedet i Bills retning, dog uden at slippe Alfie eller søge væk fra sit skjul. "Nej, nej, det fint," lød det hurtigt fra hende, før det gik op for hende, at hun stod og gemte sig bag Alfie. Hun rørte ved ham. I et hurtig bevægelse slap hun hans skuldre og rettede ryggen, hvortil hun børstede hans skuldre med sine hænder, som hvis hun fjernede snavs. Hun rømmede sig hurtigt og fiskede mobilen op af baglommen, "Ja tak, Bill. Det ville være skønt," svarede hun og smilede venligt til den ældre mand. Uglen. De tog hendes mobil. Jeps, det var helt sikkert en gyserfilm, hendes liv var ved at udvikle sig til. "Det er et smukt hjem, I har," tilføjede hun og smilede atter. Der var virkelig en grund til, stort set alle kaldte hendes Smiley.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie fangede hurtigt at han atter var ved at gøre sig selv temmelig meget til grin foran den jævnaldrende pige. Han blev i stilhed enig med sig selv om at læse lidt mere op på mugglerstudier for fremtiden. Heldigvis for ham, nåede han ikke at svare før Bill var dukket op. Han havde ingen anelse om hvad den ældre Weasley havde i tankerne, bare han ikke ødelagde hendes mobil. Alfie havde hørt at de var dyre.
Han så sig let over skuldren som Miley i et stort hop stod bag ham. Han bed sig let i læben, hun lød ikke særlig overbevisende. Godt det ikke var Agnes Weasley hippogriff der havde stået herinde, for hvis hun var bange for fugle, ville hun da dø over at se den -og ikke kun fordi hun var muggler og nok aldrig havde set den slags før.
Kort efter mærkee han dog taget omkring sine skuldre slækkes. ”Altså, vi kan sagten lukke den ud hvis ikke du bryder dig om det.” Sagde han hurtigt.
Alfie måtte tage isg selv i ikke at smile for bredt da hun “børstede ham ren”.
Bill tog imod telefonen og takkede for hendes søde ord om deres hjem før han lukkede døren til det lille værelse efter sig.
Alfie gik hen til klædeskabet og åbnede det for at finde noget tørt tøj til hende og sig selv. ”Vil du låne en t-shirt og et par natbukser?” Spurget han munters og så atter i hendes retning. Han havde lyst til at sige at han ikke havde fået taget sine kjoler med, men frygtede lidt at hun ikke ville opfange joken, hvilket nok ville gøre alt endnu mere akavet. ”Du slår dig bare ned,” sagde han og gjorde en gestus mod sengen, eftersom der ikk var så mange andre steder at sidde.