The Second Star To The Right

[Miley Holland]

Alfred "Alfie" Weasley
Frankrig - Disney-Land.
Februar 2057 vinterferien, omkring klokken 11:30.
Outfit

---

Miley var i Disney-Land for første gang i det nye år. Efter hendes møde med Peter... Eller Alfie, som han jo hed rigtigt, havde hun haft virkelig mange ting at se til, både i forhold til skolen, der havde været eksamener og en masse prøver, men også i privaten. Patty var altid god til at skabe splid, men der var nogenlunde ro på igen, plus Miley selv havde ligget syg, dog ikke noget alvorligt. Miley havde haft brug for, at komme lidt væk fra det ene, så hun var fløjet til Paris sammen med sin lillebror, for at besøge deres far. Patty og Mileys lillesøster, var blevet hjemme hos Mileys mor og stedfar. Hun følte sig som et forfærdeligt menneske, for at tænke på, hvor rart det var at have lidt alene tid. Hendes lillebror og far, var taget i zoologiske have, mens Miley havde valgt, at tage en tur i Disney-Land.
Et sted inde i hende, håbede hun selvfølgelig at få et lille glimt af Alfie som Peter Pan, men hun regnede nu ikke med det. Hun var et eller andet sted nok en smule skuffet, eller rettere trist over, at hun ikke havde hørt fra Alfie, men hun prøvede at undskylde ham med, at det jo kunne være, at han var kommet til at smide servietten med hendes nummer på væk, eller at han ganske simpelt ikke havde opdaget, at hun havde skrevet sit nummer på den og derfor bare smidt den ud.
Hun gik roligt ned af en af vejene. Der var så smukt. Hun elskede stedet. Hun behøvede ikke at prøve forlystelser, hver gang hun var her, for bare det at gå i landet, var helt i gennem magisk, hvis man spurgte hende. Hun grinte lidt for sig selv, som hun så nogle børn komme løbende forbi hende, hvilket fik hende til, at springe et halvt skridt til den ene side. Men selvfølgelig var hendes held heller ikke med hende denne dag. Hun mærkede hvordan først et barn løb ind i hende, hvilket gav et puf nok i sig selv, men barnet løb grinende videre, som Miley prøvede at genfinde sin balance - for ja, hendes værdighed kunne hun ligeså godt droppe, at prøve at finde. 

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie var i fuld færd med at lege gemmeleg med en flok børn. Som altid når han befandt sig i parken, var han iført sit genkendelige grønne Peter Pan kostume, komplet med rød fjer i hatten. Med ryggen til børnene gav han sig til at tælle, ved at slynge en række usammenhængende tal ud. ”7, 12, 21, 9, 36...” Talte han højt imens han holdt hænderne for øjnene. Han kunne høre børnene sprinte afsted i alle retninger. Da han syntes der var gået længe nok, råbte han højt ”100!” alt imens han lavede et begejstret, elegant hop og snurrede rundt i luften imens han fjernede hænderne så han kunne se sig om.
Han havde allerede fået øje på de første børn der gemte sig bag de nærliggende skraldespande, men noget andet fangede hans blik. Miley! Overrasket over sin egen begejstring ved at se hende igen, ilede han hen til hende. ”Miley!” Han stoppede i et energisk spring foran hende. ”Hvorfor er det så længe siden jeg har set dig her? Du er vel ikke ved at blive voksen?” Han rynkede på næsen i afsky og så lidt op og ned af hende med korslagte arme. Blikket blev dog hurtigt varmt og et lille smil formede sig på hans læber, ”jeg har gemt en skat til dig!” Dette var selvfølgelig de penge som han skyldte hende for kaffen tilbage i sommers -for ja, han havde gemt pengene i sit skab i tilfælde af at hun skulle komme forbi. Han følte sig pludselig en smule nervøs, fordi han nok var lidt bange for om hun havde mistet lysten til at besøge parken på grund af ham. Fordi illusionen af ham som Peter, var blevet brudt. ”Vil du hjælpe mig med at finde de for forsvunde børn?” Dette ville give ham lidt mere tid til at snakke med hende.

[Miley Holland]

Miley nåede hverken at se sig om, eller høre Alfie tælle som Peter Pan, før den rødhåret dreng, med de grønne gamacher pludselig stod foran hende. Hun spærrede øjnene helt op. "Haarj.. Peter Pan.." svarede hun tøvende og mærkede, hvordan hendes hjerte begyndte at banke mod hendes brystkasse, alene ved synet af ham. Han var stadig ligeså flot som første gang hun havde set ham. Ligeså charmende og smilede som alle de andre gange hun havde mødt ham, selv som ham selv. "Hvad? Øøøh, jeg mener, nej, selvfølgelig ikke Peter. Hvem gider være voksen?" spurgte hun og smilede til ham i et forsøg på, at spille med, så han kunne blive i sin rolle.
Han smil, puha, hun kunne næsten ikke være i det. For et øjeblik glemte hun helt at høre efter, hvad han sagde, hvilket egentlig ikke lignede hende, hun var meget velopdragen. "Hva'bar? En skat? Hvad snakker du om? En sørøver skat?" spurgte hun meget uforstående. Gemt en skat? Til hende? Hvilken skat? Og hvorfor? Hun havde glemt alt om, at hun havde betalt for hans kaffe den dag i Paris, men hun havde ikke glemt, at hun havde givet ham sit nummer på servietten. Og hun havde slet ikke glemt, at han ikke havde skrevet eller ringet. Det havde dog på ingen måder, været hans skyld, at hun ikke havde været i det magiske Disneyland efter, men hendes privatliv, som var kommet i vejen for hendes ellers ret rutine-planlagte besøg i parken.
Hun smilede varmt til ham, uden selv at bemærke at den blomstrende forelskelse i ham, lyste ud af hendes blå øjne, som hun nikkede. "Selvfølgelig, men kun hvis du kan svare mig på én ting. Har du husket din medicin i dag, Peter?" spurgte hun i en ret god efterligning af Wendys stemme og post.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie kunne godt se at den blonde pige var hyldet en smule ud af den, men om det var fordi han havde overrasket hende, eller fordi hun forsøgte at undgå ham var han ikke helt sikker på. Han kunne dog ikke spørge ind, han måtte jo blive in character -skønt lige nu var det faktisk lidt af en udfordring. Øjnene blev knebet let sammen ved hendes svar, som om han mistroisk forsøgte at gennemskue om hun løj. Dette udtryk blev naturligvis overdrevet en del for at gøre det mere troværdigt for karakteren. "Lige præcis! Så bliver man gammel...og får ryyyynker, og gråt håååår, og overskæææg," han trak ordene ud for dramatikken imens han talte alle de "dårlige sider" ved det at være voksen på fingrene.
Alfie kastede sig overdrevent et skridt baglæns med armene forsvarene op foran hovedet da hun nævnte en "sørøver skat", "nej jeg begraver da ikke sørøverskatte, det ville gøre mig til en sørøver, som er det samme som en pirat, og jeg er ikke en pirat!" Han lagde armene over kors og skulede kort til hende, men lyste så op i et nyt smil. "det er sådan en almindelig skat. Jeg har passer på den for dig." Sagde han så.
Hendes smil og varme udtryk fik ham til at slappe lidt af, hun virkede ikke sur over den mislykkedes "date", eller måske prøvede hun bare at være høflig. Han skar en ny grimasse som hun på meget Wendy-like maner, spurgte indtil om han havde husket sin medicin. "Ad nej, det smager dårlig, og får en til at opføre sig mærkeligt. Jeg vil helst ikke have at det ødelægger min ellers så fantastiske persona." Han rankede ryggen, smed armene over kors, skød hagen let op og sagde det med største arrogance i stemmen. Herefter tiltede han hovedet let på skrå og lænede sig frem mod hende, "har du da snakket med Wendy? Er det hende der har fået dig til at holde øje med mig?" Skønt han lød overbevisende mistroisk, vidste han godt at hende der spillede Wendy ikke var på arbejde i dag, altså var der ingen Wendy i parken for nu.

[Miley Holland]

Miley havde på intet tidspunkt forsøgt, at undgå Alfie. Hun havde haft så meget på hjemmebanen og med sin skole, at hun ikke havde haft tiden til, at tage til Paris eller bare Disneyland. Hun var jo muggler og det magiske samfund var ukendt for hende, så hun rejste selvfølgelig på mugglermanéer. Fly frem og tilbage, hvilket jo også kostede penge og så meget tjente hun heller ikke som barnepige, selvom hendes forældre selvfølgelig også var søde til at betale for hende. "Overskæg?! Aaad tal for dig selv," lød det morende fra hende, som hun skar en grimmasse, hvorefter et smil meldte sig på hendes læber. På en eller anden måde, var det som om hun slappede mere af omkring nu, efter at have haft en samtale med drengen bag Peter Pan.
Hun slog armene op, som hvis han havde holdt en pistol mod hende, "Nej, selvfølgelig er du ikke det. Jeg burde skammer mig," sagde hun og lo let før hun gav sig selv et lille dask, over den ene hånd med den anden. Miley så nu mere forvirret på ham, end før. "En skat til mig? Hvorfor?" spurgte hun med et tydeligt forvirret udtryk.
Ærligt så var Miley mere overrasket over, at han overhovedet ville snakke med hende. Godt nok vidste hun godt, at han lige nu var tvunget til, at opføre sig pænt - eller pænt efter Peter Pans standarter - men han havde jo ikke kontaktet hende efter 'daten'.
Hun måtte kvæle et grin, for at blive i sin selvpåtaget Wendy rolle, "Men Peter, du ved godt at medicin er vigtig for dig," sagde hun med en løftet pegefinger på bedste Wendy manér. Hun kunne dog ikke holde sit grin tilbage, da han lænede sig mod hende. Han var sååå pæææææn. Det er ikke retfærdigt. Hun så ind i hans brune øjne med sine egne blå. For et kort øjeblik glemte hun igen, at høre efter. Hvad var det der skete? Det lignede hende virkelig ikke. "Mmh, jeg snakkede med hende i går, hun sagde jeg skulle holde dig lidt i ørene og sørger for du ikke dele flere bussemænd ud," svarede hun morende.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Han kastede armene over kors, rankede ryggen og stak næsen lidt i sky imens han rystede på hovedet, "nej det rammer alle vokne har jeg hørt, så du må hellere undgå at blive gammel." Han var virkelig glad for endelig at være løbet ind i hende igen. Hvor han dog håbede tak un ville opfange at skatten selvfølgelig var sengene han skyldte hende, men det kunne han jo ikke rigtigt sige. "Nåh, men altså, du må love mig at du finder mig inden jeg flyver tilbage til Ønskeøen så jeg kan vise dig den skjulte skat." Hans stemme var en høj hvisken, igen for at holde karakteren.
Den rødhårede dreng anede ikke at det at hun havde mødt ham, havde gjort hende mere rolig omkring ham, måske han ville have bemærket det hvis hun havde nævnt det -hvilket hun jo af gode grunde ikke gjorde.
Det fornærmede udtryk blev fastholdt lidt endnu imen han nikkede istemigt. "Ja du burde nemlig så." Konkluderede han, "men heldigvis for dig, er jeg den sødeste og godeste og velopdragende -for ikke at nævne ydmyg, dreng i hele Disneyland, så jeg tilgiver dig. Selv tak." Han fremstod temmelig stolt af denne storsindethed han udviste hende.
"Øh fordi det er din, duuh, jeg kan ikke vise dig hvor min skat ligger, for så er den jo ikke hemmelig mere." Svarede han pointerende.
En ny dramatisk grimasse blev formet på hans ansigt. "Fint....men jeg gider kun hvis den smager af chokolade, uh eller karamel!" Han lavede et lille hop ved ordet karamel.
Da hun nævnte bussemændende så han næsten chokeret ud, "men Snehvide siger at jeg skal deeeleee!" Udbrød han som var det en af de sværeste ting i verden.
Det gik op for ham at børnene stadigvæk gemte sig, så han greb ufortrødent hendes hue for derved at tvinge hende til at følge efter sig, som han løb nogle skridt mod en nærliggende skrællespand hvor et lyshåret søskendepar gemte sig. Stadigvæk med Mileys hue i hånden pegede han imod dem. "Fundet!" Erklærede han og marcherede videre.

[Miley Holland]

Miley skar en grimasse, ved Alfies ord, "Aaad. Jeg vil bestemt ikke blive voksen nu," svarede hun med en rynken på næsen. Hun opfangede på ingen måde, at det var pengene han skyldte hende, han hentydede til. Det var ikke penge hun stod og manglede, hun var nok mere der, hvor hun synes det var meeegaaa nedern, at han ikke havde skrevet eller ringet, men igen, så så hun det bedste i alle, så hun håbede jo selvfølgelig, at han var kommet til at forlægge servietten med hendes nummer på. Hun kunne virkelig ikke forstå, hvad han mente med den skat, men hun ville gerne spille med, for hans skyld og ikke mindst børnenes. "Nååååååh, dén skat," hun blinkede åbenlyst - nok også ret akavet - til ham, "Jeg lover på spejderære, at finde dig inden, ellers må du finde mig, jeg er her lige til parken lukker," fortalte hun med et stort smil på sine læber.
Hun mildt lille fnis lød fra hende. Hvor følte hun sig dog dum og fjollet, sådan at stå som 15-årig og synes en jævnaldrende dreng, i grønne gemaseher, var noget af det sødeste og smukkeste, der havde sat sine ben her i Disneyland. Hun gjorde et let naj, "Jeg takker for din tilgivelse, Høvding Pan," spillede hun med og rettede sig op igen, med et stort smil til ham.
Hun gav sig selv en blid dum-flad, "Nej, selvfølgelig ikke," medgav hun og lo mildt.
Hun åbnede hurtigt sin taske, og fandt en pose frem som hun havde købt tidligere i parken, med nogle chokolader, "Værsgo, ren mælkechokolade med medicin," sagde hun morende og rakte posen frem mod ham, så han kunne få sin 'medicin'.
Hun måtte slippe et nyt grin, "Jeg tror ikke, det var dét hun mente," svarede hun og skulle lige til at sige mere, da hendes hue pludselig blev kidnappet af den rødhåret dreng. "Hov.. Heeey," lød det overrasket fra hende, før hun ubevidst fulgte hans ønske og fulgte efter ham. Han havde hendes hue, hvad skulle hun ellers gøre? Hun så sig lidt omkring, men hendes blik vendte hurtigt tilbage på den grønne dreng, for ikke at miste ham af syne. Hun måtte dog sætte i en rask lunden efter ham, da han allerede var videre efter, at have fundet det lyshåret søskende par.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Han så dramatisk på hende ”Nej vel? Det er de jeg mener. Det er groose!” Han skar en voldsom grimasse. Alfie opfangede godt ved et noget akavet blink, at den blonde pige ikke lod til at ane hvad han snakkede om. Han sendte hende et utålmodigt blik, og smed armene over kors. ”Du har ingen anelse om hvad jeg snakker om, har du?” Dette blev sagt i en lettere fornærmet tone, skønt han ikke mente noget med det. Han sukkede dramatiks og rystede let på hovedet af hende. ”Nå, men du får den alligevel, fordi jeg er så god af mig. Vær forresten lige sød at påpege det overfor prinsesserne hvis du møder dem.” Han smilede stort.
Han valgte at tro på at hun ville finde ham igen. Eller det håbede han i hvert fald at hun ville, han ønskede ikke at tingene skulle være akavet imellem dem. Dog var han ikke klar over at tingene kun var akavet fordi han havde misforstået årsagen til hendes fravær og hun havde misforstået hans manglende kontakopsøgning.
Smilet der formede sig på hans læber, fik smilehullerne til at fremtræde dybere, da hun kaldte ham høvding pan. Han tog imod posen og kiggede ned i den. ”Hmm...min babysitter siger jeg ikke må spise chokolade, det giver huller i tænderne.” Beklagede han sig og rakte posen tilbage til hende. De måtte ikke tage imod slik fra gæsterne, nu var det ikke fordi han troede at Miley kunne finde på at putte noget i, men han måtte følge reglerne.
Han viftede lokkende med hendes hue i luften som da hun fulgte efter ham, og lo så. Han snurrede en enkelt gang om sig selv og pegede imod en mørkhåret dreng der gemte sig bar en bænk. ”Fundet!” Kaldte han og gik videre. Som Miley var ved at hale ind på ham stoppede han brat op da noget fangede hans opmærksomhed. Et par store snefnug var begyndt at dale ned fra det grålige skydække. De havde vidste også lovet ret slem snestorm, dog skulle den efter sigende først begynde senere. ”Se!” Udbrød han og pegede med barnlig glæde, ”jeg tror Elsa sidder og keder sig lidt. Mon hun vil lave os en skøjtebane?” Han vendte sig imod Miley og tog derved et par skridt baglæns.

[Miley Holland]

Miley skar en grimasse, "Mega groose," medgav hun, men kunne ikke rigtigt holde masken ligeså godt som ham, hvilket fik et grin til, at forlade hendes læber. Langsomt nikkede hun lidt med hovedet, "Joooh... Nej.. Nej, ikke rigtigt," hun begyndte at ryste lidt på hovedet i takt med sin indrømmelse, om at hun ingen idé havde til, hvad det var for en skat, han snakkede om. Hun kløede sig lidt i nakken, mens hendes grønne øjne hvilede lidt undskyldende på ham. Var det noget hun burde huske? Et mildt grin forlod hendes læber, "Jeg fortæller det til alle, jeg møder," hun slog et kryds for sit hjerte og smilede tilbage til ham.
Hun ville gøre hvad hun kunne, for at finde ham efter parkens lukketid, men det ville nok blive en udfordring. Selvfølgelig syntes hun det hele var lidt akavet, men alting var jo akavet i en alder af 15 år og med en selvtillid der ikke altid var den bedste - Takket været Patty.
Selv gik Miley fuldstændig i stå, som hans smilehuller, kun blev mere tydelige. Det var med en indre kamp, at hun holdt et fnis tilbage. Hun havde aldrig før følte sommerfugle i maven, på grund af en fyr, men hun måtte indrømme, at der var noget ved Alfie, som gjorde hun ubevidst smilede hver gang han strejfede hendes tanker, hvilket var skete mere og mere, efter de havde mødt hinanden og drukket kaffe sammen. Hun bed sig lidt i læben, uvidende om at han ikke måtte tage imod chokoladen fra hende, "Oh, yeah.. Selvfølgelig. Det er en klog barnesitter, du har dig," sagde hun og sendte ham et lille smil, som hun tog imod posen igen, hvortil hendes fingre ved et uheld snittede hans. Et behageligt lille sus løb igennem hele hendes krop, fra fingerspidseren som havde snittet ham, og hele vejen ud i armen, hvor det spredte sig både mod hendes tær og hendes hoved. Hun prøvede dog at ryste følelsen af sig igen, selvom det ikke var nemt, mens hun lagde chokoladen tilbage i sin taske.
Hun grinte lidt, som han viftede med hendes hue og satte i halv løb efter ham. Det var uden tvivl en god undskyldning, for at følge efter ham, hun ville jo nødig fremstå som en stakler. Ikke mens han så det, i hvert fald. Hun smilede til den mørkhåret dreng, som blev fundet og opdagede derfor ikke, at Alfie var stoppet brat op foran hende, hvilket resulterede i, at hun måtte gøre et lille hop til siden før hun selv kunne stoppe, for ikke at løbe ind i ham. Hun så op mod himlen, som han pegede og fik et stort smil på sine læber. Hun grinte lidt, som sneen begyndte at falde omkring dem, "Eller også er hun ved, at lave flere Olaf'er," sagde hun og vendte blikket tilbage på ham, med glæde i sine grønne øjne og opdagede først nu, at han var kommet tættere på, hvilket fik hende til at rømme sig lidt og se ned i jorden, "Ka.. Kan jeg få min hue tilbage nu, Peter?" spurgte hun og så lidt mod ham igen.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Det lette hovedrysteri, blandet med det bebrejdende blik, blev lige understreget af et par korslagte arme. Peters skuffelse var stor og det skulle der ikke lægges skjul på. Dog varede scenariet ikke længe nok til at hun skulle blive oprigtig bekymret, han var trods alt ikke ude på, at gøre hende usikker, blot hylde hende lidt ud af det. Han nikkede og lod til at være tilfreds med hendes forsoning om at fortælle videre om hans gavmilde side.
Alfie vrængede let på næsen som hun sagde at babysitteren var klog. "Njaa, lad hende ikke høre det, så stiger det hende bare til hovedet," informerede han og skævede let imod den disneyansatte der fulgte ham rundt i dag. Hun var der for at holde øje med tiden for ham eftersom han ikke havde noget ur på, udover det skulle hun kalde efter security hvis nogen var direkte ubehagelige overfor ham og så var det hende der holdt de gaver som han sommetider modtog fra børn og -af en eller anden grund, også teenagere og voksne. Nu havde han ikke arbejdet her så længe, så han havde "kun" modtaget 5 gaver indtil videre, en bagde med Peter Pan, en lille plysbamse -også Peter Pan, et hjemmelavet smykke med et ægern i og 2 tegninger. Alt sammen stod til fremvisning, på hans kommode hjemme på han værelse. Han havde aldrig troet at han rent faktisk ville modtage gaver fra folk, men de havde allesammen været rørende at få og betød meget for ham. Han blev atter nærværende, "desuden er hun ikke lige så klog som mig." Han pegede imod sig selv med tommelfingeren imens han rankede ryggen en smule overdrevent, spm Peter Pan ville gøre det.
Efter jagten var sat ind, og kort efter stoppet, fornemmede han godt hvordan hun måtte lave en undvigelse for ikke at støde ind i ham. Han vende sig kort imod hende og sendte hende et let flabet smil.
"Uuuh ja!" Udbrød med lige så meget begejstring som før, "det ville være perfekt for Olaf er så sjov at drille! Sommetider så gemmer jeg hans næse, så render han rundt og leder efter den, men han skælder mig aldrig ud for det." Endnu et skævt smil formede sig på læberne. Han gøs en smule. Det var virkelig koldt kun at være iført kostumet, skønt den mørkegrønne langærmede bluse han havde inderst, var som en skiundertrøje, beskyttede den ikke meget imod elementerne når den blev våd og det gjorde de tynde bukser bestemt heller ikke. Dog havde han ikke tænkt sig at klage.
Han kastede et ovevejende blik op og ned af hende ved hendes spørgsmål, før han så nikkede, "oookaaaay." Mumlede han og hævede armene for at placerer huen på hendes hoved.

[Miley Holland]

Miley kunne ikke lade vær med, at grine og så selv mod den ansatte, som var sat på Peter Pan vagt denne dag. Hun havde lidt ondt af den stakkels kvinde, men på den anden side, ville hun nærmest give alt for, at få lov til at være i hendes sko og følge Alfie rundt i hele parken, hele dagen, uden at virke som en total stalker. Hun vendte blikket tilbage mod ham, "Okay, det er vores hemmelighed," svarede hun hviskende og smilede stort til ham, som fik selv hendes øjne til at smile med. Deres hemmelighed. Waaaow. Det lød så.. Uvirkeligt. De havde en ting sammen, men ikke bare hvilken som helst ting, men en hemmelighed. Hun kendte ikke til de gaver han havde fået, men hun var heller ikke typen, som selv ville give gaver til nogle af karakterne. Det var hun alt for genert til. Alene det at stå og snakke med ham, var ret grænseoverskridende for hende. Hun lo mildt, "Nej, selvfølgelig ikke Peter, men det er der jo ingen der er," svarede hun morende, selvom hun mærkede en varme stige i sine kinder, som ordene havde forladt hendes læber, uden tilladelse. Det flabet smil hun fik af ham, smeltede hendes hjerte fuldstændigt. Iiiihøøh han var altså bare noget så charmende. Selv i grønne gamacher og den grønne hat med den røde fjer. Hans smilehuller, glimtet i hans smukke brune øjne.. Okay, okay, okay, hun måtte tage sig sammen, men før hun vidste af det, havde hun allerede sendt ham et undskyldende blik, for næsten at have været løbet ind i ham.
Miley begyndte atter at grine og smilet blev hængende på hendes læber efterfølgende - det var nok ikke så underligt, at hun blev kaldt Smiley af dem hun gik på skole med. "Hvor gemmer du den så henne?" spurgte hun nysgerrigt ind, mens sneen begyndte at tage til. De havde da ikke lovet sne? Havde de? Hun blev revet ud af sine tanker, som han kom tæt på og placerede huen på hendes hoved, mens hun mentalt prøvede ikke, at freake for meget ud over, det faktum, at han rørte ved hende. Godt nok kun hendes hår, men alligevel. Hun fniste lidt, "Tak," lød det fra hende, som hun rettede huen lidt til. "Men øhm.. Jeg må hellere komme videre. Fyrværkeriet begynder snart," sagde hun og puttede sig lidt i sin jakke. Det var virkelig synd for ham, at skulle rende rundt i den kulde og sneen havde tydeligvis ikke tænkt sig, at forsvinde lige med det samme. Tværtimod faktisk. Den lagde sig allerede som en fin dyne på jorden.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie skuttede sig lidt da et koldt vindpust trængte gennem trøjen, men smilede så som om han ikke var lige ved at dø af kulde og nikkede, ”Glimrende!”
Den rødhårede fyr var godt klar over at Miley var en smule genert. Det var efterhånden gået op for ham efter deres utallige møder. Lige så vel som han havde opfanget at hun altid blev endnu mere usikker når hendes søster var med. ”Lige nøjagtig!” Udbrød han som havde Miley lige sagt det klogeste han nogensinde havde hørt. ”Jeg kan godt lide dig, du giver mig ret, kan du ikke være min babysitter fremover?” Spuget han så med et strålende smil.
Han kiggede en smule op og ned af hende, som skulle han gennemskue om han kunne stole nok på hende til at fortælle hende sine hemmeligheder, ”okay, jeg fortæller det,” han lænede sig endnu tættere på hende så der pludselig ikke var særlig stort mellemrum imellem dem, ”Men også kun fordi det er dig,” hviskede han så og så sig hurtigt om, som for at være sikker på at ingen lyttede med. ”Sidste gang fløj jeg op og satte den igennem Klos piratflag,” han lo af sin egen kreativitet, ”klaptorsken forstod ikke hvorfor alle kaldte ham gulerodsnæse. Åh jeg er så genial.” Han tørrede en ikke eksisterende tårer væk fra øjet og sukkede med et lidt for underholdt smil på læben.
Han havde ikke engang selv bemærket det skæve smil der havde sneget sig op på hans læber ved hendes milde fnisen. ”Fyrværkeriet? Ah ja, naturligvis det skal man ikke gå glip af, der bliver jo vist noget fra min historie.” Igen blev brystet skudt stolt frem. Inderst inde var han dog stadigvæk lidt usikker på om de var helt okay. Det virkede sådan, men hvorfor ville hun så ikke følge med rundt? Og endnu vigtigere, hvorfor var han så bekymret over det?

[Miley Holland]

***TIME***

Sneen var efterhånden gået helt amok. Mørket var faldet på, men der var sne over alt og blæsten var ved at udvikle sig til en storm. Alligevel var det eneste Miley kunne tænke på, Alfie havde sagt han kunne lide hende - okay måske var det mere Peter Pan, som havde sagt det, men alligevel, og måske var det også i forbindelse med, at hun havde givet ham ret i, at han var klog.. Og han ville hellere have hende, som babysitter. Iiih han var altså bare så sød.
Hun burde nok ikke være så optimistisk, som hun stod ude foran Disneylandet, i alt for lidt tøj, med blå-violette læber og klaprende tænder, rystende knæ og sne i håret. Hendes mobil havde 10 procent strøm tilbage, som hun stod og afventede at hendes far ville overfører nogle penge til hende, så hun kunne overnatte på et af Disney hotellerne, skønt det ville være til overpriser, fordi det var sidste øjeblik. Hun var bestemt ikke klædt på til vejret drejning. Hun var våd fra inderst til yderst og lige nu kunne hun ikke gøre andet, end at overnatte på et hotel, helt alene, når hendes far havde overført pengene til hende og håbe på hun kunne låne en oplader til sin mobil et eller andet sted, så hun kunne komme hjem i morgen.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie havde endelig fået fri. Eller endelig var måske ikke det rette ord. Han elskede sit arbejde, men det havde eddersørme været koldt i dag. Det voldsomme snefald havde overrasket de fleste, men det fik han jo ikke tidligere fri af. Desværre havde han heller ikke helt nok tøj på til at kunne finde varmen på nuværende tidspunkt, men i det mindste var han snart hjemme under dynen.
Som han blev lukket ud af porten fik han øje på en enlig skikkelse stå i sneen under en gadelampe. Hans bedstefar som skulle hente ham var endnu ikke dukket op så vidt han kunne se, "Miley?" Kaldte han og gik gennem sneen op på siden af hende, "hvad laver du her?" Hun så om muligt endnu koldere ud end ham.
Det havde været planen at han ville finde hende inden parken lukkede ned så hun kunne få sine penge, men det havde været en umulig opgave. Forhåbentlig var det ikke ham hun havde stået og ventet på. Han trak sin egen hue lidt længere ned over ørene og skuttede sig som et koldt vindpust strøg forbi.

[Miley Holland]

Miley stod og så håbløst på sin mobil, som stadig kun havde 10 procent strøm, da hun hørte en stemme. Nej. Ikke én stemme. Stemmen. Alfiiiie. Ville hun have sagt, men nej. "Peter? Øhm jeg mener Alfie.. Nej, vent, jeg mener Peter.. Eller Alter? Waow.." gav hun ham lige et shipnavn mellem hans karakter og hans virkelig jeg? Svaret var kort og akavet. Svaret var ja. Ja, det gjorde hun. "Ehm.. Hvad kalder jeg dig hér?" nærmest hviskede hun, som var hun bange for, der ville være i sneen som ikke var taget hjem endnu. For det kunne jo godt ske.. Eller...
Hun førte en hånd op og rettede på sin hue, nærmest synkront med ham, hvilket hurtigt fik hende til at sænke hånden igen. "Jeg øhm.. Min far skulle have hentet mig, men sneen gør han ikke kan komme, så jeg venter på, han overføre nogle penge til mig, så jeg kan leje et hotelværelse, hvis jeg kan nå det inden min mobil.." hun tav som det lille æble viste sig på hendes mobil, samt en loadings cirkel, "Går ud.." et dybt suk lød fra hende, som mobilen løb tør for strøm, på trods af de 10 procent, som hun ikke havde brugt. Hun burde virkelig få sig en ny mobil, men det var et problem til en anden dag. Lige nu var hendes problem, at hun havde sin mobilepay, men ingen mobil med strøm. Hun havde knapt 25 euro i kontanter, mens hendes hævekort lå derhjemme. Hun ville ikke engang kunne tage en uber, for det ville også koste mere end 25 euro, at komme hjem herfra. "Åh Sørens.." lød det opgivende fra hende, som hun skød hovedet bagud, hvilket gjorde hendes hue fløj af, da vinden tog den. "Come oooon.." hun satte i løb efter huen.