Drink Up Me 'Earties, Yo Ho

[Ezekiel Amardeus]

Isobel E. Conelly

Det Glade Vildsvin

Omkring kl 22
Påklædning

---

Zeke så kort frem for sig imens han kørte den gyldne væske fra whiskeyen rundt i glasset. Han sippede let til den og stillede den så atter på den blankpollerede bardisk, med begge hænder om glasset som frygtede han at nogen skulle komme og tage det fra ham.
Det havde været en af de dage. Han skulle have haft @cas i dag, men grundet forsinkelse på arbejdet måtte han aflyse samværet. Det var også udelukkende på grund af Theodore Maganiello , han havde med vilje trukket tiden ud. Zeke anede ikke hvordan han gjorde det, men han lod altid til at vide en hel masse om alle. Selv ting han ikke burde kende til fra sin isolerende celle. Som om han modtog informationer et sted fra. Desværre ville det ikke undre Zeke hvis han gjorde. Det gik ham i hvert fald på at Theodore lod til at kende til hans situation med Caspian. Forbandede Theodore, At han havde fået snakket sig udenom Dementorkysset var en latterliggørelse af systemet og ærlig talt var Zeke skuffet udover alle grænser.
Med vreden boblende i maven tømte han sit glas og slog det lidt for hårdt ned i bardisken, hvilket fik tilsendt ham et par misbilligende blikke fra nogle af de omkringsiddende gæster. Uden at tage videre notis af det, bestilte han sig en ny drink. Dette her ville nok ende med at blive en lang nat. Godt han havde fri i morgen.

[Isobel E. Conelly]

Det blæste en hel pelikan udenfor, så Isobel havde småløbet i sine høje hæle, ned ad gaden for at gå Det Glade Vildsvin, der nærmest var blevet hende nye opholdssted. Da hun endelig nåede baren og åbnede døren, nærmest fløj den op, så hun halvt væltede ind. Det lykkedes hende dog at redde den, før hun fik skabt sig alt for meget opmærksomhed, fra de fleste andre end bartenderen der bare sendte hende et lurent blik.
Hun skubbede den roligt i og rettede lidt på de blonde krøller der var blevet skubbet lidt hist og her foran hendes ansigt. Det lykkedes hende ikke helt at rette det, men nok til at kunne selv. Over den ene skulder, havde hun en brun lædertaske. Man kunne fornemme et par pergamenter rage op af åbningen. Hun havde en beskyttende hånd hen over, som om hun var bange for at nogle ville tage dem fra hende.
For et øjeblik spejdede hun længselsfuldt op mod baren. Der sad et par stykker rundt omkring, nogle i mindre grupper. Efterhånden var det blevet en del af hendes mønster at afsøge stedet for hvor hun bedst muligt kunne drikke, uden at ryge ind i pinlige situationer, såsom at hun stødte på sin eksmand. Der lød et højt 'klonk' som glas mod træ, hvilket gav et lille gib i hende. Hun så i retning af lyden hvor en dystert udseende mand sad. Der var noget ved hans blik. Han var vred, det kunne nærmest lugtes på afstand, og af en eller anden endnu mere bizar grund, tiltrak det noget i hende. Hun gik målrettet op mod baren og tog stolen ved siden af ham. Bartenderen kastede et blik på Isobel. "Det sædvanlige." bad hun mens hun gravede i tasken efter en lille notesbog. Kort efter blev der serveret en flaske vin og et glas der var alt for stort til lejligheden. Hun nikkede taknemmeligt og lagde notesbogen samt en fjerpen foran sig, hvorefter hun skænkede den dybrøde vin op i glasset. Bevidst sagde hun intet til manden ved siden af hende endnu, men hun skænkede ham et par skjulte blikke. Flasken blev atter placeret på bordet. Hun tog glasset i stedet og tog et par store slurke, mærkede hvordan alkoholen for et øjeblik var et behageligt, trøstende kærtegn. Langsomt satte hun det fra sig igen og slog op på en side i bogen der allerede var skriblet med ulæselig skråskrift.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke havde været en kende opslugt af sine egne tanker og bemærkede derfor først den blonde heks som en mindre, mindre brise af hendes parfume blev slynget imod ham som hun svingede overfrakken af. Han rettede de grønne øjne imod hende, med vækket nysgerrighed. Betragtende hvinede blikket på hende i nogle lange sekunder, som hun fiskede en notesbog frem og gav sig til at skænke vin op i sit glas.
Han blev opmærksom på at han måske havde stirret lidt for længe og lod derfor blikket vandre tilbage til sit eget tomme glas. Han gjorde tegn til bartenderen om en refill, og i sit stile sind undrede han sig over at hun havde valgt en plads så tæt på ham, når der ellers var en del ledige pladser ved baren.
Som hans glas blev fyldt og han en ny grådig slurk og skar en mild grimasse som den brændte sig ned gennem hans hals. Han stillede glasset på bardisken igen, denne gang lidt mere stilfærdigt, men stadigvæk uden at slippe det. Han lyttede til hvordan hun skriblede noget ned i bogen, men ville i høflighed ikke sidde og stirre på hende. Han kunne stadigvæk dufte hendes parfume, det var en mild duft, ikke overdreven som så mange andre kvinder havde det med, men nu var hans næse også bare en anelse mere følsom end normen.
Lidt diskrest kiggede han atter imod hende, mest fordi en del af ham var lidt nysgerrig på hvad hun sad og skriblede ned, havde han ikke set hende før et eller andet sted? Der var noget bekendt over hende. Havde han været mere socialt anlagt ville han måske bare have spurgt hende, men nu var han ikke ligefrem typen der bare startede random smalltalk med fremmede mennesker.

[Isobel E. Conelly]

Hvis den fremmede mand ved hendes side selv troede han var diskret, så tog han grueligt fejl. Isobel bemærkede skam de stjålne blikke, omend det virkede som om de var mere rettet mod hendes skriblerier end mod hende. Hendes læber skiltes i et lidt selvtilfreds smil, dog skrev hun imens, så det ikke nødvendigvis kunne spores til hans opførsel. De første mange minutter undlod hun bevidst at se på ham, eller på nogen anden måde, gøre ham opmærksom på at han ikke gik ubemærket hen. Hun skubbede sig lidt længere bagud på taburetten, for bedre at kunne lægge det ene slanke ben over det andet. Hun var ikke ligeså formelt klædt som hun plejede at være, dog havde hun stadig en tætsiddende lang, grå nederdel på der kun fremhævede hendes kvindelige figur. Hun klædte sig aldrig for andres skyld, men som den moderne kvinde hun var, så elskede hun mode omtrent ligeså højt som alle andre kvinder gjorde til sammen.
Hun tog sig selv i at køre fjeren fra sin pen hen over næsen, hvilket var en mærkelig vane hun havde fået sig når hun blev rigtigt koncentreret. "Det er bare en fiktiv udtalelse." sagde hun pludseligt, stadig uden at kigge på ham, da hun i længere tid havde følt hans intense blik. Selvom hun ikke havde siddet og stirret tilbage, så havde hun set nok til at konkluderer at han var en flot mand. Måske omkring hendes egen alder. Hun lagde pennen fra sig oven på blokken og drejede lidt i hoften så barskamlens sæde fulgte med. Hun lod albuen hvile på bardisken og lænede sig derved lidt mod den. "Til en jobsamtale. Mere interessant er det ikke." Hun sendte ham et varmt smil og måtte holde lidt igen for ikke at komme til at grine. "Skål." hun tog fat om sit eget glas da bartenderen serverede det nye for ham, og hævede det lidt mod ham. Der var noget mørkt og mystisk ved hans auror - lige som Isobel bedst kunne lide det. Hun var selv modsat. Selv når hun havde det elendigt, var der mange der sagde at det føltes som om hun havde en solstråle hængende over hovedet, fordi hun var så åben og udadvendt.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke blev gjort pinligt opmærksom på sin egen handling som hun, lidt ud af det blå, kommenterede på egne griflerier. Han rømmede sig en smule og drejede hurtigt blikket væk, som var det ikke allerede for sent. Han fugtede sin læber i et desperat forsøg på at vinde lidt tænke-tid.
De grønne øjne blev så rettet imod hende og et ganske svagt, lettere forpint smil tilsendt hende. ”Det må du undskylde, det var ikke for at snage.” Der var vel intet andet at sige, han have haft snuden for langt fremme.
Det nye glas blev stille frem til ham og han skulle da også lige til at kaste sig over det, som han hørte hende muntre skålen. Hovedet blev placeret let på skrå og han hævede nærmest per automatik glasset imod hende. ”Skål.” Svarede han og tog så den tår han tørstede efter. Den der i fællesskab med de andre glas, skulle hjælpe med at få lidt ro på temperamentet og vreden der stadigvæk boblede indeni.
Han rømmede sig på ny, ”Så hvor skal du til jobsamtale henne?” Spurgte han ind og gjorde en gestus med hånden imod hendes notater. Hun virkede, modsat ham selv, meget glædestrålende. Det var ikke meget Zeke så af så positiv energi, hverken i hjemmet eller på jobbet. Der var noget lettere opkvikkende ved det. Det kunne selvfølgelig også skyldes alkoholen der satte sine spor.

[Isobel E. Conelly]

Isobel studerede ham bare, også selvom han vendte hovedet væk i åbenlys skam. Smilet på hendes læber, indikerede nok at hun ikke følte sig synderligt stødt. Hun var selv nysgerrig af natur, og når man valgte at sætte sig på offentlige steder, så fulgte det ligesom med. "Jo det var, men det er okay. Jeg havde gjort det samme." erkendte hun udfortrødent. At overhøre private samtaler eller liste tavs information ud, var lidt det hun var uddannet til kunne man sige. Da han endelig overgav sig lidt, erkendte sin skam og skålede med hende, var det som om stemningen lettede lidt. Hun rettede ryggen og tog en tår af glasset, uden at sætte det fra sig efterfølgende.
Der var noget ved hans blik.. og hans smil og hans holdning. Noget mørkt og forpint som tiltrak hende, måske fordi hun så sig selv i noget af de han udtrykte, eller også var det bare hendes evige naivitet.
Hun svarede ikke på hans spørgsmål lige med det samme, men overvejede situationen lidt. I stedet for at svare vendte hun blokken så man ikke kunne se hvad der stod. "Ved du hvad.." startede hun. "Du ligner en der har brug for en pause ligeså meget som mig, så hvad med at vi i aften bare er en mand og en kvinde der mødes på en bar, og nyder hinandens selskab lidt? Uden alle de kedelige detaljer som navne og titler." foreslog hun og rakte glasset frem igen som en indbydelse til at de kunne skåle det ind som en aftale. Hun havde ikke lyst til at snakke om hvem hun var, hvad hun lavede, møde de samme fordromme, grave i sit forliste ægteskab eller noget af alt det andet der ikke fungerede for hende. Hun havde bare lyst til at snakke med denne fremmede om ligegyldige ting. "Eller vi kan digte os selv.." hun stirrede tænksomt frem for sig et øjeblik og satte glasset fra sig. Hvis hun kunne være hvem end hun ville være for en aften, hvem ville hun så være? "Mit navn er Thalia. Jeg arbejder på ministeriets pressekontor." hun rakte selvsikkert hånden frem i en hilsen. Det var ikke langt fra hende, men hun havde altid valgt sin drøm.

[Ezekiel Amardeus]

Brynene formede sig i en let rynken ved hendes udtalelse. Han havde ikke gjort det for at snuse i hendes private sager, men på den anden side, hvis ikke det var derfor han havde gjort det, hvorfor havde han så? Altså måtte hun have ret.
De grønne øjne fastlåste sig på hende. Der var en sandfærdig interesse i blikket efter deres skålen, dette blev dog let brudt som blikket automatisk søgte ned mod bogen da hun bevægede den. Igen mødte han hendes blik, denne gang med ny vagt interesse. ”Så ingen navne, ingen stillinger.” Det lød faktisk ret spændende, ”okay, så ingen informationer der kan afsløre hvem vi er?” Han var altid manden der sad med alle informationerne når han var på abejde, så der var noget interessant i ikke at vide hvem hun var, og måske aldrig få det at vide. Det lød også dejlig uforpligtende. ”Skal jeg så bare kalde dig “bar-pigen” eller har du et ønsket kaldenavn?” Det lød måske som noget sagt i sjov, men der lå et oprigtigt spørgsmål bag. ”Vi kan selvfølgelig også bare kalde os mand og kvinde.” Dette blev sagt med antydningen af et smil på læben. Han skålede med hende på ny, og tog endnu en tår af glasset.
Hendes svar fik ham til at smile mere oprigtigt denne gang. Han var normalt ikke godt til smalltalk, så dette her var måske lige det han havde brug for. Her behøvede han ikke at frygte hendes mening om ham og hans til tider dystre sind, da han kunne være hvemend han ønskede. ”Udemærket, så er jeg….” han tænkte sig lidt om imens han rystede hendes hånd, ”Miguelle,” han fortrød nærmest navnet idet det havde forladt hans læber, men det var bare det første som var poppet op i hans hoved. ”Jeg arbejder med kriminelle.” Forklarede han som en delvis sandhed. Han anede ikke om hendes var sandt eller falskt, men han kunne nok bedst huske det ved at holde sig delvist til sandheden.
”Så, Thalia, hvis ikke du havde været her i aften, hvor tror du så du havde befundet dig?” Spurgte han ind, det kunne jo være alt fra en sydhavsø til på jobbet, alt efter hvad fantasien tillod.

[Isobel E. Conelly]

Med glasset hævet, nikkede hun istemmende. "Præcis." bekræftede hun. Ingen titler, ingen grobund for fordomme, ingen akavede forudanelser om hinanden, bare en mand og en kvinde på en bar.
Hun fastholdt hans blik et øjeblik, forsøgte at finde ud af hvorfor hans dystre ydre gjorde noget ved hende. Deres glas klirrede mod hinanden. Baren var så tilstrækkelig fyldt, at deres stemmer forsvandt i en mængde, så intet kunne bryde den lille virkelighed de var ved at skabe. Nok havde hun før haft mærkelige idéer, men det her var en af de mere spændende. Hun tog en tår af vinen og satte glasset fra sig igen, så hun kunne tage hans hånd. Hun holdt den i sin imens han overvejede sit fiktive navn. Hans hænder var store, ru, maskuline.. varme.. varmere end hendes hvilket ikke sagde så lidt. Tankerne kørte men hun sad stadig bare og betragtede ham indtil ham kom op med sit navn. Hendes smil blev til et mildt grin. "Det lyder dejlig.. eksotisk.." konkluderede hun og tilføjede i sit hoved, at det passede ret godt overens med hans varme. "Så Miguelle.. dejligt at møde dig." Hun gav hans hånd et klem hvorefter hun efter flere minutter trak hånden til sig igen. Denne gang var det hendes tur til at se sig eftertænksomt omkring. Hun rakte ud efter sit glas igen, men holdt det bare i hånden mens hun tænkte. "Jeg ville håbe på en lille eksotisk ø med 30 grader, en pool, masser af rødvin og en vildt attraktiv pooldreng ved navn Miguelle." hun blinkede flirtende til ham og tog så endelig en tår. "Virkeligheden ville nok være noget mere alla et støvet loftværelse med Nicholas Flamels biografi." tilføjede og lænede sig lidt tilbage. "Hvad med dig? Hvor ville du være?" spurgte hun oprigtigt interesseret, og strøg en lille blond krølle væk fra ansigtet, så hun bedre kunne se ham.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke nikkede let. Det virkede som en befriende ide som han godt kunne stå indenfor. Skønt det var en del støj omkring dem, var Zeke fokuseret nok på hende til ikke at lade det generer ham. Hendes hænder var en smule køligere end hans som de mødtes, dog var de ikke kolde, men han var også altid ret varm og frøs sjældent.
Hans ansigt vrængede sig i en lille grimasse, da hun tydeligvis fandt navet en smule fesent -som han også selv gjorde. ”Det kan vi godt sige at det er.” Svarede han med et lille smil, der aldrig helt nåede de grønne øjne. Dette var dog ikke hendes skyld, men igen havde det ikke været den bedste dag for ham, og han var nok i forvejen ikke det mest positive menneske.
Okay, ved den sidste kommentar kunne han ikke undgå at slippe en mild latter. ”Hvilket tilfælde, jeg renser faktisk pools i min fritid.” Zeke havde aldrig været god til at flirte eller lave jokes. Han var bedre nu end han havde været før i tiden, men at sige at han var god til det, ville nok være at strække den en smule.
”Så du kan godt lide at læse?” Gjorde han samtalen lidt mere seriøs, og drejede lidt sit eget glas i hånden. ”Hmm...jeg ville nok have været derhjemme og bygge en eller anden udestue på mit i forvejen alt for store hus.” Besvarede han sandfærdigt og så frem for sig. Måske han ikke ville have bygget en udestue, men et eller andet. Det var hans måde at slå hjernen lidt fra. Den muskuløse kropsbygning afslørede da også at der sagtens kunne være realitet bag hans udtale. Han vendte atter blikket imod hende. Hun var køn, men han kunne ikke helt slippe tanken om at have set hende før et eller andet sted. Han ville dog ikke ødelægge den nyopfundne aftale om ikke at afsløre deres sande identiteter.

[Isobel E. Conelly]

Isobel kluko og så ned for et øjeblik. Hun havde en god idé om at poolrenseret Miguelle var meget langt fra hvem denne mand i virkeligheden var. Men det var trods alt også hele idéen med fantasien. Hendes blik hævede sig til hans igen. Hun studerede hans smil. Selvom han virkede stor og stærk, så var der en usikkerhed at sporer i hans mimik når han smilte, og hun mærkede hvordan det prikkede til hendes umættelige nysgerrighed. Hun ville vide mere om ham. "Virkelig? Hvilket tilfælde. Så må jeg hellere tage dig med hjem og vise dig min en dag." hun blinkede drilsk til ham. Ikke at hun ejede en fysisk pool, man han fangede nok pointen. Modsat ham, så var Isobel mester i flirtens kunst. Man lærte at charmerer sig ind som journalist.
"Mhmm... og du kan godt lide at bygge?" besvarede hun og druknede sine ord i en tår vin. Hendes blik flakkede til de stærke overarme. Hun kunne sagtens forestille sig ham gå og hamre på lidt træ - og hun ville meget gerne stå og betragte ham mens han gjorde det. "Har du selv bygget hele huset?" spurgte hun og pillede lidt ved vindglassets bund. Hun var ikke god til at sidde stille i længere tid, men hun lyttede stadig oprigtigt interesseret. Selv foretrak hun at bo småt. Helst bare ét overskueligt rum. Lige nu boede hun i en lille etværelses loftlejlighed. Det var ikke specielt prangende, men hun elskede det - mest fordi det var til at betale sig fra. "Det er så meget støj her. Skal vi gå en tur?" foreslog hun. De andre mænd var begyndt at blive tiltagende højrystet i takt med at de havde kastet ingefærøl indenbords og det havde betydet at de fleste andre også havde været nødt til at hæve lydniveauet for at kunne følge med. Hun fandt et par mønter op af tasken og lagde på bordet. "Undskyld. Kan vi få en flakse rødvin togo?" spurgte hun. Bartenderen kastede et blik på pengene, nikkede hvorefter han rakte hende en flaske som hun holdt lokkende op foran Miguelle - den fremmede mand med et 'skal-vi' udtryk.

[Ezekiel Amardeus]

Hendes latter fik smilet til at bryde frem på hans læber. Denne gang nåede det at afspejle sig lidt mere i de ellers lidt hjemsøgte øjne.
Zeke mærkede på ny usikkerheden træde lidt igennem, skønt han forsøgte at skjule den, ”uha, det lyder næsten som en fræk aftale,” han sagde det med et udtryk der udviste bekymring for om han måske havde overtrådt den usynlige grænse med den kommentar. Hvorfor havde han altid så svært ved at omgås mennesker der ikke havde mord på samvittigheden. Inderst inde vidste han godt at det havde noget at gøre med at fangerne kunne han distancerer sig til på en anden måde, en smuk kvinde i en bar, der skulle han passe på at det ikke kom for tæt på. Den fejl havde han begået to gange før, nu måtte det være slut.
Han nikkede troværdigt til hendes spørgsmål, ”jeg finder det dejlig afstressende.”. Der blev taget en ny tår af glasset før han svarede på tillægsspørgsmålet, ”og ja...eller huset stod der sådan set, men jeg har efterhånden ombygget det hele.” Igen var dette ikke en løgn, han elskede det hus, grundstenen var den samme, men intet kunne jo holde evigt.
Forslaget passede ham faktisk glimrende. Han tømte sit glas på ægte valhallamaner, og nikkede. ”Ja lad os det. Jeg kunne godt bruge noget luft.” Indrømmede han. Zeke sendt hende endnu et tilbageholdt smil, som hun stolt viftede flasken foran ham, som havde hun gjort dagens fangst. Han nikkede og rejste sig for så at svinge sin frakke over skuldren og smide betalingen på bardisken.
Han førte kvinden og hendes rødvin, gennem den højrystede krostue og ud i den kølige luft udenfor. ”Noget specifikt retningsønske?” Spurget han en anelse mere modigt. At tømme ingefærøllen så hurtigt, havde åbenbart gjort ham en anelse mere letsindig.

[Isobel E. Conelly]

På en eller anden ret upassende måde, føltes det som lidt af en sejer hver gang denne mand smilte. Isobel var ikke altid den bedste menneskekender, men man behøvede ikke at have diverse terapeutiske grader for at se at han var plaget. Hun tog sig selv i blot at sidde og studerer smilet der virkede stift, som en hvis muskler slet ikke var vant til at arbejde. "Måske er det." Hun blinkede drilsk til ham. Isobel havde aldrig været bange for at flirte, nogle gange bed det hende lidt i røven. "Imponerende." Svarede hun oprigtigt. Selv var hun ikke ligefrem handy. Hun havde tusinder af idéer, men ikke evnerne til at gennemfører dem.
Hun nikkede medgivende. Larmen herinde eskalerede og det samme gjorde temperaturen. Luften var efterhånden blevet tyk og stank af malt. Hun gled elegant ned fra barstolen og rettede lidt på sin nederdel med den frie hånd, før hun førte an hen mod døren. Så snart den gik op blev de ramt af den kølige aftenluft. Få stille mennesker gik på gaden og endnu færrer biler. Der var en fantastisk ro på denne tid. Isobel tog en dyb indånding og åndede lettet ud, før hun gjorde drejede til højre. "Lad os bare prøve denne her," hun pegede men anede ikke hvor den ville fører hen. Hun bøvlede en lille smule med at få det stramme skruelåg af vinflasken. "Så Miguele. Fortæl mig noget om dig selv? Hvad er din yndlingsfarve? Foretrækker du blondiner eller brunetter? Hvad spiser du til morgenmad?" spurgte hun som foreslag til hvad han kunne fortælle hende. Hun stønnede lidt irriteret da det stadig ikke var lykkedes hende at få lovet af, men hun var en kende for stædig til at bede ham om hjælp bare fordi han var en mand. Dog havde hendes blik ved flere lejligheder gledet over hans arme og overkrop, man kunne tydeligt se at han var stærk og sikkert ikke ville have et problem.

[Ezekiel Amardeus]

Som hun gav ham en halv bekraftigelse mærkede han kindene brænde en anelse. Han skyndte dig derfor at gemme ansigtet væk bag ølkruset som han tog en seriøs tår for lige at drikke mod til sig. ”Jamen det vil jeg så måske se frem til.” Var det virkelig det bedste han kunne komme op med? Hans flirteriske evner var virkelig på niveau med et husalfs. ”Det vil nogen mene.” Konkluderede han i et lidt mere beskedent tonefald.
Som de kom udenfor slog den kølige luft imod hans ansigt. Det var faktisk dejlig opkvikkende, modsat den halvtryggede stemning der havde været inde på Vidsvinet.
Han så ned af den lille sidegade. Nu var Hogsmeade ikke den største by, men den var da vokset en smule med tiden. ”Du fører an.” Han fulgte hendes valg og stak hænderne i jakkelommen for at skåne sig selv lidt mod den kølige aftenluft.
Denne gang fik spørgsmålene ham næsten til at le. Det måtte næsten være alkohollen der var skyld i denne nye tendens. ”Blå, tror jeg. Godt spørgsmål jeg har vidst aldrig været sammen med en blondine, men det er nok mere tilfældighed end manglende lyst, og det er forskelligt, som regel ikke noget der tager for lang tid da det keder mig at lave morgenmad. Til gengæld er jeg glad for at lave aftensmad. Der har man lidt mere kreative friheder.” Svarede han hende og tænkte sig lidt om, ”Din tur, hvor befandt du dig ved din sidste rejsedistiantion? Er du a eller b -menneske og er du mest til dobbeltdyne eller enkeltdyne?” Hvor spørgsmålene var kommet fra havde han ingen anelse om. Han havde bare sagt det første der var faldet ham ind. ”Skal jeg hjælpe dig?” Han gjorde et let nik imod vinflasken som hun lod til at have lidt af en kamp med. Nu håbede han ikke at hun tog det forkert. Nogen kvinder kunne vidst godt blive lidt sure over at man tog “deres øjeblikke” fra dem på den måde.

[Isobel E. Conelly]

Hans lidt akavede forsøg på at følge hendes spor, fik hende bare til at smile lidt for sig selv. Hun sagde ikke mere, men hun begyndte at have en lille fornemmelse af hvor aftenen ville bærer hen.
Hun gik op af den sidegade Vildsvin lå på, og endte oppe på Hogsmeads "hovedgade" hvis man da kunne kalde den det. De var allerede i udkanten af byen. Som kvinde vidste Isobel at hun helt sikkert ikke burde forlade byen med en fremmede mand, men hun havde aldrig været klogere og han fik hende til at føle sig ret tryk, så hun fortsatte i retning mod det hylende hus. Det var virkelig længe siden hun sidst havde været i Hogsmeade.
Hun lyttede til hans spørgsmål og trak kappen mere omkring sig. Den korte nederdel og de næsten bare ben, gjorde intet godt i nattekulden. Hans svar fik hende til at smile. "Det er ellers rigtigt hvad de siger - blondiner er bare sjovere," indskød hun drillende og stoppede endelig op i sin kamp med flasken. "Men godt svar." anerkendte hun og mærkede sine fingre glide om skruelåget for 20'ende gang. Hun sukkede højlydt og fortsatte kampen mens hun overvejede hans spørgsmål. "Paris. Og faktisk lidt en blanding. Jeg går sent i seng og står tidligt op, og den sidste er nem - det skal være dobbeltdyne," svarede hun oprigtigt. Hun elskede at putte, nød at mærke en andens krop mod sin, det gjorde dobbeltdynen bare lidt lettere. Hun så ned på flasken og så op på ham og overvejede sine muligheder. "Jeg tror det går." svarede hun og brugte så alle kræfter til hun blev nærmest helt rød i hovedet. Til gengæld gik låget endelig op. Hun sukkede lettet og lod armene falde slapt ned langs siden et øjeblik, dog var hendes selvtilfredse ikke til at tage fejl af. "Sådan." hun begyndte at gå igen og nåede op på siden af ham, hvor hun rakte ham flasken, indbydende.

[Ezekiel Amardeus]

Modsat hende have Zeke ikke helt så sikker på hvor aftenen ville ende henne af. Han havde nok en ide om at han ville nå at skræmme hende væk før de nåede så langt. Desuden regnede han ikke med at hans flirterier rigtigt bar frugt. Det var trods alt ikke hans stærkeste side.
Zeke fulgte den blonde heks som hun ændrede kurs og satte i retning af det hylende hus. Det havde sjovt nok altid været lidt skræmmende i hans øjne, måske fordi han -som så mange andre, kendte historien for hylene. En historie der mindede om hans egen.
Dog var der macho-delen i Zeke der ikke havde lyst til at give udtryk for usikkerheden, så han mandede sig op og fulgte efter hende, imens han lyttede til hvad hun svarede. Han smilede kort imod hende, "Jamen det må jeg jo tage dit ord for." Kommenterede han og blinkede. Det skulle have været kækt, men påvirket af alhohollen, endte det nok ikke helt så godt ud som han havde håbet. Hans blik faldt lidt på hendes nærmest bare ben, "Fryser du ikke?" Kommenterede han en anelse ud af kontekst.
Igen og igen blev hans opmærksomhed draget imod flaskekampen. "Det lyder hårdt," kommenterede han, selv stod han tidligt op, men gik også forholdsvis tidligt i seng. Tanken om dobbeltdyne fik næsten et ægte smil frem hos ham.
Der lød et svurp som proppen omsider gik op, "godt kæmpet," roste han og tog lidt tøvende imod flasken, "hvis du fortsætter med at fylde på mig på denne måde, må du ende med at bære mig hjem." Kommenterede han med brynene skudt let i vejret. Blikket blev rette imod Det Hylende Hus som de omsider var nået op til.