A candle in the window

[Alyxia McBeth]

Tid: 14:23

Sted: Jonathans og Alys hjem London

Til: Christopher Campbell

_________________________________________________________________________

Julen var efterhånden veloverstået. London var begyndt at gå lysere tider i møde, men Aly følte stadig at der var en kæmpe mørk sky over hendes hoved, der udelukkende fulgte hende. 
Det var omkring 3 måneder siden hun havde mistet sin far. Lejligheden midt i London var blevet bygget op igen takket værre magi, men den var langt fra så pæn og ryddelig som den plejede at være. I stedet for murbrokker, stod der nu flyttekasse på flyttekasse, med noget af deres indhold spredt rundt i stuen. 
Julen havde hun brugt på at kigge i flyttekasser. Hun havde fundet dagbøger, billeder og en masse gamle minder. Julen havde altid været et helle. Uanset hvor fraværende hendes far havde været, så ville han altid tage fri juleaften, så de kunne være sammen. 
Aly bukkede sig ned og fandt en støvet lille figur af en rødhåret nisse. Den havde stået på kaminen hjemme i Irland. Jonathan havde altid bildt hende ind at den var grunden til alt deres held og lykke. Hun vendte den i sin hånd. Jonathan havde taget fejl. De havde aldrig haft særlig meget held i deres familie. For et øjeblik mærkede hun vreden syde i maven. Hun kastede nissen, så den ramte væggen og splintredes. Frustreret dumpede hun ned på gulvet. Klokken var 2 om eftermiddagen, og hun var stadig iført sin grønne kanin-pyjamas. Hendes røde hår var sat op i en løs, uglet knold, og lignede mest noget der ikke havde set en børste i ret mange dage. Hun lagde armene om sine knæ og skjulte ansigtet. Der var så frygtelig stille i hytten. Hun så frem til at forlade den. Hvad hun ikke ville gøre for en af Chris' sarkastiske bemærkninger eller ubekymrede smil. Det var selvfølgelig bare en dum drøm om den mand hun havde kendt. Nu om dage var Chris hverken ubekymret eller sarkastisk. Tiden havde ændret ham ligesom hende, men nogle gange når det var allermørkest, som nu, så kunne hun ikke lade være med at tænke på ham.. på dem.. på den perfekte lille verden de havde levet i, det første lange stykke tid. Hun mindedes hvordan hun havde overbevist ham om at tage hende med ud på en sag. Hvordan han havde kysset hende på kontoret i ministeriet selvom hun havde været sammen med Matt. Den dag han havde fået hende smidt ud af en undertøjsbutik i Dublin for usmagelig opførsel. På den eneste juleaften hun ikke havde tilbragt med sin far, hvor han havde givet hende solhalskæden, og hun havde givet sig hen til ham.. time efter time foran pejsen en hel nat. Hun tog sig selv i at mærke efter omkring halsen hvor halskæden ikke længere var. En del af hende fortrød inderligt at hun havde givet den væk. Selv nu følte hun sig nøgen uden, men det havde været hendes desperate forsøg på at give slip. Det havde ikke været synderligt succesfuldt dog. 

[Christopher Campbell]

Det var med en underlig mavefornemmelse af Chriss stod foran det høje lejlighedskompleks hvor han havde fundet Aly siddende over Jonathans døde lig. Skønt han havde stået udenfor i støvregnen i snart 20 minutter og efterhånden var godt gennemblødt, havde han ikke helt kunne få sig selv til at gå ind.
I bund og grund var det jo sådan set gode nyheder han medbragte. Theodore var i slutningen af sidste år blevet fanget og smidt i Azkaban. Den eneste grund til at han havde undgået dementorkysset, var fordi han havde indsigt i dødsgarden og nogle af dens bagmænd, hvilket var information aurorne godt kunne bruge. Eller han påstod i hvert fald at han havde indsigt.
Desværre virkede selve tanken om Theodore i fuld vigør i Azkaban bare ikke helt så betryggende som den burde, taget i betragtning af at han havde været brudt ud af det højtbevogtede fængsel 2 gange før, og nu hvor Sage Conelly var et sted derude, gjorde det ikke bekymringerne mindre.
Med et dybt suk rettede han kraven på ministeriekappen og gik frem mod opgangsdøren. Han brød sig faktisk ikke om at besøge hende i denne mondering. For det første fordi det virkede så...upersonligt, men det var jo på sin vis også meningen da dette var et besøg på baggrund af en mordsag. En anden ting var at han havde overtaget denne stilling efter hendes far, og han var bange for om det ville give hende nogle unødige flashbacks. Han havde faktisk selv en dårlig smag i munden over at bære en inde i Jonathans hjem som et ubehageligt tegn på hvor let man kunne blive erstattet på arbejdsmarkedet.
Han tog trappen op to trin af gangen. Han kunne ligeså godt få brudt isen, som at rive plasteret af et sår. Jo mere man udskød det, jo værre blev det. Han stoppede foran hendes dør og rankede ryggen. Efter kort tøven bankede han på.

[Alyxia McBeth]

Hendes dristige tanker blev afbrudt af at det bankede på døren. Det var sikkert til det bedste, hun kunne ikke gå rundt og dvæle ved fortiden, men alligevel blev hun irriteret på hvem end der stod på den anden side af døren.
Hun rejste sig og så ned af sig selv for at vurderer sin egen mundering. Det virkede ret fristende ikke at åbne døren, men bare lade som om hun ikke var hjemme, dog risikerede hun at det ville skabe en masse unødvendig snak, så hun vidste godt at hun var nødt til bare at tage sig sammen og finde en god undskyldning for at gå i nattøj på en almindelig eftermiddag. Hun sukkede ugideligt, tvang sig med dvælende skridt, ud af stuen, ned af gangen og til hoveddøren. Efter alt hvad der var sket, burde hun nok havde taget sig mere i agt. Aly havde altid været forsigtig, Jonathan havde lært hende alt om at forsvarer sig, og normalt ville hun aldrig gå uden sin stav, men lige nu vidste hun ærlig talt ikke engang hvor den var. Sikkert et sted inde i stuen hvor den ville gøre absolut minus gavn hvis Theodore stod på den anden side. Hun tog fat i det runde dørhåndtag, og tog en dyb indånding for at tvinge sig selv lidt mere op i opret position, så hun ikke så helt så ugidelig ud som hun følte sig. Endelig skubbede hun døren op.
'Virkelig'? hørte hun sin indre stemme klage i hendes hoved, mens hun bare stod og stirrede lidt apatisk på Chris. Der måtte helt seriøst være en højere universel magt der nød at håne hende.
"Chris." hilste hun lidt overrasket og lænede sig op af dørkarmen, mest fordi hun var i konflikt med sig selv om hun burde inviterer ham ind. Hendes trætte blik gled ned over ham. Han så så anderledes ud i formelt tøj. I alle de år hun havde kendt ham, kunne hun ikke huske at have set ham sådan. Den tynde regn, ramte hendes næse og læber ved et vindkast. Indtil da var det ikke rigtigt gået op for hende at det regnede, eller at han var gennemblødt, men nu så hun hvordan vandet dryppede fra hans mellemblonde hår og ned over panden, hvilket alligevel gav hende en kende dårlig samvittighed. "Hvorfor er du her?" spurgte hun træt og trådte til side som en invitation til at han skulle komme med indenfor. "Jeg beklager rodet. Jeg er ved at pakke sammen," skyndte hun sig at tilføje, da hun kom i tanke om hvor stort et kaos hjemmet lignede, hvilket var ret ulige hende.

[Christopher Campbell]

Chris ventede en kende utålmodigt på den anden side af døren. Først var der komplet stille og han blev i tvivl om hun overhovedet var hjemme. Men så gik der lidt og så hørte han en smule rumsteren efterfulgt af fodtrin der nærmede sig fra den anden side.
Døren blev åbnet og Aly kom til syne. En noget mere træt og sløset Aly end han var vandt til at se. Han nåede kort at tage sig selv i at tænke hvor køn hun var, selv når hun "ligenede lort" som andre måske ville sige det.
"Hej Aly." Hilste han og smilede lidt forsigtigt imod hende. I noget tid troede han faktisk at hun havde tænkt sig at lade ham stå ude i regnen, men så endte hun alligevel med at gøre plads til ham i en usagt invitation. Spørgsmåldet fik ham til at se på hende med et skær af dårlig samvittighed. Han havde vidst i flere måneder at Theodore var bag tremmer, men han havde ikke haft mulighed for at fortælle hende det. Ikke før han havde været i retten for at få sin dom. Dette skyldtes at hele retsagen helst skulle forstå tys tys, da der var mange priser på Theodores hoved rundt omkring. "Jeg-øh.." Begyndte han, men lod sig så på ny distraherer af hendes påklædning, "hvorfor har du nattøj på?" Det var sagen komplet uvedkommende og slet ikke hans ret at spørge ind til, men han kendte hende og vidste at det ikke var normal opføresl fra hendes side, hvilket bekymrede ham.
Han skævede let rundt i det syndige rod imens han trak ministeriekappen af og hængte den fra sig på knagen. De våde sko blev ligeledes stillet på måtten for at skåne gulvet som han trådte et par skridt længere ind. "Det gør ingenting," han slog let ud med hånden og bed sig i underlæben. Han vidste godt at han ikke havde svaret på hendes spørgsmål, men han var lige ved at forberede sig på drages vrede. Hun ville nok ikke blive begejstret for at vide at Theodore havde været fanget i al den tid, og han ikke havde fortalt hende det. Havde de stadigvæk været et par ville han nok have gjort en undtagelse og brudt protokollen.

[Alyxia McBeth]

Imens han afklædte sig sit overtøj, lænede hun sig op af væggen med hænderne bagved sig og studerede ham. Det var stadig lidt akavet omkring ham. Hun havde svært ved at forholde sig til ham igen, og en del af hende forsøgte virkelig at holde ham på afstand, men samtidig føltes det bare.. forkert var nok det rigtige ord.
Hans undrende spørgsmål fik hende til at se ned af sig selv og sin meget ømme grønne kaninpåklædning, der gav hende lyst til at grave sig ned. "Jeg-ehm.." hun rystede på hovedet, træt af sig selv. "Jeg følte mig lidt sløj, så jeg har bare tuldret rundt." løj hun og opfangede godt selv hvor uoverbevisende det var, så hun gjorde som ham og skyndte sig at skifte emne. "Men du kom vel ikke for at snakke om min påklædning." konstaterede hun og vinkede ham med sig ned mod stuen som var det eneste rum man egentlig kunne færdes i og selv der lignede det at der var eksploderet en bombe. Stadig var hun lidt flov óver at Chris skulle se hende i det ynkelige tøj, og det mest åndssvage var, at det sårede hende stolthed lidt. Hende som gerne så at han opfangede hvad han havde haft og havde mistet, og i virkeligheden var han nok ret ligeglad. Hun skubbede tanken fra sig og vendte sig mod ham. "Jeg ville byde dig på noget, men jeg har ikke andet end en 3 dage gammel lasagne og en karton mælk der nok har set bedre dage." indrømmede hun og trak lidt undskyldende på skuldrene. Der var noget ved hans ansigt. Noget der tyngede ham. Hendes halvhjertede smil forsvandt ind til en undrende rynken. Selv efter alle de år, kendte de simpelthen hinanden alt for godt. Hun tog en dyb indånding og slap så luften i ét langt suk. "Okay Chris, nok sniksnak. Jeg kender det udtryk, så spyt det bare ud, okay? Jeg er ikke i humør til det andet." Hun kørte hånden hen over panden og hovedet og lod den derefter falde. I sit indre forberedte hun sig allerede på flere dårlige nyheder, for det var åbenbart alt hvad der var i de her tider, og det gjorde hende vanvittig! Desuden kom han i det officielle tøj, hvilket fik hende til at tro at han nok ikke var her på et hyggevisit, hvilket også ville have været lidt mærkeligt.

[Christopher Campbell]

Han forsøgte at lade som om at han ikke holdt øje med hende ud af øjenkrogen som overtøjet blev hængt på knagen. Han hadede denne her tryggede stemning der var imellem dem. Han vidste godt at det nok primært var hans skyld i forbindelse med den crappy måde han havde endt tingene på -hvilket han da også konstant blev påmindet fra sin søster, @kathrine.
Hendes svar fik ham til at betragte hende mere indgående, nærmest som på refleks rakte han en hånd imod hendes pande. Det var stadigvæk svært for ham at finde sig til rette i, at sådan opførsel, af gode grunde, ikke helt kunne accepteres længere. "Du virker ikke varm," konkluderede han og som det gik op for ham hvad han lige havde gjort, trak han hånden til sig i et hurtigt ryk -som havde han in fact, brændt sig.
"Øhm nej.." Indrømmede han som emnet heldigvis blev skiftet over. Ikke til et emne der nødvendigvis ville være bedre, men for nu satte han pris på det. Med ansigtet lagt i tænksomme folder, fulgte han efter hende ind i stuen. Han bemærkede godt at rodet ikke var meget mere organiseret herinde, men han kommenterede ikke på det. Dog ville hun nok godt kunne fornemme bekymringen bag det velkendte blik. "Det skal du ikke tænke på," forsikrede han med en afværgende håndbevægelse.
Blikket blev hurtigt mere alvorligt, nærmest ængsteligt som havde hun taget ham i en løgn. Det havde hun jo ikke, men hun kendte ham godt nok til at vide når noget var på færde. Han sukkede tungt og gnubbede lidt bekymret sin nakke med den ene hånd. "Faktisk er det en god nyhed." Sagde han skønt hans udtryk ikke var så overbevisende som hans ord. "Vi har pågrebet Theodore. Han er i Azkaban." Endte han så med at informerer. Blikket mødte hendes i søgen på reaktion.

[Alyxia McBeth]

Aly lagde armene lidt om sig selv og nussede nervøst sin ene overarm i et forsøg på at distraherer sig selv lidt. Hun hadede hvor unaturligt det var begyndt at føles omkring ham. Hendes blik flakkede en smule, af samme grund nåede hun ikke at reagerer før hun mærkede hans hånd for panden. Selvfølgelig var hun ikke varmere end hun burde være, men hun havde ikke tænkt sig at indrømme sin løgn. Af samme årsag trak hun sig lidt væk fra hans berøring. "Må jeg minde dig om hvem af os der er healer?" spurgte hun og lød nok mere bidsk end det var ment.
Godt nok bemærkede hun den lille tøven i hans stemme, der fortalte hende at hun nok ikke narrede ham rigtigt. Hun lod det passerer og priste sig lykkelig for at han gik bag hende så hun kunne ignorerer bekymringen. Da de kom ind i stuen og hun vendte sig om var hendes ansigt lagt i nysgerrige men bekymrede folder. Armene lod hun glide slapt ned langs siden og forsøgte at se rolig ud, men hendes håndflader var helt svedige. Sådan som tingene var mellem dem lige nu, forventede hun ikke at han bare kom på et hyggeligt visit. Selv da han proklamerede at nyheden var god, så hun på ingen måde overbevist ud. Hun sagde intet, stod bare afventende.
Der var stille i forvejen, men efter nyheden nëde stilheden et helt nyt niveau. Hun stod bare og stirrede på ham som om hun ikke helt forstod hvad han havde sagt, men hendes bankende hjerte fortalte hende at hun havde hørt præcist hvad han havde sagt. Hun følte en blanding af had, lettelse og frygt. Stadig tavs, bakkede hun lidt og satte sig tydeligt chokeret oven på en flyttekasse. Der var så mange spørgsmål hun øønskede svar på. "Hvordan?" spurgte hun endelig og kiggede op. "Det virker.. for let." mumlede hun bekymret. Theodore havde gemt sig så længe, så hvorfor nu? "Hvornår får han kysset?" spurgte hun og virkede pludselig mere resolut. Hun gik ud fra at det ville blive straffen denne gang, han var flygtet fra Azkaban flere gange og havde slået en minister ihjel, hun kunne ikke forestille sig at han slap på nogen måde.

[Christopher Campbell]

Han vidste at han var gået for vidt i samme sekund han havde rakt ud efter hende. Det havde været en refleks. Som at gribe ud efter noget der faldt til jorden, velvidende om at man ville brændende fingrene, skulle du være så heldig, eller rettere u-heldig at fange det i luften.
En smule forlegen trak han hånden til sig og rømmede sig, ”Naturligvis.” Svarede han. Han var bekymret for hende, men det skyldtes nu ikke den fakede feber. Chris kendte hende, han kunne se på hende når hun var nede og når hun kompenserede. Han var slet ikke i tvivl om at Aly var nede i et mørkt hul lige nu og det skar ham i hjertet at vide, at han nok ikke ville komme til at gøre situationen bedre med den nyhed han skulle til at overbringe.
Chris betragtede hende som hun bakkede lidt væk. Nyheden havde chokeret hende. Han tog sig selv i at træde frem imod hende som for at støtte hende. Han lod hende i stedet sætte sig på kassen og bed sig let i læben. ”Vi fik et tip om hvor han befandt sig. Han var såret så det lykkedes for os at få ham under kontrol.” Forklarede han stadigvæk lidt bekymret for det der ville komme. Han havde dårlig samvittighed over først at overbringe nyheden nu. ”Jeg er enig, men han har endnu flere dementorer omkring sig end før. Det burde ikke være muligt for ham at flygte igen...igen.” Chris var ret afslappet ved at fortælle hende om ham, men Theodores tilfangetagelse var ikke ny for ham længere. Og så kom så kom spørgsmålet han havde frygtet allermest. Han rømmede sig og slog blikket ned. ”Jah...omkring det...” Sagde han og pillede lidt fraværende ved sit ene ærme. ”Det gør han ikke. Ikke lige nu i hvert fald.” Han skævede til hende. Han løsnede sit slips en anelse. Det føltes pludeslig som om at der var blevet ulidelig varmt i rummet. Han havde ingen anelse om hvordan han skulle få sagt de ting der skulle siges, men han havde en ret god ide om, hvordan hun ville reagerer.

[Alyxia McBeth]

Aly så ned. Hun hadede den lille gnistrende følelse af noget der mindede om håb, som hun kortvarrigt følte. Hun forstod ikke hvordan hun stadig kunne længes efter at mærke hans hånd, eller høre hans stemme, og når han ikke var der, så spillede hendes hoved hende et puds, særligt efter han var vendt hjem. Hun sagde ikke noget, men tog en skjult dyb indånding, for derefter at tvinge blikket tilbage mod ham.
Hun støttede sig op af flyttekassen med begge hænder og et skræmmende neutralt udtryk. Hun så Theodore for sit blik, ligge såret, og hvor skræmmende det end var, så var det umådelig tilfredsstillende, men det kunne hun jo ikke sige uden at lyde syg, slet ikke når hun i forvejen var dømt for mord. "I ved slet ikke hvad han er i stand til." Hun så direkte på ham. Det var sagt mere som en konstatering end en egentlig anklage. Han vaklede i sin tone. Chris vaklede kun når han skulle overbringe nyheder hun ikke ville bryde sig om. Hendes negle borede sig lydløst ind i papkassen. Af alle ting hun havde forventet at han ville sige, så var det han sagde, det sidste hun havde regnet med. Hun blinkede, mere som et: "hvor-dum-er-du" end som noget overrasket. "Undskyld hvad?" sagde hun til sidst. Det kunne hun simpelthen ikke tro på, hun havde måtte høre forkert. "Jeg fatter ingenting. Så har I idioter vadet rundt i røven af ham i årevis, efter han flygtede anden gang fra englangs højest sikrede fængsel, og nu fortæller I mig, at på trods af alt, så vil I ikke uskadeliggøre ham?" hun skubbede fra på kassen og gik rastløst forbi ham. Hendes stemme var ikke længere rolig, men var langsomt begyndt at opskalerer. Sit temperament havde hun altid haft med sig. "Hvorfor i alverden, fatter I at han er klogere end jer?!" hun vendte sig om, hendes kinder glødede af raseri. "Han flygter bare igen. " hun tog sig til hovedet og forsøgte at hidse sig ned, men det skib var vidst sejlet. Der var intet ved det han sagde der gav mening. Intet!

[Christopher Campbell]

Chris så på hende med et let forpint blik. Han brød sig ikke om det næsten udtryksløse ansigt han blev mødt af når han så på hende. Det var som at se på en mannequin af hende. Som om at han godt kunne se det var Aly, men uden det helt var hende alligevel. Det skræmte ham inderligt skønt han gjorde hvad han kunne, for ikke at vise hende sin bekymring.
Han rømmede sig lidt som hun tvang hans tanker tilbage til hans professionalisme. ”Selvfølgelig ved vi godt det.” Svarede han stille. Alle var klar over at Theodore var en ufattelig farlig og magtfuld magiker, dog forstod han godt hvor hun ville hen med det, og det ville da kun blive værre når hun fandt ud af hvad planen var med ham fremadrettet.
Blikket hun sendte ham behøvede ingen ord bag. Han vidste udemærket hvad hun tænkte. Lidt ubevidst rankede han ryggen, måske for at fremstå lidt mere atoritær. Dette kunne dog ikke måles med Alys drageblik. Han følte sig altid så umådelig lille, når hun så sådan på ham, og han vidste at hun også vidste det. Den magt var åbenbart ikke fadet gennem årerne. Han hadede bare tanken om at skuffe hende.
Hans øjne gled let i som hun passerede ham. Han vidste at hun havde en god pointe, men beslutningen var taget. Skønt han havde siddet med den egentlige stemme i sagen havde han ikke kunne modsige sig de andres argumenter. ”Aly..” begyndte han, skønt hun ikke lod til at være interesseret i hvad han havde at sige. Han kunne høre på hende at hun var vred, dette fik ham kun til at føle sig endnu mere som et lille barn, der havde modsat sig sin mor. ”Jeg ved godt at det lyder tåbeligt..” begyndte han lidt forsigtigt og modstod trangen til at træde et skridt baglæns som hun atter vendte sig imod ham med rødblussende kinder og et farligt udtryk i ansigtet, dragen var vågnet. Underligt nok mærkede han alliegevel en lille form for lettelse, for dette her var faktisk mindre skræmmende end det følelsesløse udtryk hun havde siddet med før. Dette her var Aly -en meget sur Aly, men i det mindste Aly. ”Han sidder inde med en del viden som vi skal bruge..” Indrømmede han så og fumlede let med sine hænder.

[Alyxia McBeth]

Der var noget underligt men lettende velkendt ved hele seancen. Noget der fik hende til at føle sig.. levende. Om det var sundt kunne hun ikke vurderer, men pointen var at hun følte noget. Chris fik hende altid til at føle noget, det meste af tiden var det vrede, savn eller skuffelse, men han gjorde noget ved hende. Hun savnede sit gamle liv, savnede ham, savnede en hverdag, savnede sin far og et trygt hjem.
Hun tog sig opgivende til hovedet. Hvad fanden havde ministeriet overhovedet gang i nu om dage? "Virkelig? For det virker ikke som om I tager det særlig seriøst." Bemærkede hun og sendte ham et hårdt blik. Hvor mange flere skulle dø, før de fattede det? Uden overhovedet at tænke over det, tog hun et truende skridt mod ham da han pustede sig op, for at overgå hans autoritet. Magtforholdet mellem dem havde ofte været vigende og ofte til hendes side. "Du skal ikke Aly mig" vrissede hun og holdt en pegefinger mod hans bryst. Det var ikke rigtigt gået op for hende hvor tæt hun var kommet på ham, før nu hvor hun måtte læne hovedet lidt tilbage for at se op på ham. Hendes hjerte slog hårdt, hendes kinder var varme, det var mest af vrede, det føltes bare så.. godt. "Måske. Men han kommer til at snørrer jer om hans lillefinger. Manden er klog, Chris. Vær ikke dumme nok til at tro at I er klogere. Hvem tog beslutningen?" spurgte hun krævende for svar. Det eneste hun skulle bruge den oplysning til, var at finde vedkommende så hun forhåbentligt kunne tale ham eller hende til fornuft. Heldigvis var hun et kendt ansigt i ministeriet. Hendes pegefinger blev langsomt slap til hun lukkede hånden og lod den falde ned langs siden. Hun så væk fra ham, men kunne ikke få sig selv til at træde væk igen. Det var nok mest i hendes hoved, men hun kunne mærke varmen stråle ud fra hans nervøse krop, hvilket var det tætteste hun var kommet på en reel omfavnelse i lang tid. "I er nødt til at droppe det Chris." bad hun, denne gang mere indædt.

[Christopher Campbell]

Chris forholdt sig tavs i nogle lange sekunder, imens han lod hende tage det hele ind. Han var godt klar over at alt dette her på ingen måde ville falde i god jord hos hende, og han ville sådan ønske at der var noget han kunne gøre for at gøre for at hjælpe hende igennem det hele.
Som hene savnede han det liv de havde haft sammen. Hånden på hjertet var der ikke en eneste dag der passerede, uden hun forbigik hans tanker. Han var godt klar over at det ikke var noget han "bare lige" kunne bygge op igen. Lige nu lod det faktisk mere til at gå i den anden retning, For hver gang de sås følte han at han skuffede hende lidt mere end den foregående gang og det pinte ham usigelig meget.
Han anede ikke hvad han skulle svare, han havde mest lyst til at modargumenterer hende, men stoppede sig selv, for at undgå at lyde som et stædigt barn der bare ville have sin vilje.
Som hun tog et skridt frem imod ham, tog han sig selv i at trække et halvt skridt baglæns. Han fortrød det i samme sekund det skete. Det var den magt hun altid havde haft over ham. De vidste det begge to. Han frygtede hende ikke, men han ønskede ikke at være uvenner. Han ville altid forsøge at undgå store konflikter med hende hvis han kunne.
Forsvarende holdt han begge hænder op foran sig og så undskyldende ned på hende. "Okay okay," tilføjede han og måtte pludselig modstå trangen til at smile ned til hende, skønt der intet sjovt var ved situationen. Han havde bare altid fundet hende vanvittig charmerende når hun var sur. Det var lidt som at se en lille løveunge forsøge at skræmme fjenderne væk med en ynkelig mjaven, som den selv troede var et enormt brøl. Dermed ikke sagt at Aly ikke kunne blive rigtigt gal, for det vidste han at hun kunne.
Så tæt som de stod og kiggede hinanden i øjnene, havde han lyst til at kommenterer hvor urimelig smuk hun var, men vidste at det ville være ufattelig uprofessionelt. Desværre var han ikke helt i stan til at skjule smilet der stadigvæk kæmpede for at komme frem i hans mundvig.
Han rømmede sig, mest af alt for at genvinde fatningen. "Jeg ved godt at han er snedig, men vi har situaiotnen under kontrol." Forsøgte han at undskylde med. "Og det var en fælles beslutning." Tilføjede han, denne gang havde ikke helt modet til at fastholde hendes blik, hvilket kun bevidnede om hans egen tvivl.
Han mødte hendes blik på ny. De grønne øjne hvilede i hendes. Denne gang var han ude af stand til at stoppe sig selv så tæt som de stod. Langsomt hævede han sin hånd og strøg den blidt nedover hendes kind, som han havde gjort så mange gange før. "Du blive nødt til at stole på at vi gør vores arbejde. Jeg ved godt at det måske ikke virker særlig betryggende lige nu." Sagde han stille.

[Alyxia McBeth]

Alt gættede på at det havde taget alt hans mandsmod at slæbe sig herhen - hen til sin i øvrigt ret bitre ekskæreste, alene for at fortælle hende at de havde besluttet sig for at lade hendes fars morder gå fri. Nej Chris var ikke i særlig høj kurs, men uden hun nogensinde havde tænkt sig at fortælle ham det, så respekterede hun ham, for at være den type mand, der åd sin stolthed og kom for at fortælle hende det, trods han vidste at det nok ikke ville blive en behagelig seance.
Da han endelig lod til at ville overgive sig, faldt hun en lille smule til ro på den måde at hun ikke længere tonede sig truende frem men i stedet bare så på ham med sammenknebende øjne. Endnu mere da hun anede morskaben et sted bagved hans overgivende blik. "Du skal ikke stå der og smile af mig Christopher Campbell, det er overhovedet ikke morsomt." pointerede hun bidsk og sendte ham et advarende blik. Selvom hun forsøgte at fastholde sin vrede, mærkede hun den langsomt sive ud mellem hendes hænder. Hun sukkede. "Nej. Nej det har I virklig ikke." Mumlede hun og så væk. "I bilder jer selv ind at I er bedre, klogere, at I har lært noget, men det har I ikke. Ih guder, hvis min far var her ville han sige det samme." det sidste var mest sagt for hende selv. Hun knyttede den ene hånd og mærkede sorgen skylle ind over hende igen. Desværre havde hun ikke sin fars store stemme, faktisk havde hun nærmest ingen længere, og den savnede hun mere end noget andet. Måske lige ud over Chris.
Hans ru hånd, brændte mod hendes i forvejen blussende kind. Det sitrede i hende. Hun vidste at hun burde skubbe ham væk, men hun hævede bare blikket op til hans igen. "Det kan jeg ikke." sagde hun instinktivt. Det var måske ikke så underligt at hun af alle, ikke havde tillid til systemet eftersom hun selv havde været et offer for det, men hun kendte også ministeriet og de havde efterhånden set dem fejle alt for mange gange.
Hendes hoved lænede sig lidt blidt mod hans hånd. Hun sagde intet, men det her var første gang i så lang tid at hun følte sig bare som skyggen af hende selv, og hun var ikke klar til at slippe den følelse.

[Christopher Campbell]

Havde Chris haft bare en lille ide om at Aly faktisk respekterede hans “mod” for at dukke op med disse dårlige nyheder, så ville han måske også have været en smule mindre anspændt. Problemet var bare at lige nu var det eneste han så hos hende, vreden over informationen han vidrebragte, og han kunne ikke bebrejde hende.
Busted. Han måte rømme sig kort og slå blikket ned som de sammenknebne øjne borede sig ind i hans sjæl. ”Nej det ved jeg godt...sorry.” Mumlede han, men kunne ved al magt og selvkontrol ikke tvinge smilet væk skønt han prøvede.
Chris rettede atter de grønne øjne mod hende da hun nævnte sin far. Den dårlige samvittighed strålede nærmest ud af ham. Han havde lovet Jonathan at han ville passe på Aly. Nu sad han på mandens post, havde stort set ikke kontakt til Aly og gjorde det stik modsatte af hvad han nok ville have ønsket. Det gav ham unægteligt en grim smag i munden. ”Jah det ville han nok,” inrømmede han tungt, ”men det er ikke min beslutning alene.” Måtte han lige tilføje igen. Dog var det ham der sad med den afgørende stemme på aurorkontoret, det kunne han ikke benægte.
Han sank en enkelt gang idet deres blikke mødtes, ”så stol på mig,” svarede han nærmest kun over en hvisken. Det var som om at han ikke havde nogen kontrol over sig selv når hun var i nærheden. Trangen til at læne sig frem og kysse hende var næsten uimodståelig. Igen måtte han minde sig selv om hvorfor han var her, men hun stod bare så tæt på ham, og alt ved hende bød ham ind, hendes duft, hendes udseende selv på trods af at hun måske ikke selv så hvor ufattelig smuk hun var til aften. Han kunne godt lide at se hende være naturlig som i aften. Det mindede ham om når de vågnede op sammen om morgenen. Meget langsomt, og nok lidt prøvende sænkede han sig en smule ned imod hende, holdt en kort tøven få centimeter fra hendes læber, før han så lukkede afstanden imellem dem.

[Alyxia McBeth]

Det virkede fuldstændig bizart at ministeriet ville lade Theodore slippe for at betale for sine synder. Hun havde slået en mand ihjel i selvforsvar og var blevet fængslet på stedet, mens Theodore - en mand der havde slået ihjel for sjov, fik lov til at undslippe dementorkysset. Aly mærkede igen vreden ulme lidt i hende. Chris var nem at lade det gå ud over, specielt fordi hun var i sin gode ret til at være vred på ham af millioner af andre årsager.
Hun kneb øjnene sammen så de til sidst kun var to små sprækker, for at understrege alvoren, selvom hans lille smil gav hende lyst til at slappe af, det var bare som om hendes krop ikke ville tillade det. "Så lad da være." mumlede hun og himlede åbenlyst med øjnene. "Men er vi enige om at du er chefen? spurgte hun indgående men ventede ikke på svar. "Så mand dig op og tag lidt ansvar for en gangs skyld!" vrissede hun og trådte yderligere et skridt tæt på ham, mest for at virke truende, men det eneste hun fik ud af det, var at hun fik fanget ham mellem muren og hendes egen krop. Hun kunne mærke hvordan hans bryst lige og lige nåede hendes når han trak vejret ind. Vreden krakelerede i hendes blik, hun forsøgt at mærke den for at skabe afstand, men hun kunne ikke. Ordene blev fanget i hendes strube. Hans læber var så tæt på, hun kunne mærke hans ånde kilde mod dem. Hun burde trække sig væk, det vidste hun godt, men det eneste hun kunne tænke på var hvor velkendt det føltes.. og hvor trygt, selvom det hun ville have sagt til ham var at hun ikke stolede mere på ham end på de øvrige i ministeriet. Det havde han ikke givet hende nogen grund til. Kysset hviskede hendes tvivl væk. Hun vidste ikke hvorfor de altid endte her, hvorfor de ikke blev klogere, men én ting hun vidste, var at det føltes frygtelig godt. Hun overgav sig langsomt, og kyssede ham igen. Hendes skuldre faldt ned på plads. Forsigtigt hævede hun sin hånd og lod den hvile let på hans brystkasse. Den anden hånd lagde hun i hans nakke, for at trække ham lidt tættere ned mod sig.