Once Upon A Time...

[Riley Lavoie Riddle]

Ethan Jack McKinnon
Hogwarts - Ravenclaws opholdsstue.
Juleferien 2056, omkring klokken 23.
Outfit

---

Langt de fleste elever var taget med det magiske tog hjem, men Riley var blevet på skolen. Hun ville ikke hjem. Hun følte ikke, hun havde et hjem. Hun var sådan set ikke i tvivl om, at hendes farbror og tante, elskede hende ligeså højt nu, som de havde gjort før hun havde fundet ud af sandheden om, at de slet ikke var hendes forældre, men ja.. Hendes farbror og tante. Hendes biologiske mor, Delphini Riddle, sad i Azkaban, ligeså syg i potten, som Rileys bedsteforældre, Tom Riddle og Bellatrix Lestrange. Hendes far, Christophe Lavoie, som hun altid havde troet var hendes farbror, havde nu vist sig, at være hendes biologiske far. Hun kunne ikke rumme det hele i sit hoved. 
Hun sad derfor alene i opholdsstuen, foran pejsen. Egentlig ret sikker på, at hun var den eneste eller i hvert fald en af de få elever, som var blevet på skolen. Hun havde sin grønne slange, Harry Potter som hun så fint havde døbt ham, selvfølgelig før hele ironien i hvem hendes biologiske familie var, omkring sit ene håndled og sad og snakkede med ham, via slangehvisken. En evne hun nu vidste, hvorfor hun som den eneste Lavoie, besad. 

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan havde talt med de andre professorer om, at han blev på skolen hele juleferien, så de alle sammen kunne holde fri. Der var ikke ret mange elever, der havde valgt at blive på skolen. Han kunne vist tælle dem på én hånd, så der var ikke nogen grund til, at der var andre professorer. De kom dog på besøg et par gange, men Ethan havde styr på det.

Han vidste, at Riley var blevet på skolen. Der var noget ved hende, som han ikke helt kunne stå for (ikke på en klam måde). Han kunne mærke, at han gav hende lang snor nogle gange, og han ville så gerne se hende være glad. Dog var han ikke helt sikker på, hvordan hun havde det med ham; om hun stolede på ham eller ikke kunne klare ham. Han ville dog gøre alt for at hjælpe hende.
Det var ikke gået hans næse forbi, at der kørte nogle rygter rundt om hende. Var hun en Riddle? Han vidste det ikke, og han var også ligeglad. Hun skulle bestemt ikke behandles anderledes, bare fordi hendes bedsteforældre var lidt tvivlsomme karakterer.

Ethan gik op i Ravenclaws opholdsstue. Han havde tjekket til de andre elever, som alle var på vej i seng. Der var lidt tumult hos Gryffindor, da det var to piger, der holdt til der, og de var åbenbart forelsket i den samme fyr. Ethan havde ærlig talt ikke hørt efter, men de havde pænt fået besked på at lægge sig til at sove. Han havde en fornemmelse af, at Riley ikke var gået i seng endnu, så måske han kunne tale lidt med hende.
Han kom nemt ind i opholdsstuen, da han skulle kunne det som rektor, og så Riley sidde med sin slange ved pejsen.
"Godaften Riley." Sagde han roligt, og gik hen og satte sig ved siden af hende. "Nej hvem har vi der?" Sagde han og kiggede smilende hen på den lille slange.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley var stadig i en fase, i sine teenage år, hvor hun skulle finde sig selv og finde ud af, hvem hun var. Nu hvor hendes biologiske rødder var blevet afsløret for hende, var hun slet ikke sikker på, om hun hovedet ville vide, hvem hun var. Hun var halv Riddle. Halv død og ødelæggelse. Halv sindssyge. Halv blodfanatisk blod. Halvt Riddle DNA. Hun havde samme blod i årene, som Voldemort og Ballatrix, koldboldige mordere og deres blod løb i hendes åre. Alene tanken, gav hende kvalme.
Det var juleaften i morgen, en dag hun normalvis elskede. Hun havde altid elsket at hygge med sin familie, men hun følte slet ikke hun kendte dem nu. Hun havde ikke hørt Ethan komme ind i opholdsstuen, da hun sad og snakkede med sin slange, via slangehvisken. Det var først da Ethan åbnede munden, det gik op for hende, at hun ikke længere var alene. Hun klappede hurtigt i. Hun bed sig i læben og vendte blikket mod ham, "Godaften, Rektor," svarede hun og rømmede sig lidt, mens hun i stilhed håbede, han ikke havde hørt hende snakke med den grønne slange, om hendes håndled. "Det er min slange. En opheodrys aestivus," fortalte hun og viste hanslangen lidt frem til Ethan, uden at fortælle slangens navn. Det havde været sjovt, da hun havde fået ham og navngivet ham Harry Potter, men nu virkede det bare som en utrolig dårlig joke. "Har De ikke nogen, De skal hjem og fejre jul med i morgen?" spurgte hun, før hun kiggede på klokken. "Oh shit.. Jeg skal nok gå i seng nu," tilføjede hun og rejste sig fra gulvet, da hun egentlig regnede med, at det var derfor han var kommet ind.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan havde hørt hende tale til slangen. Han var ikke selv slangehvisker, men han havde da hørt det før, så det var ikke svært for ham at regne ud, at det var det, hun havde gang i. Fascinerende. Det vidste han faktisk ikke om hende.
"Han er da sød." Sagde han og aede forsigtigt slangen, da hun rakte den hen mod ham. "Har han et navn, eller hedder han bare slange?" Spurgte han nysgerrigt. Han ville nok havde kaldt den slange, for så opfindsom var ham. Han smilede roligt til hende.
"Nej, det har jeg ikke." Han plejede at være hos sin bror, men han var ikke længere i live, så det kunne han ikke. "Desuden er der noget så magisk over Hogwarts i juletiden, så jeg er slet ikke ked af at blive." Sagde han og smilede varmt til hende. "Hvad med dig selv? Hvorfor bliver du?" Spurgte han roligt. Da hun skulle til at rejse sig, lagde han roligt en hånd på hendes skulder og trak hende stille og roligt ned igen.
"Du behøver ikke gå i seng. Det er ikke en almindelig hverdag. Jeg holder ikke så skarpt øje her i juletiden, bare I ikke render rundt på gangene eller udenfor." Han trak på skuldrende og tog sin hånd til sig igen. "Hvis du er træt, må du selvfølgelig gerne, men det er ikke derfor jeg er her. Jeg ville egentligt bare høre, hvordan du har det?" Han vendte blikket mod hende.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley vidste utrolig lidt om sin evne til, at snakke med slanger. Hun vidste ikke, at det var efterkommere af Salazar Slytherin, som besad evnen. Hun vidste selvfølgelig godt, at hendes morfar, Voldemort - hvor surrealistisk det så end stadig var for hende - havde haft even også, ligesom hendes biologiske mor. Hun kunne heller ikke lade vær med at tænke over, om hendes fremtidige børn også ville ave dette.
Hun bed sig lidt i læben, som Ethan aede slangen. Den gjorde ham intet, og det var nok tydeligt for enhver, at Riley havde et helt særligt bånd til den benløse dyr. Hun trak lidt på smilebåndet, "Harry Potter," svarede hun en smule skamfuldt, skønt hun vidste, at Ethan ikke havde en jordisk chance for, at vide, hvem hendes biologiske forældre var.
"Oh.." lød det stille fra hende, som hun aede sin slange lidt, før hun vendte blikket tilbage på rektoren, "Jah.. Det er der," et lille smil meldte sig på hendes læber. Hun trak lidt på den ene skulder, "Jeg er uvenner med mine.. Forældre," svarede hun ærligt og sukkede lidt.
Hun mærkede hans hånd mod sin skulder og så lidt på ham. Hun smilede lidt ved hans svar og nikkede lidt, "Okay," hun satte sig igen og vendte blikket ind mod flammerne i pejsen. Hun rynkede lidt på næsen, "Jeg er ikke træt.. Jeg har det fint, tak," okay nej, hun havde det ikke helt fint, faktisk nok nærmere slet ikke, men hun var ikke kendt for at være den mest åbne person på Hogwarts, selvom hun på en eller anden måde følte sig ret tryg nær rektoren.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan havde hørt de rygter, der gik om Riley, men han vidste ikke, om de var sande eller hvordan hun havde med det hvis det faktisk var sandt. Han aede roligt slangen, som var virkelig sød! Da Riley sagde dens navn, kom der et lille grin fra ham. Han havde ikke kunne holde det tilbage, selvom han gerne ville. Han lukkede øjnene og kiggede så igen på slangen lidt efter.
"Det er et fedt navn til en slange. Det synes jeg." Burde han nævne de rygter han havde hørt? Han synes bare, det var ret ironisk, at slangen hed Harry Potter, når nu der gik de rygter. Hendes morfar ville nok vende sig i graven, hvis han havde sådan en.
"Undskyld. Det var ikke meningen, at jeg ville grine. Det kom bare bag på mig, og hvis jeg skal være ærlig, så har jeg hørt nogle rygter, Riley." Sagde han og prøvede at lyde beroligende, så hun ikke skulle tro, at han dømte hende.
"Hvorfor er du uvenner med dine forældre? Jeg håber, du ved, at jeg er her for dig. Lige meget hvad." Sagde han og sendte hende et lille smil. Han var skide ligeglad med, om hendes bedsteforældre havde været nogle skvaboddere og nogle slamberter. Det havde intet med hende at gøre.
Ethan var heller ikke træt, men han ville ikke trænge sig på, hvis hun havde brug for at være alene eller bare gerne ville i seng. Han ville rigtig gerne hjælpe hende og tale med hende, hvis hun havde brug for det.

[Riley Lavoie Riddle]

Hun så lidt på ham, da et grin lød fra ham. Selv kunne hun ikke lade vær med at komme med et lille grin, "Det ved jeg nu ikke om det er, men det er et navn," svarede hun og sendte ham et lille smil. Ååh ja, hvis hendes kære morfar kunne se hende og slangen Harry Potter, så ville han uden tvivl vende sig graven. Men hun havde aldrig mødt manden, af gode grunde, da han var død før hun var blevet født, men hun havde heller ikke mødt sin biologiske mor.
Hun bed sig lidt i læben, "Hvilke rygter?" spurgte hun, velvidende om at der gik mange rygter om hende på skolen på trods af hun ikke havde gået der så længe igen. For hende var det egentlig ret utroligt, at Ethan ikke havde taget fat i hende for længe siden. Der gik også mange rygter om, hvorfor hun var blevet smidt ud af sin tidligere skole. Hun havde dog været så klog ikke og be- eller afkræfte nogle som helst rygter.
Hun sukkede lidt, "Fordi de er forældre og jeg er teenager," et lidt uskyldigt smil blev faket på hendes læber, før hun førte en hånd igennem det lange, vilde blonde hår. "Og fordi de har løjet for mig hele mit liv.." mumlede hun og så ind i flammerne i pejsen, mens hendes ene ben begyndte at trippe let. Hun kunne virkelig godt bruge lidt beroligende natur røg lige nu, men hun kunne jo ikke ligefrem sige til ham, at hun havde brug for luft nu. Hun var bange for han ville følge efter hende og opdage hun røg. Hun var virkelig meget taknemlig for den ekstra chance, han havde givet hende.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan vidste ikke helt, hvad det var med hende Riley. Han ville bare så gerne hjælpe hende, så hun fik det godt. Det var tydeligt, at hun var en troubled teenager, og det synes han, var en skam. Hun var en klog pige, som bare skulle peges i den rigtige retning.
“Han ligner en Harry Potter.” Sagde han med et smil og aede slangen igen. Han havde altid selv ønsket sig en slange, men han havde aldrig fået gjort noget ved det. Han havde nok også nok i sin ugle, der nogle gange selv ville bestemme ting.
Han ville gerne selv have, at hun skulle fortælle ham om, hvad der var galt. Det ville være nemmere på den måde, for så kom det fra hende selv (Not shit, Sherlock!).
“Riley.. Lige meget hvad, så er jeg her for dig. Okay?” Sagde han og lagde igen en hånd på hendes skulder. Han vidste ikke, om det var sandt, at hun var en Riddle, men han blev nødt til at tage rygter seriøst. Han var trods alt rektor.
Han smilede til hendes kommentar.
“Det kender jeg alt for godt.” Grinede han. Han havde jo trods alt selv været teenager. Han blev lidt mere alvorlig, da hun blev mere ærlig. Han sukkede lavmælt og kunne ikke længere holde det tilbage. Han blev nødt til at spørge ind til det, nu hvor hun selv lagde op til det.
“Riley. Rygterne siger, at du er en Riddle. Er det det, dine forældre har løjet om? Er du en Riddle?” Spurgte han, men der var intet dømmende i hans stemme. Han var lige så rolig, som han hele tiden havde været. Hun virkede ikke selv ret rolig med hendes trippende ben.

[Riley Lavoie Riddle]

Det sværeste ved Riley var nok, at hun egentlig selv mente, hun havde ret godt styr på sit liv, så hun mente ikke selv, at hun havde brug for hjælp. Dog var en frygt begyndt, at vokse i hende. Hun havde DNA fra en af de farligste troldmænd, som nogensinde havde sat sine fødder på jorden og arvet hans evne, til at snakke med slanger. Det kunne umuligt være godt. Hun frygtede om ondskaben ville vokse i hende og en dag tage overhånd, og om hun en dag selv ville ende i Azkaban i en celle ved siden af sin biologiske mor. "Faktisk er det en pige, men ja, jeg var åbenbart meget opfindsom, da jeg var 10 og fik hende," svarede hun og smilede venligt til ham.
Hun vidste ikke hvorfor, men hun fandt faktisk Ethan behagelig. Normalvis var hun virkelig ikke glad for autoriteter, men Ethan gjorde det på en okay måde. Hun mærkede hånden på sin skulder og vendte blikket mod den, før hun lod de blå øjne hvile på Ethan igen. "Okay," svarede hun roligt og vendte blikket mod Harry Potter igen.
Hun vendte blikket tilbage på ham. Prøvede han at bonde med hende, over at være teenager og uvenner med sine forældre, fordi de var forældre og hun var teenager? "Mmh.. Jeg har dog hørt at voksne tager hævn, når de går i overgangsalderen," ordene blev sagt med et let træk på den ene skulder og et lidt drillende smil.
Hendes ben trippede videre. Egentlig ikke fordi hun ikke var rolig, men fordi hendes krop begyndte at hungre efter nikotin og græs. Hun havde prøvet at skære ned, men sÃ¥ snart hun kunne komme afsted med det, sÃ¥ røg hun i smug og det var ogsÃ¥ blevet til et par s. Hun havde fundet et par steder, hun kunne sidde, uden at blive opdaget. Endnu om ikke andet. Hun frygtede virkelig ogsÃ¥, at Ethan ville smide hende ud, hvis han opdagede det. Hun bed sig i læben og nikkede langsomt et par gange, "Yeah.. Dét rygte er sandt.. Min biologiske mor er Delphini Riddle, datter af Voldemort og Bellatrix.." svarede hun lavmeldt og førte en hÃ¥nd i gennem de lange, blonde lokker, før hun vendte blikket mod ham. De blÃ¥ øjne var blanke nu, men tÃ¥rene som havde ophobet sig, blev i hendes øjne. Det tvang hun dem til.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan kunne ikke helt holde et grin tilbage, da Riley fortalte, at slangen faktisk var en hun.
“Ja selvfølgelig er det det.” Grinede han og aede slangen endnu engang. Han kunne virkelig ikke stå for den. Skulle han få anskaffet sig en?
Ethan prøvede virkelig at få eleverne til at stole på ham, men det var ikke alle, der lige bed på. Det regnede han nu heller ikke med, men bare nogen stolede på ham, så var det lidt en sejr. Han synes ikke selv, at han var uretfærdig og han prøvede at give dem lidt længere snor i nogle situationer. Ikke situationer, hvor det kunne være farlig for dem eller hvor det ville være dumt. Han tog sit job meget alvorligt. Riley var nok en af de elever, der fik lidt længere snor, men hun skulle heller ikke løbe om hjørner med ham.
“Det har jeg også hørt. Den del kan du glæde dig til.” Grinede han og lagde hovedet lidt tilbage. Han burde snart gå videre på sin runde, men han ville først sikre sig, at hun var okay.
Ethan kunne fornemme, at hun skulle til at komme med sandheden om sig selv nu og han sendte hende et beroligende smil. Selvom han havde hørt rygterne, og havde haft en mistanke om, at de var sande, så kom det åbenbart alligevel lidt bag på ham. Hun var en Riddle. Han ville ikke sige det højt, men det var på en måde lidt cool. Han var bestemt ikke tilhænger af nogen af de mennesker, men tænk at være i familie med så historiske personer. Han havde det på samme måde med alle de Weasley’er der gik rundt på skolen. Det her var bare virkelig vildt. Han viste det dog ikke. Han kunne se, at det gik hende meget på.
“Dit blik siger det meste, men hvis du skal være helt ærlig, hvordan har du det så med det?” Spurgte han og lagde roligt en arm om hende. Han ville så gerne beskytte hende. Det var tydeligt, at hun ikke var helt glad for at være en Riddle, men i hans øjne, havde det ikke ændret noget som helst.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley grinte lidt og smilede til Ethan. Hun havde ikke rigtig mere, at sige i forhold til slangen. Hun havde fået den og nogle dage efter fundet ud af, at hun ikke var blevet skør, men at den stemme hun havde hørt, havde tilhørt den grønne hun slange, som havde været højst utilfreds med navnet Harry Potter. Alligevel var det blevet hængende.
Hun vidste ikke om hun stolede på ham, men det var ikke hans skyld eller noget han havde gjort. Men ganske simpelt fordi hendes tillid til voksne, havde fået sig et ordenligt hak, som hun ikke vidste, om hun kunne lappe igen. Når hendes egne forældre havde kunne lyve for hende, omkring så stor en ting, i så mange år, hvem vidste, hvad andre voksne så ikke også kunne lyve om?
"Jeg glæder mig til, at komme væk fra skolen og til mit liv går i gang," svarede hun og blinkede til ham, velvidne om, det ikke var smart af hende og sidde og blinke sådan til rektoren, men han burde vel efterhånden også vide, at det var hendes tilgang til alle hankøn på skolen. Hun var flirtende af natur og hun gik gerne i seng med flere, end hun burde.
Hun fnøs lidt ved hans spørgsmål. "Hvordan tror du, jeg har det?" vendte hun spørgsmålet og rystede lidt på hovedet, mens hun trak benene op til sig og lod sin hage hvile på sine knæ, med armene omkring mens hun stirrede ind i flammerne på pejsen. Hun kæmpede stadig i mod tårene, men det var også noget hun var god til. Hun havde aldrig været god til, at sætte ord på sine følelser og det var hun heller ikke nu. Så var det nemmere at skubbe folk væk og komme bygge den hårde facade på. Hun trippede lidt med det ene ben, "Jeg har brug for luft.." mumlede hun og rejste sig. Hun greb sin kappe på vej ud af opholdsstuen.