Rød næse og kolde fingre

[Grace Murphy]

Tråd til Raphael Kovinsky
Januar - 2057
Outfit

---

Sneen havde dalet ned over slottets område hele dagen og havde langt jorden og alle omgivelserne smukke og hvide. Det var en fantastisk og hyggeligt syn. Derfor havde Grace også besluttet sig for at gå en tur ud i det kolde vejr. Det var der egentlig som sådan ikke noget nyt i, Det gjorde hun tit, det var at gå ture for sig selv. Hun havde ofte brug for det for at tømme hovedet for tanker. Man spekulerede meget når man var alene i verden som hun var. Hun havde brug for at klare hovedet og få frisk luft oven på en lang dag. Hun fik simpelthen altid sådan en hovedpine af timerne. Måske fordi hun kæmpede sådan for at følge med og gøre sit bedste.  

Hun havde gået rundt ude i noget tid og hendes næse var endt med at blive helt lyserød af kulde, ligesom fingerspidserne snurrede, hvilket betød at hun tog dem op til læberne for at puste lidt varme i dem. som hun nærmede sig slottets indgang, fik hun øje på en anden elev gå rundt alene udenfor. han så lidt nedtrygt ud og hun besluttede derfor at gå hen til ham. "Hej." smilede hun og rettede på de ustyrlige røde lokker. "Er alt okay?"

[Raphael Kovinsky]

Outfit

Der var gået noget tid og Raphael havde egentlig bare gået og sparket lidt til sneen udenfor. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Det sidste lange stykke tid var der sket så meget, og han anede ikke hvilket ben han skulle stå på. Han vidste bare ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Måske skulle han bare acceptere at han var lidt til fyre, men det var også bare så forkert, måske han skulle tvinge sig selv til at nyde alt hvad der var sket for ham. Det kunne han bare ikke. På ny sparkede han til noget nyt sne som sendte det ud foran ham i en storm af små snefnug. Hvorfor skulle det hele også bare være anderledes for ham. Det var slet ikke fair for nogen af dem han kendte!

En stemme bag ham lød og han proppede hænderne i lommerne på jakken. "Hej" kom det mere mumlende for ham end noget andet.  "Jeg.. Jeg tror det ikke, jeg ved det faktisk ikke." kom det fra ham og kiggede ned i sneen som et nyt suk blev placeret over hans læber.

[Grace Murphy]

Det havde næsten været tydeligt på måden han gik og sparkede til sneen, men det blev kun tydeligere af at se hele hans kropsprog som han vendte sig om og mumlede til hende. Han måtte have det skidt, sådan som det så ud, nok værre end hende, men hendes var også bagateller. Det var bare nogle undelige tanker, som skulle stoppes.
Hun lød det sidste stykke hen til ham og snøftede kort af kulden, før hun så smilede til ham. "Du ligner hvert fald en der gå med dybe tanker. Jeg ville lige tjekke til dig. Du siger bare til hvis du har brug for et eller andet ikke?" Bare ikke hjælp med lektier, den del kunne hun bestemt ikke hjælpe med. Det fungerede hun ikke til. Det var hendes store problem og det der nok var grund for hvorfor hun nu var her. Hele tanken om det sidste møde med Hunter Blackwood var underlig og selv ideen om hvad det kunne blive til var alligevel for spændende, skønt den var total urealistisk! Han hadede folk som hende, det vidste hun.

[Raphael Kovinsky]

Han bed sig lidt i læben og vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv som hans fod endnu engang fandt det nylandet sne som der ikke var gået i. Han snøftede en enkelt gang som kulden havde taget fat i hans næse. "Mmh.." kom det fra ham og kiggede endelig op fra sneen. "Du Grace.... Har du.. ehm.. Du ved.. Ehm.. Sådan..." hvordan skulle han forklare det hele og så var der også det med Lydia! Han frygtede den date han havde inviteret hende på. For han anede jo ikke engang hvad han selv ville. Han bed sig lidt i læben og prøvede så vidt muligt at kigge på hende men det var svært for ham. Specielt fordi han var så usikker på sig selv. det var kun blevet værre hele dette skoleår, han turde jo ikke engang at kigge på Baldrian længere som han ellers havde kunne kigge på før. Ikke at han sagde ham noget generalt. Men nu var det hele bare anderlede "Har du sådan.. Altså... Har du inviteret nogen du du ikke engang vidste om du ville?" spurgte han langt om længe og lod en finger køre ned under næsen for at klø sig inden den blev puttet i lommen igen.

[Grace Murphy]

Grace forsøgte at følge med i det spørgsmål Raphael var ved at stille, men uanset hvor opmærksom hun var gav det ikke rigtig nogen mening og det virkede til at det var svært at komme ud med. Hun rynkede dog brynene og prøvede af alle kræfter at forstå ham. Så kløede hun sig lidt i håret og så på ham. "Om jeg har inviteret nogen på date, uden at jeg var sikker på jeg ville på date med vedkommende?" Hun måtte gentage spørgsmålet, for at sikre sig at hun havde forstået det rigtigt. Hvis det var sådan, ville svaret dog være nej, tilgengæld overvejede hun at det for hende nok måske ville være modsat. DEr var en fyr hun gerne ville invitere på date men gjorde det ikke fordi hun var sikker på at han ikke ville.

[Raphael Kovinsky]

Det var egentlig lidt svært at sige, og selvom han havde sagt det var han ikke engang sikker på at det var logisk det han havde sagt. Måske havde han glemt nogle ord eller sådan noget han var ikke engang sikker. Han ville bare gerne være helt sikker i sin sag når det kom til stykket. Han nikkede dog til hende. "Jeg fik skrevet et anonymt brev til hende her, og nu har jeg inviteret hende ud, og jeg er ikke engang sikker på jeg vil alligevel. Jeg er bare så forvirret." han stod og trippede lidt frem og tilbage og vidste ikke helt hvad han skulle stille op med sig selv. Hvorfor skulle hans teenageår være så svære i forhold til andres?!

[Grace Murphy]

Grace lyttede til hvad han sagde. Et anonymt brev var måske slet ikke så tosset. Måske skulle hun forsøge at sende et til Hunter Blackwood. Nej... Nej det de havde var jo ikke kærlighed, det var... bare underligt. Uanset var det ikke det der skulle være fokus på lige nu. Det skulle Raphael være. Grace tænkte sig lidt om mens hun kneb øjnene let sammen. "SÅ du er usikker på dine følelser omrking hende? Kunne det ikke bare være en date mellem venner? gør det til en hyggelig eftermiddag og se om i overhovedet passer sammen." foreslog hun så som var det det simpleste i verden. Selv ville hun nok havde valgt det sådan. Så kunne man altid se hvordan andre opfatter en.

[Raphael Kovinsky]

Han lyttede til hvad det var hun sagde, og det hun sagde var præcis det han havde tænkt. Han var bare ikke sikker på at det var nok. Hvad nu hvis Lydia tænkte på noget mere, og han bare var et forvirret svin der ikke engang vidste hvad han selv ville. Og hvad nu hvis han faktisk godt kunne lide Lydia, men samtidig kunne sende blikke til fyre?! Nej det var virkelig slet ikke ham. Dette her teenage liv var slet ikke særlig morsomt længere, langt fra! "Ja, måske... Du har nok ret..." kom det fra ham og var endnu mere forvirret end nogen siden. Han ville jo ikke gøre Lydia ondt eller noget, men tænk nu hvis han kom til det. Det ville virkelig ikke være særlig sødt gjort. For Lydia fortjente sikkert bedre end ham når det kom til stykket.

[Grace Murphy]

Grace kunne ikke helt lade være med at sende et venligt smil i retningen af Raphael. Han var jo helt til hundene og mere til. Det bedste råd hun kunne give ham var nok at slappe lidt af og ikke overtænke tingene. Det virkede hvert fald til at være det han gjorde. Derfor holdt hun også afværgende hænderne op for sig som hun gerne ville hjælpe den panikslagne fyr. "Wauw wauw træk vejret engang. Altså du har jo bare inviteret hende på en date, det jo ikke fordi du dermed har forpligtet dig til at gifte dig med hende eller noget. Rolig nu" Hvis det var sådan Lydia tænkte, burde hun hvert fald få tjekket sin virkelighedsopfattelse noget så grundigt. Man kunne da ikke forvente at de bare skulle være sammen, bare fordi han nu havde inviteret hende ud. Det var klart i overkanten. 
Grace kiggede igen på fyren, denne gang med en let rynke i panden. "Sig mig, ved du overhovedet hvad hun føler for dig? Ja undskyld spørgsmålet, men du lyder som om du er ved at ødelægge hele hendes verden. Men samtidig lyder det ikke til at i kender hinanden super godt."

[Raphael Kovinsky]

Var han den eneste på hele Hogwarts der var så forvirret som ham? Havde alle teeneagere lige så mange problemer som han selv havde, eller var han bare den eneste? Aldrig i hele sit liv havde han været så forvirret som han var nu. Hele hans sommer var ødelagt på grund af en eller anden dreng, og nu havde han behov for at skulle gøre op med sig selv at han ikke var til fyre. Men det var lige netop det han var, eller hvad? Som hun sagde at han skulle trække vejret tog han en dyb indåndning og pustede langsomt ud. Ikke at det hjalp ret meget, men han kom da lidt ned på jorden. "Rolig, ja jeg skal tage det roligt. Du har ret...." det var vel det bedste råd han kunne få lige nu, og alligevel så var han bare endnu mere forvirret og urolig for hvad der overhovedet skulle ske. Det var jo ikke fordi de skulle giftes, præcis som Grace netop havde sagt. "Skal jeg være helt ærlig..." startede han og kiggede lidt på Grace og kløede sig lidt på armen. "...Så tror jeg ikke engang hun ved hvem jeg er... Jeg vil jo ikke ødelægge hende, jeg vil bare gerne snakke med hende.." han var flov og det kunne ses på ham. Han var slet ikke vant til at være sådan her over for nogen. Specielt ikke over for piger, normalt havde han bare taget det hele med en gram salt, men efter sommerferien havde alt bare ændret sig.

[Grace Murphy]

Grace så til mens Raphael forsøgte at få lidt styr på sig selv, han var jo helt ude og svømme og dermed ikke nem at komme i nærheden af. når han først var faldet lidt ned havde hun da måske et par ideer til hvordan han skulle komme videre. Det overraskede Grace lidt at han mente pigen ikke engang vidste hvem han var, og hun blev ret meget i tvivl om, hvor hun havde misforstået det han prøvede at fortælle. "Undskyld jeg er ikke helt med her. Du panikker over en date, du har lavet med en pige, du ikke er sikker på ved hvem du er og dig som ikke ved om du kan lide den her pige? Har jeg forstået det rigtigt?" wauw og Grace syntes ellers hendes kærlighedsliv var noget rod lige nu. De var dog også to der ikke kunne lide hinanden, mente hun hårdnakket, skønt hun jo nok i sit stille sind faktisk syntes at Hunter Blackwood så ret godt ud. Det ville hun dog ALDRIG indrømme!

[Raphael Kovinsky]

Hvordan skulle han nogen sinde kunne komme over dette her. Han var mere forvirret end nogen sinde, og han kunne ikke engang slappe af som hun forklarede det helt præcist som det var. Han nikkede lidt til hende. "Ja er det ikke slemt?" spurgte han og kiggede ned i sneen. Han vidste ærlig talt ikke hvordan hun kunne hjælpe ham med noget af alt dette her, for han vidste ikke engang hvad der var rigtigt. Han var bare en forvirret teenage dreng der ikke engang kunne slappe af i noget af det han gjorde. "Hvad skal jeg gøre?" spurgte han og bed sig i læben. Tanken om Lydia Weasley-Lupin skræmte ham og om den date han vidste han snart skulle på. Hvorfor havde han overhovedet sendt det anonyme brev i første omgang, især når han vidste at han var så forvirret?! Det var forfærdeligt og det gjorde det ikke bedre at det alt sammen så småt begyndte at komme frem i lyset.

[Grace Murphy]

Grace smilede venlig til ham og trak så på skuldrene. Det virkede altså ikke helt så slemt som han gjorde det til. mest af alt var det nok lidt skørt at tage sådan på vej over det, men samtidig respekterede hun de følelser han sikkert havde. Hun lagde derfor også en hånd på skulderen af ham og smilede så. "Rolig nu. Det er ikke slemt. du skal bare slappe af." 
Det værste han kunne gøre var da hvert fald at gå i panik. Det burde han faktisk helst undgå. Hvis bare han kunne holde sig roligt, så skulle det andet nok falde på plads. "Det du skal gøre er, at du trækker vejret og så får du en hyggelig tur med hende i Hogsmeade. Hør nu, hvis ikke der rigtig er nogen af jer, der har de vilde følelser for den anden, så prøv om ikke i kan få et godt venskab. Det er helt fair at gøre. Uanset Raph, så kan du ikke miste noget ved at tage afsted jo."

[Raphael Kovinsky]

Slappe af... Det var så nemt at sige. Det var jo ikke hende der stod i de samme problemer. Eller måske var hun.. Var hun også forvirret over sin egen seksuellitet? Han vidste det ikke, men måske var hun, og i så fald hvad skulle han så sige til hende? Han vidste jo ikke engang hvordan han skulle berolige sig selv. Han tog en dyb indåndning og kiggede lidt på hende for at puste langsomt ud. "Ja slap af..." kom det fra ham og kiggede lidt på hende. Han var bare så nervøs over det hele t han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Tænk nu hvis hun kunne lide ham og han ikke kunne lide hende.. Eller omvendt?! Det var skræmmende at tænke på. Dog lyttede han til hendes ord og tog en dyb indåndning igen. "Okey. Jamen det gør jeg så.. Tror jeg nok..." han var slet ikke sikker på sig selv over noget som helst. Og han ville egentlig gerne være sikker på det han gjorde lige nu og her. Men hvordan kunne man være sikker over noget når man var så forvirret?

[Grace Murphy]

Det virkede til at han langsomt begyndte at forstå hende. Det håbede hun hvert fald på. Det var ikke nogen stor ting, men hun ville selvfølgelig gerne møde ham i det. Hvis det fyldte for ham, så skulle hun ikke prøve at sige ham noget andet. Dog lød det til at faldt lidt til ro, hvilket til Grace til at smile. Hun frøs ret meget efterhånden og ville egentlig gerne snart ind i varmen. "Prøv dig frem. Der er ingen der forventer af dig at du møder din eneste ene nu." Hun smilede til ham og gav hans skulder et klem. "Jeg håber du inder ud af det. Jeg vil hvert fald ind i varmen nu." Hendes fødder var efterhånden stivfrosne og næsten helt rød af kulde.. Hun frøs virkelig. hvilket også var grunden for at hun gik mod døren.

- out?