You know I love you bad, but bad's been good to me

[Arian Herakles Mason]

Denne tråd er tilegnet Jasper 'Wolfgang' Rider. 
Januar 2057, kl. 19:30. 
Frostgrader, men tørt. 

---

Arian var nu langt om længe hjemme ved Jasper efter nogle udfordringer undervejs. For det første, havde han fået besked på at bruge muggler transport hjem fra Frankrig - Arian havde købt Paris tyndt for tøj og han var bange for at miste det, hvis han brugte en transitnøgle. Han havde aldrig fløjet før i et fly, så synet der havde mødt ham i den franske lufthavn, havde været fuldstændig uvant. Han var blevet stoppet allerede inden han kom ombord på flyet og de havde foretaget en undersøgelse efter han enten virkede mistænkelig eller blev udvalgt til en stikprøve kontrol med fuld undersøgelse. Han anede ikke af hvilke årsager og han anede intet om at flyve, så han var overbevidst om hans nervøsitet for at skulle ind i en lufttæt container fløjet af en muggler der aldrig havde prøvet at styre en kost, havde været årsagen. Det eneste der holdt ham oven vande var tanken om hans gudelækre kæreste i det mindste ville hente ham i den britiske lufthavn. Han tog dog grueligt fejl. Da han var landet og langt om længe var kommet ud i ankomsthallen, var Jasper ingen steder at se. Han havde først tænkt, han var forsinket og i mellemtiden kigget på sin telefon og hørt den voicemail, Jasper havde lagt hvor han fortalte om overarbejde. Arian kunne mærke skuffelsen og vreden - Jasper havde jo lovet, han ville hente ham og så havde han sagt ja til overarbejde?! Nu kom det næste problem - hvordan fanden i helvede, skulle han på nogen måde finde hjem fra lufthavnen og ud til Jasper, for ja, han havde stadig tænkt sig at tage hjem til ham, så han kunne skælde ham ud over at tage overarbejde, når han vidste, at han ville komme hjem i dag. Han kiggede på afgangen ved metroen og kunne ikke finde ud ad hvordan han for det første skulle komme ned til den og hvilken en han skulle med. I ren desperation havde han ringet til Tati for at få hjælp til at navigere sig rundt. Hun havde været venlig nok til at hente ham og køre ham. Så derfor stod han langt om længe her, hvor han skulle være. Han bevægede sig op til døren med kufferten og tog fat i håndtaget. Der var åbent. Han tænkte først ikke videre over det, men som han satte sin kuffert og fik overtøjet af, ramte tanken ham. "Jasper?" spurgte han forsigtigt og begyndte at bevæge sig rundt i huset for at se om nogen var hjemme. 

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper havde stukket Arian en lille hvid løgn om overarbejde, så han ikke kunne hente ham i lufthavnen. Han havde dog brugt hele dagen på, at få hjemmet til at skinne - mere end det ellers gjorde til daglig. Han havde slukket al lys i hele huset. Døren stod ulåst, hvilket langt fra lignede ham, det var kun hvis han vidste Lawrence ville kigge forbi, at døren stod åben, på trods af at sønnen havde sin egen nøgle til huset. Han havde pyntet op med lyskæder langs pejsen, som selvfølgelig også var tændt. Sofaerne og bordet var flyttet og blevet skiftet ud, med et rundt lille bord og to stole. Bordet var selvfølgelig også pyntet med levende lys, vin og vinglas, samt to tallerkener som var tildækket af låg, som skjulte duften og synet af de ti cheeseburger, der var på Arians tallerken og de to på hans egen.
Selv var han i klædt et af sine fineste jakkesæt. Håret var tilbagelagt, aftershaven var på - selvfølgelig den som han vidste Arian duftede til når han troede Jasper ikke så det, alt så perfekt ud. Han havde store planer for denne aften. Han så derfor mod gangen, da han hørte Arians stemme, men sagde ingenting, før han fik øje på sin kæreste, som han gik rundt i huset. "Hello Darling," hilste han med sin mørke genkendelige stemme. "Havde du en god tur?" spurgte han roligt, selvom han inden i var mere nervøs end et pindsvin i en ballonbutik. Han vidste Arian var ung og han ville aldrig bebrejde ham om, for at ville vente, med det store spørgsmål som Jasper havde tænkt sig at stille. Den lille boks med ringen, som han noget så inderligt håbede, at få lov til at sætte på Arians finger, var i hans bukselomme, som dog ikke kunne ses, da han havde en hånd i hver lomme, mens han stod og betragtede sin smukke kæreste.

Outfit

[Arian Herakles Mason]

Arian havde ingen idé om hvorfor Jasper ikke havde hentet ham. Lige nu var han i et mørkt hus, og han vidste at Jasper ikke bare ville lade døren stå åben, hvis han var på arbejde. Han frygtede, der var sket noget forfærdeligt, især som han ikke fik svar. Han nåede igennem næsten samtlige rum – og de lignede sig selv. Han manglede stuen og som han nåede den, tog han en dyb indånding for at samle sig mod, inden han åbnede døren. Synet som mødte ham var forblændende. De smukke små elektriske lys og den åbne ild, de levende lys og…. Jasper. Han stod i et flot jakkesæt – men hvorfor? Havde han ikke hentet ham, fordi han var i gang med at lege elektrikker? Han så på det flotte bord bag ham, og så lågene over hvad han måtte antage var mad. Han kunne ikke spise mere finere madlavning – han havde fået rigeligt, mens han havde været i Paris. Som Jasper hilste, rejste hårene sig på hans arme – selv de små nakkehår strittede. Darling. Det slog ham kortvarigt ud af kurs og han glemte kort, hvor sur han var på Jasper og hvor bange han før havde været for der var sket ham noget. Han bed sig i læben og tvang sig tilbage til virkeligheden. ”Jasper…” hviskede han. Han elskede hans mørke stemme og han havde savnet den. Han havde savnet at være hans arme, kysse hans læber og at være hel tæt og intim med ham. Savnet de mørke, dog følelsesløse øjne. Han anede ikke han ligne nu var nervøs. ”En god tur? Du hentede mig ikke.. jeg kunne ikke finde hjem… sikkerhedskontrollen var et helvede…. Hvad er alt det her?” spurgte han lamslået, og betragtede ham på afstand. Han kunne dufte hans ynglings cologne – af dem Jasper havde og han nød synet, mens han igen følte sig fuldstændig forkert påklædt, til trods for han havde en hvid skjorte og et par flotte grå bukser på.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper kunne sagtens være romantisk, det var meget sjældent det skete og det var ikke uden grund, men han kunne sagtens. Et skævt smil meldte sig på hans læber. Det her var virkelig et long shot. Han ville selv blive fyrre til november, så han følte også bare, at det var ved at være tid, hvis han nogensinde skulle gå på knæ for Arian. Han havde stadig hænderne i bukselommerne, for at skjule den lille boks med ringen i den ene lomme. Han trak let på den ene skulder, "Jeg havde travlt," svarede han til at han ikke havde hentet ham og blinkede drillende til ham. "Men du er hjemme nu," sagde han stadig ganske rolig uden på, mens hans indre begyndte, at fortælle ham at det her var en dårlig idé. Han lod sit blik glide lidt rundt, "Betræk det som en velkommen hjem fest," sagde han og gjorde et nik med hovedet som tegn til, at han skulle komme tættere på.

[Arian Herakles Mason]

Arian vidste at Jasper besad romance. Den date de havde haft på den fine restaurant havde været fuldstændig magisk for ham. Han forventede dog måske, der ville komme en nyhed, som han ikke blive glad for at høre. Sidste date havde Jasper fortalt om hans forfremmelse – som han dog havde støttet 100 procent. Havde han været utro, mens han var væk? Arian kunne godt forstå hvis han havde – han havde været væk længe og måske var det rent faktisk gået op for ham, at han savnede at være med en kvinde. Han bemærkede godt Jasper stod med hænderne i lommen, men lagde ikke så meget i det. ”Travlt..” gentog han og så det drillende blink. ”Mmmh.. jeg er hjemme nu…” endnu en gang gentog han – stadig fuldstændig forblændet af det hele, dog med bagtanken om at den dårlige nyhed kunne komme hvert andet øjeblik. Arian smilede. Han havde ikke hentet ham for at lave ham en velkommen hjem fest? Det var sødt og det gjorde det okay. Han følte sig så elsket. ”Så er det okay, du ikke hentede mig,” påpegede han, uden at vide Jaspers plan og hans tanke om det var ved at være en dårlig i dé. Han trådte nogle skridt tættere på Jasper, men var ikke sikker på om det var fordi han måtte få et kram, når han ikke gjorde gestus til. Jo tættere han trådte på ham, jo mere kunne han også indånde hans duft.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper vidste ikke helt om det var for tidligt, at fri til Arian eller om det var okay. Hvad hvis Arian slet ikke ville giftes? Han følte slet ikke han havde gennemtænkt det her. Hvad hvis Arian hellere ville have haft Jasper var kommet til Paris og friet der? Foran Eiffeltårnet. Pokkers, hvorfor havde han ikke tænkt på det? Hvad hvis Arian ville sige nej? Hvad hvis han havde fundet en i Paris, som rent faktisk kunne finde ud af, at vise følelser? Hvad hvis.. Jasper aldrig ville være god nok? Ville hans forældre have accepteret, Jasper?
Han prøvede virkelig, at tage sig sammen. Det værste der ville kunne ske, var vel bare at Arian sagde nej. Så måtte de selvfølgelig gå fra hinanden, for det ville Jasper ikke kunne bæger. Han havde kun én gang i sit liv følt sig, så nervøs og det var dengang ham og Rachel var blevet enige om, at adoptere Lawrence. Det havde været et stort ansvar og han havde kun været 18 år gammel og så bange for, at damne op. Hvilket Lawrence nu var et omvandrende bevis på, at han havde gjort, noget så grusomt. Han svarede ikke, da Arian gentog hans ord, men så blot på ham. For et kort øjeblik var kærligheden at spore i hans mørke øjne og et oprigtigt smil meldte sig på hans læber samtidig, som Arian tilgav ham og kom tættere på ham. "Arian Herakles Mason.." begyndte han og rettede ryggen, mens han holdt en kunstnerisk pause, "I mange år troede jeg ikke på, at nogen nogensinde ville kunne hele mit hjerte, men så blev jeg professor på Hogwarts. Blandt alle eleverne, sad du. Flabet og stilet som altid. Jeg vidste det ikke dengang, at du skulle blive manden i mit liv. Men det ved jeg nu.." han trak den lille æske op af lommen, mens han gik ned på knæ foran sin kæreste - forhåbentlig kommende forlovet. Han åbnede æsken og så op på Arian, "Vil du gifte dig med mig?" spurgte han og mærkede sit hjerte banke hurtigt og hårdt mod sin brystkasse. Nu var det sandhedens time. Han var så nervøs.

[Arian Herakles Mason]

Arian anede ikke hvilke tanker, som gik gennem Jaspers hoved og hvor nervøs han var. Han var mere bange for han lige om lidt skulle forholde sig til en dårlig nyhed – hvor han var nød til at være støttende, for det ville Rachel have været. Ville han kunne være det, hvis Jasper havde været utro? Ville han kunne være støttende, når han muligvis fortalte at han ikke længere var interesseret i at være sammen med en mand? Han ville jo ikke have Jasper skulle være ulykkelig, men omvendt, så ville havde han heller ikke lyst til at give slip. Tiden i Paris havde blot mindet Arian om, hvor meget han elskede Jasper og hvor meget han hellere ville tilbringe sit liv med ham. Dele sine eventyr, bedrifter, nederlag og de små øjeblikke med ham. Der var ingen, der kunne måle sig med Jasper – virkelig ingen. Han havde ikke tænkt sig at lede, for han havde fundet den mand, som fik ham til at forelske sig hver eneste dag på ny. Arian ville gerne giftes og han ville have alle de ting, som hørte med ægteskabet. Han havde dog aldrig regnet med, han ville finde hans livskærlighed så ung. Arian så slet ikke hvor nervøs Jasper var lige nu – han virkede så cool og sammenfattet, præcis som han altid gjorde. Han synes jo ikke Jasper var et damn up i forhold til Lawrence. Han så, at Jasper havde gjort hvad han kunne i en umådelig svær situation – som de begge mænd var påvirket af. Han havde heller ikke været en del af Lawrences opvækst, så han kunne ikke vide hvor meget af det, der skyldtes Jasper. Lawrence var dog voksen, så han var omvendt også nød til at tage ansvar for sit eget liv.

Arian betragtede Jasper og så det. Et kort glimt af kærlighed i øjnene og et af de smil, han absolut forgudede. Et oprigtigt smil. Den mand – der gjorde det noget så sjældent – havde det smukkeste smil, han nogensinde havde set. For et kort øjeblik følte han sig nærmest sikker på, at det ikke var en dårlig nyhed han skulle modtage og forholde sig til. Arian bed sig i læben, som Jasper sagde hans fulde navn. Lige nu tænkte han ikke over, hvor fanden Jasper havde fundet ud af det fra. Han var så forblændet af Jasper, duften af ham og de flotte lys omkring ham. Arian nikkede en enkelt gang som Jasper holdt en kunstnerisk pause. Spændingen og uvisheden i ham steg – hvad havde han tænkt sig at sige? Arian lyttede, som Jasper ytrede – den sødeste, tilmed længste sætning, han nogensinde havde hørt ham fremmane, og lagde to hænder foran munden i overraskelse som han bemærkede den lille æske han trak op mens han satte sig ned på knæ. Han kunne hvine og svare ham allerede nu – for han vidste hvad han ville sige. Han tog en dyb indånding for at holde sig selv i skak. Arian så på æskens indhold – den smukkeste forlovelsesring og så på den mand, der tilbød ham et liv med ham med nogen af de mest magiske ord i verden. Arians øjne blev straks blanke, mens de lyste op af glæde og han havde lyst til at hoppe på stedet, men hans krop var fuldstændig tryllebundet som han så ind i de mørkebrune øjne og ét svar pressede sig på. ”Ja!” udbrød han. Han havde lyst til at kaste sig ind i armene på ham og endelig få lov til at mærke Jaspers læber mod sine egne. Det her slog de tusindvis af gange han havde set flok fri i Paris. Han ville langt hellere det her – det var så intimt, specielt og perfekt.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper prøvede virkelig at holde sig selv i skak. Han ville ikke vise svaghed, overfor nogen og lige nu følte han sig mere blottet end nogensinde før. Det lignede ham slet ikke, at blive så nervøs. Han havde helt glemt følelsen af nervøsitet indtil nu. Han så op på sit livs kærlighed og så hvordan han lagde hænderne for munden, hans øjne som blev blanke og glæde han kunne se i hans øjne. "Ja?" gentog han hans ord, for at være sikker på, at han havde hørt rigtigt, før han rejste sig op og tog blidt fat om Arians hånd for at placere ringen om hans ringfinger. Han rettede sit blik mod Arians smukke ansigt og lagde en hånd på hver af hans kinder, før han lod sine læber møde hans i et dybsindigt kys og holdt det lidt tid. Han slap kysset igen og smilede til ham, "Skal vi spise?" spurgte han og gik hen til bordet og trak stolen ud for Arian.

[Arian Herakles Mason]

”Ja!” gentog Arian som Jasper spurgte igen for at være sikker. Han kunne mærke tårerne ned ad sine kinder – men han prøvede ikke at skjule det eller få dem til at gå væk, for lige nu var det af ren af skær glæde. Han gav Jasper sin hånd og betragtede ham som han satte ringen på. Han smilede bredt som den passede ham helt perfekt og mærkede Jaspers blik på sig, hvilket fik ham til i stedet at se på ham. Han mærkede en hånd på hver sin kind, inden Jaspers læber pressede sig mod ham i et dybt kys. Han gengældte det og lukkede øjnene straks. Han lod sine arme omfavne Jasper løst og sukkede længelsfyldt som kysset blev brudt. Han betragtede Jaspers smil og nikkede til hans spørgsmål. Han smilede bredt som Jasper hev stolen ud for ham og han satte sig. ”Jeg… uhm… Vil bare… øh…” han tav lidt. Jeg elsker dig. Hvorfor var det så svært at sige? ”Jeg hader dig… din idiot…” hviskede han og veg kort blikket mod gulvet.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper mærkede en varm følelse gå igennem hele sin krop. Lige nu vidste han ikke, hvad han havde været så nervøs for. Det var jo perfekt det her. Arian sagde ja til at gifte sig med ham og han følte sig faktisk lykkelig lige nu. Han strøg tårene væk fra Arians kinder, mens han nød kysset. Det her øjeblik ville forevigt være i hans minder. Indprintet i hans hjerne, som et nyt minder der ville kunne hjælpe ham med, at fremmanere en patronus, selvom han kunne i forvejen. Han blev næsten helt lettet som ringen viste sig, at passe perfekt til Arians finger. Han smilede let, dog ikke med øjnene mere. "Det ved jeg godt," svarede han roligt og skubbede stolen ind til bordet, så Arian kunne sidde ned, før han løftede låget over tallerken, hvilket afslørede de mange burgere. Han placerede et kort kys på Arians kind, før han gik om på den anden side af bordet og satte sig.

[Arian Herakles Mason]

Arian kunne også kategorisere det her, som en af hans mest lykkelige minder. Han havde fundet manden, som han skulle bruge sit liv med. Manden, som elskede ham og som han elskede. Han følte sig så umådeligt heldig og lykkelig. Lige nu tænkte han ikke på, han ikke kunne fortælle noget af det til sine forældre og at de aldrig ville kunne møde Jasper. Han var dog sikker på, hans mor ville have kunne lide Jasper med det samme – også aldersforskellen trods. Måske ikke det faktum, at Jasper havde været hans professor, men hun ville nok kunne se bort fra det. Hans far derimod, ville skulle bruge tid på det. Arian huskede stadig, da han skulle springe ud og hvad og hvordan hans fars reaktion, havde været. Arian nød at se på ringen på fingeren. Det hele var så perfekt. Han så op på Jasper som han smilede og smilede ved hans rolige svar, inden han lod sig skubbet ind. Han gjorde store øjne, som lågene afslørede de mange cheeseburgers. ”Du kender mig!” udbrød han. Han mærkede kysset på kinden og lod kort øjnene glide i, inden han begyndte at spise. ”Mmmh, det her er så godt..” påpegede han som han tog det første bid.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper havde ikke selv ret mange, at fortælle nyheden til. Selvfølgelig var der Lawrence, som han var ret overbevist om, blot ville sige 'okay' og trække på skulderen, som sønnen nu gjorde bedst. Så var der selvfølgelig også Michael, Harper, Avery og Grey, Jasper var nu ret sikker på, at børnene ikke ville sige så meget andet end måske tillykke, Michael vidste han dog ikke helt, hvordan ville tage det, han var trods alt Rachels bror. Så var der Salvador, som nok bare ville begynde at analysere alt. Det var sådan set det. Han var selvfølgelig ked af, at Arians forældre var døde, på Arians vegne, men på sine egne, så gjorde det ham faktisk ikke så meget, ikke at skulle stå til regnskab overfor en mand og en kvinde, som sikkert var tæt på Jaspers egen alder. Han var dog glad for, at hans egne forældre ikke levede, så Arian ikke skulle møde dem.
Han smilede let, dog uden øjnene, som Arian påpegede han kendte ham, "Selvfølgelig gør jeg det," svarede han og blinkede til ham. Det her var en af de ting, han virkelig elskede ved Arian. Det kunne godt være han kunne være en diva til tider, men når det kom til mad og han kunne sidde og spise burger foran Jasper, så vidste han også bare, at han elskede ham. "Det er jeg glad for. Jeg håber der er nok."

//OUT