Into The Unknown

[Lorelai King]

Jonah Lorenzo Harris
Lorelais lejlighed.
Januar 2057 - omkring klokken 13.
Outfit

---

Lorelai havde haft en fast auror omkring sig, lige siden Judas havde opsøgt hende og forlangt, at få deres datter, Melody "Turner" King . Hun havde nærmest ikke været alene siden, hvilket efterhånden var begyndt, at blive ret trættende for sangerinden. Hun kunne dårligt gå i bad, uden der stod en auror og pustede hende i nakken. Hun havde før oplevet fans, som nærmere havde været stalkere, men det her var langt farligere. Judas O'Conall var ikke en mand, hun havde lyst til, at møde igen.
Hun gik rundt derhjemme i den overvåget lejlighed og ventede på, at den nye auror skulle dukke op, da den anden var blevet syg. Hun var dog ikke alene, der sad en vikar auror som egentlig bare lignede en, der var ved at dø over at være i rum med hende. Som det bankede på døren, så hun mod den. Hun håbede virkelig, at den nye auror var mere nede på jorden omkring hende. Hun gik mod døren, blev blev hurtigt stoppet af auroren, "Jeg åbner," lød det fra ham, som han stillede sig ind foran hende, hvilket fik hende til at rulle let med øjnene. "ID?" bad auroreren, som han åbnede døren og så på Jonah, med sin tryllestav i hånden.

[Jonah Lorenzo Harris]

Jonah havde mødt ind på kontoret til hvad der ellers normalt ville være hans fridag. En auror var syg, og den eneste der kunne tage over, var ham. Han var næsten gift med sit arbejde, så det havde ikke været et spørgsmål om han gad eller ej. Han havde glædeligt taget overfor sin kollega, fået forklaret omstændighederne og omfanget af den mission, han skulle igennem og følte sig nu klar til det, som ventede. Han følte sig anderkendt for sin dygtig- og faglighed, eftersom det virkede som at dette vidne og offer, var rimelig VIP. Han bankede på døren til lokationen og blev mødt af en anden kollega, der allerede havde paraderne oppe. Godt, han udførte sit arbejde, som han skulle. Jonah hev sit ID frem og fremviste det. "Jonah Harris. Jeg er klar til at tage over," påpegede han med en rolig stemmeføring, mens han med ryggen stod ret og rank. Han bevægede sig forbi auroren som han fik godkendelsen og så mod den unge kvinde, han skulle beskytte. Han rakte sin hånd frem mod hende for at hilse ordentligt. Lorelai King. Kendt sangerinde, kvinden mange mænd i hans egen alder sukkede efter både på grund af hendes unægtelige skønhed og opnåelighed, men også fordi hun havde en sindssyg lækker krop. Han var dog professionel, og han var heller ikke fan. Hans lillebror var. Hun var i vidnebeskyttelse - ikke for stalkers, men for at undgå den mand, som alle aurorer håbede på at fange. "Du hørte det nok. Jonah Harris, og jeg skal tage over for din ellers faste auror i den tid, han er syg. I og med vi skal bruge så lang tid sammen, så kan du bare kalde mig Jonah," præsenterede han sig. 

[Lorelai King]

Lorelai følte sig fanget i sit eget hjem, så hun håbede virkelig at den nye auror var mere villig til, at lade hende komme lidt ud. Hun vidste intet om, hvor slemt det egentlig stod til. Hun vidste hun selvfølgelig var bange for Judas, men hvem ville ikke også være det. Hun havde stadig et blåt mærke omkring sin overarm, hvor han havde haft fat i hende, selvom det var aftaget en del siden da. Hun lyttede inde fra stuen af, som den nye auror og den midlertidige auror snakkede ude i hendes gang.
Hun kunne skimte lidt af hvad der foregik, men ikke ret meget, som den ene auror gik og den anden nu kom mod hende ind i stue. Hun tog i mod hans hånd og gav den et blidt tryk, "Hej Jonah. Lorelai King," præsenterede hun sig, hun antog aldrig at folk vidste hvem hun var, selvom stort set hele verden vidste det, om ikke andet så fordi de havde bare hørt hendes navn. "Jeg var i gang med, at lave en kande kaffe, vil du ha' en kop?" spurgte hun venligt og så mod køkkenet, hvor man kunne høre kaffemaskinen næsten var færdig. "Eller vil du ha' en rundvisning først?" spurgte hun roligt, før hun gik hen mod et vindue i stuen, for at lufte lidt ud. Hun savnede at mærke frisk luft mod sine kinder, og det her var det tætteste hun kom på det.

[Jonah Lorenzo Harris]

Jonah havde undret sig over forløbet fra det sekund, han var blevet sat ind i sagen. Han ville nødig stille sig for kritisk overfor en kollegas beslutninger, men han forstod slet ikke pågældende kollega havde fået lov til at have denne sag, så længe. Der var så mange ting, Jonah ville have gjort anderledes. For det første var det ikke et liv at være fanget i en lejlighed – for det andet, selv med døgnbemanding ville Judas stadig kunne dukke op med lakajer nok til det ville kunne lade sig gøre, at slå dem. Nej, der var ingen fordele i det her.

”Hej Lorelai,” hans læber brød om i et kort, imødekommende smil. Han vidste hun var kendt, og han vidste hvem hun var - hans bror snakkede om hende. Han havde ingen antagelser om hvordan hun var. Han tænkte på hende som et hvert andet vidne og offer. Hun var muligvis bange, nervøs og krævede beskyttelse, og det var det han var der for. Ikke til at tro om hun var snobbet, arrogant eller om hun måske kunne være som alle andre. Han nød dog, hun ikke antog han havde hørt om hende. ”Jo tak,” stemmen var høflig og de blå øjne var flygtigt videre til det åbne vindue, som han lukkede. Øjnene var dog flygtige igen som han ledte efter diverse sikkerhedsforanstaltninger og mangel på samme. ”Det tror jeg ikke bliver nødvendigt. Jeg vil gerne kunne flytte dig til en ukendt lokation med det samme. Jeg ved ikke hvorfor du har fået lov til at blive her så længe,” hans stemme var rolig, men han talte også som en, der vidste hvad han lavede.

[Lorelai King]

Lorelai havde ikke undret sig over noget, som helst i hele forløbet. Hun anede jo ikke, hvordan sådanne nogle ting normalvis foregik, hun vidste bare at hun var ved, at blive sindssyg af, at være i sin lejlighed. Hun havde ikke noget imod sin lejlighed, den var rigelig stor til hende, men hun havde ikke set andet det sidste stykke tid og hun kedede sig helt vildt.
Hun sendte ham et nyt smil, selvom det var svært efterhånden, at skulle acceptere, at hun intet privatliv havde, selv ikke i sit eget hjem. På gaden kunne hun sagtens leve med, at folk kom hen til hende og ville snakke, have billeder og autografer, det var noget af det hun elskede aller mest ved, at være kendt - og selvfølgelig stå på en scene og give den gas. Men hjemme i sit eget hjem, ville hun bare gerne have lov til, at kunne være grim, uden make-up og i nattøj hele søndag, uden bh. Det følte hun ikke rigtigt hun kunne, når der var folk omkring hende hele tiden. Hun nikkede lidt og gik mod køkkenet, for at hælde en kop kaffe op til dem hver - hun havde et seriøst kaffe problem, men det skulle han tidsnok finde ud af. Som hun kom tilbage indtil stuen med kopperne, så hun vinduet, hun lige havde åbnet, var blevet lukket igen, "Her trænger altså virkelig til noget frisk luft herinde, kan det ikke bare stå åbent i to minutter?" spurgte hun nærmest bedende, med et par blå øjne der matchede tonelejet, før hun rakte ham koppen med kaffe. Hun så overrasket på ham, da han begyndte at snakke om at flytte hende. "Hvad? Hvorfor? Er der noget nyt i sagen? Hvad med min familie? Jeg kan da ikke bare flytte, uden at fortælle dem hvorhen eller hvorfor," lød der lidt for mange spørgsmål på én gang fra hende. Hendes familie vidste ikke engang, at hun havde en datter og de vidste slet ikke, at det var med Judas. Hun havde været stukket af, dengang hun var blevet for gravid til, at hun havde kunne skjule det mere og var først kommet tilbage, da hun havde født og bort adopteret Melody. 

[Jonah Lorenzo Harris]

Jonah bemærkede hendes smil, og lod det være det ved det. Han arbejdede. Selvfølgelig skulle han ikke gøre hende ilde til mode, men det var heller ikke fordi han var der for at riste skumdfiduser og æde et dusin mariekiks. Han skulle være et skridt foran hele tiden, og lige nu forstod han slet ikke hans kollega havde tænkt det her var nok. Judas var en farlig mand – og langt fra dum. Han ville sagtens kunne finde en vej ind, hvor ingen af dem ville opdage det. Hverken den auror som var indenfor eller udenfor. Han kunne godt forstå, det måtte være frustrerende at have folk omkring sig konstant, men omvendt – hvad hvis der ikke var, når hun var i den situation hun var i? Han så på hende ved hendes bedende stemme og de bedende øjne der hvilede på ham. Han tog imod koppen, før han svarede. ”Tro mig, jeg er udstyret med en lugtesans. Desværre er det bare en nem vej ind,” påpegede han med en rolig stemme – han var en ærlig mand. Han troede ikke på at pakke folk ind i vat. Hun måtte være hårdfør, hvis hun skulle igennem alt det her. Han anede ikke hvor lang tid, der ville gå før hun var sikker. Han ville virkelig ønske han lige nu kunne fortælle Dean, at han skulle beskytte hans største idol. Han vidste, hvor meget han ville dø – men han havde tavshedspligt og den vægtede han langt højere. Jonah rømmede sig en enkelt gang ved hendes ord. Han rev konstant op i sine rødder givet hans arbejde og talte nogle gange ikke med sin familie flere måneder, når hans arbejde krævede det. Det var dog for det meste altid det alle andre tænkte på. ”Nej, der er ikke kommet noget nyt i sagen,” påpegede han og trak vejret tungt, som han skulle til at udgive en kollega for ikke at være god til sit arbejde. ”Jeg synes sagen er blevet behandlet forkert. Hvad laver du i din lejlighed, hvor Judas hurtigt kan finde dig? Det giver ingen mening, heller ikke selvom du er døgnbemandet. Han kan hurtig finde en smutvej eller komme talstærkt herop, inden mine mænd når at reagere. For det andet, det er pointen. Du bliver nødt til at flytte uden nogen andre end dit hold, som er os, ved hvor du flytter hen. Vi er trænet til ikke at bukke under tortur, så Judas ville skulle slå os ihjel og han ville stadig ikke have nogen informationer. Du kan sende et brev til din familie om du tager ud at rejse eller en anden undskyldning, men ikke hvad der foregår.” han lod de isblå øjne hvile på hende, som han færdiggjorde sin lange liste af begrundelser. Hans stemme var også fuldstændig klar: det stod ikke til diskussion.

[Lorelai King]

Lorelai var en utrolig social kvinde, så det at være afskærmet fra resten af verden, som hun i forbindelse med sit arbejde, var vant til at have en masse kontakt til, var nærmest tortur for hende. Hendes mobil og computer, var blevet taget fra hende, det samme var hendes tryllestav, da de alle tre var ting, som kunne spores. Hun havde faktisk heller ikke helt kunne se pointen, i at skulle være i sit eget hjem, da det var netop dér, Judas havde opsøgt hende, så han vidste jo udmærket godt, hvor hun boede. Hun sukkede en smule opgivende, "Fint.." mumlede hun og så lidt mod vinduet, man kunne nærmest se i hendes øjne, at hun savnede at komme ud.
Havde hun vidst, at hans lillebror var fan af hende, havde hun glædeligt ringet og sagt hej til ham eller skrevet en autograf til ham, som han kunne give videre. Hun elskede at møde sine fans og stoppede gerne op og snakkede med dem. Hun skød en smule skuffet blikket ned, intet nyt. Stadig. Hun vendte dog de blå øjne tilbage på ham, da han begyndte at snakke om, at sagen var blevet behandlet forkert. Hun rystede langsomt på hovedet, som hans lange tale lød. "Han ved allerede hvor jeg bor.." sagde hun lavmeldt, velvidne om, at hun ikke havde oplyst den information før, men hun havde netop været bange for, at de så ville flytte hende ud af hendes penthouse lejlighed, men nu lod det til, at han ville flytte hende ud uanset hvad, så hun kunne vel ligeså godt være ærlig. "Så du vil ha' jeg skal lyve for min familie? Og flytte hvorhen, helt præcist? Et eller andet hus med 5 kilometer til næste nabo? Uden kontakt til omverden? Og samtidig bare stå og se til, mens Judas torturere jer en efter en til døde?" hun bed sig hårdt i læben, hun følte sig på ingen måder mentalt stærk nok til det her. Hun satte sig på sofaen, fremadlænet og gemte ansigtet i sine hænder. Det måtte være et mareridt hun snart ville vågne fra. "Er Melody i sikkerhed?" spurgte hun stille og vendte blikket mod ham, med et par klare, blanke blå øjne.

[Jonah Lorenzo Harris]

Jonah nikkede til hendes fint – så længe hun ikke diskuterede med ham, så så han ikke en grund til at snakke videre om det. Han kunne godt forstå, hun gerne ville ud og at hun gerne ville have luft i sin lejlighed. Han vidste, at der var mange ting, der blevet taget fra hende for at sikre hende og det her nu var endnu en ting. Hun måtte dog vælge: Ville hun leve i angst eller i sikkerhed? For Jonah var valget ikke svært – her så han bare også tingene meget i sort og hvidt.

Jonah havde ikke tænkt sig at fortælle noget om sit privatliv. Det her var hans arbejde og hans interesse for hende var kun, så længe han var her. Ligeså snart han havde fri, så så han ikke nogen grund til at tænke på hende. Han havde tiltro til hans kollegaer gjorde deres bedste for at beskytte hende, og var der noget han skulle vide, ville han blive kontaktet og ja, han ville smide alt han havde i hænderne fordi hans arbejde krævede det. Han så på hende som hun hun slog blikket ned, inden hun igen så op på ham. Hans øjne blev hårdere, som hun fortalte han allerede vidste, hvor hun boede. Var hun dum eller hvad? ”Det står ingen steder i din sag – hvorfor har du ikke sagt det?” spurgte han direkte og koncentrerede sig for ikke at dømme hende højlydt og direkte spørge hende om hun var dum og anså det hele som en joke. Han lyttede til hendes ord og trak lidt på det ene øjenbryn. ”Det er ikke en løgn. Du er taget ud at rejse og ved ikke hvor lang tid der går, før du kommer tilbage.. Måske en kreativ rejse hvor du har mulighed for at fokusere på din musik,” påpegede han til hendes første spørgsmål. ”Lad mig bekymre mig om, hvor du skal bo og hvordan og hvor langt, der ville være til næste nabo. Du ville have aurorer omkring dig hele tiden, så dem må du snakke med,” svarede han ærligt og trak lidt på skulderen. Hun besværliggjorde det mere end det var nødvendigt. Ville hun beskyttes, så måtte hun også betale den pris der var i de måneder, år, årtier det kunne være. Det var hende, der havde været naiv nok til at involvere sig med Judas til at starte med. ”Og du ville aldrig se på. Vi sørger for, der er et beskyttelsesrum han ikke kan trænge ind i, skulle ulykken være ude,” påpegede han og rynkede lidt på panden. Hvad troede hun? At de ikke vidste, hvad de lavede? Han lænede sig ind mod væggen som hun satte sig i sofaen og så så opgivende ud. Han så de blanke øjne ved hendes spørgsmål, som hun direkte så på ham. Han gik roligt mod hende og satte sig på hug, så han var i hendes højde. Han lagde en fortrøstningsfuld hånd på hendes skulder. ”Ja, jeg lover dig Melody er sikker. Hun ved ikke hvad der foregår,”

[Lorelai King]

Lorelai var nok et af verdens mest sociale mennesker, så det at blive afskåret fra resten af verden på den her måde, var uden tvivl det værste for hende. Selvfølgelig hjalp det lidt på det, at have aurorerne omkring sig, men der var grænser for hvor meget, eller rettere lidt, de snakkede. Hun var typen, der kunne snakke med alle og der var mange, at selvom de måske ikke var fan af hendes musik, så kunne de godt lide hende som person. Hun deltog i alle velgørenhedsarrangementer, hun kunne komme til og hun stoppede heller end gerne op og snakkede med fans, tog billeder med dem og skrev autografer. Hun var tit taget ud på børnehospitaler og snakket med de syge børn og deres søskende, og hun havde været i Afrika flere gange, for at hjælpe de fattige børn. Hun havde pengene til, at gøre en forskel, så selvfølgelig ville hun gøre det.
Hun slog lidt opgivende ud med sine hænder, "Jeg troede det gav sig selv. Da jeg slog alarm, var det fra mit soveværelse. Han nåede at forsvinde inden I kom," svarede hun og så undskyldende på ham, mens hun tog sig ubevidst til halsen, da det blandt andet var der Judas havde haft fat i hende.
Hun rystede lidt på hovedet af ham, "Fint.." mumlede hun, hun hadede at lyve for sine forældre og søskende, men hvis det var dét der skulle til, for også at holde dem i sikkerhed, så gjorde hun det. Hendes største problem ved hans foreslag var dog, at det var præcis dét, hun havde løjet om, dengang hun havde været 15 år og ventet Melody. Der var ingen i hendes familie eller omgangskreds - foruden Sidney Lynch og @alecander - som vidste hun havde en datter og det var netop på grund af Judas O'Conall, hun havde valgt, at holde det hemmeligt. For pigens skyld. Hun nikkede lidt, "Well, jeg håber I har mange spændende auror-historier så," sagde hun og prøvede at sende ham et lille smil, vel et eller andet forsøg på at være lidt sjov. Hun havde kun været 15 år, da hun havde været i seng med Judas, dengang havde hun jo ikke vidst, hvem han var, dengang havde han været mafia bossens søn, uden at fortælle hende det. Hun kunne huske, at hun havde været fuld, men ikke meget mere end det. Hun hævede lidt de slanke øjenbryn, "Waow.. Betryggende," lød det sarkastisk fra hende. Hun overvejede lidt om hun bare skulle stoppe samtalen og gå ind og begynde, at pakke.
Hun bed sig i læben, som han satte sig i hug foran hende, og mærkede hvordan læben dirrede, mens hun kæmpede for, at holde tårene tilbage. Hun mærkede hans hånd mod sin skulder og følte nærmest, en sten forlod hendes hjerte, ved hans ja. "Okay.. Tak.." lød det nærmest kvalt fra hende, som hun stadig kæmpede mod tårene, men mærkede alligevel en enkelt tåre snige sig ned af hendes ene kind. Hun var dog hurtigt til, at fjerne den med sin ene finger og rømmede sig. "Undskyld.. Jeg øhm.. jeg går ind og pakker, I guess," hun sendte ham et lille smil og rejste sig så fra sofaen og gik ind på sit soveværelse, hvor hun med det samme fik flash back fra da Judas havde været i hendes hjem. De sidste mange nætter - faktisk siden det var sket, havde hun sovet på gæsteværelset eller på sofaen i stuen. Det var første gang efter, at hun bevægede sig ind på soveværelset. Hun trak vejret tunget et par gange og talte mentalt til fem.

[Jonah Lorenzo Harris]

Jonah anede ikke hvad hun brugte sin penge på eller hvilket slags menneske hun var. Han vidste hun lavede musik – igen fordi hendes lillebror var fan af hende, men havde ikke undersøgt noget som helst om hende, inden han var ankommet. Han ville ikke lade sit syn blive farvet af de ting, han kunne læse om hende. Han ville hellere møde hende i person og finde ud af hvilken slags person hun var. Han kunne dog ikke lade være med at tænke, at hun var naiv og havde været en smule dum i det hele – men han sagde intet af det højt. ”Der er så mange ting ved den her sag, der er blevet behandlet forkert. Nu bliver den behandlet rigtigt,” påpegede han med en rolig stemme og gjorde gestus til hendes undskyldende blik var unødvendigt. Han var bare egentlig glad for, hun ikke anede hvad han tænkte. Han nikkede en enkelt gang til hendes fint. Den diskussion var lukket ifølge ham, og der var ikke mere at snakke om. I hans hoved, havde hun selv bragt sig i den her situation uanset hvor uvidende og fuld, hun havde været den gang.
Han trak lidt på skuldrene til hendes joke. Han opfangede godt hun mente det i sjov. ”Det kommer an på, hvor sart du er,” svarede han i et forsøg på også at være sjov. Han fortalte ikke sine – ikke til nogen. Han havde damnet up på den største store mission han havde og han var blevet en hel anden person på grund af det. Siden, havde han også svoret at det aldrig måtte ske igen. Han så på hende som hun lød sarkastisk og valgte ikke at svare i ren irritation i mangel på hendes taknemlighed.
Han aflæste hende. Hendes læbe dirrede og hendes øjne var fugtige. Hun kæmpede tydeligvis mod de tårer, der så gerne ville ud. ”Ingen årsag, Lorelai. Judas får ikke fat i hende. Kan afsløre så meget, at en af de dygtigste aurorer er omkring hende alle døgnets timer,” forsikrede han hende og var kort empatisk i sit blik. Han bemærkede hendes tårer, der trillede ned ad hendes kind og hun var hurtig til at fange den. Han rejste sig, som hun sagde hun ville ind og pakke og smilte til ham. ”Yes… det mest nødvendige, og du tager dig bare god tid..” han sendte hende et smil retur, om end meget kortvarigt. Han stillede sig i døren ind til soveværelset og så den anden

[Lorelai King]

Lorelai var en kvinde som helst ville klare sig selv, bare fordi hun var kendt, så betød det ikke, at hun ikke havde ben og arme selv. Hun havde et hjerte af guld og ville gøre en forskel, hvor hun kunne. Også selvom hun godt vidste, at hun ikke kunne ændre hele verden til det bedre. Hun bed sig lidt i læben og nikkede til hans ord, "Tak for din indsats, Jonah," sagde hun blidt. Hun ville ikke fremstå som en utaknemlig diva, men det var svært for hende, at være i situationen. Hvilken 15 årige, ville tænke så langt, at noget man gjorde den gang, ville kunne have en så voldsom påvirkning af ens liv, så langt ude i fremtiden? Det kunne godt være, hun måske havde været en uansvarlig teenager i nogens øjne, men hvilken 15 årig, var ikke uansvarlig?
Hun viftede lidt med sin spinkle hånd, "Ikke så sart," svarede hun og smilede til ham. Det var nok hendes måde at være i den farlige situation hun var i. Hun var nødt til, at lave lidt sjov og se det på den lyse side, for ikke bare at ende i en seng med gardinerne trukket for og dynen over hovedet. Hun havde før været ramt af depression, det ønskede hun ikke igen. Hun kunne heller ikke lade vær med, at føle hun fik særbehandling, fordi hun var kendt. Enhver anden som mødte Judas på sin vej, blev jo ikke nødvendigvis sat i vidnebeskyttelse, men måske var det fordi der var et barn indblandet? Hun vidste det faktisk ikke.
Hun så det empatiske blik, som kortvarrigt var i hans øjne. Hun pustede tungt ud og nikkede igen. "Du må syntes, jeg er verdens værste mor..." lød det lavmeldt fra hende, mens hun tørre en ny tåre væk. Der havde været mange årsager til, at hun havde gjort, som hun havde dengang, men hun vidste godt, at folk dømte, uden at kende hele sandheden. Hun havde holdt Melody hemmelig for medierne, venner og veninder, selv hendes familie, for at beskytte den lille pige, som egentlig var offeret i alt dette her.
Hun nikkede igen lidt til hans ord og forsvandt ind på sit soveværelse. Rummet hvor Judas havde overfaldet hende. Hun følte sig helt kvalt, af at være i rummet, men tog sig sammen og trak en stor sportstaske frem fra under sengen, som hun begyndte, at fylde med tøj nok til 14 dage, så måtte hun jo vaske, hvis det blev længere tid. Hun pakkede lidt make-up, hygiejne produkter i alle former, samt håndklæder. Derefter pakkede hun sin tryllestav, pepperspray og sin computer, oplader og andre små ting, hun ville kunne få tiden til at gå med. Hun så sig lidt om, for at om der var noget hun havde glemt. Det lange blonde hår, samlede hun i en høj hestehale og satte så hænderne i siderne. "Sådan," sagde hun så og vendte blikket mod ham med et svagt smil på sine læber.

[Jonah Lorenzo Harris]

Jonah havde ingen antagelse om hvordan kendte mennesker var. De var vel mennesker præcis som alle andre var. Jonah var heller ikke et usympatisk røvhul – han kunne godt forstå det var hårdt. Det ville de fleste mennesker synes – for det var alt i deres liv, der skulle rives op af jorden. Han hvilede de isblå øjne på hende, som hun takkede ham for hans indsats og nikkede som gestus til han hørte hende. Han kunne ikke svare på den slags ting, ikke længere. Han gik op i sit arbejde med alt, han havde. Han gjorde alt for at undgå fejl. Han havde fejlet så stort, og den fejl, kunne han aldrig lave om på, uanset hvor mange han havde reddet efterfølgende. Han følte aldrig han gjorde nok – havde han gjort det, så var den sag aldrig gået så galt, som den var.
Han så på hun viftede med sin hånd og fortalte hun ikke var sart. ”Det må vi lade komme an på en prøve så,” svarede han med et drilsk smil på sine læber. Han ville ikke fortælle nogle historier til hende, men det behøvede hun ikke vide nu. Det ville han lade de andre om.
Jonah havde ingen holdning til hende som forældre. Han var ikke selv forældre, så han synes egentlig ikke han havde noget at sige på det punkt. Han vidste godt, at han ikke kunne svare sådan. Han skulle berolige hende, men han skulle stadig mene ordene han sagde. Han lod forsat blik hvile på hende. ”Nej. Jeg synes du har gjort hvad du har kunne og været en fornuftig mor, der har måtte tage en svær beslutning om at give afkald på sit barn.” påpegede han med en rolig stemme.
Jonah klargjorde mens hun pakkede, hvor de kunne tage hen og hvordan de skulle rejse. Han havde besluttet den bedste og sikreste måde var via en transitnøgle, men de skulle transferere sig frem til den. Han så mod hende, som hun erklærede sig klar til at rejse. ”Klar?” spurgte han for at være sikker, og nikkede til en anden auror for at fortælle han kunne tage hendes taske og begynde at rejse mod målet. ”Nu skal du høre. Vi rejser til en by med mange mennesker – jo flere mennesker, jo svære er du at finde… Og det bliver en by, hvor det ikke bliver mærkeligt, du går med solbriller hele tiden,” påpegede han – blot for at se om hun kunne gætte hvor de skulle hen.

[Lorelai King]

Lorelai sendte Jonah et lille smil til hans nik. Hun ville selvfølgelig følge hans anvisninger, så godt det ville være hende menneskeligt muligt, men hun vidste også godt, at hun ville gå en tid i møde, hvor hele hendes liv ville blive vendt op og ned, på meget kort tid. Hun havde - ligesom så mange andre - sine morgenrutiner, daglige gøremål og så skulle hun selvfølgelig også passe sit arbejde.
Hun løftede lidt sin ene pegefinger, "Det holder jeg dig op på," svarede hun med et drilsk smil på sine læber og et glimt i sine blå øjne, som matchede. Hun havde altid haft en fascination over det arbejde nogle mennesker kunne udføre, som foreksempel aurorerne, fangevogterne, mugglernes politi og vagter. De var hverdagens helte, som i hendes øjne ikke fik anerkendelse nok. Alene det team, som gik rundt i hendes hjem lige nu, gjorde en indsats for at passe på hende.
Hun pillede lidt ved et armbånd og fnøs let. Ikke som sådan af ham, men af hele situationen. "Hvis jeg havde været fornuftig, som 15 årig, havde jeg fået en abort og ikke sat et barn i verden, jeg ikke engang selv kunne tage mig af," svarede hun lavmeldt og trak lidt på den ene skulder. Der var mange ting hun ville ønske, hun havde gjort anderledes. At have fået en abort i stedet for, at give sit barn væk, var uden tvivl en af dem. Hun havde så også forsøgt, men da hun havde skulle tage pillerne, havde hun ikke kunne gøre det. Tanken om, at slå et liv ihjel, som havde alle gode odds til, at leve et langt og lykkeligt liv, havde hun ikke kunne slå ihjel.
Hun førte en hånd igennem det lange blonde hår og nikkede lidt. "Oh shot.. Øjeblik," lød det hurtigt fra hende, før hun skyndte sig ind efter sin guitar - noget skulle hun jo have at lave, ingen havde jo kunne fortælle hende, hvor længe de skulle være væk. "Nu er jeg," svarede hun og kom sin mobil i baglommen på sine bukser. Hun så undrende på ham. Ville han have hende et sted hen, hvor der var mange mennesker? Ville chancen for, at hun ville blive genkendt og afsløre deres cover, så ikke være ret stor? Hun sagde dog ikke noget til det, da hun elskede at være social, så jo flere mennesker, jo bedre for hende. Plus hun ville da elske, at rende rundt og snakke med fans. "Vil du ha' mig med til New York eller hvad?" spurgte hun med et lidt morende smil, "Uh eller Sydney?" tilføjede hun og lod den anden auror tage sin taske, men guitaren holdt hun selv. Hvis der skulle ske den noget, så var det nok bedst for alle, at det var hendes egen skyld og ikke andres.

[Jonah Lorenzo Harris]

Jonah havde aldrig været typen, der havde haft svært ved at flytte. Han lagde aldrig nogle rødder nogen steder. Det faktum, han aldrig gjorde sådan, var nok også medskyldig i at han var forfærdelig rodløs og rastløs. Han var god til, ikke at blive for tæt med nogen, for han vidste bedre end nogen andre, at ingen var lovet i morgen og den relation kunne blive brudt hvert et øjeblik det skulle være. Dermed ikke sagt, han ikke forstod hvorfor det var svært for andre. Han kunne eksempelvis se på sin storebror, at han slog rødder, havde faste rutiner og de helst ikke skulle brydes. Noget andet var man slet ikke skulle drille ham med dem. ”Mmmh, gør du det,” påpegede han til hendes drilske tone og blinkede en enkelt gang til hende. Han lod sit blik betragte hende og bemærkede også, hun pillede ved sit armbånd. Han lod blikket glide op på hende som hun fnøs. ”Hvis ikke du synes det er rigtigt at abortere et barn, skal du heller ikke gøre det. Jeg forestiller mig, at alt hvad du har gjort for Melody, har været af kærlighed,” påpegede han. Han var ikke i en position hvor han ville dømme hende som forældre, og han havde heller ikke en mening om det. Han forstod ikke, hvorfor hun havde været sammen med Judas til at starte med, men omvendt ville hun nok heller ikke kunne forstå mange af de ting, som han havde gjort som ung. Han nikkede som hun bad om et øjeblik og så på hendes guitar og nikkede en enkelt gang. Selvfølgelig. ”Ikke New York…” påpegede han roligt og fandt en trøst i, hun lige nu lod til at more sig. ”Heller ikke Sydney, men vejrforholdene er vel lidt det samme,” endnu en gang prøvede han at hentyde, men de havde fået grønt lys, så de skulle afsted. ”Los Angeles…” han havde været stille i nogle få sekunder, og rakte sin hånd frem som gestus til hun skulle tage den, så han kunne transferer dem til transitnøglen.

[Lorelai King]

Lorelai havde været kendt i så mange efterhånden, men lige fra dag ét af, havde hun haft en aftale med sine forældre og sin lillesøster, om at de skulle tage fat i hende, hvis berømmelsen begyndte, at stige hende til hovedet. Selvfølgelig kunne hun godt have nogle øjeblikke, hvor andre nok ville ryste på hovedet af hende, men fans, journalister og mennesker med meninger og holdninger generelt, havde det nok også bare med at glemme, at hun altså også bare var et menneske. Hun begik også fejl. Kendt eller ej. "Oh I will," svarede hun igen, lidt morende. Han virkede ikke så slem eller stram i betrækket som de øvrige aurorer der havde været på vagt hos hende.
Hun trak lidt på den ene skulder, "Jeg syntes ikke man kan sætte en abort op, så sort og hvidt. Nogen er klar, andre er ikke. Nogen vælger en abort og fortryde, andre vælger at bortadoptere og fortryder det. Nogle vælger endda at beholde barnet og fortryder. Jeg ved ikke, om jeg gjorde det rigtige dengang, men det føltes ikke sådan lige nu, må nok erkende," hun lod en hånd glide igennem det blonde lange hår og sendte ham et svagt smil, uden rigtig at vide, hvad mere der var at sige i den sag. Lorelai havde kun været femten år, da hun havde været sammen med Judas. Dengang havde det været Judas' far, som havde været mafiabossen og Lorelai havde ikke vidst noget som helst, om mafiaen. Hun havde ikke vidst, hvad hun var gået indtil, ellers havde hun selvfølgelig aldrig gjort det.
Hun prøvede virkelig, at se lyst på tingene. Måske ville det, at komme lidt væk fra det hele være godt for hende. Hun ville kunne koncenterer sig om sin musik, få skrevet en masse nye sange, uden nogle former for forstyrrelser. Men puha, det at skulle væk fra sin familie og ikke kunne fortælle dem hvorfor. Det var hårdt og det ville hun gerne være foruden. "LA?" en smule overrasket, men langt fra det værste sted for hende, at komme hen. Hun tog imod hans hånd og trådte et skridt tættere på ham, før hun sendte ham et lille nik, som tegn til, at hun var klar.