The final count down

[Deleted]

Beatrix grinede bredt, som fugleindvolde ramte Stella. Hun var især stolt af det der ramte den anden pige lige midt imellem øjnene. Det var virkelig et pragtstykke af et arbejde! Hvis hun altså selv skulle sige det. Hun var under alle omstændigheder meget tilfreds.

"Hvor er din lille kæreste nu?" spottede hun og lo højt af Stella.

Men så ramte pigens besværgelse, og Beatrix' fortænder begyndte at vokse. Ikke til nogen specielt abnorm størrelse, men stort nok til, at det var irriterende. Og at hun fik svært ved at tale ordenligt. Derfor brølede hun med de store tænder:
"Dfeth ska' dfuh få bethalt!" (Det skal du få betalt)

[Stella Todd]

Stella tørrede fugleindvoldene af ansigtet og tørrede det af i blusen. Hun kunne mærke tårerne i halsen, men hun måtte finde en måde at kæmpe videre, hun kunne ikke give op! ikke endnu. BEatrix's ord om hvor Timmy mon var fik Stella til at miste grebet en smule. Hvis dette her skulle fortsætte havde hun brug for at Timmy snart dukkede op for at støtte hende. Hun kunne ikke blive ved med at kæmpe imod og vidste at det var et spørgsmål om tid, før hun enten ville være nødt til at flygte eller hun for alvor blev overvundet at slangen. Så fik hun alligevel en ide! Det var godt nok meget imod hendes natur, men måske det var okay lige for nu. "Han er her ikke. Kærester behøver ikke hænge op og ned af hinanden hele tiden! Men det ved du selvfølgelig ik noget om! ing..." Men så stoppede hun. Hun kunne alligevel ikke få sig selv til at være led, end ikke over for den største plageånd hun kendte. Hun ville ikke synke ned på det niveau. Heldigvis viste det sig at hendes tand-besværgelse ramte og hun kom faktisk til at grine lidt over Beas besværligheder ved at tale. "undskyld, jeg tror ikke helt jeg forstod hvad du sagde?" Lød det drillende fra hende.

[Deleted]

Beatrix nærmest vibrerede af raseri. Hun kunne ikke få ordene ud, som hun ville, så hun kunne nu heller ikke kaste flere besværgelser. For fanden da også! Så hun gjorde det eneste, som hun vidste ville virke. Men inden hun gjorde noget, så hånede Stella hende.

Det fik hende til rasende at kaste sig frem imod hende, og svinge en knytnæve mod hendes ansigt. Der var nok ikke ret meget andet at gøre lidt nu, så hun tyede naturligvis til vold.

"Fhug dhig, dfhith halfblodfs sfvin!" (damn dig dit halvblodssvin!) Med de ord ude slyngede hun sig direkte mod Stella, og forsøgte at vælte hende om på gulvet.

[Stella Todd]

Stella følte næsten hun kunne mærke sejren nu, ikke at det som sådan var den hun havde jagtet. For hende galt det bare om at stå fast, og vise Beatrix at hun ikke var til at rykke med og ikke længere var bange for hende. Netop fordi Beatrix ikke rigtig længere kunne snakke, havde Stella også slækket lidt på opmærksomheden. Det skulle dog vise sig at være et virkelig dårligt træk, for før Stella nåede at gøre mere, kastede Beatrix sig frem over hende og gav hende sådan en knytnæve i ansigtet, at Stella mærkede det knække i næsen. Det gjorde virkelig ond! En klæbende varm masse løb fra Stellas næse, og hun var ikke længere et øjeblik i tvivl om at Hun netop havde fået blodnæse. Bange skærmede hun for ansigtet så godt hun kunne mens Beatrix fortsat var over hende. "Av! Lad være! Av! Av! Stop!" Bad hun med en stemme tyg af gråd. Hun gjorde ikke modstand længere, ville bare have det til at høre op. 

[Deleted]

Beatrix sad overskrevs på Stella, og gav hende slag efter slag i ansigtet. Hun kunne dog ikke ramme ret meget andet end pigens hænder, fordi hun skærmede sit ansigt med dem, men hun kunne da prøve! Og hun var noget så ligeglad med, at det gjorde ondt på hende. Hun var pludselig også ligeglad med, at det her måske var en lidt for muggler-agtig måde at løse det her på. Lige nu ville hun bare gerne have Stella til at lide.

Hun slog og slog, til hun havde ømme hænder og flækkede knoer. Da hun var færdig, så færdig som man nu kunne blive med at tæve en anden, rejste hun sig op og grinede ned til Stella.

"Dfhet vhar vift dfhet," (det var vidst det) sagde hun med tungen stadigvæk alt for stor, og gik sin vej.

Hun var færdig med hende, for nu altså. Hun gad ikke mere, for hun havde fået vist hende, at hun ikke var til at løbe om hjørner med. Hun var ikke typen som gav op, og hun var bestemt ikke typen som lod et halvblodspjok få magt over hende. Eller tabe til sådan en for den sags skyld!

[Timorthy Lavoie]

Timmy var egentlig på vej ned mod indgangshallen. Han havde lige været oppe i Ravenclaw tårnet og skifte til sit quidditch-outfit, da der snart var træning. De sidste timer havde virkelig været en udfordring for ham at sidde stille i, så han glædede sig bare til at komme ud og brænde noget krudt af. Egentlig skulle han havde spillet med bandet, men quidditchtræningen var blevet rykket og heldigvis var de andre ret forstående omkring det.
Meningen var at han lige ville fortælle Stella at planerne var blevet ændret, så han nok ville være lidt senere færdig, da de havde aftalt at mødes efterfølgende.
Han havde hørt hende nævne noget om at smutte ned i køkkenet, så det var der han var på vej ned. Som han nærmede sig mødte der ham dog et frygteligt syn. Der midt på gulvet lå hans kæreste med blod i ansigtet. I nogle frygtelige sekunder føltes alt som at gå i slowmotion. Timmy sprang frem mod hende og fald på knæ ved hende side. Med panisk rystende stemme gav han sig til at kalde på hende, ”Stella? Stella! Kan du høre mig?” Den ene hånd var allerede i færd med meget forsigtigt at fjerne håret -som virkede klistret, formentlig af blodet- fra hendes ansigt, så han bedre kunne se skadernes omfang.

[Stella Todd]

Stella hørte Timmys stemme et sted i det fjerne og åbnede munden for at fortælle hvad der var sket, men det gjorde så ondt i hendes ansigt. "Tim.. Jeg... av.." Hun vendte sig forsigtigt om imod ham og søgte ind i hans favn.  Hun havde pokkers ond i hovedet, det dunkede og der var en ringen for ørerne. Tårer løb lydløst ned over hendes kinder og hun var virkelig træt. "Jeg.. prøvede.." hendes hånd fandt hans. Alt for at finde støtte og nærvær... trøst også. "Bea... jeg ville... vi havde en... av... duel." Prøvede hun at forklare. Hun havde været så sikker på hun havde vundet den, da hun havde fortryllet Beatix' tænder, men hun havde heller ikke regnet med at slangen ville ty til rå vold. "Timmy.. Jeg vil gerne op på sygefløjen.. jeg har det ikke så godt." Lød det så lettere ynkeligt fra hende, men hun havde virkelig ondt i hovedet, og ville gerne væk fra gangen.

[Timorthy Lavoie]

Timmy lyttede til hende som hun snakkede. Han følte sig så rasende over @beatrix og hendes måde at behandle andre mennesker på. "okay..kom, lad os få dig op." Sagde han stille og forsøgte roligt at få hende op og sidde.
"Hun er simpelthen gået for vidt denne gang!" Mumkede han vrede og strøg ganske forsigtigt en mørk lok væk fra hendes blodige ansigt. Han svingede hendes ene arm omkring nakken på sig selv for at trække hende op og stå. Han anede ikke hvor slet det var, men det så voldsomt ud, og Timmy følte sig så arrig over at Beatrix om og om igen endte med at slippe afsted med det. "Vi må snakke med en professor om det," sagde han så imens han støttede hende så de kunne komme op på hospitalsfløjen. Beatrix burde mærke nogle konsekvenser af sine handlinger om så det måtte betyde at han skulle gå til rektor med det.

[Stella Todd]

”Forsigtig! Du må ikke give slip fra mig” Det var svært at vurdere ansigtets smerter, men hende næse føltes hvert fald mærkelig, ligesom hun følte en bedøvende summen over kinderne, overlæben føltes også underligt stor og det gjorde næsten ondt at lade hendes læber mødes. ”Jeg prøvede Timmy. Jeg prøvede at stå imod, sige fra. Men…” Det gjorde virkelig ondt at snakke og hun søgte derfor igen ind imod hans favn. Der var det altid trygt og sikkert. ”hun kastede en forbandelse imod mig, så jeg-“ hun stoppede og lænede sig lidt ud fra ham. ”Jeg er helt fuld af fugleindvolde. Kom ikke for tæt på. Jeg fik fugle til at angribe, men hun sprang dem i luften, og sendte indvolde og fjer over på mig. Jeg ville.. jeg ville jo bare stoppe hende så jeg forstørrede hendes tænder. Heldigvis kunne hun så ikke længere kaste til efter mig. Uheldigvis betød det at hun så valgt at slå løs på mig.” hun forklarede mens den gik og svarede så godt hun kunne på de spørgsmål Timmy nu måtte have. De nåede endelig sygefløjen, hvor sygeplejersken straks tog sig af Stella og lid hende komme sig i en af sengene.

- out